Det djævelske

 Prædiken til tredje søndag i fasten d. 20. marts 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 8,42-51. Salmer: 826 – 448 – 390 – 36 – 69,5-6 – 613.   

Det fyger med ord i evangeliet om det djævelske, om løgn, om det dæmoniske og det at tilhøre djævelen. Vi er landet lige midt i et skænderi imellem Jesus og jøderne om forståelsen af, hvem Jesus er og hvilken Gud og hvilket menneskesyn, han repræsenterer.

Det er ikke ligefrem muntert at lytte til. Og når man hører det først, tænker man måske, at det forekommer lidt gammeldags at tale om djævle og at tilhøre djævelen. Hvad har det med os at gøre?

Særligt hvis man sætter forestillingsevnen i gang og begynder at se djævlebilleder for sig, bliver det mærkeligt. Det traditionelt lille blodrøde djævelske menneske med horn i panden, ild omkring sig og den spidse trefork i hånden. Det virker lidt oldnordisk og det virker lidt barnligt.

På den anden side slog det mig forleden dag, at der ikke skruet ned for djævelen på biograflærredet, eller generelt skruet ned for at portrættere ondskaben i mennesket. Jeg lavede en hurtig søgning på google, som viste, at der de seneste tre år er lavet fem spillefilm med djævelen som hovedperson. Det er da en del! Og selvom jeg synes, at djævelen med horn og ild osv. er lidt barnligt, så er det stadigvæk sådan, djævelen eller det onde portrætteres. I mørke, rødlige nuancer, med tvivlsomme og udefinerbare øjne, og et handlemønster, der ikke er til at regne ud.

Jeg tror, det dæmoniske eller djævelske fylder noget i kunsten og kulturen, og i bredere forstand fylder det onde en hel del, fordi det onde helt åbenlyst også er en del af os og af vores verden. Og derfor har vi brug for at italesætte det. Det gode og det onde lever side om side, og gang på gang bliver vi overraskede og slået tilbage af den ondskab, vi kan møde. Se nu blot, når vi i disse dage åbner for nyhedskanalerne. Ondskaben har – for mig at se – overrasket på ny i det, vi ellers troede var en verden med fredelig sameksistens.

Også her i kirken taler vi om det onde og det djævelske. Det er kun et par minutter siden, vi stod ved døbefonten for at døbe Nora. Her svarede hendes gudfar ja til at forsage djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Sådan lyder formuleringen i trosbekendelsen, som vi bekender hver eneste søndag. Men det er netop en forsagelse: altså vi siger nej til det onde. Med forsagelsen som en del af trosbekendelsen gør vi det klart, at det onde skal fylde mindst muligt i vores liv. Vores tro er en tro på det gode, på trods af det onde. Derfor begynder vi med at tage afstand fra alt det onde, for det ondes gerninger og det ondes væsen – særligt ved dåben og ved indgangen til et lille nyt liv. 

Det giver mening, når vi sidder med et barn i armene at sige højt: Ja, det onde skal fylde mindst muligt i det lille nye liv. Og at vi med dåben og al vores kærlighed og omsorg fylder barnet med troen på det bedste i livet. 

Men spørgsmålet lurer stadigvæk, hvad det onde egentlig er, også i et voksent, levet liv. Eller ligeud: hvad er djævelsk eller dæmonisk? I evangeliet siger Jesus det på denne måde: at djævelen eller det onde farer med løgn og taler ud fra sig selv.

Jeg tror, løgnen og det selvoptagede er noget af det, der både drager os og skræmmer os, når vi møder det på et lærred. Det kan være forførende, når noget bliver ved med at narre os og drive os ud på kanten af det gode. Det djævelske er listigt og ikke altid til at aflure. Og på film kan vi holde til at være i det, fordi det netop kun er fiktion. Vi kan acceptere, at det djævelske er utilregneligt og kun fikseret på egen vinding, fordi vi ved, at filmen snart slutter, og uden for biografen er verden tillidsfuld igen. Ja... eller det troede vi i hvert fald, at den var.

Men hvad er det modsatte, og hvordan siger vi det djævelske imod? Ja, det siger næsten sig selv. Jøderne i evangeliet tror, at Jesus er dæmonisk og at han kommer fra det onde selv. Men han afviser og siger: Jeg er ikke dæmonisk, for jeg søger ikke min egen ære. Underforstået: Jeg søger Guds. Det er det modsatte.

Det djævelske er tale ud fra sig selv, og kun forfølge sin egen fordel. Men det karakteristiske ved Jesus er netop, at han i sit liv er til for de andre, og ikke for sig selv. Og dét er både nyt og overraskende for jøderne. Måske er det derfor, de bliver så meget i tvivl om, hvem Jesus egentlig er, og tror, han er en dæmon. De kan ikke regne hans handlemønster ud. Jesus overrasker ved hele tiden ved at pege på de udstødte, ved at være der for de glemte, dem som ingen vil tale med, dem som ingen andre tør røre ved. Og Jesus giver dem livet tilbage, ud fra det menneskesyn, at vi lever af det, vi får fra hinanden og giver til hinanden.

Hvad har vi i vores liv, som vi ikke har fået? En hel del, vil nogen måske sige. Jeg har tilkæmpet mig en hel del selv i mit liv, som ingen andre end jeg selv kan og skal tage æren for. Min karriere. Min formue osv. Og alligevel: når alt kommer til alt, og jeg nærmer mig det basale i livet, så var jeg helt fra begyndelsen af mit liv afhængig af et andet menneske, og det er jeg stadigvæk. Afhængig af kærlighed, af omsorg, af nærvær som jeg ikke kan give mig selv. Det er noget jeg får. Og derfor har jeg også pligt til at give det videre.

Det er den tro, vi møder her i kirken, og det er det bud, evangeliet sender os ud af kirken med i dag: ikke at være centreret om os selv, men om at have øje for den anden, og give det liv videre til hinanden, som vi har fået.

Virkeligheden er barsk: nemlig at det dæmoniske og det djævelske er i verden, og er en del af os. Det er tydeligt for enhver. At vi også selv i større eller mindre grad pendulerer ind og ud af det djævelske – ind og ud af selvoptagetheden. Men det skal ikke slå os ud af kurs. Det skal tværtimod skærpe vores fornemmelse for, at vi ikke magter vores liv selv, og derfor må stå sammen om at være i det.

Det er, kan jeg godt mærke, stadig lidt mærkeligt for mig at tale om det dæmoniske og om djævelen. Og lad os bare fra nu af tale om det onde i stedet for. Men ved at gøre det, anerkender jeg også den virkelighed, der er omkring mig, hvor det gode og det onde lever side om side. Og ved at gøre det, bliver jeg bevidst om, at det onde skal fylde mindst muligt. Det har jeg brug for at sige til mig selv – særligt også i denne tid med krig.

Evangeliet afsluttes med Jesu ord: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Hvordan giver det mening, og hvordan kan Jesu ord til os i dag gøre, at vi aldrig skal se døden?

Jeg tror, vi skal forstå ordene helt nært. Et evigt liv er at blive givet livet tilbage, hver gang man er ved at miste det. Og det kan kun ske, fordi der er en anden, der ser dig. At der er en anden, som deler sin kærlighed med dig, og som ikke koncentrerer sig om sig selv.

Måtte vi få mod og kræfter til at være netop det menneske for hinanden. Og måtte Gud være den for os!

Amen.

Misundelse

Prædiken til søndag septuagesima (II) d. 13. februar 2022 i Brabrand Aarslev Kirker.
Matthæusevangeliet 25,14-30. Salmer: 754 – 448 – 853 – 192 – 728,4 – 697. 

Da den tredje tjener får sin ene mønt, går det galt. Han har knoklet. Han har slidt og slæbt som ingen anden. Eller jo: præcis som alle de andre har han arbejdet for sin herre. Og alligevel får han lavere belønning end de andre, synes han. Den første får fem. Den anden to. Men den tredje kun én!

Vreden bobler i ham. De andre går frejdigt afsted og sætter pengene i spil. Men den tredje tjener gør ingenting. Han er vred. Han føler sig mindre værd. Han er misundelig.

Det er misundelsen, der er omdrejningspunktet for fortællingen. Den, vi bliver både grønne og gule i hovedet af, når den viser sig, og som før i tiden også var kendt som én af de syv dødssynder.

Misundelse lyder som noget gammelt, hvis vi taler om den som en dødssynd. Men jeg tror, misundelsen lever i bedste velgående.

Misundelse kommer, når vi sammenligner os selv med andre, og har svært ved at unde andre det gode, de har. Og det er klart, at f.eks. de sociale medier virkelig er som et bål under denne sammenligning og følelse. Som aldrig før deler vi af os selv og vores liv i billeder og videoer. Vi viser os frem – og som oftest kun af det gode, det velfriserede og det rigtige. Og når det på den måde ser ud som om, at alle andre har det bedre end én selv, lever sundere, bor pænere, kører i lækrere biler osv., så er der ikke lang vej til at tænke misundelsens ordsprog: ”Det burde have været mig”.

Jeg tror, at særligt unge i deres teenageår er udsatte for misundelsens væsen, som kan have ret hårde konsekvenser for selvværdet. Hvis man hele tiden bliver bombarderet med perfekthed og polerede billeder, kan det være svært at se realistisk på livet, svært at komme overens med helt naturlige fejl og mangler hos én selv, svært at se, at vores værd som mennesker ikke skal måles i materialitet og likes på de sociale medier, men alene på, at vi er mennesker, der alle sammen er noget i os selv, og alle sammen har noget at give af til hinanden.

Der er få følelser, der som misundelsen kan få sin ejer til at føle sig som et lille menneske. Misundelsen får os til at føle os utilstrækkelige, og den kan tilmed fremkalde hemmelige ønsker om nederlag for den person, der er genstand for misundelsen.

Hvad er det modsatte af misundelse, kunne man spørge?

Filosof og teolog Søren Kierkegaard sagde, at det modsatte af misundelse er beundring. Når man beundrer nogen eller noget, ser man op til noget, glæder sig over noget, andre har. Og måske vil man også gerne selv have det. Men i beundringen anerkender man, at det ikke nødvendigvis kan lade sig gøre. At der er forskel mellem én selv og den eller det, man beundrer. Og at det faktisk er helt ok. Forskellen er accepteret, respekteret og positiv.

Men man kunne også sige, at det modsatte af misundelse er taknemmeligheden? I taknemmeligheden mærker du en afklaring med det, du har. I taknemmelighedens lys kan du sagtens se forskellene: at andre måske har noget bedre, eller noget mere end dig. Men at andre har mere end dig, gør ikke, at du ikke selv har noget at give af, noget at komme med. Og det, du har, er du taknemmelig for.

Jeg tror, det er den følelse, tjeneren mangler i fortællingen. Og jeg tror også, det er manglen på denne følelse, der får tjenerens herre til at reagere, som han gør. Han bliver endnu mere vred end tjeneren og kaster ham til sidst ud i mørket. For det er utaknemmeligt af tjeneren, ikke at bruge det, han får, og give af det, han har. Derfor bliver herren sur: fordi tjeneren ikke ser, at han allerede har del i livet og formuen, men at han vælger at spilde det hele på gulvet, da han graver mønten ned. Og det er utaknemmeligt!

Dagens evangeliefortælling rammer et ømt punkt. Jeg synes ikke, det er uden betydning at øve sig i taknemmelighed. Eller at leve sit liv i det lys, at vi alle har noget forskelligt at komme med, noget forskelligt at byde ind med i livet. Måske særligt med de unge i tankerne, men faktisk og helt grundlæggende: for os alle sammen! Det er det, evangeliet fortæller os i dag.

Tjeneren og vi, der hører fortællingen, får at vide, at vi hele tiden skal øve os i at overvinde vores tilbøjelighed til at finde verden uretfærdig i forhold til os selv. Når vi begynder at sammenligne os med andre, og misunde andre det, de har eller det, de er, så gør vi os selv mindre. Når vi sammenligner os i misundelsens skær, er det som om, vi altid kan forhandle med os selv og vores eget værd, hvis vi pludselig møder noget, vi selv synes er bedre eller mere værd end det, vi allerede har. Og er det virkelig meningen?

Jeg siger ikke, at det er let. Men måske burde det være en kristen pligt, ikke at sammenligne sig med andre? Så snart, vi begynder at kigge på andre og misunde dem det, de har eller det, de er, så gør vi vores eget værd relativt. Så gør vi vores eget værd justérbart og usikkert. Som om, vi hele tiden kan forhandle med os selv, ved altid at kigge på det, de andre har eller er.

Men i Guds øjne er vores værd ikke til forhandling.
I Guds øjne er vi alle givet noget og skænket en værdi. Vi er skabt i Guds billede. Og vi bliver døbt til at vide os set og elsket af ham, uanset hvem vi er.
I Guds øjne har vi alle noget at komme med. Noget at bidrage med. Noget at bringe i spil hos dem der er omkring os, og i den verden, vi lever i.

Måske blev misundelsen kategoriseret som en dødssynd, fordi vi i misundelsen fornægter, at vi alle er lige over for Gud og at Guds kærlighed overgår alt andet? Lader vi os påvirke og provokere negativt af alle de forskelligheder, vi møder i verden, så ser vi også bort fra Guds tilsagn om, at vi alle er lige for ham.

Ligheden i fortællingen om de tre tjenere ser vi i, at de alle sammen har den samme herre og det samme fundament for livet – de tilhører ham, ligesom vi tilhører og kan se os selv i lyset af Guds kærlighed.

Søren Kierkegaard skrev et andet sted, at mennesket bør bestræbe sig på at være den bedste udgave af sig selv, i stedet for at stræbe efter at blive en middelmådig udgave af andre. ”Det store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.”

Det er lidt af en opsang, og lidt af en opgave. Men måske kan det netop lade sig gøre i troens lys? Fordi vi altid allerede er elskede og sete, kan vi få mod til ikke at misunde andre det, de andre har eller er, men være den vi er!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.

FOMO

Prædiken til Første søndag i advent, d. 28. november 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 4,16-30. Salmer: 74 – 448 – 146 – 78 – 69,5-6 – 862.  

Det er tidlig morgen på én af Washingtons travleste banegårde. Udenfor er det frostklart vintervejr med en kølig vind. Folk er pakket godt ind uldfrakker og halstørklæder. Ikke som de danske vintre, hvor vi oftere må løsne halstørklædet lidt. Folk haster rundt denne morgen – stemningen er tyk af travlhed.

En mand iført lidt slidt tøj og basketballkasket finder sin violin frem midt på banegården og begynder at spille. Han lægger sin violinkasse foran sig på det kolde cementgulv i håb om, at der måske er nogen, der kan lide musikken. Og straks strømmer den smukkeste musik ud i travlheden. Musikanten fortolker nogle af de store klassikere, mens tusinder går forbi ham i den travle morgenstund. 

Og i de 45 minutter, det varer, er der kun få, der smider en mønt i violinkassen, og kun få har tid til at stoppe op og lytte.  En enkelt voksen og et par børn lytter lidt, men langt de fleste er ligeglade eller for travle, eller måske ligefrem irriterede over endnu en forstyrrende gademusikant. 

Ingen ligger mærke til, at der for øjnene og ørerne af dem bliver fremført verdens smukkeste violinmusik, og ingen ligger mærke til, da det stopper igen. Og hvad heller ingen bemærker er, at manden med baseballkasketten er den verdensberømte violinist Joshua Bell. Ham, der ellers er vant til at spille for fulde sale og for skyhøje billetpriser. Og ham, hvis Stradivarius-violin koster et svimlende tocifret millionbeløb. Det er ham, der lige pludselig står og spiller på banegården: en verdensstjerne fra de største scener, lige midt i morgentrafikken! 

Og jeg ved det, for han filmede det hele med skjult kamera. I kan finde klippet på youtube.

De fleste af os kender gademusikanterne. Og jeg vil hævde, at I – ligesom jeg selv – også langt de fleste gange går forbi dem. Nogle gange lyder det okay, men vi har ikke tid til at stoppe op og lytte. Men andre gange bliver opmærksomheden til en irritation. Der går man – i raskt trav ned gennem strøget og passer sit eget – og pludselig stopper det hele til i mylderet, fordi en eller anden gør krav på det meste af gågaden og overdøver enhver tanke.

Men denne morgen på banegården i Washington var der faktisk grund til at stoppe op. For selvom de mange mennesker ikke forventede noget særligt af ham, da de gik forbi, var han jo én, de burde have holdt øje med. Én de burde have lagt mærke til. De genkendte ham bare ikke – selvfølgelig fordi, det hele virker så absurd, at en verdensstjerne skulle finde på at stille sig op midt i mylderet.

Men se! I dag tager vi hul på et nyt kirkeår og vi begynder forfra på fortællingen om, hvem Gud er, og hvordan Gud er til stede lige her hos os. Og lad mig sige det med det samme: Han kommer, når vi mindst venter det, og på en måde, vi mindst havde regnet med. Det er det, det handler om! Han viser sig præcis der, hvor vi ikke troede, det var muligt. Han bryder igennem himlen, bryder igennem muren, bryder igennem hjertet for at være der, hvor ingen troede, at Gud skulle være. Vores opgave er at holde øjne og ører åbne!

I dagens evangelium får vi en forsmag på det hele. Folkene i fortællingen har hørt, at Josefs søn, Jesus fra Nazareth, er noget særligt. De har hørt, at han har gjort store gerninger andre steder, og derfor håber de, at han nu også vil gøre store gerninger i hans hjemby.

Men deres glæde vendes straks til irritation og vrede, fordi han ikke er, som de forestiller sig og forventer sig. Folkene er lukket inde i deres egen lille landsby og deres egen tankegang, hvor de mest af alt tænker på dem selv. Og derfor vil de gerne have ham til at gøre, ligesom han gjorde ovre i Kapernaum, hvor han helbredte syge folk. Er det mon for meget at forlange?

Men folket har tydeligvis ikke helt forstået, hvem det faktisk er, de har fået besøg af. For Jesus er større end en helbredelse i nabolandsbyen. De tænker for snævert, og de begrænser hans tilstedeværelse ved bare at tro, at han skal være deres her-og-nu-tjener.

For Jesus er skriftordet, der er gået i opfyldelse – det vil sige: han er den, som profeten Esajas for mange år siden spåede om. Han er Guds søn! Og det er større, end de forestiller sig. Som billede på det, fortæller Jesus om dengang, der var hungersnød i Israels land, men hvor Elias virkede et helt andet sted: han helbredte en anden kvinde langt væk i Sidons land. Eller om dengang der var mange spedalske i Israel, men Elias helbredte en syreren Na’aman.

Med de to fortællinger, vil Jesus prøve at fortælle: Det, der sker nu, og den der står foran jer, er meget større, end det, I beder om. Gud kommer til verden – og ikke kun til Nazareth. Og deres opgave er at genkende netop det og åbne sig for det. At turde tro, at de ser det store i det små. At de ser Gud i Josefs søn – hvor mærkeligt det end må være – som er Gud for hele verden.

Når jeg læser om de ivrige folk i Nazareth, kommer jeg til at tænke på et fænomen fra vores tid, nok særligt blandt unge: FOMO, ”fear of missing out”, frygten for at gå glip af noget.

Vi vil så gerne have det hele med. Vi vil så gerne opleve alt, og være alle de rigtige steder på alle de rigtige tidspunkter, og ikke gå glip af livet. FOMO opstår nok særligt, fordi vi på de sociale medier hele tiden bliver mindet om alt det sjove og fantastiske, andre laver. Og så er det klart, at vi får FOMO.

Men det er jo utopisk at forestille sig, at vi ikke skal gå glip af noget. Vi er mennesker. Vi er begrænsede. Og sådan er det. Og derfor bliver bagsiden af FOMO for nogen også stress og angst, fordi man stræber efter noget uopnåeligt, som til sidst ender med at slide én op.

Og for dem, der ikke ender med stress, sker der måske ”bare det” – i citationstegn – man er så optaget af, ikke at gå glip af noget, at man faktisk ikke oplever noget som helst, fordi man springer rundt uden at være egentlig til stede. Og være så optaget, at man glemmer at være stille, glemmer at gå i dvale, og glemmer at åbne sig selv for det, der kan komme til os udefra!

Nazarets befolkning led måske lidt af FOMO? De ville også bare gerne være med. Og så er det klart, at de bliver vrede, da der pludselig står én foran dem, med en helt anden dagsorden, og et helt andet budskab.

Jesus vil sådan set ikke lade dem gå glip af noget. Det er ikke det, han siger til dem. Men han vil rykke med deres forestillinger om, hvordan og hvornår det fantastiske sker. Han vil standse deres iver, deres hysteri, deres gisp efter at se og opleve det overfladiske og det almindelige.

I stedet skal de ture åbne deres øjne, åbne deres sanser, og være til stede der, hvor de er. For i det små og i det skjulte opstår det smukkeste og det mest fantastiske. Midt på banegården stod Joshua Bell og spillede verdensmusik. Midt iblandt folket stod Guds egen søn.

Og om godt en måned skal vi turde åbne vores hjerter for det lille barn i krybben, når vi hører fortællingen om, hvordan Guds søn blev født som et menneske; som et undseeligt lys i det store mørke. Det lys var og er et lys, vi så let kan komme til at gå forbi. Men hvad nu, hvis det fantastiske faktisk er lige der?

I deres vrede og irritation drev Nazarets folk Jesus ud til kanten af byen, ud til kanten af deres kultur, ud til kanten af deres opfattelse af virkeligheden og hvad, der var sandt og falsk, og dér var de klar til at kaste ham ud. Men det sker ikke. Han baner sig vej imellem dem og går.

Midt i vores vintermørke vil denne første adventssøndag stille os med et spørgsmål og en opgave: hvordan kan vi åbne os for det store, hvordan kan vi forvente det gode, og hvordan kan vi lade lyset bane vej imellem os?

Glædelig advent!

 Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen