Las Vegas

Prædiken til septuagesima søndag (II) d. 24. januar 2016 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 25,14-30

I det sydvestlige USA, ikke ret langt fra Grand Canyon midt ude i et varmt og goldt ørkenlandskab, ligger Las Vegas. Som et overflødighedshorn på et tomt bord, rejser byen sig med spektakulære bygninger, springvand og diverse kopier af Eiffeltårnet, frihedsgudinden osv., alt sammen indhyllet i neonfarver, glimmer og glamour. Det er amerikansk, når det er bedst og alt for meget, og det er på en måde ikke et sted for turister i campinghabit og klipklapper, men en by af et andet format…

Las Vegas er the american dream for fuld udblæsning. Er man der, så er man der! Las Vegas er stedet hvor man kan komme ind fra gaden og blive gift i et af de mange wedding chapels, blot man har sin tilkommende med. Og har man ikke det, kan man måske finde vedkommende et sted i byen? Las Vegas er barer og kasinoer, scene for verdenskendte kunstnere, og et himmerige for dem, der tør gå i byen med 1000 kr. på lommen, og vende hjem igen med ingen eller måske en halv million! Las Vegas er stedet hvor glæden og håbet lever; hvor man for en stund parkerer alt realitetssans og fornuft, og tager chancen for at få den store gevinst. Og det er det sidste, der trækker! Der er en mulighed og der er en chance, selvom den er nok så mikroskopisk og selvom det for mange ville kræve mere end et godt held, at vinde den helt store gevinst.

Fra Las Vegas, de store drømme og mulighedernes land er der et stykke vej til den evangeliefortælling, vi lige har hørt, som kaldes Lignelsen om de betroede talenter. I fortællingen er der ikke tale om blinkende neon, kasinoer og en hurtig gevinst. Men der er på den anden side heller ikke tale om en gevinst eller et levebrød – hvis man tager fortællingens pointe alvorligt –, som man kommer risikofrit og mageligt til. Med sine lignelser ønsker Jesus altid at anskueliggøre vigtige perspektiver og udfordringer i vores tilværelse, og i dag handler det om, at vi skal have mod til at satse, sætte noget på spil og turde løbe en risiko i det liv, der er vores!

Vi kommer ind i fortællingen, da en mand betror sin formue til sine tre tjenere. Én tjener giver han fem talenter, den anden tjener to talenter, og den tredje en enkelt talent. Og så rejser han. Tjenerne har fået del i mandens formue, og de kan nu gøre med den, hvad de vil. Den ene tjener spilder ikke tiden, og går ud i byen og fordobler pengene. Det samme gør den anden, til deres herres store fornøjelse. Men tjeneren med den ene talent bliver bange for sin herre og graver pengene ned. Og over den tredje tjener falder den måske lidt uretfærdige dom: ”Du dårlige og dovne tjener! (…) kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor”.

Og nu er det oplagt for os at spørge: Hvem i fortællingen sætter mest på spil, og løber den største risiko?

Tjeneren, der graver det hele ned, satser ikke en rød reje. Han lever sit liv i sikkerhed, 100 meter fra kanten og med redningsvesten godt spændt til kroppen. De to andre tjenere – dem der får henholdsvis fem og to talenter – har en anden indstilling: For det første vil de ikke svigte den tillid, deres herre har vist dem. Og for det andet tænker de, at de penge, som de har fået betroet, på den ene eller anden måde, må kunne bruges til noget og måske blive til flere.

Så hvem sætter så mest på spil? Ja, umiddelbart er det de to tjenere, der går ud og fordobler formuen. Det er også dem, der belønnes af deres herre, da han vender hjem igen. Men det kunne jo også være en skjult fjerde person, som vi glemmer at tænke med. For er det ikke, når alt kommer til alt, herren – Gud selv – som betror hele sin formue til tjenerne, der løber den største risiko? Hvad ville han have tilbage at gøre godt med, hvis de alle sammen svigtede ham?

Ja, han ville ingenting have tilbage! Når Gud giver sin formue til os – giver os sin glæde, sin kærlighed, ja, sit liv i Jesus Kristus – så er det ikke kun det halve eller det kvarte; så er det det hele! Gud satser hele puljen for vores skyld, og det er, hvad vi med fine ord kalder nåde og frelse!

Og derfor er lignelsen om de betroede talenter fortællingen om, at vi, som Guds elskede tjenere, skal sætte vores liv i spil og leve det, mens vi kan. Fordi vi har fået det givet og derfor også skylder det over for giveren, at benytte os af det. Gud kom ikke til jorden i Jesus Kristus, for at leve på afstand af livet og af os. Nej, lige præcis for det modsatte: for at være en del af livet, fordi det var det hele værd, og for at vi kunne være en del af ham!

Hvad er livet værd, hvis det ikke leves? Hvad er en gave værd, hvis den ikke pakkes op? Benny Andersen har beskrevet det på finurlig vis i digtet På det våde. Her skriver han følgende: ”Som sagt er livet en gave / men jeg har aldrig kunnet få mig til / at åbne den rigtig – bare pillet lidt / det kunne jo være alt muligt…”. Ja, det kunne jo være alt muligt, og derfor holder vi os nogen gange i en god sikkerhedsafstand fra for alvor at pakke op. Og det er, hvis dagens evangelium skal tale til os, direkte imod Guds vilje!

Jeg ved ikke med jer, men når jeg får en gave, så flår jeg den op. Jeg er nysgerrig på, hvad den indeholder, og nysgerrig på hvad giveren har tænkt, at jeg skulle beriges med. Og det er ikke blot fordi, jeg skal være nysgerrig, at jeg er det, men jeg kan faktisk ikke lade være. Glæden overmander mig, fordi der er én, der vil mig det godt og vil give mig noget. Og i mit liv som helhed, er denne person Gud.

Små børn åbner gaven som det mest naturlige af alt, og måske vi kan lære af dem. De regner ikke i realiteter og fornuft, men i tro og tillid, og er nysgerrige på det, de står over for. Af Gud får vi aldrig noget svar på, hvordan vi skal leve eller hvordan vi skal pakke gaven op, men vi får at hvide, at vi skal! Og det er det mærkværdige. Tjenerne fik heller aldrig besked om af deres herre, hvordan de skulle forvalte talenterne. Men vi får vished om, at det i hvert fald ikke er meningen, at vi skal begrave vores talent. Det er det for dyrebart til!

Men kære præst – kunne man indvende – du, som flår dine gaver op af bare nysgerrighed. Hvad nu hvis vi allerede har prøvet? Hvad nu hvis vi allerede giver livet op til flere chancer, men også oplever, at livet selv spænder ben for livet? At der er dage og tidspunker i vores tilværelse, som siger tilværelsen imod, og hvor sorg, krig og verdens had overtager glæden?

Ja, Las Vegas er på mange måder også en by, der kan skuffe. For hvad sker der, når lysene slukkes og vi opdager at det hele bare er rå plastik og grå facade?

Ja, da må vi tro på, at Guds virkelighed er så meget mere end neonlys og hvad Las Vegas kan tilbyde os af hurtige gevinster. Da må vi tro, at Gud og Guds kærlighed er med os som et lys på den yderste dag, hvor alt synes mørkt. Da må vi tro, at den relation Gud giver os i sin søn, og i sit Ord om nåde og velsignelse, at den relation er sand og at den bærer os igennem livet – også der hvor vi overmandes af modstand. Og at de relationer vi kan have til hinanden, familier og nære venner imellem, også kan bære med. Ja, da må vi tro på, at livet er en helhed, og at Gud ikke giver os flere talenter at forvalte, end vi er i stand til at tage os af, og at vi ikke møder mere modstand i livet, end vi er i rustet til at stå imod.

Og i den tro er der kun én ting at give sig til: at leve livet, sådan som vi får det givet og som vi bliver fortalt, at vi skal. For det er for fin en gave, bare at lade stå til pynt i hjørnet, og for dyrebar en ting, ikke at åbne op.

Amen!