Prædiken til ottende søndag efter Trinitatis (II) d. 26. juli 2026 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 7,22-29. Salmer: 754 – 300 – 294 – 292 – 424v1 – 375.
Evangeliet er afslutningen på
en lang prædiken, Jesus holder for sine tilhængere – de nye kristne. Vi kalder
den Bjergprædikenen. Her udlægger han bl.a. den gamle moselov, som han
overbyder og sætter på spidsen, for at komme det overfladiske til livs, og for
at troen ikke kun skal handle om gerninger og det ydre, men også må kendes i
hjertet.
I moseloven står der bl.a., at man ikke
må slå ihjel. Men for Jesus skal allerede den, der bliver vred i sit hjerte på
sin bror, kendes skyldig (Matt. 5,21-22). I loven står der at øje for øje og
tand for tand er retfærdighed. Men for Jesus må man aldrig gå til modværge mod
den, der vil dig det ondt. Retfærdighed er ikke at give igen, men at vende den
anden kind til (Matt. 5,38-39) Og som trumf giver Jesus de nye kristne den
gyldne regel: nemlig at alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det
skal I også gøre mod dem (Matt. 7,12)
Og den kloge mand, som Jesus derefter
tegner et billede af, er den, der bygger sit liv på Bjergprædikenen. Hold dig
til de ord og den visdom du lærer der, og dit hus vil stå som på en klippeblok.
Selvom der kommer skybrud, oversvømmelser og storme, så falder det aldrig.
Omvendt er den, der overhører ordene en tåbelig mand, hvis hus skrider ud og
falder sammen, som var det bygget på sand.
…
På den baggrund er det jo lige til at
begynde at associere den kloge og den tåbelige ind i livet, og begynde at
udpege sandkasser og klippeblokke – både i vores eget liv men også i de liv,
der omgiver os. Det er nu engang sjovere at pege på andre end sig selv.
Men allerede ud fra de få eksempler,
jeg har nævnt fra Bjergprædikenen, vil det også hurtigt være klart for de fleste,
at det ikke altid er enkelt at gøre, som Jesus foreskriver. Det er ikke fordi
jeg tænker mig selv som et specielt dårligt menneske. Men jeg kan sagtens
mindes dage, hvor sandet løb imellem fingrene på mig, og huske beslutninger
hvor mit moralske kompas måske ikke var helt velfungerende.
Og når det sker, tror jeg ikke det det
har at gøre med en større systemfejl i mig. Men det sker fordi jeg er et
menneske, der begår fejl. Derfor kan det også provokere, når Jesus er så
kategorisk og så tydelig i sit billede af de to mænd – den kloge og den
tåbelige. For han ved om nogen, at vi alle en gang imellem er den
tåbelige og utilstrækkelige, som begår lovbrud, og som ikke aner hvad vi skal
stå på.
…
Derfor bliver det også tydeligt for
mig, at klippegrund ikke er noget, vi altid selv er i stand til at vælge eller
udpege i vores liv, men oftest er noget, vi skænkes af andre. Klippegrund er
det vi modtager, når vi holdes om, holdes af, og holdes ud af vores nærmeste.
Når vi i al vores utilstrækkelighed mødes af mildhed og varme.
Det bliver så tydeligt for mig, særligt
når jeg sidder til en samtale forud for en begravelse, at vores relationer er
vores klippegrund. For når vi mister hinanden – en ægtefælle, en forælder, en
nær ven – mister vi grund under fødderne. Trygheden er væk. Den der kendte mig
og mit inderste er væk. Vi skal på ny finde ud af at navigere i hverdagen. Når
man falder sammen, mangler man den, man før faldt ind i, som kunne trøste,
støtte og bære.
Det er der, man kommer på gyngende
grund. Også mere end når vi mister vores arbejde, mister vores hus og hjem, som
man også kunne tænke som værende klipper i vores liv. Det kan også slå benene
væk under os, men slet ikke i samme grad, som når vi mister omsorg og
kærlighed. Flere gør i dag en dyd ud af at være forandringsparate; dvs. at ens
hjem hurtigt kan pakkes sammen og flyttes et nyt sted hen; man kan skifte
arbejde mange gange i livet, og man undlader at knytte sig til genstande og
steder. Anderledes er det med vores relationer, dem vi hænger sammen med. De er
vores konstanter, som bærer os gennem alle forandringerne.
…
I sommer lagde jeg vejen forbi en
kirkegård i Vestjylland, hvor jeg på læste den fineste inskription på en
gravsten. Der stod afdødes navn, fødselsår og dødsår, og så stod der nederst: Han
var ikke nem – men han var vores.
Han var ikke nem – men han var vores. Kærlighed
er også ærlighed, kan man sige. Man fornemmer at de pårørende har haft brug for
at tale sandhed. Ellers mejsler man ikke sådan et citat ind i sten.
For her var der et menneske, som havde
brug for støtte – ja, og ikke bare en klippe, fornemmer man, men en hel
bjergkæde – for at få livet til at hænge sammen. Men det fine er, at det vidste
familien godt, og den opgave var der også mening i. For han var vores. Selvom
han ikke var nem at være sammen med, selvom han ikke altid var til at stå ved
siden af og støtte, så gjorde de det alligevel. For han var vores. Vi var hans
klippe.
Er det alle forundt at have en familie,
som ved om sig selv, at de er klipper for hinanden? Nej. Det er det desværre
ikke. Selvom vi er forbundne af blodsbånd, eller af venskabs og ægteskabs bånd,
sker der brud og stenskred i vores relationer. Klippen kan blive porøs og til
sidst til sand.
Jesus ved godt, at det er sådan i vores
liv, hvorfor min provokation stadigvæk er den samme, og den gyldne regel stadig
står bøjet i neon over vores hoveder.
…
I Bjergprædikenens midte finder vi
måske en nåde. Jesus har som nævnt indskærpet Moseloven, og er i opgør med det
overfladiske. I midten af prædikenen taler han om bøn, og beder de nye kristne
om at lade være med at bede som hyklere, og vise deres fromhed frem på hvert
gadehjørne. Nej, gå ind i dit kammer, luk din dør, og din far, som ser i det
skjulte, skal lønne dig, siger han (Matt 6,1-4).
Og da giver Jesus os Fadervor. Fadervor
er midten, hvor vi lægger det over til Gud at være den, der magter vores liv,
når vi ikke selv kan. At han må være vores far, vores forældre i himmel og på
jord, og hvor vi beder om det væsentligste; om brød på bordet, om tilgivelse
for vores fejl, og om at det onde må gå forbi os.
Det er som om, Jesus lige der siger: I
er ikke nemme – men I er mine. Derfor giver jeg jer bønnen, for at I aldrig må
falde helt ud af min nærhed. I bønnen er jeg klippen, I står på. Jeg er
hånden under jer. Jeg er fundamentet under det fundament, I ikke altid selv
formår at skabe for jer selv eller for hinanden. I mørket, i tvivlen, i
utilstrækkeligheden, i den yderste nød: så fold jeres hænder, og jeg vil være
der, hvor I er.
Og hvor gives vi denne bøn? Ja, den
skænkes vi i gave som spæde ved den urokkelige klippe, som står i midten af
alle kirker. Døbefonten, hugget ud i granit af selve grundfjeldet under os, og
Jesus siger: ”Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.
Ved dåben skænkes vi en klippefast tro
på, at Gud er vores far, som aldrig lader sit fundament skride under os. Det er
hans løfte, som vi må stole på og hente kræfter fra, til at begynde forfra med
livet og opgaverne – alle budene fra Bjergprædikenen, og alt det vi skal gøre
for hinanden – igen og igen og igen.
…
Måske er det netop Guds nåde, at vi
forsat er her, selv om han også kræver meget af os. Det er med Gud og os,
ligesom tidligere overlæge Ole Hartling engang lidt tørt skrev om sin kone:
”Kun fordi jeg har dig, kan jeg blive ved med at klare de problemer, som du
uvægerlig og uundgåeligt udsætter mig for”.
Det er på den ene side lidt barskt sagt
om den, man elskes af. På den anden side forstår vi, hvor meget styrke, hvor meget
mod, hvor meget håb der ligger i netop den kærlighed, han får fra sin kone. Det
er den, der gør, at han kan komme videre. Hun er hans klippe. Hun er ikke nem –
og det er han i grunden nok heller ikke – men derfor er de hinandens alligevel.
Ære være Faderen og Sønnen og
Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og
altid
og i al evighed.
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar