Med velsignelsen i ryggen

Prædiken til Kristi Himmelfartsdag (II) d. 5. maj 2016 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 24,46-52

Kristi Himmelfart er som en mellemlanding i tiden mellem påske og pinse – mellem kødets opstandelse og ankomsten af kraften fra det høje. I dag peges der både frem og tilbage, og Kristus befinder sig i en mellemposition, da han hopper på skyen for at lade sig transportere fra den ene tilstedeværelsesform til den anden.

Der er noget nyt på færde i fortællingen om den opstandne, som fordrer en ny forståelse af livet for disciplene dengang og for os i dag.

Da kvinderne påskemorgen møder en mand i lysende klæder inde i gravhulen, bliver de venligt guidet ud af hulen igen med beskeden: ”Han er opstået, han er ikke her”. Der var ikke noget at hente der, hvor de ellers troede Kristus var at finde. Og i dag hører vi på samme måde om en mand – ja faktisk to mænd i lysende klæder, i Apostlens Gerninger – der guider og giver disciplene en anden besked. Godt nok er Kristus nu fløjet til himmels, og de kan på sin vis have ret i at stå med hovedet bagoverbøjet og næsen højt i sky, for at være nær hos ham. Men der er noget nyt på færde: ”Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere?!” spørger de to mænd disciplene.

Disciplene tror sikkert at det er der det sner, og at det er der, deres opgave ligger. Men som Grundtvig måske ville have sagt dem, så er vi ikke skabt til højhed og blæst, men ved jorden at blive, det tjener os bedst! (Højskolesangbogen, 351)

På en finurlig måde vil jeg mene, at Kristi Himmelfart taler meget direkte ind i vores tid og de tendenser der kan være til, at vi skal være selvhjulpne og selvstændige. For da Kristus hopper på skyen, efterlader han discpilene og os, og lader det være op til den enkelte at bære det videre, som han gav til os. Tiden er kommet til at stå på egne ben og selv bære vores eget og hinandens liv. Jesus har båret os et stykke af vejen, da han selv var hos os. Han har delt sine ord, sit evangelium og sit liv med os, og nu må vi kort og godt, som de selvstændige og selvhjulpne mennesker vi også er, klare os selv!

Men er vi klar til det, kunne man spørge? Er vi klar til at stå på egne ben og bære alt det videre, vi er blevet givet – troen, håbet og kærligheden som følge af opstandelsen?

Jeg tror alle kender til spørgsmålet om at være klar eller ikke klar. Dengang vi f.eks. stod med et trygt og solidt tag over hovedet i vores forældres hjem, og pakkede kasserne for at flytte hjemmefra. Var vi klar til det? Eller dengang vi valgte at sige op på arbejdet og gå nye og andre veje. Var vi klar til det? Eller dengang vi ikke selv tog beslutningen, men hvor en anden lagde en ny og uventet opgave på vores skuldre, f.eks. på arbejdspladsen, som vi selv skulle tage vare på og have ansvaret for. Var vi klar til det?

Nogen gange er vi klar. Andre gange er vi ikke klar. Og nogen gange må vi bare tage springet! Sat på spidsen er spørgsmålet i dag, om vi så er klar til at bære Kristus på vores skuldre? Klar til at bære hans evangelium videre iblandt os og gøre det gældende her, når han ikke er her, til selv at gøre det?

Det er et stort og svimlende spørgsmål at forholde sig til! Vi er ikke vandt til, at det er os, der skal bære Kristus, men at Kristus bærer os. Vi er ikke vandt til, at vi står med Gud i vores hånd, men at Gud har os i sine hænder.

Derfor sender han os, om man så må sige, heller ikke tomhændet videre i livet – og for disciplenes vedkommende tilbage til Jerusalem. ”Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem”, står der i Lukasevangeliet.

Disciplene fik velsignelsens gave, ligesom vi i dag ved gudstjenestens afslutning også modtager Guds velsignelse, ja, ligesom vi altid og alle dage går fra kirken med Guds velsignelse i ryggen!

Velsignelsen er den gave, det skulderklap, den nåde, den kærlighed og det kærlige skub, der skal give os mod og styrke til at tage opgaven på os – til at bære evangeliet videre med ud af kirken, og støtte os i det. Velsignelsen slår bro mellem Gud og os, og minder os om, at den gyngende bro fra dødninge land til de levendes hjem, som Grundtvig skriver (DDS 321,4), er etableret ved den tro, som Gud skænker os.

Men er vi stadigvæk klar til denne opgave? De fleste forældre kender deres børn; har opdraget dem og givet dem et fundament at stå på. Og på samme måde må vi tro på, at Gud nu slipper os, sine børn, i god tro og overbevisning om, at den opgave han giver os, også er én vi kan varetage. Sjældent bliver vi givet en opgave, vi ikke er i stand til at løfte. Vi kan meget vel opleve, at opgaven kræver alt af os – ja, mere end vi selv mener, vi er i stand til. Men vi også tro på og have tillid til det skulderklap vi bliver givet af hinanden, og som vi i dag på Kristi Himmelfartsdag, bliver givet af Gud!

Vi skal bære evangeliet videre. Det er vores opgave! Alene, fordi vi kan, og sammen med andre, fordi vi skal. Som det lyder i en af teksterne fra vielsesritualet: ”Bær hinandens byrder. Således opfylder I Kristi lov!”. Og ja; der vil komme tider, hvor vi ikke kan bære. Der vil komme tider hvor vi i særlig grad har brug for at andre og måske særligt Gud, er den eller dem, der bærer os. Det oplever vi måske i særlig grad, når vi møder modstand og når vi møder sorgens mørke.

Nogen vil også mene, at det aldrig vil kunne lade sig gøre for os, at bære denne opgave, hvor meget vi end prøver. Det er vores lod i livet, det er syndens dårskab og vores utilstrækkelige menneskelighed, der grundlæggende forhindrer os i, at gøre det godt nok.

Så meget desto mere har vi brug for, at Gud altid lyser sin velsignelse over os! At velsignelsen ikke kun er et skub ud i en stor og på mange måder uoverskuelig verden, men at den også er gudstjenestens solskin, til trøst og til håb, og et kærtegn fra Gud i hjertet og livet igennem.

Med velsignelsens ord og Kristi Himmelfart i ryggen, får vi vished om at vi kan! Vi kan bære evangeliet, for vi har fået opgaven af Gud og dertil også hans velsignelse! Tiden vil vise, som antydet i indledningen, om vi får hjælp dertil. Min fornemmelse siger ja! Men lige nu får vi velsignelsen til, som vi sang det for lidt siden, at kunne:

”Bære håb, som rejser livet

for den syge og den svage,

kæmpe mod det ondes destruktive magt.

Derved bli’r vi vidner til, at kærlighedens dage

vare evigt, selv om himlen

tog Guds Søn tilbage:

Ordet lever da, som sagt!” (salme fra Lysets Utålmodighed nr 93 vers 4)

Amen!

Herren er min hyrde

Prædiken til anden søndag efter påske (II) i Enghøj Kirke d. 10. april 2016

Johannesevangeliet 10,22-30 og Sl. 23

I dag vil jeg tage jer med på en vandring og refleksion over den gammeltestamentlige salme, som jeg læste for alteret i begyndelsen af gudstjenesten. Måske I lagde mærke til den? Den rører mig, hver gang jeg læser den, fordi dens ord og billedsprog kalder stærke billeder frem af Gud og af forholdet mellem Gud og os, når livet rører på sig.

Salmerne i det gamle testamente er poesi og lyrik, om både de store glæder og tilliden til Gud, men også kan udtrykke vrede eller klage. På den måde minder de om de salmer og sange vi synger i dag – om den formidling der altid har fundet sted gennem digtning. Salmen her er en tillidssalme og en takkesalme til Gud, og vi læser den selvfølgelig i dag, fordi det lige har været påske – fordi Gud med Kristi opstandelse har vist sig som den Gud, vi kan have tillid til og som vi kan takke for livet.

Salmisten skriver: Herren er min hyrde

Det er et markant udsagn at begynde med, og det er det primære billede, salmisten udfolder for os i sin salme. I kirken og i de bibelske fortællinger er hyrdebilledet kendt stof. Gud er hyrden og vi er hans får. Men der er også noget underlig ved hyrdebilledet, som jeg ikke tror, passer os særlig godt, hvis jeg skal være helt ærlig. Hyrden er jo kun hyrde, hvis han har en flok at passe på. Hyrden og fårene. Og hvem har lyst til at være et får? Hvem har lyst til at sammenligne sig selv med det lille krøllede, og ja, til tider ret dumme dyr, som bare følger efter? Ikke særlig mange og heller ikke mig selv.

Jeg tror det passer de fleste utroligt dårligt, bare at være én i flokken sammen med alle de andre, uden også at kunne være selvstændig, være en ener, være den som af og til træder frem i lyset og leder flokken på vej. Men spørgsmålet er måske, hvad der sker, hvis alle vil være hyrder, og ingen vil være får?

Jeg tror, vi har brug for at være os selv – både som dem, der går forrest, og dem, der er en del af flokken. Men at tale om Gud som min eller vores hyrde betyder, at vi ikke altid selv skal være i centrum og ikke altid selv skal lede slagets gang. At Gud er vores hyrde betyder, at vi nogen gange også bare kan være én i flokken, og måske opleve frihed og tryghed, fordi flokken og fællesskabet bærer med. At Gud er min hyrde betyder ikke, at jeg kun har ham for mig selv. Men det betyder, at han også er hos mig, når jeg er mig selv, og har brug for, at han leder mig!

Salmisten skriver: Jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand.

Jo. Nogen gange lider jeg nød. Der kan være meget nød i vores liv – også selv om Gud er vores hyrde. Forskellen er måske, at nøden aldrig er fundamental? Der er ikke kun nød i vores verden, og nøden er ikke endelig. Vi kan også opleve – ja, jeg tror alle at vi har set det ske og måske også mærket det på egen krop – at nøden kan få ende, og at der er et håb et sted. Og håbets farve er grøn, som de grønne enge og som den farve, der langsomt sniger sig ind i vores horisont i denne forårstid.

Af og til kan vi opleve, at vi må ligge der længe og vente, inden håbet får tag i os. Ja, til tider kan nød og smerte – hvordan den end har fat i os – være umenneskelig svær at takle, og vi kan opleve at føle os forladt midt på engen – hvor grøn og håbefuld folk siger den er.

Men vi må tro på, at også smerten er en del af livet – ikke en god og venlig del af det – men dog alligevel en del af det, at være menneske og at være til. Og vi må tro, at smerten ikke skal sejre og få lov at fylde alt, men at håbets farve, ordene og nærværet fra hyrden, på et eller andet tidspunkt smitter af på os, så vi igen kan rejse os op.

Salmisten skriver: Han leder mig til det stille vand, han giver mig kraft på ny, han leder mig af rette stier for sit navns skyld.

Jeg tror ikke altid, at vi ved, hvad vi skal lede efter, når modstand rammer os og vi bliver udfordret på livet. Vi opsøger hjælp – nogen gange hos psykologer, coaches og erfaringsfælleskaber; andre gange i vores private sfære. Det kan jo være tilfælde i vores liv, der afgør den vej, vi vil gå. Og andre gange bestemmes retningen af de skridt, vi selv har forberedt.

Jeg tror det er sjældent, vi egentlig ved, hvordan det stille og livgivende vand ser ud – det vand som giver os kræfter til at gå vejen. Men jeg tror, vi genkender det, når vi ser eller hører det. Ligesom fårene i flokken, der kender stemmen og røsten på deres hyrde, og ved, at hos ham er der liv at hente, sådan tror jeg heller ikke at vi er i tvivl om, hvordan hjælpens stemme lyder. Om den kommer fra en coach, en psykolog; en kæreste, fra familien, fra en god ven, eller fra en helt fremmed i Rema1000, eller fra Gud, ja, så tror jeg ikke at vi er i tvivl. Men af og til har vi bare brug for tid, før vi kan lytte ordentligt efter.

Salmisten skriver: Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.

Sådan er det ikke altid. Sådan har jeg det i hvert fald ikke altid. Nogen gange er jeg bange og fyldt af frygt og nogen gange er mørket i mit liv bare for mørkt! Og da har jeg om nogen brug for en hyrde til at vise vej! Jeg har brug for at vide, at jeg ikke er alene i denne verden, ligegyldigt hvor alene jeg føler mig!

Salmisten skriver: Du dækker bord for mig, for øjnene af mine fjender.

Hvem er mine fjender? Er det naboen? Er det min egoisme og selvtilstrækkelighed? Hvem eller hvad er det?

For Gud er fjenden ikke en fjende, men én vi skal sidde til bords med, og det må vi takke ham for! Med sine ord dækker han et bord for os og beder os se vores fjender i øjnene. Han inviterer os og beder os om at være i et fællesskab med dem – måske fordi vi ikke kun skal have ham som hyrde, men også kan være hyrder for hinanden?

Han inviterer os, og trækker os væk fra vores fjender og væk fra det, der får os til at vende ryggen til bordet – til at vende ryggen til andre mennesker. Han inviterer os til noget større end os selv. Han inviterer os til fællesskabet med hinanden og med ham!

Salmisten skriver: Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod.

De små eller store øjeblikke, som fylder livet med rigdom kender vi alle sammen. Selvom livet er en underlig størrelse – en uendelig rutsjebanetur på godt og ondt, hvor nøden og glæden går side om side – så tror jeg også, at godheden og livet sejrer i sidste ende. Ja, det er vel i grunden vores pejlemærke?

Fortællingen om påske morgen er stadigvæk en fortælling om lys i mørket og om liv midt i døden, ligegyldigt hvor højtråbende besynderlig og ufattelig den end måtte være for os. Den giver håb. Den minder mig om, at der er meget at være taknemmelig for. Og den minder mig om, at jeg skal huske selv at være taknemmelig, og sige det højt, når jeg bliver ramt af det – ja, når opstandelsens glæde dumper lige ned i min hverdag og viser sit lys. At sige tak til dem jeg elsker, og sige tak, når der er noget at takke for. Og det er der ofte for mange af os – også selvom det til tider kan kræve lidt træning at få øje på det.

Salmisten skriver: Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.

Og derfor siger vi:

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud

Fader, Søn og Helligånd.

Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse,

Nu og i al evighed!

Amen!

Helium

Prædiken til anden påskedag (II) d. 28. februar i Enghøj Kirke 

Johannesevangeliet 20,1-18

Alfred forestiller sig Helium

”Folk siger, at jeg kommer op i Himlen (…). De siger, at jeg falder i en dyb søvn. Ligesom når bjørnene går i vinterhi. Jeg har slet ikke lyst til at sove så længe (…). Jeg synes, Himlen ser ud som et kedeligt sted.”

Sådan siger den lille dreng Alfred til rengøringsmanden Enzo, da de møder hinanden i sygehusets have. Alfred lider af en dødelig sygdom. Der er ikke længere meget sjovt i hans liv, andet end det luftskib der hænger i loftet på hans stue, som han kan kigge op på, og et lille legetøjsluftskib han har i hænderne. Enzo kan godt se, at himlen måske ikke ser ud af særlig meget. ”Der er i hvert fald rigelig med plads”, siger han, ”men det ser måske lidt ensomt ud...”

Da de to senere møder hinanden igen inde på Alfreds stue, spørger Enzo ham, om han kender det der Helium? Alfred spørger, om det er det, der er inde i luftballonerne? ”Ja, det er noget underligt noget” svarer Enzo, ”Men Helium… det er sin helt egen verden. Magisk og eventyrlig, så man næsten ikke kan tro sine egne øjne. Alting føles let og svævende.”. Alfred kender ikke den verden, Enzo taler om. Men derefter begynder Enzo fortællingen om Helium, som det sted man ender, når man har sovet den lange søvn, og at der lige inden man falder i søvn, kommer en stor Helium-Ekspres og henter én derop.

På papiret I har fået med jer i dag, kan I se, hvordan Alfred sidder på en skorsten og forestiller sig Helium-verdenen, imens Enzo fortæller om den. Det er fra filmen Helium. Jeg så filmen forleden dag, og den rørte mig, selvom jeg ellers ikke er typen, der bliver rørt over en film. Men der er selvfølgelig undtagelser, og fortællingen var så stærk, at jeg synes, I også skulle høre om den i dag – hvis I da ikke allerede kender den.

Da man møder Alfred i filmen, er der ikke meget håb i hans øjne. Legen og livet er taget fra ham, og himlen –som det sted, vi kommer hen, når vi dør – er jo bare stor og blå og kedelig for en dreng i hans alder. Men da Enzo træder ind på stuen og henvender sig til Alfred, sker der noget. Fortællingen om Helium ændrer hele perspektivet for Alfred. Den fremtid, han går i møde, ændrer sig. Den kedelige himmel blev pludselig til et legende sted. Med luftballoner og legepladser og sjove huse og grønne fodboldbaner og mormor og morfar og alt det bedste man kunne forestille sig, når han nu ikke skulle være her længere. Enzo giver Alfred et håb og en fortælling om liv.

Nogen gange kan vi ikke sige det selv. Vi kan ikke altid hanke op i os selv og finde glæden alene. Der er huller i vores tilværelse, som er dybere end andre. Og hvis vi har mistet troen, og mørket er mørkere end det plejer, har vi brug for at lyset er et, der skal komme uden for os selv.

Påsken er så fantastisk en tid, fordi vinterens mørke netop mødes af forårets lys – og lyset vinder – både i den skabte natur og i de fortællinger, der knytter sig til netop denne tid. Ikke mindst påskedags fortælling, som bryder med den sorg og uro, vi blev fortalt om langfredag, og forkynder en glæde lige der, hvor alt håb synes tabt. Og i dag – anden påskedag – hører vi så om Maria, der sidder i mørket. Hun er forladt og alene. Hun står i haven, ved graven, hvor de et par dage forinden havde gravlagt ham, hun troede på. De korsfæstede ham og lagde ham i graven, og nu, et par dage efter, har de også flyttet ham, uden hun ved hvor hen. ”Hvorfor græder du?”, spørger englene. For nogen, og måske Maria, er det måske et provokerende spørgsmål. Men for englene er det ikke ment som hån, men en glædelig bemærkning om, at hun da ikke behøver at græde. ”Tør blot tårerne væk”, kunne de have sagt. Men Maria har endnu ikke set det.

Og hun ser det heller ikke først, da Jesus stiller det samme spørgsmål. Hun tror, det er havemanden. Men det skal vise sig at være herfra, at glæden og lyset skal komme tilbage til hende. For da Jesus kalder på hende, genkender hun ham. Hun mødes af noget, hun havde mistet alt håb til, da han kalder på hende, og pludselig forandres hendes verden. Gravens tomhed erstattes af en ny virkeligheds nærvær, som giver hende livet tilbage. Netop som livet var blevet stort og kedeligt for Maria, mødes hun af et nyt liv fra en uventet kant, som kan bære den sorg hun sidder med, ja, som kan løfte hende ud af sorgen og tilbage til glæden.

Jeg tror de fleste af os kender fornemmelsen. At blive genkendt og at blive set på med kærlighedens øjne. At få den håndsrækning fra et andet menneske, som trækker én op af det dyb, man var havnet i. Vi ved ikke altid hvornår den kommer – og sådan er det bare nogen gange. Der kan gå lang tid i uvishedens og utryghedens land!

”Hvor ligger Helium?” spurgte Alfred. ”Derude”, svarede Enzo og pegede ud af vinduet. ”Jeg vidste at der var et andet sted end himlen!” sagde Alfred, og gjorde derved en opdagelse midt i mørket. Alfred bliver mødt af en mand, som gav ham en fortælling – en fortælling med liv i. Og lige meget hvor fantasifuld og magisk fortællingen end er, og hvor meget nogen måske vil ærgre sig over, at det ikke netop er Himlen i kristen forstand, som Enzo udfolder for ham, ja, så giver Enzo ham et håb og en tro, som han kan leve og dø på.

Enzo kommer senere i filmen i tvivl om, hvad det er, han har gjort med sin fortælling. ”Jeg fylder ham jo egentlig bare med en masse løgn”, siger Enzo til en sygeplejerske. ”Nej, det er ikke sandt.” svarer hun. ”Du fylder ham med en masse håb!” 

Opstandelse er både i den mand, Maria møder i haven og som kalder på hende; og samtidig er opstandelsen også en glæde, en tro og et håb, vi giver til hinanden, hvordan det end måtte tage sig ud. En fortælling som på forunderlig vis giver os livet tilbage og viser vej igennem et utrygt land!

Mange gange i kristendommens historie, har der været sået tvivl om opstandelsen, som vi hører om den i evangelierne. Det er på en måde blevet opstandelsens levebrød, at være omgærdet af stor mystik, uvished og undren. Vi ved ingenting. Der står meget lidt. Og alligevel fejrer vi den hvert år med fest og stor opstandelse! Og hvorfor? Måske fordi vi alligevel finder det værdifuldt at minde hinanden om, at mørket ikke skal sejre? Måske fordi vi kender fornemmelsen af forår og ved, at der på den anden side af vinter og frost, venter mildhed, varme og liv? Måske fordi vi ikke kan holde andet ud, end at tro på det bedste i livet, i hinanden og om vores skaber?

”Jeg har set Herren” siger Maria til disciplene. Dette er glæden for hende, som hun bliver nødt til at give videre til disciplene, hvor meget hun end måtte tvivle eller forstå noget af det. For det gav hende glæde. Det gav hende livet tilbage. Virkeligt liv!

Amen!