Vandring mellem lys og mørke

Prædiken til 16. søndag efter Trinitatis i Enghøj Kirke d. 11. september 2017

Johannesevangeliet 11,19-45

Professor i teologi ved Københavns Universitet, K.E. Skydsgaard, har fortalt en om en tysk soldat under Anden Verdenskrig, som otte timer hver nat skulle gå vagt ved en flyvemaskine.

Han skulle gå hen til flyets halespids, som stod oplyst på en plads, og så 50 meter væk med geværet over skulderen ud i mørket. Det var hans arbejde. Det var det, han var sat til. Hen til halepartiet af maskinen, og så 50 meter væk. Hen til halepartiet og så 50 meter væk igen. Time for time. Nat efter nat. Intet kunne være mere kedsommeligt.

Men så fandt soldaten på at sætte en bog fast på halepartiet. En digtsamling. Han måtte naturligvis ikke gå og læse digte på sin gang frem og tilbage. Så den tyske soldat satte digtsamlingen fast på maskinens haleror. Og så kunne han, når han kom hen til halepartiet, hvor der var lys, læse et par linjer, som han huskede på, mens han gik sine 50 meter ud i mørket på den forbandede og kedsommelige vagt.

Og det befriede ham. Hvad der før var meningsløst og tomt, blev nu fuldt af indhold. Han kunne ikke nå at læse mere end et par linjer ad gangen. Men det han nåede, tog han med sig, når han drejede om på hælen og gik ud i mørket. Og det befriede ham og gav ham en ny mening.

Sådan lyder fortællingen, som eftersigende skulle være sand. Jeg tror, de fleste af os kan sætte os ind i det dræbende kedsommelige arbejde, tyskeren udførte. Hvem har ikke prøvet en hverdag – på et eller andet tidspunkt – som gik i tomgang og blev lidt for rutinepræget og indholdsløst? Jeg kan huske en del stunder der fra min egen studietud i hvert fald.

Men måske I også kender fornemmelsen og virkningen af at blive oplyst? At få livet og indholdet i livet tilbage, ligesom soldaten fik indhold på sin vagt? For ham var det nogle få, bevægende ord, der gjorde en forskel. Ordene fik plads og liv hos ham, bar ham gennem kedsommeligheden og gav indhold i stedet for tomrum. Måske vi har oplevet det samme; at ord fra en god ven eller kæreste, har gjort en forskel? Måske skulderklap fra en kollega? Eller måske ord fra Gud?

Helt uden at I måske har efterspurgt det, tænker jeg, at vi alle sammen i dag i evangeliet får et par afgørende ord, vi kan tage med os. Jesus siger: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”

I disse ord skulle der vidst nok være nok gods til os alle sammen til forundring og opmuntring, og også nok til en vagt på langt over de otte timer!

Ordene siges til Martha, som står og er ulykkelig over, at have mistet sin bror Lazarus. Og samtidig vidner ordene om det der skal ske: om opvækkelsen af Lazarus. Martha og særligt Lazarus er fanget i et indholdsløst mørke. De har mødt den sidste udvej: døden. Men da Jesus møder Martha med ordene om opstandelse, lyser det op i hende, ligesom ordene gjorde for soldaten i mørket. Det giver hende håb og lys på et tidspunkt, hvor mørket har omsluttet hende og hendes familie. Og da ordene: ”Lazarus, kom herud!” møder Lazarus, sker det forunderlige, at han står op fra sin grav.

Jeg tror, det er med vores liv, som med den vandring soldaten, Martha og Lazarus går. Vi bevæger os mellem to poler: mellem lyset og mørket. Nogen gange er vi på vej mod lyset, og alt er godt. Det er de gode, indholdsrige dage og tider. Og andre gange er vi på vej mod et mørke. Det kan være en krise eller en følelse af at livet bliver til ingenting. Det kan være mismodets, sorgens eller dødens mørke.

Lazarus er ramt af et mørke – et meget stærkt et endda. Martha og Maria, og alle de andre som var omkring ham, er ramt af sorgen over at have mistet Lazarus. Ja, selv Jesus græder over tabet.

Og uden at bagatellisere fortællingen om Lazarus, som tydeligvis også er et tegn på Jesu egen opstandelse påskemorgen, så fortæller dagens evangelie os også om, at der kan (gen)opstå et lys i vores liv, selv midt i det tungeste og mest ufremkommelige mørke. Dagens evangelie er en fortælling om opstandelse og liv lige midt i vores alle sammens liv!

At dele skæbne med den vingeskudte, som vi sang om lige før, handler om på godt og ondt at dele skæbne med Jesus Kristus og det liv han levede (Skæbne med den vingeskudte af Jens Simonsen). Det er en måde at udtrykke, at vi alle sammen har livet til fælles med Gud – både den glæde og den tro, han gik med på jord og som han delte ud til os, men også at dele den pine, død og nedfarelse han oplevede på egen krop. For Jesu opstandelse og fortællingen om Lazarus opstandelse, ophæver ikke døden. Troen på opstandelsen fjerner ikke dødens og mørkets ansigt for os. Vi vil altid blive konfronteret med døden og mørke perioder i vores liv – om det er døden helt tæt på i vores familier, eller om det er personlige kriser, krig og ufred rundt omkring i verden. Det findes og det sker.

Men forskellen er efter opstandelsen, at døden og mørket er ændret. Forskellen er at al magt, hævn og tegn på svaghed er taget ud af døden. Forskellen er, at hvis vi fastholder troen på opstandelsen, fastholder vi også håbet på, at det gode i vores eget og fælles liv med andre, også er det, der i sidste ende sejrer over det mørke og meningsløse liv. Hvordan vi oplever det og erfarer det i vores eget liv, er forskelligt. Men jeg tror godt, vi selv ved, hvad det vil sige at opleve at få kræfter tilbage igen til livet.

Den tyske soldat gik frem og tilbage. Mellem lyset og mørket. Men da han fandt digtsamlingen, fandt han ud af, at ordne derfra var nogen, han kunne tage med sig. De bar ham igennem mørket.

Og ét er, at man tror og håber på, at der er lys på den anden side af mørket. Noget andet er, at man også har et spinkelt lys og ord at holde fast i, når man står midt i mørket; når mørket faktisk sker og omringer én.

Den tyske soldat gik frem til haleroret, læste en sætning, og opdagede, at han kunne tage den med sig på sin vandring ud i mørket. Og i mørket gav ordene ham lys og bar ham igennem. Fortællingen om Lazarus kan måske være vores ord i mørket og være de ord, som vi tager med på vores vandring, når vi går ud herfra i dag. En fortælling om at Gud er nær hos os, og at vi hos møder troen og håbet på opstandelsen og det gode i livet, fordi han er selve opstandelsen og livet. En fortælling om liv, lys og håb. En fortælling om Guds liv, mit liv og dit liv.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud

Fader, Søn og Helligånd.

Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud

Højlovet fra første begyndelse.

Nu og i al evighed.

Amen!

Helligåndens filter

Prædiken til 12. søndag efter Trinitatis (II) d. 14. august 2016 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 12,31-42

I dag vil jeg begynde med at spørge generelt, hvilke briller har I på, når I møder jeres omverden? Det måske sådan et lidt populært og flyvsk spørgsmål at stille. Men jeg synes, det er interessant at overveje, med hvilke briller – med hvilket syn og sind – vi møder verden.

Er du måske den lidt skeptiske, som kigger måske gennem lidt gråmaterede glas? Eller er du den positive, der kigger gennem store runde, vidtrækkende glas, som kan opfanger alle farverne? Eller man kunne også spørge: hvilket instagramfilter ligger du på dine hverdagsbilleder? Er det ”moon”-filteret, som gør billedet sort/hvidt, eller er det ”rise”-filteret som giver det hele en varm glød?

Ok. Det er måske lidt ukonkret, hvad jeg taler om. Og behøver det også være et enten eller, hvordan man møder omverdenen, kunne man indvende?

I optakten til dagens evangeliefortælling har Jesus helbredt en syg mand. Det provokerer de skriftkloge, der står omkring ham, så meget, at de beslutter at slå Jesus ihjel, fordi de mener, at han gør sine handlinger med hjælp fra Beelzebul – altså med hjælp fra djævelen selv. De siger: ”Det er for godt, til at være sandt”. De har den indstilling, man måske kan møde hos folk med gråmatterede brilleglas eller et sort/hvid-filter på instagram. De nægter at tro på det gode, men vælger straks den skeptiske og mindst risikable vej at gå: nemlig at sige nej til det nye og gode, nej til det fremmede, og nej til den mand, som går rundt og gør underlige tegn.

Det eneste de ikke siger og den eneste reaktion der ikke kommer, er jubel over et menneske, som befries for sine lidelser. Det er for godt til at være sandt!

Og det er her Jesus begynder sit forsvar i den tekst, jeg lige har læst op. Han er vred. For det gode, som han lige har gjort, bliver ikke taget alvorligt. Det absolut gode, som helbredelsen er et udtryk for, bliver pludselig forvandlet til noget dårligt – ja, faktisk noget ondt. Og det gør ham vred. For det at sætte spørgsmålstegn ved den godhed, de møder, er at afskaffe det godes mulighed i verden. Og hvad er det lige for en verden, vi kommer til at være en del af, hvis det godes mulighed afskaffes?

Der er grund til at være på vagt. Det var der for disciplene og de skriftkloge, der stod foran Jesus, og det er der måske også for os i dag. Rigtig meget kan tilgives os, siger Jesus. Ja, der står faktisk: ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”. Ikke kun lidt eller en brøkdel, men alt! Men går bespottelsen ud over Helligånden, er sagen måske lidt en anden. Hvad mener Jesus her, for det lyder modstridende?

Måske mener han, at ligesom de filtre vi kigger igennem på verden, ligesådan er Helligånden det Guds-filter og det absolut gode, som er imellem os og som inspirere os, tilgiver os og giver os livet. Og hvis vi begynder at betvivle eller latterliggøre dette ”Helligåndens filter”, så er vi vitterligt på kanten af kanten af, hvad der er tilgiveligt. Da nægter vi helt grundlæggende det godes mulighed, som det, der holder os oppe og holder os i live.

Jeg kommer til at tænke på et eventyret ”Snedroningen” af H.C. Andersen. Snedronningen handler om en trold, som opfandt et spejl. Og alt som blev spejlet i dette spejl, så ganske forfærdeligt ud. Det forvanskede virkeligheden, så selv de bedste mennesker så skrækkelige ud, og selv de mest smukke landskaber lignede kogt spinat, som der står.

Trolden og alle omkring den blev så begejstret for opfindelsen, fordi de nu mente, at man kunne se, hvordan mennesker i virkeligheden så ud. De ønskede at tage det med op til Gud, og drog derfor afsted til Himlen, mens de grinede hele vejen. Men lige inden de når derop, taber de spejlet og det går i tusinde stykker. Stykkerne hvirvler til jorden og sætter sig i menneskene, så de pludselig ikke kunne se verdens i dens skønhed. Alt blev forvansket og de kunne kun se grimhed i Guds smukke verden.

Resten af eventyret handler om Gerda og Kay, der må leve og overleve i en verden, hvor troldspejlet har sat sig fast i mennesket. Og resten må I selv læse!

Spejlet i eventyret er et billede på, hvordan vi måske nogen gange gør verden til noget andet, end den er. Hvordan vi nogen gange ser grimheden og det skrækkelige, i stedet for at se det smukke. Og det kan påvirke os til f.eks. at sige om hinanden, at folk viser ”deres sande ansigt”, når de bliver vrede. Sandheden bliver her forbundet med det negative, som om vores kerne og inderste i virkeligheden består af ondskab, og at det positive kun er som et uigennemskueligt filter vi ligger over os selv, indtil vi afsløres i vreden.

Det er på mange måder god luthersk kristendom at sige: ja, ondskaben bor i os og ja, den er der ligegyldigt hvad vi foretager os. Og netop derfor har vi brug for Guds tilgivelse i enhver henseende.

Men at sige, at hele verden på den måde også er hvirvlet ind i ondskab og dårligdom er forkert. Vi må tro på, at Gud skabte verden god. Sådan hører vi det i skabelsesberetningen: at da Gud skabte det ene og det andet, så han, at det var godt. Det er dette gode og beundringen af det, som også Brorson så fint beskriver i sin salme: ”Op al den ting som Gud har gjort”. I skabelsesberetningen ser og hører vi, at det onde som sådan ikke var en del af skabelsen. Og i fadervor siger vi f.eks. også: ”Fri os fra det onde”, netop for at forholde os til og hele tiden holde fast i troen på, at det onde ikke er en del af Guds plan og ikke er noget, han bevidst lader regne over os.

At bespotte Helligånden er at sige den gode skabelse imod. At bespotte Helligånden er at åbne en kattelem – endog en ret stor kattelem – for ondskaben og dårligdommen i verden, og lade den vandre ind i vores hus og hjem og hjerter, og dernæst lade den være filter for alt vi ser og gør.

Tør vi sige det onde imod? Tør vi se med gennem Helligåndens filter, og tage imod de gode tegn vi ser i vores verden; de små spirer af godhed der af og til pibler frem af mørket? Og tør vi holde fast i, at disse tegn er ægte og indeholder sandheden, frem for den ondskab vi også møder i vores liv? Det er nok den udfordring, evangeliet stiller os med i dag, og som vi skal tage med os.

Modet og styrken til at gøre dette skal vi hente og høre i evangeliet, når der står, at Gud ser os gennem sin søn. At han elsker os og tilgiver mennesket alt. Det er evangeliets trøst og den nådige Guds ord, som vi må tage til os, når vi skal ud og konfrontere det sort/hvide filter. Men det må ikke blive en sovepude i vores gøren og laden, at vi tror på, tilgivelsen alligevel i sidste ende finder sted. For at gøre det modsatte ville være at sige Helligånden, troen og håbet på det bedste i vores medmenneske og vores verden imod. Og det tror jeg ikke, vi i nogen henseende har råd til eller lyst til!

Amen!

En ny klippe

Prædiken til femte søndag efter Trinitatis (II) d. 26. juni 2016 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 16,13-26

Kan I huske, da I var børn, og I stod i skolegården og skulle vælges på hold til en eller anden sportslig aktivitet? Jeg tænker, det er noget, de fleste har prøvet, og da jeg gik i skole, var det en af de mere eller mindre barmhjertige stunder i skolegården! Oftest blev de to bedste spillere i klassen udpeget som første- og andenvælger, og skulle stå for udvælgelsen af hold til f.eks. fodbold. Med sikker hånd blev klassens enhed splittet i to og der blev sat navne på de bedste, som blev valgt først, og de dårligste til sidst, som knap blev udvalgt, men måtte fordele sig selv. Det var ubarmhjertigt for de fleste og man kunne mange gange have ønsket sig at ”de sidste skulle blive de første”. Men sådan blev det sjældent, for ikke at sige aldrig!

I dagens evangelium er Jesus førstevælgeren, og hans valg af Simon Peter, som den han vil bygge sin kirke på, lyder fuldstændig vanvittigt. Peter er den blandt Jesu tolv disciple, der ofte bliver fremhævet som den gode discipel og som den, der var tættest på Jesus. Men han var sjovt nok hverken særlig karakterfast eller from, da f.eks. hanen gol langfredag, og han havde fornægtet Jesus tre gange, eller da stormen rasede på Geneserat sø, og han begyndte at tvivle. Gang på gang svigter han Jesus – ja, han benægter ham ligefrem – når han i sine følelses vold bliver forvirret og tvivler på det, Jesus har sagt.

Men Jesus vælger alligevel Peter til på sit ”kirkehold” – ja, han kalder ham ligefrem den klippe, han vil bygge sin kirke på, og som ingen død skal få magt over.

Med klippebilledet fortælles der noget nyt om Gud og om kirken. Peter er et græsk navn; det kommer af Petra, som er en oversættelse af det aramæiske Kefa, som netop betyder sten eller klippe. Men med det vi ved om Peter og alle hans svigt, så er det ikke just noget, vi forbinder med en stærk og fast klippe. Indtil nu kender vi klippemetaforen fra Det gamle testamente, hvor den bruges til at beskrive Gud; ikke som svag og skrøbelig, men netop, som det vi forbinder med en klippe: som stærk og urokkelig; som vedblivende og stålfast, som mægtig og som beskyttende. Gud – eller Jahve, som vi kender ham fra GT – er en klippefast Gud.

Der er derfor noget nyt på færde, når klippemetaforen bruges om Simon Peter. Forskellen er, at hvor klippemetaforen i Det gamle testamente bruges om Guds storhed, bruges den i evangeliet om et menneske, om forvirrede og tvivlende Simon Peter. Klippemetaforen vendes om, for Peter er jo ikke klippefast. Han er ikke evig urokkelig. Han er tværtimod let bevægelig, til tider stum og kan være noget bastant i det – faktisk ganske ligesom en klippe.

Valget af Simon Peter får mig til at overveje, hvad det er for en kirke, Jesus i virkeligheden grundlægger ved valget af Peter? Hvad tænker I selv?

Det synes ikke at være verdens mest stålfaste, vedholdende, sikre og stabile kirke. Valget af Peter peger derimod i retning af en klippefast tro og kirke, side om side med tvivlen, usikkerheden og endda en til tider famlende tro. Man kunne også sige: en tro i bevægelse. Og hvilken betydning får det for os i dag – os der sidder i kirken – når troen og fundamentet pludselig bliver bevægelig?

At Jesus lod Peter være bærer af kirken er værdifuldt. Selvom han tydelig vis ikke magtede den rolle og opgave, Jesus lagde på ham, så blev han ikke af den grund kasseret. Og det bør vi ligge mærke til! En klippe kan have sprækker af angst og tvivl. Det havde Peter, og det har vi også. Vi er en menighed af levende og rullende sten, men også skrøbelige sten. Ofte må vi i vores eget liv opleve, ikke at leve op til egne eller andres forventninger til os. Vi oplever at svigte i vores forhold til kærester, ægtefolk, børn, venner, familie og dem vi holder af. Vi svigter over for den fremmede i nød, på jobbet eller på grund af jobbet. Vi oplever at der går revner i vores relationer, som vi troende var stabile, kernesunde og stærke. Vi mærker angsten krybe ind – en angst som også afføder tvivl.

Og i den situation taler Guds og evangeliets milde hænder til os og siger, at vi stadig er de udvalgte, der befinder sig i Guds underfulde lys, som Paulus beskrev det, på trods af det svigt og fravalg, vi udviser over for andre, og på trods af det svigt og fravalg, vi selv udsættes for af andre. Vi er udvalgte og vi har værdighed, som de uperfekte mennesker vi er, og som djævelen til stadighed bruger som talerør! Der er et håb i mørket, som lyser op, ganske som da kristentroen selv opstod gennem sprækker og revner i en klippe. En smal sprække var nok til, at død blev til liv, at nedfart blev til opstandelse, at gråd blev til glæde!

Vores kirke og vores tro er levende – ligeså levende som Peter var det, på godt og ondt, når han troede og når han tvivlede; når han stod fast og når han vaklede. Og det er værdifuldt! Vores kirke er ikke bygget på stålfaste læresætninger og paroler med den rigtige forståelse af, hvad tro er, og jeg tror, vi gør klogt i ikke at prøve at opnå netop dette! 

Vores trosbekendelse, som vi sagde højt i kor lige før, har karakter af at være noget sådant – fast og låst i betydning – men er det langt fra. Den er blevet til i en tid, hvor man prøvede sig frem og fremsatte sætninger om, hvad der var en del troen, og ikke mindst, ved fraværet af meget, hvad der ikke var en del af troen. Vores trosbekendelse er et udtryk for en særlig tid, med særlige udfordringer og problemstillinger, og et udtryk for de folk, der formulerede den. Men hvem siger, at disse folks formuleringer og forståelse af tro, er den samme, som vi står med i dag? Jeg er sikker på, at vi ville formulere en trosbekendelse anderledes i dag, hvis vi prøvede. 

Og Gud skal vide, at vi ved udendørsgudstjenesten d. 21. august vil gøre et forsøg J

Det kan synes skrøbeligt at være en del af denne kirke og denne tro – i første omgang bygget på Peter! Men jeg tror, at netop denne tilgang og forståelse af klippen og af kirken er hvad der skal til, for at kirken kan leve, for at troen ikke bliver et fængsel, men en forsat samtale ind i tiden, rummet og imellem dig og mig. Med udvælgelsen af Peter, har klippen under os, har fået ny betydning. Den er en klippe, der ikke går itu, når man hamrer lidt på den. Den er en klippe, der kan holde til nogle slag, og som, i stedet for at gå i stykker af tidens tyngde og levet liv, derimod arter sig derefter, retter sig efter ujævnheder, og med tiden gøres stærkere. En klippe der er stabil og stærk i al sin føjelighed og bøjelighed.

Sådan en slags klippe kan der leves liv på! Det kan godt være, at det til tider går vildt for sig, og at livet byder på større uroligheder og djævelske indbildninger end hvad godt er. Men vi må tro på, at underlaget vil holde, netop fordi det ikke er klippehårdt, men er gearet til menneskeliv i al dets tummel!

Meget kunne være gået galt, da Jesus udvalgte Peter. Men vi er her endnu. Trods Peters svigt langfredag. Trods disciplenes angst og opgivenhed i dagene efter Jesu død. Trods alt det, der kan få kirken og dens eksistens til at vakle, såsom svigtende opbakning, intern splid og tåbelige præster. Kirkehistoriske splittelser, kritiske røster og dårlig medieomtale. Almindelig ligegyldighed over for budskabet og skiftende tiders luner og tendenser. 

Vi er her endnu! Måske også fordi kirken ikke alene hviler på menneskers kræfter, evner eller mod, men også på det ord, som Gud til enhver tid lægger i munden på os? Sådan hørte vi Jesu tale til Peter, da Peter havde bekendt sin tro på Jesus om Kristus: ”Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene!”. Sådan er det også for os. Vores tro, vores bekendelse og vores kirke, kommer ikke ud af fornuft eller følelser. Det kommer som en reaktion på Guds handling. Han handler først – i enhver situation – og i dag og alle dage vælger han os som sin kirke. Vi kan hverken gøre fra eller til i forhold til det liv Gud skænker os. Vi kan kun tage imod det med tak! 

Amen