Salige er de, der ikke har set, og dog tror

Prædiken til første søndag efter påske i Brabrand og Sdr. Aarslev kirker.
Johannesevangeliet 20,19-31. Salmer: 813 – 448 – 248 – 678 – 233 – 721.

Kort efter påskefreden havde sænket sig i søndags, blev den afbrudt, da det langsomt gik op for os, hvad der var sket på Sri Lanka samme påskemorgen. Endnu engang havde terror ramt verden og uskyldige mennesker. Og for os der bor i dette område, kom det pludselig meget tæt på, da den danske familie, der har mistet tre børn, bor lige på den anden side af vores sø. 

Det er ikke fordi, terror ikke gør indtryk på os eller at vi aldrig bliver berørte af den, når vi hører om den andre steder. Men det bliver bare, på en eller anden måde mere virkeligt og mere gruopvækkende forfærdeligt når det kommer tæt på; når det er danskere, det går ud over, når det er børn, der bliver dræbt, og vi næsten bor ved siden af dem, det drejer sig om. Da opdager vi for alvor tilfældigheden i terrorens ondskab, og at det faktisk også kunne have været os selv, det gik ud over.

Så hvad skete der med påskefreden? Det var som om, den forsvandt, lige så hurtigt den kom. At den en kort tid dukkede op og spredte håb og glæde, men at den også gik væk igen; at freden var forbi.

I evangeliefortælling oplever disciplene også, at freden kommer, men pludselig går væk igen. Ud af langfredagsmørket og den tomme grav viser Jesus sig meget pludseligt for øjnene af dem, og hilser dem med ordene: “Fred være med jer!”. Freden er kommet til dem! Men så forsvinder han igen. Tre gange i fortællingen møder han disciplene på denne måde: ønsker dem fred: “Fred være med jer!”, og viser med sin tilstedeværelse, at freden er kommet til dem. Og så forsvinder han igen. Pludseligt.

Jesus kommer og går. Freden kommer og går. Håbet kommer og går. Sådan spejler disciplenes oplevelse i evangeliet de erfaringer, vi selv står med oven på denne uge. Vi tror og bekender, at håbet og kærligheden for alvor har sejret påskemorgen med opstandelsen. Vi tror, at Gud for alvor har brudt med mørket – både det mørke vi møder i livet og i døden. Men det er ikke altid, vi også mærker det. Det er ikke altid vi kan se det foran os, og få beviser for det, sådan som Thomas tvivleren også gerne vil. Nogle gange er freden også væk. Thomas har svært ved at tro på, at freden er kommet tilbage til ham og nu står i hans hus. Han vil se beviser, fordi der er for meget i denne verden, der siger freden imod.

Freden kommer og går. Det har den alle dage gjort. Billedet på skærmene er fra Palæstina. Billedet viser en due, tegnet på en mur, med skudsikker vest for brystet og pistol for hjertet. Duen er egentlig vores symbol for håb. Duen med olivengrenen i munden er det tegn, Noa får i sin ark, efter stormfloden har raseret. Da duen kommer til ham, ved han, at stormen er ovre, at vandet har lagt sig, og at naturen og livet igen er ved at udvikle sig. At der er fred og ingen fare!

Men som vi ser duen her, er den under angreb. Det er som om billedet her indkapsler den spænding der altid har været i Palæstina og hele regionen omkring, hvor konflikter og krig er dagligdag og helt tæt på, på en anden måde end herhjemme. Duen er ikke fri, som vi plejer at kende den. Den flakker rundt, men med skudsikker vest.

Hvordan finder vi håbet tilbage i en verden, hvor freden er under angreb? Hvordan undgår vi at miste håbet, hvor det ser ud til at være tabt?

I det gamle testamente er der en fin fortælling om en profet, der køber en mark uden for Jerusalem. Byen og det store tempel, hvor Gud siges at være, er under angreb. Templet er ved at falde i grus, og dermed også hele fundamentet for denne tids folk og kultur og et liv i balance. Måske kunne man lave nogle paralleller til templet, som det der bærer et folk og er garanten for freden, med vores tids demokrati og fredelige styreformer? Men da templet er ved at falde, får profeten besked af Gud på at købe en mark – en lod jord – uden for byens mure.

Og hvorfor det? Måske fordi han ved denne handling kan vise, at noget godt stadigvæk består, der hvor andet er ved at styrte i grus? At han stadigvæk kan holde fast i jorden? Måske fordi, han ved denne handling kan lade håbet spille en rolle – trods alt – der hvor det hele er ved at falde fra hinanden. Håbet, som en konkret praktisk handling: han gør noget, han håber og køber lidt jord, på trods!

Denne handling er ikke ukendt for os i dag. Nej, fortællingen om profeten, der køber en lod jord i et trodsigt håb, er en fortælling om det, vi mennesker også altid har været nødt til at gøre, når vi vovede os ind på håbet: nemlig at handle og gøre noget, med håbet for øje, på trods af svære betingelser.

Det er det historikeren Bertel Nygaard kalder ”håbets aktive logik”. Han siger, at mennesker ”håber og handler på den betingelse, at verdens muligheder endnu ikke er helt afgjorte, men stadig står åbne. Derfor kan vi aldrig vide med sikkerhed, hvad vores håb og handlinger vil føre til. Men alternativet til at håbe og handle er ikke bare at opretholde den stille glæde ved alt det, vi allerede har. Det er at acceptere katastrofen.”

Vil vi acceptere katastrofen? Nej! Vi må handle og vi må gøre noget. Og det begynder alt sammen lige her i vores kirke, i det fællesskab, vi bevæger os rundt i, og i den indstilling til verden, vi får med herfra.

Guds Søn har mødt os på den anden side af graven med ordene om fred: ”Fred være med jer!” siger han. Og måske er vores aktive håbs-handling først og fremmest at holde fast i lige præcis påskens fortælling om fred! Krig ophører ikke bare fra den ene dag til den anden. Uro og stridigheder ophører ikke bare fra den ene dag til den anden. Bag et ophør ligger der en tanke og en vilje til noget andet. Bag et ophør ligger en fortælling om fred.

Og den fortælling har vi og den fortælling kan vi blive ved med at fortælle. Blive ved med at tro på den – også selvom den møder modstand. Påskens fortælling kan være vores første håbshandling, der efterfølgende og videre frem, kan give liv og mod til flere og mere konkrete handlinger...

Vi får ikke altid mulighed for at stikke hænderne i siden på freden og mærke, at den er kommet til os, ligesom Thomas Tvivleren fik i evangeliet. Men som Jesus siger til ham: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”. Her bliver det sagt, vi skal tage med os i dag: for vi er de salige, som må blive ved med at tro, håbe og holde ud, til trods for at vi ikke altid kan se freden iblandt os, ja, til trods for at det, vi oftest får øje på og giver mest opmærksomhed i vores samtaler og i vores nyhedsdækning er det modsatte af fred…

Vi skal og kan blive ved med at tro og håbe på fortællingen om Guds søn og om opstandelsen påskemorgen. For lige præcis den fortælling rummer det hele, og kan bære os både når freden er der, og når den pludselig er væk.  Påskens fortælling rummer glæden og viljestyrken. Kærligheden og nærheden. Men den rummer også faldet og nederlaget. Tvivlen og angsten, og kampen mod det, som bringer livet til fald. Alt det rummer fortællingen om Guds søn og opstandelsen; også her blev freden ramt og gennemboret på et kors! Freden kommer og går!

Alt det til sammen gør fortællingen troværdig og virkelig for os, der lever et liv, hvor både kærlighed og had, fred og fjendskab fylder vores verden. Men i sidste ende er det også i den fortælling, at håbet og freden der sejrer. Det er der livet sejrer. Det er håbet og kærligheden på trods af fald og fortabelse, som vi må holde fast ved!

”Fred være med jer!” Freden er her, selvom den kan være svær altid at få øje på. Og det kan være svært altid at tro på. Men det modsatte er ikke til at holde ud, hvis vi ikke troede og håbede. Da ville katastrofen indtræde! Dog flyver duen stadigvæk og spreder håb, med Guds fred i ryggen, selvom den har vest på. Måske kan vi, med Guds fred i ryggen, finde mod til at gøre det samme…

Amen!

Skam og nåde

Prædiken til Fastelavns søndag, d. 3. marts 2019 i Brabrand og Sdr. Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 3,13-17. Salmer: 736 – 448/523 – 441 – 192 – 400,2 – 450. 

Det er blevet fastelavn. Traditionen tro klæder børn sig ud over hele landet. De viser deres drømme frem, og viser, hvem de godt kunne tænke sig at være. Prinsesser og supermænd. Eller de viser deres kreative og fjollede sider frem og klæder sig ud som en ketchupflaske eller et monster. Jeg har set flere gode udklædninger i år, og senere i dag skulle Brabrand Kirke også gerne fyldes med en masse finurlige udklædninger.

Det kan være sjovt at klæde sig ud – både til fastelavn og halloween, til rollespil i skoven eller derhjemme i udklædningskassen. Det er sjovt og lærerigt at få lov til at leve sig ind i fortællinger, nye verdner og figurer. Bare for en stund, som en drøm og et frirum, hvor vi får lov at være en anden end den, vi er.

Anderledes er det, hvis vi føler, at en udklædning er en nødvendighed. Hvis vi føler, at vi ikke kan være den, vi er, men billedligt talt er nødt til at tage en forklædning på, udgive os for at være noget andet, skjule noget for andre, for at kunne være til. Da er det ikke en god drøm eller et frirum, men snarere et fængsel, vi har svært ved at se os ud af.

For nogle år siden blev netop det tema sat på dagsorden, da norsk tv producerede serien SKAM. Serien fik international anerkendelse og stor ros for at belyse den skam, vi sjældent taler om, men som vi alle prøvet at føle. Serien følger en række unge og deres udfordringer med bl.a. kærlighed og studieliv. Og uden at det bliver sagt højt, genkender man hurtigt, at det er skammen der skaber konflikt og ligger en dæmper på, at de kan udfolde sig og være dem, de er.

Det kan være spørgsmål om ikke at have ”den perfekte krop og det perfekte udseende”. At have en anderledes seksualitet. At ens kulturelle ophav er forskellig fra majoriteten, som gør at man tror og handler anderledes. At man ikke kan leve op til de krav, omverden stiller om 12-taller og det perfekte look på instagram. Det er indre og ydre forhold, som de grundlæggende ikke har mulighed for at ændre på, men som de ikke magter at stå ved eller tør vise frem, og som derfor ender med at blive skamfulde. Og hvorfor egentlig? Hvad skammer de og vi os over – vi er jo mennesker alle sammen? Fantastiske og forskellige på hver vores måde!

Skam er sjældent noget man siger, men noget man føler, og derfor kan man komme til at gemme sig i forklædning. At skamme sig er grundlæggende at føle sig forkert, siger psykologen Krista Korsholm, som har forsket i skam. Hun ser skammen som et af de største udfordringer, vi står med – både som unge og voksne – fordi den bliver ved med at ligge bånd på vores liv.

Skammen udspringer af noget ur-menneskeligt: nemlig behovet for relationer. Alle mennesker har behov for relationer – for at blive set og genkendt og elsket. Og skam er frygten for at miste relation til andre, fordi man ikke føler sig værdig til den. Det er frygten for, at mennesker vil vælge os fra og forlade os, hvis de ser os, som vi virkelig er. Og den frygt er ødelæggende for alle mennesker, i større eller mindre grad.

Skam og skyld bliver ofte forvekslet med hinanden, siger Krista Korsholm også. Men der er forskel. De tilhører begge vores samvittighed og moral. Når vi er skyld i noget, handler det om en handling – om noget, vi har gjort forkert. Og for at få fjernet vores skyld, kan vi søge om tilgivelse hos den, vi har såret. Vi kan sige undskyld.

Anderledes er det med skammen. Skam handler om vores væren og eksistens – om en såret identitet. Skam er at føle sig eller dømme sig selv forkert, ikke god nok, ikke elsket. I skyldfølelsen dømmer vi handlingen, og vi kan derfor rette opmærksomhed mod enten at gøre det godt igen eller forsvare os selv for at retfærdiggøre handlingen. Skam bliver derimod en form for blindgyde i forhold til handlinger, fordi skammen sidder inden i os. Hvis vi dømmer os selv som forkerte, så er det svært - for ikke at sige umuligt – at gøre noget ved det. Vi kan sige undskyld ift. skyld. Men vi kan ikke sige ”undskam” ift. skam…

Hvor vil jeg hen med denne tale om skam? Det er ikke videre glædeligt at tale om. Men hvis glæden skal blomstre i os, som en påskelilje i det tidlige forår, er vi måske netop nødt til at italesætte det, der forhindrer den i at slå rod....

Vi kan ikke sige ”undskam”. Men kristendommen har et andet ord og et andet håb, der meget præcist forkynder det, vi mangler i ”undskam”. Ordet er nåde, og håbet er, at Gud møder os med nådige øjne, hvor meget vi end selv måtte skamme os og se ned på os selv!

Og det begynder ved dåben. Da Jesus i dagens evangelium bliver døbt i Jordanfloden, åbnes himlen over ham, og Gud siger: ”Det er min elskede Søn. I ham har jeg fundet velbehag”. Den samme handling blev spejlet i dag, da Ville og Freja blev døbt her ved døbefonten. I dåben får vi at vide af Gud, at vi er elskede og sete. At Gud har fundet velbehag i os. Ved dåbens vand møder vi en betingelsesløs kærlighed. En kærlighed der ser os, som vi er, i vores ydre og vores indre. En kærlighed som ser vores skyld og skam, men som i samme øjeblik også skænker os nåden og dermed muligheden for at forløse både skyld og skam.

For du er Guds barn, i dig har jeg fundet velbehag.

Den dybeste kerne af skammen handler om at blive set, som den jeg er, og på den baggrund blive valgt fra. Det er frygten. Kristendommen forkynder en anden tro på os mennesker. En tro på nåden. En tro på, at vi altid allerede er set og elsket af Gud, og dermed skal vide, at vores fejltrin eller følelse af at føle os forkerte, ikke dømmer os ude for altid. Nåden er, at lige meget hvor meget, vi føler os valgt fra, vil vi altid være valgt til af Gud!

Der er mange kræfter på spil i vores tid og samfund, som dømmer os ansvarlige for vores egne nederlag. Som siger, at hvis vi ikke er tilfredse med os selv, så er det vores eget problem. Som siger: du er herre i eget hus og din egen lykkes smed. Det var det, serien SKAM viste os. Og alt sammen maner det os op i en krog, hvor skammen over ikke at kunne slå til, og forløse alle disse krav, langsomt gør livet til et nederlag.

Guds nåde er som en modgift hertil. Nåden sætter os på plads! Ikke i skammekrogen, men på plads som det, vi er: mennesker. Mennesker som er uperfekte, udfordrede, begrænsede og fulde af fejl og mangler. Og som de hele mennesker, vi er, bliver vi set!

Det handler ikke om medlidenhed. At vi får Guds nåde handler ikke om at vi er ynkelige mennesker og ude af stand til at gøre gode ting. Det handler ikke om at ligge ansvaret fra os, og sige: bare vi får nåden er alt helt fint og vi kan gøre, hvad vi vil.

Men nåden ligger på en måde bag ved al den styrke og glæde, vi skal møde verden og livet med. Hvis vi ved om os selv, at vi er elskede, kan vi tage livets ansvar på os. Hvis vi ved om os selv, at vi er elskede og sete, kan vi se op, i troen på, at magtesløshed og fejl ikke dømmer os ude og ikke er en permanent tilstand. Da får vi mod til at være sårbare og ærlige i mødet med hinanden, og genvinde modet og styrken i livet!

”Jeg har dårlig samvittighed over noget, der skete for mange år siden.” tænker vi. Eller vi siger: ”Jeg bliver alligevel aldrig god nok”. Eller vi tænker opgivende: ”Det nytter ikke engang at prøve”. Sådan kan følelsen af skam sætte en klods for døren til livet og holde glæden på afstand.

Spørgsmålet er, om vi med vores dåb og mødet med nåden, kan slippe tanken om, at det er forandringen i os selv der afgør, om vi er gode nok eller værdifulde? Tør vi tro, at vi altid er sete og elskede af Gud, og altid valgt til som mennesker? Og kunne vi deraf få mod til smide alle vores forklædninger, og være dem, vi er – hele mennesker?

Gud siger til os: ”Du er min elskede. I dig har jeg fundet velbehag”

Amen!

(med tak og inspiration fra Krista Korsholms bog SKAM, udgivet på Bibelselskabets forlag)

Spild

Prædiken til søndag seksagesima d. 24. februar 2019 i Brabrand og Sdr Aarslev. Matthæusevangeliet 4,1-12. Salmer: 557 - 840 - 312 - 320 - 477 - 800. 

Giv os kraft
 og livsens saft,
 lad os al din Himmel-gave
 overflødig have!

Amen

Forleden dag udsendte vores uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers en lille videohilsen på Facebook. I en tid hvor vi kan være bange for at begå fejl, og måske særligt de unge tænker, at alt skal være helt perfekt, har Ahlers taget initiativ til at tale lidt højt om vores fejl, og at komme perfekthedskulturen til livs. Og han begynder hos sig selv. I videoen deler han en lille historie om, hvordan det gik første gang, han startede en virksomhed. Efter kun ni måneder med den nystartede virksomhed måtte han kaste håndklædet i ringen og meddele dem, der havde støttet ham økonomisk, at deres penge var tabt. Det var slut. 

Ahlers var ung og ny iværksætter, og han var – siger han selv – fuldstændig uforberedt, da han startede virksomheden. Han havde ikke undersøgt markedet eller talt med potentielle kunder til virksomheden. Han troede, at iværksætteri var noget med at være kreativ og bare kaste sig ud i det. Så han måtte lære lektien på den hårde måde. Han lærte, at man må forberede sig. Gøde jorden for sin virksomhed. Undersøge, overveje og gennemtænke, førend noget nyt kan startes op. 

Omvendt ville han ikke have været oplevelsen foruden, siger han. For den lærte ham en del. Man lærer af sine fejl og det er sjældent at første gang, vi gør noget, bliver vellykket og perfekt. Der skal flere forsøg til. Og at turde kaste sig ud i de forsøg, med risiko for at det ikke går, det kræver en del tålmodighed, ydmyghed og mod.

Kan vi kalde Gud for iværksætter? Ja, og vi kan både kalde ham den kloge og vise iværksætter, der ved, hvad han gør, og hvorfor han gør det. Men vi kan også kalde ham den unge og uerfarne iværksætter, der kaster sig ud i et projekt, uden nødvendigvis at have tænkt det igennem fra ende til anden.

I dagens evangelium fortæller Jesus folket om sædemanden – vi kunne også bare kalde ham landmanden – der går ud for at så sine korn. Landmanden er et billede på Gud, der sår sine korn – sår sit Ord, sin Ånd, sin glæde – ud til os. Vi er jorden. Vi er dem der tager imod eller ikke tager imod, som der står. Noget af kortnet falder i god jord og vokser op og giver meget af sig selv. Noget andet falder på klippegrund eller mellem tidsler, hvor der kun er en lille smule jord, og kornet får ikke ordentlig fat, men bliver svedet i solen. Og noget falder endda på vejen, hvor fugle kommer og spiser det!

Sådan en landmand-iværksætter-Gud må vi på den ene side kalde tåbelig og uerfaren i sit gøremål. Det er jo spild af gode korn. Han har tydeligvis ikke overvejet jordens muligheder, og med sin ødsle hånd er det klart, at noget falder godt og at noget falder dårligt.

Men omvendt er der også noget befriende og opløftende ved denne Gud og landmand. For selvom kornet spildes til alle sider, så er det dog os, det spildes ud over. Det falder lige ned til os! Og denne handling er hverken uigennemtænkt eller tilfældig eller en pludselig indskydelse. Nej, at Gud er en landmand, som ødselt strør om sig med korn, er helt bevidst og gennemtænkt, og et billede på en kærlig og omsorgsfuld Gud, der lader alle få del i sin kærlighed. (Som en ørken fyldt med blomster!)

Han ved godt, at nogen af os vil tage imod det, han kommer med. Og han ved også, at der er nogen af os, der ikke kan finde ud af det, eller ikke vil tage imod det. Men det er øjensynligt ikke vigtigt for Gud, som vi hører i evangeliet. Det vigtige er, at han giver til os. Han er ikke resultatorienteret for det enkelte korns vedkommende. Hans perspektiv er større. Altid og alle dage spreder og spilder han sin glæde, sin Ånd og sit Ord ud over os alle – i fællesskabet og for helhedens skyld – og vi kan gribe det!

Det er et fint gudsbillede, vi kan tage til os i dag: At Gud er som en landmand, der spilder sit korn ud over os. Det er et billede på kærligheden. Den kærlighed, der ikke er nøjeregnende. Den kærlighed der ikke betænker modtageren først eller overvejer, hvad den skal have tilbage igen for det, den giver. Det er en kærlighed der handler og stiller sig tilfreds alene ved at give!

Måske kan vi lære af Gud? Måske kunne vi få samme mod som ham? Give af os selv, og ikke være så bange for, om noget går til spilde. Spild lidt her og der! Og måske kommer du til at spilde lige der, hvor dine korn finder fornyet energi og mulighed for at gro og blive til noget? Eller også vil du lære af alt det du spildte. Tommy Ahlers spildte rigtig meget. Og selvom det overhovedet ikke var meningen, så lærte han også af at spilde sine penge på gulvet. Da det var tabt, havde de alligevel sat noget i gang – i hvert fald hos ham selv – som gav mening…

Tør du spilde, som Gud spilder af sin kærlighed? Tør du kaste dig ud i, at alt det, du gør, ikke nødvendigvis skal være helt perfekt eller ser ordentlig ud – eller måske ikke være fuldt gennemtænkt, men et håb og en tro på, at det gode nok skal komme? 

Tommy Ahlers rører i sin korte video ved angsten for ikke at være god nok, som holder os tilbage fra at gøre noget. Angsten for ikke at være helt perfekt, angsten for at skille sig ud, angsten for at komme til at spilde. Hvad gør vi med den?

Der findes en lille fortælling om en dreng, der hele sit liv havde drømt om at komme ind og se det store slot. Og en dag, da han møder slottets herre, spørger han om lov, og herren siger: ”Selvfølgelig må du se mine smukke stuer, mit guld, mit sølv, mine fantastiske malerier og håndvævede tæpper. Men på én betingelse. Du skal gå gennem hele slottet med en teske i hånden fyldt med olie. Og du må ikke spilde den!”. Drengen gik gennem hele det smukke slot med sin teske fuld af olie. Og da han vendte tilbage til slottets herre, havde han ikke spildt en eneste dråbe. Men til gengæld havde han heller ikke set noget af slottet, fordi han havde været så fokuseret på ikke at spilde.

Fortællingen om drengen rører ved noget i mig. Tænk nu hvis det er mig, der går og holder øje med en teske olie? Tænk nu hvis jeg er så blind for mine omgivelser og så fokuseret på min egen lille ske, at jeg glemmer at se mig omkring, at jeg glemmer at opleve slottet og opleve livet? Og slottets herre er nøjeregnende, betænkende, mistroisk og mest af alt bare bange for, at drengen skal splitte det hele ad i rene drengestreger. Og i sin iver efter, at alt skal være helt perfekt, hindrer han drengen i at opleve livet og storheden!

Sådan er Gud ikke! Fortællingen om landmanden, der ødselt sår sine korn, forærer os et andet gudsbillede og en anden indstilling til livet. Se op – se på himlen – og se ud! Gud spreder og spilder af sin kærlighed og glæde ud over os. Han spilder det dyrebareste, han ejer og har, og glædes alene ved, at det falder ned til os. Og han er konsekvent – selv da hans egen Søn hænger på korset og blodet – i gåseøjne – spildes på jorden. For selv Sønnens spildte blod, bliver til glæde og nyt liv for os på jorden. Og det spreder sig som ringe af kærlighed, hver gang vi fejrer nadver.

Og Gud ser forskellen på jorden – han ser, at vi har forskellige forudsætninger for at tage imod det, han kommer med; at vi er forskellige. Men forskelligheden er ligegyldig. Vi kan selv have tendens til at gå op i forskel og ligheder imellem os. Men for Gud er det ikke vigtigt. Du er, som du er, og du får altid alt det bedste skænket af Gud!

Det er den indstilling til livet og til hinanden, han prøver at sprede hos os. At vi ikke skal være nøjeregnende over for os selv og for hinanden. At vi ikke skal spare på livet. At vi ikke skal gå som drengen, og være bange for at spilde det, vi ejer og har. Men det kræver mod. Og måske gør det ondt første gang, og måske hele vores sjæl og krop stritter imod, når vi kaster os ud i at dele vores liv og guldkorn med andre. Og måske vi faktisk synes, det er spild af guld!

Men vi har også lov at tro og håbe på det overraskende – nemlig at noget en dag vokser frem, som vi ikke selv har sået – men som vi har fået, fordi en anden spildte!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.    

Amen!