Fra retfærdighed til taknemmelighed

 

Prædiken til septuagesima søndag (I) d. 31. januar 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 20,1-16. Salmer: 557 – 582 – 494. 

Jeg kan stadigvæk huske den lidt absurde situation, det var, da jeg havde fået mit første præsteembede, og fik udbetalt min første løn. Jeg var ansat i en stilling, hvor min løn var forudbetalt. Så da jeg en vinterkold 1. februar 2015 gik på arbejde for første gang, stod der allerede en hel månedsløn på min konto, uden at jeg havde rørt så meget som en lillefinger.

Det føltes underligt. Jeg havde jo ikke knoklet, som mine andre kollegaer i en hel måned, og alligevel fik vi den samme løn. Jeg husker, at jeg blev glad. Og jeg husker, at jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at komme i gang!

Det var på en måde følelsen af at være den sidste, der blev den første. At få meget, uden at have ydet noget. Den modsatte følelse er den, arbejderne råber på om i dagens evangelium, da de første klager over, at de bliver de sidste, og får lige så meget som dem, der nærmest ikke har rørt en finger. Som hvis min daværende kollega skulle have tænkt: ”det er da ikke helt fair, at vi får det samme i løn, når vi helt tydeligt ikke har knoklet i den samme tid”. Sådan tænkte min gode kollega heldigvis ikke af mange selvfølgelige grunde, mest af alt fordi det bare var sådan, vores lønsystem var skruet sammen – helt ens for alle!

Spændingen i evangeliefortællingen er tydelig for os, der almindeligvis søger efter retfærdighed. Og ja, jeg siger os. For retfærdighed er nu engang den målestok, vi kender, og er vandt til at bruge som målestok, og det skaber næsten altid glæde hos os, når noget er retfærdigt. Vores samfund er også fornuftigt indrettet efter retfærdighedens principper. Retfærdigheden er også en metode, hvori vi finder fredelige løsninger og enighed imellem mennesker. Det er der ikke noget ondt i.

Det er bare ikke den menneskelige retfærdighed, der er målepinden i Himmeriget, må vi konkludere. Himmeriget ligner noget andet. Her bliver du målt, vejet, og fundet værdifuld, på nogle andre parametre. Du bliver set og kendt på noget andet. Og hvad er så det?

På din menneskelighed, din væren, på din eksistens alene. På det at du altid og allerede er et set, et kendt og et elsket menneske iblandt andre mennesker, der er set, kendt og elsket på samme måde. Gud er godheden selv, og giver alle den samme kærlighed. Det er utvetydigt pointen i dagens evangelium. Gud er god!

Eller sagt på en anden måde: Guds regnestok er som grisehandler Larsens kone, Katrine, fra Matador. Når den dygtige Ellen får en hest af sin stedfar, Mads Skjern, med ordene: ”Sådan én får man, når man er dygtig i skolen”, så kommer Katrine trækkende med en hest til Daniel med ordene: ”Sådan én får man, når man er en god og kærlig dreng!”.

Daniel får ikke for flid i skolen – eller som en arbejder for slid i marken – men alene fordi han er til, fordi han er et menneske, hverken foran eller bag ved Ellen, men nøjagtig ved siden af, elsket og set som alle andre; derfor får han en hest. Det giver mening, og det letter vores hjerte!

Men. Som vi også husker – hvis vi skal blive i Matador-referencen lidt endnu – så er scenen jo ikke slut. Lige som vores hjerter var faldet i ro, og kærligheden var fuldendt, så vender Daniel sig om og siger: ”Jeg ville hellere have haft den af far”. 

Ja. Daniel ville jo hellere have haft hesten af sin far. Han ville hellere have haft kærligheden og anerkendelsen af den, han ser op til og er i umiddelbar relation til. Og denne lille sætning er en nøjagtig spejling af vores virkelighed, eller vores forbehold for Guds godhed – dér hvor vores retfærdighedssans alligevel spiller os et pus!

Den lille scene og sætning stiller spørgsmålet: hvad kan vi bruge Guds nåde og kærlighed til, hvis vi ikke også får den fra vores medmennesker? Hvad nytter det, at Gud er god og kærlig over for os, når dem, vi møder i vores dagligdag og lever vores liv sammen med, bliver ved med at måle os efter flid, slid og slæb? Hvad nytter det, at Katrine er god, når Mads fortsætter med at være et fjols?

Jeg tror, det nytter noget at altid have en større fortælling – et himmerige – at spejle sit liv.
Jeg tror, det nytter noget at forvente alt godt et sted fra.
Jeg tror, det nytter noget at tro på godheden: en godhed, der kommer fra Gud, og en godhed der ligger latent i alt og alle, og er skænket til os som en gave og en grundsten i vores liv.
Jeg tror, at den totale godhed, vi møder hos Gud i evangeliet, er det oprindelige, som vi kun kan takke for, og at retfærdighedssans, millimeterdemokrati, rigiditet, eller ligefrem ondskab, er sekundært.

Og mit svar på godheden er kun én ting: nemlig taknemmelighed. Det eneste vi kan agere på i forhold til denne godhed, er i taknemmelighed at tage imod den og glæde os over, at den strømmer til os. Det er det, den oprørte arbejder ikke forstår. Han forstår ikke at modtage godheden, som vingårdsejeren kommer med, og han forstår heller ikke at takke for den. Han bliver fornærmet, og ser ikke, at der er en større godhed og en større retfærdighed på færde end den, han går og regner med.

I fortællingen om arbejderne i vingården går der altså en bevægelse fra uretfærdighed til taknemmelighed. Vores svar på Guds godhed er taknemmelighed: taknemmelighed over at være til, og taknemmelighed – ikke over hvordan eller hvad eller hvor meget jeg har arbejdet og givet af mig selv, - men taknemmelighed over at kunne gøre noget for nogen, at kunne være noget for nogen, ligesom alle arbejderne var det for vingårdsmanden, uden at det også skal måles og vejes på en vægt, og vurderes derefter.

Om Daniel nogensinde retter en egentlig tak til Katrine for gaven, melder fortællingen ikke noget om. Manglen på tak, og hans efterfølgende replik til sin far, spejles i evangeliet, da den oprørte arbejder slet ikke forstår den godhed, der strømmer ham i møde. Men vingårdsejeren svarer ham: ”Min ven, jeg gør dig ikke uret”. Nej. For retfærdigheden hos Gud er noget helt andet, end arbejderen går og regner med.

Det retfærdige hos Gud og er, at Gud giver alt til alle, skænker os en godhed, som vi iblandt hinanden her på jord og i vores daglige liv og virke kun kan svare på med taknemmelighed. Og mon ikke denne taknemmelighed viser sig, at komme ud til det bedre? Som en egentlig glæde iblandt os? Som en egentlig stemme i vores dagligdag? Som et egentligt smil i øjenkrogen, der hvor livet folder sig ud?

Det håber jeg, og det tror jeg. Gud er god!

Amen!

 

Livsopfyldelse

 Prædiken til julesøndag (I) 2020 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 2,25-40. Salmer: 125 – 118 – 131 – 114 – 427 – 129. 

Hvis du var i en boghandel i december, måske for at finde en gave, er du måske stødt på nogle af de mange guides til, hvad du skal nå, før du dør. ”1001 bøger du skal læse, før du dør” eller ”1001 film du skal se, før du dør” eller ”1001 klassiske albums du skal høre, før du dør”. Måske er du også tidligere stødt på diverse magasiners bucketlist med lignende guides til ting, du skal gøre, eller oplevelser og rejser du skal nå, inden du dør.   

Det er som om, når man støder ind i disse samlinger, at andre har regnet det gode liv ud for os, og at det så er vores opgave at tage dem til os og gå i gang. De mange bøger og lister tilbyder at hjælpe os, så vi ikke kommer til at spilde tiden på noget uvæsentligt. Målet er, at enhver af os skal optimere sit liv og få det maksimale ud af det. Udbytte, frem for alt, for man skal jo helst have det hele med, og nødigt gå glip af noget, inden man stiller træskoene.  

Bøgerne er ét eksempel. Jeg tror vi kender flere eksempler, eller kender til fornemmelsen af at det, der gør livet meningsfyldt, ligger på vores egne skuldre. Også når vi spejler os i andres liv. Vi ser andre realisere de vildeste drømme og ønsker, og tænker straks, at det skal vi også. Og hvis det ikke lykkes for os, mærker vi en uro. 

Det får mig til at stille spørgsmålet om, hvad livsopfyldelse egentlig er? Hvad skal der til for at vi kan sige, at vores liv lykkes? Eller hvornår vi er lykkes med at gøre det meningsfyldt?

   

Simeon og Anna, som vi hører om i dagens evangelium, byder os en anden livsopfattelse og en anden betydning af livsopfyldelse, end den vi møder i boghandlen. Vi møder dem, da de står i deres alderdom, og oplever det største og det mest betydningsfulde: De får det lille barn, den nyfødte Jesus, i deres arme, og det er som om, at det er i dette moment, deres liv går i opfyldelse.   

Simeon har fået at vide af Helligånden, at han først skal dø den dag, han har set Herrens salvede, altså Jesusbarnet. Og Anna har ventet i templet på, at barnet skulle komme. Hun tjener Gud nat og dag gennem faste og bøn som profetinde. Men da hun ser Jesusbarnet, træder hun frem i lyset, priser Gud og fortæller alle om det, der er sket.  

Simeon kan nu falde til ro og finde fred. Han synger: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse. 

For Simeon og Anna kommer deres livsopfyldelse i barnet. For dem er meningen med livet ikke afhængig af, hvad de selv kan gøre og hvad de selv skal præstere. Deres livsopfyldelse sker, da de får barnet i armene og mærker den fred, barnet kommer med. Da finder de ro og hvile, og ikke mindst mening med livet – ikke i det, de selv har udrettet eller det udbytte, de selv har draget til sig, men i det de får givet. I det de får lagt i deres arme som en gave udefra. 

Tænk nu, hvis vi i dag kom til at bruge det meste af vores liv på at vente og måske fandt en mening i det? Det vil for mange virke som noget af det mest uforløste, man kunne forestille sig. Men for Simeon og Anna er det, der kommer til dem, det vigtigste. De ved, at man ikke kan forløse sig selv, men at man bliver forløst, og at der nogle gange ikke er andet at gøre end at vente.  

Fortællingen om Simeon og Anna bliver et modbillede til tendenser i vores tid. Hvad giver livet mening? Og hvordan opfylder vi det, som jeg spurgte om lige før. Én mulighed er de 1001 ting, du selv skal gøre og kæmpe for, som prøver at skabe værdi for dig. En anden mulighed er at tro på, at livet også får værdi og mening af det, vi får givet udefra.   

Det er ikke fordi, jeg tror, at det er let at vælge den anden mulighed, eller at knytte sig til håbet i en lang ventetid. Jeg kan kun forestille mig, at Simeon og Anna har haft deres udfordringer og deres tvivl på vejen. Og jeg ved fra mange samtaler med folk, og jeg ved fra mit eget liv, at noget af det mest udfordrende, vi kan opleve, er, når vores forestillinger og drømme om fremtiden braser for øjnene af os. Når den virkelighed, vi står i, viser sig at udvikle sig og blive markant anderledes end det, vi gik og drømte om, håbede på eller forventede.  

Det sker, når vi mister hinanden, eller aldrig får hinanden.  
Det sker, når vi i glimt pludselig ser forandringer i os selv eller omverden, og opdager at det, vi gør og siger ikke længere er det rigtige.  
Det sker, når vi bliver ramt af ulykker eller sygdom, som tvinger os til at tage vores liv op til revision og træffe valg, vi aldrig troede, vi skulle stå med.   

Det er i sådanne situationer, livet rører på sig og er ubarmhjertigt. Det er her følelsen af uretfærdighed kan lamme os, gøre os frustrerede. Gøre, at vi føler os små og hjælpeløse. Det er her, vi bliver konfronteret med, at ligegyldigt hvor meget vi prøver at skabe vores egen lykke, så er det ikke ens betydende med, at lykken og livsopfyldelsen sker.  

Men måske er det netop fordi, vi selv forsøger at regne alting ud, at det bliver hårdt at leve i disse situationer? Måske er det netop fordi, vi forsøger at give vores liv værdi, ud fra alle de drømme og tanker vi selv har sat i gang og selv forventer og selv skal skabe, at det bliver umenneskeligt hårdt, når det ikke ender, som vi selv havde lagt op til?  

Al mening og værdi lægger vi på vores egne skuldre, som om hele livet kun er vores projekt. Og vi glemmer det, der kommer til os udefra, ja måske bliver helt blinde for det, vi allerede har, som livet allerede har skænket os. Som allerede er livsopfyldende gaver, der gør livet godt.  

Julen minder os om at stille os ind på det sted, hvor vi åbner os og gør os modtagelige over for det, der kommer til os. Gud kommer til os som et barn, og fortæller os, at noget stort og noget godt kan komme til os udefra. Simeon og Anna oplevede det i konkret forstand, da de pludselig stod med barnet i armene. Al deres ventetid fik mening og værdi, da han lå der. De forsøgte ikke selv at fylde tiden ud og slå ventetiden ihjel. De ventede og havde tillid til, at livet ville give dem noget særligt. Deres eneste – og måske også sværeste – opgave var at vente på det og at åbne øjnene for det. 

Jesusbarnet giver os barnekår, skriver Paulus i sit brev. Det er både julens gave til os, men det er også julens opgave til os. At vi både skal tage imod barnet med al den fred og al det lys, han kommer med. Men også at vi selv skal blive som det barn, der ligger nyt og uforløst, med åbent hjerte og sind, kun for at modtage alt det liv der ligger forude. 

Med barnekår har vi lov til at sænke vores skuldre. Simeon og Anna, og det lille barn i krybben, minder os om, at mening og livsopfyldelse kan – og også vil – komme til os udefra, hvis vi venter på det og åbner os for det.  

Ak, kom! jeg vil oplukke 
mit hjerte, sjæl og sind 
med tusind længselssukke, 
kom, Jesus, dog herind! 
Det er ej fremmed bolig, 
du har den selv jo købt, 
så skal du blive trolig 
udi mit hjerte svøbt. (DDS 125) 

Amen!