Kaldt på

Prædiken til sekstende søndag efter Trinitatis (II) d. 2. oktober 2022 i Brabrand Aarslev. Johannesevangeliet 11,19-45. Salmer: 736 – 21 – 810 – 224 – 474 – 375.

Døde mennesker bliver ikke levende igen. Det er der alt for mange eksempler på til at kunne modbevise.

Grauballemanden har indtil videre været død i over 2000 år. Selvom vi for 70 år siden tog ham op af hans grav i mosen, og siden har gået og skubbet til ham, så har han endnu ikke selv bevæget en legemsdel. Historien om ham lever, og sagnene om hans tid lever, men ikke ham selv.

For noget tid siden hørte jeg en podcast om en fotograf, der tager billeder af begravelsesritualer i lande og kulturer langt fra os. Og det er virkelig langt fra os, både i geografisk og overført betydning.

Visse samfund i Indonesien har f.eks. tradition for ved høsttid at samle familien til fest på kirkegården. Her åbner de deres afdødes grave, tager de døde op, vasker dem, klæder dem pænt på, og holder en fest med dem. Og ja, de er døde. Sådan en fest og holder de hvert år, indtil det ikke længere er muligt at holde sammen på den afdøde.

For Indoneserne er den døde ikke helt død endnu. Der er stadigvæk en jordisk rest tilbage, som de fejrer, og det bringer lykke og held at ære sine døde på denne måde. Nogle af de samme traditioner findes på Madagaskar, i Ghana og på Filippinerne. Den døde lever et efterliv, som ikke er til at kategorisere hverken som helt åndeligt eller helt jordisk.

For os herhjemme er det en lidt anderledes. Vores døde er døde, og vi lægger dem hurtigst muligt i jorden. For af jord er vi kommet og til jord skal vi blive. Sådan vil det altid være for os. Og skal vi ”af jorden igen opstå”, er det i Guds nærvær og af Guds vilje, ikke vores families.

Opstandelsestroen på kirkegården er udtrykt på forskellige måder. Én af traditionerne er f.eks. at vi altid begraver vores døde med hovedet mod vest. For ”I østen stiger solen op” og på den yderste dag, når Kristus kommer igen som solen i øst, kan alle rejse sig fra deres grav og se ham komme.

Men indtil da bliver vores døde under den gravsten, hvor vi har lagt dem. Det er bedst sådan, og vi har ingen grund til at tænke eller tro anderledes for nuværende.

Døde mennesker bliver ikke levende igen. Kommer opstandelsen, så kommer den på den yderste dag, sådan som Martha i dagens evangelium også tror: ”Ja, jeg ved, at min bror skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.”

Eller hvad?

Lazarus, Martha og Marias bror, er død, og de har ikke i sinde at åbne hans grav for at tro det modsatte. Da Martha møder Jesus, er hun skuffet. For måske kunne han have gjort noget for Lazarus, da han levede. Helbredt ham fra hans sygdom. Men nu er han død, og nu er der kun håb på den yderste dag.

Men da siger Jesus det omvæltende: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?”. Jesus fastholder, at det er ved ham, opstandelsen sker. Sådan vil det altid være. For han er opstandelsen og livet. Men han korrigerer Marthas forventning om den yderste dag, og siger: opstandelsen er ikke kun eller først engang i fremtiden. Opstandelsen er også lige nu.

”Den der tror på mig, skal leve” siger han. Og derefter opvækker han Lazarus. De fjerner stenen fra hans grav. Og ud af graven går Lazarus, levende, med strimler af linned om sin krop. ”Løs ham og lad ham gå”.

Døde mennesker bliver ikke levende igen. Det er der alt for mange eksempler på til at kunne modbevise. Men for Jesus er opstandelsen ikke kun noget, der sker på den yderste dag. Det er der alt for mange eksempler på til at kunne modbevise.

Jeg har flere gange i mit liv været tæt på mennesker der var i et mørke. Mennesker f.eks. med depressioner og angst, som har været nede i meget mørke huller i deres liv. Og os, der har stået omkring, har mange gange været lige så forvirrede, som vi hører at menneskene omkring Lazarus er helt ude af den. Jeg har ikke anet mit gode råd, været ked af det, været bange for det mennesker, der i tider nærmest ikke var kontaktbare.

Og midt i det hele er der sket en forandring. Den, der var i mørket, blev kaldt på. Livet vandt. For noget tid siden læste jeg i Kristeligt Dagblad om den erhvervsdrivende Kim Koslof, som pludselig blev ramt af svær depression. Han kunne i bogstavelig forstand ingenting. Hans krop var som død. Han var som Lazarus, og hans familie græd.

Vendepunktet kom, da en psykiater kalder på ham. Psykiateren fortæller, at mange i hans situation ville have taget livet af sig selv. Men det havde Koslof ikke gjort. Og den kendsgerning skulle han bruge positivt. Livet var ikke slut endnu. Det vidste de begge to.

Koslof bliver kaldt tilbage til livet. Men han bliver også kaldt tilbage til en anderledes verden. Han lever nu med ar på sjælen, og han lever med risikoen for hele tiden at falde tilbage i mørket, som han skriver. Men han lever og det gør ham glad.

Evangeliet om opvækkelsen af Lazarus er som Kim Koslofs fortælling om et liv, der endnu ikke er helt forbi, og hvor du bliver kaldt på. De bliver begge kaldt på midt i deres mørke, og møder opstandelsen som nærværende her og nu. De bliver kaldt på, og opdager på den ene side, da de vender tilbage, at verden ikke er som før. Koslof lever med risikoen for at falde tilbage i mørket, og Lazarus kommer ud af sin grav med begravelsesklæder om ansigtet. Begge skal de bære på ar og klæder fra det mørke, de engang lå i. Verden har ændret sig for dem begge.

Men det væsentlige er, at de begge to er kaldt på. De opdager på den anden side, at livet er ikke slut endnu. Sådan forkynder Jesus, når han siger: Jeg er opstandelsen og livet her og nu. I det liv, hvor man har mærket døden og mørket, og hvor man har oplevet sig selv som død, da er man stadigvæk velkommen i livet. Med alle de ar vi har på krop og sjæl, med alle de ligklæder, vi går rundt med. Da er vi stadigvæk velkomne, og altid kaldt på til liv.

”Lazarus kom herud” siger Jesus til den døde, og vækker dermed en bevægelse i Lazarus. En bevægelse der finder sted i vores daglige liv, når vi bevæger os fra et mørke ud i lyset.

Måske er det sådan, vi skal tænke opstandelsen? Som en bevægelse, Gud har sat ind i verden ved sin Søn?

Gud er bevægelse, og det er den bevægelse, der bevæger os. Og det at vi bevæger os, og at livet sker med os, det er opstandelse! Det er den kraft, der flytter os fra det ene til det andet; den kraft der giver os ideer og inspiration og åbner muligheder og overrasker og trøster og lader os fatte kærlighed til et andet menneske, og lader os få øje på noget og forstå og blive klogere – det er opstandelsens kraft i livet, som ikke kun er forbeholdt den yderste dag. Men er til hver eneste dag!

Vi lever ikke kun på dødens vilkår, men på fødslens vilkår, sagde filosoffen Hannah Arendt engang. Det har heldigvis intet at gøre med at grave vores døde op af graven.

Men det betyder, at vi hver dag er kaldt på – kaldt til livet. Heller ikke selvom vi mister dem vi elsker og selvom det er efterår og alting begynder at falde, visne og dø. Livet fornyer sig. Det bliver forår igen. Livet rejser sig, åbner sig foran os og overrasker os – uden at vi gør noget for det og uden at vi kan standse det eller undgå det.

Det er en bevægelse af Guds vilje i vores verden, når vi bliver kaldt på.

Amen.

TÆNK

Prædiken til femtende søndag efter Trinitatis (II) d. 25. september 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 10,38-42. Salmer: 754 – Syng for alverdens urolige hjerter – 441 – 411 – 400v2 – 727.

”Evnen til at fordybe sig i helt eksistentielle spørgsmål som: ”hvad er det gode liv?” og ”hvordan indretter man et retfærdigt samfund?” beriger ikke kun vores eget liv, men er helt afgørende for vores fælles liv, for vores samfund og demokrati”. Sådan udtaler psykologiprofessor Sven Brinkmann i et interview ved udgivelsen af hans seneste bog: TÆNK.

I bogen kalder Brinkmann til forsvar for det at tænke. Vi skal give mere plads til tanken. ”Tankefuldheden har fået trange kår i den moderne verden” siger han.

For Brinkmann handler det om at finde tilbage til det særlige ved at være menneske: at vi kan bruge vores tanke og vores fornuft, og på denne baggrund skabe vores samfund. Mennesket har rod i et indre liv, hvor vi kan tænke en dyb og selvstændig tanke, og den vej igennem skærpe både vores egen og den andens tænkning – ja i virkeligheden den fælles tænkning. ”Det er jo netop den kritiske tænkning der adskiller os fra dyrene.” siger han. ”I modsætning til dem er vi ikke kun styret af vores drifter eller umiddelbare behov. Fornuften sætter os i stand til at hæve os op over det rent instinktive, som dyrene handler ud fra.”

Men for Brinkmann er det også et opgør med en tendens i tiden, hvor vi i højere grad glemmer at tænke os om, og give plads til fordybelse. Det handler ganske enkelt om dannelsen af os som mennesker. Skolen var f.eks. tidligere et sted, hvor børnene havde et ”helle”. Her blev der ikke tænkt i nytte for samfundet. Børnene var frie. ”Men i dag”, mener Brinkmann ”handler undervisningen desværre mere om at klæde børnene på til arbejdsmarkedet, at træne dem i nyttelogikken, som skolerne ellers var undtaget fra før.”.

”Jeg er overbevist om, at netop evnen til at tænke kritisk er en sådan størrelse, hvor vi overskrider både egne og lokale grænser og lærer at sætte os i andres sted. På den måde er det også en forudsætning for hele vores demokrati.”

Så vidt Sven Brinkmann.

Tænkning er forudsætning for hele vores demokrati, siger han. Og jeg er ret enig. Nogen vil sige, at tænkning er dovenskab. Men Brinkmann har en væsentlig pointe i kritikken af det samfund, der ruller afsted bare for at rulle. Det samfund som uddanner børn til at være robotter på arbejdsmarkedet, hvis han har ret i den påstand. Hvis vi ikke skaber tid og rum til at tænke en selvstændig, kritisk tanke, så udvikler vi os ikke som samfund. Så går vi i stå i maskineriet. Så spirer der ingen nye ideer, som kan udvikle det liv, vi lever.

…

Fortællingen om Martha og Maria, som vi lige har hørt, spejler forskellen mellem på den ene side det tankefulde liv, udtrykt hos Maria, og det nyttige og handlekraftige liv hos Martha. Og måske ville Brinkmann, ligesom Jesus afslutter dagens evangelium, også sige, at Maria har valgt ”den gode del”.

For som vi hører det, er Maria god til at lytte. Hun sætter sig til rette for fødderne af sin herre, og lytter til hans ord, da han besøger søstrene. Hun udstråler en indstilling til livet, som også handler om at tage imod, at lade sig inspirere og give rum for tanken. Hvorimod Martha står ved siden af og er irriteret over, at alt arbejdet med at gøre klar til gæsten falder på hende. For Martha er den handlekraftige. Hende der går til hånde. Hun repræsenterer nytten.

Skal vi nu til at vælge imellem de to, kunne man spørge – vælge imellem det tankefulde liv og det nyttige? Nej, det tænker jeg ikke er hverken evangeliets, Jesus eller Brinkmanns pointe. For det tankefulde liv er netop et liv, der også fører til handling. Brinkmanns pointe er, at vi skal give rum for tanken, så vi netop står mere velovervejede, mere oplyste, mere dannede i vores samfund, og med os selv, når vi skal til at handle. Tanken skal danne fundamentet for vores liv med hinanden. Ordet og overvejelsen, skal få krop og liv. Men netop også i den rækkefølge: tanken først, og så handlingen. Ellers går det galt, som Brinkmann var inde på. Så ender vi som ukritiske robotter uden udvikling. Vi ender med ikke at tage det liv alvorligt, vi har fået givet.

…

Vi skal ikke vælge imellem Martha og Maria – handlingen og tanken – men i stedet få øje på, at både Martha og Maria har plads i vores liv, og plads i et virkeligt menneskeliv, hvor tanke og handling, ord og krop går hånd i hånd.

Den gode del, som Maria sidder midt i, får handling og virke gennem Martha. De to søstre udtrykker på hver deres måder to sider af samme liv. Og på mange måder udtrykker de også to sider af troen: at troen både er et ord til den enkelte, et tilsagn om kærlighed fra Gud, som vi bla. modtager i dåben, som vi kan tage til os og grunde over, tænke over. Men at der af troen også udspringer en handling og aktiv ageren i livet over for vores medmenneske. Hvis troen kun var til hovedet og tanken, var den ingenting værd. Kærlighed har også hænder og fødder. Troen skal også omsættes til liv og til glæde for andre.

Og ham, som de to søstre har fået besøg af, Jesus, er selv et udtryk for begge sider. I Johannesevangeliet står der om Jesus, at han i begyndelsen var et ord. Før han blev menneske og blev til, var han i tanken. Men så skete det julenat: ”Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os” som der står. Ordet fik krop i Jesus Kristus. Gud fik en plads iblandt os. Troen fik liv.

Og det er hans velsignelse og hans liv, vi tager med os, når vi går her fra kirken. Det er Guds bevægelse fra tanke til handling, fra ord til krop, som vi får del i her i kirken, og som vi kan tage med os og gøre til virkelighed i vores liv.

…

Martha og Maria rører noget i mig. Jeg er helt ærligt ikke særlig god til at afsætte tid i min hverdag til at lytte til mig selv og til at tænke. Min kalender er fyldt med møder, opgaver og aftaler. Og jeg kan sagtens se en tendens i min kalenderplanlægning som hedder: ”Hov, der er da et hul og en time, hvor der ikke sker noget… det kan jeg da bruge på at lave det og det og det…” Og på den måde efterlader jeg ikke meget tid til tanken. Jeg efterlader ikke megen tid til faktisk at tænke mig om!

Måske kender I det også?

Og omvendt ved jeg, hvor givende de stunder er, hvor jeg f.eks. tager mig tiden til at vandre en tur, uden forstyrrelser. Og roen og stilheden, som på mange måder virker unyttigt, bliver alligevel nyttigt, fordi jeg giver plads til tanken, og giver plads for andre end mig selv. Jeg giver plads til at åbne sindet for noget nyt, noget andet, noget anderledes, en anden.

Da den etiopiske hofmand fra Apostelens gerninger er på rejse, da hører vi, at han læser noget, han ikke forstår. Det virker dumt og unyttigt. Men i sammenhæng med evangeliet er der måske alligevel noget befriende i det – også for ham selv – og måske noget, vi kan inspireres af. For det fantastiske er jo, at det netop er der, hvor unyttigheden råder, og han ikke forstår, hvad han selv laver, at han bliver mødt af noget nyt: han bliver mødt af et nyt menneske, Filip, som slår følgeskab med ham. Og al denne unyttighed ender med intet mindre en dåb og glæde.

Jesus siger om Maria: ”Hun har valgt den gode del”. Mon vi kan gøre det samme – bare en gang imellem? Det virker til, at vi har Guds velsignelse til at tænke os om og lade os indfange af tanker og ideer, der kan inspirere til vores liv med hinanden.

Amen.

Pain is

Prædiken til tiende søndag efter Trinitatis (II) d. 21. august 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 11,16-24. Salmer: 15 – 448 – 592 – 14 – 729 v 5 – 403. 

Forleden dag var jeg ude at cykle. En tur fra Brabrand, ud forbi gammel Harlev. Op over golfbanen og ned gennem Jeksendalen og op til Adslev. Ned gennem dalen igen og op til Stjær, og så endelig hjemad mod Brabrand. En led tur på 30 km, hvis jeg selv skal sige det, med masser af grumme sving og bakker.

Da jeg kommer kørende på én af de værste bakker, og må helt ned i laveste bjerg-gear, får jeg øje på noget graffiti på vejen. Det begyndte at lugte lidt af Tour de France, selvom der måske manglede lidt dannebrogsflag og nogen, der dansede for mig. Og da jeg havde knoklet lidt mere, kom jeg endelig frem til graffitien, hvor der stod: ”Pain is temporary”. Smerte er midlertidig.

Jeg blev faktisk ret irriteret over den sætning. Skulle det virkelig hjælpe mig op ad bakken, at få sådan en floskel med på vejen? Et lille håbefuldt medlidenhedsord i den hårde stund? Det irriterede mig resten af ruten. Men ikke kun på egene vegne.

Citatet er sikkert skrevet af god vilje ifm. et cykelløb, som et skulderklap til den lidende cyklist. Men problemet er jo, at citatet ikke er hvisket ud endnu. Det står bare der på vejen og taler til alle dem, der kører over det. Og til mig. Og hvad nu, hvis jeg faktisk stod i en situation, hvor smerten ikke var midlertidig? Hvis jeg oprigtig talt følte, at verden var imod mig og jeg ikke kunne se en vej ud? Eller hvis jeg var syg – ramt af noget kronisk eller uhelbredeligt? Så bare kig på vejen: Smerten er midlertidig, må du forstå…

Måske er det for meget at gøre ud af sådan et lille citat på en vej. Men alligevel. Det siger noget om noget…

For mig er det ikke en sandhed, at smerte er midlertidig. Det kan være et håb, men ikke en sandhed. Men jeg oplever, at vi er gode skjule smerten, ligesom citatet vil. ”Op på hesten igen” , siger vi, eller ”det skal nok gå”, når vi forsøger at holde smerte lidt på afstand. Eller min generations yndlingscitat: ”What doesn’t kill you makes you stronger”. Men det er ingen hjælp. Det er en spand kold vand lige i hovedet på den, som faktisk er såret.

Hvor kan vi gå hen, når vi oplever en smerte, der ikke er til at komme uden om? Hvor kan vi søge til, når det onde fylder? Kirken her, vil jeg mene, er et af stederne. For her er der ingen, der forsøger at lægge låg på noget. Her kan vi være med den oprigtige følelse, vi sidder med. Glæden, taknemmeligheden, kærligheden. Eller med sorgen og smerten.

I evangeliet, som jeg lige har læst, er menneskene ikke ramt af ”temporary pain”. De er ramt af en egentlig smerte og udbrændthed. De er ramt af, at de ikke magter at deltage i den verden, de er en del af. De magter ikke at løse de opgaver, de står med. De, der skal feste, magter ikke at danse. Men de, der skal sørge til en begravelse, magter ikke engang at græde.

Det lyder nærmest komisk, men jeg tror, det er en sandhed, flere kender til. Jeg vil mene, at der er nogle statistikker over stressramte, der siger noget om det… At man kan være så udbrændt, og føle sig så kørt over af livet, at man bliver syg af det, og at man ikke engang magter at føle noget. Stress kunne være én af grundene. Men jeg tror, der findes mange.

Der står menigheden, i et ingenmandsland og kigger rundt. Og måske får de øje på Jesus. Han står i hvert fald og råber. Men er han vred på dem? Sådan har man mange gange fortolket evangeliet til i dag. Som Jesu vrede over alle de mennesker, der ikke hopper og springer for ham og det, han kommer med. Og teksten er blevet brugt som eksempel på kirketugt – som eksempel på, at der kommer sanktioner og hårde straffe for dem, som ikke vil være en del af fællesskabet. De bliver smidt på porten, hvis de ikke hører efter.

Men jeg læser det anderledes. Jeg oplever i virkeligheden en såret Jesus, som er præcis lige så frustreret som alle andre. Han revser, råber og skælder ud, ikke for at udskamme eller tugte dem, som ikke føler noget, men fordi han selv er frustreret i sin egen afmagt. At han ikke magter at gøre noget ved deres situation og deres livsindstilling. Og at han ikke magter den opgave, han har fået af Gud. Jesu opgave er jo helt fra begyndelsen at vise vejen: at gøre Guds rige synligt og levende lige her; at forkynde kærlighedens væsen lige her. Det er derfor, han kommer til verden og til os.

Men her i evangeliet oplever også vi hans menneskelige side og der, hvor han ikke magter opgaven. Det knækker over for ham, ligesom det stressramte menneske, der pludselig reagerer uforvarende og ulogisk, eller som bare sætter sig og begynder at græde. Hos Jesus kommer afmagten til udtryk i en overreaktion af vrede, og han ender med at true alle dem, han egentlig holder af.

Den tidligere professor i kirkehistorie, PG Lindhardt, sagde engang, at man tror, at man i nødens stund har brug for venner. Men nej. I nødens stund har man brug for medskyldige. Nogen, der er sammen med én.

I dag mærker vi, at Jesus er den medskyldige for menigheden og for os. Jesus står præcis der, hvor ikke alt er lykkes for ham; hvor alt ramler om ørerne på ham og på os. Han stiller sig der, hvor intet er perfekt, og hvor alt er ude af kontrol. Det er som med moderens gråd over det barn, hun ikke forstår. Eller det er som med verdens frustration over krigen i det østlige Europa, som er så uforståelig, men alligevel finder sted.

Det er her, hvor sætningen ”pain is temporary” ikke giver mening. Sig den sætning til en mor i total udmattelse, eller sig den til en ukrainer på flugt. Det bliver nedladende og sentimentalt på afstand. Den lader modtageren stå alene med sin smerte. Og den, siger ”Pain is temporary”, holder sig mest på afstand. Og det, der faktisk er brug for, er én, der står ved siden af og er i den samme følelse, eller som i det mindste lader være med at kommentere, men bare er til stede. Og derfra kan vi følges ad og bære smerten sammen.

Jesus er den medskyldige. I kirkens rum bliver vi mødt i øjenhøjde. Han stiller sig op ved siden af os, og udtrykker i evangeliet i dag præcis den følelse, vi kender, når verden er imod os. Vrede, irritation, frustration. Det er komplet tosset. Men det er også komplet virkelighedsnært og sandt, at det er sådan det er at være menneske.

Man kan kalde det forskelligt. Nogen vil sige, at det er den solidariske Jesus, vi oplever. Og vi kan trække trådene frem til hans død på korset. For det er præcis det samme, der sker langfredag. Det er uformåenheden og menneskers udbrændte liv, som Jesus tager på sig og tager med sig op på korset, hvor han græder og skriger: min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig.

Og hvem møder han, da han råber der på korset? Han møder Guds almagt og Guds dom, og den kender vi som tilgivelse. Midt i fortabelsen møder han kærligheden og hjertegløden, som var stærkere end døden og alle andre magter i verden. Ligesom vi her i kirken, med alle de følelser, vi kommer med, bliver mødt af samme almagt og samme dom. Vi bliver mødt – i dåben (som Oskar og Jens), ved nadverbordet og i velsignelsen – af udstrakte arme, der fortæller os: ”Pain is”. Smerten er der. Men på trods af smerten, og lige midt i smerten, er du set og elsket.

Og derfra har vi et fundament at stå på, når vi så vender os om, og går ud af kirken. Vores smerte er ikke forsvundet med et sentimentalt klap på skulderen eller af et medlidenhedsskub op ad bakken. Men den er set i øjnene og anerkendt. Taget alvorligt og taget i nåde af Gud. Og når vi ikke længere er alene om smerten, er der måske alligevel et lys forude.  

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.