Den lille handling. Den store forandring.

 Prædiken til juleaften 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 2,1-14. Salmer: 94 – 119 – 104 – 121.

Når du ser et stjerneskud, må dit ønske flyve ud. Stjerneskuddet er en lille bevægelse på himlen, som et glimt for øjet og så kort som et øjeblik. Alligevel giver det dig lov til at drømme og ønske de største ønsker, til at håbe på alt det bedste for dig selv og for hinanden. I det lille glimt ligger den store ønske. I den lille handling ligger kimen til den store forandring.

Sådan er det på himlen, og sådan er det også ofte lige her, hvor vi lever og bor. Hvis du vil løbe et maraton, begynder du med den lille løbetur, og løber dig stærk og klar. Vil du forbedre miljøet, kan du ikke ændre alle danskeres indstilling, men begynde hos dig selv, f.eks. med at affaldssortere. De store forandringer sker ikke nødvendigvis på den store scene, men begynder i det nære hos os hver især.

…

Og alligevel er vi jo også bare mennesker, der elsker at springe over, hvor gærdet på komfortabel vis er lavt, og hvor vi slækker lidt på vores drømme og håb.

Tidligere i år ringede en lytter ind til Mads og A-holdet og spurgte, hvad hun skulle gøre på Black Friday. I hele sit liv havde hun forsaget den dag og forbrugerismen. Hun havde huset fyldt af genbrug. Det var hendes måde at beskytte klimaet på – i den lille handling.

Men nu var der bare sket det, at vaskemaskinen var stået af. Og kunne hun så – med hjertet og samvittighed i behold – benytte sig af alle de gode tilbud på Black Friday? Maskinen på tilbud var jo allerede produceret, og hvis ikke hun købte den, ville en anden nok gøre det. Så måske betød det ikke så meget i det store og hele, om hun slog til?

Og så var der VM i Qatar. Jeg tror, de fleste var enige om, at Qatar aldrig skulle have haft værtskabet. Menneskesyn og menneskeliv blev smidt på porten, og 10 år senere stod vi med væsentlige overvejelser, om vi først ville sende vores landshold afsted? Og efter en masse mellemregninger kom spørgsmålene til den enkelte, om vi ville se kampene eller slukke, fordi vi tror på noget andet end det land repræsenterer; slukke i sympati for de mange mennesker der blev og stadig bliver undertrykt i landet?

Men, var der flere der sagde, når nu kampene alligevel blev vist i fjernsynet, og mange andre også så det, så… betød det måske ikke så meget, om vi også selv så én kamp eller to. Hvad kunne det betyde det i det store og hele?

…

I korte øjeblikke – i små glimt – ved vi, at vores egen lille handling også kan forandre noget større, hvis vi alle gør vores lille del. Og i døgnets milliard andre øjeblikke gør vi så det modsatte. Og sådan er det – må jeg hellere sige!

Vi var flere, der så lidt VM-kampe, selvom vi mener, at vi har vores moralske kompas i orden. Og Hella Joof grinte også kun kærligt af den søde lytter i A-holdet; sendte hende kærlighed, tilgivelse og lovning på, at hun var god nok, selvom hun også lod sig friste.

Men præcis der, vor vi springer over, ikke har modet eller ikke vil løbe den helt store risiko, da begynder Gud hos os. Derfor er dette kirkerum så særligt: her er det altid Gud, der begynder hos os, og i aften bøjer han sig mod os og lægger kimen til det gode i det lille barn i krybben.

Juleaften er, at Gud – som et stjerneskud – begynder i den lille handling og derfra vil skabe den store forandring. Han løber den risiko, vi ikke altid er parate til at løbe, og handler præcis der, hvor ingen havde set det komme.

Hvor vi spørger: ”hvad nytter det i det store og hele?” og springer over, da sender Gud sit barn i vores arme.

…

Gud begynder i det små. Og dén handling er i grunden en ret risikofyldt affære. For på den måde lader Gud det være op til mennesker at passe på sig ham. Nu er det op til Maria og Josef, hyrderne og vismændene, og alle os andre at passe på ham og bære ham med. At sørge for at den fred, han kommer med, bæres videre af os. Deles imellem os. At det lys, han kommer med, lyser op i hver enkelt stue og hjerte.

Sådan viser Gud sig for os, som en kærlighedskraft der tør tage chancer og som opsøger risikoen. Som bor i det uventede, som kalder på de forkerte, som har omsorg for dem, der hader ham, og som dør for sine dræbere, som vi hører om i påsken. Som ikke skal kendes på det store, på kraftudfoldelser og mægtige ceremonier, men som findes hos hver enkelt af os i vores favn som et lille barn.

…

Og er det ikke også sådan, kærligheden er imellem os? I kærligheden tager vi chancer for hinanden, gør det uventede for hinanden, er klar til at gå gennem ild og vand for hinanden – i tillid til at den anden også passer på os. Sådan sender Gud sin kærlighed til os som et barn. Og når vi åbner os selv og gør os sårbare, er det både med risiko for at blive såret og forladt – ja – men vi løber gerne risikoen, fordi glæden ved det modsatte – ved at blive taget imod og holdt om – langt overgår alt andet.

Sådan er det med den store kærlighed. Men også i det daglige, hvor vi begynder i det små. Hvor jeg sender et smil til dig, og du får lyst til at give den næste en hånd med. Der hvor jeg åbner en lille lem for dig, og du får kræfter til at åbne en port for en anden. Der hvor jeg giver et frø til dig, og du får mod til at plante et træ.

…

I den lille handling begynder den store forandring. Sådan forkynder julen for os. Sådan kommer Gud til os.

Da englen kom til hyrderne på marken, fortalte den om tegnet: at de skulle finde et barn, som var svøbt og lå i en krybbe. Englen lagde et lille ord og en opgave i deres indre om at finde; om at gå på opdagelse efter barnet i det skjulte, som ville kræve deres opmærksomhed; som de skulle passe på, have omsorg for og dele med hinanden.

Når vi går herfra i dag, sendes vi ud på samme opgave. Gud er kommet til os i det nære og i det skjulte, og vi sendes ud for at finde barnet; barnet i vores medmenneske, som har brug for omsorgen og nærværet. Barnet i vores medmenneske, som har brug for den lille handling, vi kan gøre, og som måske gør en større forskel end vi aner.

Men vi sendes også afsted med opgaven at finde barnet i vores indre. At finde det sted i os selv, hvor vi tør tro, at den lille handling, vi kan gøre, har betydning. Hvor vi finder mod til ikke at give op, men kæmpe for den sag, vi tror på – om det er klimaet, miljøet, menneskers rettigheder og ligeværd, eller hvad det måtte være. Og tro på, at den mindste handling også har en betydning.

Og da vil det hænde i glimt – som et pludseligt stjerneskud på himlen – at vi også opdager Gud i det små. At vi ser hans lys og godhed er præcis der, hvor der er brug for den; der hvor mennesker lider, der hvor kriser og krige truer, hvor der hvor kampe kæmpes på det indre og ydre plan. Og pludselig er glimtet væk igen, som dug for solen, og vi må atter drage op som hyrderne og lede efter barnet.

Håbet er at barnet findes. Troen er, at Gud er kommet til os – i aften, hver eneste dag og hvor vi mindst venter det. I det lille barns hjerte bevæger han vores hjerter, og troen på noget større i os alle.

Glædelig jul!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen!

Mine ord skal aldrig forgå

 Prædiken til Anden søndag i advent (I) d. 4. december 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 21,25-36. Salmer: 733 – 448 – Der er noget i luften – 274 – 86v5 - 117.

”Himmel og jord skal forgå” siger Jesus, ”men mine ord skal aldrig forgå.” Jeg overvejer, hvad Jesus mener med det? Hvad betyder det, at hans ord aldrig skal forgå? Hvad betyder ”ord” i denne sammenhæng, og hvad betyder hans ord til os?   

… 

Jeg kommer til at tænke på en scene fra Matador. Da Mads Skjern er på vej til at udvide sin virksomhed, og bygger en ny fabrik, bliver han stævnet af sagfører Skjold-Hansen, fordi byggeriet er ulovligt opført på Fernando Møges grund. Men Skjern forstår det ikke. Hvorfor er de alle sammen imod ham? Bringer han ikke liv til byen? Bringer han ikke arbejdspladser til byen? Hvorfor skal han nu straffes? 

Da stævningen kommer, sidder han i sin lille stue sammen med Ingeborg. ”De vil af med mig” siger han og bryder næsten sammen. ”Otte års arbejde! Og vores gode navn, som nu skal trækkes i skidtet. Betyder det ikke noget? ”. ”Jo, Mads” siger Ingeborg, ”men ikke mest.”. ”Men hvad betyder så noget – for dig?” spørger Mads og kigger på hende. ”Det betyder noget…” siger Ingeborg, ”det betyder noget at se dig i øjnene og få at vide, at du elsker mig.” Og de to omfavner hinanden.

For Ingeborg er virksomheden og navnet ingenting. Det der betyder noget, er at blive set i øjnene, og høre ordene ”jeg elsker dig!”. De ord har mere betydning end noget andet. Og når hun først hører dem, så kan alt andet sejle. Så kan dommedagen skylde ind hende; bringe skræk, angst og rådvildhed med sig. Ordene bekræfter hende i det vigtigste forhold i livet: i kærligheden. Og da er hun tryg, da kan hun leve. 

… 

Ord har betydning. Det kan lyde banalt at sige sådan. Men det er ikke ukendt for os, at vi helst vil forholde os til faktuelle sandheder og det, som siges at være videnskab. Vi vil helst gerne styre efter det, vi konkret kan se, mærke og høre. Og hvad er et ord i sådan en sammenhæng? Ord kan være flyvske, upræcise og usande. Og vi vil gerne have noget beviseligt. Det er det, vi kan bruge til noget.

Af og til sker det også, at nogen kommer hen til mig og gerne lige vil nævne, at de altså kun læser illustreret videnskab og aldrig kunne drømme om at tro på Gud eller sætte deres ben i kirken. Nej, for her taler vi jo om tro. Her taler vi i ord, bøn og ritualer. Og kan det nu bevises? 

Nej, ord kan ikke bevises, som sådan. Det talte ord kan ikke gribes i luften eller undersøges i et mikroskop. Men derfor er ord ikke uden betydning. Ord kan tros på. Og min påstand er, at det ord vi tror på, også kan skabe være af mere afgørende betydning, end noget andet beviseligt eller videnskabeligt.

…

Det beviselige i sætningen ”Jeg elsker dig” er, at der er tre ord, der er sat sammen til en grammatisk sætning. Og alene gør ordene ingenting. De kan stå på et papir og være som papir: tynde, flade, intetsigende. 

Men tager du ordene til dig, eller giver du ordene videre til et andet menneske – siger dem højt – så er der ingen grænser for, hvor stor betydning netop de tre ord kan få. Da mangedobles ordenes værdi. Da springer ordene ud som et skud af Isajs stub og skaber liv. For så er det pludselig ikke bare bogstaver på et papir. Så er det ord af kærlighed. Ord der fortæller dig: her er du i tryghed. Her er der én, der er klar til at gribe dig, elske dig, kæmpe for dit liv. Her kan du folde dig ud. Her kan du være. Alene er ordene værdiløse. Men bliver de sagt, og bliver de troet på, er deres værdi uendelig.  

Som når brudepar står hernede foran alteret, og siger JA til hinanden. Det JA kan man ikke forstørre op som kærlighedsforsker. Men det kan mærkes, og for brudeparret skaber netop det JA en ny virkelighed. 

Eller som med de ord, vi har fået med os fra dem, vi har mistet. De ord findes ikke under en lup. Men derfor findes de alligevel, de har betydning. Vi bærer dem med os, og de ord skal aldrig forgå.

Sådan kan ord skabe en virkelighed, der er dyb og evig. Fuld af håb.

…

Men på den anden side er det også bare ord – når folk siger noget vigtigt til os eller giver os deres JA. Hvordan kan vi vide at det passer, spørger vores skeptiske jeg? Mon ikke også flere kender til, når ord brydes? Når ægteparrets JA går i opløsning? Eller når den mundtlige aftale pludselig ikke overholdes, og vi mangler beviset for aftalen, fordi den ikke blev skrevet ned, men – i gåseøjne – kun blev sagt med ord.  

Der ligger også skrøbeligheden i ord. Lige så fantastisk vores verden kan blive af de rigtige ord, lige så mørk kan den blive. Eller som et ordsprog siger det: Et venligt ord varmer tre vinter. Et uvenligt ord giver kuldegysninger midt om sommeren.

…

I adventstiden venter vi på et ord. Det er det evangeliet fortæller os i dag, hvor Jesus siger, at himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ikke forgå. Guds Søn er et Ord – logos, som det hedder på græsk, som betyder ”ordet” – som tager bolig iblandt os. Som vil være en del af os. Det er det, der sker juleaften, når det lille barn fødes.

Gud bliver et ord iblandt os – et guddommeligt ord, som vi møder her i kirken; i evangeliet, i ritualerne, i sakramenterne. Ord om kærlighed, tilgivelse og fred. Og det ord skal vi tage til os. Det bliver givet til os juleaften. Og derfra er vores opgave at tage det til os. At lade ordet slå rod i vores hjerter. At tro på det.  

Da nyheden om barnets fødsel når hyrderne på marken, synger englene for dem: ”Fred til mennesker”. Og det kan lyde tosset at sige fred på jord i denne tid. For der er jo ingen fred – i hvert fald ikke alle steder. Men ordene er på den måde med til at skabe, hvad de selv nævner. Og med ordene udtrykker vi, hvad vi håber på.  Hvis vi ikke nævner freden og lader vi ikke freden komme til os, hvordan skulle den da ellers kunne sætte sig og gøre sig gældende? Det er det, der er så magisk juleaften. Ordet bliver født iblandt os. Håbet og troen på fred bliver sagt højt, også selvom der ingen fred er. 

Ligesom andre ord i kirken. Dåbens ord, som fortæller os, at vi er elskede og sete. Det er jo ikke uden betydning, netop at give sådanne ord med til det lille nye liv. Eller nadverens ord: At Gud er til stede iblandt os med al sin kærligheds rigdom, og fra knæfaldet kan vi frimodigt gå videre, fordi Guds ord har ramt os – fordi tilgivelsen er givet til os, og vi tog imod i brød og vin. Eller velsignelsens ord, der rammer os både som et ønske og som en konstatering: Du er velsignet. Guds ord er allerede plantet i dig. Gå da frit! 

Det er det, der betyder noget, Mads Skjern! Det er at høre ordene om fred – om kærlighed – at tage dem til sig, og lade ordene slå rod og være styrende for vores liv. Ikke alt muligt andet. Og så kan hverdagens trængsler og mindelser om dommedag bare komme an. Himmel og jord kan forgå. Bare ordet består, så har vi kimen til alt godt i os. Så er håbet nært!

…

Der er et ord på vej til os. Der er noget i luften. Vi skal se menneskesønnen komme til os som et barn, som logos, som ordet i midten. Ordet har indtil videre haft 2022 års mulighed for at forsvinde helt ud af vores verden. Men det er ikke sket endnu. Hans ord skal aldrig forgå.

”Tag jer i agt” siger han. Forbered jer på, at det kommer. For det vil, som et skud på en stamme om foråret, love om bedre tider. Hvis vi tager ordet til os. Hvis vi tror på det!

Amen

Enhed

Prædiken til nittende søndag efter Trinitatis (II) d. 23. oktober 2022 i Brabrand Kirke (og DR P1). Johannesevangeliet 1,35-51. Salmer 747 – 335 – 319 – 729v5 – 731.

Det gav genlyd, da Dronning Elizabeth døde. Vi vidste nok, at det ville ske. Men det kom alligevel bag på briterne, på nationerne i commonwealth og ja, stort set hele verden. For hun var jo den, der i mere end 70 år forenede folk på tværs af generationer, lande, sprog og kulturer. Hun var den stabile klippe i en foranderlig verden, som en journalist skrev. 

Hendes begravelse blev sendt live i hele verden, og aldrig før var så mange statsoverhoveder samlet under samme tag for at tage afsked med hvad der føltes som deres overhoved. Kongehuse kan virke gammeldags. Men i en moderne verden, der udvikler sig hurtigt, og også hurtigt kan splittes, er der stadigvæk traditioner og huse, der samler os. Og vi kan have brug for det. 

Som med vores egen dronning. Vi kan tænke, at der er meget der skiller os herhjemme, og i valgkampen gøres der en dyd ud af at trække uenigheder skarpt op. Men der er også meget få, som ikke vil samle sig foran skærmen nytårsaften, når dronningen taler. Fordi hun taler med en anden stemme, hævet over tider og strider, og forener skolesøgende som plejehjemsbeboer, direktør som kontanthjælpsmodtager, nydansker i Gellerup som femte generation på gården i Vestjylland. 

Dagens evangelium og Paulus brev til Korinterne forkynder for os, at vi alle er kaldt på som en enhed på tværs af alt det, vi måtte mene, der adskiller os. Vi er kaldt på til at være ét i Kristus, ét i samme Ånd, men også på en langt dybere måde end et kongehus kan minde os om. 

Vi er forbundet med hinanden i den samme ånd. Som illustration bruger Paulus billedet af et menneskes krop. For ham er vi forbundet så nært, som forskellige lemmer på en krop er forbundet i ét legeme. Det er sandt, at en krop består af mange dele – af mange lemmer. Kroppen er mangfoldigt sammensat af hoved, hals og hænder, fødder, fingre og øreflipper. Men det er også lige så sandt, at lemmerne tilsammen udgør ét legeme. Legemet kan slet ikke tænkes anderledes. Kun i mangfoldighed og forskellighed er legemet et legeme. 

Og sådan, siger Paulus, er vi mennesker også forbundet i Kristus i den samme ånd. Vi er lemmerne, Kristus er legemet. Sådan er vi en enhed med hinanden. I al vores forskellighed og mangfoldighed som mennesker er vi forbundet i den samme ånd – i Kristi ånd – og det kan slet ikke tænkes anderledes.  

Det er enkelt at sige, og med Paulus’ billede kan vi se det for os. Men at det også er sådan, det forholder sig i virkeligheden, kan være sværere at acceptere og forstå: at enheden rummer forskellighed.  

Når ikke alle er som os selv; tænker det samme, tror det samme, forholder sig til livet på samme måde, så bliver vi udfordret på, om vi overhovedet kan være sammen eller om vi kommer fra samme sted. Og nogle gange føler vi det lettere at tilpasse og justere, eller helt at fravælge den, der falder udenfor normen, snarere end at inkludere i fællesskabet. 

Når vi f.eks. tidligere talte om identitet og køn, var det på sin vis enkelt og knyttet til biologien. Men i dag taler vi – og særligt yngre generationer – om en mangfoldighed af køn og om flydende identiteter. Om at opleve sig selv som bevægelig og foranderlig igennem livet, snarere end at være den samme i én forståelse. Det kan være en kamp for mange unge, at få lov at være til på denne måde, og dertil kæmper andre også med at forstå, at denne mangfoldighed af køn nu også er en del af vores virkelighed. 

Og når jeg nu ikke er, som andre er flest, er der så overhovedet plads til mig, spørger den unge med en flydende identitet? Her kan vi svare med Paulus ord, som nærmest forud for vores tid skriver om følelsen af, ikke at høre til: ”Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet.”  

Alle hører til, og der skal ikke laves om på noget eller på nogen. Legemet, enheden i Kristi ånd, består af en mangfoldighed og forskellighed af mennesker. Det er også en del af vores identitet. Og enheden går måske derfor dybere end vi altid kan rumme. Guds kærlige arme strækker sig længere, end vi altid kan tro, og rummer både den, der skal ses og rummes på ny, og den som ikke kan rumme andre end sig selv og sit eget.  

Når Jesus kalder på sine disciple i evangeliet, får vi øjnene op for, hvor konkret det er for ham. Jesus kalder på hver enkelt, og hver enkelt kommer til ham. De har deres egne navne; Andreas, Simon, Peter, Filip, Nathanael, og de kommer fra hver deres sted; de er sønner af Johannes, de kommer fra Galilæa og fra Betsajda. Disciplene har deres egen identitet og kommer hver især med deres eget. Men under Jesus er de også en enhed. Her forenes de i al deres forskellighed, og får en ny retning at gå i sammen med ham. De er alle en del af hans ånd. 

Og bemærk dertil, hvordan Jesus selv bærer en mangfoldighed i sig. Jesus kaldes både Guds lam, Rabbi, Kristus, Josefs Søn, Guds søn og Israels konge. Navnene bærer forskellige betydninger og udvider vores forståelse af, hvem Jesus er, og stadigvæk er han kun én og den samme ånd.  

Som sådan er vi mødt af Gud – af Jesus Kristus og af hans ånd. Han er én og vi er ét i ham. I hans kærlighed kan vi være med alt det, vi er hver især. Og samtidig løftes vi også ud af vores egen væren, og sættes i et forhold hinanden. Billedet af legemet er netop billedet af sammenhæng og fællesskab. Uden hinanden var legemet halvt.  

Og måske er vores vigtigste identitet i bund og grund ikke den, vi er født med eller den vi selv har fundet frem til, men den vi har fået af Gud – at vi er elskede mennesker, hver og én, og en del af noget større? En sammenhæng og et fællesskab, som rækker ud over os selv, som vi er afhængig af og som vi er forbundet med. 

I dag er vi kaldt på til at være en enhed. Kongehuse kan give os glimt af, hvad det betyder og hvordan det føles.  Og alligevel er der noget mere på spil. En identitet der går dybere; en sammenhæng der rækker længere ud end kongehuse og menneskelige traditioner kan holde os fast på.  

Som lemmer på et legeme. Som mennesker på den samme jord, med lande og vande der flyder imellem os. Som himlen, åben over vores hoveder, der alle steder er den samme. Sådan er vi forbundet. Det kan slet ikke tænkes anderledes. 

Ære være faderen og Sønnen og Helligånden. 
Som det var i begyndelsen, så ledes også nu og altid 
og i al evighed.    

Amen.