Tronbestigningen

Prædiken til Kristi himmelfart (I) d. 18. maj 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Mparkusevangeliet 16,14-20. Salmer: 722 – 448 – 805 – 257 – 849 – 355.

Kristi himmelfart er en tronbestigning – både for Jesus og for os!

I evangeliet hørte vi, hvordan Jesus bliver taget op til himlen og bestiger tronen ved at sætte sig ved sin faders højre hånd, som vi også bekender det i trosbekendelsen. Men han forlader os ikke helt. For han skal komme igen – lige om lidt – som ånd. Den ånd der er imellem os, og dér skal Gud være og virke.

…

Det er ikke længe siden, vi sidst så en tronbestigning. Den 6. maj blev Kong Charles III kronet til konge over Storbritannien og Commonwealth, og hele verden fulgte med i den pompøse kroning, der ikke havde fundet sted i over 70 år. Og ligesom Jesus sidder ned ved sin fader, som et tegn på at han har magten, sådan sad Charles også ned, imens alle andre stod op for ham. For sådan er det traditionen. Det er altid den privilegeredes ret at sidde ned. Charles sad ned, både da han blev salvet og da han fik overdraget de kongelige regalier – kronen, scepteret og rigsæblet – og alle andre omkring ham stod.

Den der sidder, har magten. Sådan er der i tronsalen også kun én stol, som er tilegnet regenten. Alle andre, som er i audiens, må stå. Og selvom vi ikke håndhæver traditionen helt på samme måde herhjemme, så adlyder vi alligevel lignende regler i hverdagen: f.eks. at den, der er fysisk hævet over andre, også er i centrum, eller at den, der sidder for bordenden, har ordet.

…

Tidligere stod man også op, når man var i kirke. Da den ældste del af Brabrand Kirke/Aarslev Kirke blev bygget i omkring 11-1200-tallet, var der ingen bænke. Måske har der været nogle pladser ude i kanten af kirken til de ældste. Men ellers måtte alle stå i respekt for Gud, ligesom vi stadigvæk rejser os, når vi hører Guds ord.

Men hvordan kan det være, at vi for det meste sidder ned i dag? Og hvad siger det så om os?

Ja, på en måde fortæller det os, at vi nu er de privilegerede og dem, der har magten. Helt konkret kom bænkene ind i kirkerummet i forbindelse med de lutherske gudstjenestereformer i 1500-tallet. Og det betyder altså, at vi/I nu som kirkegængere har indtaget de privilegeredes position.

Når vi sætter os til rette på kirkebænken, kan vi ranke rykken og træde i karakter som dem, der er vist tillid og overdraget et ansvar. Vi er fundet værdige til først at sidde og modtage Guds ord og sakramenterne, og derefter at gå: at gå ud i alverden og forkynde det glædelige budskab.

Og det er hvad, Kristi Himmelfart forkynder for os. Det er det, vi fejrer i dag med gudstjeneste og en festligt pyntet kirke. At vi som kirkegængere, som mennesker, er dem, der skal give liv til Guds ord og fortællinger, og at vi har fået magten til, at bringe Guds kærlighed videre ud i verden. Det behøver vi ikke en jordisk Jesus til at hjælpe os med. Nej, han er faret til himmels, og nu kalder han på os til at føre hans arbejde videre, hver enkelt og sammen med hinanden.

…

Hvordan kan vi gøre det, spørger den undrende. Hvordan bruger jeg min magt?

I evangeliet står det på vanlig vis lidt kryptisk. På en måde får vi at hvide, hvad vi skal gøre. Og på en anden måde bliver det også lagt i hænderne og hovederne på os selv at regne ud, hvad der skal til.

Jesus siger, at vi skal drive dæmoner ud. Det lyder konkret, og alligevel er det ret abstrakt at tale om det onde som en dæmon. Måske skal vi mere forestille os, at det er ondskab, som den viser sig på alle mulige måder i vores liv med hinanden og i verden, som vi har fået til opgave at drive på flugt, at tage hånd om eller at bekæmpe.

Men giver Jesus en anvisning til, hvordan vi skal gøre det? Nej. På vanlig vis giver han os en opgave, men derefter lægger han opgaven og løsningen over til os. Magten hos os ligger dermed i, at vi skal gøre noget, men også at vi selv skal regne ud hvad vi skal gøre, når den konkrete situation opstår, og der kaldes på vores hjælp.

Den ondskab vi f.eks. lige nu møder fra den østlige del af det europæiske kontinent, er f.eks. anderledes end den ondskab det enkelte menneske kan møde, når det bliver ramt af sygdom, og er f.eks. anderledes end den ondskab der kan være i bandemiljøet, bare for at nævne nogle eksempler. Og alle situationerne kræver nødvendigvis noget forskelligt af os. Dæmonen ser forskellig ud, og skal håndteres på forskellig vis. Men på Jesu ord, skal vi håndtere den!  

Således står der også, at vi skal tale med nye tunger. Måske betyder det, at vi skal tale det kærlighedssprog, som Jesus talte, når han drog omsorg for de svageste. Men det sprog, vil også altid være forskelligt, alt efter hvem vi står foran.

Vi skal også tage fat i slanger. Altså skal vi turde at røre ved det, der måske ikke altid er lige rart at tage fat om, men som ikke desto mindre skal håndteres, hvis det ikke skal ende galt.

…

Jesus er faret til himmels. Han har ikke mistet sin magt, men han vil dele sin magt med os gennem sin ånd.

Så nu er magten også vores. Vi er dem, der sidder ned i de privilegeredes position, og om lidt skal vi rejse os og gå ud i verden og holde øjne og ører åbne for, hvornår og hvordan der kaldes på os.

Det undrer mig i den sammenhæng også, hvad der foregår i Kenya i disse dage, og som der bliver skrevet om i nyhederne. Ja, det undrer mig ikke bare: det fylder mig med gru og tristhed!

For det viser sig, at en præst i en kristen kult i årevis har fået medlemmerne af kulten til at sulte sig ihjel. Myndighederne de seneste par uger fundet flere massegrave med både børn og voksne, og har anholdt præsten for at have drevet folkene til at sulte sig. Og hvorfor har han gjort det? Anklagen mod ham lyder, som flere overlevne fortæller, at præsten påstod, at de ved at sulte sig ihjel dermed ville få Jesus at se.  

Det er meget tragisk at det kan forekomme, og det er så fjernt fra min kristne tro, som noget kan blive.

Jeg kan håbe, at jeg, den dag jeg dør, vil møde Gud. Men indtil da tror jeg, at Gud er til stede med sin ånd, i sit ord, i dåbens vand og nadverens måltid, og ikke mindst i relationen til mit medmenneske. Og det sidste, jeg skal gøre, er at fjerne mig selv netop fra den relation. Gud er der, hvor vi, som evangeliet fortæller os i dag, går ud og prædiker hans ord og kærlighed, og viser os for vores næste. Og jeg tror også, at han er der, hvor gode mennesker tager hånd om den kristne kult, og den ondskab som har fundet sted, og taler et nyt og kærligt sprog over for dem alle – også præsten!

…

Vi har magten her på jorden. Gud er én, vi skal få øje på i vores medmenneske.

Det er i grunden, som vi hørte tidligere: Da Jesus fór til himmels, stod hans disciple tilbage og stirrede op i den blå himmel for at se efter ham. Det er nærmest et komisk billede. For hvad I alverden skulle de kigge derop efter? Derfor bryder Gud også ind i fortælling og sender to engle – nogle mænd i lysende klæder – som ret tørt siger: ”Hvad i alverden står I og kigger op i himlen for, galilæere?” Underforstået: der har I ikke noget at gøre. Jeres arbejde og øjne skal være rettet her på jorden. Guds ånd er i jer; det er alt, hvad I skal brug. Afsted med jer.

På samme måde sker det påskemorgen, da Jesus er stået op af graven. Kvinderne går ud til graven for at se til den døde Jesus. Igen bryder Gud ind i fortællingen og sender et par engle – nogle mænd i lysende klæder – som på lidt samme måde udbryder: ”Altså, hvorfor leder I dog efter den levende iblandt de døde. Han er ikke her. Han er opstået!”

…

Der er ingen, der skal sulte sig ihjel for at møde Kristus. Der er ingen der skal stirre op i himlen for at se efter ham. Der er ingen der skal gå på opdagelse i gravhuler. Der er tomt. Der er ikke liv. Livet er i lyset. Livet er der, hvor der er mennesker. Den opstandne Kristus kalder på os i hvert enkelt menneske, som vi går iblandt. For i hvert enkelt menneske er hans ånd!

Sådan sidder vi nu på tronen – på hver enkelt kirkebænk. Magten er ikke taget fra hverken Gud eller Jesus. Men Gud har delagtiggjort os i magten og udøver nu sin magt igennem os, ved at sende os ud i verden!

Amen.

Et rum for mørket

 Prædiken til tredje søndag efter påske (I) d. 30. april 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 16,16-22. Salmer: 10 – 29 – 636 – 236 – 192,7 – 234. 

Vi kommer ind i evangeliet i dag midt i den afskedstale, Jesus holder for sine disciple, kort tid før han skal dø på korset.

I talen fortæller han dem, at han skal væk, men også vil komme igen. Han skal dø på korset og derefter genopstå iblandt dem. Og senere vil han fare til himmels, inden han endeligt vender tilbage til dem som en ånd. Og som ånd vil han for altid være hos disciplene og hos os i dag.

…

Jesus er altså ved at sige farvel. Måske har nogen af jer prøvet at sige farvel til en anden for en længere periode. Måske har I også holdt en afskedstale? Måske til en som var på vej væk – som skulle flytte eller rejse ud i verden. Eller måske har I siddet ved et dødsleje og sagt nogle sidste, vigtige ord til én, som skulle dø?

I afskedstalen skabes et rum for at sige det, der fylder noget; måske sat ord på noget af det, der var eller er vigtigt i livet eller i en relation. Og måske udvikler talen sig til en samtale. Disciplene bryder ind med deres spørgsmål. ”Hvad er meningen?” spørger de, og Jesus forsøger at svare så godt, han kan.

Formålet med samtalen bliver dermed også at skabe et rum og et sted, hvor disciplene kan komme ud med deres spørgsmål. Talen er uden tvivl svær. Men den er nødvendig for at få ro i en situation, som er fyldt med uro for disciplene. De kæmper med adskillelsen, ligesom vi andre også ville gøre. De frygter tiden, når ham, de har levet sammen med så længe, pludselig er væk.

Og en af reaktionerne er, at disciplene gerne vil have svar, og prøve at forstå. Men det er ikke sikkert, at man altid kan det. Hverken få svar eller forstå i en situation, hvor man skal tage afsked.

Men under alle omstændigheder får de luft for deres frustrationer, og deri ligger der også en trøst og en omsorg. Jesus holder ikke noget skjult. Jesus møder disciplene i deres mørke og frygt. Han er ærlig om, at han vil forlade dem, men også ærlig om, at han igen vil vende tilbage. Og begge dele er en trøst.

…

Forleden talte jeg med en korleder fra en anden kirke, som, imens eftersøgningen af den unge Filippa stod på, havde haft et hold bekymrede unge piger til korprøve. Pigerne havde ikke talt om andet end den forsvundne Filippa. De fik alle nyhederne om hende ind på telefonen, og hun var jo omkring deres alder og bare en helt almindelig pige som dem. Derfor var pigerne bange og fyldt af bekymring for, om det samme f.eks. kunne ske for dem.

Det, der pludselig gik op for korlederen var, at ingen af korpigerne havde haft en voksen at tale med det om. De havde bare fået nyhederne ind, uden at få sat ord på, hvad det handlede om, hvad der var sket og hvordan de kunne forholde sig til det.

Så hvad kunne korlederen gøre andet end at snakke med pigerne om det. Korlederen gav dem rum til at snakke, stille spørgsmål, høre hvad hinanden sagde. Og da de havde snakket lidt, fik de ro. Og så kunne de synge.

Efterfølgende havde korlederen skrevet til forældrene, at de havde haft denne samtale. Mange af forældrene var glade. Men enkelte forældre skrev også tilbage, at de helt bevidst ikke havde talt med børnene om hændelsen for at beskytte dem. Fordi de ikke skulle udsættes for at høre om den slags ondskab.

…

Børn og voksne har brug for at blive beskyttet. Vi har alle sammen brug for – af og til – at holde verdens ondskab ude af vores liv og fokusere på det gode.

Men alligevel tror jeg ikke, at vi bare kan skærme os selv og andre fra det hele.

Jeg er med på, at mit eksempel her er forenklet, og at der ligger mange mellemregninger til grund for den ene og den andens beslutninger. Særligt forældrenes.

Men jeg tror ikke – hvis jeg må sætte mit eksempel lidt på spidsen – at vi passer godt på hinanden ved at undlade at tale om det, der sker i verden og som alle andre taler om. Jeg tror ikke, det er godt at skjule en virkelighed eller sandhed. Den vil altid frem.  

Forsker i børnepsykologi Dorte Toudal Viftrup kalder det, som sker i mit eksempel, for at sætte et misforstået kærlighedsskjold op foran børnene. Forældrene vil gerne sætte et skjold op. Men det er misforstået, mener hun, fordi det ikke er kærlighed at være uærlig om tingenes tilstand. Og misforstået, fordi verden vil larme og ondskaben vil findes, også selvom vi sætter et skjold op foran os. For når skjoldet så en dag falder, er verden stadigvæk den samme – brutal og god på samme tid.

Derfor er det måske, ifølge børnepsykologen, vigtigere at give rum, give en tid, give en mulighed for sammen at italesætte, hvad der er på færde, i et sprog der kommer børnene i møde, fremfor at gemme det væk.

…

Sandheden for korpigerne var, at en ung pige var væk, og at de var bange. Og sandheden var, at det var meningsløst, og at der ikke var meget andet at gøre end at vente, holde ud, håbe og tale om det. Uden nødvendigvis at kunne finde svar, uden at komme med løsninger, men at det var var meningsfuldt at være sammen midt i håbløsheden.

Det vil være for meget at sige, at vi skal gå og holde afskedstaler for hinanden. Men når der spørges: ”hvad er meningen?” – ”Hvad er meningen med at du skal dø?” som disciplene spurgte om, eller ”Hvad er meningen med en ung piges forsvinden?” som korpigerne spurgte om, så har vi måske alligevel en opgave i at skabe et rum for netop den samtale. At turde tage samtalen, turde græde og turde være i det håbløse, fordi der – når alt kommer til alt – sjældent er så håbløst at være, når bare man er sammen om at være der.

Det var det, både korpigerne og disciplene havde brug for. Ikke at være alene, ikke at være forladte med deres frustration og frygt, men at blive mødt nøjagtigt der.

…

Jesus stod der sammen med sine disciple. Han gav dem en tid og et rum at være i, med alt den frygt og sorg, der skyllede ind over dem med nyheden om, at han ville forlade dem.

Sådan havde han i grunden gjordet det altid, når han mødte mennesker på kanten af livet. Han tændte lys i deres mørke ved at anerkende dem, være der og give dem plads.

Og når Jesus nu tager afsked med sine disciple, er det for at gøre netop det én gang til: nemlig at gå ind i det dybeste mørke der finde, nemlig i dødens mørke, for vores alle sammens skyld, og for at vi, når vi havner i dødens mørke, skal vide, at Gud var der først, og at det ikke slutter der.

Påskemorgen gik han ud af graven igen; og blev dermed den første af mange der skal opleve, at blive mødt i et mørke, være i mørket, men også forlade det igen, fordi håbet og lyset i sidste ende sejrer.

Jesus nævner selv som eksempel i evangeliet den fødende kvinde, som er i smerten, når hun føder et barn. Det er et mørke! Men på den anden side er der lyst. Det mærker kvinden med den nyfødte i armene.

…

Mon ikke de fleste af os har ønsket os, bare en gang imellem at kunne sætte et kærlighedssjold op foran dem, vi holder af og dem, som er i smerten? Den fødende kvinde? Det grædende barn? Den ulykkelige unge? En skjold som holdt smerten og mørket på afstand.

Evangeliet i dag fortæller os, at dette skjold kan vi ikke altid sætte op. Smerten og mørket findes og er en del af vores virkelighed. Og mange gange skal vi også bare igennem en smerte og et mørke.

Men vi må have lov til at tro, at det ikke ender der. Vi må have lov at håbe, at vi ikke skal være alene, men at vi kan følges med hinanden igennem det, der er svært, og at Gud også alle dage følger med.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.

Amen!

Retfærdighed og kærlighed

 Prædiken til søndag septuagesima (I) d. 5. februar 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 20,1-16. Salmer: 814 – 448 – 170 – 192 – 69,5-6 – 717. 

Der er i grunden noget uretfærdigt over den fortælling, vi lige har hørt, og noget der er helt skævt i regnestykket om arbejdernes løn.

En vingårdsejer skal have fikset noget arbejde, så han henter en masse arbejdere ind, de første fra morgenstunden. Men som dagen skrider frem bliver der ved med at være arbejde, så han bliver også ved med at hente nye arbejdere ind. Helt frem til ellevte time og lige før lukketid kalder han på de sidste om at komme og arbejde lidt.

Men det er her, regnestykket og retfærdigheden bliver kringlet, for de ender alle sammen med den samme løn, selvom de slet ikke har arbejdet den samme mængde tid.

Det, må vi nok sige, er da forskelsbehandling af den fineste karat! Hvorfor skal de, der fra morgenstunden har svedt i solen ikke have lidt mere end dem, der kun lige har nået at få arbejdshandsken på? De sidste har da ikke fortjent at få det samme som de første.

Den var nok ikke gået i dag, ligesom det heller ikke faldt i god jord dengang. Og jeg tror, det var heldigt, at arbejdernes fagforeninger ikke stod klar med søgsmål for enden af vinmarken.

Men selvom vi synes, der er uretfærdighed på spil, rummer fortællingen alligevel en opbyggelig pointe.

Lige så typisk det er, at vi straks får øje på uretfærdigheden, lige så typisk er det også, at vi tror, at det hele handler om os selv først. Det gør det bare ikke. I første omgang handler denne fortælling om Gud. Og hvad gør han? Ja, set fra Guds perspektiv – som er vingårdsejerens – er der her et ødselt blik på kærligheden, og et nådigt blik på hver enkelt medarbejder i vingården. Det ser vi ved, at han selvfølgeligt giver det samme til alle – ikke ud fra en menneskelig tanke om retfærdighed, men ud fra en guddommelig tanke om kærlighed!

Og kærligheden er, hvor meget vi vender og drejer den, sjældent retfærdig. Den er større end det. Kærlighed kan sjældent måles. Men kærlighed skal deles ud til alle. Og i denne fortælling deler vingårdsejeren, som han har lovet, og han deler kærlighed ud til alle!

Forleden dag hørte jeg tidligere læge og formand for etisk råd, Ole Hartling sige det på denne måde: ”Det går ikke i livet efter fortjeneste. Det er vi mange der er glade for.”

Det er præcis det, der sker her, og det blik, Gud møder os med. Kærligheden er større end retfærdighed. Hvis vi skulle leve vores liv kun på vores fortjeneste – det vi havde fortjent, det retfærdige – da ville vi gang på gang falde i. Og da ville kærligheden gang på gang være langt fra vores rækkevidde. Fordi vi ofte ikke slår til, og fordi vi har brug for en kærlighed der elsker os og holder af os, netop når vi ikke er, som vi skal være. Vi har brug for en kærlighed, der er større end retfærdighed og tanken om, at vi skal kunne leve op til den. En kærlighed, der griber os, der hvor vi falder, og er større end os selv.

For et par år siden udgav journalist Anders Agger en bog med en række interviews med forskellige par om kærlighed, og hvad det er for en størrelse. Altså kærligheden. I bogen møder vi bl.a. Stine og Daniel, som beskriver kærligheden imellem dem. Og her siger Daniel et sted:

”vi havde ikke været kærester ret længe, da jeg til en fredagsbar havde drukket alt for meget rødvin. Jeg kunne slet ikke styre mit alkoholindtag dengang, og det var noget, jeg skammede mig meget over. Jeg havde kastet op, og Stine tog mig med hjem til det lille værelse, hun boede i på det tidspunkt.

Et par timer senere vågnede jeg ved, at hun kom ind og satte en pizza og pomfritter og cola på bordet ved siden af sengen. Jeg var nærmest rørt til tårer. Det var noget med den afsky, jeg følte ved mig selv, over for den generøsitet, hun udviste. Hun kunne jo lige så godt have syntes, at jeg var en idiot.

Det sker stadigvæk ret ofte, at jeg bliver vækket ved at hun kommer ind i soveværelset med en kop kaffe til mig. Hvis jeg har tømmermænd, er det tit med æg og bacon. Selvom det måske er en lille ting, elsker jeg stadig, at hun tænker på at gøre den slags.

Det er en af de ting, hvor jeg synes, jeg kan lære meget af hende. Det at give noget, som gør andre glade. Uden at det er, fordi vi skal skylde hinanden en masse. Købe en bog, og send den til nogen. Tag blomster med. At hun altid er så generøs, det er noget af det smukkeste ved hende.

For det er ikke kun et spørgsmål om ting. Det er også sådan, hun er i samtaler, venskaber, forhold. Hun giver af sig selv, holder ikke på sit og sine. Hun sætter sig selv i spil. Sådan er det jo også at komme ind med æg og bacon. Det er en udsat position at stå der med alt det, man gerne vil give. Derfor synes jeg, hun er modig.”

Så vidt Daniel.

Han mærker her en kærlighed, der er større end ham selv. Det virker mærkeligt på ham. Ja, det virker faktisk ret uretfærdigt, når han bare ligger der, halvfordrukken, doven og ingenting værd, at hans kæreste Stine alligevel giver ham kærlighed i form af pizza, kaffe, æg og bacon.

Det er, som han selv siger, en uventet generøsitet, og så er det modigt, fordi hun sætter sig selv i spil der, hvor ingen havde forventet det eller regnet med det. Modigt fordi hun giver, selvom ingen har spurgt.

Men sådan er kærligheden. Fra Stine til Daniel, fra vingårdsejeren til arbejderne, og som et billede på den kærlighed der går fra Gud og til os. Med et kirkeligt ord, ville vi kalde det nåde. Nåden er den uforskyldte kærlighed, vi tildeles af Gud. På latin hedder nåde gratia. Ordet findes også på dansk i ordet gratis. Altså noget, der ikke skal betales for. Nåden går på tværs af det, vi opfatter som det retfærdige, og den er teflonbelagt mod fornuftige betragtninger.

Og med denne nåde – med denne uforskyldte kærlighed fra Gud – kan vi så fortsætte vores arbejde og alle de udfordringer, Gud egentlig udsætter os for. Selvom alle i sidste ende får den samme kærlighed, er det ikke grund til at sætte sig ned og dovne den fra nu af.

I fortællingen og i virkeligheden er det Gud, der både skænker nåden og kærligheden, men det er også Gud der giver arbejdet. Det er ikke logisk. Men det er sådan det er. Gud er både den, der kaster os ud i marken, ud iblandt mennesker, for at arbejde, elske, hjælpe, tilgive. Men han er også den, der tager os i nåde, når vi ikke gjorde det godt nok, eller når vi står og bliver sprutrasende over uretfærdig behandling.

Førnævnte Ole Hartling siger af og til sin kone: ”Kun fordi jeg har dig, kan jeg blive ved med at klare de problemer, som du uvægerlig og uundgåeligt udsætter mig for”. Den sætning kan vi ikke forstå med logikken og retfærdighedens sprog. Men vi kan forstå den med kærlighedens.

Og måske burde vi hver dag begynde vores dag med netop de ord, i en ydmyg tak.

Kære Gud. Kun fordi jeg har dig, kan jeg blive ved med at klare de problemer, de udfordringer, og det liv, du uundgåeligt udsætter mig for.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen!