Menneske først. Regel så.

Prædiken til syttende søndag efter trinitatis (I) d. 1. oktober 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 14,1-11. Salmer: 752 – 392 – 365 – 729v5 – 731.

Forleden dag lyttede jeg til en podcast, hvor journalist og madanmelder Lærke Kløvedal inviterer kendte ud for at spise deres sidste måltid. Alt imens de spiser, læser Lærke Kløvedal op fra en nekrolog over den inviterede gæst, som hun har skrevet til anledningen. Det er altså et program, som handler om liv, om eftermæle, og at se tilbage på det i livet, som definerede dig og gjorde dig til den, du var og er. 

Gæsten var denne dag sangerinden Katinka. Katinka er bl.a. kendt for at være et meget åbent og ærligt menneske; ærlig om den vildskab og skrøbelighed, der bor i hende, og som hun også bruger aktivt, når hun skriver sange og digte.  

Lærke Kløvedal læser fra nekrologen: 

Katinka voksede op i København i 90’erne. Her var der plads til stille piger og larmende drenge, og hvis man ikke passede ind i de kategorier, kunne man ikke være med. Katinka fik konstant at hvide, at hun opførte sig forkert, og det lagrede sig i kroppen. Katinka var et anderledes barn. Hendes følelsesregister var mere fintmasket, og hendes oplevelser slog ud på en større skala end andres. Til skole-hjem-samtalerne sagde lærerne til hende og hendes forældre, at hun var for voldsom. 

”Det er rigtigt” svarer Katinka. ”Men jeg tænker ikke, jeg har været særlig. Jeg tror, der var mange børn, der faldt ud over rammerne dengang, og jeg oplevede ikke, at nogen kunne tage hånd om sådan én som mig. Og da jeg senere hen læste til lærer, opdagede jeg pludselig, at jeg ikke var fortabt. Jeg var måske et barn, der var lige ved siden af gennemsnittet, men hvem er egentlig gennemsnittet?” 

”Men det var den følelse, dine lærere gav dig?”, spørger Kløvedal. 

”Ja!” svarer Katinka. ”Og så kan jeg huske den dag på lærerseminariet, hvor jeg læste i en fagbog, at hver gang et barn mistrives i en klasse, så er det lærerens ansvar. Det vil altid være den voksnes ansvar, det er aldrig børnenes. Og jeg har aldrig oplevet, at der var en voksen, der tog ansvar for mig. Det var altid bare min egen skyld.” 

Så vidt podcasten med Katinka og Lærke Kløvedal. 

Det, der rører noget i mig i Katinkas historie, er mødet mellem det på den ene side ”normale”, rammerne som vi skal passe ind i, det som nogen er blevet enig om er det rigtige. Og så på den anden side det, som vi helt enkelt kunne kalde virkeligheden; sådan som virkeligheden nu engang udspiller sig, og sådan som mennesker nu engang er.  

Katinka bærer som barn på en oplevelse af, at hun ikke rigtig er velkommen, eller at hendes måde at være på er enormt ubelejlig ind i det liv og de rammer, alle andre levede efter. ”Det var altid bare min egen skyld” sagde hun, og fik på den måde at vide, at hun selv kunne gøre for det.  

Men det kunne hun jo ikke. Som nu også den mand, vi møder i evangeliet, med vand i kroppen. Jeg tror hans oplevelse er den samme.  

Manden er helt tydeligt anderledes end dem, der er omkring ham. Ja, han er syg! Men det er som om, at det går de andres næse forbi. De vil ikke tage sig af ham. For rammen denne dag er, at det er sabbat, hvor man ikke må arbejde og ikke hjælpe nogen. Sådan var det bestemt. Og derfor går de forbi ham.  

Sabbattens rammer og regler møder virkeligheden og en mand, som havde alvorlig brug for hjælp. Folkeskolen i 90’erne – og hvem ved, måske også i dag? – hvor der kun var plads til larmende drenge og stille piger, blev mødt af virkeligheden; den virkelighed, som har det med at overgå det, vi tænker og tror; her en pige, som ikke var stille, men stadigvæk havde brug for omsorg. Lærerne forholdt sig kun til det normale, ligesom jøderne kun forholdt sig til reglerne, og glemte virkeligheden: mennesket, der havde brug for at blive set! 

Man fornemmer, at Jesus må have stået med et stramt udtryk i ansigtet og måske tænkt, om der egentlig var en voksen til stede – ligesom Katinka også reflekterer over. Derfor handler han – selvfølgelig – og prøver samtidig at sætte problematikken på spidsen ved at spørge til, hvis det nu var deres egen søn – en af deres egne kære børn – der denne dag var faldet i brønden. Om de så ikke – selv på en sabbat – ville have trukket ham op? 

  

Hvad passer altid ind i dit kram? Hvad går altid efter de planer, du selv har lagt? Nogle gange måske det meste. Nogle gange måske slet ingenting.  

Jeg tror ikke evangeliet og Jesus vil have os til at glemme regler og rammer. De hjælper os også på vej. De giver os struktur. Men der er en væsentlig pointe i, at regler og rammer er til for menneskets skyld. Og hvis mennesket pludselig bliver offer for en regel – hvis reglen bevirker, at vi glemmer mennesket, glemmer at være opmærksomme, eller hvis reglen gør, at der ikke er plads til mangfoldigheden af mennesker – så må reglen også bøjes. Så må vi se forbi reglen eller i det mindste se den efter i sømmende.  

Menneskeliv først. Regler så!  

I den bedste af alle verdner skulle Katinka være blevet mødt af omsorgsfulde lærere, der så hende og hendes behov. Det var ikke hende, den var gal med. Det opdagede hun heldigvis også senere hen. Det var reglen, der var udfordringen, og dem, hun havde omkring sig, og hele det miljø hvor man død og pine ikke måtte falde uden for rammerne.  

I den bedste af alle verdner skulle jøderne omkring manden have lagt deres kapper omkring ham og båret ham til et sted, hvor han kunne få hjælp. De skulle ikke bare være gået forbi ham, på vej til den fine sabbatsfejring, hvor der kun var plads til pæne mennesker.  

Nej, de skulle have sat sig på gulvet, på jorden, i øjenhøjde med ham og alle andre, der lå der, fordi det i grunden er den største plads vi kan indtage, og det fineste bord, vi kan sidde ved; der hvor alle er og alle føler sig velkommen, set og hørt.  

Hvis det nu var vores nekrolog, der skulle skrives – ligesom Lærke Kløvedal skriver nekrologer – hvad ville vi så gerne have, skulle stå der? Sikkert mange forskellige ting. Men man kunne håbe, at nogen ville skrive, at vi var gode til at tage os af andre. Gode til at vise omsorg og se, hvor og hvordan der var brug for vores hjælp.  

Og ved siden af det, kunne der måske også stå en lille, men realistisk, sætning om, at vi heller aldrig var supermænd, som kunne fixe alting med det samme. Måske ville det også være okay, hvis vi kunne se tilbage på et liv, og se at vi ikke altid var perfekte, og at der de gange, vi ikke selv slog til, også var en anden, som hjalp os på vej. En anden som så med milde øjne på os og på det, vi ikke selv nænnede så meget som et blik. 

I evangeliet var Jesus den, der kom forbi og så det, de andre ikke så. Han så den lidende, men han så også dem, der gik forbi. Til den lidende gav han helbredelse. Han gav ham tilbage til livet. Og til dem der gik forbi gav han ord og overvejelser til deres liv, i sammenhæng med hinanden. Og så lod han dem alle gå frit derfra. 

Måske vil Jesus også være den for os? Den der ser os, når vi ligger ned; som giver os helbredelse og sender os tilbage til livet, fyldt af energi i kroppen.  

Men måske vil han også være den, der ser alle dem, vi ikke selv ser. Og måske vil han bære over med os – alle os, der er lige ved siden af gennemsnittet. Når vi alligevel ikke magter at vende reglerne på hovedet. Når vi ikke magter at håndtere den, der falder uden for normen og sige ”Hej Katinka, du er lige præcis som du skal være, og her er også plads til dig!”. Eller når vi ikke kan overskue at standse op, men mest af alt har brug for at lukke øjnene og gå videre.  

Måske vil han da alligevel hjælpe os op, og sige til os: menneske først, regel så!  

Det kan vi håbe! 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. 
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid 
og i al evighed. 

Amen 

Jeg skylder dig noget

 

Prædiken til anden søndag efter trinitatis, d. 18. juni 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 14,16-21. Salmer: 722 – 448 – 836 – 365 – 164v4 – 29.

”Jeg skylder ikke nogen noget som helst”, var der engang én, der sagde til mig. Det var et princip for ham, at han ikke – hvis han kunne undgå det – ville stå i gæld til nogen. Han ville gerne være fri for sig selv til at handle og leve. Han betalte altid sine regninger med det samme, og han lånte aldrig noget ud. Han ville være uafhængig af andre. Ja, sådan udtrykte han det ikke helt, men det var på en måde summen af den efterfølgende samtale.

Og på en måde forstår jeg godt ønsket; det med at ønske sig fri. Det kan være ubehageligt at skylde nogen noget. Det er få gange i mit liv, jeg f.eks. har lånt penge af andre. Men de gange, det er sket, har jeg været underligt opmærksom på, at der var noget imellem mig og den, der havde lånt mig penge, som bandt os. Og på en ubehagelig måde fordi det handlede om penge. At jeg skyldte noget og stod i gæld. At min frihed på en måde var begrænset, fordi en anden med rette kunne kræve noget af mit.

…

”Jeg skylder ikke nogen noget” sagde han til mig. Men på en måde, var der og er der også noget ensomt over den sætning. ”Jeg skylder ikke nogen noget”. For er det kun dårligt at skylde nogen noget?

Her i kirken er det bryllupstid. Og når brudepar mødes her ved alteret, og giver hinanden deres ja, så er det på en måde en evig skyld, de giver hinanden. De giver hinanden den gave, altid at stå i kærlighedsgæld til hinanden, altid at skulle give hinanden hjælp, støtte, omsorg og kærlighed. De siger ja til at elske og ære i medgang og modgang hver eneste dag.

Og jeg tror ikke, brudeparrene tænker, at det er en begrænsning. Eller jo måske. Men det er en begrænsning, de vælger til. Det er et bånd, de ønsker, fordi der også ligger en frihed i at være bundet til et andet menneske. En frihed i at vide, at du er min og jeg er din, og en tryghed i at vide, at jeg også er elsket i morgen af min ægtefælle. Det er kærlighedens bånd, der sætter dig fri til at leve.

Forfatteren Stine Pilgaard skriver i én af sine sange fra bogen Meter i Sekundet: ”Så tag mig for givet, det virker så tyst”. Og hvad mener hun med det?

Pilgaard siger selv: ”Jeg kan huske, jeg som barn hørte min mors veninder brokke sig over at blive taget for givet. Og allerede dengang tænkte jeg: ’Hvorfor er det så slemt at blive taget for givet?’ Det at blive taget for givet er jo også at tro på, at den anden er der næste morgen. Man vil selvfølgelig ikke være usynlig, og man vil ikke forveksles med et møbel, så langt er jeg med. Men jeg synes, der er noget enormt fint i ikke at være bange for at blive forladt. Tryghed bliver tit omtalt som noget enormt kedeligt, men det synes jeg ikke, det er. Jeg synes, der er noget enormt stærkt, i at turde tage hinanden for givet.”

At blive taget for givet er at vide, at den anden skylder én kærligheden. Og i den kærlighed kan man finde tryghed og ro. At blive taget for givet er ikke at blive regnet for et skuffemøbel, som selvfølgelig står på den samme plads også i morgen. Men det er at blive troet på og have tillid til, at morgendagens relation ikke er brudt hen over natten.

Så vidt Stine Pilgaard. På en måde, er det helt misvisende at tro, at man ikke kan skylde nogen noget. Måske kan man godt nå dertil, hvor man ikke har penge i klemme, hverken hos familie eller venner, i banken eller hos pengeinstitutter. Men på en måde skylder vi altid vores relationer noget.

Skylder vi ikke altid børn kærlighed? Og skylder vi ikke altid vores forældre en tak for at vi blev født? Måske skylder vi også en lærer, en pædagog, en god ven eller en tilfældig, at de fandt os og så os i øjnene, da vi havde allermest brug for det. Og den slags gæld, er jo ikke dårlig. Til gengæld siger den noget vigtigt om livet, og den stiller os på én gang med en gave og en opgave.

…

I fortællingen om det store festmåltid, jeg lige læste for jer, oplever fortællingens vært, at han skylder sine medarbejdere en stor fest. Jeg ved ikke, om han nødvendigvis står i gæld til dem. Men måske åbner han bare sit hjerte for dem, og inviterer indenfor.

Og så begynder det mystiske; nemlig at alle dem, han inviterer, begynder at afvise ham. Den ene skal passe sine kreaturer, en anden sin mark og en tredje skal nusse om sin nye kone. Undskyldningerne virker måske lidt bedagede, men vi forstår pointen: at det alt sammen er dårlige undskyldninger og bortforklaringer. De skylder ikke manden noget, og de ønsker slet ikke at stå i gæld til ham, ved at takke ja til invitationen, og derfor takker de nej.

Og konsekvensen af deres nej bliver på en måde lidt dobbelt. For på den ene side begynder værten at invitere bredere ud, end han måske først havde tænkt. Ja, i virkeligheden bliver han ret generøs og åbner sin favn på videst muligt gab. Og på den anden side slutter hele fortællingen med en form for straf, fordi ingen af dem, der først var inviteret, nu længere er velkomne. Altså: at dem der sagde nej, nu også bare kan få lov at blive væk!

Det, der rører sig i fortællingen, er skyld og gæld. Værten – som vi må forstå som Gud – skylder åbenbart sine medarbejdere – som må være os – sin kærlighed. Men medarbejderne oplever ikke, at de skylder værten at tage imod eller ønsker at stå i gæld. Og så er der hele konsekvensen ved at sige ja og nej, og spørgsmålet om at blive forladt eller blive afvist, når man ikke tager imod det, den anden vil give. Og måske særligt her, fordi det handler om Gud. Kan Gud virkelig afvise os mennesker? Er det ikke netop hans gave til os, at han elsker os, selv når vi ikke elsker ham?

…

Det er underligt at tale om konsekvenser. Jeg tror, de fleste har sådan en grundfornemmelse af, at der er meget lidt, der er for sent eller ikke kan lade sig gøre. Vi lever i en ret åben og fri tid, hvor f.eks. de fleste sociale bånd kan brydes, og hvor lykken ret hurtigt kan smedes sammen. Og hvis du møder et nej, eller selv siger nej til det ene, skal der nok åbne sig en mulighed et andet sted.

Hvis du f.eks. ikke længere ønsker at skylde din ægtefælle noget, så er skilsmissen kun et par klik væk på borger.dk. For 50-60 år siden ville en skilsmisse måske have udløst noget nær en social afskårethed. I dag ligger datingmarkedet og fællesskaberne åbent for din fod.

Fortællingen om det store festmåltid fortæller os imidlertid, at der er noget på spil, og at der lyder en dom over vores adfærd, og langt de fleste gange tror jeg, at den særligt kommer til udtryk der, hvor vi står i relation til en anden. Det kan godt være, du kan blive skilt på fem minutter. Men tilbage står måske børn, familie og venner, for hvem det tager alt andet end fem minutter at kommer overens med, at der er sket et brud.

Og der ligger fortabelsen også. Ikke en evig fortabelse i helvedes luer, men den daglige fortabelse, som dømmer os og fælder os, når det går ud over vores relationer. For dét har konsekvenser.

Og er det så forfærdeligt? Nej, det mener jeg ikke. Det er mere et slags vilkår i livet; at vores handlinger selvfølgelig har betydning for andres liv, ve og vel. Det er et vilkår, at intet mennesker er en ø, som forfatteren John Donne udtalte for et par hundrede år siden, men at vi altid er forbundne. Lignelsen om det store festmåltid afslører, at vi hænger sammen, men også at det aldrig er let at stå i relation til hinanden Den afslører, at vi har et behov: vi lever af, at nogen siger ja til os. Men sådan lever de andre også af, at vi siger ja til dem.

…

Evangeliet til i dag efterlader os altså med nogle spørgsmål. Spørgsmål om, hvad det betyder at være bundet til en anden, at stå i kærlighedsgæld og skylde hinanden liv? Spørgsmål om, hvad det betyder og hvilke konsekvenser det har at miste andres kald? Dem der kalder på os og vil give os deres tid, deres nærvær, en del af deres liv, men hvor vi måske afviser? Men selvfølgelig også det modsatte spørgsmål: hvordan vi holder øjne og ører åbne for den invitation, der rækkes os, både fra ventet kant, men måske også uventet?

”Jeg skylder ikke nogen noget” sagde manden, jeg talte med. Men nu mere, jeg tænker over det, nu mere er det et smukt vilkår, at vi altid er sat i gæld til hinanden. At vi altid skylder hinanden livet og at vi får det bedste givet!

Gæld er på mange måder en sammenhængskraft, som binder os helt fundamentalt. Den, vi skylder noget, hører vi sammen med. Og den, der skylder os noget, hører vi sammen med. Alle tæller. Og det er dobbelt, at vi både er, hvad vi giver, men i sandhed også at vi er, hvad vi får. Af hinanden og af Gud.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu
og altid og i al evighed.

Amen!

Pinsestævner og enhed

Prædiken til Pinsedag (I) i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 14,22-31. Salmer: 290 – 448 – Når du vil – 291 – 299 – 726,7-8. 

I pinsen 1986 afholdtes det hidtil største pinsestævne i nede i Brabrand Idrætsforening. Det skriver vores lokalhistoriske arkiv om i Brabrand-kalenderen 2023. Henved 2800 håndboldspillere var samlet, med 523 kampe på programmet. De var her for at spille og dyste. Men mindst lige så meget for at mødes over en fælles interesse.

Der er pinsestævner overalt i denne weekend. Google fortæller bl.a. om stævner i Historisk Obel-klub Danmark, i Træskibssammenslutningen, i Dansk-Tysk venskabsforening, i Mustangklubben og mange flere. Der er stævner i parker og på boldbaner, på vejene, campingpladser og på vandet, og i skoven under nyudsprungne bøgetræer.

I pinsen mødes vi. Her forenes vi. Sådan har vi altid gjort. Nationalhistorisk museum fortæller bl.a. om festlige pinsetraditioner tilbage i 1800-tallet, hvor familier – særligt i storbyerne – pakkede en fin madkurv og drog ud i naturen for at fejre solen. Børnene var fine i tøjet. I pinsen måtte de smide deres slidte vintertøj og iklæde sig deres pinsesnit, som det hed, dvs. deres fine, nye sommertøj.

Og på landet gravede man såkaldte pinseboder, en lille firkantet grøft, hvor man kunne side på kanten, og på forhøjningen i midten kunne man dække op til festmåltid. En slags borde-bænke-sæt. Her kunne man feste til den lyse morgen og se pinsesolen danse.

…

I pinsen mødes vi, og her forenes vi, men også altid om noget tredje eller i noget tredje, der ligger uden for os selv. Det viser traditionerne og det er sportsstævnet, veteranbilsklubben eller venskabsforeningen et billede på. Vi kommer med hver vores og forenes i det tredje – i et element der ikke er os selv, men som har den samlende kraft imellem os. Vi bliver en enhed.

Det er denne kraft, vi fejrer i dag, med Helligåndens komme. Pinsen er en fejring af, at Gud har sendt sin ånd til os, som forener mennesker. At han har sendt en talsmand imellem mennesker, som forener os på trods af alt det, der i vores menneskelige øjne måske adskiller os. Der hvor vi selv danner skel og sætter grænser op, eller hvor vi tror, vi ikke kan nå eller forstå hinanden.

I apostlenes gerninger hørte vi en dramatisk skildring af Helligåndens komme. Som et sus igennem stuen. Som en gnist, der tændte lys hos alle tilstedeværende. Og med ét bevirkede ånden, at folk, der ellers ikke havde noget med hinanden at gøre eller nødvendigvis kunne forstå hinanden, nu pludselig var forenet i noget større. De kunne tale sammen, uden at have samme sprog. De kunne forstå hinanden uden at have samme baggrund. Ånden bevirkede, at folkene nu var en enhed, at de var forenet i noget dybereliggende.

Når jeg taler med minikonfirmanderne om, hvad Helligånden og denne enhed er, plejer jeg bl.a. at sige det på denne måde, at det er som at stå foran et menneske, du ikke kan tale med. Der er måske en sproglig barriere imellem jer. Men det gør ikke, at du ikke kan kommunikere eller forstå hinanfrn. Måske kan du ikke finde ud af at sige: “Jeg er din ven” på den andens sprog. Men du kan møde den anden, og du kan give den anden et knus, og så er jeg helt sikker på, at de forstår dig alligevel. Og det er for mig at se et billede på ånden og enheden.

…

Ånden forener os i enhed. Det er pinsens påstand. At vi, med alle vores forskelligheder, er forenet i noget større, i Guds ånd som er kommet imellem os. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi oplever enheden hver dag og alle steder, eller at vi nødvendigvis har tænkt os at acceptere denne påstand.

Der er nok spørgsmål at tage fat på og nok, der provokerer os, når vi taler om enhed. Hvem er vi en enhed med? Og spørgsmålene bliver hurtigt meget konkrete: Er det vores familie og vores nabo på villavejen? Eller er det også med dem i vores nabolande? Er jeg en enhed med den, der kommer fra en anden kultur, som taler et andet sprog? Eller den jeg møder på gaden, som ser markant anderledes ud end mig selv, og som jeg måske har svært ved helt at definere – hvis jeg synes, det er det, jeg skal.

…

Mennesket er et væsen, der forstår sig selv i kraft af noget andet end sig selv. Sådan siger teologen Niels Grønkjær i bogen Det nye menneske. Igen: Mennesket er et væsen, der forstår sig selv i kraft af noget andet end sig selv.

Dermed forsøger Niels Grønkjær at sige noget om enheden i Guds ånd: at enheden iblandt os nødvendigvis består af forskelligheder. Vi kan slet ikke tænke mennesker uden at de er forskellige fra hinanden, og vi kan slet ikke tænke vores egen måde at være på, uden at se det i forhold til en anden, som nødvendigvis er forskellig fra os selv.

Og det, der forbinder os med hinanden, er netop ånden. I ånden, i mellemrummet mellem dig og mig opstår forståelsen af, hvem du er, men også hvem jeg selv er. Og ånden er det, der binder forskellighederne sammen.

Forskellighed er altså meningen. Mennesket og verden kan slet ikke tænkes anderledes. Derfor, siger Niels Grønkjær også, er han ked af at tale om ’anerkendelse’ af hinanden; at det, vi skal lære, er at anerkende hinandens forskelligheder. For dermed kommer vi til at gøre den anden til noget ”helt specielt” i forhold til os selv. Og pointen er netop, at der ikke er nogen, der skal anerkendes eller som er helt specielle i forhold til mig selv. For den anden er altid og allerede anderledes end mig. Og i den forskellighed er vi også altid og allerede forenet i Guds ånd.

Det er som i et parforhold, siger Grønkjær. Her mødes vi – selvfølgeligt – i vores forskelligheder, og kærligheden imellem os er det, der forener os.

Eller det er som med et bord, vi sidder rundt om. Her mødes vi og forenes vi – selvfølgeligt – i vores forskelligheder, og bordet imellem os er det, der forener os. Ikke os selv, men det tredje imellem os.

Forestil jer det bord, I sidder og spiser rundt om derhjemme. Bordet er det, der samler jer og forener jer om maden. Ved bordet kan vi dele, udveksle, og være fælles med hinanden, uden at blive til hinanden, for det har aldrig været meningen at vi skulle blive til hinanden, men blot være sammen.

Vi kender også bordets magt fra den storpolitiske scene. Når lande forhandler med hinanden, ser vi altid billeder af politikerne ved kæmpe borde. Og det er ikke tilfældigt. Bordets ramme skaber sammenhæng og forener os. Her har vi blik for, at vi ikke er de samme. Men bordet – som det tredje imellem os – skaber alligevel sammenhæng.

Derfor skal vi ikke prøve at begribe eller forstå enheden ved at anerkende hinanden, siger Grønkjær. Nej, vi skal vedkende hinanden og byde hinanden velkommen. Vi skal turde kendes ved hinanden og derigennem finde det værd at leve med hinanden sådan, som vi er, fordi vi alle sammen netop er sådan, som vi er.

…

I pinsen mødes vi. Her forenes vi. Helligånden er kommet imellem os. Det er pinsens fest og fejring, både rundt om i landet til alverdens stævner, og her i kirken.

Helligåndens komme er et menneskesyn, der møder os. En væren, hvor Gud er til stede iblandt os til hver en tid til hvert et sted, som forbinder os. Det er en påstand om enhed i Guds ånd i al vores forskellighed, som måske også kan få betydning for vores tænkning om hinanden…

Men pinsen er også et guddommeligt blik, vi kan tage til os. Gud er så nært til stede, så ingen menneskefod har rørt en plet, hvor ikke dets røst blev hørt, som Grundtvig skriver det i den næste salme, vi skal synge. Der er ikke en plet, ikke et sted i denne verden, mennesket har betrådt, hvor Gud ikke gik med mennesket og hørte det.

Mennesket er et væsen, sagde Niels Grønkjær, som forstår sig selv i kraft af noget andet end sig selv. Dette “andet” er ikke kun det andet menneske, men også Gud.

Og hvis vi ikke altid magter at tænke enhed og fællesskab; hvis vi bliver modløse ikke altid magter at holde af, holde om og holde ud - både af hinanden og af os selv – så er Gud også kommet til os og kommet imellem os, som én vi kan forstå os selv i lyset af. Det er den fred, han giver os: at vi kan spejle vores eget liv i hans. At hans kærlighed og tilgivelse er den ramme, vi er sat ind i, og som vi hver dag lever i, på hver en plet på denne jord.

I pinsen mødes vi. Gud og mennesker. Her forenes vi i enhed. Glædelig pinse!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
som det var i begyndelsen, således også nu
og altid og i al evighed.

Amen.