På tærsklen til Guds hus

Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger d. 13. januar 2019.

Lukasevangeliet 2,41-52. Salmer: 392 – 448 – 411 – 860 – 427 – 101.

”At stå ved døren til Guds hus er bedre end at bo i de ugudeliges telte” Sådan sagde salmisten fra Det gamle testamente. For ham var der ingen tvivl om, at det var bedst at være i Guds hus. Det er et vidunderligt sted og man bliver lykkelig af at bo der, skriver han. Ja, selv vejen dertil bliver man lykkelig og stærk af at gå. Men kan du ikke være der hele tiden, eller er der noget i dig, der hindrer dig i at træde indenfor, så er det dog bedre at stå på dørtærsklen – lige på kanten – end helt at blive væk.

Salmisten berører en udfordring, der også findes i dag. Spørgsmålet om at træde indenfor døren. At turde give sig hen til det religiøse. At vove sig indenfor i kirkens og Guds rum. At lade sig tiltale af det, der er større end én selv. For nogen er det en naturlighed og en fundamental del af livet. For andre er det forbundet med en vis usikkerhed. Og for andre igen noget, man aktivt holder sig langt fra. 

Et faldende dåbstal i folkekirken kunne måske være tegn på det. At tærsklen ind til kirkens rum – eller troens rum – måske er for høj? Eller også vidner det om, at vi ikke ved, hvad vi skal bruge rummet og troen til i vores liv – hvad den så at sige gavner os her i år 2019?

Måske er det med kirkens og troens rum, som med så meget andet. Den skal bruges og holdes aktiv, hvis den skal give noget fra sig. Det er som en muskel i vores krop, der skal trænes, men som man også skal have øje for og vide, er der…

Jeg talte på et tidspunkt med én, som gik hos en fysioterapeut. Hun skulle lære sin krop bedre at kende, og have løsnet lidt op i led og muskler. Besøgene var dog ret udfordrende. Gang på gang bad terapeuten hende om at lave bevægelser med muskler, hun ikke anede, hun havde i kroppen. Men når terapeuten så trykkede det ene sted på kroppen, kunne hun pludselig bevæge en – i gåseøjne – ny muskel et andet sted. 

Og værre blev det derhjemme. Udfordringerne fortsatte på ny, når hun skulle lave de øvelser, hun havde fået med hjem. For da kunne hun igen ikke finde de muskler, terapeuten havde trykket på. Hun manglede træning i at kende sin krop. Terapeuten vidste, hvor musklerne sad, men hun havde selv svært ved at mærke efter og finde dem. 

På samme måde er det måske med kirken og troen? At den skal aktiveres og holdes i gang, førend vi ved, den er der. At vi skal bruge den aktivt – eller i det mindste holde os på dørtærsklen og i nærheden. Og når vi så står på dørtærsklen, skal vi også nogle gange have andre til at lede på vej – til at åbne helt op og byde indenfor, og trykke de steder, hvor troen og Gud sidder. Men det kan tage tid. Det kan kræve meget af os at begive os ind på den vej. Måske kan det tage hele livet at forstå, hvad troen egentlig er…

Da Maria og Josef havde fået Jesus, åbnede verden sig på en ny måde for dem, og de stod – uden rigtig at vide det – på tærsklen til en ny tid og ny forståelse af troen. Maria vidste i sit hjerte, at hun havde født Guds søn. Men hvad det ellers betød, vidste hun og Josef ikke – og heller ikke byens folk. Det vidner dagens evangelie om. Her hører vi om den tolvårige Jesus, der gemmer sig for sine forældre; som sniger sig ind over dørtærsklen til templet og ind i troens rum hos de lærde og skriftkloge, og taler med stor indsigt og ny visdom.

Men da han sidder der, den lille dreng, aktiverer han og åbner op for en helt ny verden og et helt nyt perspektiv for dem, der sidder omkring ham, og for os i dag. Nemlig at han var Guds søn. Da han blev født, skete der det meget markante, at Gud brød gennem muren ind til os. Gud bestemte sig for at gøre sig selv synlig på jorden som et menneske i Jesus. At lade sig kende og forstå i menneskelig facon – ja, at overlade det til et menneske at forklare og udlægge, hvem han var og er. 

Det er det overraskende ved julen. Gud overskrider tærsklen ind til os og forkynder derved, at Guds rige nu er her på jorden. Med Jesus Kristus forkynder Gud, at der er dybde og storhed i livet her på jord, fordi Gud er lige her hos, og at det er livet her på jord, der gælder. Lige her er der nærhed og storhed og dybde!

Og det skal vi så turde at få øje på og holde os i nærheden af. Måske er pointen, denne 1. søndag efter Helligtrekonger, at når Gud turde overskride grænsen til os, skal vi måske også turde overskride grænsen ind til ham, og på ny prøve at forstå, hvem han er og hvad han vil os. Vi skal holde os til ham – turde pakke vores ugudelige telte ned, og stille os op ved dørtærsklen til hans hus, og turde være lige der. Turde opleve, hvad der nu er på færde imellem Gud og os…

Og et af de steder, vi kan gøre det, er rent faktisk ved at overtræde dørtærsklen til dette hus, til det rum, vi er i nu, til kirken. Vi kan sagtens opleve, at Guds kærlighed, nærvær og tilgivelse melder sig en helt almindelig hverdag, lige midt i oprydningen. Men vi kan også glemme det. Og nogle gange er vi nødt til at opsøge det i dette rum, hvor Guds Ord lyder, hvor der tales direkte til os, og hvor Gud på ny kan snige sig ind på os og åbne verden og nye perspektiver for os.

Iben Krogsdal skriver det rammende, i den salme, vi skal synge om lidt:

Vi lyser op i kirken
 et sted hvor Ånden bruser os i blodet
 hvor ingen af os selv er ledetråden
 hvor dagligdagen bunder
 i verdens største under
 og alle lyser lige smukt i gåden.

Vi bliver små i kirken

 et sted der åbner kroppen for det dybe
 hvor ingen af os råder over svaret
 hvor ingen sandhed brænder
 som magt i vores hænder
 fordi den aldrig helt er åbenbaret.

I kirkens rum er der plads til at være. Helt grundlæggende. I kirken bliver vi mødt og set af Gud, og her kan relationen skabes på ny, hvis vi skulle have glemt den. Når vi er i kirken, er vi et sted, der kan rumme alle vores følelser – inklusive den forvirring og uvished, vi nogle gange står med, og som holder os faste i de ugudeliges telte. Kirken er netop et rum, hvor ledetråden ikke er os selv, og hvor vi ikke altid råder over svaret, men hvor vi kan være sammen om netop det – sammen om det uvisse, om forvirringen, om de spørgsmål der tumler i os og har svært ved at falde på plads – og hvor vi måske vil opleve, at Gud taler til os og taler lige ind i vores liv, fordi han er kommet til os!

”Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring” stod der i evangeliet. Det samme kræves sådan set også kun af os. Åbenhed og forundring, i ordets positive forstand. Vi skal – som tidligere højskoleforstander på Testrup Jørgen Carlsen sagde – holde os forundringsparate, og give os selv den gave, at modtage Gud med åbne arme og åben dør. Vi skal turde tro på, at livet ikke bliver mindre af, at vi inviterer Gud indenfor eller bliver mindre af, at vi træder ind i hans hus. At verden ikke styrter sammen af, at vi ikke kan regne det hele ud, eller få det til at gå op i logiske regnestykker; faktuelle og materielle bestemmelser. Turde tro på det modsatte: at verden måske er og bliver større, får mere dybde og perspektiv af, at den ikke kun afhænger af os selv – men også af Guds tilstedeværelse…

Det er måske for meget at forvente, at vi bliver ramt af samme lykkefølelse, ligesom salmisten beskrev det. Mindre kan gøre det. I første omgang skal vi høre og tage til os, at Gud er kommet til os i dag og alle dage, med sit fredsønske. Med sit lys. Med sin overvældende tro på, at vi er sete, villet og elsket i denne verden. Og derfra kan vi hente troen og håbet på, at vi også altid – i dag og alle dage – kan komme til ham!

Amen!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen!

Og lad os med apostlen tilønske hinanden…

Frygt ikke!

Prædiken til juleaften 2018. Lukasevangeliet 2,1-12. Salmer: 94 – 104 – 111 – 121.

O lad os gå med stille sind  som hyrderne til barnet ind.
Amen!

”Frygt ikke!”, siger englen, da den møder hyrderne på marken. ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde!”   

”Frygt ikke!” det er kristendom, kogt ned til to ord. Udsagnet ”Frygt ikke!” gør to ting: For det første ser det os, og ser den virkelighed, vi lever i, som kan være præget af frygt i alle afskygninger. En frygt inden i os, som frygten for at føles sig forkert; frygten for ikke at føles sig god nok, som menneske, som ven, bror, søster, mor, far, ægtefælle; frygten for ikke at kunne slå til i en verden af perfektion. Eller frygten uden for os, som frygten for at flyet styrter ned; frygten for at få et nej; frygten for at falde på fortovet; frygten for at appelsinen er sur.  

Men for det andet møder udsagnet ”Frygt ikke!” os også med et grænsesprængende håb og en tro på, at frygten ikke skal styre vores liv. Ligegyldigt hvor stor den er eller hvor meget den har fat i os. Frygt ikke. Frygten skal aldrig få lov at fylde det hele. Frygten skal aldrig have lov at æde glæden op i os. ”Frygt ikke!” er et håb og en tro på, at glæden skal fylde i os selv og dem vi har omkring os. Og det er den tro, Gud fylder os med i dag og i aften. En omsorgsfuld og varm glæde, der trodser vintermørket og den frygt, der på den ene eller anden måde sidder i vores krop og kan præge vores liv. 

Da englen møder hyrderne, frygter de helt instinktivt det, de oplever. De forholder sig skeptisk, som vi alle dage har gjort, når vi møder noget forunderligt eller ligefrem mærkeligt. Hyrderne bliver grebet af stor frygt, ligesom Maria gjorde, da hun ni måneder tidligere blev mødt af englen, som fortalte hende, at hun skulle være med barn. Det kunne ikke rigtig passe. Noget måtte være galt. Hun var og er skeptisk, fuldstændig ligesom vi selv er det.  

Men i stedet for at protestere og gøre indsigelser – eller i stedet for at rejse sig op og begynde at skraldgrine eller mundhugges over, hvad det er, englen lige har sagt – ja, så gør hyrderne noget andet. De undviger deres menneskelige erfaringer, reaktionsmønstre og fornemmelser for tyngdekraft, og gør, som vi sang det hos Grundtvig: De går med stille sind til barnet ind. De frygter helt umiddelbart englens tilstedeværelse. Men samtidig hører de også ordene om glæden, som får dem til at trodse deres frygt; som får dem til at gå afsted og ud i verden, og fortælle Maria og Josef og alle og enhver om det, englen har sagt: At der er født os en glæde!  

”Frygt ikke!”. De ord, har vi alle dage haft brug for at høre. I de ord er der så megen glæde, mod og håb, som vi skal tage til os i dag og alle dage; både når vores indre og ydre verden raser og braser sammen. Det er det, Gud fortæller os og viser os, ved at sende sin søn til verden. Han sender lyset lige ind i mørket og frygten hos os – og beder os tage lyset til os. Han beder os om at lade det brede sig som en hvirvelvind af glæde og håb igennem livet. Som en trodsig stemme i den verden, der møder os med frygt, tvivl, og nogle gange også had. 

Lad mig for en stund tage jer med til Paris. For et par år siden skrev en journalisten Antoine Leiris et hjertegribende indlæg, efter han i et terrorangreb havde mistet sin hustru og moren til deres 17 måneder gamle søn, foruden de omkring 130 andre, der mistede livet under angrebet. Som overskrift på et indlæg stilet til terroristerne, skriver han: I får ikke mit had!  

For Leiris bestemmer sig for, at han ikke vil give terroristerne den gave at hade dem eller frygte dem. Det er, hvad de har forsøgt at opnå. ”Du har tydeligvis søgt mit had” skriver han, ”men at imødegå had med vrede ville være det samme som at give efter for den ignorance, som har gjort dig til den, du er. Du vil have, at jeg skal være bange, kaste mistroiske blikke efter mine medmennesker, ofre min frihed for sikkerhed.” 

Men Leiris vil ikke lave om på sig selv. Han vil ikke lade frygten styre sit liv. Han skriver: ”Og hvis den Gud i hvis navn I dræber blindt, skabte os i sit eget billede, ville hver eneste kugle i kroppen på min hustru have været et sår i hans hjerte”  

”Vi er kun to – min søn og jeg – men vi er mere magtfulde end alle hære i verden. Uanset hvad, vil jeg nu ikke spilde mere tid på dig. Jeg skal tilbage til min søn. Han er kun 17 måneder gammel; han vil spise sin mad som enhver anden dag, og så vil vi lege, som vi gør hver dag; og hver dag i hans liv vil denne lille dreng fornærme dig med hans lykke og frihed. For du får heller ikke hans had.” Således Leiris. 

Leiris og juleevangeliet fortæller på hver deres måde om frygten, som er der, om frygten som fylder. Men de forkynder også begge to et mod og en tro på noget andet lige op i frygtens og ondskabens åbne ansigt. En tro på, at denne verden først og fremmest skal være kendetegnet af glæden, og at glæden fødes på trods. 

Midt i Leiris forfærdelige situation står glæden og lyser. Han lader sig ikke styre af ondt, men lever derimod af glæden og af sin søn, der, ligesom det andet barn, vi fejrer i dag, lyser op midt i det mørkest mørke. For som Leiris vil, at hans søn skal leve – og leve et lykkeligt og frit liv – ja, således vil Gud også, at hans søn skal leve frit iblandt os. At Jesus Kristus skal leve frit og levende, og til evig tid være en stemme og et lys, der kan give os modet til at gøre det samme: at leve frit, trodse frygten, og turde tro på glæden iblandt os!  

”I dag er der født jer en frelser” siger englen. Der er født et nyt håb, en ny mulighed for at tro på det gode. “Han er Kristus. Herren. Og dette er tegnet i får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Netop det barn er mere magtfuldt end alle hære i verden. Ja, det barn er, hvad Esajas i sin profeti kaldte fredsfyrste. For han kommer ikke med våben og krig. Han kommer ikke med sikkerhed for, at vi aldrig vil møde ondt i vores liv. Men han kommer med lys og kærlighed lige der, hvor vi ikke selv havde set det komme og ikke troede var muligt. 

Først og sidst er barnets fødsel, hans liv, hans død og opstandelse, en fortælling om, hvem Gud er og hvad han vil os. Det kan siges langt, og det kan siges kort, at Kristus er glæden – at han er englens ord til hyrderne på marken og til os. Og ikke bare en lille glæde, men en stor glæde, ”som skal være for hele folket!”  

Julen inviterer os til at nærme os glæden og trodse frygten. Og vi kan måske bare begynde i det stille og måske begynde, som hyrderne gør: og gå med stille sind til barnet ind, og forvente alt godt og glædeligt i livet forude.  

”Frygt ikke!”. Glædelig jul! 

Amen!  

I ethvert nu

Prædiken til 25. søndag efter Trinitatis, d. 18. november 2018 i Sdr. Aarslev og Brabrand Kirker. Lukasevangeliet 7,20-33. Salmer: 402 – 448 – 28 – 320 – 321,6 – 560. 

Forleden dag lavede jeg en øvelse med mine konfirmander. Vi skulle tale om Gud – ja, det gør vi sådan set hver gang – men denne gang ville jeg prøve at udvide deres billede af, hvem Gud er, hvor Gud er og hvordan Gud giver sig til kende.  

Vi havde indtil da arbejdet en del med forskellige fortællinger fra Det nye testamente, som meget klart forkynder, hvor og hvordan Gud og Guds rige bryder igennem hos os i dag. Vi havde talt om tilgivelse, fred, forsoning, kærlighed, nåde, barmhjertighed, som udtryk for Guds riges frembrud. Alligevel kunne talen senere hen stadigvæk blive lidt firkantet, når det kom til at svare på spørgsmålene om Gud. Som så mange andre før dem, svarede konfirmanderne bl.a.: ”Det er noget med Gud oppe i himlen… noget med en mand… og han ser vist nok ud lidt ligesom Gandalf fra Ringenes Herre”.  

Jeg klandrer ikke mine konfirmander. De er såmænd ret dygtige, hvis jeg selv skal sige det. De gør bare som alle andre: de forholder sig til det konkrete, fysiske billede af ham eller det, vi kalder Gud – manden i himlen – og glemmer helt fortællingerne om kærlighed og tilgivelse, der gør manden i himlen levende på jorden her og nu. 

Øvelsen, vi så skulle lave, var at finde Gud i forskellige billeder fra vores hverdag. Jeg havde bl.a. fundet et billede af en tavlesvamp (Gud er en der visker ud/tilgiver), en lygtepæl (Gud er ret indviklet/han skaber kommunikation imellem mennesker), et pigtrådshegn (Gud er uløseligt/ubrydeligt forbundet med os), en gravid mave (Gud er én der skaber liv og kærlighed), og meget andet. Der var omkring 50 forskellige billeder. Og da vi var færdige med øvelsen, var vores gudsbillede blevet udvidet. Gud var ikke statisk, men levende og nærværende – netop som det fortælles i fortællingerne, at Gud er nærværende her og nu! 

Øvelsen skulle vi i grunden alle sammen lave, og vi skulle lave den flere gange i løbet af vores liv. Undersøge med os selv og i de fortællinger, vi møder, hvor Gud er, hvem Gud er, og hvordan Gud giver sig til kende i denne verden for os. Og hvis han ikke giver sig til kende – eller er blevet kasseret som følge af et fastfrosset billede af Gud – hvordan vi da finder Gud frem igen?  

For vi tror, som Jesus meget tydeligt siger i dagens evangelium, at Gud er midt iblandt os. »Guds rige kommer ikke” siger han ”så man kan iagttage det – eller røre ved det – man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.« 

Farisæerne forstod det ikke – det med Guds og Jesus tilstedeværelse uden rigtigt at være til stede. Da farisæerne står der, er Jesus jo hos dem. Men efter sin død vil han melde sig på en ny måde – som ånd og fællesskab – og de skal som menighed og som mennesker, være på vagt over for den nye tid. De var lige så anfægtede af ideen om en usynlig Gud midt iblandt dem, som vi selv kan være det i dag – hvor den nye tid er indtrådt. De ville se tegn. De ville se konkrete hænder og fødder. Som Jesus gik iblandt dem, ville de gerne have at det fortsatte. Og det ville også alt andet lige have været lettere for os i dag, hvis Gud og Guds rige var lige så konkret at røre ved, som det stykke træ, jeg rører ved nu (prædikestolen).  

Tiden var og er en anden, måtte de forstå. Guds rige var nyt på den måde, at det nu ikke kun knyttede an ved Jesus, men også ved dem selv. Opgaven, Jesus stiller farisæerne i dagens evangeliet, er derfor at holde sig åben over for det nye. At de må forstå, at Guds rige bryder igennem, når det vil, og at de i et ethvert nu må være parate og åbne for at modtage, hvad der måtte komme.

Den samme opgave stilles os i dag. Vi skal holde os åbne. Vi må forvente at Guds rige – det som fortælles om i evangeliet og de nytestamentlige fortællinger om tilgivelse, fred, forsoning, kærlighed, nåde, barmhjertighed – at det bryder igennem pludseligt og når det vil. Men at det også bryder igennem på den præmis, at vi holder os åbne og modtagelige over for det, og også selv skaber rum for det i mødet med vores medmenneske. 

At Guds rige pludselig bryder igennem, gengiver Jesus i billedet af lynet, der bryder himmelen. ”… som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag.” Menneskesønnens dag er både den dag, han skal komme og dømme verden – dømme den nådigt, som vi håber og tror. Men menneskesønnens dag er også hver dag og i ethvert nu, hvor han slår ned i os og beder os at lyse for hinanden – selv at være lyn og lys der slår ned og lyser op for andre.

Lynet er egentligt et godt billede. Det kunne også have været et gudsbillede, jeg gav konfirmanderne at forholde sig til. Selvom vi måske forbinder et lyn med noget negativt, så er det – set med andre briller – også et billede på et lys, der pludseligt kommer, og pludseligt lyser himlen og jorden op. Det er et billede på noget usynligt og uhåndterbart, der meget pludseligt skærer igennem, og som vi ikke er ét sekund i tvivl om, hvad betyder og hvad bærer med sig. Sådan er lynet. Sådan er Guds rige. Sådan er kærligheden, tilgivelsen, forsoningen. Pludseligt rammer den. Som et lyn fra en klar himmel. Ikke altid til at forudse. Ikke altid til at gribe om eller egentlig forstå. Men vi mærker den, med det samme, den er der. Og hvis vi tør, skal vi ikke vende os fra det, eller gå tilbage, men tværtimod åbne os op over for det. Være lige midt i det!

Er én af kristendommens og troens største fjender måske lukketheden? At man let kommer til at lukke sig selv ned – fastfryse sit liv, sine forestillinger, sine dogmer? Lukker sig ned og bliver lidt stivnakket, så man glemmer at se op og se ud og se til sine nærmeste og næste? Lukker sig selv, så man ikke er modtagelig over for det, der måtte ramme ens liv af glædelige overraskelser og pludselige lynnedslag af håb i ens liv…? For de rammer jo, det ved vi alt om. Måske vi bare også har glemt sproget for, hvad det er…

For ikke så længe siden læste jeg om en mand, der havde solgt sin lejlighed, sin bil, sit fjernsyn – ja, solgt det meste af det, han ejede, og nu levede med sin rygsæk og levede af familiens og gode venners gæstfrihed. Han var en slags moderne vagabond, med så lidt materiel som muligt, og så meget åbensind som muligt. Og han var glad. Faktisk fyldte det ham hver dag med glæde og lettelse ikke at være lukket inde i en lejlighed og bag et fjernsyn, men hele tiden være nysgerrig over for det, der måtte komme ham i møde, og ikke mindst: at indrette sit liv og gøre sig selv modtagelig over for lige præcis de gode oplevelser. For glæden i livet!

Er det det, vi skal? Gøre som vagabonden? Ja. På en måde. Men på din egen måde. For ham handlede det om det materielle. Han mærkede, at livet åbnede sig på en ny måde ved at han ikke hang ved det materielle. Ved at vandre rundt, kunne han være til stede og gribe det, der måtte komme. Han fandt hvile i det uvisse og ukonkrete, det usynlige, det som han ikke umiddelbart kunne se dér eller dér – og derigennem blev han i grunden nærværende i livet.

Og på den måde, kunne han skrive under på det, Jesus ender med at sige i dagens evangelium: at ”den, der prøver at redde sit liv, vil miste det, men den, der giver afkald på det, får det igen”. At miste sit liv er ikke en opfordring til at gøre ondt på sig selv. Meningen er, at den, der tør give slip på sig selv og tør hengive sig til andre, at han også får livet tilbage – eller livet igen – fra de andre – og fra Gud!

Vagabonden fandt sin måde. Vi skal finde vores egen. Det nådige er at vi på én gang bliver mødt af Guds rige, som er lige midt iblandt os – både den der tør kaste sig ud i det, og den der langt fra har modet. Og at mulighederne altid byder sig uden at kunne sige hvor eller hvordan eller hvornår.

”Guds retfærdighed i nåde
ser til os fra Himlen ned,
og skønt os det er en gåde,
smager hjertet dog Guds fred.”

Amen!