Misundelse

Prædiken til søndag septuagesima (II) d. 13. februar 2022 i Brabrand Aarslev Kirker.
Matthæusevangeliet 25,14-30. Salmer: 754 – 448 – 853 – 192 – 728,4 – 697. 

Da den tredje tjener får sin ene mønt, går det galt. Han har knoklet. Han har slidt og slæbt som ingen anden. Eller jo: præcis som alle de andre har han arbejdet for sin herre. Og alligevel får han lavere belønning end de andre, synes han. Den første får fem. Den anden to. Men den tredje kun én!

Vreden bobler i ham. De andre går frejdigt afsted og sætter pengene i spil. Men den tredje tjener gør ingenting. Han er vred. Han føler sig mindre værd. Han er misundelig.

Det er misundelsen, der er omdrejningspunktet for fortællingen. Den, vi bliver både grønne og gule i hovedet af, når den viser sig, og som før i tiden også var kendt som én af de syv dødssynder.

Misundelse lyder som noget gammelt, hvis vi taler om den som en dødssynd. Men jeg tror, misundelsen lever i bedste velgående.

Misundelse kommer, når vi sammenligner os selv med andre, og har svært ved at unde andre det gode, de har. Og det er klart, at f.eks. de sociale medier virkelig er som et bål under denne sammenligning og følelse. Som aldrig før deler vi af os selv og vores liv i billeder og videoer. Vi viser os frem – og som oftest kun af det gode, det velfriserede og det rigtige. Og når det på den måde ser ud som om, at alle andre har det bedre end én selv, lever sundere, bor pænere, kører i lækrere biler osv., så er der ikke lang vej til at tænke misundelsens ordsprog: ”Det burde have været mig”.

Jeg tror, at særligt unge i deres teenageår er udsatte for misundelsens væsen, som kan have ret hårde konsekvenser for selvværdet. Hvis man hele tiden bliver bombarderet med perfekthed og polerede billeder, kan det være svært at se realistisk på livet, svært at komme overens med helt naturlige fejl og mangler hos én selv, svært at se, at vores værd som mennesker ikke skal måles i materialitet og likes på de sociale medier, men alene på, at vi er mennesker, der alle sammen er noget i os selv, og alle sammen har noget at give af til hinanden.

Der er få følelser, der som misundelsen kan få sin ejer til at føle sig som et lille menneske. Misundelsen får os til at føle os utilstrækkelige, og den kan tilmed fremkalde hemmelige ønsker om nederlag for den person, der er genstand for misundelsen.

Hvad er det modsatte af misundelse, kunne man spørge?

Filosof og teolog Søren Kierkegaard sagde, at det modsatte af misundelse er beundring. Når man beundrer nogen eller noget, ser man op til noget, glæder sig over noget, andre har. Og måske vil man også gerne selv have det. Men i beundringen anerkender man, at det ikke nødvendigvis kan lade sig gøre. At der er forskel mellem én selv og den eller det, man beundrer. Og at det faktisk er helt ok. Forskellen er accepteret, respekteret og positiv.

Men man kunne også sige, at det modsatte af misundelse er taknemmeligheden? I taknemmeligheden mærker du en afklaring med det, du har. I taknemmelighedens lys kan du sagtens se forskellene: at andre måske har noget bedre, eller noget mere end dig. Men at andre har mere end dig, gør ikke, at du ikke selv har noget at give af, noget at komme med. Og det, du har, er du taknemmelig for.

Jeg tror, det er den følelse, tjeneren mangler i fortællingen. Og jeg tror også, det er manglen på denne følelse, der får tjenerens herre til at reagere, som han gør. Han bliver endnu mere vred end tjeneren og kaster ham til sidst ud i mørket. For det er utaknemmeligt af tjeneren, ikke at bruge det, han får, og give af det, han har. Derfor bliver herren sur: fordi tjeneren ikke ser, at han allerede har del i livet og formuen, men at han vælger at spilde det hele på gulvet, da han graver mønten ned. Og det er utaknemmeligt!

Dagens evangeliefortælling rammer et ømt punkt. Jeg synes ikke, det er uden betydning at øve sig i taknemmelighed. Eller at leve sit liv i det lys, at vi alle har noget forskelligt at komme med, noget forskelligt at byde ind med i livet. Måske særligt med de unge i tankerne, men faktisk og helt grundlæggende: for os alle sammen! Det er det, evangeliet fortæller os i dag.

Tjeneren og vi, der hører fortællingen, får at vide, at vi hele tiden skal øve os i at overvinde vores tilbøjelighed til at finde verden uretfærdig i forhold til os selv. Når vi begynder at sammenligne os med andre, og misunde andre det, de har eller det, de er, så gør vi os selv mindre. Når vi sammenligner os i misundelsens skær, er det som om, vi altid kan forhandle med os selv og vores eget værd, hvis vi pludselig møder noget, vi selv synes er bedre eller mere værd end det, vi allerede har. Og er det virkelig meningen?

Jeg siger ikke, at det er let. Men måske burde det være en kristen pligt, ikke at sammenligne sig med andre? Så snart, vi begynder at kigge på andre og misunde dem det, de har eller det, de er, så gør vi vores eget værd relativt. Så gør vi vores eget værd justérbart og usikkert. Som om, vi hele tiden kan forhandle med os selv, ved altid at kigge på det, de andre har eller er.

Men i Guds øjne er vores værd ikke til forhandling.
I Guds øjne er vi alle givet noget og skænket en værdi. Vi er skabt i Guds billede. Og vi bliver døbt til at vide os set og elsket af ham, uanset hvem vi er.
I Guds øjne har vi alle noget at komme med. Noget at bidrage med. Noget at bringe i spil hos dem der er omkring os, og i den verden, vi lever i.

Måske blev misundelsen kategoriseret som en dødssynd, fordi vi i misundelsen fornægter, at vi alle er lige over for Gud og at Guds kærlighed overgår alt andet? Lader vi os påvirke og provokere negativt af alle de forskelligheder, vi møder i verden, så ser vi også bort fra Guds tilsagn om, at vi alle er lige for ham.

Ligheden i fortællingen om de tre tjenere ser vi i, at de alle sammen har den samme herre og det samme fundament for livet – de tilhører ham, ligesom vi tilhører og kan se os selv i lyset af Guds kærlighed.

Søren Kierkegaard skrev et andet sted, at mennesket bør bestræbe sig på at være den bedste udgave af sig selv, i stedet for at stræbe efter at blive en middelmådig udgave af andre. ”Det store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.”

Det er lidt af en opsang, og lidt af en opgave. Men måske kan det netop lade sig gøre i troens lys? Fordi vi altid allerede er elskede og sete, kan vi få mod til ikke at misunde andre det, de andre har eller er, men være den vi er!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.

FOMO

Prædiken til Første søndag i advent, d. 28. november 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 4,16-30. Salmer: 74 – 448 – 146 – 78 – 69,5-6 – 862.  

Det er tidlig morgen på én af Washingtons travleste banegårde. Udenfor er det frostklart vintervejr med en kølig vind. Folk er pakket godt ind uldfrakker og halstørklæder. Ikke som de danske vintre, hvor vi oftere må løsne halstørklædet lidt. Folk haster rundt denne morgen – stemningen er tyk af travlhed.

En mand iført lidt slidt tøj og basketballkasket finder sin violin frem midt på banegården og begynder at spille. Han lægger sin violinkasse foran sig på det kolde cementgulv i håb om, at der måske er nogen, der kan lide musikken. Og straks strømmer den smukkeste musik ud i travlheden. Musikanten fortolker nogle af de store klassikere, mens tusinder går forbi ham i den travle morgenstund. 

Og i de 45 minutter, det varer, er der kun få, der smider en mønt i violinkassen, og kun få har tid til at stoppe op og lytte.  En enkelt voksen og et par børn lytter lidt, men langt de fleste er ligeglade eller for travle, eller måske ligefrem irriterede over endnu en forstyrrende gademusikant. 

Ingen ligger mærke til, at der for øjnene og ørerne af dem bliver fremført verdens smukkeste violinmusik, og ingen ligger mærke til, da det stopper igen. Og hvad heller ingen bemærker er, at manden med baseballkasketten er den verdensberømte violinist Joshua Bell. Ham, der ellers er vant til at spille for fulde sale og for skyhøje billetpriser. Og ham, hvis Stradivarius-violin koster et svimlende tocifret millionbeløb. Det er ham, der lige pludselig står og spiller på banegården: en verdensstjerne fra de største scener, lige midt i morgentrafikken! 

Og jeg ved det, for han filmede det hele med skjult kamera. I kan finde klippet på youtube.

De fleste af os kender gademusikanterne. Og jeg vil hævde, at I – ligesom jeg selv – også langt de fleste gange går forbi dem. Nogle gange lyder det okay, men vi har ikke tid til at stoppe op og lytte. Men andre gange bliver opmærksomheden til en irritation. Der går man – i raskt trav ned gennem strøget og passer sit eget – og pludselig stopper det hele til i mylderet, fordi en eller anden gør krav på det meste af gågaden og overdøver enhver tanke.

Men denne morgen på banegården i Washington var der faktisk grund til at stoppe op. For selvom de mange mennesker ikke forventede noget særligt af ham, da de gik forbi, var han jo én, de burde have holdt øje med. Én de burde have lagt mærke til. De genkendte ham bare ikke – selvfølgelig fordi, det hele virker så absurd, at en verdensstjerne skulle finde på at stille sig op midt i mylderet.

Men se! I dag tager vi hul på et nyt kirkeår og vi begynder forfra på fortællingen om, hvem Gud er, og hvordan Gud er til stede lige her hos os. Og lad mig sige det med det samme: Han kommer, når vi mindst venter det, og på en måde, vi mindst havde regnet med. Det er det, det handler om! Han viser sig præcis der, hvor vi ikke troede, det var muligt. Han bryder igennem himlen, bryder igennem muren, bryder igennem hjertet for at være der, hvor ingen troede, at Gud skulle være. Vores opgave er at holde øjne og ører åbne!

I dagens evangelium får vi en forsmag på det hele. Folkene i fortællingen har hørt, at Josefs søn, Jesus fra Nazareth, er noget særligt. De har hørt, at han har gjort store gerninger andre steder, og derfor håber de, at han nu også vil gøre store gerninger i hans hjemby.

Men deres glæde vendes straks til irritation og vrede, fordi han ikke er, som de forestiller sig og forventer sig. Folkene er lukket inde i deres egen lille landsby og deres egen tankegang, hvor de mest af alt tænker på dem selv. Og derfor vil de gerne have ham til at gøre, ligesom han gjorde ovre i Kapernaum, hvor han helbredte syge folk. Er det mon for meget at forlange?

Men folket har tydeligvis ikke helt forstået, hvem det faktisk er, de har fået besøg af. For Jesus er større end en helbredelse i nabolandsbyen. De tænker for snævert, og de begrænser hans tilstedeværelse ved bare at tro, at han skal være deres her-og-nu-tjener.

For Jesus er skriftordet, der er gået i opfyldelse – det vil sige: han er den, som profeten Esajas for mange år siden spåede om. Han er Guds søn! Og det er større, end de forestiller sig. Som billede på det, fortæller Jesus om dengang, der var hungersnød i Israels land, men hvor Elias virkede et helt andet sted: han helbredte en anden kvinde langt væk i Sidons land. Eller om dengang der var mange spedalske i Israel, men Elias helbredte en syreren Na’aman.

Med de to fortællinger, vil Jesus prøve at fortælle: Det, der sker nu, og den der står foran jer, er meget større, end det, I beder om. Gud kommer til verden – og ikke kun til Nazareth. Og deres opgave er at genkende netop det og åbne sig for det. At turde tro, at de ser det store i det små. At de ser Gud i Josefs søn – hvor mærkeligt det end må være – som er Gud for hele verden.

Når jeg læser om de ivrige folk i Nazareth, kommer jeg til at tænke på et fænomen fra vores tid, nok særligt blandt unge: FOMO, ”fear of missing out”, frygten for at gå glip af noget.

Vi vil så gerne have det hele med. Vi vil så gerne opleve alt, og være alle de rigtige steder på alle de rigtige tidspunkter, og ikke gå glip af livet. FOMO opstår nok særligt, fordi vi på de sociale medier hele tiden bliver mindet om alt det sjove og fantastiske, andre laver. Og så er det klart, at vi får FOMO.

Men det er jo utopisk at forestille sig, at vi ikke skal gå glip af noget. Vi er mennesker. Vi er begrænsede. Og sådan er det. Og derfor bliver bagsiden af FOMO for nogen også stress og angst, fordi man stræber efter noget uopnåeligt, som til sidst ender med at slide én op.

Og for dem, der ikke ender med stress, sker der måske ”bare det” – i citationstegn – man er så optaget af, ikke at gå glip af noget, at man faktisk ikke oplever noget som helst, fordi man springer rundt uden at være egentlig til stede. Og være så optaget, at man glemmer at være stille, glemmer at gå i dvale, og glemmer at åbne sig selv for det, der kan komme til os udefra!

Nazarets befolkning led måske lidt af FOMO? De ville også bare gerne være med. Og så er det klart, at de bliver vrede, da der pludselig står én foran dem, med en helt anden dagsorden, og et helt andet budskab.

Jesus vil sådan set ikke lade dem gå glip af noget. Det er ikke det, han siger til dem. Men han vil rykke med deres forestillinger om, hvordan og hvornår det fantastiske sker. Han vil standse deres iver, deres hysteri, deres gisp efter at se og opleve det overfladiske og det almindelige.

I stedet skal de ture åbne deres øjne, åbne deres sanser, og være til stede der, hvor de er. For i det små og i det skjulte opstår det smukkeste og det mest fantastiske. Midt på banegården stod Joshua Bell og spillede verdensmusik. Midt iblandt folket stod Guds egen søn.

Og om godt en måned skal vi turde åbne vores hjerter for det lille barn i krybben, når vi hører fortællingen om, hvordan Guds søn blev født som et menneske; som et undseeligt lys i det store mørke. Det lys var og er et lys, vi så let kan komme til at gå forbi. Men hvad nu, hvis det fantastiske faktisk er lige der?

I deres vrede og irritation drev Nazarets folk Jesus ud til kanten af byen, ud til kanten af deres kultur, ud til kanten af deres opfattelse af virkeligheden og hvad, der var sandt og falsk, og dér var de klar til at kaste ham ud. Men det sker ikke. Han baner sig vej imellem dem og går.

Midt i vores vintermørke vil denne første adventssøndag stille os med et spørgsmål og en opgave: hvordan kan vi åbne os for det store, hvordan kan vi forvente det gode, og hvordan kan vi lade lyset bane vej imellem os?

Glædelig advent!

 Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen 

Allerede mens

Prædiken til enogtyvende søndag efter Trinitatis (I), d. 24. oktober 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 4,46-53. Salmer: 753 – 580 – ”Jeg kommer i min dybe nød” – 319 – 474 – 731. 

Allerede mens han er på vej, sker forandringen. Lagde I mærke til det? Allerede mens den kongelige embedsmand vender sig om og går afsted, sker forandringen med ham selv og med hans søn. Troen og håbet lever. Livet går ham i møde. Allerede mens. I denne lille formulering ligger evangeliet til os i dag. Allerede mens vi vender os om, og allerede mens vi er på vej, kan underet ske med os selv og med dem, vi forbundet med. Ikke i går, og ikke kun om lang tid, eller ved verdens ende. Men allerede mens. 

Arne Haugen Sørensen har malet billedet, som er på skærmene/i hånden. Det hedder vandringsmanden. Han har malet mange versioner af denne mand i forskellige størrelser og farver. Oprindeligt var det et selvportræt. Men billedet rummer også dig og mig, og en embedsmand.

Vi ser tydeligt én, der vandrer afsted. Én der er på vej. Han går lige frem med sin stav, og han ser lige frem. Der er noget nødvendigt over hans bevægelse. Han skal frem. Og noget beslutsomt over ham. Hånden og staven fylder altid meget i Sørensens vandringsmænd. Han vandrer beslutsomt afsted med den store hånd i et godt greb om staven. Staven støtter ham. Støtter hans liv og hans vandring.

Men vandringsmandens ansigt er også delt og spejlet, med en næse på hver side. Hans øje ser frem, men ser også tilbage. Bag fremtiden ligger fortiden, og han ser dem begge. I billedet er det fortidige illustreret som noget mørkt. Måske er det særligt det, vi lægger bag os og har brug for at forlade, men som stadigvæk har været en del af vores liv? Han bærer noget med sig. Fortiden behøver ikke være mørk. Men farvespillet mellem det mørke og det lyse antyder, at der sker en forandring.

Vandringens forandring er også illustreret i kirkens nye kors, hvor der i midten er formgivet nogle muslingeskaller. Muslingen, Jakobskallen eller Ibskallen, som de kaldes i Danmark, er pilgrimsvandrernes symbol, når de vandrer på Caminoen. Den skal samles op på stranden nær Finisterre, når man har passeret målet i Santiago. Skallen har en legende bag sig, men er også et symbol på den forvandling, vandringen har ført med sig. Som en musling der åbner sig, forandrer sig, lader lyset bryde ind i mørket.

Vores liv er som vandringsmandens liv og som den kongelige embedsmands liv. Vi vandrer også fremad. Nogle gange sker det med beslutsomhed og gåpåmod. Andre gange sker det med tunge skridt og med skygger af livserfaringer fra vores fortid. 

Skyggen i embedsmandens liv er hans søn, hvis liv er ved at rende ud alt for tidligt. Embedsmanden er i nød. Derfor opsøger han Jesus, som før har gjort undere og vakt døde til live, og nu håber han, at Jesus kan gøre det samme for hans søn. 

Hvad er dybest set mere menneskeligt, end at gøre som embedsmanden: at bede om hjælp? Det genkender vi fra os selv. Og måske vi også genkender hans iver efter handling. Embedsmanden har egentlig ikke lyst til at tale om tro, selvom det er den samtale, Jesus gerne vil indlede. Embedsmanden vil bare gerne have handling. Når nøden er størst, skal der ikke ”bare” en religiøs snak til. Der skal handles og der skal ske en forandring! 

Og forandringen sker. ”Din søn lever” siger Jesus til ham. Men forandringen er først et ord. Embedsmanden får et ord, og på det ord indleder han en bevægelse. På det ord mærker han, at forandringen er mulig, som er første del af vejen til handling. Han får ingen beviser. Ingen forsikringer. Kun et ord. Som Søren Kierkegaard engang sagde det: ”I kristendommen følger beviset altid bagefter. Vantroen derimod begynder med beviset”. Og allerede mens han er på vej, møder tjenerne ham med nyheden om, at hans søn lever.

Denne lille scene minder mig om fortællingen om den fortabte søn, som efter et liv med nød og sult beslutter sig for at vende hjem til fødegården. Men endnu før han er nået helt hjem, kommer hans far ham i møde; omfavner ham med kys og kram og giver ham livet tilbage. Allerede mens han vandrer afsted, sker forandringen, og håbet kommer ham i møde.

I Sørensens vandringsmand skal vi lægge mærke til staven. Staven er det, der støtter manden i hans vandring. Staven er rød som kærligheden; som kærlighedens ord fra Gud, der støtter ham i hans vandring. 

For embedsmanden er staven det ord, Jesus har givet ham. Han støtter sig til ordet. I ham begynder troen og håbet ikke med et bevis eller med et under. Ligesom det heller ikke altid vil gøre for os. Det begynder med en tro og med en overbevisning. Embedsmanden ved ikke, om hans søn lever, da han vender om. Og på den lange vandring er embedsmanden ganske sikkert også kommet i tvivl. Men hans tro sætter alligevel gang i en bevægelse. Troen flytter ham, og håbet om forandring får ham til at gå.

Troen på forandring, får ham til at gå. Grundtvig skriver det på denne måde: ”Ordet skaber hvad det nævner” (DDS 319).

Nogle gange passer det ikke. Jeg kan ikke sige ”Jeg vil være rig”, og efterfølgende bliver jeg rig. Men andre gange er det sandt. De ord, vi bliver mødt af, påvirker os og er med til at skabe vores virkelighed. Sender vi hinanden ud i morgenstunden med et kram og et ”Hav en rigtig god dag!”, så er der gode muligheder for, at dagen bliver god, fordi den mødte mod og håb lige fra morgenstunden. Sender vi derimod hinanden afsted med et ”hav nu en rigtig elendig og dårlig dag”, så er der stor risiko for, at dagen faktisk også bliver elendig.

Ordet skaber, hvad det nævner. ”Din søn lever” siger Jesus til embedsmanden. Men disse ord bevirker ikke blot helbredelsen af en syg dreng. Hvad er en søn også? For en mand og en familie på denne tid, er en søn også endnu et slægtled. Sønnen er fremtiden. Sønnen er, at familien lever videre, selv når de dør. Ja, og måske er sønnen også Jesus selv, der som Guds søn skal dø og genopstå til livet. Et liv, som vi skal leve på!

Den kongelige embedsmand får med Jesu ord ikke kun en rask søn tilbage. Han får hele sit liv og sin fremtid givet ved de ord. Ved Jesu ord kan han og vi få mod og kræfter til at rejse os og leve. Ligesom det sker ved døbefonten og som det sker hver gang, vi fejrer nadver. Ordet tilsiges os. Freden gives os i vand, i brød, i vin og i ord. Vores opgave er at åbne os for det, tage imod det og tage det med os på den vandring, vi efterfølgende begiver os ud på. For det virker – allerede mens, vi er på vej.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
 Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
 og i al evighed.

Amen.