Tvivl

Prædiken til første søndag efter påske (I) i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 20,19-31. Salmer: 408 – 233 – 248 – 678 – 236v5 – 234. 

Det må ikke have været særlig let for Thomas at være discipel af Jesus, og samtidig tvivle så meget.

Thomas har fulgt Jesus i størstedelen af sit liv. Han har så mange gange hørt Jesus fortælle, at han en dag ville dø og opstå på den tredje dag. Han har så mange gange bekendt og nikket ja til det hele.   

Men da Jesus som opstanden har stået midt iblandt disciplene, og Thomas ikke selv ser det, gribes han alligevel af tvivlen. Han magter ikke troen, da det kommer til stykket. Han har brug for bevis. Han vil se for at kunne tro!  

Som sådan ligner Thomas så mange af os, der glædes over beviser. ”Jeg vil se det, før jeg tror det” siger vi. Af den grund er der også mange, der holder sig væk fra kirkens rum og ikke vil røre det religiøse. Det er nu engang syns-, føle-, dufte og høre-sanserne der trumfer enhver form for overbevisning og tro.

…

Thomas stiller krav om bevis. Han vil se det hele med egne øjne; have fingrene helt ind i sårene, som en kirurg der vil åbne menneskekroppen for at se, hvad der er på færde. Og først der må sandheden vise sig.

Nogle gange siger vi, at tvivlen er en nådegave. Den kan være med til at få os lidt ned og besinde os. Det kan være så befriende, når én rækker en finger op midt i de overbevistes flok, og stiller nysgerrige spørgsmål. Tvivlsspørgsmål kan få enhver kæphøj ned fra sin sejrshest og minde om, at ingen er bedre end andre.

Thomas tvivler, men han har ikke fået nogen ros for det op igennem kirkens historie. Han er ikke blevet portrætteret som en tvivls-helt eller personificeringen af tvivlens nådegave. Derimod klinger hans navn ’Thomas-tvivleren’ temmelig negativt, selvom han jo i bund og grund bare forholder sig afventende. Han har rakt en nysgerrig finger i vejret midt i de overbevistes flok.

…

Måske vil nogen af jer husker en præst, der engang kom til at gøre det samme – række en finger i vejret og være lidt nysgerrig, lidt kritisk og lidt tvivlende i sin tro? 

Han hed Thorkild Grosbøll og var præst i Taarbæk, nord for København. Han fik lidt af en sag på nakken, da han i begyndelsen af 00’erne udgiver en bog og senere hen et interview, hvor han siger, at han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud.

Det skabte selvfølgelig røre, og Grosbøll måtte stå skoleret hos flere biskopper. For kunne det virkelig være rigtigt, at der gik en præst rundt i den danske folkekirke og ikke troede på Gud? Hvad måtte menigheden ikke tænke og tro? Og havde Grosbøll ikke skrevet under på noget andet i sit præsteløfte? 

Der var ikke mange, der tænkte om Grosbøll, at han besad tvivlens nådegave. Men måske havde han det lidt som Thomas? Han ville egentlig bare gerne se beviset. Stikke en finger i vejret, og derefter en finger ind i såret. Mærke arene på kroppen, fordi det nu engang er sådan, vi mennesker fungerer – selv for en præst – at vores sanser i høj grad styrer, hvad vi finder sandt og sandsynligt.  

…

Det var på mange måder en ærgerlig sag for Grosbøll. Det handlede aldrig om, at han ikke troede. Og sagen falder også, da han genbekræfter sin tro over for biskoppen i Roskilde.

Nej, det handlede i stedet om, at han i højere grad nok var tvivlende. Og derfor var han præst. Derfor gik han i kirke. Derfor forsøgte han at åbne sig for Gud og for troen, ved hele tiden selv at tage livtag med den, og ved hele tiden at stille sig over for troen i kirkens fællesskab.

Men sagen var også ærgerlig for kirken og den – i gåseøjne – overbeviste flok. For pludselig blev der trukket et skarpt skel op imellem troende og ikke troende – et skel som stadigvæk indimellem stikker sit hoved frem. Enten er du troende eller også er du ikke!

Men tror vi ikke alle sammen? Er det ikke umuligt ikke at tro – bare lidt?

Vi tror på tandlægen, ellers ville vi ikke åbne munden. Vi tror på lægen, ellers ville vi ikke indtage medicinen. Vi tror på tømreren, ellers ville vi ikke lade ham reparere det, der er gået i stykker. Vi tror på den historiske overlevering, selvom vi ikke så det selv.

Og selv det, vi er vidner til, kræver også tro. Tro på at det der siges også menes. Tro på at vores øjne ser rigtigt, og vores ører hører, hvad der faktisk bliver sagt.

Og vi tror på Gud. Nogle gange. Men langt de fleste gange har vi mere brug for, at Gud tror på os! Hvis troen på Gud kun afhang af vores egen indsats og tiltro til ham, så var Gud for længst gået i glemmebogen. For vi glemmer hans ord.

Og derfor har vi brug for at blive mindet om den i kirken søndag efter søndag. Vi glemmer. Vi er syndere, som det hedder med kristen terminologi. Og derfor har vi brug for at komme igen, møde Guds ord, få troens gave, få syndernes forladelse og velsignelsen til igen at gå ud i verden og være hinandens medmennesker.

Som den nyligt afdøde pave Frans engang udtalte til avisen Die Zeit: ”Troen kan gå tabt. Den er en gave, som man hver dag må bede om på ny. Hvor ofte i mit liv har jeg ikke forsyndet mig ved at handle mod min tro som en ikke-troende. Det er tomhedens øjeblikke. Man må ydmygt bede Gud om troen.” 

…

Og for Thomas tvivleren endte det også der: han mistede pludselig troen på den opstandne. Blot en enkelt dag efter Jesu opstandelse begyndte tvivlen at nage ham. Og derfor måtte han bede om den igen.

Men hvad sker der så? 

Jo, den opstandne kommer ham i møde. Jesus møder Thomas og ikke omvendt. Jesus går lige i kødet på Thomas – så at sige – for at Thomas kan gå i kødet på ham.

Og han overbevises. Heldigvis sker det for Thomas. Og heldigvis for os har der gennem tiden har været kloge mennesker, der har udlagt og forkyndt kristendommen, så den opstandne også er blevet levende for os – lige så levende, som han var dér foran Thomas – om end vi også af og til må kæmpe.

Ja, salige er vi, her 2000 år efter, der hver dag kæmper med troen, og alligevel mærker glimt af Gud i fællesskabet, som når børn bliver døbt, eller nadveren rækkes til os, eller når Guds ord forstyrrer os, forplanter sig i os, og får os til at gå nye veje.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, men dog alligevel bliver ved med at kæmpe og række en finger i vejret, fordi vi ligesom Thomas insisterer på at leve i det uafsluttede.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, og nogle gange også kan have svært ved at bekende den højt, men heldigvis står ved siden af andre, som godt kan.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, men pludselig i det dybeste mørke, hvor troen næsten er væk, alligevel møder en engel, som fortæller os, at vi har lys i ryggen.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, og hører i dagens evangelium, at Gud kan gå igennem selv lukkede døre; finde vej ind i selv de mest fortvivlede sind, og lyse med al sin opstandelseskraft og sige: Fred være med jer!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed. 

Amen.

Og de gik ud

Prædiken til påskedag (I) 20. april 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Markusevangeliet 16,1-8. Salmer: 224 – 448 – 826 – 218 – 236 – 427 – 240.

Forleden dag var jeg i København og gik ved et tilfælde forbi indgangen til Tivoli.

Indgangen til Tivoli er nærmest ikonisk. Den vil os noget. Den lyser op. Den er som en portal ind i en anden verden af latter, lys, farver og forlystelser. Den er noget helt særligt, fordi man ved, at går man igennem der, går man fra grå virkelighed, indtil en magisk verden, hvor legen er forstørret og hvor håbet er at overraske dig.

Sådanne porte og portaler er der overalt. Indgange eller udgange der vil os noget. Porte, buer, og åbninger, som vi skal gå igennem imellem stadier og forskellige virkeligheder. Der er noget løfterigt ved porte. Noget stort.

De kan være festlige som Tivolis. Eller mægtige som Triumfbuen på Champs-Élysées i Paris, der vidner om en sejrende nation efter første verdenskrig. De kan være pyntede som en æresport, bygget til ære for den kærlighed som var, som er, og som kommer.

Portene kan være hemmelige og måske også uhyggelige. I Narniabøgerne er porten ind til det fortryllede land et glemt garderobeskab. Og i Harry Potter bøgerne skal alle troldmænd i menneskenes verden løbe igennem en væg af mursten, en skjult port på banegården, for at komme frem til perron 9¾ og toget til troldmandsskolen Hogwarts.

Da jeg var barn, boede jeg tæt på byens legeplads. Når min søster og jeg skulle derover, gik vi ned i vores have, ud igennem læhegnet. og så var vi fremme.

Men når vi skulle hjem igen var læhegnet pludselig blevet til en massiv mur af træer og mørke. Vi kunne ikke finde porten i læhegnet, som skulle føre os sikkert hjem igen. 

Derfor malede vores mor en hvid ring rundt om en lygtepæl, som tilfældigvis stod der, hvor vi skulle ind. Andre må have undret sig over ringen. Men min søster og jeg vidste, at når vi fandt lygtepælen og den hvide ring, kunne vi finde porten i læhegnet, gå igennem mørket, og finde hjem igen.

…

Påskedag er som en port; en port der går os i møde og tilsiger os, at der nu går en vej fra død og liv.

Påskedag er som en port; en port der som morgenstunden forkynder, at der efter nat altid kommer dag, at der efter modgang altid kommer medgang og lys.

Påskedag er som en port; en port vi går ud af ud evigheden, fordi englens budskab: ”han er opstået, han er ikke her”, skubber os ud af graven og ud i livet igen. Og dér er Kristus opstanden!

Det er det, vi fejrer i dag. Det er fantastisk! Det er ubegribeligt! Og sådan reagerer kvinderne også den første påskemorgen.

Kvinderne løber ud til graven for at se til den døde Jesus. Men da de kommer ind i den mørke gravhule, møder de i stedet en engel, som siger ordene: ”Han er stået op. Han er ikke her”.

Og det får ikke først smilene frem. Tværtimod. De bliver forfærdede over ordene og vender straks om med frygt og forfærdelse i hele kroppen. De bliver bange, som der står.

Men hvad ser de, da de vender sig om? De ser påskemorgens port! Bagved dem åbner den sig, og de ser lyset, der vælder ind i graven og bryder med mørket. Der ser åbningen og udgangen til livet, til håbet, til det grønne græs og til alle de levende mennesker på den anden side. Hvad end de mærker af modsatrettede følelser over englens ord, giver ordene dem alligevel mulighed for at vende sig om og løbe afsted, igennem porten, ud i lyset.

Og det er påskemorgen! Det er opstandelsen!

Jesus sprængte sig vej gennem dødens port tilbage til livet. Han var den første, der gjorde det i ly at natten. Og kvinderne gentager det, som de første, påskemorgen. De hører, at de ikke længere skal være i gravens mørke. De aner at det fantastiske er sket, uden måske helt kunne forstå det.

Men på det håb, løber de alligevel afsted. Og fra og med i dag, er det håb også vores.

Påskemorgen og kvinderne i graven fortæller os, at selv gennem tårer kan vi få øje på engle.

Påskemorgen og kvinderne i graven fortæller os, at der selv i det dybeste mørke kan findes håbefulde ord.

Påskemorgen og kvinderne i graven fortæller os, at vi nogle gange må gå ind i mørket, være der, men at der bag os også kan åbne sig en port af lys. En port vi kan gå igennem, ud i livet igen.

Det kan tage tid. Det kan vare evighed. Porten kan være lille, og den kan gemme sig mere end hvad godt er. Måske I sidder og tænker på, hvilke porte I er gået igennem i jeres liv, og hvilke porte I har stået under. Porte hvor I gik fra mørke til lys. Eller måske I kommer i tanke om de porte, I snart håber, vil åbne sig for jer. Lyssprækker i mørket, hvor I igen får mulighed for at gå den rigtige vej.

I dag mødes vi af håbet om, at påskens port altid vil være et sted. At der bag om ryggen på os altid kan åbne sig en sprække af lys, som vi kan vende os mod og gå i møde.

Jesus var den første, der gik vejen. Den første som fjernede stenen fra vores bryst, fra vores mørke. Og derfor vil han altid gå med os ind i mørket, men også altid vise vejen ud igen. Ja, måske er han som den hvide ring rundt om lygtepælen, vi altid kan lede efter og få øje på, og føle os trygge hos hele vejen.

…

Forleden dag så jeg en ny dokumentar på DR om Jonas Petersen, sanger og digter i Hymns From Nineveh. DR har fulgt ham det seneste år i en svær tid, på vej tilbage fra en depression.

DR filmer ham, men han filmer også sig selv i de allermest sårbare øjeblikke midt om natten, hvor et tankemylder har afbrudt hans søvn. I øjeblikke hvor tårerne triller ned ad kinderne på ham og hans verden er krøllet helt sammen.

Det er barsk at se og barskt at høre. Jonas giver os indblik i stunder så angstfyldte, at de knap lader sig filme. Han prøver at formidle mørkets kræfter og alt det der fylder i ham, og som mange af os andre knap forstår. Og med det forsøger han at vise os en del af virkeligheden – også når den er barsk.

Hvorfor depressionen kommer, ved han ikke. Hvorfor mørket slutter sig om ham, ved han ikke. Og hvordan han kommer ud af det igen er heller ikke tydeligt.

Men en dag det banker på døren, sker der noget. Et bud leverer en buket blomster ved hans dør og går igen. Blomsterne viser sig at være fra en god ven, som har hørt om Jonas situation, og nu blot vil vise sin medfølelse. Blomsterne er smukke, og vedlagt er der et lille kort, hvori der står: Hold ud. Jeg tror, der blir lys i dig igen.

Hold ud. Jeg tror, der blir lys i dig igen. Vennen bliver som en lille hverdagsengel midt Jonas stue. Og ordene bliver som englens ord til kvinderne i graven. De får endnu engang tårerne til at trille ned ad Jonas’ kinder, men nu af glæde. Ikke fordi depressionen pludselig er væk, eller at han med det samme mærker lyset, ligesom kvinderne heller ikke gjorde det lige med det samme.

Men fordi ordene kom til ham. Fordi han i ordene kunne ane en et håb.

Og bare det at ane håbet var som påskemorgenstunden, der lyste ham i ryggen. Håbefulde ord midt i mørket der åbnede en vej; en lille sti fyldt af påskegule liljer, han snart kunne træde ind på.

…

Påskemorgen vælder lyset ind i graven. Kvinderne står med tårefyldte øjne og lytter til englens ord. Og bagom ryggen på dem strømmer lyset ind.

Er lyset stærkere end mørket? Er Guds kærlighed stærkere end alt andet, ja, selv døden? Ja, det tror vi og det er påske!

Påsken er et ord, der forstyrrer vores mørke.
Påsken er et lys, der varmer vores indre.
Påsken er en port, der åbner sig bag os, og opstandelsen er den virkelighed, vi altid har i vente og altid kan gå ud i. Leve i. Være i. Både når vi er bange og når vi ikke længere er det. Kristus er opstanden og vi med ham!

Glædelig påske

Amen.

Men hun svarede: Jo, Herre

Prædiken til anden søndag i fasten (I) 16. marts 2025 i Brabrand Aarslev Kirker
Matthæusevangeliet 15,21-28. Salmer: 750 – 598 – 582 – 192 – 158v5-9 – 11

Jesus var ikke uvant med, at folk gik i rette med ham. I det ny testamente hører vi igen og igen skriftkloge, præster og farisæere, ja sågar disciplene, stille ham til ansvar for datidens samfundsorden og den tradition, han selv kom fra.

Man må ikke spise med fremmede, indvendte de, da han satte sig hos et ensomt menneske for at dele et måltid mad. Man må ikke arbejde på sabbatten, kommenterede de, da han netop havde givet en mand livet tilbage på den hellige hviledag.

Men igen og igen afviser Jesus deres forældede traditioner og fremmedgørende regler. I og med Jesus er Guds rige brudt frem. Og her er det Guds nåde, det kærlige blik for det enkelte menneske, der er i centrum.

Det vil sige: lige indtil den dag, Jesus møder den kanaanæiske kvinde.

For som vi lige har hørt henvender en kanaanæisk kvinde sig til Jesus i en tro på, at han vil hjælpe hende og hendes syge barn. Hun beder ham inderligt. Men han afviser hende pludselig ved at håndhæve, at der er forskel på dem. Hun er ikke den, han er sendt til for at hjælpe. Det brød han skal give, må hun slet ikke spise – underforstået: de er slet ikke fra samme kultur eller religiøse ståsted. Der er forskel på dig og mig, siger han til hende.

Men er det ikke netop fuldstændig ligegyldigt, hvem man er og hvor man kommer fra? Har Jesus ikke netop delt sit liv med dem, andre kaldte forkerte? Har han ikke netop kaldt livet frem i alle de blinde og halte, og de spedalske uden for byens mure, som andre indenfor murene end ikke ville anerkende?

Alt stritter på den kanaanæiske kvinde og hun svarer ham derfor prompte tilbage: Selvfølgelig kan jeg spise af det brød, du giver. Brød er brød. Hjælp er hjælp. Kærlighed er kærlighed, Jesus. Og hvis du kan og hvis det står i din magt, så giv den videre!

Sådan!

…

I dag er det ikke Jesus, der er vores forbillede. Det er derimod den kanaanæiske kvinde. Det er hende, vi kan spejle os i og hente styrke og mod fra. Ikke kun i hendes tro. Men også i hendes håb på forandring for det, hun er ved at miste, og allermest i hendes vedholdende råb, da der ikke bliver lyttet til hende.

Kvinden håber. Hun er båret af en længsel efter at tingens tilstand bliver anderledes, i første omgang for hendes datter, men måske også for hende selv.

Og som hun står der, kan vi stille os selv hen ved siden af hende. For da ligner hun til enhver af os, der har oplevet magtesløshed. Hun ligner os der har følt os alene og råbt en magthaver ind i ansigtet, som ikke ville lytte, eller råbt på et system som ikke bare ville bøje sig bare en lille smule ind over os og se os, og det vi kommer med.

Kvinden frygter dagen i morgen, og hvad der mon vil ske af ulykker. Også på den måde ligner kvinden enhver af os, som i disse kolde vinterdage står og ser måbende til, at temperaturen imellem verdens politikere og magthavere om muligt bliver ved med at falde.

Der står vi, nogle gange sammen, andre gange helt alene ligesom kvinden, og scroller igennem den ene dårlige nyhed efter den anden, og frygter for at en ny dæmon får sat sig på tværs, og måske i sidste ende kan komme til at gå ud over ikke bare vores medborgeres liv ude i verden men også vores eget. Og det første er lige så slemt som det sidste.

Der står vi ved siden af hende, for hun ligner os. Det er et ensomt sted, hun står, og den følelse genkender vi.

…

Men jeg ser hende også udefra. Og der beundrer jeg hendes styrke, da hun nægter at lade sig kue, og ender med at råbe. Hendes stemme, hendes ord og hendes insisteren på forandring er hendes skarpeste våben. Hun tager hånd om sin egen skæbne og nægter at være offer.

Hun råber så stærkt og så vedholdende og så udholdende lige op i ansigtet på ham, som kan gøre noget ved det. Nej, Herre, jeg er ikke for ringe til at modtage den hjælp, du kan give. Jeg er faktisk præcist den, der har brug for din kærlighed og omsorg, nu mere end nogensinde før, og jeg bliver ved med at stå lige her, indtil du fatter det! Siger hun.

Jeg kigger på hende udefra og tænker, om jeg har et modigt sted i mig, som kunne gøre som hende? Om jeg har samme styrke? Og fra et mere opgivende sted i mig kan jeg også tænke: hvad nytter det?

Men kvinden er båret af længslen efter forandring; efter at noget kunne være anderledes. Og den længsel er aldrig nytteløs.

I første omgang råber hun for at redde datterens liv. Men dernæst bliver hun, som kvinderne på kampdagen forrige lørdag, indigneret over den uretfærdighed, Jesus møder hende med, da han begynder at liste forskellene op imellem ham og hende. Hendes råb er også et råb om, at han må behandle hende som et menneske, og se på sagen, på det hun kommer med, og ikke først vurdere hende på kultur, hårfarve, sprog eller lignende.

“Det er utroligt” sagde Søren Kierkegaard engang, ”hvad et menneske kan udholde, blot det føler, at der er en mening med modgangen eller lidelsen” Jeg er ret sikker på, at kvinden med rette kunne blive ved med at have råbt ad Jesus, fordi det aldrig bliver nytteløst at kæmpe netop for sagen; for det der er imellem os.

Det er derfor, kvinden går til Jesus: fordi hun oprigtigt tror på, at her er der et menneske, som ikke vil se på det ydre, og som vil være ligeglad med hendes baggrund. Et menneske som vil se hende som medmenneske og intet andet.

…

Kvinden taler fra hjertet. Og derfor bliver Jesus også ramt af hende. Selvfølgelig. For han er ikke lavet af is. I et splitsekund møder han hende som et fejlbarligt menneske, der kommer til at afvise. Men da hun taler fra hjertet, fra det sted, Jesus selv er allermest til stede, bliver han ramt.

Kvinden er som vintergækken, eller påskeliljen der bryder frem i disse dage. Hun trodser den iskolde jord, som om det var det mest naturlige i hele verden. Hun bryder frem og springer ud, selvom vinden suser om ørerne på hende. Og lige der forkynder hun, at der stadigvæk kan bryde noget godt frem af mørket, og at der stadigvæk er noget at bryde frem for. Hendes råb og håb er som blomsterne, der lyser lige ind i hjertet på alle kolde hjerter. Hun lyset op og minder os om, at noget godt stadig findes.

Og derfor bøjer Jesus sig også for hende og ser hende. Han er ikke lavet af is. Han kan røres og bliver rørt af det mørke hun kommer fra.

Ja, for det er måske netop der, han er allermest til stede? Han skræmmes ikke af mørket eller af hendes skrøbelighed. Evangeliet forkynder også i dag, at Jesus nærmer sig netop dét menneske. Disciplene forsøger at jage hende væk. Men hun gør modstand og Jesus røres, som han har gjort så mange gange før af det, der er skrøbeligt, det der helt åbenlyst er udfordret på sin eksistens og sit værd.

Det tog noget tid. Og denne gang var det ikke Jesus, der belærte de andre om det. Men det var kvinden, der råbte, og Jesus hørte hende. Til sidst.

Og det er evangeliet, vi skal tage med os. Må vi finde mod, som den kanaanæiske kvinde, i alle vores kampe til at håbe og råbe – ikke kun på hinanden men også på Gud. Må vi finde mod til at være vedholdende og udholdende i vores bøn om forandring for dagen i morgen.

Og må Gud høre os. Standse ved os, når mørket er slået ind over os og vi svajer i vinden med vores egen lille skrøbelige blomst. Må han se os, høre os, røre ved os og lade sig røre af alt det vi kommer med.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
 som det var i begyndelsen
 så ledes også nu og altid og i al evighed

Amen.