Love og regler

Prædiken til syttende søndag efter trinitatis (I) den 12. oktober 2025 i Brabrand Aarslev. Lukasevangeliet 14,1-11. Salmer: 752 – 392 – 895 – 365 – 729v5 – 731. 

I denne uge satte jeg mine konfirmander til at arbejde med De 10 bud i Det gamle testamente, det man også kalder loven. Den langt over 2000 år gamle lov om det man skal gøre: ære og respektere Gud og sine forældre. Om alt det man ikke må gøre; slå ihjel, stjæle, lade sig skille, og begære eller misunde hinandens ejendom. Og om det man skal huske, nemlig at holde hviledagen hellig.

Hos flere konfirmander var der begejstring over, at De ti bud lovgiver om en hviledag til at slappe lidt af i. En del af de andre bud mødte også genkendelse. Det helt indlysende i, at man selvfølgelig ikke må stjæle eller slå ihjel, men også at man skal huske at ære sine forældre. Andre bud var lidt mere til debat, f.eks. buddene om ikke at begære eller være misundelig på det, den anden har, eller buddet om man ikke må lade sig skille.

Nogle bud blev sorteret fra, og jeg spurgte konfirmanderne, hvilke bud de synes der manglede? Og så skrev de f.eks.: Du skal huske at være loyal. Du må gerne være vred, men ikke lade det gå ud over andre. Du skal opføre dig ordentligt i kirken. Og: Du skal respektere forskelligheder.

Men de skrev også alle sammen et bud, der klingede nogenlunde ens, nemlig at det man gerne vil, andre skal gøre mod én, det skal man også gøre mod dem.

Jeg havde på dette tidspunkt ikke nævnt noget om Jesu gyldne regel, som lyder præcist sådan. Jeg havde heller ikke nævnt, at det var den regel Jesus satte over loven, som altså var vigtigere end De ti bud og alle andre bud og love. Men alle konfirmanderne var instinktivt enige om, at der manglede et bud om at lade sig spejle i hinanden. Et bud om det medmenneskelige og helt logiske i, at det, jeg gerne vil mødes af fra omverden, også er det jeg selv skal give omverden igen.

…

Hvilke bud giver mening? Og hvilke bud giver ikke mening? Det spørgsmål stillede vi hinanden, og det spørgsmål stiller Jesus også i dag, da han på vej ind i farisæerens hus møder manden med vand i kroppen. ”Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?” spørger han.

Man tænker måske at det vilde i denne fortælling er, at Jesus derefter gør et under og helbreder manden fra hans sygdom. Men det, der vækker virkelig forargelse, er, at Jesus bryder loven på en sabbat ved at handle og helbrede. Det er der, de lovkyndige og farisæerne bliver sure.

Men det, der selvfølgelig er på spil for Jesus, og som konfirmanderne også mærkede er, at der helt grundlæggende må være en lov om dit medmenneske, som spejler sig i det, du selv kunne ønske skete – i hvert fald når det kommer til menneskelighed og omsorg. Og hvis det nu var dig, der stod syg og med vand i kroppen, og mødte én, som kunne kurere dig for det, hvad var så vigtigst: en lov om handlingslammelse på sabbat, eller at handle kærligt og omsorgsfuldt på stedet?

Det må være det sidste!

Love og bud sætter rammer om os, og det kan vi slet ikke undvære. Love og bud skaber tryghed om vores liv og samfund. Men Jesus fortæller her, at der er noget som kommer før loven, og det er hensynet til den du står ved siden af. Jesus stiller sig forrest i de lovkyndiges paragrafrytteri og spørger retorisk, som vi også nogle gange er nødt til at spørge os selv, om mennesket er til for lovens skyld, eller om loven er til for mennesket? Og hvis det sidste ikke skinner klart igennem, er vi måske nødt til at tænke os om, revurdere vores lov, og gøre noget andet.

…

Og det er også det, der er på spil, da Jesus efterfølgende fortæller lignelsen om brylluppet, hvor man gør klogest i at sætte sig bagerst, og lade sig invitere af værten til at sætte sig længere op i salen. For Jesus handler det ikke om at provokere eller om at fremhæve nogen som finere end dig til at sætte sig øverst ved bordet.

Nej, det handler om, at du først og fremmest må glemme dig selv og din kredsen om, hvad du synes der er vigtigst for dig og den lov, du måske selv har lavet inde i dit hoved, og i stedet rette blikket mod dit medmenneske. Som du gerne vil, andre skal behandle dig, sådan skal du også behandle dem. Og derfor begynder du ikke ved et bryllup med at sætte dig selv øverst. Nej, du viser alle andre gæster til rette der, hvor du synes der er godt at sidde.

Og måske kan du være heldig, at der så én af dem, som senere hen kommer og tager din hånd, og beder dig følge med til samme gode plads.

…

Jesus forkynder i dag om det konfliktfyldte i et menneske: at vi kan have en tendens til at lade paragraffer og os selv komme i første række, mere end hensynet til vores medmenneske. Han udpeger noget i os, som altid vil have lettest ved det eksklusive og egenrådige, mere end det inkluderende og det, der skaber fællesskab eller enhed i ånden, som Paulus talte om (Ef. 4,1-6).

Men hvad skal vi egentlig gøre herfra? Er evangeliet til i dag kun et syndespejl, vi skal dukke os for, og tynges af? Er der også et godt budskab at tage med os, når vi indser, at det er os, der tales til? 

Måske ligger der et omsorgsfuldt budskab i det faktum, at Jesus besøger netop en farisæer, evangeliernes ’bad guy’, som én engang udtrykte det, for så gælder hans rummelighed, kærlighed og nåde nok også sådan nogen som os. At Jesus fra begyndelsen går til det menneske, som han godt ved ikke altid er i stand til at se ud over egen næsetip. Dér begynder Jesus. Det menneske besøger Jesus også. Der er han lige så nærværende som hos alle andre.

…

Efter konfirmanderne og jeg havde talt om De ti bud, og reflekteret lidt frem og tilbage, kom vi også frem til, at det ikke altid er let at holde de bud, vi bliver pålagt. Vi har også følelser inden i os, sagde konfirmanderne, som vi ikke altid kan styre. Følelserne kan overmande os, og følelser som misundelse og begær ligger nogen gange ligefor. Og måske er det ikke altid, vi ærer vores far og mor lige meget, eller passer på vores medmenneske, selvom vi skal.

Det var det, apostlen Paulus engang reflekterede over i et af sine breve: "at det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg." Og hvor går vi da hen?

Jeg gik sammen med konfirmanderne herover i kirken og dækkede nadverbordet.

Der er regler nok i denne verden. Der er krav nok i denne verden. Og der er rig mulighed for ikke at kunne leve op til det hele eller at gøre, som vi skal og inderst inde også vil.

Men der er meget få steder hvor vi, som ved nadverbordet, kan få at vide, at vi også altid allerede er elsket. Her dækkes bordet for os. Her kan vi frit komme og her får vi beskeden: at selv da vi ikke gjorde, som vi burde, og selv da vi vendte ryggen til det menneske, der håbede på vores nærvær, så vil Gud være nær hos os og giver os en chance mere.

Ved nadverbordet kan vi knæle i al ydmyghed på de nederste pladser, og dér kommer Gud til os i livets brød og håbets bæger, og lyser sin fred over os. Fred for det der skete. Fred for det vi gjorde. Fred for det vi ikke gjorde. Ja, Gud lyser sin fred, og den når ud til hver enkelt af os, som solen, der om morgenen står op og gennemløber sin bane, og når fra himlens ene ende til den anden, og intet er skjult for dens glød, som salmisten skrev (Sl. 19,2-7).

Og derfra kan vi rejse os frimodigt igen – ja, frimodigt, frit og med mod til igen at leve livet og forsøge at gøre vores bedste.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
 Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
 og i al evighed.

Amen.

Der er liv i at give slip

Prædiken til femtende søndag efter trinitatis (I) d. 28. september 2025 i Brabrand Aarslev. Matthæusevangeliet 6,24-34. Salmer: 736 – 448 – 836 – 41 – 729v5 – 42. 

Det var friskt her til morgen. Efteråret kan mærkes i næsen og ses med øjnene. Den lave sol kaster lange skygger på vejene. Træer og buskes blade lyser gyldent. Naturen tager afsked med sommerens farver og frodighed. Den forbereder sig på vinter, og på at noget nyt skal spire frem engang i foråret.

”I skal ikke bekymre jer” siger Jesus til os i evangeliet denne efterårssøndag. Han opfordrer os til at slippe bekymringerne og alt det, der ikke længere er liv i. At slippe det, der ikke fører noget godt med sig, og lade det falde til jorden, og derved give plads til noget andet og noget meningsfyldt. 

Det er som om, efteråret minder os om denne opfordring, Jesus kommer med, når træerne begynder at slippe deres blade. Træerne slipper bladene. De slipper det, der ikke er liv i, det som i virkeligheden er dødt, og som de hverken kan eller skal pryde sig med. Bladene falder til jorden, som vores bekymringer også skal. Og der formulder bladene, og giver næring til det nye, som skal spire frem. Træerne ved, at kun ved at slippe de døde blade, kan de give plads til de små skud af liv og nyt, der gemmer sig i grenene.

Sådan fortæller naturen helt enkelt for os, at der kan være liv i at give slip. Og måske er det også det, Jesus vil sige med sin opfordring til os i dag?

…

”I skal ikke bekymre jer.” Som jeg nævnte indledningsvist, kan den opfordring møde os lidt forskelligt. 

På den ene side provokerer den mig lidt, og måske særligt i denne uge, hvor vi ikke har kunnet undgå at høre om underlige droner og trusler udefra. Når DR farver deres hjemmeside gul, er det ikke en hyldest til efterårets farve, men for at alarmere os. Den gule farve kaster lange skygger ind i vores bekymringskamrene, dominerer samtalerne i frokostpausen, og rykker sågar helt ind i skolen og i tankerne hos de små. 

”I skal ikke bekymre jer” siger Jesus, som om det skulle være let og som om det skulle kunne fjerne det, der skaber bekymringen.

Og omvendt føler jeg mig set af netop samme opfordring, ”I skal ikke bekymre jer”. For Jesus kender os så godt og ved, at bekymringen er én vores tilbøjeligheder, som kan rive os ud af sind, og gøre vores verden mørk. Jesus ved, at vi har hang til at holde fast i det, der ikke er liv i – mammon, dvs. pengene, som han også selv nævner, og i alle de bekymringer livet giver os. Han ser min bekymring, ved ikke at gemme den væk, men ved at tale højt om den, og da føler jeg mig mødt af hans ord.

Men Jesus stopper heller ikke der. Han efterlader os ikke kun med opfordringen, men peger i stedet hen på et sted, hvor vi måske kan finde ro og hente inspirationen fra. Han siger: se til himlens fugle og markens liljer. Fuglen sår ikke og høster ikke, og alligevel er Gud med den og fuglen kan finde føde. Og liljen arbejder og spinder ikke, og alligevel er Gud med den, og end ikke kongelige er så smukke som liljen.

Fuglen og liljen i naturen bliver billeder på det bekymringsløse, og på nærværet i det liv, der ligger lige for. Fuglen og liljen er til stede i alt det skabte, i nærhed til livet, og folder det hele ud, helt uden at bekymre sig. Og ved at se til dem, kan vi måske finde samme ro til at folde os ud uden bekymringer? Der kan vi måske få mod til at lade bekymringerne falde til jorden, og i stedet give pladsen til det, der er liv i?

…

Netop dette sted i Bibelen søgte filosoffen Søren Kierkegaard også altid til, når han længtes efter færre bekymringer.

For Kierkegaard repræsenterede fuglen og liljen den ubetingede lydighed mod skaberværket, som vi skulle øve os i at stræbe efter. Han skrev: ”Men hvis du kan blive ubetinget lydig som fuglen og liljen, da har du lært, hvad du skulde lære (…) thi er du Gud ubetinget lydig, da er der i dig intet tvetydigt (…) da er du idel enfold for Gud”.

At være enfold for Gud handler om at turde tage springet væk fra bekymringer og alt det, der i dit hoved blokerer vejen til det vigtigste: nemlig at se, at det vigtigste i livet kommer til os i nærhed til livet. Det er at åbne sig og give plads for det der kommer, helt uden at vi har gjort noget for det. Og netop det er som oftest de største gaver i livet.

Men kan vi bare gøre som en fugl og en lilje? Er det ikke ret umenneskeligt at forestille sig, at vi skal kunne leve på den måde?

Jo. Og det ved Kierkegaard også godt. Mennesker har, modsat fuglen og liljen, en stor selvbevidsthed og fornuft, som det ikke bare kan slå fra.

Men Kierkegaards pointe er da, at vi netop ikke skal slå bevidsthed og fornuft fra, men tværtimod bruge begge dele aktivt til at vælge at gøre noget andet. Som menneske har du et valg, og du kan gøre forsøget. Du kan bruge valget aktivt til at skubbe bekymringen til side, og lade dig inspirere af fuglen og liljen til at vende ryggen til de mange urolige kræfter, der vil trække dig væk fra nærheden til livet.

…

Den 40-årige Jacob Holst Mouritzen, som for tiden er én af eksperterne i DRs Kender du typen, gjorde fornyelig forsøget. Nærmest på kierkegaardsk vis besluttede han sig for at se et andet sted hen.

Han fortæller i en artikel, at han hele sit liv har haft et uforløst forhold til Gud og tro. Det lå et sted i ham, men han vidste ikke om han kunne tro, eller om Gud gav mening.

 Men så en dag tager han springet. Han sidder i sin bil og beslutter sig for, at han i 14 dage ville lade som om, han tror på Gud. ”Jeg ville læne mig ind i troen og mentalt tvinge mig til at fjerne tvivl, barriere, rationalitet og alt det, der holdt mig tilbage, for at give mig fuldt hen til, at jeg troede på Gud ” siger han.

Men der gik ikke lang tid før det forsøg det slog fejl. Men ikke fordi, han alligevel ikke kunne tro, men fordi han ikke kunne lade som om.

”Allerede den samme aften overgav jeg mig. Der var en frihed og en følelse af at være hjemme. Troen bor billedlig talt i hjertet, og jeg kan se, at min hjerne længe har blokeret for det, som mit hjerte ville skulle boble op. Det påvirkede min hjerne, hjerte, adfærd, værdier og moral, og mentalt kunne jeg sænke min skuldre.” (…) "Som mange andre i min generation har jeg haft en illusion om kontrol, som jeg nu kunne slippe. Der er noget større, som jeg kan læne mig ind i, og jeg må overgive mig til Gud."

Man ville gerne spørge Jacob Holst Mouritzen, hvad der pludselig får ham til at tage springet? Og også hvad der sker, da troen pludselig overmander ham? 

Men måske er det helt enkelt, at han vælger at lade det falde, som der ikke er liv i, nemlig den kontrol over sig selv og over verden, han så gerne vil have, men som ingen mennesker nogen sinde har haft, og som ingen mennesker nogen sinde kommer til at få. Han lod kontrollen falde, lod den falde til jorden og dø, og lod den plads, hvor kontrollen sad og fyldte, erstatte af noget, hvor der var liv. Noget der fik hans hjerte til at boble, noget som fik hans skuldre til at sænke sig, noget hvor han ikke var alene om at magte det hele.

…

”I skal ikke bekymre jer.”. Det er lettere sagt end gjort. Jeg føler mig provokeret, men jeg føler mig også set i Jesu ord, for bekymringerne fylder, og jeg har en længsel, ligesom Kierkegaard, efter at slippe dem. 

”Se til himlens fugle og markens liljer” og det er som en gestus af kærlighed. For her viser Jesus en vej, hvor bekymringerne måske kan slippe. Det er som når nogen tager dig i hånden og følger dig over et farefuldt sted. Jesus ved, at vi er tilbøjelige til at bekymre os. Derfor peger han for os, og viser os et sted – ude i naturen, hos fuglene og liljerne – hvor vi kan se, at noget vidunderligt kan være til og noget vidunderligt kan ske, også helt uden vores kontrol og bekymring. Han viser os, at vi er en del af noget større, og at det større altid har liv i sig. Han viser os, at vi alle har del i en dyb bevægelse i livet, nemlig at der kan være liv i at give slip.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed

Amen

Et evigt liv

Prædiken til trettende søndag efter trinitatis d. 14. september 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 10,23-37. Salmer: 14 – 450 – 164 – 321 – 477 – 728.

For tiden kan man på DR LYD lytte til podcasten Jagten på det evige liv. Jeg opdagede den for noget tid siden og tænkte, at det måtte lige være noget for præsten. Men da jeg så læste afsnittenes overskrifter, som f.eks. Veganer, vegetar eller flexitar eller De store syndere: sukker, fedt og salt kunne jeg straks mærke, at jeg blev lidt træt i hjerte, sjæl og sind, og at jeg fik lyst til hvidt brød med tandsmør. 

Kostplaner og kroppens helbred... det er noget lidt andet jeg jagter, når jeg taler om evigt liv. Og dog. For i min jagt – hvis vi skal sige det sådan – handler det også om et langt liv og om at holde fast i livet, bare med et par ekstra dimensioner: dels det hinsides, om man vil, men i særdeleshed også en dennesidige og et fokus på at holde fast i min næstes liv, mere end mit eget.

…

Men lad os begynde i det hinsides.

Spørgsmålet om det evige liv har altid optaget os. Hvad er det evige liv og hvad vil det overhovedet vil sige at leve evigt? Vil vores hjerte, sjæl og sind, og måske også hele krop, leve videre i en ny forstand hos Gud, eller måske i et paradis. Og vil vi en dag, som Grundtvig digter, rejse til vort fædreland, gå rundt i gyldne sale og med gamle venner i lys tale?

Da de tidligste kristne kort efter Jesu død og opstandelse begynder at skille sig ud fra deres jødiske trosfæller, var det bl.a. på spørgsmålet om et evigt liv. De kristne troede, at som Kristus stod op fra de døde, skulle de også selv en dag skal stå op sammen med ham.

Men det håb gælder fortsat: at det, der er fortalt om Kristus, også giver os håbet om opstandelsen og et evigt liv hos Gud. Vi ved ikke hvordan det hinsidige evige liv tager sig ud. Men i Bibelen får vi fortalt om det i billeder, bl.a. hos salmedigteren i Det gamle testamente. Han skriver således om sit håb: ”Lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast”.

Med Kristus blev der sat kød og blod på det håb. Spørgsmålene om hvordan og hvorhen evigheden vil tage os er dermed ikke besvarede. Men håbet vil altid være, at døden er ikke det sidste, der kan siges om et menneskeliv. For et menneskes liv er indrammet af Gud.

... 

”Evigheden er øjeblikket” sagde filosoffen Søren Kierkegaard, og forstod dermed evigheden som noget lidt mere nutidigt, og nærværende i tid og rum. At Guds evighed er sat lige her, hvor vi går, står og falder.

Af og til møder jeg andre mennesker, for hvem evigheden knap så øjeblikkelig, men i stedet et konkret sted på den anden side af døden, som man venter på med stor længsel. En tro på at der findes en paradishave, hvor elendighed ophører, i kontrast til det jordiske liv, af og til også kaldet jammerdalen.

Men skaber det ikke lidt afstand til livet på jorden, spørger jeg så, hvis man hele tiden længes efter noget andet, som måske sker på den anden side af døden?

Nobelprismodtageren i litteratur, Henrik Pontoppidan, rettede nok en lille indirekte kritik af denne overbevisning, da han skrev om Lykke-Per. 

I en samtale med præstesønnen Per, indvender den smukke jødiske rigmandsdatter Jacobe, som Per aldrig helt kan få øjnene fra, at kristendommen, i modsætning til andre religioner, jo blev til i et forkuet folk, hvorfor der helt naturligt opstod en forbindelse mellem dødsfrygt og trælleangst. Altså, at frygten for at dø som slave skabte et akut behov for en tro på et efterliv og et paradis et andet sted. 

Og så siger Jacobe til Per: ”Det er for mig netop den væsentligste anklage, der kan rettes mod kristendommen med dens evighedshåb, at den berøver livets dets dybe alvor og dermed dets skønhed. Når man opfatter vores tilværelse her på jorden som bare en generalprøve på den egentlige forestilling – hvor bliver da festligheden af?”

…

Per indvender ikke så meget. Han er mest bare forgabt i den veltalende Jacobe.

Men hvis jeg nu havde Jacobe foran mig, ville jeg sige følgende: 

Jo, hvis den kristnes evighedshåb får ham eller hende til at vende blikket væk fra livets skønhed og væk den alvor, livet til enhver tid kalder på, så har den kristne fuldstændig misforstået, hvad kristendommen handler om. At vi tror på evigheden og et evigt liv skal kun kaste skønhed og alvor over vores liv, og i hvert fald aldrig gøre, at vi fjerner os fra det.

Og det er præcis det svar, den lovkyndige får af Jesus i evangeliet, da han forsøger at udfritte Jesus om veje til det evige liv. 

Bedst som den lovkyndige står der og tror, at han har drillet Jesus maksimalt med sit spørgsmål om evigt liv, og glæder sig til at høre om lovgerninger og nøgler til paradisporten, så vender Jesus det hele på hovedet og fortæller en fortælling om livet her og nu. Han fortæller Den barmhjertige samaritaner.

Og hvad handler den om?

Ja, den handler om jo om et menneske – som til enhver tid kunne være dig og mig – som møder modstand, som møder livets hårde og barske side, og derfor har brug for en hjælpende hånd.

Og ja, det der først møder den nødstødte er faktisk lidt jammerligt, men også ret menneskeligt. For de to første, der kommer forbi, gør ikke noget. Måske fordi de bliver bange? Eller fordi de kan se, at de ikke magter opgaven alene. De flygter derfra, ligesom jeg godt tror vi genkender alle sammen at vende os væk fra det, der kan virke udfordrende eller ubehageligt.

Men til sidst får den nødstødte hjælp. Til sidst er der en fremmed samaritaner, som trodser alt det, der kunne have holdt ham væk: klasseskel, kulturforskel, sproglig barriere, religiøst tilhørsforhold og hvad vi ellers kan forestille os. Samaritaneren ser forbi alt det ydre og ser lige ind i mennesket, der har brug for hjælp. Samaritaneren ser et menneske i kød og blod som ham selv, der er ved at miste sit liv, og som skal have hjælp til at få det tilbage. Og i øjeblikket giver han den nødstødte livet tilbage, ved at hjælpe ham, ved at svare på det, den nødstødte har allermest brug for.

…

Det indledende spørgsmål var: hvad er det evige liv og hvordan får vi evigt liv? Kan vi jagte det som de gør i podcasten?

De spørgsmål er ikke kun spørgsmål om det hinsidige eller noget, der findes på den anden side af døden. Og det er ikke fordi, jeg nu er ved at punktere troen på evigheden hos Gud, på den anden side af døden. Den er uomgængelig og sand. Og dér skal vi ses, når Gud vil.

Men for Jesus er svaret på spørgsmålet lige her, i øjeblikket, at det evige liv er det, vi giver hinanden, når vi husker at være hinandens næste. Det evige liv er det, vores opmærksomme og kærlige medmennesker rækker os, når vi ikke selv magter livet, eller når vi er blevet slået omkuld af livets brutalitet. Det evige liv er det, der kan være så svært at regne ud, og svært at have med at gøre, fordi det også kræver mod at stå op for den eller dem, der er landet i grøften; dem som står i orkanens øje; dem som står i krigens gru; dem som mangler støtte til at stå frem og være sig selv. Men vi har heller ikke noget andet valg, end at gøre forsøget – at turde være dem, der rækker livet videre.

Evigheden er skænket os, så vi kan række den videre. Det vi skylder hinanden og Gud er at gøre forsøget. Ja, lade evighed hos Gud være evighed hos Gud, og i stedet koncentrere os om, at give livets evighed videre til det menneske, der er ved at miste det.

Eller sagt på en anden måde: lad den evighed, der er hos Gud, lad den glæde, den tilgivelse, den fred, den kærlighed, den forsoning der er hos Gud, lad den spejle sig i det liv, vi lever lige her og lige nu. Udfolde vores kristelighed, dvs. vores lighed med alt det, Kristus gjorde, da han gik omkring på jord, og være noget for alle dem, der har brug for det, og lad det være tegn på, at evigheden er lige her.

Det må være det, vi hver dag skal jagte, med Guds hjælp. Dét er både dyb alvor og skønhed på samme tid.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed

Amen

Gråd og bøn

Prædiken til tiende søndag efter trinitatis (I) d. 24. august 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 19,41-48. Salmer: 3 – 300 – 860 – 330 – 164v4 – 403. 

Når kirken og præster tilbyder sjælesorg, og sorggrupper for folk der har mistet, er det ud fra den overbevisning, at det i sorgens og afmagtens stund kan være helende at dele det, der gør ondt. At man ikke skal være alene i det mørke, der er omkring én. Der skal være et sted – i samtalen med hinanden, og måske også med Gud – hvor man kan græde, tale, være vred, tie, være afmægtig – og hvor man ikke behøver at skjule det, der er sket.

Mange vil mene, at lægger man først låg på kassen med det, der gør ondt, så vil kassen for det første altid findes, og låget for det andet altid kunne springe op igen og igen, og gøre ondt med samme styrke, som da man lukkede første gang.

Tager man omvendt livtag med det, og fra begyndelsen holder kassen åben, så er der måske større mulighed for at få sorgen bearbejdet. Og måske er der mulighed for at kunne placere det sorgfulde et sted, hvor det findes, men ikke fylder alt eller skygger for det, der også er fyldt af glæde.

…

Måske genkender I også den mekanisme fra livet på andre tidspunkter end der, hvor I har mistet. 

Jeg kender selv følelsen af at gå med noget der irriterer mig, noget der nager eller gør ondt. Hvis jeg bliver ved med at lægge låg på det, bliver det også ved med at bo i min mave. Det kan gøre mig trist, sur, vred. Det kan påvirke mit humør og selvfølgelig også påvirke dem, der er tæt på mig.

Og som regel er der kun ét middel, der kan få det til at gå væk, nemlig ved at få det sagt højt. Nogle gange skal der tårer med, andre gange kan det gøres lidt mere roligt. Men konfrontationen med det er den eneste vej, kombineret med åbenhed og ærlighed.

Men det er selvfølgelig også det, der er det skrøbelige, og det der kan gøre mig usikker. Det er skrøbeligt at åbne sig, og endnu mere skrøbeligt at være ærlig. Det kræver nemlig, at der er én, som vil lytte, og som altid vil tage omsorgsfuldt imod det, jeg kommer med.  

…

I den lille scene fra evangeliet bevæger vi os, som i en sjælesorgssamtale, igennem et sorgfuldt landskab, ind i midten af et mørke. Og vi får et billede af, at der er Gud også til stede.

Jesus står udenfor Jerusalems mure og græder. Han græder ikke hånligt eller opgivende af byen, men han græder med byen, i solidaritet og medfølelse med den virkelighed, som ikke blev som håbet. Templet glemte hvad det skulle, og nu kun må falde – ja, fjenderne er allerede på vej.

Templet er her et billede på alt det i vores liv, der også kan falde uventet, og som derfor kalder sorgen og tårer frem.

Af og til hører man ikke-kristne sige om den kristne Gud, at det er et svaghedstegn, at Jesus græder. Ham der er alfa og omega, begyndelsen og enden. Ham der kunne gå på vandet, gøre vand til vin, og som er ét med den evige og almægtige Gud. Kan han også græde? Er det ikke svagt af en Gud at græde?

To gange i Bibelen hører vi, at Jesus græder: Da han mister sin ven Lazarus, og så i dag. Han græd ikke, da han blev jaget ud af Nazareths synagoge eller da Judas forrådte ham. Han græd ikke, da han sad alene tilbage i Gethsemane have eller da han hang på korset.

Jesu tårer er aldrig knyttet til hans eget tab, men altid til den andens. Og er det svagt? Er det svagt at vise empati med den eller det, der er ramt? For mig er det en stærkere Gud end alle andre. Det er en stærkere Gud, som også kender til mørket, og som stiller sig sammen med det grædende og sammenbrudte. For den Gud bliver også én, jeg selv har lyst til at komme til, når der er mørkt omkring mig.

…

Jesus græder. Og selvom det måske er en stærk Gud, som gør det, vil nogen måske også mærke et ubehag ved det.

For det er jo aldrig sjovt at se et andet menneske græde, eller at høre om det. Særligt fordi gråd har det med at sprede sig og overføre sig til os, der står ved siden af. Vi bliver rørt af hinanden. Og fordi vi ved, at tårerne kommer af noget, der gør ondt, er vores umiddelbare refleks ofte også, at vi vil trøste og have det til at gå væk. ”Så så, du skal ikke græde”

Men er trøsten ikke at lappe eller at lægge låg på? 

Når en treårig falder på sin cykel, og græder fordi det har slået sig, giver trøsten mening. Der skal pustes på såret og krammes.

Men det er sagt om sorg, at den er en kærlighed man ikke kan komme af med. Derfor kan trøst også føles som et overgreb, hvis man med trøsten vil have sorgen til at forsvinde. Sorgen har ikke nogen løsning. Og sorgen er ikke noget der kan fikses ved at klappe hinanden på skulderen og sige ’op på hesten igen’.

Den sorgfulde står med en kærlighed, der har mistet retning og modtager. Og det kan kun tage tid at finde ud af, hvor den kærlighed nu skal finde hen. Sorgen og kærligheden må have sin plads.

…

Jesus græder. Han græder over den virkelighed, der ikke blev som forventet. Han græder over den realitet, at noget er faldet, at templet ikke længere fungerer, at noget er forandret for altid.

Og så går han ind i mørket. Han lader sig konfrontere. Han går ind præcis der, hvor det, der gør ondt, kommer fra. Der hvor det smerter allermest. Der hvor vi i samtalen helst ikke vil hen, men hvor vi nogle gange bare skal hen, for at løsne op. Og i mødet med det, der smerter allermest, vækkes vreden. Han råber på tempelpladsen, og han kyler dem ud, som ikke hører til der – alle dem der har gjort templet til en røverkule.

Vreden kan synes barsk. Men er den ikke også en velkendt side af sorgen? At vi reagerer udad på vores skrøbelighed, og måske kaster lidt med tingene og kommer med spydige bemærkninger mod dette og hint?

Jeg tror, de fleste af os genkender vreden som den del af sorgen. Sorgen kan transformere smerte til raseri. Og i sorgen kan der også ligge, hvad de unge ville kalde en ’no bullshit-attitude’, hvor der i et tydeligt sprog bliver renset ud, ikke lagt skjul eller låg på noget, og hvor al falskhed kommer for en dag.

Og måske er det i virkeligheden ikke helt skidt, når luften bliver renset og alt står helt klart?

…

Og der står Jesus nu. Der sidder vi nogle gange også i samtalen og i vores liv. I et hus hvor der er talt med store bogstaver. Hvor der er grædt af sorg, hvor der er råbt i raseri – fordi det var det, der måtte til. Og hvad sker der så?

Ja, i det hus står han. Han flytter sig ikke, og det må vi tage til os i dag. Jesus er til stede der, hvor alt er brudt ned. Hvor alt er revet itu. Og så siger han: ”Mit hus er et bedehus”, og det er den nåde, han viser os der. For med bønnen vil vi aldrig være alene i mørket. Jesus bygger templet op på ny, som det sted hvor vi sammen fra hvert vores mørke og hvert vores dyb kan henvende os til Gud i bøn. Og Gud vil være til stede og Gud vil lytte, som vi har allermest brug for.

Når der er råbt og fældet tårer, kan vi folde vores hænder, og dér vil Gud være.

Søren Kierkegaard skrev engang smukt om bønnen og kaldet efter Gud i mørket. Når vi åbner os op, falder til ro – og i kierkegaardsk forstand – bliver til intet, kan Gud komme til os. Kierkegaard bruger billedet af et hav, der falder til ro. Han skrev: “Når havet anstrenger al sin kraft, da kan det netop ikke gengive himlens billede, og selv den mindste bevægelse, giver det ikke rent igen. Men når det bliver stille og når det bliver dybt, da synker himlens billede i dets intet.”

Sådan møder Gud os. Når alt er mørkt og alt er faldet. Når alt raseri er ovre og alle ting er sagt. Når vi bliver stille, og når vi finder ned i dybet, da synker himlens billede også ned i os – da finder Gud vej.

Der kan vi være åbne. Der kan vi være ærlige, og lægge alt det frem, der bor i os.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.

Amen.

Opgave uden vejledning

Prædiken til Kristi Himmelfartsdag (I) d. 29. maj 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Markusevangeliet 16,14-21. Salmer: 722 – 233 – Håbet er levende – 257 – 251v3 – 805.

Jeg tænker godt at en lærer efter fire år på seminariet kan være udfordret af at skulle undervise børn. Og jeg tænker også at selv en læge efter 10, 15, 20 år under uddannelse til stadighed kan være udfordret på at skulle kurere og helbrede.

Ligesådan er jeg også lidt udfordret af den opgave, vi alle sammen bliver stillet i evangeliet i dag: gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.

Grin bare ad mig, når jeg står her i præstekjolen og siger, at netop den opgave udfordrer. Det er en sendelse. Det er en slags missionsbefaling. Men det er så konkret og ukonkret på samme tid, og straks begynder jeg at overveje, hvor jeg begynder, hvordan jeg skal gøre og hvor konkret jeg skal gøre det. Det er en opgave med uanede veje at gå!

Evangeliet og alle fortællingerne om kærligheden, frelsen, tilgivelsen, nåden, forsoningen, opstandelsen, dåben, nadveren: For nogen er den opgave hjerteblod at være sendt ud i verden med alt det i rygsækken. Nogen vokser op i missionærfamilier, som rejser ud for at bygge kirker og menigheder. Andre vokser op med en vandtæt bibel i lommen, klar til at banke på din dør og spørge: ”Har du hørt om Jesus?”  

Som barn kom jeg i kirke, når der var en anledning i familien eller når julen stod for døren. Og den eneste bibel i mit barndomshjem var mine forældres konfirmationsbibel som hverken før eller siden er blevet åbnet.

Tro var aldrig noget, vi talte om. Men alligevel er jeg heller ikke i tvivl om, at opgaven ligger i mig – også fra før jeg blev præst – al den stund, at jeg er vokset op i et hjem gennemsyret af kristne værdier og med medmenneskelighed for øje. Jeg kan slet ikke se mig ud af også at repræsentere evangeliet, og derved også forkynde det.

Men som frembrusende, udfarende missionerende kan jeg mærke en modstand.

…

Jesus stiller os en opgave i dag: Gå ud og prædik. Men han siger ikke noget om vejen til at opfylde den – kun lidt mystik om at vi undervejs også skal uddrive dæmoner, at dødbringende gift ikke vil skade os og at vi skal gøre de syge raske. Og det gør ikke min udfordring mindre!  

Jesus giver ikke en vej til at løse opgaven. Og det må siges at være typisk ham!

Disciplene spørger et andet sted i evangeliet hvordan man får evigt liv og hvem ens næste er. Og Jesus svarer kryptisk med en fortælling om en mand, der falder i hænderne på nogle røvere, hvorefter der kommer en samaritaner forbi… og så kender I resten af fortællingen og den afsluttende kommentar, at ham, der viste barmhjertighed, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder.

Men er det et svar på opgavens vej? Både ja og nej.

Hvem ens næste er og hvordan du bedst hjælper afhænger af situationen. Hvem bliver du berørt af og hvordan får du lyst til at hjælpe? Kan du sætte dig i personens sted og springer der derudaf en opgave, du kan tage på dig og løfte?

Eller du kan spørge dig selv, hvad du gerne vil have andre skulle gøre for dig, hvis du var – lad os sige – landet i grøften? Måske kan de svar hjælpe dig på vej til at løse opgaven.

Og måske er det det, Jesus gerne vil have disciplene og os til at overveje. Altid. Det entydige svar findes ikke. Men svaret åbner sig for dig og skabes i mødet med den anden, i øjeblikket hvor det hele sker, og deraf forkyndes og udleves evangeliet.

…

Jesus svarer sjældent konkret på de opgaver, han stiller. Og bliver det for konkret, bliver det på en måde også for meget.

Det var lidt det, vores kirkeminister Morten Dahlin løb ind i for et par uger siden, hvor han i et interview sagde, at danske soldater skal kæmpe for kristendommen. ”Du går i krig for dit fædreland og for det værdigrundlag, som din nation hviler på – og det er også kristendommen” udtalte han til Berlingske.

Det må siges at være konkret og virkelighedsnær prædiken af evangeliet i alverden og for hele skabningen! Der er kampvilje i kristendommen. Som soldat skal du gå i krig for evangeliet.

Men så kom kritikken. Provst Anna Døssing Gunnertoft udtalte bl.a. "Det er vigtigt, vi bliver åndeligt udrustet som folk ved at høre bibelhistorier, synge salmer og gerne bede Fadervor. Men som samfund at finde kampvilje i troen har jeg det sværere med. Kristendom bør ikke være et politisk redskab eller en motivation til at gå i krig. Vores retssystem og militær bør holdes adskilt fra kirken, for der kan man eksempelvis ikke bygge på et kristent princip om 'at vende den anden kind til'. ” udtalte provsten.

Pludselig bliver opgaven for konkret. Måske mest af alt fordi den her bliver forbundet til krig? I et forsvar siger ministeren, at han egentlig blot mente, at vi som danskere altid har kristendommen med os, fordi vores land er bygget på dens værdier. Derfor ligger det allerede i alle soldater, at de bærer værdierne med sig – også i krig – og det har for ministeren også en vis værdi.

…

Det hele er lidt uforløst. Gå ud og prædik. Hvordan skal jeg gøre og hvor konkret må jeg være? Hvordan skal jeg sætte mig selv i spil?

Jeg bemærker disciplene i Apostlenes gerninger som, efter Jesus er faret til himmels, står og kigger op i himlen. Jeg spejler mig lidt i dem og deres længsel, fordi jeg også kunne have brug for at Jesus kom tilbage og sagde lidt mere om opgaven.

Og som disciplene står der, ligner de enhver flok børn, der ser op til deres forældre. Børn ser op til deres forældre både fysisk, når de kigger nedefra og op, men også i overført betydning som børn, der søger deres forældres øjne og svar i livet, når de er usikre.

Og selvom vi ikke er børn længere, kender vi følelsen af rådvildt at se sig om efter de autoriteter, vi engang knyttede os til, eller længslen efter dem der gav os svar på livets spørgsmål. Det er lidt den følelse, jeg står med i forhold til opgaven. Jeg er rådvild i det krav, der er stillet mig.

Sådan er det også for mange unge i dag. Forleden dag reflekterede en psykolog i Kristeligt Dagblad over de krav – eller mangel på samme – som forældre i dag stiller deres børn og unge.

En rapport fra Trivselskommissionen peger på det problem, at forældre i dag kommer til at skrøbeliggøre børn og unge, fordi "den nye forældrepraksis i for høj grad er kendetegnet ved manglende tydelighed og krav i opdragelsen, og at dette er medvirkende til at skabe trivselsudfordringer for nogle børn og unge".

Kommissionen anbefaler derfor, at forældre skruer ned for det forhandlende forældreskab, tager autoriteten tilbage og stiller tydelige krav.

Men de krav skal, ifølge psykologen Joachim Meier, ikke være kendetegnet ved deres kvantitet – altså hvor mange de er – men af deres kvalitet og indhold.

”Jeg tror” siger Meier ”at vi skal være langt bedre til for det første at stille tydelige og håndgribelige krav, der er mulige at leve op til, og for det andet til at stille krav, der overskrider de unge selv, og derved befrier dem fra sig selv.”

Og hvad betyder det at overskride sig selv? Det betyder, at vi udvikler os positivt når kravene og ansvaret ikke kun indbefatter ansvaret for egen læring, men også retter sig mod andre. Når andre også bliver afhængige af vores indsats, kan vi bedre se målet, da befries vi fra os selv. Og møder vi bump undervejs, knækker vi ikke, men vokser ved at have ansvaret, ved at kunne bidrage og at skulle løfte ikke bare til os selv, men også til andre.

…

Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.

Den opgave er på den ene side tydelig, og på den anden side slet ikke håndgribelig eller mulig at leve op til. Og måske skal jeg bare forlade mig på det? Måske får jeg aldrig et entydigt svar, som kan sætte mig i gang, konkret og håndgribeligt.

Bedst som disciplene i Apostlenes Gerninger kigger op i himlen, kommer to engle, som ret tørt og nærmest komisk siger til dem: ”Hvad i alverden står I der og glor op i himlen for?!” Underforstået: ret hovedet, kig ned og kig ligeud i den verden, I er en del af. For fra nu af, er det er her, det sker!

Det er her, det sker. Det er her i verden, Jesus virker og er. Lad være med at søge Jesus, som om han er oppe. Han er nede, han er her, han er i den allestedsnærværende himmel. Hans spor er i denne verden, og her skal jeg og vi også sætte vores spor, uden helt at vide hvordan deres aftryk kommer til at se ud.  

Og måske skal jeg turde tro på, at det er okay, at det er sådan? At evangeliet og Jesus bor i mig et sted, og at det giver mening – måske særligt i mødet med det andet menneske – hvornår og hvordan det skal prædikes? At råbe ud i luften, uden at nogen hører det, giver ikke mening. Prædikenen må ske i mødet, og jeg må have tillid til at svaret kommer der.

Ligesom disciplene der tidligere ville have svar på, hvem deres næste var og hvad de skulle gøre for at vise barmhjertighed. De fik aldrig et entydigt svar, men blev bedt om at være nærværende, lysvågne i tid og rum. Og så kom svaret af sig selv.

Dér lever opgaven og kravet, fordi den i mødet også giver os et særligt ansvar og en særlig mening uden om os selv, ligesom psykologen var inde på. Vi vokser med opgaven, når den bliver sat i sammenhæng med andre end kun os selv.

…

Jesus farer afsted. Ham om det. Jeg tror, jeg må lande med mine fødder solidt plantet på jorden, og tro på, at evangeliet er lige her på jord. At Jesus i sin tid har plantet det i mig og i verden, og at det nu må spire og vokse så ukonkret og konkret som det kan.

Og bliver jeg forvirret undervejs kan jeg måske knytte mig ved de ord, evangeliet afsluttes med: at Herren virker i mig og os. At Herren altid vil stadfæste ordet ved de tegn, vi gør – også i dag.  

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen. 

Tvivl

Prædiken til første søndag efter påske (I) i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 20,19-31. Salmer: 408 – 233 – 248 – 678 – 236v5 – 234. 

Det må ikke have været særlig let for Thomas at være discipel af Jesus, og samtidig tvivle så meget.

Thomas har fulgt Jesus i størstedelen af sit liv. Han har så mange gange hørt Jesus fortælle, at han en dag ville dø og opstå på den tredje dag. Han har så mange gange bekendt og nikket ja til det hele.   

Men da Jesus som opstanden har stået midt iblandt disciplene, og Thomas ikke selv ser det, gribes han alligevel af tvivlen. Han magter ikke troen, da det kommer til stykket. Han har brug for bevis. Han vil se for at kunne tro!  

Som sådan ligner Thomas så mange af os, der glædes over beviser. ”Jeg vil se det, før jeg tror det” siger vi. Af den grund er der også mange, der holder sig væk fra kirkens rum og ikke vil røre det religiøse. Det er nu engang syns-, føle-, dufte og høre-sanserne der trumfer enhver form for overbevisning og tro.

…

Thomas stiller krav om bevis. Han vil se det hele med egne øjne; have fingrene helt ind i sårene, som en kirurg der vil åbne menneskekroppen for at se, hvad der er på færde. Og først der må sandheden vise sig.

Nogle gange siger vi, at tvivlen er en nådegave. Den kan være med til at få os lidt ned og besinde os. Det kan være så befriende, når én rækker en finger op midt i de overbevistes flok, og stiller nysgerrige spørgsmål. Tvivlsspørgsmål kan få enhver kæphøj ned fra sin sejrshest og minde om, at ingen er bedre end andre.

Thomas tvivler, men han har ikke fået nogen ros for det op igennem kirkens historie. Han er ikke blevet portrætteret som en tvivls-helt eller personificeringen af tvivlens nådegave. Derimod klinger hans navn ’Thomas-tvivleren’ temmelig negativt, selvom han jo i bund og grund bare forholder sig afventende. Han har rakt en nysgerrig finger i vejret midt i de overbevistes flok.

…

Måske vil nogen af jer husker en præst, der engang kom til at gøre det samme – række en finger i vejret og være lidt nysgerrig, lidt kritisk og lidt tvivlende i sin tro? 

Han hed Thorkild Grosbøll og var præst i Taarbæk, nord for København. Han fik lidt af en sag på nakken, da han i begyndelsen af 00’erne udgiver en bog og senere hen et interview, hvor han siger, at han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud.

Det skabte selvfølgelig røre, og Grosbøll måtte stå skoleret hos flere biskopper. For kunne det virkelig være rigtigt, at der gik en præst rundt i den danske folkekirke og ikke troede på Gud? Hvad måtte menigheden ikke tænke og tro? Og havde Grosbøll ikke skrevet under på noget andet i sit præsteløfte? 

Der var ikke mange, der tænkte om Grosbøll, at han besad tvivlens nådegave. Men måske havde han det lidt som Thomas? Han ville egentlig bare gerne se beviset. Stikke en finger i vejret, og derefter en finger ind i såret. Mærke arene på kroppen, fordi det nu engang er sådan, vi mennesker fungerer – selv for en præst – at vores sanser i høj grad styrer, hvad vi finder sandt og sandsynligt.  

…

Det var på mange måder en ærgerlig sag for Grosbøll. Det handlede aldrig om, at han ikke troede. Og sagen falder også, da han genbekræfter sin tro over for biskoppen i Roskilde.

Nej, det handlede i stedet om, at han i højere grad nok var tvivlende. Og derfor var han præst. Derfor gik han i kirke. Derfor forsøgte han at åbne sig for Gud og for troen, ved hele tiden selv at tage livtag med den, og ved hele tiden at stille sig over for troen i kirkens fællesskab.

Men sagen var også ærgerlig for kirken og den – i gåseøjne – overbeviste flok. For pludselig blev der trukket et skarpt skel op imellem troende og ikke troende – et skel som stadigvæk indimellem stikker sit hoved frem. Enten er du troende eller også er du ikke!

Men tror vi ikke alle sammen? Er det ikke umuligt ikke at tro – bare lidt?

Vi tror på tandlægen, ellers ville vi ikke åbne munden. Vi tror på lægen, ellers ville vi ikke indtage medicinen. Vi tror på tømreren, ellers ville vi ikke lade ham reparere det, der er gået i stykker. Vi tror på den historiske overlevering, selvom vi ikke så det selv.

Og selv det, vi er vidner til, kræver også tro. Tro på at det der siges også menes. Tro på at vores øjne ser rigtigt, og vores ører hører, hvad der faktisk bliver sagt.

Og vi tror på Gud. Nogle gange. Men langt de fleste gange har vi mere brug for, at Gud tror på os! Hvis troen på Gud kun afhang af vores egen indsats og tiltro til ham, så var Gud for længst gået i glemmebogen. For vi glemmer hans ord.

Og derfor har vi brug for at blive mindet om den i kirken søndag efter søndag. Vi glemmer. Vi er syndere, som det hedder med kristen terminologi. Og derfor har vi brug for at komme igen, møde Guds ord, få troens gave, få syndernes forladelse og velsignelsen til igen at gå ud i verden og være hinandens medmennesker.

Som den nyligt afdøde pave Frans engang udtalte til avisen Die Zeit: ”Troen kan gå tabt. Den er en gave, som man hver dag må bede om på ny. Hvor ofte i mit liv har jeg ikke forsyndet mig ved at handle mod min tro som en ikke-troende. Det er tomhedens øjeblikke. Man må ydmygt bede Gud om troen.” 

…

Og for Thomas tvivleren endte det også der: han mistede pludselig troen på den opstandne. Blot en enkelt dag efter Jesu opstandelse begyndte tvivlen at nage ham. Og derfor måtte han bede om den igen.

Men hvad sker der så? 

Jo, den opstandne kommer ham i møde. Jesus møder Thomas og ikke omvendt. Jesus går lige i kødet på Thomas – så at sige – for at Thomas kan gå i kødet på ham.

Og han overbevises. Heldigvis sker det for Thomas. Og heldigvis for os har der gennem tiden har været kloge mennesker, der har udlagt og forkyndt kristendommen, så den opstandne også er blevet levende for os – lige så levende, som han var dér foran Thomas – om end vi også af og til må kæmpe.

Ja, salige er vi, her 2000 år efter, der hver dag kæmper med troen, og alligevel mærker glimt af Gud i fællesskabet, som når børn bliver døbt, eller nadveren rækkes til os, eller når Guds ord forstyrrer os, forplanter sig i os, og får os til at gå nye veje.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, men dog alligevel bliver ved med at kæmpe og række en finger i vejret, fordi vi ligesom Thomas insisterer på at leve i det uafsluttede.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, og nogle gange også kan have svært ved at bekende den højt, men heldigvis står ved siden af andre, som godt kan.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, men pludselig i det dybeste mørke, hvor troen næsten er væk, alligevel møder en engel, som fortæller os, at vi har lys i ryggen.

Salige er vi, der hver dag kæmper med troen, og hører i dagens evangelium, at Gud kan gå igennem selv lukkede døre; finde vej ind i selv de mest fortvivlede sind, og lyse med al sin opstandelseskraft og sige: Fred være med jer!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed. 

Amen.

Og de gik ud

Prædiken til påskedag (I) 20. april 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Markusevangeliet 16,1-8. Salmer: 224 – 448 – 826 – 218 – 236 – 427 – 240.

Forleden dag var jeg i København og gik ved et tilfælde forbi indgangen til Tivoli.

Indgangen til Tivoli er nærmest ikonisk. Den vil os noget. Den lyser op. Den er som en portal ind i en anden verden af latter, lys, farver og forlystelser. Den er noget helt særligt, fordi man ved, at går man igennem der, går man fra grå virkelighed, indtil en magisk verden, hvor legen er forstørret og hvor håbet er at overraske dig.

Sådanne porte og portaler er der overalt. Indgange eller udgange der vil os noget. Porte, buer, og åbninger, som vi skal gå igennem imellem stadier og forskellige virkeligheder. Der er noget løfterigt ved porte. Noget stort.

De kan være festlige som Tivolis. Eller mægtige som Triumfbuen på Champs-Élysées i Paris, der vidner om en sejrende nation efter første verdenskrig. De kan være pyntede som en æresport, bygget til ære for den kærlighed som var, som er, og som kommer.

Portene kan være hemmelige og måske også uhyggelige. I Narniabøgerne er porten ind til det fortryllede land et glemt garderobeskab. Og i Harry Potter bøgerne skal alle troldmænd i menneskenes verden løbe igennem en væg af mursten, en skjult port på banegården, for at komme frem til perron 9¾ og toget til troldmandsskolen Hogwarts.

Da jeg var barn, boede jeg tæt på byens legeplads. Når min søster og jeg skulle derover, gik vi ned i vores have, ud igennem læhegnet. og så var vi fremme.

Men når vi skulle hjem igen var læhegnet pludselig blevet til en massiv mur af træer og mørke. Vi kunne ikke finde porten i læhegnet, som skulle føre os sikkert hjem igen. 

Derfor malede vores mor en hvid ring rundt om en lygtepæl, som tilfældigvis stod der, hvor vi skulle ind. Andre må have undret sig over ringen. Men min søster og jeg vidste, at når vi fandt lygtepælen og den hvide ring, kunne vi finde porten i læhegnet, gå igennem mørket, og finde hjem igen.

…

Påskedag er som en port; en port der går os i møde og tilsiger os, at der nu går en vej fra død og liv.

Påskedag er som en port; en port der som morgenstunden forkynder, at der efter nat altid kommer dag, at der efter modgang altid kommer medgang og lys.

Påskedag er som en port; en port vi går ud af ud evigheden, fordi englens budskab: ”han er opstået, han er ikke her”, skubber os ud af graven og ud i livet igen. Og dér er Kristus opstanden!

Det er det, vi fejrer i dag. Det er fantastisk! Det er ubegribeligt! Og sådan reagerer kvinderne også den første påskemorgen.

Kvinderne løber ud til graven for at se til den døde Jesus. Men da de kommer ind i den mørke gravhule, møder de i stedet en engel, som siger ordene: ”Han er stået op. Han er ikke her”.

Og det får ikke først smilene frem. Tværtimod. De bliver forfærdede over ordene og vender straks om med frygt og forfærdelse i hele kroppen. De bliver bange, som der står.

Men hvad ser de, da de vender sig om? De ser påskemorgens port! Bagved dem åbner den sig, og de ser lyset, der vælder ind i graven og bryder med mørket. Der ser åbningen og udgangen til livet, til håbet, til det grønne græs og til alle de levende mennesker på den anden side. Hvad end de mærker af modsatrettede følelser over englens ord, giver ordene dem alligevel mulighed for at vende sig om og løbe afsted, igennem porten, ud i lyset.

Og det er påskemorgen! Det er opstandelsen!

Jesus sprængte sig vej gennem dødens port tilbage til livet. Han var den første, der gjorde det i ly at natten. Og kvinderne gentager det, som de første, påskemorgen. De hører, at de ikke længere skal være i gravens mørke. De aner at det fantastiske er sket, uden måske helt kunne forstå det.

Men på det håb, løber de alligevel afsted. Og fra og med i dag, er det håb også vores.

Påskemorgen og kvinderne i graven fortæller os, at selv gennem tårer kan vi få øje på engle.

Påskemorgen og kvinderne i graven fortæller os, at der selv i det dybeste mørke kan findes håbefulde ord.

Påskemorgen og kvinderne i graven fortæller os, at vi nogle gange må gå ind i mørket, være der, men at der bag os også kan åbne sig en port af lys. En port vi kan gå igennem, ud i livet igen.

Det kan tage tid. Det kan vare evighed. Porten kan være lille, og den kan gemme sig mere end hvad godt er. Måske I sidder og tænker på, hvilke porte I er gået igennem i jeres liv, og hvilke porte I har stået under. Porte hvor I gik fra mørke til lys. Eller måske I kommer i tanke om de porte, I snart håber, vil åbne sig for jer. Lyssprækker i mørket, hvor I igen får mulighed for at gå den rigtige vej.

I dag mødes vi af håbet om, at påskens port altid vil være et sted. At der bag om ryggen på os altid kan åbne sig en sprække af lys, som vi kan vende os mod og gå i møde.

Jesus var den første, der gik vejen. Den første som fjernede stenen fra vores bryst, fra vores mørke. Og derfor vil han altid gå med os ind i mørket, men også altid vise vejen ud igen. Ja, måske er han som den hvide ring rundt om lygtepælen, vi altid kan lede efter og få øje på, og føle os trygge hos hele vejen.

…

Forleden dag så jeg en ny dokumentar på DR om Jonas Petersen, sanger og digter i Hymns From Nineveh. DR har fulgt ham det seneste år i en svær tid, på vej tilbage fra en depression.

DR filmer ham, men han filmer også sig selv i de allermest sårbare øjeblikke midt om natten, hvor et tankemylder har afbrudt hans søvn. I øjeblikke hvor tårerne triller ned ad kinderne på ham og hans verden er krøllet helt sammen.

Det er barsk at se og barskt at høre. Jonas giver os indblik i stunder så angstfyldte, at de knap lader sig filme. Han prøver at formidle mørkets kræfter og alt det der fylder i ham, og som mange af os andre knap forstår. Og med det forsøger han at vise os en del af virkeligheden – også når den er barsk.

Hvorfor depressionen kommer, ved han ikke. Hvorfor mørket slutter sig om ham, ved han ikke. Og hvordan han kommer ud af det igen er heller ikke tydeligt.

Men en dag det banker på døren, sker der noget. Et bud leverer en buket blomster ved hans dør og går igen. Blomsterne viser sig at være fra en god ven, som har hørt om Jonas situation, og nu blot vil vise sin medfølelse. Blomsterne er smukke, og vedlagt er der et lille kort, hvori der står: Hold ud. Jeg tror, der blir lys i dig igen.

Hold ud. Jeg tror, der blir lys i dig igen. Vennen bliver som en lille hverdagsengel midt Jonas stue. Og ordene bliver som englens ord til kvinderne i graven. De får endnu engang tårerne til at trille ned ad Jonas’ kinder, men nu af glæde. Ikke fordi depressionen pludselig er væk, eller at han med det samme mærker lyset, ligesom kvinderne heller ikke gjorde det lige med det samme.

Men fordi ordene kom til ham. Fordi han i ordene kunne ane en et håb.

Og bare det at ane håbet var som påskemorgenstunden, der lyste ham i ryggen. Håbefulde ord midt i mørket der åbnede en vej; en lille sti fyldt af påskegule liljer, han snart kunne træde ind på.

…

Påskemorgen vælder lyset ind i graven. Kvinderne står med tårefyldte øjne og lytter til englens ord. Og bagom ryggen på dem strømmer lyset ind.

Er lyset stærkere end mørket? Er Guds kærlighed stærkere end alt andet, ja, selv døden? Ja, det tror vi og det er påske!

Påsken er et ord, der forstyrrer vores mørke.
Påsken er et lys, der varmer vores indre.
Påsken er en port, der åbner sig bag os, og opstandelsen er den virkelighed, vi altid har i vente og altid kan gå ud i. Leve i. Være i. Både når vi er bange og når vi ikke længere er det. Kristus er opstanden og vi med ham!

Glædelig påske

Amen.