Lovsangens tid er begyndt

Prædiken til tredje søndag i advent - Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 1,67-80

Hvornår er du sidst brudt ud i lovsang over et eller andet? Brudt ud i et jubelråb og lovprist Herren for det under der er sket og den glæde der er kommet dig i møde? Det er sikkert et stykke tid siden, du ligefrem lovpriste et eller andet. Og så alligevel. Der sikkert mange af jer, inklusiv mig selv, der går rundt og nynner melodier, fløjter til fuglene, og sender smil ud i det blå, når livets mening rører på sig og vi glædes over et eller andet i det små eller i det store?

Med dagens evangelium dumper vi lige ned i én af de ældste lovsange og jubelråb vi kender: Zakarias lovsang. I katolske klostre rundt om i verden, har det i århundrede været tradition at synge netop Zakarias lovsang hver eneste morgen, som en lovprisning af Gud. Et glædesudbrud over solens opgang endnu engang og lysets komme! Og i dag – tredje søndag efter trinitatis – er den så også en del af vores morgen her i Enghøj Kirke, hvor vi går fra den mørke nat til den lyse dag!

Zakarias lovsang er kulminationen på lukasevangeliets første kapitel. Lukas indleder sit evangelie med fortællingen om Zakarias og hans kone Elisabeth, der skal føde Johannes, samt bebudelsen af Jesu fødsel. Og det er, da Johannes endelig er født, at Zakarias bryder ud i sang, fordi hans søn er tegnet på en ny tid og en ny virkelighed, der kommer ham og hele verden i møde. For Johannes er den sidste profet, der skal komme, inden Messias selv kommer til syne, og derfor er Zakarias nu kun ét slægtsled fra opfyldelsen af den nye pagt. Derfor fejrer Zakarias sin søn med jubelsang og jubelråb. Med en lovprisning!

I dag har vi tændt endnu et lys i adventskransen. Vi nærmer os julen. Vi nærmer os lysets komme. Men vi er der ikke helt endnu. Vi venter stadigvæk. Vi er stadigvæk på grænsen mellem det gamle og det nye, mellem mørket og lyset. Og hvis ikke tiden op til jul skal blive en lang og træls ventetid, ligesom den man møder, når man skal kontakte det offentlige via telefon, så må vi udnytte den og tage den til os. Og så må vi prøve at forstå hvad vi siger farvel til og hvad vi hilser velkommen.

Da Zakarias får at hvide, at han skal være far til Johannes, er han i færd med at ofre til Herren. Sådan var praksis i den tid, og derfor gjorde Zakarias det også. Men måske det netop er her, vi skal finde opgøret med det gamle og nøglen til det nye…

Det er den kristne påstand, at med Jesu korsfæstelse langfredag, at offerets tid er forbi. Jesu død er det endegyldige offer, der hverken kan eller skal gentages. Og derfor skal mennesket ikke længere sende offerrøg til himlen, men alene lovsang, ligesom Zakarias også ender med at gøre.

Offerets tid er forbi. Men ordet bruges jo stadigvæk. Ja, det lever i virkeligheden i bedste velgående! Vi sender ikke ofre til Gud, men jeg vil gerne vove den påstand, at vi derimod selv fabrikerer vores ofre.

Medierne er fyldt med ofre eller ord, der indeholder offertanken. Vi taler om trafikofre, om at være offer for vold, offer for kræften, offer for mobning, offer for censur, offer for finanskrisen, offer for skyldfølelse osv., og vi taler om at vores samfunds stjerner, hvad enten det er fodboldstjerner, filmstjerner eller andre kendte, er medieofre. De fleste ofre er fuldstændig meningsløse og kommer ud af den blå luft. Terrorofret, voldsofret, offeret for mobning. Mobbeofferet forekommer f.eks. i skolen, på en arbejdsplads eller i et andet fællesskab, når vi udpeger klovnen eller den kiksede, mere eller mindre bevidst, som et offer for dumme kommentarer og mangel på accept.

Og til sidst det værste offer, som vi sjælendt taler om, fordi det bliver personligt og ubehageligt: nemlig når vi bliver ofre for vores egne og andres behov. Når vores og andres forventninger til det ene og det andet – gode karakterer, succes på arbejdet, det perfekte hjem, det perfekte look osv. – stiger os til hovedet og ender med at tage livet fra os, fordi vi hverken kan eller skal kunne indfri dem! Da står vi i dyb meningsløshed som ofre!

Ja. Det er måske ikke rart at tale om eller at høre på. Så meget desto mere er der grund til at lytte til dagens evangelium. For offerets tid er forbi! Det er lige midt i offeret til Gud, at Zakarias afbrydes og mødes af ærkeenglen Gabriel, som fortæller ham, at der er en ny tid i vente. Offerets tid er forbi og det gamle skal forstumme. Og da Johannes fødes, får Zakarias stemme til at lovprise og lovsynge Gud, i stedet for at bringe ofre.

Offerets tid er forbi. Lovsangens tid er begyndt! Den sætning vil jeg gerne, at vi skal gå hjem med i dag. Og med den sætning følger selvfølgelig spørgsmålet: hvordan vi i dag og i vores virkelighed kan lade det ske? Hvordan kan vi bringe offerets tid til ophør i vores liv med hinanden og i vores syn på os selv?

Spørgsmålet er åbent, men evangeliet stiller os ikke helt uden en mulighed.

Zakarias han synger! Af vilden sky! Fordi han er blevet givet noget. Fordi han ser og oplever, at det største her i livet – lyset og kærligheden – ikke er noget, han selv har kunnet præstere eller ofre sig vej til, men er noget, han er blevet givet som en gave udefra!

Vi kan ikke skabe vores eget liv. Vi får det altid givet. Vi kan ikke forløse os selv. Vi kan kun blive forløst. Vi kan ikke skabet lyset selv. Det kommer altid udefra og lyser for os og på vores vej!

Kunne vi da, ligesom Zakarias, udskifte vores ofringer, og vores til tider ødelæggende forfængelighed med lovsang? Og kunne vi måske se og have tillid til en kraft, sådan som også Paulus fortalte, der ikke kommer fra os selv, men fra det, der er større end os selv – fra Gud? Så vi nok er tvivlrådige, men ikke er fortvivlede; så vi nok forfølges, men ikke lades i stikken; så vi nok slås til jorden, men ikke går til grunde?

Offerets tid er forbi. Lovsangens tid er begyndt. Solopgangen fra det høje vil altid, trods forventninger og fortvivlelse, stige op over horisonten og besøge os i vores mørke. Det er den erfaring munkene og nonnerne gør hver morgen rundt om i klostrene, når de samles til tidebøn, og det var også den erfaring Zakarias gjorde, da han blev mødt af Gud!

Zakarias bryder ud i sang. Han havde ikke turde tro, at det var sandt, at han skulle få en søn givet. Men pludselig sker det alligevel. Og ordene vælder ud af hans mund i en lovsang til Gud. Som solen står op og bryder nattens mørke, på samme måde vælder lovsangen ud og bryder hans vantro. Han må synge, for han er jublendes lykkelig!

Og vi kender det godt. Sangen gør noget ved os. Når vi står i vores livs store øjeblikke – om de er lykkelige eller fulde af sorg – så synger vi. Vi synger de store sange og salmer, og selv den mest forbitrede sjæl lader sig berøre af sangens kraft. Sangen kan noget. Den kan, som vi af og til siger, få taget til at løfte sig. Men jeg tror også, at det ikke alene er taget der løfter sig, men også os selv der løftes op, så vi kan se længere end vi troede var muligt.

Offerets tid er forbi. Lovsangens tid er begyndt. Kan vi synge, i stedet for at gøre hinanden til ofre? Kan vi slippe alle vores tunge forventninger og offermentalitet, og give plads til sangen i vores liv, og lovsang til den Gud, der kommer os i møde?

Jesu korsfæstelse er det endegyldige offer. Det kan ikke gentages og det skal ikke gentages. Hverken i forhold til Gud, eller i vores forhold til hinanden. Men vi skal gentage vores lovsange. Igen og igen skal vi sætte ord på både vores fortvivlelse og vores taknemmelighed. Vi skal øve os i at tale sammen, og vi skal øve os i at lade Gud tale til os i ord og handling, i bøn og lovsang.

Amen!

Hvad forventer vi af lysets komme?

Prædiken til første søndag i advent - Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 4,16-30

Forleden dag var jeg til foredrag med en af DRs toneangivne journalister, Anders Agger, som blandt meget andet gav et lille indblik i tidens TV-tendenser og hvad der storhitter hos os brugere. Han nævnte selvfølgelig de næsten lokale ”Rigtige mænd” og den lidt for overgærdede ”Store bagedyst”. Og så nævnte han bølgen af genbrugsprogrammer, der for tiden skyller ind over os.

Det er programmer som ”Guld på Godset” og ”Guld i købsstaderne”, ”Gemte skatte”, ”Auktionshuset”, ”Antikduellen”, ”Antikkrejlerne” og ”Skattejægerne”, bare for at nævne nogle få. De handler alle sammen om gamle ting og sager, der, hvis man kigger på dem med lidt andre briller og i et andet perspektiv, pludselig er en halv million værd. At der i al vores gamle ragelse og på vores bedsteforældres loft findes små stykker af guld – eller i hvert fald pletsølv – som på en ny måde er moderne, retro, smagfuldt og in. Fortid som bliver nutid og fremtid, og gammelt som bliver ungt igen!

I sidstnævnte, ”Skattejægerne”, møder man bl.a. den lidt for smarte marskandiser Peter Falk fra Nørrebro, som finder brugte bilfælge og hænger dem op på væggen. For som han selv siger: ”Det er hip living”! Man møder også designeren Pauli Tvilling, der, hver gang han finder en ny vintagekjole fra 50’erne eller 60’erne, er ved at gå i spagat over, hvor flot, lækker og velsyet den er! Og man møder far Frede og datteren Rikke fra Næstved, som hver weekend får et fiks, af at køre ud på diverse loppemarkeder og finde og handle brugte ting til deres egen genbrugs. Bytte bytte købmand og prutte prutte om prisen er dansk TV i særklasse anno 2015. Anders Agger har ret!

Jeg har såmænd også selv været der; set et par af programmerne, blevet inspireret af det gamle og besøgt min farmors loft. Og en enkelt gang jeg kom ned derfra med en ny gammel dims i hånden – en gul lampe – som i mine øjne var smart og retro, fulgte hun op på det med replikken: ”Skulle det nu være moderne?!”. ”Ja, farmor! Det er da super moderne” måtte mit svar selvfølgelig være. Havde hun placeret det i sin stue, sammen med alle de andre ting, ville det være totalt smart. Men hun forstod ikke rigtigt, at det, der bare var en almindelig gul lampe fra tidligere tider, nu lige pludselig var mere værd end som så.

Adventstiden, det nye kirkeår og dagens evangelium, fortæller på mange måder samme historie. Vi bliver fortalt, at der står noget værdifuldt foran os og lyser op, men som ikke umiddelbart er til at få øje på, fordi det ikke har karakter af noget særligt og fordi vi på en måde har set det før…

Vi møder Jesus i synagogen, da han er kommet tilbage til sin hjemby. Her læser han en profeti op fra profeten Esajas bog, og siger straks derefter, at hvad der blev lovet i profetien, er i dag gået i opfyldelse, underforstået: i ham! Det er store ord som både vækker begejstring, undren og vrede blandt de fremmødte. For hvem er nu denne mand? ”Er det ikke Josefs søn?” bliver der spurgt. Og jo, det er det. Det er jo Josefs søn, fra værkstedet henne om hjørnet, og hvad er det nu, han står og siger?

De tilstedeværende havde nok ventet sig noget andet af Esajas profeti og opfyldelsen af den. Måske noget mere pomp og pragt? Måske noget mere glans og elegance, end hvad de så i den lokale tømrers knægt. Men virkeligheden er en anden end den, de havde forestillet sig – det er den i grunden næsten altid – og Jesus vidste godt selv, at det var sådan, det ville blive, for ”ingen profet er anerkendt i sin hjemby”.

Ja, virkeligheden var jo den, at Jesus stod der foran dem i en kedelig normal menneskelig skikkelse, og som mand af byen, og postulerede, at han var den, de alle havde ventet på. At han var den, de nu skulle se på, høre på og efterfølge.

Jeg synes ikke, det var mærkeligt at de reagerede, som de gjorde. Med undren og vrede. Han kom, han så og han sejrede. Næsten. Han blev i hvert fald ikke smidt helt ud over klippen...! Og det får mig til at overveje, her ved indgangen til adventstiden, hvad vi egentlig forventer os af Guds komme til os…

Hvad forventer vi af lysets komme? Hvad forventer vi af kærlighedens komme? Hvad forventer vi, når vi hører ordene: at ”Hvad der tidligere blev sagt, det er sket, nu fortæller jeg det nye” (fra Esajas): ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse!” (fra lukas)? Hvad tænker vi at lyset, kærligheden og opfyldelsen skal få af betydning for os? Og hvad endnu vigtigere er; tør vi tro det og åbne os op for det, vi så ser, men som vi umiddelbart havde forventet, ville tage sig anderledes ud?  

Dagens fortælling rummer jo på mange måder jordens største skuffelse, da ham de forventede sig så meget af, i virkeligheden ikke så ud af særlig meget. Det nye kom som det gamle. Som et retrofund på et loppemarked, og en ny gammel dims på min farmors loft. Så spørgsmålet er, hvad vi egentlig skal forvente, og om vi er helt klar til at tage imod det, som kommer til os, ligegyldigt hvordan det end præsenterer sig? Det er den udfordring, evangeliet stiller os med i dag.

Og vi kan ikke komme ud over, at vi må tage udfordringen op i dag! For ”I dag er det skriftord (…) gået i opfyldelse” sagde Jesus, og identificerede sig selv med ”i dag”. Pludselig blev de, der stod foran ham, fanget i nuet. Nu handlede det pludselig ikke om i forgårs eller om i morgen. Ikke om nogen andre i tidligere tider, som for længst var forsvundet i fortiden, eller om nogen af dem, som er her i morgen eller om et år og ude i fremtiden. At skriftordet var gået i opfyldelse ”i dag”, krævede pludselig noget af dem. Og det kræver noget af os. Nuet er krævende, det er pågående og umulig at gemme væk i nostalgi og dagdrømme. For når det er ”i dag”, der gælder, må vi tage det alvorligt og tage det på os som det, der er meningen.

Vi kan ikke se det på ham, for vi har set konturerne af ham før. Jesus ligner en af os. Som et loppefund og en skjult skat iblandt os, vi udmærket godt genkender, men måske ikke kender det egentlige indhold af. Men så meget desto mere er der grund til at ændre perspektivet, for ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”. Så meget desto mere er der grund til at håbe og turde tro på, at han alligevel er den, vi har ventet. At lyset er kommet, og at vi ikke skal forvente en anden end ham, der står foran os.

Vi skal tværtimod tage imod ham, som den han er. I den skikkelse han kommer i, og med alt det han giver til os. Han er meningen – han er ”i dag” – og det betyder, at han har taget alt det på sig, som var. Alt det der var, alt det der skete og alt det vi gjorde, er erstattet af hans nåde og tilgivelse. Og samtidig betyder det, at den fremtid vi går i møde, ved indgangen til et nyt år, også er hans tid. Både den fremtid vi drømmer om og med glæde ser frem til, men også den fremtid vi med angst og mørke bekymringer går i møde, og som kaster lange skygger ind over dagen i dag. 

Da kan vi møde den verden og dagen i dag, med alt hvad den kræver af os af nærvær, omtanke og kærlighed, men også med ord, der sætter os fri og giver os mod på livet.

I dag er vores dag. Lad os gribe den, og lad os gribe af ham, som har alle dage i sin hånd. Dem der var engang, og dem der kommer en dag. For i dag skal vi leve i hans lys!

Amen!

Men han tav!

Prædiken til 20. søndag efter trinitatis - Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 22,1-14

Kan I huske dengang Birthe Rønn Hornbæk nægtede at svare en journalist på hans spørgsmål? Hun var dengang minister, og var blevet irettesat af sin statsminister, hvilket selvfølgelig skabte en del debat. Og i stedet for at sige: ”Det har jeg ingen kommentarer til” eller lignende afvisninger, sagde hun ikke et ord, men forblev stum. Hun stod bare og kiggede på ham for rullende kameraer, men uden én eneste kommentar! Et pinligt øjeblik for Birthe Rønn, mente nogen; genialt, sagde andre…

Tavshed er i grunden underlig på den måde, at man somme tider kan sige meget mere med tavshed end med ord. Ord kan misforstås, fejltolkes, og komme til at fremstå helt anderledes, end hvad der var hensigten. Og i andre sammenhænge bruger vi sommetider udtrykket: ”jeg er (løbet) tør for ord”, fordi vi er overraskede, forbløffede, handlingslammede eller overvældede af en situation – både de positive og negative – og vi ikke har ord for hvad vi oplever. Og da virker stilheden stærkere end noget andet.

Jeg tror ikke Birthe Rønn i situationen var så positivt overrasket over journalisten. Hun var ikke løbet tør for ord af bare henrykkelse over journalistens velformulerede og veltilrettelagte spørgsmål. Tværtimod. Hun var irriteret og stod med et sarkastisk smil på læben. ”Hold op hvor er du dog dum at høre på” tænkte hun sikkert, og brugte tavsheden til at understrege sin utilfredshed og sin totale afvisning af journalistens spørgsmål. For sådan kan tavsheden også bruges: til at afvise det man ser og oplever. Som en protest og et opgør!

Dagens evangelium præges af en underlig form for tavshed og uvilje på de mærkeligste steder. Det er næsten en komedie værdig – eller snarer en tragedie – at høre om kongen, som febrilsk prøver at holde bryllupsfest, men ikke har særlig meget held med at få gæsterne til at komme. Det glæder vores ører at høre, at Gud, i skikkelse af en konge, inviterer alle ind til fest, og at han ikke lader sig kue af, at nogle vender ham ryggen og ikke besvarer hans invitation. ”Kom til brylluppet!” siger han, ”bryllupsfesten er forberedt!”. Ja, han når endda ud til bageste række, på vejene blandt gode og onde, og inviterer dem indenfor. Der er ingen der må gå glip af Herrens fest!

På den ene side. På den anden side er det også et ubehageligt gudsbillede af en Gud, der sender sinde hære ud for at dræbe mordere og brænde deres by af. Og det skuer i særlig grad i væres ører, når vi hører, at Gud inviterer til fest, hvor nogen smides ud. Hvem er manden? Er det mig? Eller er det verdenshistoriens største forbryder. Og hvorfor kan Gud ikke rumme en mand uden festtøj? Hvis vi følger Jesu lignelse, er Himmeriget er åbenbart blevet en fest med en speciel dresscode og en udsmider. Nogle har for travlt med deres hverdag til at komme, og andre kommer med til festen på et afbud. Alle er inviteret… og så alligevel ikke.

Hvem er denne mand uden festklæder? Mange har gennem tidens løb fortolket ham, som den der helt oprigtigt ikke var god nok til Himmerigets fest. Som en synder og som en buk blandt fårene. Og mange dystre prædikener kunne holdes med det formål, at skitsere fortabelsens mulighed, såfremt man ikke tager imod Guds indbydelse på ordentlig vis og ikke klæder sig ordentligt på. Men der er noget uldent ved denne tolkning og begrænsning af Guds imødekommenhed – hvis man spørger mig – og vi må derfor søge videre i teksten.

Der er noget med den mand, vi skal have opklaret. Hvorfor er han tavs? Hvad ligger der i hans tavshed? Det er ikke ligefrem et lykkeligt øjeblik for ham, hvor han i et følsomt øjeblik mangler ord. Enhver anden ville jo himle op over kongens behandling af ham. Men selv siger han ikke noget. ”Han tav!”. Og udefra set kunne han godt ligne et fjols og en stakkel. Hvem er det lige der bliver indbudt til bryllupsfest, uden at tage ordentligt tøj på? Hvorfor sætter han sig ikke ind i sagerne og læser de uskrevne koder der stilles til sådan et arrangement? Spørgsmålet er, om vi kan forsvare denne mand, selvom lignelsen forkaster ham. Og svaret er selvfølgelig JA!

For i hans tavshed ligger et opgør og en ultimativ afvisning af det han ser og oplever, og den verden han selv har været en del af, hvor nogle dræbes, nogle smides ud og andre bydes indenfor. Hans tavshed er i virkeligheden den samme tavshed, som da Jesus selv, i forhøret langfredag foran Pilatus, nægter at svare på Pilatus’ spørgsmål og befolkningens beskyldninger imod ham. Den tavse mand er med andre ord et billede på Jesus!

Han er et billede på den Gud, der kom til jorden – kom til sit eget rige – men også selv var nødt til at gøre op med det rige og lade sig selv dø, for at en ny virkelighed og et nye rige kunne træde frem i lyset. Ja, for at vi alle sammen i sidste ende kunne blive en del af hans nye virkelighed – af hans opstandelse, hans liv og hans ånd! For kun hvis alle kunne få del i himmerigets festligheder, ville Gud selv være med til festen!

Manden, der kom til bryllup uden festklædninger, er i virkeligheden den der iklæder os med sine egne klædninger! Og ikke hvilke som helst klædninger, men kærlighedens og nådens klædninger!

Af Guds nåde alle tråde
spindes til vor helgendragt,
den alene kan forene
ånd og støv i hjertepagt. (DDS 518)

Sådan sang vi tidligere i gudstjenesten. For af Guds nåde spindes den nye virkelighed og den nye festklædning – en helgendragt. Og vel at mærke en nådig festklædning, som det ikke er vores eget ansvar at iklæde os eller overhovedet har mulighed for at bestemme over, men som skænkes som en gave.

Ved døbefonten ses det allertydeligst: Her sluttes fred. Her iklædes vi Kristus. Her får vi del i nåden, gennem et løfte om syndernes forladelse og et evigt liv. Og her mærker vi, at nåden ikke er noget vi selv kan hente frem, men at den kommer fra noget andet end os selv. At den gives til os udefra – fra Gud og af den eller de personer der bærer os i livet. Og da kan vi træde tilbage. Da kan vi slippe ansvaret for at holde os selv i live, men holde fast i troen på at vi er elsket og har en værdi – uanset hvordan vi ser ud!

For i Guds festklædning bliver ingen jagtet eller byer brændt ned. I Guds festklædning bliver ingen smidt ud uden for en dør. I Guds festklædning har vi alle adgang til Guds rige – og til den store bryllupsfest!

Amen!