søndag den 16. oktober 2016

"Beregner ny rute"

Prædiken til 21. søndag efter Trinitatis d. 16. oktober 2016 i Enghøj Kirke
Lukasevangeliet 13,1-9

For nogle uger siden var jeg i København for at besøge lidt familie. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, helt OK til at finde rundt i landet – også i København – men jeg havde alligevel sat min GPS til for en sikkerheds skyld, da jeg kørte rundt inde i byen.

Men bedst som jeg satte min lid til GPSen og dens kunnen, gik det galt. Hvad der skulle have været en let og hurtig tur fra A til B, gik galt ikke bare én eller to gange men fire gange! Jeg måtte igen og igen og igen og igen køre forbi veje, som var ensrettede i den forkerte retning, men som GPSen mente, jeg skulle kunne dreje ned af. Helt ærligt! Hvad skal man bruge en GPS til, når den ikke kender vejene?!

Måske han har glemt at opdatere sin GPS, tænker I måske? Måske han har indstillet GPSen til ”langsom-og-hyggelig-ruten” i stedet for ”hurtigste-rute”? Men nej! Den var faktisk helt opdateret og rigtigt indstillet. Og da jeg endelig langt om længe, ad en temmelig stor omvej kom frem, var jeg blevet lidt muggen!

Nå. Men selvom jeg ikke kom nemt og hurtigt fra A til B, så kom jeg dog alligevel frem. Og det er også det, jeg vil frem til med min lille fortælling. Turen stoppede ikke, selvom det ikke var let at komme frem. For GPSen har dog, til trods for dens store mangel på viden om Københavns gader, en herlig funktion der slår til, når man ikke gør, som den vil. For så lyder ordene: ”Beregner ny rute”!

Er det ikke herligt? ”Beregner ny rute!”. Sådan en stemme og funktion ønsker jeg mig i julegave til brug i livet; som en guide. Overvej lige værdien af denne funktion, de gange vi er lige ved at gå ned af forkerte veje eller faktisk kommer galt afsted. At der var en stemme, som fortalte os, hvad vi i stedet skulle gøre; rettede os ind og fandt en ny, og måske også bedre, rute for os at gå i livet?

Det sker jo for os en gang i mellem. Vi går af og til forkert. Vi havner somme tider i en blindgyde uden muligheder. Vi gør af og til dumme ting over for os selv og dem, vi holder af, som vi senere fortryder. Vi havner somme tider i et dybt og uoverskueligt hul, f.eks. i en livskrise, stress eller sorg, og kan have det, som om et tårn vælter ned over os og fuldstændig tager livet fra os.

Det var det billede Jesus brugte i evangeliet; af tårnet i Siloa der væltede ned over de atten, der stod ved siden af. Men pointen med det lille billede var ikke, at de atten havde fortjent, at få et tårn af problemer og dødelighed i hovedet. Men at de, som det bare nogen gange sker, stod på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og blev ramt af en ulykke. Tilfældigt.

Tårnet, der vælter ned over en flok uskyldige, tror jeg mange af os kender fra vores liv og hverdag. Det er billedet af uretfærdig ulykke og modgang, der rammer som et lyn fra en lar himmel. Og når vi møder modgang, særligt ved hård sygdom, begynder vi nogen gange at spørge os selv, om vi kunne have gjort noget anderledes, så det ikke var endt sådan? Kunne man have levet på en anden måde? Kunne man have sagt og gjort andre ting, og den vej igennem have undgået en diagnose? Er det – med andre ord – en form for straf der rammer mig?

Men som Jesus fortæller med billedet – ja, som kristendommen og evangeliet igen og igen provokerende fortæller os – så er der ikke nogen særlig straf for at være skyldig. Men der er heler ikke nogen særlig belønning for at være uskyldig. Gud sender ikke sol over gode og regn over onde. Nej, solen skinner og regnen regner på såvel gode som onde.

Hvad han og evangeliet derimod gør, er, som GPSen somme tider også gør, at give os et håb: Han beder os lave en U-vending, der hvor vi kan. At vende om. Han beder os om at tage det liv på os, som vi er blevet givet, og leve det på en ny måde, hvis den måde, vi er i gang med, ikke fungerer eller ikke kaster godt liv fra sig. Lignelsen om figentræet er en fortælling om, at livet skal leves på en frugtbar måde. At vi skal tage livet på os!

For som vi hørte i fortællingen, var træet ikke rigtig noget værd, da det ikke satte frugter. Hvad kunne havens Herre bruge træet til, når det ikke satte figner? Ikke meget! Han var klar til at fælde det, og bruge jorden på noget andet.

Og evangeliet til i dag – til os der sidder her i kirken – beder os stille det samme spørgsmål! Hvis det er os, der er figentræet, der ikke sætter frugt, må vi spørge os selv og hinanden, hvad vi kan gøre, for at ændre det! Hvordan kan vi leve vores liv bedst muligt for os selv og for hinanden? Kan vi gøde jorden, lue ud i ukrudtet omkring os, og skabe plads og de rette betingelser for, at det gode og det vi egentlig vil, kan vokse frem? I må selv tænke på, hvad det kan være i jeres liv…

Når vi laver en U-vending med bilen, er det fordi vi enten ikke kan komme videre, eller fordi vi har opdaget, at den vej vi er på vej ud af, ikke er den rigtige, og at vi derfor er nødt til at vende om.

Det samme skal vi nogen gange minde os om i livet. Og Gud fortæller det lige ud: Omvend jer! Omvendelse betyder at vi på hæl og sjæl drejer om og følger den vej, Gud giver os gennem Ordet og evangeliet. Omvendelse betyder, at vi tager livets mulighed seriøst og tager det på vores skuldre. Omvendelse vil sige, at vi vender vrangen ud på vores hjerter, for at kunne leve og elske helt igennem!

Men der hvor det, som tidligere nævnt, går galt i vores levede liv; der hvor vi møder modstand og udfordringer, som vi selv og andre kan være skyld i, da får vi også en chance mere fra Gud.

I lignelsen er det gartneren eller Jesus, der kender figentræets egenskaber, fordi han på mange måder selv er som et figentræ. Og han beder sin Herre – beder Gud – om, at give det en chance mere. Og det får figentræet! Det er det der på teologisk-dansk kaldes nåde. Nåde er, som Johannes Møllehave skriver i en salme: ”Nåden er et ord fra Gud, over alle dage. Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage”.

Gud er en nådig og retfærdig Gud. Han skænker det samme liv og de samme livsmuligheder til os alle sammen. Han lader solen skinne og regnen regne over os alle sammen. Han puffer til os, giver os styrke og mod til at tage livets opgave på os. Men der hvor vi rammer en mur. Der hvor vi når til ”point of no return”, der er han også som GPS’ens stemme, der nådigt fortæller os, at det ikke er slut her. Der er en ny rute at gå.

Til forskel fra GPSen, som øjeblikkeligt går i gang med at ”beregne ny rute”, og ret hurtigt kommer med nye forslag, vi kan køre efter, så lader Gud det være op til os, at finde tilbage til en ny rute og et nyt liv. Han fortæller os gennem sin Søn, gennem Ordet og evangeliet, at ruten er der – og det er nåden – men han fortæller ikke hvor vi rammer den, og hvordan den vil bugte sig for os. Til det må i bruge vores medleven i denne verden. Vi må bruge vores fantasi og vores fornemmelser for livet.

Og det er vores opgave. Det er livets opgave at finde den vej, der tager livet alvorligt og får det til at sætte figner og hjerteskud.


Amen!

søndag den 11. september 2016

Vandring mellem lys og mørke

Prædiken til 16. søndag efter Trinitatis i Enghøj Kirke d. 11. september 2017
Johannesevangeliet 11,19-45

Professor i teologi ved Københavns Universitet, K.E. Skydsgaard, har fortalt en om en tysk soldat under Anden Verdenskrig, som otte timer hver nat skulle gå vagt ved en flyvemaskine.

Han skulle gå hen til flyets halespids, som stod oplyst på en plads, og så 50 meter væk med geværet over skulderen ud i mørket. Det var hans arbejde. Det var det, han var sat til. Hen til halepartiet af maskinen, og så 50 meter væk. Hen til halepartiet og så 50 meter væk igen. Time for time. Nat efter nat. Intet kunne være mere kedsommeligt.

Men så fandt soldaten på at sætte en bog fast på halepartiet. En digtsamling. Han måtte naturligvis ikke gå og læse digte på sin gang frem og tilbage. Så den tyske soldat satte digtsamlingen fast på maskinens haleror. Og så kunne han, når han kom hen til halepartiet, hvor der var lys, læse et par linjer, som han huskede på, mens han gik sine 50 meter ud i mørket på den forbandede og kedsommelige vagt.

Og det befriede ham. Hvad der før var meningsløst og tomt, blev nu fuldt af indhold. Han kunne ikke nå at læse mere end et par linjer ad gangen. Men det han nåede, tog han med sig, når han drejede om på hælen og gik ud i mørket. Og det befriede ham og gav ham en ny mening.

Sådan lyder fortællingen, som eftersigende skulle være sand. Jeg tror, de fleste af os kan sætte os ind i det dræbende kedsommelige arbejde, tyskeren udførte. Hvem har ikke prøvet en hverdag – på et eller andet tidspunkt – som gik i tomgang og blev lidt for rutinepræget og indholdsløst? Jeg kan huske en del stunder der fra min egen studietud i hvert fald.

Men måske I også kender fornemmelsen og virkningen af at blive oplyst? At få livet og indholdet i livet tilbage, ligesom soldaten fik indhold på sin vagt? For ham var det nogle få, bevægende ord, der gjorde en forskel. Ordene fik plads og liv hos ham, bar ham gennem kedsommeligheden og gav indhold i stedet for tomrum. Måske vi har oplevet det samme; at ord fra en god ven eller kæreste, har gjort en forskel? Måske skulderklap fra en kollega? Eller måske ord fra Gud?

Helt uden at I måske har efterspurgt det, tænker jeg, at vi alle sammen i dag i evangeliet får et par afgørende ord, vi kan tage med os. Jesus siger: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”

I disse ord skulle der vidst nok være nok gods til os alle sammen til forundring og opmuntring, og også nok til en vagt på langt over de otte timer!

Ordene siges til Martha, som står og er ulykkelig over, at have mistet sin bror Lazarus. Og samtidig vidner ordene om det der skal ske: om opvækkelsen af Lazarus. Martha og særligt Lazarus er fanget i et indholdsløst mørke. De har mødt den sidste udvej: døden. Men da Jesus møder Martha med ordene om opstandelse, lyser det op i hende, ligesom ordene gjorde for soldaten i mørket. Det giver hende håb og lys på et tidspunkt, hvor mørket har omsluttet hende og hendes familie. Og da ordene: ”Lazarus, kom herud!” møder Lazarus, sker det forunderlige, at han står op fra sin grav.

Jeg tror, det er med vores liv, som med den vandring soldaten, Martha og Lazarus går. Vi bevæger os mellem to poler: mellem lyset og mørket. Nogen gange er vi på vej mod lyset, og alt er godt. Det er de gode, indholdsrige dage og tider. Og andre gange er vi på vej mod et mørke. Det kan være en krise eller en følelse af at livet bliver til ingenting. Det kan være mismodets, sorgens eller dødens mørke.

Lazarus er ramt af et mørke – et meget stærkt et endda. Martha og Maria, og alle de andre som var omkring ham, er ramt af sorgen over at have mistet Lazarus. Ja, selv Jesus græder over tabet.

Og uden at bagatellisere fortællingen om Lazarus, som tydeligvis også er et tegn på Jesu egen opstandelse påskemorgen, så fortæller dagens evangelie os også om, at der kan (gen)opstå et lys i vores liv, selv midt i det tungeste og mest ufremkommelige mørke. Dagens evangelie er en fortælling om opstandelse og liv lige midt i vores alle sammens liv!

At dele skæbne med den vingeskudte, som vi sang om lige før, handler om på godt og ondt at dele skæbne med Jesus Kristus og det liv han levede (Skæbne med den vingeskudte af Jens Simonsen). Det er en måde at udtrykke, at vi alle sammen har livet til fælles med Gud – både den glæde og den tro, han gik med på jord og som han delte ud til os, men også at dele den pine, død og nedfarelse han oplevede på egen krop. For Jesu opstandelse og fortællingen om Lazarus opstandelse, ophæver ikke døden. Troen på opstandelsen fjerner ikke dødens og mørkets ansigt for os. Vi vil altid blive konfronteret med døden og mørke perioder i vores liv – om det er døden helt tæt på i vores familier, eller om det er personlige kriser, krig og ufred rundt omkring i verden. Det findes og det sker.

Men forskellen er efter opstandelsen, at døden og mørket er ændret. Forskellen er at al magt, hævn og tegn på svaghed er taget ud af døden. Forskellen er, at hvis vi fastholder troen på opstandelsen, fastholder vi også håbet på, at det gode i vores eget og fælles liv med andre, også er det, der i sidste ende sejrer over det mørke og meningsløse liv. Hvordan vi oplever det og erfarer det i vores eget liv, er forskelligt. Men jeg tror godt, vi selv ved, hvad det vil sige at opleve at få kræfter tilbage igen til livet.

Den tyske soldat gik frem og tilbage. Mellem lyset og mørket. Men da han fandt digtsamlingen, fandt han ud af, at ordne derfra var nogen, han kunne tage med sig. De bar ham igennem mørket.

Og ét er, at man tror og håber på, at der er lys på den anden side af mørket. Noget andet er, at man også har et spinkelt lys og ord at holde fast i, når man står midt i mørket; når mørket faktisk sker og omringer én.

Den tyske soldat gik frem til haleroret, læste en sætning, og opdagede, at han kunne tage den med sig på sin vandring ud i mørket. Og i mørket gav ordene ham lys og bar ham igennem. Fortællingen om Lazarus kan måske være vores ord i mørket og være de ord, som vi tager med på vores vandring, når vi går ud herfra i dag. En fortælling om at Gud er nær hos os, og at vi hos møder troen og håbet på opstandelsen og det gode i livet, fordi han er selve opstandelsen og livet. En fortælling om liv, lys og håb. En fortælling om Guds liv, mit liv og dit liv.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud
Fader, Søn og Helligånd.
Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud
Højlovet fra første begyndelse.
Nu og i al evighed.


Amen!

søndag den 14. august 2016

Helligåndens filter

Prædiken til 12. søndag efter Trinitatis (II) d. 14. august 2016 i Enghøj Kirke
Matthæusevangeliet 12,31-42

I dag vil jeg begynde med at spørge generelt, hvilke briller har I på, når I møder jeres omverden? Det måske sådan et lidt populært og flyvsk spørgsmål at stille. Men jeg synes, det er interessant at overveje, med hvilke briller – med hvilket syn og sind – vi møder verden.

Er du måske den lidt skeptiske, som kigger måske gennem lidt gråmaterede glas? Eller er du den positive, der kigger gennem store runde, vidtrækkende glas, som kan opfanger alle farverne? Eller man kunne også spørge: hvilket instagramfilter ligger du på dine hverdagsbilleder? Er det ”moon”-filteret, som gør billedet sort/hvidt, eller er det ”rise”-filteret som giver det hele en varm glød?

Ok. Det er måske lidt ukonkret, hvad jeg taler om. Og behøver det også være et enten eller, hvordan man møder omverdenen, kunne man indvende?

I optakten til dagens evangeliefortælling har Jesus helbredt en syg mand. Det provokerer de skriftkloge, der står omkring ham, så meget, at de beslutter at slå Jesus ihjel, fordi de mener, at han gør sine handlinger med hjælp fra Beelzebul – altså med hjælp fra djævelen selv. De siger: ”Det er for godt, til at være sandt”. De har den indstilling, man måske kan møde hos folk med gråmatterede brilleglas eller et sort/hvid-filter på instagram. De nægter at tro på det gode, men vælger straks den skeptiske og mindst risikable vej at gå: nemlig at sige nej til det nye og gode, nej til det fremmede, og nej til den mand, som går rundt og gør underlige tegn.

Det eneste de ikke siger og den eneste reaktion der ikke kommer, er jubel over et menneske, som befries for sine lidelser. Det er for godt til at være sandt!

Og det er her Jesus begynder sit forsvar i den tekst, jeg lige har læst op. Han er vred. For det gode, som han lige har gjort, bliver ikke taget alvorligt. Det absolut gode, som helbredelsen er et udtryk for, bliver pludselig forvandlet til noget dårligt – ja, faktisk noget ondt. Og det gør ham vred. For det at sætte spørgsmålstegn ved den godhed, de møder, er at afskaffe det godes mulighed i verden. Og hvad er det lige for en verden, vi kommer til at være en del af, hvis det godes mulighed afskaffes?

Der er grund til at være på vagt. Det var der for disciplene og de skriftkloge, der stod foran Jesus, og det er der måske også for os i dag. Rigtig meget kan tilgives os, siger Jesus. Ja, der står faktisk: ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”. Ikke kun lidt eller en brøkdel, men alt! Men går bespottelsen ud over Helligånden, er sagen måske lidt en anden. Hvad mener Jesus her, for det lyder modstridende?

Måske mener han, at ligesom de filtre vi kigger igennem på verden, ligesådan er Helligånden det Guds-filter og det absolut gode, som er imellem os og som inspirere os, tilgiver os og giver os livet. Og hvis vi begynder at betvivle eller latterliggøre dette ”Helligåndens filter”, så er vi vitterligt på kanten af kanten af, hvad der er tilgiveligt. Da nægter vi helt grundlæggende det godes mulighed, som det, der holder os oppe og holder os i live.

Jeg kommer til at tænke på et eventyret ”Snedroningen” af H.C. Andersen. Snedronningen handler om en trold, som opfandt et spejl. Og alt som blev spejlet i dette spejl, så ganske forfærdeligt ud. Det forvanskede virkeligheden, så selv de bedste mennesker så skrækkelige ud, og selv de mest smukke landskaber lignede kogt spinat, som der står.

Trolden og alle omkring den blev så begejstret for opfindelsen, fordi de nu mente, at man kunne se, hvordan mennesker i virkeligheden så ud. De ønskede at tage det med op til Gud, og drog derfor afsted til Himlen, mens de grinede hele vejen. Men lige inden de når derop, taber de spejlet og det går i tusinde stykker. Stykkerne hvirvler til jorden og sætter sig i menneskene, så de pludselig ikke kunne se verdens i dens skønhed. Alt blev forvansket og de kunne kun se grimhed i Guds smukke verden.

Resten af eventyret handler om Gerda og Kay, der må leve og overleve i en verden, hvor troldspejlet har sat sig fast i mennesket. Og resten må I selv læse!

Spejlet i eventyret er et billede på, hvordan vi måske nogen gange gør verden til noget andet, end den er. Hvordan vi nogen gange ser grimheden og det skrækkelige, i stedet for at se det smukke. Og det kan påvirke os til f.eks. at sige om hinanden, at folk viser ”deres sande ansigt”, når de bliver vrede. Sandheden bliver her forbundet med det negative, som om vores kerne og inderste i virkeligheden består af ondskab, og at det positive kun er som et uigennemskueligt filter vi ligger over os selv, indtil vi afsløres i vreden.

Det er på mange måder god luthersk kristendom at sige: ja, ondskaben bor i os og ja, den er der ligegyldigt hvad vi foretager os. Og netop derfor har vi brug for Guds tilgivelse i enhver henseende.

Men at sige, at hele verden på den måde også er hvirvlet ind i ondskab og dårligdom er forkert. Vi må tro på, at Gud skabte verden god. Sådan hører vi det i skabelsesberetningen: at da Gud skabte det ene og det andet, så han, at det var godt. Det er dette gode og beundringen af det, som også Brorson så fint beskriver i sin salme: ”Op al den ting som Gud har gjort”. I skabelsesberetningen ser og hører vi, at det onde som sådan ikke var en del af skabelsen. Og i fadervor siger vi f.eks. også: ”Fri os fra det onde”, netop for at forholde os til og hele tiden holde fast i troen på, at det onde ikke er en del af Guds plan og ikke er noget, han bevidst lader regne over os.

At bespotte Helligånden er at sige den gode skabelse imod. At bespotte Helligånden er at åbne en kattelem – endog en ret stor kattelem – for ondskaben og dårligdommen i verden, og lade den vandre ind i vores hus og hjem og hjerter, og dernæst lade den være filter for alt vi ser og gør.

Tør vi sige det onde imod? Tør vi se med gennem Helligåndens filter, og tage imod de gode tegn vi ser i vores verden; de små spirer af godhed der af og til pibler frem af mørket? Og tør vi holde fast i, at disse tegn er ægte og indeholder sandheden, frem for den ondskab vi også møder i vores liv? Det er nok den udfordring, evangeliet stiller os med i dag, og som vi skal tage med os.

Modet og styrken til at gøre dette skal vi hente og høre i evangeliet, når der står, at Gud ser os gennem sin søn. At han elsker os og tilgiver mennesket alt. Det er evangeliets trøst og den nådige Guds ord, som vi må tage til os, når vi skal ud og konfrontere det sort/hvide filter. Men det må ikke blive en sovepude i vores gøren og laden, at vi tror på, tilgivelsen alligevel i sidste ende finder sted. For at gøre det modsatte ville være at sige Helligånden, troen og håbet på det bedste i vores medmenneske og vores verden imod. Og det tror jeg ikke, vi i nogen henseende har råd til eller lyst til!


Amen!