Fortællingernes virkelighed

Prædiken til anden juledag (1) d. 26. december 2016 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 23,34-39

Hvis en fortælling skal være rigtig god, så skal den fange os. Den skal sige noget vigtigt, som vi føler er vedkommende for os. Ja, den skal ikke bare sige noget vigtigt; den skal kunne gribe os og få os til at føle, at vi har plads i fortællingen, og at fortællingens virkelighed kan spejle vores egen, så det i virkeligheden handler om os.

Det er det, der sker, når vi f.eks. bliver opslugt af en god roman, en krimi eller en gyser. Det er det, der sker, hvis man midt i det allermest intense og spændingsfylde øjeblik, får lyst til at lukke bogen og smide den i fryseren, fordi det hele bliver lidt for uhyggeligt, og man pludselig hører mærkelige lyde omkring én, og man har brug for at få det hele på afstand og lagt på køl. Fornemmelsen af at blive grebet af en fortælling kan være så omfattende, at den griber ind i vores liv, og grænserne mellem det fiktive og det reelle ophæves.

Der er folk, der har stået på en banegård og tænkt: ”Hvis jeg nu løber rigtig hurtigt ind i den væg, kan det være den åbner sig for mig, og jeg ender på Perron 9¾”, ligesom de gør i Harry Potter bøgerne. Der er også folk der rejser til New Zealand for at se stedet, hvor slaget om Ringenes Herre fandt sted – også selvom det hele bare er fiktion, og New Zealand bare lagde sted til filmatiseringen af fortællingen.

En god fortælling kan ramme os, og gribe ind i vores liv og verden – både i overført og helt konkret betydning.

Og sådan skulle det også gerne være med de fortællinger, vi møder her i kirken. Vi behøver ikke at rejse til Israel og Palæstina, for at gå på opdagelse i ruinerne af Jesu tidsalder. Vi behøver ikke gå og tro, at vi kan få børn ved Helligåndens hjælp, eller tro at vi da også kan gå igennem en dør, selvom den er lukket. Men fortællingerne skulle gerne røre os, bevæge os og følge med os, når vi går ud fra kirken igen.

Spørgsmålet er, hvordan denne indlevelse kommer i spil i forhold til de fortællinger, vi har hørt i dag. Man kan undre sig over, hvad dagens evangelium egentlig laver her midt i julen. Vi har lige fejret Guds komme til verden, og i hele adventstiden har glæden og forventningerne været fortegn for fortællingerne. Men nu afbrydes det hele af fortællingen om martyren Stefanus i Apostlens Gerninger, der stenes på grund af sin tro. Og af Jesus i evangeliet, som taler om forfølgelse, blodig retfærdighed, og at det alt sammen vil komme over denne slægt.

Stefanus fra Apostlens Gerninger, som også har lagt navn til dagen i dag, Skt. Stefans dag, er fortællingen om en af de kristnes første martyrer. Han var én af de første, der kom til tro på Kristus; som levede for sin tro, og som i sidste ende også ente med at dø for den. Det er en barsk fortælling, om tro og tvivl, om had og hævn. Hans tro og overbevisning havde en konsekvens for ham.

Og hvad vil Stefanus en dag som i dag? Fortællingen om ham virker som et fremmedlegeme midt i en sød tid, der gerne skulle vare, hvis ikke til påske, så i hvert fald til Helligtrekonger søndag. Men netop fordi teksten kan virke som et fremmedlegeme i julens sammenhæng, kan den også være med til at pege på noget centralt ved julens budskab; nemlig at det der sker i julen, også skal blive en del af os! Fortællingen om Stefanus og Jesus’ ophidsede tale vil gøre os opmærksom på, at de smukke tekster til juleaften og første juledag ikke bare er smuk og indtagende litteratur, men at de siger noget, der også vedrører os og vores virkelighed. 

Fortællingerne vil rive tæppet væk under den umiddelbare juleglæde og minde os om, at juleglæde er andet og mere end familiehygge med pebernødder, andesteg og gaver. Juleglæde er også en glæde, man kan tage med sig, også når højtiden er forbi. Og juleglæden er også at turde glæde sig, når man synes, at alt og alle vender sig imod én.

Stefanus bliver forfulgt for sin tro. Alle har vendt sig imod ham. Og vi kan, hvis vi skal lytte til Jesus, åbenbart heller ikke selv lade være med at gøre det samme, selvom vi godt ved, hvor ubehageligt det er. Forfølgelser hører med til livet – både i passiv og aktiv forstand. Når vi er i live og vi tror på noget, stiller vi os unægtelig også i en udsat position for forfølgelse af det, vi tror på, og vi forfølger andre af samme grund. Det kan handle om din personlige tro, eller f.eks. dine politiske overbevisninger, som kan møde modstand.

Julen har på den måde en konsekvens, som vi hører om i dag med Stefanus som billede på det. Rent ud sagt så koster det noget, at tro på noget – på godt og ondt – og at lade juleglæden blive en del af én selv. Det koster ikke noget over for Gud, for vi må tro på, at han er ved vores side. Men Stefanus er et billede på, at det kan være hårdt, at tro på noget. At det ikke er let, men derimod kan kræve alt af os, at kæmpe for det, vi tror på.

Forfølgelse er et stærkt ord, og man kunne kritisk spørge til, om det virkelig finder sted. Er der nogen der i dag bliver forfulgt på grund af deres tro? Ja! Fortiden er fuld af grusomme forfølgelser af religiøse og politiske grupperinger, og nutiden ligeså. Der er folk der flygter over grænserne. Der er folk der flygter, fordi de er bange, og fordi andre forsøger at tvinge deres tro ned over dom; folk der ikke tror på det, de møder i deres hjemland, eller det som deres hjemland har udviklet sig til, og derfor søger andre steder hen. Der er forfølgelser overalt i verden i større eller mindre grad.

Herhjemme kan forfølgelsen have en mildere grad. Der er f.eks. politikere som gerne ser, at troen og folkekirken fylder mindre i det offentlige rum og i de statslige ydelser. Så sent som i sidste uge læste jeg en artikel om en medarbejder på et sygehus, som til daglig bærer et kors, og som føler sig udfordret af en politisk debat i regionsrådet om, at sygehuse skal være et ”frirum, hvor patienterne ikke kan risikere at møde religiøse eller politiske eller ideologiske symboler.”. Jeg vil ikke tage stilling til den konkrete sag, men blot gøre opmærksom på, at der findes forfølgelse i større eller mindre grad af folk, der synligt i deres hverdag viser, hvad de tror på og står frem med det.

At tro på noget, kan gøre ondt og det kan være svært. Det tror jeg, vi alle sammen kender. Men julens glæde og budskab er også, midt i disse forfølgelser, at vi har set og hørt, at Gud er kommet til os. Gud har sendt sig selv til os, for at være hos os. Og den tro, vi skal tage med os: At Gud er med os, der hvor vi er, i de forfølgelser vi bliver ramt af, når vi stiller os frem, og også når vi selv i dumhedens lys forfølger andre.

”Lad dig ikke skræmme af dem” siger Jeremias fra det gamle testamente til os,  nærmest trøstende, oven på den barske virkelighed, der er mødt os i dag, og den dystre fortælling om Stefanus martyrdød. ”De skal angribe dig, men ikke overvinde dig, for jeg er med dig og redder dig, siger Herren.”

Jeremias vil bringe os det afgørende budskab om Gud, som vi skal tage med os i dag: nemlig tilliden til, at Gud er med os. Det er den tro, som skal virke i vores liv, mere end noget andet. Gud har slået følge med os, og vi må tro på, at det også har barmhjertige konsekvenser, som kan følge os livet igennem!

Amen!

En uventet glæde

Prædiken til juleaften 2016 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 2,1-14

Det var en tidlig morgen på én af Washingtons travleste banegårde. Udenfor var det frostklart vintervejr med en kølig vind. Folk var pakket godt ind uldfrakker og halstørklæder. Ikke som den danske vinter vi har for tiden, hvor vi nærmest må løsne halstørklædet lidt. Folkene hastede rundt denne morgen – luften var tyk af travlhed.

En mand iført lidt slidt tøj og basketballkasket fandt sin violin frem midt på banegården og begyndte at spille. Han lagde sin violinkasse foran sig på det kolde cementgulv i håb om, at der måske var nogen, der kunne lide musikken.

Og inden længe strømmede den smukkeste musik ud i travlheden. Han fortolkede nogle af de store klassikere, mens tusinder gik forbi ham i den travle morgenstund. Men i de 45 minutter det varede, var der dog kun få, der havde smidt en mønt i violinkassen, og få havde haft tid til at stoppe op og lytte. Denne morgen havde folk for travlt til at høre skønheden. En enkelt voksen og et par børn lagde måske mærke til ham, men langt de fleste var ligeglade eller for travle, eller måske ligefrem irriterede over endnu en forstyrrende gademusikant. Ingen lagde mærke til, at der for øjnene af dem blev fremført verdens smukkeste violinmusik, og ingen lagde mærke til, da han stoppede igen.

Og hvad heller ingen bemærkede var, at manden med baseballkasketten var den verdensberømte violinist Joshua Bell. Ham, der ellers var vant til at spille for fulde sale og for skyhøje billetpriser, kun få kan være med på; og ham, hvis violin kostede i nærheden af svimlende 20. millioner: Det var ham, der lige pludselig stod en morgen, og spillede for alle, der gik forbi. En verdensstjerne fra de største scener, lige midt i morgentrafikken!

Jeg tror de fleste af os kender gademusikanterne. Vi er stødt på dem mange gange. Og jeg vil hævde, at I – ligesom jeg selv – langt de fleste gange går forbi dem af forskellige årsager. Nogen gange lyder det okay, men vi har ikke tid til at stoppe op og lytte. Nogen gange lægger vi ikke rigtig mærke til dem i mylderet. Og andre bliver opmærksomheden til irritation. Der går man – i raskt trav ned gennem gaden – og pludselig stopper det hele til i mylderet, fordi en eller anden gør krav på halvdelen af gågaden og overdøver enhver tanke.

Det får mig til at overveje, hvad der er noget værd at stoppe op for? Hvad er egentlig værd at skænke en tanke, stoppe op og give sig hen til, eller måske ligefrem engagere sig i? Gademusikanter i trafikken? Måske. Det kan virke uvigtigt i sammenligning med så meget andet. Som for eksempel urolighederne i Aleppo eller angrebet i Berlin i denne uge. Meget kan synes uvigtigt i forhold til de nyheder, vi har lagt ører og øjne til, som i særlig grad kalder på både tanke, bøn og på velgørende bidrag, hvis muligheden byder sig.

Men hvad så med barnet i krybben? Den himmelske, enbårne søn i stalden. Er der grund til at stoppe ved ham og give denne fortælling lidt plads og tanker? Ja. I særlig grad og af flere grunde!

For i denne tid – her midt i vinteren – bliver vi fortalt, at der på trods af kulde og mørke, stress og jag, krig og ufred, findes et håb i det små. Det lille barn i stalden var ikke et tilfældigt barn, men det barn, som Gud valgte at vise sig i for os alle sammen – midt i mylderet! Når Gud er en gud, vi kan tro på, håbe på og have tillid til, er det fordi han viste sig for os i barnet i krybben, juleaften. Gud blev som én af os, ved at komme til denne verden, og ved at dele livets glæder og sorger med os, men også ændre livets perspektiver for øjnene af os. Vores Gud er en gud, der vil være med os i livet og i døden og alt derimellem!

Og når vi i aften skal stoppe op og lytte til fortællingen om barnet i krybben, er det fordi, det er fortællingen om håbet i det små – om det største i det mindste – som en gave midt i mørket! Det er fortællingen om en evig insisteren på lys i mørket. En insisteren på skønhed i det der synes uskønt. En insisteren på fred i en ufredelig tid. En insisteren på ro i fortravlet verden.

Julen er en glædelig påmindelse til det menneske, som af den ene eller den anden grund står i mørket. Den som har forvildet sig selv ind i overhalingsbanen og pessimistiske verdensanskuelser. Det er en påmindelse om at der midt i det hele må og skal være plads til et håb og en glæde, som uventet kan komme til os, og give os modet og troen tilbage igen, hvis vi skulle have glemt det eller tabt det et sted på livets vej.

Når vi fejrer jul, fejrer vi et håb, der fødes midt iblandt os, og som skal følge os og bære os gennem vintermørket. Og derfor skal vi stoppe op netop her ved julens fortælling!

Barnet i krybben var på mange måder undseelig i mørket, ligesom Joshua Bells violinspil var uhørlig i morgenmylderet – på trods af begges skønhed. Gad vide hvad der var sket, hvis hyrderne ikke havde hørt eller ikke havde lyttet til englenes bud om, at følge stjernen hen til barnet? Ligesom folk ikke hørte Joshua Bells violinspil.

Hvad var der egentlig sket, hvis hyrderne bare var gået forbi stalden eller gået forbi englen, midt i deres nattearbejde med at passe alle fårene? Måske nogen andre var kommet forbi stalden, og bagefter var begyndt at sprede nyheden. Eller måske der slet ingen havde været til at fortælle historien videre.

Vi ved det ikke. Men vi kan overveje, hvad det ville betyde i vores eget liv og for hinanden, hvis vi holdt helt op med at stoppe op og holdt op med at tro på miraklet – hvis vi holdt op med at tro på, at det største kan ske i det små, og hvis vi holdt op med at tro på det spinkle håb for hinanden og for verden.

Jeg tør ikke lade være med at tro på det gode. Jeg vil tro og håbe på, at livet og verden stadigvæk kan overraske. Jeg vil have lov at tro på det gode, midt i det allerondeste selv. Jeg vil have lov til at tro på tillid og ægte fred og forsoning – også selvom jeg igen og igen bliver konfronteret med det modsatte. Jeg vil have lov til at holde fast i en modfortælling. Jeg vil have lov til at stoppe op ved stalden; se på den og lytte med forundring til de ord, som englene synger om. Jeg vil se på stalden, i stedet for at gå forbi den, og lade staldens lys være fortællingen i mit liv, og for alt i verden også forsøge at gøre fortællingen til et lys og et håb for andre.

Og julen er her, for at holde os alle fast i den tro og overbevisning. Det er det, julen byder os at tro på: at den glædelige begivenhed, som en gang forstyrrede verdenshistoriens morgenmylder med en overraskende nyhed, og som også i dag og alle dage må forstyrre vores liv, lige pludseligt og uventet, og bringe håbet med sig! At den må "lade os gå med stille sind / som hyrderne til barnet ind / med glædestårer at takke Gud / for barmhjertighed og nådebud! (DDS 94,3)

Glædelig jul!

Amen! 

"Beregner ny rute"

Prædiken til 21. søndag efter Trinitatis d. 16. oktober 2016 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 13,1-9

For nogle uger siden var jeg i København for at besøge lidt familie. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, helt OK til at finde rundt i landet – også i København – men jeg havde alligevel sat min GPS til for en sikkerheds skyld, da jeg kørte rundt inde i byen.

Men bedst som jeg satte min lid til GPSen og dens kunnen, gik det galt. Hvad der skulle have været en let og hurtig tur fra A til B, gik galt ikke bare én eller to gange men fire gange! Jeg måtte igen og igen og igen og igen køre forbi veje, som var ensrettede i den forkerte retning, men som GPSen mente, jeg skulle kunne dreje ned af. Helt ærligt! Hvad skal man bruge en GPS til, når den ikke kender vejene?!

Måske han har glemt at opdatere sin GPS, tænker I måske? Måske han har indstillet GPSen til ”langsom-og-hyggelig-ruten” i stedet for ”hurtigste-rute”? Men nej! Den var faktisk helt opdateret og rigtigt indstillet. Og da jeg endelig langt om længe, ad en temmelig stor omvej kom frem, var jeg blevet lidt muggen!

Nå. Men selvom jeg ikke kom nemt og hurtigt fra A til B, så kom jeg dog alligevel frem. Og det er også det, jeg vil frem til med min lille fortælling. Turen stoppede ikke, selvom det ikke var let at komme frem. For GPSen har dog, til trods for dens store mangel på viden om Københavns gader, en herlig funktion der slår til, når man ikke gør, som den vil. For så lyder ordene: ”Beregner ny rute”!

Er det ikke herligt? ”Beregner ny rute!”. Sådan en stemme og funktion ønsker jeg mig i julegave til brug i livet; som en guide. Overvej lige værdien af denne funktion, de gange vi er lige ved at gå ned af forkerte veje eller faktisk kommer galt afsted. At der var en stemme, som fortalte os, hvad vi i stedet skulle gøre; rettede os ind og fandt en ny, og måske også bedre, rute for os at gå i livet?

Det sker jo for os en gang i mellem. Vi går af og til forkert. Vi havner somme tider i en blindgyde uden muligheder. Vi gør af og til dumme ting over for os selv og dem, vi holder af, som vi senere fortryder. Vi havner somme tider i et dybt og uoverskueligt hul, f.eks. i en livskrise, stress eller sorg, og kan have det, som om et tårn vælter ned over os og fuldstændig tager livet fra os.

Det var det billede Jesus brugte i evangeliet; af tårnet i Siloa der væltede ned over de atten, der stod ved siden af. Men pointen med det lille billede var ikke, at de atten havde fortjent, at få et tårn af problemer og dødelighed i hovedet. Men at de, som det bare nogen gange sker, stod på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og blev ramt af en ulykke. Tilfældigt.

Tårnet, der vælter ned over en flok uskyldige, tror jeg mange af os kender fra vores liv og hverdag. Det er billedet af uretfærdig ulykke og modgang, der rammer som et lyn fra en lar himmel. Og når vi møder modgang, særligt ved hård sygdom, begynder vi nogen gange at spørge os selv, om vi kunne have gjort noget anderledes, så det ikke var endt sådan? Kunne man have levet på en anden måde? Kunne man have sagt og gjort andre ting, og den vej igennem have undgået en diagnose? Er det – med andre ord – en form for straf der rammer mig?

Men som Jesus fortæller med billedet – ja, som kristendommen og evangeliet igen og igen provokerende fortæller os – så er der ikke nogen særlig straf for at være skyldig. Men der er heler ikke nogen særlig belønning for at være uskyldig. Gud sender ikke sol over gode og regn over onde. Nej, solen skinner og regnen regner på såvel gode som onde.

Hvad han og evangeliet derimod gør, er, som GPSen somme tider også gør, at give os et håb: Han beder os lave en U-vending, der hvor vi kan. At vende om. Han beder os om at tage det liv på os, som vi er blevet givet, og leve det på en ny måde, hvis den måde, vi er i gang med, ikke fungerer eller ikke kaster godt liv fra sig. Lignelsen om figentræet er en fortælling om, at livet skal leves på en frugtbar måde. At vi skal tage livet på os!

For som vi hørte i fortællingen, var træet ikke rigtig noget værd, da det ikke satte frugter. Hvad kunne havens Herre bruge træet til, når det ikke satte figner? Ikke meget! Han var klar til at fælde det, og bruge jorden på noget andet.

Og evangeliet til i dag – til os der sidder her i kirken – beder os stille det samme spørgsmål! Hvis det er os, der er figentræet, der ikke sætter frugt, må vi spørge os selv og hinanden, hvad vi kan gøre, for at ændre det! Hvordan kan vi leve vores liv bedst muligt for os selv og for hinanden? Kan vi gøde jorden, lue ud i ukrudtet omkring os, og skabe plads og de rette betingelser for, at det gode og det vi egentlig vil, kan vokse frem? I må selv tænke på, hvad det kan være i jeres liv…

Når vi laver en U-vending med bilen, er det fordi vi enten ikke kan komme videre, eller fordi vi har opdaget, at den vej vi er på vej ud af, ikke er den rigtige, og at vi derfor er nødt til at vende om.

Det samme skal vi nogen gange minde os om i livet. Og Gud fortæller det lige ud: Omvend jer! Omvendelse betyder at vi på hæl og sjæl drejer om og følger den vej, Gud giver os gennem Ordet og evangeliet. Omvendelse betyder, at vi tager livets mulighed seriøst og tager det på vores skuldre. Omvendelse vil sige, at vi vender vrangen ud på vores hjerter, for at kunne leve og elske helt igennem!

Men der hvor det, som tidligere nævnt, går galt i vores levede liv; der hvor vi møder modstand og udfordringer, som vi selv og andre kan være skyld i, da får vi også en chance mere fra Gud.

I lignelsen er det gartneren eller Jesus, der kender figentræets egenskaber, fordi han på mange måder selv er som et figentræ. Og han beder sin Herre – beder Gud – om, at give det en chance mere. Og det får figentræet! Det er det der på teologisk-dansk kaldes nåde. Nåde er, som Johannes Møllehave skriver i en salme: ”Nåden er et ord fra Gud, over alle dage. Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage”.

Gud er en nådig og retfærdig Gud. Han skænker det samme liv og de samme livsmuligheder til os alle sammen. Han lader solen skinne og regnen regne over os alle sammen. Han puffer til os, giver os styrke og mod til at tage livets opgave på os. Men der hvor vi rammer en mur. Der hvor vi når til ”point of no return”, der er han også som GPS’ens stemme, der nådigt fortæller os, at det ikke er slut her. Der er en ny rute at gå.

Til forskel fra GPSen, som øjeblikkeligt går i gang med at ”beregne ny rute”, og ret hurtigt kommer med nye forslag, vi kan køre efter, så lader Gud det være op til os, at finde tilbage til en ny rute og et nyt liv. Han fortæller os gennem sin Søn, gennem Ordet og evangeliet, at ruten er der – og det er nåden – men han fortæller ikke hvor vi rammer den, og hvordan den vil bugte sig for os. Til det må i bruge vores medleven i denne verden. Vi må bruge vores fantasi og vores fornemmelser for livet.

Og det er vores opgave. Det er livets opgave at finde den vej, der tager livet alvorligt og får det til at sætte figner og hjerteskud.

Amen!