I afmagt

Prædiken til tredje søndag efter Helligtrekonger (I) d. 22. januar 2017 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 8,1-13

Donald Trump er USA's nye præsident. Han er ”commander in chief”. I november blev han valgt, ganske overraskende tror jeg for de fleste herhjemme, og i fredags blev han indsat i embedet under stor mediebevågenhed og blandt buh-råb og jubelråb. Han er en mand, der deler vandende med sine kontroversielle holdninger og den skarpe og ikke altid lige kønne tunge, han taler med i medierne. Man kan mene meget om manden, men man kan ikke sige andet, end at manden har haft succes og at succesen nu blandt andet har båret ham til et af verdens mest magtfulde embeder.

Han er på mange måder et billede på ”den amerikanske drøm” og et bevis på, at alle borgere i mulighedernes land, gennem hårdt arbejde og viljekraft kan forbedre deres liv. Måske er det én af grundende til, at han nu sidder, hvor han gør? Historien fortæller, at han selv har skabt sit byggeimperium helt fra bunden, og den enorme formue der ligger i hans navn. Han har selv helt fra begyndelsen siddet for bordenden, givet kommandoen og sat kursen. Han er forretningsmand – og en succesfuld én af slagsen – om man kan lide ham eller ej.

Jeg forestiller mig, hvordan Trump som forretningsmand med rette har kommanderet rundt med sine medarbejdere. ”Gå!” har han sagt til dem, han ikke kunne lide, og så er de gået. ”Kom!”, har han sagt til andre, som gerne ville samarbejde med ham. Og til sine tjenere i husholdningen har han måske sagt: ”Gør det og det!” og så har de gjort det.

Jeg synes, kommandoerne lyder bekendt – og ja, jeg har hugget dem fra dagens evangelium. Vi har lige hørt om en officer, som kommanderede rundt med folk på samme måde: Gå! Kom! Gør det og det! Og det fungerede og virkede for ham, ligesom det sikkert har fungeret for Trump.

Men det fungerede også kun for officeren indtil den dag, tjeneren ikke længere stod foran ham, men lå lammet på gulvet, og vred sig i smerter. Og foran den lamme tjener, blev han pludselig også selv helt lammet og ude af stand til at gøre noget. Officerens kommandoer faldt til jorden, som en vingeskudt fugl falder fra himlen, og lander med et pump!

Jeg ved ikke, om Trump har mødt lidt af det samme. Det fortæller artiklerne om ham ikke umiddelbart om. Jeg tror det dog alligevel. Noget siger mig, at han jo også bare er et almindeligt menneske – stillet over for de samme menneskelige udfordringer som os andre. Noget siger mig, at de fleste af os har mødt, eller kommer til at møde udfordringer og en afmagt, vi ikke ved, hvad vi skal stille op over for…

Vi er på en måde alle officerer og præsidenter: Vi sidder for bordenden i vores eget liv. Vi udstikker kursen, og beder GPS’en og vores nye Tesla om at fragte os til målet. Vi vælger vores egen uddannelse, arbejdsplads og de fritidsinteresser, som kan booste vores hverdag og gøre os til stærkere mennesker. Vi planlægger, hvordan vi går klædt og tager os ud i over for andre. Vi overvejer hvad vi putter i munden af kulhydrater, sunde og usunde fedttyper, og hvor meget sukker en sukkermad må indeholde. Og for det meste opfører vores regimente sig, som vi befaler. Men ligeså godt det kan gå for os, lige så voldsomt kan afmagten og oplevelsen af utilstrækkelighed ramme os, når kommandoen møder en mur. Vi er ikke mere officerer og præsidenter i vores liv, end at vi også kan møde modstand og udfordringer, som selv den strengeste kommando ikke kan stille noget op over for.

Og hvad gør man så, når man står lige der? Hvad kan vi gøre i afmagten?

Mange af os ville måske bestille en tid hos lægen eller tage kontakt til en psykolog, i håb om, at muren kunne nedbrydes den vej igennem. Det synes at være den vej, de fleste går i dag – og med rette! Læge, psykolog, coach eller andre personlige vejledere, kan hjælpe én på vej igen. Men jeg tror vi er ovre denne mulighed – i hvert fald når det kommer til officeren og den syge tjener, og når vi står foran større eksistentielle udfordringer i vores liv. Officeren og tjeneren står begge på kanten af, hvad en læge kan gøre noget ved. De står ved en grænse, hvor afmagten er så stor og er så umulig at have med at gøre, at mange af os vil give op med det samme.

Og lige der, hvor officeren er ved at give op i afmagt, erkender han afmagten netop som afmagt – han erkender, at han ikke selv kan gøre noget – og opsøger derfor den eneste magt, der vil have med afmagten at gøre og som kan være i den, sammen med ham: han opsøger Gud.

Og her bliver han mødt. Da han slipper kommandoerne og paraderne – ja, da han på en måde stopper med at prøve på at være herre i eget hus – og i stedet ligger livets barske realiteter frem for Gud, da bliver han mødt med et håb – et håb for sig selv og et håb for den, han er ved at miste. Han bliver set, som det menneske han er, og med de udfordringer og sorger han står med. Han bliver taget imod af Jesus, med ordene om, at hans tro er stor. Og ved at komme til Jesus i troen, har han taget fat om livets grundlæggende håb på, at det sidste ord ikke er sagt ved menneskers formåen eller uformåen, men at der er mere at komme efter!

Jeg kan forestille mig mange voldsomme ting i livet, som jeg meget nødigt vil opleve – igen eller for første gang. Noget af det, jeg næsten ikke kan forestille mig noget værre end, er ikke at blive mødt som menneske. Ikke at blive set i øjnene af mine medmennesker; ikke blive taget seriøst eller blive hørt i de udfordringer, jeg står med, men i stedet blive set på med nedladende øjne, eller måske ligefrem set forbi.

Men da officeren vender sig mod Jesus i afmagten, møder han en ligemand. Den Gud officeren møder i Jesus, og som vi hører om i kristendommens fortællinger, er en Gud, som ved hvad den dybeste afmagt er – som ved hvad liv, pinsel og død er. Men han møder også en Gud som ved, hvad opstandelse og håb er, og som i sin fortælling vender fortællingen på hovedet og slutter i livet i livet, i stedet for i døden.

Og her finder officeren håbet igen! Her finder han sit mirakel og sin helbredelse – både for sig selv og for tjeneren.

Udfordringen er, at mødet med dette håb kræver tro. For officeren og for os selv kræver dette møde, at vi slipper paraderne og lader os ind på et land – troens land – som vi ikke selv har magten over. Og det er sandt for dyden både nervepirrende og usikkert – så usikkert at mange vælger, slet ikke at gå derind. For hvordan gør man? Hvordan mobiliserer officeren sin tro – og hvordan gør vi det? Og hvordan ved man, om ens tro er god nok eller stor nok, til at være en tro?

Der findes ingen lette svar. Heller ikke fra præsten og prædikestolen. I salmen, vi skal synge om lidt, lyder overvejelserne om troen således: ”At tro er at komme / til det, der er større / end vi kan forstå -/ Guds rige, som Kristus / har åbnet i dagen / for os, som er små”. At tro er på den måde at give sig hen til det vi ikke kan forstå, når vi f.eks. som officeren står i afmagt over noget skrøbeligt – eller i afmagt over noget glædeligt, som vi har brug for at sige tak for. At tro er på den måde, at stille sig åbent over for det, som ikke umiddelbart er i vores erfaring og inden for en begribelig radius.

Og videre i vers tre og fire: ”Troen er ikke / hvad andre kan veje / og måle med kløgt - / men frygtløst at kaste / sig ind på den frelse / som frit har os søgt.”. ”At tro er at stille / sig ind under ordet / som myndigt får røst - / og finde sig tiltalt, / og tåle dets sandhed / og gribe dets trøst”.

Gud har frygtløst kastet sig selv ind på vores banehalvdel, da han kom til jorden gennem Jesus. Han opsøgte os, som officeren opsøgte Jesus, og søgte at give håb for det liv og den til tider omtumlede og stridsomme tilværelse, vi lever. Og vi kan ikke gøre meget andet, som vi skal synge om, end at stille os ind under den handling og de ord, som følger med hans vandring iblandt os; ord som aldrig tvivler på os, men derimod indgyder mod, opbygger håb og lyser velsignelsen over os.

Og om vores tro så er god nok eller mindre god, finder vi nok aldrig ud af. Officeren fandt også først rigtig svar på sin bøn, da han vendte hjem igen. Men før det mødte han et håb, som gav ham modet, til at gå tilbage til sin tjener.

Amen! 

Fortællingernes virkelighed

Prædiken til anden juledag (1) d. 26. december 2016 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 23,34-39

Hvis en fortælling skal være rigtig god, så skal den fange os. Den skal sige noget vigtigt, som vi føler er vedkommende for os. Ja, den skal ikke bare sige noget vigtigt; den skal kunne gribe os og få os til at føle, at vi har plads i fortællingen, og at fortællingens virkelighed kan spejle vores egen, så det i virkeligheden handler om os.

Det er det, der sker, når vi f.eks. bliver opslugt af en god roman, en krimi eller en gyser. Det er det, der sker, hvis man midt i det allermest intense og spændingsfylde øjeblik, får lyst til at lukke bogen og smide den i fryseren, fordi det hele bliver lidt for uhyggeligt, og man pludselig hører mærkelige lyde omkring én, og man har brug for at få det hele på afstand og lagt på køl. Fornemmelsen af at blive grebet af en fortælling kan være så omfattende, at den griber ind i vores liv, og grænserne mellem det fiktive og det reelle ophæves.

Der er folk, der har stået på en banegård og tænkt: ”Hvis jeg nu løber rigtig hurtigt ind i den væg, kan det være den åbner sig for mig, og jeg ender på Perron 9¾”, ligesom de gør i Harry Potter bøgerne. Der er også folk der rejser til New Zealand for at se stedet, hvor slaget om Ringenes Herre fandt sted – også selvom det hele bare er fiktion, og New Zealand bare lagde sted til filmatiseringen af fortællingen.

En god fortælling kan ramme os, og gribe ind i vores liv og verden – både i overført og helt konkret betydning.

Og sådan skulle det også gerne være med de fortællinger, vi møder her i kirken. Vi behøver ikke at rejse til Israel og Palæstina, for at gå på opdagelse i ruinerne af Jesu tidsalder. Vi behøver ikke gå og tro, at vi kan få børn ved Helligåndens hjælp, eller tro at vi da også kan gå igennem en dør, selvom den er lukket. Men fortællingerne skulle gerne røre os, bevæge os og følge med os, når vi går ud fra kirken igen.

Spørgsmålet er, hvordan denne indlevelse kommer i spil i forhold til de fortællinger, vi har hørt i dag. Man kan undre sig over, hvad dagens evangelium egentlig laver her midt i julen. Vi har lige fejret Guds komme til verden, og i hele adventstiden har glæden og forventningerne været fortegn for fortællingerne. Men nu afbrydes det hele af fortællingen om martyren Stefanus i Apostlens Gerninger, der stenes på grund af sin tro. Og af Jesus i evangeliet, som taler om forfølgelse, blodig retfærdighed, og at det alt sammen vil komme over denne slægt.

Stefanus fra Apostlens Gerninger, som også har lagt navn til dagen i dag, Skt. Stefans dag, er fortællingen om en af de kristnes første martyrer. Han var én af de første, der kom til tro på Kristus; som levede for sin tro, og som i sidste ende også ente med at dø for den. Det er en barsk fortælling, om tro og tvivl, om had og hævn. Hans tro og overbevisning havde en konsekvens for ham.

Og hvad vil Stefanus en dag som i dag? Fortællingen om ham virker som et fremmedlegeme midt i en sød tid, der gerne skulle vare, hvis ikke til påske, så i hvert fald til Helligtrekonger søndag. Men netop fordi teksten kan virke som et fremmedlegeme i julens sammenhæng, kan den også være med til at pege på noget centralt ved julens budskab; nemlig at det der sker i julen, også skal blive en del af os! Fortællingen om Stefanus og Jesus’ ophidsede tale vil gøre os opmærksom på, at de smukke tekster til juleaften og første juledag ikke bare er smuk og indtagende litteratur, men at de siger noget, der også vedrører os og vores virkelighed. 

Fortællingerne vil rive tæppet væk under den umiddelbare juleglæde og minde os om, at juleglæde er andet og mere end familiehygge med pebernødder, andesteg og gaver. Juleglæde er også en glæde, man kan tage med sig, også når højtiden er forbi. Og juleglæden er også at turde glæde sig, når man synes, at alt og alle vender sig imod én.

Stefanus bliver forfulgt for sin tro. Alle har vendt sig imod ham. Og vi kan, hvis vi skal lytte til Jesus, åbenbart heller ikke selv lade være med at gøre det samme, selvom vi godt ved, hvor ubehageligt det er. Forfølgelser hører med til livet – både i passiv og aktiv forstand. Når vi er i live og vi tror på noget, stiller vi os unægtelig også i en udsat position for forfølgelse af det, vi tror på, og vi forfølger andre af samme grund. Det kan handle om din personlige tro, eller f.eks. dine politiske overbevisninger, som kan møde modstand.

Julen har på den måde en konsekvens, som vi hører om i dag med Stefanus som billede på det. Rent ud sagt så koster det noget, at tro på noget – på godt og ondt – og at lade juleglæden blive en del af én selv. Det koster ikke noget over for Gud, for vi må tro på, at han er ved vores side. Men Stefanus er et billede på, at det kan være hårdt, at tro på noget. At det ikke er let, men derimod kan kræve alt af os, at kæmpe for det, vi tror på.

Forfølgelse er et stærkt ord, og man kunne kritisk spørge til, om det virkelig finder sted. Er der nogen der i dag bliver forfulgt på grund af deres tro? Ja! Fortiden er fuld af grusomme forfølgelser af religiøse og politiske grupperinger, og nutiden ligeså. Der er folk der flygter over grænserne. Der er folk der flygter, fordi de er bange, og fordi andre forsøger at tvinge deres tro ned over dom; folk der ikke tror på det, de møder i deres hjemland, eller det som deres hjemland har udviklet sig til, og derfor søger andre steder hen. Der er forfølgelser overalt i verden i større eller mindre grad.

Herhjemme kan forfølgelsen have en mildere grad. Der er f.eks. politikere som gerne ser, at troen og folkekirken fylder mindre i det offentlige rum og i de statslige ydelser. Så sent som i sidste uge læste jeg en artikel om en medarbejder på et sygehus, som til daglig bærer et kors, og som føler sig udfordret af en politisk debat i regionsrådet om, at sygehuse skal være et ”frirum, hvor patienterne ikke kan risikere at møde religiøse eller politiske eller ideologiske symboler.”. Jeg vil ikke tage stilling til den konkrete sag, men blot gøre opmærksom på, at der findes forfølgelse i større eller mindre grad af folk, der synligt i deres hverdag viser, hvad de tror på og står frem med det.

At tro på noget, kan gøre ondt og det kan være svært. Det tror jeg, vi alle sammen kender. Men julens glæde og budskab er også, midt i disse forfølgelser, at vi har set og hørt, at Gud er kommet til os. Gud har sendt sig selv til os, for at være hos os. Og den tro, vi skal tage med os: At Gud er med os, der hvor vi er, i de forfølgelser vi bliver ramt af, når vi stiller os frem, og også når vi selv i dumhedens lys forfølger andre.

”Lad dig ikke skræmme af dem” siger Jeremias fra det gamle testamente til os,  nærmest trøstende, oven på den barske virkelighed, der er mødt os i dag, og den dystre fortælling om Stefanus martyrdød. ”De skal angribe dig, men ikke overvinde dig, for jeg er med dig og redder dig, siger Herren.”

Jeremias vil bringe os det afgørende budskab om Gud, som vi skal tage med os i dag: nemlig tilliden til, at Gud er med os. Det er den tro, som skal virke i vores liv, mere end noget andet. Gud har slået følge med os, og vi må tro på, at det også har barmhjertige konsekvenser, som kan følge os livet igennem!

Amen!

En uventet glæde

Prædiken til juleaften 2016 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 2,1-14

Det var en tidlig morgen på én af Washingtons travleste banegårde. Udenfor var det frostklart vintervejr med en kølig vind. Folk var pakket godt ind uldfrakker og halstørklæder. Ikke som den danske vinter vi har for tiden, hvor vi nærmest må løsne halstørklædet lidt. Folkene hastede rundt denne morgen – luften var tyk af travlhed.

En mand iført lidt slidt tøj og basketballkasket fandt sin violin frem midt på banegården og begyndte at spille. Han lagde sin violinkasse foran sig på det kolde cementgulv i håb om, at der måske var nogen, der kunne lide musikken.

Og inden længe strømmede den smukkeste musik ud i travlheden. Han fortolkede nogle af de store klassikere, mens tusinder gik forbi ham i den travle morgenstund. Men i de 45 minutter det varede, var der dog kun få, der havde smidt en mønt i violinkassen, og få havde haft tid til at stoppe op og lytte. Denne morgen havde folk for travlt til at høre skønheden. En enkelt voksen og et par børn lagde måske mærke til ham, men langt de fleste var ligeglade eller for travle, eller måske ligefrem irriterede over endnu en forstyrrende gademusikant. Ingen lagde mærke til, at der for øjnene af dem blev fremført verdens smukkeste violinmusik, og ingen lagde mærke til, da han stoppede igen.

Og hvad heller ingen bemærkede var, at manden med baseballkasketten var den verdensberømte violinist Joshua Bell. Ham, der ellers var vant til at spille for fulde sale og for skyhøje billetpriser, kun få kan være med på; og ham, hvis violin kostede i nærheden af svimlende 20. millioner: Det var ham, der lige pludselig stod en morgen, og spillede for alle, der gik forbi. En verdensstjerne fra de største scener, lige midt i morgentrafikken!

Jeg tror de fleste af os kender gademusikanterne. Vi er stødt på dem mange gange. Og jeg vil hævde, at I – ligesom jeg selv – langt de fleste gange går forbi dem af forskellige årsager. Nogen gange lyder det okay, men vi har ikke tid til at stoppe op og lytte. Nogen gange lægger vi ikke rigtig mærke til dem i mylderet. Og andre bliver opmærksomheden til irritation. Der går man – i raskt trav ned gennem gaden – og pludselig stopper det hele til i mylderet, fordi en eller anden gør krav på halvdelen af gågaden og overdøver enhver tanke.

Det får mig til at overveje, hvad der er noget værd at stoppe op for? Hvad er egentlig værd at skænke en tanke, stoppe op og give sig hen til, eller måske ligefrem engagere sig i? Gademusikanter i trafikken? Måske. Det kan virke uvigtigt i sammenligning med så meget andet. Som for eksempel urolighederne i Aleppo eller angrebet i Berlin i denne uge. Meget kan synes uvigtigt i forhold til de nyheder, vi har lagt ører og øjne til, som i særlig grad kalder på både tanke, bøn og på velgørende bidrag, hvis muligheden byder sig.

Men hvad så med barnet i krybben? Den himmelske, enbårne søn i stalden. Er der grund til at stoppe ved ham og give denne fortælling lidt plads og tanker? Ja. I særlig grad og af flere grunde!

For i denne tid – her midt i vinteren – bliver vi fortalt, at der på trods af kulde og mørke, stress og jag, krig og ufred, findes et håb i det små. Det lille barn i stalden var ikke et tilfældigt barn, men det barn, som Gud valgte at vise sig i for os alle sammen – midt i mylderet! Når Gud er en gud, vi kan tro på, håbe på og have tillid til, er det fordi han viste sig for os i barnet i krybben, juleaften. Gud blev som én af os, ved at komme til denne verden, og ved at dele livets glæder og sorger med os, men også ændre livets perspektiver for øjnene af os. Vores Gud er en gud, der vil være med os i livet og i døden og alt derimellem!

Og når vi i aften skal stoppe op og lytte til fortællingen om barnet i krybben, er det fordi, det er fortællingen om håbet i det små – om det største i det mindste – som en gave midt i mørket! Det er fortællingen om en evig insisteren på lys i mørket. En insisteren på skønhed i det der synes uskønt. En insisteren på fred i en ufredelig tid. En insisteren på ro i fortravlet verden.

Julen er en glædelig påmindelse til det menneske, som af den ene eller den anden grund står i mørket. Den som har forvildet sig selv ind i overhalingsbanen og pessimistiske verdensanskuelser. Det er en påmindelse om at der midt i det hele må og skal være plads til et håb og en glæde, som uventet kan komme til os, og give os modet og troen tilbage igen, hvis vi skulle have glemt det eller tabt det et sted på livets vej.

Når vi fejrer jul, fejrer vi et håb, der fødes midt iblandt os, og som skal følge os og bære os gennem vintermørket. Og derfor skal vi stoppe op netop her ved julens fortælling!

Barnet i krybben var på mange måder undseelig i mørket, ligesom Joshua Bells violinspil var uhørlig i morgenmylderet – på trods af begges skønhed. Gad vide hvad der var sket, hvis hyrderne ikke havde hørt eller ikke havde lyttet til englenes bud om, at følge stjernen hen til barnet? Ligesom folk ikke hørte Joshua Bells violinspil.

Hvad var der egentlig sket, hvis hyrderne bare var gået forbi stalden eller gået forbi englen, midt i deres nattearbejde med at passe alle fårene? Måske nogen andre var kommet forbi stalden, og bagefter var begyndt at sprede nyheden. Eller måske der slet ingen havde været til at fortælle historien videre.

Vi ved det ikke. Men vi kan overveje, hvad det ville betyde i vores eget liv og for hinanden, hvis vi holdt helt op med at stoppe op og holdt op med at tro på miraklet – hvis vi holdt op med at tro på, at det største kan ske i det små, og hvis vi holdt op med at tro på det spinkle håb for hinanden og for verden.

Jeg tør ikke lade være med at tro på det gode. Jeg vil tro og håbe på, at livet og verden stadigvæk kan overraske. Jeg vil have lov at tro på det gode, midt i det allerondeste selv. Jeg vil have lov til at tro på tillid og ægte fred og forsoning – også selvom jeg igen og igen bliver konfronteret med det modsatte. Jeg vil have lov til at holde fast i en modfortælling. Jeg vil have lov til at stoppe op ved stalden; se på den og lytte med forundring til de ord, som englene synger om. Jeg vil se på stalden, i stedet for at gå forbi den, og lade staldens lys være fortællingen i mit liv, og for alt i verden også forsøge at gøre fortællingen til et lys og et håb for andre.

Og julen er her, for at holde os alle fast i den tro og overbevisning. Det er det, julen byder os at tro på: at den glædelige begivenhed, som en gang forstyrrede verdenshistoriens morgenmylder med en overraskende nyhed, og som også i dag og alle dage må forstyrre vores liv, lige pludseligt og uventet, og bringe håbet med sig! At den må "lade os gå med stille sind / som hyrderne til barnet ind / med glædestårer at takke Gud / for barmhjertighed og nådebud! (DDS 94,3)

Glædelig jul!

Amen!