TÆNK

Prædiken til femtende søndag efter Trinitatis (II) d. 25. september 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 10,38-42. Salmer: 754 – Syng for alverdens urolige hjerter – 441 – 411 – 400v2 – 727.

”Evnen til at fordybe sig i helt eksistentielle spørgsmål som: ”hvad er det gode liv?” og ”hvordan indretter man et retfærdigt samfund?” beriger ikke kun vores eget liv, men er helt afgørende for vores fælles liv, for vores samfund og demokrati”. Sådan udtaler psykologiprofessor Sven Brinkmann i et interview ved udgivelsen af hans seneste bog: TÆNK.

I bogen kalder Brinkmann til forsvar for det at tænke. Vi skal give mere plads til tanken. ”Tankefuldheden har fået trange kår i den moderne verden” siger han.

For Brinkmann handler det om at finde tilbage til det særlige ved at være menneske: at vi kan bruge vores tanke og vores fornuft, og på denne baggrund skabe vores samfund. Mennesket har rod i et indre liv, hvor vi kan tænke en dyb og selvstændig tanke, og den vej igennem skærpe både vores egen og den andens tænkning – ja i virkeligheden den fælles tænkning. ”Det er jo netop den kritiske tænkning der adskiller os fra dyrene.” siger han. ”I modsætning til dem er vi ikke kun styret af vores drifter eller umiddelbare behov. Fornuften sætter os i stand til at hæve os op over det rent instinktive, som dyrene handler ud fra.”

Men for Brinkmann er det også et opgør med en tendens i tiden, hvor vi i højere grad glemmer at tænke os om, og give plads til fordybelse. Det handler ganske enkelt om dannelsen af os som mennesker. Skolen var f.eks. tidligere et sted, hvor børnene havde et ”helle”. Her blev der ikke tænkt i nytte for samfundet. Børnene var frie. ”Men i dag”, mener Brinkmann ”handler undervisningen desværre mere om at klæde børnene på til arbejdsmarkedet, at træne dem i nyttelogikken, som skolerne ellers var undtaget fra før.”.

”Jeg er overbevist om, at netop evnen til at tænke kritisk er en sådan størrelse, hvor vi overskrider både egne og lokale grænser og lærer at sætte os i andres sted. På den måde er det også en forudsætning for hele vores demokrati.”

Så vidt Sven Brinkmann.

Tænkning er forudsætning for hele vores demokrati, siger han. Og jeg er ret enig. Nogen vil sige, at tænkning er dovenskab. Men Brinkmann har en væsentlig pointe i kritikken af det samfund, der ruller afsted bare for at rulle. Det samfund som uddanner børn til at være robotter på arbejdsmarkedet, hvis han har ret i den påstand. Hvis vi ikke skaber tid og rum til at tænke en selvstændig, kritisk tanke, så udvikler vi os ikke som samfund. Så går vi i stå i maskineriet. Så spirer der ingen nye ideer, som kan udvikle det liv, vi lever.

…

Fortællingen om Martha og Maria, som vi lige har hørt, spejler forskellen mellem på den ene side det tankefulde liv, udtrykt hos Maria, og det nyttige og handlekraftige liv hos Martha. Og måske ville Brinkmann, ligesom Jesus afslutter dagens evangelium, også sige, at Maria har valgt ”den gode del”.

For som vi hører det, er Maria god til at lytte. Hun sætter sig til rette for fødderne af sin herre, og lytter til hans ord, da han besøger søstrene. Hun udstråler en indstilling til livet, som også handler om at tage imod, at lade sig inspirere og give rum for tanken. Hvorimod Martha står ved siden af og er irriteret over, at alt arbejdet med at gøre klar til gæsten falder på hende. For Martha er den handlekraftige. Hende der går til hånde. Hun repræsenterer nytten.

Skal vi nu til at vælge imellem de to, kunne man spørge – vælge imellem det tankefulde liv og det nyttige? Nej, det tænker jeg ikke er hverken evangeliets, Jesus eller Brinkmanns pointe. For det tankefulde liv er netop et liv, der også fører til handling. Brinkmanns pointe er, at vi skal give rum for tanken, så vi netop står mere velovervejede, mere oplyste, mere dannede i vores samfund, og med os selv, når vi skal til at handle. Tanken skal danne fundamentet for vores liv med hinanden. Ordet og overvejelsen, skal få krop og liv. Men netop også i den rækkefølge: tanken først, og så handlingen. Ellers går det galt, som Brinkmann var inde på. Så ender vi som ukritiske robotter uden udvikling. Vi ender med ikke at tage det liv alvorligt, vi har fået givet.

…

Vi skal ikke vælge imellem Martha og Maria – handlingen og tanken – men i stedet få øje på, at både Martha og Maria har plads i vores liv, og plads i et virkeligt menneskeliv, hvor tanke og handling, ord og krop går hånd i hånd.

Den gode del, som Maria sidder midt i, får handling og virke gennem Martha. De to søstre udtrykker på hver deres måder to sider af samme liv. Og på mange måder udtrykker de også to sider af troen: at troen både er et ord til den enkelte, et tilsagn om kærlighed fra Gud, som vi bla. modtager i dåben, som vi kan tage til os og grunde over, tænke over. Men at der af troen også udspringer en handling og aktiv ageren i livet over for vores medmenneske. Hvis troen kun var til hovedet og tanken, var den ingenting værd. Kærlighed har også hænder og fødder. Troen skal også omsættes til liv og til glæde for andre.

Og ham, som de to søstre har fået besøg af, Jesus, er selv et udtryk for begge sider. I Johannesevangeliet står der om Jesus, at han i begyndelsen var et ord. Før han blev menneske og blev til, var han i tanken. Men så skete det julenat: ”Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os” som der står. Ordet fik krop i Jesus Kristus. Gud fik en plads iblandt os. Troen fik liv.

Og det er hans velsignelse og hans liv, vi tager med os, når vi går her fra kirken. Det er Guds bevægelse fra tanke til handling, fra ord til krop, som vi får del i her i kirken, og som vi kan tage med os og gøre til virkelighed i vores liv.

…

Martha og Maria rører noget i mig. Jeg er helt ærligt ikke særlig god til at afsætte tid i min hverdag til at lytte til mig selv og til at tænke. Min kalender er fyldt med møder, opgaver og aftaler. Og jeg kan sagtens se en tendens i min kalenderplanlægning som hedder: ”Hov, der er da et hul og en time, hvor der ikke sker noget… det kan jeg da bruge på at lave det og det og det…” Og på den måde efterlader jeg ikke meget tid til tanken. Jeg efterlader ikke megen tid til faktisk at tænke mig om!

Måske kender I det også?

Og omvendt ved jeg, hvor givende de stunder er, hvor jeg f.eks. tager mig tiden til at vandre en tur, uden forstyrrelser. Og roen og stilheden, som på mange måder virker unyttigt, bliver alligevel nyttigt, fordi jeg giver plads til tanken, og giver plads for andre end mig selv. Jeg giver plads til at åbne sindet for noget nyt, noget andet, noget anderledes, en anden.

Da den etiopiske hofmand fra Apostelens gerninger er på rejse, da hører vi, at han læser noget, han ikke forstår. Det virker dumt og unyttigt. Men i sammenhæng med evangeliet er der måske alligevel noget befriende i det – også for ham selv – og måske noget, vi kan inspireres af. For det fantastiske er jo, at det netop er der, hvor unyttigheden råder, og han ikke forstår, hvad han selv laver, at han bliver mødt af noget nyt: han bliver mødt af et nyt menneske, Filip, som slår følgeskab med ham. Og al denne unyttighed ender med intet mindre en dåb og glæde.

Jesus siger om Maria: ”Hun har valgt den gode del”. Mon vi kan gøre det samme – bare en gang imellem? Det virker til, at vi har Guds velsignelse til at tænke os om og lade os indfange af tanker og ideer, der kan inspirere til vores liv med hinanden.

Amen.

Pain is

Prædiken til tiende søndag efter Trinitatis (II) d. 21. august 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 11,16-24. Salmer: 15 – 448 – 592 – 14 – 729 v 5 – 403. 

Forleden dag var jeg ude at cykle. En tur fra Brabrand, ud forbi gammel Harlev. Op over golfbanen og ned gennem Jeksendalen og op til Adslev. Ned gennem dalen igen og op til Stjær, og så endelig hjemad mod Brabrand. En led tur på 30 km, hvis jeg selv skal sige det, med masser af grumme sving og bakker.

Da jeg kommer kørende på én af de værste bakker, og må helt ned i laveste bjerg-gear, får jeg øje på noget graffiti på vejen. Det begyndte at lugte lidt af Tour de France, selvom der måske manglede lidt dannebrogsflag og nogen, der dansede for mig. Og da jeg havde knoklet lidt mere, kom jeg endelig frem til graffitien, hvor der stod: ”Pain is temporary”. Smerte er midlertidig.

Jeg blev faktisk ret irriteret over den sætning. Skulle det virkelig hjælpe mig op ad bakken, at få sådan en floskel med på vejen? Et lille håbefuldt medlidenhedsord i den hårde stund? Det irriterede mig resten af ruten. Men ikke kun på egene vegne.

Citatet er sikkert skrevet af god vilje ifm. et cykelløb, som et skulderklap til den lidende cyklist. Men problemet er jo, at citatet ikke er hvisket ud endnu. Det står bare der på vejen og taler til alle dem, der kører over det. Og til mig. Og hvad nu, hvis jeg faktisk stod i en situation, hvor smerten ikke var midlertidig? Hvis jeg oprigtig talt følte, at verden var imod mig og jeg ikke kunne se en vej ud? Eller hvis jeg var syg – ramt af noget kronisk eller uhelbredeligt? Så bare kig på vejen: Smerten er midlertidig, må du forstå…

Måske er det for meget at gøre ud af sådan et lille citat på en vej. Men alligevel. Det siger noget om noget…

For mig er det ikke en sandhed, at smerte er midlertidig. Det kan være et håb, men ikke en sandhed. Men jeg oplever, at vi er gode skjule smerten, ligesom citatet vil. ”Op på hesten igen” , siger vi, eller ”det skal nok gå”, når vi forsøger at holde smerte lidt på afstand. Eller min generations yndlingscitat: ”What doesn’t kill you makes you stronger”. Men det er ingen hjælp. Det er en spand kold vand lige i hovedet på den, som faktisk er såret.

Hvor kan vi gå hen, når vi oplever en smerte, der ikke er til at komme uden om? Hvor kan vi søge til, når det onde fylder? Kirken her, vil jeg mene, er et af stederne. For her er der ingen, der forsøger at lægge låg på noget. Her kan vi være med den oprigtige følelse, vi sidder med. Glæden, taknemmeligheden, kærligheden. Eller med sorgen og smerten.

I evangeliet, som jeg lige har læst, er menneskene ikke ramt af ”temporary pain”. De er ramt af en egentlig smerte og udbrændthed. De er ramt af, at de ikke magter at deltage i den verden, de er en del af. De magter ikke at løse de opgaver, de står med. De, der skal feste, magter ikke at danse. Men de, der skal sørge til en begravelse, magter ikke engang at græde.

Det lyder nærmest komisk, men jeg tror, det er en sandhed, flere kender til. Jeg vil mene, at der er nogle statistikker over stressramte, der siger noget om det… At man kan være så udbrændt, og føle sig så kørt over af livet, at man bliver syg af det, og at man ikke engang magter at føle noget. Stress kunne være én af grundene. Men jeg tror, der findes mange.

Der står menigheden, i et ingenmandsland og kigger rundt. Og måske får de øje på Jesus. Han står i hvert fald og råber. Men er han vred på dem? Sådan har man mange gange fortolket evangeliet til i dag. Som Jesu vrede over alle de mennesker, der ikke hopper og springer for ham og det, han kommer med. Og teksten er blevet brugt som eksempel på kirketugt – som eksempel på, at der kommer sanktioner og hårde straffe for dem, som ikke vil være en del af fællesskabet. De bliver smidt på porten, hvis de ikke hører efter.

Men jeg læser det anderledes. Jeg oplever i virkeligheden en såret Jesus, som er præcis lige så frustreret som alle andre. Han revser, råber og skælder ud, ikke for at udskamme eller tugte dem, som ikke føler noget, men fordi han selv er frustreret i sin egen afmagt. At han ikke magter at gøre noget ved deres situation og deres livsindstilling. Og at han ikke magter den opgave, han har fået af Gud. Jesu opgave er jo helt fra begyndelsen at vise vejen: at gøre Guds rige synligt og levende lige her; at forkynde kærlighedens væsen lige her. Det er derfor, han kommer til verden og til os.

Men her i evangeliet oplever også vi hans menneskelige side og der, hvor han ikke magter opgaven. Det knækker over for ham, ligesom det stressramte menneske, der pludselig reagerer uforvarende og ulogisk, eller som bare sætter sig og begynder at græde. Hos Jesus kommer afmagten til udtryk i en overreaktion af vrede, og han ender med at true alle dem, han egentlig holder af.

Den tidligere professor i kirkehistorie, PG Lindhardt, sagde engang, at man tror, at man i nødens stund har brug for venner. Men nej. I nødens stund har man brug for medskyldige. Nogen, der er sammen med én.

I dag mærker vi, at Jesus er den medskyldige for menigheden og for os. Jesus står præcis der, hvor ikke alt er lykkes for ham; hvor alt ramler om ørerne på ham og på os. Han stiller sig der, hvor intet er perfekt, og hvor alt er ude af kontrol. Det er som med moderens gråd over det barn, hun ikke forstår. Eller det er som med verdens frustration over krigen i det østlige Europa, som er så uforståelig, men alligevel finder sted.

Det er her, hvor sætningen ”pain is temporary” ikke giver mening. Sig den sætning til en mor i total udmattelse, eller sig den til en ukrainer på flugt. Det bliver nedladende og sentimentalt på afstand. Den lader modtageren stå alene med sin smerte. Og den, siger ”Pain is temporary”, holder sig mest på afstand. Og det, der faktisk er brug for, er én, der står ved siden af og er i den samme følelse, eller som i det mindste lader være med at kommentere, men bare er til stede. Og derfra kan vi følges ad og bære smerten sammen.

Jesus er den medskyldige. I kirkens rum bliver vi mødt i øjenhøjde. Han stiller sig op ved siden af os, og udtrykker i evangeliet i dag præcis den følelse, vi kender, når verden er imod os. Vrede, irritation, frustration. Det er komplet tosset. Men det er også komplet virkelighedsnært og sandt, at det er sådan det er at være menneske.

Man kan kalde det forskelligt. Nogen vil sige, at det er den solidariske Jesus, vi oplever. Og vi kan trække trådene frem til hans død på korset. For det er præcis det samme, der sker langfredag. Det er uformåenheden og menneskers udbrændte liv, som Jesus tager på sig og tager med sig op på korset, hvor han græder og skriger: min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig.

Og hvem møder han, da han råber der på korset? Han møder Guds almagt og Guds dom, og den kender vi som tilgivelse. Midt i fortabelsen møder han kærligheden og hjertegløden, som var stærkere end døden og alle andre magter i verden. Ligesom vi her i kirken, med alle de følelser, vi kommer med, bliver mødt af samme almagt og samme dom. Vi bliver mødt – i dåben (som Oskar og Jens), ved nadverbordet og i velsignelsen – af udstrakte arme, der fortæller os: ”Pain is”. Smerten er der. Men på trods af smerten, og lige midt i smerten, er du set og elsket.

Og derfra har vi et fundament at stå på, når vi så vender os om, og går ud af kirken. Vores smerte er ikke forsvundet med et sentimentalt klap på skulderen eller af et medlidenhedsskub op ad bakken. Men den er set i øjnene og anerkendt. Taget alvorligt og taget i nåde af Gud. Og når vi ikke længere er alene om smerten, er der måske alligevel et lys forude.  

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.

Hvad godt skal jeg gøre?

 

Prædiken til sjette søndag efter Tinitatis (II) d. 24. juli 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 19,16-26. Salmer: 754 – 523 – 874 – 41 – 164,4 – 752,4-5.

Det er blevet sommer. Vi har slået varmerekord i denne uge på 35,7. Solen har vist sin styrke, og sendt os rigeligt med varme og d-vitamin til kroppen. Og den modner alt frugt og grønt, som sommeren bugner af lige nu. Jorden, buske og træer giver alt hvad de kan, og forsyner os med glæder, f.eks. når man kan gå ud i haven og hive en gulerod op af jorden, eller sætte sig på huk i en solbærbusk og plukke til gemmerne til vinteren, eller række ud efter et af de tidlige æbler på træerne. Solen og sommeren giver os så meget godt, uden vi har gjort noget for det. Vores opgave er på en måde bare at plukke og leve af det.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård filosoferer i én af sine bøger over sådan et sommeræble, man kan hive fat i og spise, og om æblets egenskaber og tilgængelighed. Af én eller anden grund, skriver han, er skrællen tynd og let at bide igennem i nordens frugter. Og det gør, at man hurtigt kommer frem til nydelsen. Æbler, pærer, og alle slags bær osv. Man plukker bare frugten, og straks er det godt! Hvorimod frugterne sydpå er mere besværlige. Her skal der et større pillearbejde til for at komme ind til det gode i f.eks. en appelsin, banan, granatæble, passionsfrugt, en kokosnød.

Og Knausgård foretrækker egentlig det sidste. Han foretrækker at man må arbejde for føden, og at nydelsen skal fortjenes. Også i livet generelt. ”Det er som med templets søjlegård” skriver han, ”at man må arbejde og bevæge sig langsomt frem, inden man til sidst når helt ind til det hellige og skjulte gode.”

Derfor udfordrede Knausgård sig selv som barn. Han skriver: ”Da jeg var helt lille, begyndte jeg at spise hele æblet. Ikke kun frugtkødet, men også hele kernehuset med alle stenene i, og stilken med. Det var ikke fordi det smagte godt, og heller ikke fordi jeg mente, at der ikke skulle gå noget til spilde, men fordi det at spise skroget og stilken gav nydelsen modstand. Det var en slags arbejde i omvendt rækkefølge: først belønningen, så arbejdet.” Så vidt Knausgård.  

”Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv” spørger den rige mand Jesus i evangeliet. Derpå lister Jesus en række påbud og love op, som den rige mand kan gå i gang med at overholde. Men som vi hører, bliver manden ked af det, og går bedrøvet derfra. Han tænkte nok, at han kunne bruge sin rigdom og velstand til noget – måske det kunne give ham en forlomme i evigheden? Men det kan det ikke, og Jesus er udmærket klar over, at manden heller ikke er i stand til at overholde hverken det ene eller det andet.

Problemet, som Jesus lidt kryptisk forsøger at gøre klart, er mandens spørgsmål og hans opfattelse af, at man skal gøre noget godt for at vinde Guds kærlighed. Men som Jesus siger, i sådan en slags efter-refleksion, hør her: det er faktisk lettere at forestille sig en kamel klemme sig igennem et nåleøje, end at forestille sig at et menneske skulle kunne gøre noget for at vinde Guds kærlighed!

For et menneske er det ikke muligt. Men for Gud er alt muligt. Hvad mener han med det?

Sagt med sommerens sprog: Han mener, at solen allerede skinner på ham! Du har allerede æblet i din hånd, siger Jesus, som du frit og ligetil kan bide af. Du har allerede modtaget Guds kærlighed – det gode fra Gud. Den kan du ikke selv gøre godt noget for, den kommer til dig alene ved at Gud giver den, og ikke ved at du spørger efter den eller forsøger at arbejder for den. Kærligheden er der – værsgo at spis!

”Hvad godt skal jeg gøre?” spørger manden. Hvis man stillede det samme spørgsmål til folk på gaden i dag, tror jeg mange ville henvise måske til buddet om næstekærlighed, men nok også De ti bud. De ti bud har alle dage været en rettesnor for jøder og kristne, og været anskuet som ti grundlæggende regler, du skal overholde, før end kærligheden også er din. At Gud først giver en opgave til det enkelte menneske, før han giver gaven – ligesom Knausgård egentlig godt kan lide det.

Men det er en misforståelse. Både af Guds kærlighed – men også af De ti bud. Buddene, som jeg læste fra alteret, begynder jo med en gave – med Guds nærvær: ”Jeg er Herren din Gud” står der, og dét er gaven og nåden. Og først derefter kommer opgaven. Nåden er, at Gud er deres og vores Gud. Der findes ikke noget ”hvis” eller ”måske”. Gud er den livgivende og frelsende Gud – ligegyldigt hvad.

Det efterlader, kunne man sige, ikke meget ansvar til mennesket – til os – i hvert fald ikke over for Gud. Men måske er det netop, så vi i stedet kan rette vores øjne og vores ansvarlighed mod det, der faktisk nytter noget: mod medmennesket.

Knausgård var inde på, at han som barn nød det lækre æble, der umiddelbart var ligetil at spise. Men han oplevede også, at der med det gode nødvendigvis også måtte følge et arbejde, og derfor begyndte han at spise hele kernehuset. ”Først belønning, så arbejdet” sagde han.

Det må stå som dagens åbne spørgsmål, og være op til den enkelte, om den kærlighed, vi får fra Gud, også fører noget med sig? Ikke som et direkte svar på Guds kærlighed, for den kan vi – som Jesus sagde – aldrig nogensinde gøre os selv retfærdig over for. Men måske det hjerte, der er sat fri af kærlighed, heller ikke kan lade være med derefter selv at give af kærligheden? Sådan noget kan sjældent beregnes. Men det kan håbes!

Og et andet spørgsmål: Hvad var der egentlig sket, hvis den rige mand faktisk fik lovning på en plads i himmeriget i kræft af al hans rigdom? Jeg forestiller mig dels at hans liv derefter var blevet tomt og meningsløst, fordi han ikke længere ville have noget at kæmpe for. Han ville være ligelgad med alle omkring sig. Fjerne sig fra livet. For i så fald var hans liv jo fuldendt, og han kunne lige så godt lægge sig til at dø for at komme i den der himmel...

Og jeg forestiller mig at alle andre ville begynde at kæmpe samme kamp for at opnå det samme. Og med det samme ville det efterlade mennesker i et dynd af selvoptagethed og skuren mod egen navle for egen vindings skyld. Et meningsløst liv, fordi livet kun ville være for ens egen skyld, og ikke for andres.

Meningen er en anden. Kærligheden og Guds nåde har du allerede. Den har vi allerede. Derfor kan vi rette opmærksomheden væk fra os selv. Det minder mig om, at Luther engang sagde, at ”en kristen er undervejs, ikke ved vejs ende”. Det betyder, at vi altid har en opgave foran os, et liv at leve for og med andre.

Vi er undervejs, og Gud går med, ligesom den rige mand igen blev sendt ud og afsted og videre i sit liv. Imens vi går, kan vi nyde solen, spise af æblet, og måske også endda få mod til at dele det med andre.

Amen.