søndag den 6. september 2015

Spedalskhed

Prædiken til 14. søndag efter trinitatis - Enghøj Kirke
Lukasevangeliet 17,11-19

Spedalskhed. Hvad er det egentlig for en størrelse? Det er sjældent noget vi taler meget om. Og med god grund. Det er ikke en særlig udbredt sygdom i vores tid og på vores breddegrader. Den findes som sygdom i de subtropiske områder, hvor dens kendetegn er ødelæggelse af huden, lammelser og deformering af hænder og fødder. Men den er sjælden. Og forskning har vist, at spedalskhed i bibelsk forstand i virkeligheden intet, eller højst meget lidt, har at gøre med den sygdom, vi forbinder med spedalskhed. Det, man måske har forbundet med spedalskhed, har nok snarere været former for svamp, psoriasis eller andet udslet, men ikke egentlig spedalskhed.

Således blev vi, meget brugbart denne morgen i september 2015, dét klogere og mere oplyste om spedalskhed og om sygdomme i bibelen!

Men hvad handler det så om, spedalskheden, som vi hører om i dagens evangelium, hvis det ikke er en egentlig kropslig sygdom? Ja, spedalskhed kan også være et udtryk for en social og religiøs diagnose. Det så man på Jesu tid og det så man i den tidlige middelalder. Spedalskhed var de riges, de velhavendes eller de socialt godt stilledes udtryk for de fattige og udstødte. F.eks. mellem jøder og ikke-jøder – rene og urene. I denne sammenhæng var man ikke som sådan optaget af, om sygdommen smittede, men snarere om den besmittede eller besudlede, dvs. om det forurenede eller tilsmudsede noget, der allerede var rent. Det var dét, man skulle vare sig for, når det handlede om spedalskhed. Derfor nærmede de velhavende sig ikke de fattige. Derfor medførte spedalskheden til isolation og udelukkelse af grupper i samfundet, som egentlig ikke var fysisk farlige, men som man var bange for, ville overføre deres stand, deres synd og deres urenheder til én selv. Spedalske var farlige, fordi de var anderledes!

På den måde får spedalskheden i dagens evangelium en helt anden betydning. Det handler om de udstødte og om anerkendelsen af dem. De ti spedalske er blevet udstødt af deres egne og lever derfor ikke længere i landsbyen, men på kanten af den. De har sikkert mange gange opsøgt andre mennesker inde fra byen, for at blive set og for at blive accepteret som almindelige mennesker. Men uden held. Lige indtil de møder Jesus, som ser dem i øjnene og taler til dem. 

Evangeliet handler i grunden om dem, vi ikke kan lide eller ikke tager os af, og om vores egen holdning til dem! Og vi kan så let som ingenting sammenligne og drage paralleller til vores egen verden og vores tids spedalske. For jeg tror godt, vi kender til, at folk er spedalske, eller at vi kan komme til at behandle folk som sådan…

Vores tids spedalske er måske den store flok af unge eller ældre, der føler sig ensomme? Dem vi går forbi, uden egentlig at tænke over det. Ensomhed er ikke en sygdom, men langt hen ad vejen en følelse i maven hos den enkelte, som forstærkes hver gang vi går forbi, og som for manges vedkommende kan opløses ved at blive set i øjnene af den anden.

Vores tids spedalske er måske den store flok af folk med et eller flere handicap, af den ene eller den anden slags, som folk måske nok vil det bedste, men i virkeligheden kommer til at behandle anderledes og uden grund tænke anderledes om, på grund af handicappet.

Eller måske – ganske højaktuelt for tiden endda – er vores tids spedalske de asylansøgere, der står på tærsklen til Europa og vores land. De er mennesker ligesom du og jeg. De er hverken grimme eller lider af nogen speciel sygdom. De lever af kærlighed til hinanden og har familier ligesom du og jeg, og alligevel kan vi komme til at behandle dem anderledes og se på dem med skeptiske øjne. Hvem er de egentlig? Og hvorfor kommer de og banker på vores dør?

Ja, måske de føler sig isolerede? Måske de føler sig udelukket fra livet, på den ene eller den anden måde? Måske de føler sig ensomme og forladte?

Jeg skal ikke prædike asylkvoter, integrationspolitik eller tage partipolitisk stilling til dette højaktuelle spørgsmål – det ville ikke passe sig fra prædikestolen. Men jeg vil til enhver tid, med kristendommen og dagens evangelium for øje, prædike imod den holdning der hedder: dem og os – urene og rene. Jeg vil til enhver tid prædike imod behandlingen af folk som spedalske og isolerede af samfundet, fordi mit menneskesyn byder det imod og fordi vores fælles evangelium siger noget andet til os.

Det handler om anerkendelse, som jeg nævnte tidligere, og om at se hinanden i øjnene. Jesus går som altid forrest som eksempel, og provokerer dem han møder, til at tænke sig om en ekstra gang. For da han møder de ti, tøver han ikke et sekund med at helbrede dem. Ja, der står helbrede. Men vi ved godt, at det ikke handler om den fysiske helbredelse af spedalskheden, men om en helbredelse fra den isolation og den udelukkelse de har levet i. Helbredelsen består i bund og grund i, at han ser dem. Han anerkender dem, som dem de er!

Vi kan godt anerkende os selv. Vi kan godt tænke om os selv, at vi ikke er spedalske. At vi ikke er isolerede eller udelukkede fra fællesskabet. Men hvis andre ikke tænker det, hvad hjælper det så? Først i det sekund at også andre tænker og fortæller os: ”Ja, du er en del af os”, bliver vi en del af dem. Og det er det, Jesus gør. Han tager imod, lukker porten op, byder folket ind, viser dem en anden vej – måske en genvej – ind til den virkelighed, der er Guds, og som består af kærlighed!

Spørgsmålet til os i dag bliver vel derfor, om vi tør gøre det samme?

De ti spedalske forstod i første omgang ingenting. De reagerede straks på Jesu ord om, at de skulle gå til præsterne. På denne tid var det praksis, at man gik til præsterne for at få anerkendelse. Men der er én der vender om. Der er en, der pludselig forstår, at det ikke længere er nødvendigt med præsternes anerkendelse. For anerkendelsen har allerede fundet sted! Langt væk fra præsteskab og helligfolk modtog samaritaneren jo anerkendelse og blev set i øjnene af Jesus. Den spedalske samaritaner så selv, at han var blevet helbredt, og det er det overraskende ved dagens evangelium.

Anerkendelsen og helbredelsen skete ikke nær præsterne. Den skete ikke nær en kirke eller et tempel, som det ellers også var almindeligt dengang – ja, man mente vel ikke at det kunne forekomme andre steder end i templet? Men her stod de – ikke inde i byen, i de gode og renes fællesskab - men på kanten af byen og blev helbredte!

Om lidt skal vi synge en salme af Hans Anker Jørgensen (DDS 249). Det er egentlig en påskesalme, og handler om, hvordan det er at møde Jesus Kristus, efter han er opstået. Pointen med at synge den i dag er, at vi alle dage, hvis vi tør, kan være den, der møder andre, ligesom Jesus gjorde det, og også være den, der bliver mødt. Mødet er ikke forbundet med et specielt sted, men opstår der hvor det vil, og det opstår lige der, hvor vi ser den spedalske i øjnene; befrier vedkommende fra isolation og fangenskab, og hvor vi anerkender! Mødet og fællesskabet er og kan være overalt, hvor der råbes om hjælp og hvor der råbes på barmhjertighed – der, hvor uvelkomne, hjælpeløse og fornedrede får lov at rejse sig og gå, ligesom samaritaneren.

Jesus viste de ti spedalske, at helbredelsen, barmhjertigheden og kærlighedens rige er lige nu og lige her. For hos Gud er vi altid anerkendte som dem vi er. Velsignede og elsket i hans øjne. Spørgsmålet er, om vi tør vise det samme over for andre?


Amen!

søndag den 2. august 2015

Ødsleri!

Prædiken til 9. søndag efter Trinitatis - Enghøj Kirke 
Lukasevangeliet 16,1-9

Det er en mærkelig fortælling, vi har med at gøre her. Den er berygtet blandt præster og forkyndere, fordi den er svær og fordi den, ved første øjekast, om nogen stiller flere spørgsmål, end den giver svar tilbage! Hvad er det, den skal sige os? Vil den have os til at dele ud af andres ejendom? Vil den have os til at købe vores venner for ”uærlig mammon”? Skal vi nu til at snyde os vej frem i livet? Eller er det hele bare en vittighed fra Jesu side?

Nej. Det er det næppe! Det er en lignelse; en ganske seriøs fortælling om, at vi bør ødsle med de goder vi har og den kærlighed vi kan give af. Og at vi – trods modstand udefra – altid må fastholde dette ødsleri! Sådan påstår jeg i hvert fald.

Det er fortællingen om en dybt uansvarlig og uærlig godsforvalter, som er for doven til at grave, for fin til at tigge og som køber sine venner for penge, der ikke engang er hans egne. En helt igennem usympatisk mand, som handler ulovligt og forargeligt, og som ikke har respekt for den hellige, almindelige ejendomsret. Sådan ser han umiddelbart ud for os; uærligt, uretfærdigt og dum!

Spørgsmålet må derfor være, hvorfor Jesus alligevel vælger at fortælle lignelsen? Ser han noget andet, end vi kan se? Nej. Ikke umiddelbart. Jeg tror også, at Jesus ser en doven mand; lidt for fin og lidt for uærlig over for de andre. Og alligevel bryder han sig om ham. Han kalder ham til sig og kalder ham en af sine egne.

I Jesu øjne handler manden, i sin umiddelbare dumhed, i virkeligheden klogt, fordi han kender forskel på væsentligt og uvæsentligt – på venner og på penge. I Jesu øjne handler forvalteren i respekt for den svage. Hvad der umiddelbart kunne synes som en lad og hemmelighedsfuld handling hos forvalteren, når han bare fortsætter sit bedrag over for godsejeren, er i virkeligheden et spørgsmål om at tage imod og gøre sit bedste til glæde og gavn for den anden. Og det er denne handling – dette menneskesyn – som Jesus kalder til sig.

Det er nærmest forargeligt for os, at Jesus kalder denne mand for en af sine egne. Det er forargeligt på samme måde, som dengang den de afviste irakiske asylansøgere, tilbage i 2009, slog lejr i Brorsonskirken på Nørrebro, og den daværende præst Per Ramsdal, så at sige, ”beskyttede” dem i sin kælder. Det var meget muligt, at dommen havde lydt og at de var udvist af landet, men da de kom og bankede på kirkedøren i Brorsonskirken, var der ikke andet at gøre for Per Ramsdal, end at lukke dem ind. For som han sagde dengang: ”Generelt mener jeg, at kirken skal tage sit budskab om at hjælpe nødlidende alvorligt. Vi skal hjælpe dem, der er udstødt, og de afviste irakere er udstødt både af deres eget land og af Danmark.” … ”Juridisk set er der tale om ulovlig indtrængen i kirken, men teologisk set er kirken et fredhelligt sted, hvor man kan søge skjul, uanset hvem man er, siger han.” (Kristeligt Dagblad, 18. maj 2009).

For Per Ramsdal lå der altså noget andet i denne sag, end bare juridiske love og paragraffer. Det handlede også om menneskesyn – om at gøre det bedste han kunne, for dem han kunne, og ødsle ud af den kærlighed han havde til de mennesker, der bankede på! Ganske ligesom den uærlige forvalter gjorde det, da han, trods en fyringsseddel i hånden, alligevel gik hen og nedskrev synderne store mængder af deres gæld. Ramsdal siger senere: ”Det er hele tiden en vægtning mellem samvittigheden og de love og regler, vi lever under. Som præst skal man selvfølgelig følge landets love, men vi har også et andet plan i kirken, nemlig det religiøse og det åndelige plan. Dér står det, at hjælpe mennesker altså over det, at holde loven, siger han” (Kristeligt Dagblad d. 16. oktober 2009).

Man kan være enig eller uenig med Ramsdal og hans måde at takle tingene på – og også i de magter der brød ind – men man kan ikke sige andet, end at han satte tingene på spidsen, og begrundede sine handlinger i medmenneskelighed. Han gjorde på mange måder det, som Ordsprogenes bog taler om i dag: ”Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for det, når det står i din magt at yde det. Sig ikke til din næste: »Gå, og kom igen i morgen, så vil jeg give dig det«, hvis du har det, han beder om. ”.

Dagens evangelium er på mange måder en mærkelig fortælling, og stadigvæk ikke let, selvom at jeg her prøver at give nogle bud. Særligt ikke godsforvalteren! Hvem er han? Han er økonomen, der holder hus med hans herres rigdom. Han beskyldes for at være en ødsel med herrens midler, og derfor forkastes han. Men til trods for at han forkastes, fortsætter han alligevel med at give ud og nedskrive folks gæld og derved sætte dem fri. Og han gør det for at få venner, der vil tage imod, ligesom ham selv.

Den uærlige forvalter har i virkeligheden fællestræk med en anden, og i manges øjne lige så mærkelig person, men som vi dog har valgt at bygge vores kirke på. Ja – Jesus selv! Jesus var jo selv den, der ødslede med Herrens midler. Han var og er den, der spreder med kærlighedsfrø, selv der hvor ingen tror, at de kan slå rod. Han var selv den, der blev forkastet af folkemængden, og nogen vil også sige af sin egen far, men til trods for det, ikke stoppede alligevel. Han sejrede. Han opstod for vores – sine venners – skyld, og frikøbte os – hvis vi skal blive i de økonomiske termer – vores gæld og vores synd!

Og da bliver lignelsen om den uærlige godsforvalter en yderst central lignelse, trods dens varierende kvalitet i forhold til så mange andre lignelser, fordi den forkynder en medmenneskelighed, en livsholdning og et menneskesyn som Jesu eget og i tråd med hans liv!

Man kunne med rette indvende, at godsforvalteren balancerer på et knivsæg – ganske ligesom Ramsdal i særlig grad også gjorde det – fordi de til en vis grad handler ulovligt og uærligt. Og med den lutherske toregimentelære i baghovedet må vi og skal vi stille spørgsmålstegn ved denne handling. Luther ville med sin toregimentelære sige, at der på den ene side er noget der hedder verdslighed, hvor den menneskelige lov og orden skal holde styr på os, og på den anden side noget der hedder åndelighed, hvor evangeliet og ordets kraft skal virke frit iblandt os. Og det er når disse to instanser blandes sammen, at det går galt; når man handler i det ene regimente, men begrunder handlingen i det andet. Når man som Ramsdal trodser den juridiske dom, og grunder det i evangeliets og troens kald.  

Det er en balance og det er en line vi må og skal gå på – det er den opgave evangeliet stiller os i i dag! For lignelsen fortæller os, at vi bør kunne beskyldes for, at ødsle med vores og andres penge, rigdom, godhed og kærlighed, hvis det er til gavn for medmennesket. Ja, verden skal kunne forarges på os, hvis vi rykker ved grænserne og flytter en hegnspæl til glæde for medmennesket – ellers har vi ikke gjort det godt nok! Vi skal altid være klar på at tage imod den, som kommer, og fortsat sætte folk fri – også når det ikke passer denne verdens retfærdige hoveder, som kun er ude på millimeterdemokrati.  

For glæden er stor og Guds himmerige ikke kun for de få, men for os alle. Det viser Gud os, når han tager imod os, og uforbeholdent ødsler af sin kærlighed. Og det kan vi vise, ved at gøre det samme!

Amen! 

søndag den 26. juli 2015

Hvem er de falske profeter?

Prædiken til 8. søndag efter trinitatis - Enghøj Kirke
Matthæusevangeliet 7,15-21

Jeg har brugt det meste af ugen på at overveje, hvordan en falsk profet egentlig ser ud. Ikke hvordan han så ud på Jesu tid, for det finder vi nok aldrig ud af, men i vores egen tid: år 2015! Og jeg har undret mig. For hvad er egentlig en falsk profet? De fleste af os går ikke rundt og taler om falske profeter, som noget der har indflydelse på vores liv og hverdag – heller ikke præsten!

En profet er i klassisk forstand én, der har modtaget et ord fra Gud, og som nu forkynder det for folk. I bredeste forstand én, der kommer med forudsigelser om fremtiden. I vores tid forbinder jeg som oftest talen om ”profet” med muslimernes Profet Muhammed, og en ”profetier” møder jeg oftest i sammenhæng med små amerikanske sekter, der endnu engang spreder med dommedagsprofetier og spår om jordens snarlige undergang. Og begge dele er ikke noget der har synderlig stor indflydelse på min hverdag.

Med dagens evangelium dumper vi lige ned i afslutningen på bjergprædikenen. Jesus har brugt de foregående kapitler på at skildre en ny verdensorden for os, som først og sidst fortæller, at der med ham er indtrådt en ny virkelighed. Før gjaldt loven, som vi bedst kender den fra de ti bud og det gamle testamente. Men med Jesu ord og ånd iblandt os er situationen en anden. Nu gælder det, at himmeriget ikke kun er for de rige, men også de fattige. Nu gælder det, at vi er det salt, der giver jorden og mennesker liv og kraft på ny. Nu gælder det, at vi skal vende den anden kind til, hvis vi møder modstand. Nu gælder det, at vi skal elske vores fjender. Nu gælder ikke store og flotte ord til Gud, men et enkelt Fadervor fra hjertet. Ja, nu gælder grundlæggende den gyldne regel: at alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem!

Og på baggrund af denne tale siger Jesus så, at vi skal vogte os for ulve i fåreklæder – for falske profeter, som leder os på vildspor i den nye virkelighed. Han sender os ud med ordene om, at der er folk iblandt os, som godt nok ligner os, men ikke nødvendigvis har forstået den nye virkelighed, og derfor ikke vil os det bedste. Vi kan altså ikke altid kende dem og se hvem de er, hvor meget vi end gerne ville, fordi de skjuler sig i vores egen midte.

Søndag aften, fra kl. otte til ni i vinterhalvåret, går en stor del af Danmark i stå, fordi DRs krimiserier har det med at sluge al opmærksomhed. Når vi samles foran skærmen, er det oftest for at udpege ulven i fåreklæder: hvem er morderen!? Vi gjorde f.eks. mange tanker og spekulationer, da Forbrydelsen III rullede over skærmen for et par år siden. Argumenterne for og imod den ene og den anden fløj igennem luften, og selv medierne brugte spalteplads på spekulationer! Chokket var da også til at tage og føle på, da butleren Niels Reinhardt – en pålidelig og tillidsfuld mand fra egne rækker – viste sig at være ulven, som ingen genkendte.  

Således litteraturens og filmens fiktive verden. Det er straks værre, når dramaet og ulykken udspiller sig i den virkelige verden. I onsdags markerede vi sammen med nordmændene fireårsdagen for massakren på Uthøya. På Uthøya skete det, som ikke må ske. Vi kender alle historien og de kolde facts, så dem er der ingen grund til at nævne her. Men hvordan så ulven ud? Ja, han lignede en af os! Terror, sagde vi dengang, det er sådan noget der sker i udlandet. Det er sådan noget som folk fra andre kulturer, med andre religioner og et andet udseende begår. Eller hvad? For rædslen gik igennem alle, da vi så billederne af den politiuniformklædte nordmand, med blå øjne og lyst hår, da han begik den værst tænkelige handling! De scener, der har udspillet sig på Uthøya, er næsten for voldsomme til at vi kan tale om det. Det er en ond mands værk, og de rammer vores forestillinger, om hvad der er trygt og hvor vi er uden for fare.

”Hvis én mand kan skabe så meget had, tænk så på, hvor meget kærlighed vi kan skabe sammen.” Ordene kommer fra en af de piger, der overlevede Uthøya, og de blev senere gentaget af statsministeren ved mindehøjtideligheden i Oslo Domkirke. Ordene er det evangeliske svar mod falskhed og ondskab! Ikke had. Ikke hævn. Ikke gengæld med øje for øje og tand for tand. Men kærlighed!

Og foruden kærlighed peger ordene også på en anden vigtig evangelisk pointe: nemlig et ”vi”. ”Tænk på hvor meget kærlighed vi kan skabe sammen.” For vi må konstatere, ligesom Jesus gjorde over for sine disciple, at der i vores flok og i vores midte er eller kan være falske profeter. Folk der på den ene eller anden måde, udgiver sig for at være et, men i virkeligheden er noget andet. De er der, men vi kan ikke se dem, og vi kan i virkeligheden heller ikke vide, om det er os selv, der er den falske profet. Det er – gud ske tak og lov! – de færreste, der er som ulven på Uthøya. Men det er også de færreste af os, der i enhver sammenhæng kan vide sig sikre på, at det vi gør og foretager os, er det bedste for flokken og for vores næste.

Vi er aldrig skyld i vores eget ophav, men altid forbundet med en anden – med et ”vi”. Ligegyldigt hvem vi står over for, må vi altid forholde os til, at den eller de personer også er en del af os, fordi vi alle nu er en del af Guds virkelighed. Gud kom ikke til jorden for at distancere sig fra os, men for at vi kunne blive en del af ham og han med os! Og konsekvensen af dette er, hvad Jesus fortæller os i sin bjergprædiken: at den fattige er rig i himlen, at vi er dem, der giver liv videre, at vi skal vise mildhed frem for modstand, at vi skal gøre mod den anden, som vi vil, at de skal gøre mod os. Det er den nye virkelighed: at Gud og mennesker hører sammen!

Og i lyset af den virkelighed og Guds kærlighed til os, er vores domme over den ene og den anden ligegyldige, fordi dommen over andre aldrig ligger i vores hænder, men i Guds! I lyset af Guds kærlighed er vi – ligegyldigt hvad! – altid nødt til at passe på de falske profeter. Og her mener jeg passe på i ordets dobbelte betydning: nemlig at vogte os selv for falskhed og ondskab, men i ét og samme sekund at forsøge at tage os af og værne om selv samme person. At forsøge at drive falskhed og ondskab ud af vores næste, og erstatte ondskab med kærlighed!

I forbindelse med massakren på Uthøya blev der også sagt: ”Frygt ikke den, der gør dig ondt, men den, der gør dig ond”, og spørgsmålet bliver da til os, om vi tør stå imod? Tør vi stå imod de falske profeter? Tør vi stå foran deres træ og med al iver forsøge at beskære det og gøde jorden, så de igen kan give gode frugter af sig? Tør vi sige: JA, du har gjort skade – på dig selv og på os – men JA, du er stadigvæk en del af os! Det er den opgave evangeliet stiller os med, og spørgsmålet er i virkeligheden, om vi har råd til at opgive tanken og ikke gøre forsøget…

Vi har grund til at tro på det bedste i ethvert menneske! En polemisk skelnen mellem dem og os, og en forøgelse af mistillid og mistænksomhed mellem mennesker ville være direkte ukristeligt. Nej, vi har ingen ret til at dømme. Det har derimod Gud. Og med sin søn har han tilsagt os sin nåde, tilgivelse og evige velsignelse. Spørgsmålet er, om vi tør at give den tro og det håb videre – selv til en falsk profet? Til det er der kun ét at sige: Gå med Guds fred og synd tappert!

Amen!