Hvad forventer vi af lysets komme?

Prædiken til første søndag i advent - Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 4,16-30

Forleden dag var jeg til foredrag med en af DRs toneangivne journalister, Anders Agger, som blandt meget andet gav et lille indblik i tidens TV-tendenser og hvad der storhitter hos os brugere. Han nævnte selvfølgelig de næsten lokale ”Rigtige mænd” og den lidt for overgærdede ”Store bagedyst”. Og så nævnte han bølgen af genbrugsprogrammer, der for tiden skyller ind over os.

Det er programmer som ”Guld på Godset” og ”Guld i købsstaderne”, ”Gemte skatte”, ”Auktionshuset”, ”Antikduellen”, ”Antikkrejlerne” og ”Skattejægerne”, bare for at nævne nogle få. De handler alle sammen om gamle ting og sager, der, hvis man kigger på dem med lidt andre briller og i et andet perspektiv, pludselig er en halv million værd. At der i al vores gamle ragelse og på vores bedsteforældres loft findes små stykker af guld – eller i hvert fald pletsølv – som på en ny måde er moderne, retro, smagfuldt og in. Fortid som bliver nutid og fremtid, og gammelt som bliver ungt igen!

I sidstnævnte, ”Skattejægerne”, møder man bl.a. den lidt for smarte marskandiser Peter Falk fra Nørrebro, som finder brugte bilfælge og hænger dem op på væggen. For som han selv siger: ”Det er hip living”! Man møder også designeren Pauli Tvilling, der, hver gang han finder en ny vintagekjole fra 50’erne eller 60’erne, er ved at gå i spagat over, hvor flot, lækker og velsyet den er! Og man møder far Frede og datteren Rikke fra Næstved, som hver weekend får et fiks, af at køre ud på diverse loppemarkeder og finde og handle brugte ting til deres egen genbrugs. Bytte bytte købmand og prutte prutte om prisen er dansk TV i særklasse anno 2015. Anders Agger har ret!

Jeg har såmænd også selv været der; set et par af programmerne, blevet inspireret af det gamle og besøgt min farmors loft. Og en enkelt gang jeg kom ned derfra med en ny gammel dims i hånden – en gul lampe – som i mine øjne var smart og retro, fulgte hun op på det med replikken: ”Skulle det nu være moderne?!”. ”Ja, farmor! Det er da super moderne” måtte mit svar selvfølgelig være. Havde hun placeret det i sin stue, sammen med alle de andre ting, ville det være totalt smart. Men hun forstod ikke rigtigt, at det, der bare var en almindelig gul lampe fra tidligere tider, nu lige pludselig var mere værd end som så.

Adventstiden, det nye kirkeår og dagens evangelium, fortæller på mange måder samme historie. Vi bliver fortalt, at der står noget værdifuldt foran os og lyser op, men som ikke umiddelbart er til at få øje på, fordi det ikke har karakter af noget særligt og fordi vi på en måde har set det før…

Vi møder Jesus i synagogen, da han er kommet tilbage til sin hjemby. Her læser han en profeti op fra profeten Esajas bog, og siger straks derefter, at hvad der blev lovet i profetien, er i dag gået i opfyldelse, underforstået: i ham! Det er store ord som både vækker begejstring, undren og vrede blandt de fremmødte. For hvem er nu denne mand? ”Er det ikke Josefs søn?” bliver der spurgt. Og jo, det er det. Det er jo Josefs søn, fra værkstedet henne om hjørnet, og hvad er det nu, han står og siger?

De tilstedeværende havde nok ventet sig noget andet af Esajas profeti og opfyldelsen af den. Måske noget mere pomp og pragt? Måske noget mere glans og elegance, end hvad de så i den lokale tømrers knægt. Men virkeligheden er en anden end den, de havde forestillet sig – det er den i grunden næsten altid – og Jesus vidste godt selv, at det var sådan, det ville blive, for ”ingen profet er anerkendt i sin hjemby”.

Ja, virkeligheden var jo den, at Jesus stod der foran dem i en kedelig normal menneskelig skikkelse, og som mand af byen, og postulerede, at han var den, de alle havde ventet på. At han var den, de nu skulle se på, høre på og efterfølge.

Jeg synes ikke, det var mærkeligt at de reagerede, som de gjorde. Med undren og vrede. Han kom, han så og han sejrede. Næsten. Han blev i hvert fald ikke smidt helt ud over klippen...! Og det får mig til at overveje, her ved indgangen til adventstiden, hvad vi egentlig forventer os af Guds komme til os…

Hvad forventer vi af lysets komme? Hvad forventer vi af kærlighedens komme? Hvad forventer vi, når vi hører ordene: at ”Hvad der tidligere blev sagt, det er sket, nu fortæller jeg det nye” (fra Esajas): ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse!” (fra lukas)? Hvad tænker vi at lyset, kærligheden og opfyldelsen skal få af betydning for os? Og hvad endnu vigtigere er; tør vi tro det og åbne os op for det, vi så ser, men som vi umiddelbart havde forventet, ville tage sig anderledes ud?  

Dagens fortælling rummer jo på mange måder jordens største skuffelse, da ham de forventede sig så meget af, i virkeligheden ikke så ud af særlig meget. Det nye kom som det gamle. Som et retrofund på et loppemarked, og en ny gammel dims på min farmors loft. Så spørgsmålet er, hvad vi egentlig skal forvente, og om vi er helt klar til at tage imod det, som kommer til os, ligegyldigt hvordan det end præsenterer sig? Det er den udfordring, evangeliet stiller os med i dag.

Og vi kan ikke komme ud over, at vi må tage udfordringen op i dag! For ”I dag er det skriftord (…) gået i opfyldelse” sagde Jesus, og identificerede sig selv med ”i dag”. Pludselig blev de, der stod foran ham, fanget i nuet. Nu handlede det pludselig ikke om i forgårs eller om i morgen. Ikke om nogen andre i tidligere tider, som for længst var forsvundet i fortiden, eller om nogen af dem, som er her i morgen eller om et år og ude i fremtiden. At skriftordet var gået i opfyldelse ”i dag”, krævede pludselig noget af dem. Og det kræver noget af os. Nuet er krævende, det er pågående og umulig at gemme væk i nostalgi og dagdrømme. For når det er ”i dag”, der gælder, må vi tage det alvorligt og tage det på os som det, der er meningen.

Vi kan ikke se det på ham, for vi har set konturerne af ham før. Jesus ligner en af os. Som et loppefund og en skjult skat iblandt os, vi udmærket godt genkender, men måske ikke kender det egentlige indhold af. Men så meget desto mere er der grund til at ændre perspektivet, for ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”. Så meget desto mere er der grund til at håbe og turde tro på, at han alligevel er den, vi har ventet. At lyset er kommet, og at vi ikke skal forvente en anden end ham, der står foran os.

Vi skal tværtimod tage imod ham, som den han er. I den skikkelse han kommer i, og med alt det han giver til os. Han er meningen – han er ”i dag” – og det betyder, at han har taget alt det på sig, som var. Alt det der var, alt det der skete og alt det vi gjorde, er erstattet af hans nåde og tilgivelse. Og samtidig betyder det, at den fremtid vi går i møde, ved indgangen til et nyt år, også er hans tid. Både den fremtid vi drømmer om og med glæde ser frem til, men også den fremtid vi med angst og mørke bekymringer går i møde, og som kaster lange skygger ind over dagen i dag. 

Da kan vi møde den verden og dagen i dag, med alt hvad den kræver af os af nærvær, omtanke og kærlighed, men også med ord, der sætter os fri og giver os mod på livet.

I dag er vores dag. Lad os gribe den, og lad os gribe af ham, som har alle dage i sin hånd. Dem der var engang, og dem der kommer en dag. For i dag skal vi leve i hans lys!

Amen!

Men han tav!

Prædiken til 20. søndag efter trinitatis - Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 22,1-14

Kan I huske dengang Birthe Rønn Hornbæk nægtede at svare en journalist på hans spørgsmål? Hun var dengang minister, og var blevet irettesat af sin statsminister, hvilket selvfølgelig skabte en del debat. Og i stedet for at sige: ”Det har jeg ingen kommentarer til” eller lignende afvisninger, sagde hun ikke et ord, men forblev stum. Hun stod bare og kiggede på ham for rullende kameraer, men uden én eneste kommentar! Et pinligt øjeblik for Birthe Rønn, mente nogen; genialt, sagde andre…

Tavshed er i grunden underlig på den måde, at man somme tider kan sige meget mere med tavshed end med ord. Ord kan misforstås, fejltolkes, og komme til at fremstå helt anderledes, end hvad der var hensigten. Og i andre sammenhænge bruger vi sommetider udtrykket: ”jeg er (løbet) tør for ord”, fordi vi er overraskede, forbløffede, handlingslammede eller overvældede af en situation – både de positive og negative – og vi ikke har ord for hvad vi oplever. Og da virker stilheden stærkere end noget andet.

Jeg tror ikke Birthe Rønn i situationen var så positivt overrasket over journalisten. Hun var ikke løbet tør for ord af bare henrykkelse over journalistens velformulerede og veltilrettelagte spørgsmål. Tværtimod. Hun var irriteret og stod med et sarkastisk smil på læben. ”Hold op hvor er du dog dum at høre på” tænkte hun sikkert, og brugte tavsheden til at understrege sin utilfredshed og sin totale afvisning af journalistens spørgsmål. For sådan kan tavsheden også bruges: til at afvise det man ser og oplever. Som en protest og et opgør!

Dagens evangelium præges af en underlig form for tavshed og uvilje på de mærkeligste steder. Det er næsten en komedie værdig – eller snarer en tragedie – at høre om kongen, som febrilsk prøver at holde bryllupsfest, men ikke har særlig meget held med at få gæsterne til at komme. Det glæder vores ører at høre, at Gud, i skikkelse af en konge, inviterer alle ind til fest, og at han ikke lader sig kue af, at nogle vender ham ryggen og ikke besvarer hans invitation. ”Kom til brylluppet!” siger han, ”bryllupsfesten er forberedt!”. Ja, han når endda ud til bageste række, på vejene blandt gode og onde, og inviterer dem indenfor. Der er ingen der må gå glip af Herrens fest!

På den ene side. På den anden side er det også et ubehageligt gudsbillede af en Gud, der sender sinde hære ud for at dræbe mordere og brænde deres by af. Og det skuer i særlig grad i væres ører, når vi hører, at Gud inviterer til fest, hvor nogen smides ud. Hvem er manden? Er det mig? Eller er det verdenshistoriens største forbryder. Og hvorfor kan Gud ikke rumme en mand uden festtøj? Hvis vi følger Jesu lignelse, er Himmeriget er åbenbart blevet en fest med en speciel dresscode og en udsmider. Nogle har for travlt med deres hverdag til at komme, og andre kommer med til festen på et afbud. Alle er inviteret… og så alligevel ikke.

Hvem er denne mand uden festklæder? Mange har gennem tidens løb fortolket ham, som den der helt oprigtigt ikke var god nok til Himmerigets fest. Som en synder og som en buk blandt fårene. Og mange dystre prædikener kunne holdes med det formål, at skitsere fortabelsens mulighed, såfremt man ikke tager imod Guds indbydelse på ordentlig vis og ikke klæder sig ordentligt på. Men der er noget uldent ved denne tolkning og begrænsning af Guds imødekommenhed – hvis man spørger mig – og vi må derfor søge videre i teksten.

Der er noget med den mand, vi skal have opklaret. Hvorfor er han tavs? Hvad ligger der i hans tavshed? Det er ikke ligefrem et lykkeligt øjeblik for ham, hvor han i et følsomt øjeblik mangler ord. Enhver anden ville jo himle op over kongens behandling af ham. Men selv siger han ikke noget. ”Han tav!”. Og udefra set kunne han godt ligne et fjols og en stakkel. Hvem er det lige der bliver indbudt til bryllupsfest, uden at tage ordentligt tøj på? Hvorfor sætter han sig ikke ind i sagerne og læser de uskrevne koder der stilles til sådan et arrangement? Spørgsmålet er, om vi kan forsvare denne mand, selvom lignelsen forkaster ham. Og svaret er selvfølgelig JA!

For i hans tavshed ligger et opgør og en ultimativ afvisning af det han ser og oplever, og den verden han selv har været en del af, hvor nogle dræbes, nogle smides ud og andre bydes indenfor. Hans tavshed er i virkeligheden den samme tavshed, som da Jesus selv, i forhøret langfredag foran Pilatus, nægter at svare på Pilatus’ spørgsmål og befolkningens beskyldninger imod ham. Den tavse mand er med andre ord et billede på Jesus!

Han er et billede på den Gud, der kom til jorden – kom til sit eget rige – men også selv var nødt til at gøre op med det rige og lade sig selv dø, for at en ny virkelighed og et nye rige kunne træde frem i lyset. Ja, for at vi alle sammen i sidste ende kunne blive en del af hans nye virkelighed – af hans opstandelse, hans liv og hans ånd! For kun hvis alle kunne få del i himmerigets festligheder, ville Gud selv være med til festen!

Manden, der kom til bryllup uden festklædninger, er i virkeligheden den der iklæder os med sine egne klædninger! Og ikke hvilke som helst klædninger, men kærlighedens og nådens klædninger!

Af Guds nåde alle tråde
spindes til vor helgendragt,
den alene kan forene
ånd og støv i hjertepagt. (DDS 518)

Sådan sang vi tidligere i gudstjenesten. For af Guds nåde spindes den nye virkelighed og den nye festklædning – en helgendragt. Og vel at mærke en nådig festklædning, som det ikke er vores eget ansvar at iklæde os eller overhovedet har mulighed for at bestemme over, men som skænkes som en gave.

Ved døbefonten ses det allertydeligst: Her sluttes fred. Her iklædes vi Kristus. Her får vi del i nåden, gennem et løfte om syndernes forladelse og et evigt liv. Og her mærker vi, at nåden ikke er noget vi selv kan hente frem, men at den kommer fra noget andet end os selv. At den gives til os udefra – fra Gud og af den eller de personer der bærer os i livet. Og da kan vi træde tilbage. Da kan vi slippe ansvaret for at holde os selv i live, men holde fast i troen på at vi er elsket og har en værdi – uanset hvordan vi ser ud!

For i Guds festklædning bliver ingen jagtet eller byer brændt ned. I Guds festklædning bliver ingen smidt ud uden for en dør. I Guds festklædning har vi alle adgang til Guds rige – og til den store bryllupsfest!

Amen!

Spedalskhed

Prædiken til 14. søndag efter trinitatis - Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 17,11-19

Spedalskhed. Hvad er det egentlig for en størrelse? Det er sjældent noget vi taler meget om. Og med god grund. Det er ikke en særlig udbredt sygdom i vores tid og på vores breddegrader. Den findes som sygdom i de subtropiske områder, hvor dens kendetegn er ødelæggelse af huden, lammelser og deformering af hænder og fødder. Men den er sjælden. Og forskning har vist, at spedalskhed i bibelsk forstand i virkeligheden intet, eller højst meget lidt, har at gøre med den sygdom, vi forbinder med spedalskhed. Det, man måske har forbundet med spedalskhed, har nok snarere været former for svamp, psoriasis eller andet udslet, men ikke egentlig spedalskhed.

Således blev vi, meget brugbart denne morgen i september 2015, dét klogere og mere oplyste om spedalskhed og om sygdomme i bibelen!

Men hvad handler det så om, spedalskheden, som vi hører om i dagens evangelium, hvis det ikke er en egentlig kropslig sygdom? Ja, spedalskhed kan også være et udtryk for en social og religiøs diagnose. Det så man på Jesu tid og det så man i den tidlige middelalder. Spedalskhed var de riges, de velhavendes eller de socialt godt stilledes udtryk for de fattige og udstødte. F.eks. mellem jøder og ikke-jøder – rene og urene. I denne sammenhæng var man ikke som sådan optaget af, om sygdommen smittede, men snarere om den besmittede eller besudlede, dvs. om det forurenede eller tilsmudsede noget, der allerede var rent. Det var dét, man skulle vare sig for, når det handlede om spedalskhed. Derfor nærmede de velhavende sig ikke de fattige. Derfor medførte spedalskheden til isolation og udelukkelse af grupper i samfundet, som egentlig ikke var fysisk farlige, men som man var bange for, ville overføre deres stand, deres synd og deres urenheder til én selv. Spedalske var farlige, fordi de var anderledes!

På den måde får spedalskheden i dagens evangelium en helt anden betydning. Det handler om de udstødte og om anerkendelsen af dem. De ti spedalske er blevet udstødt af deres egne og lever derfor ikke længere i landsbyen, men på kanten af den. De har sikkert mange gange opsøgt andre mennesker inde fra byen, for at blive set og for at blive accepteret som almindelige mennesker. Men uden held. Lige indtil de møder Jesus, som ser dem i øjnene og taler til dem. 

Evangeliet handler i grunden om dem, vi ikke kan lide eller ikke tager os af, og om vores egen holdning til dem! Og vi kan så let som ingenting sammenligne og drage paralleller til vores egen verden og vores tids spedalske. For jeg tror godt, vi kender til, at folk er spedalske, eller at vi kan komme til at behandle folk som sådan…

Vores tids spedalske er måske den store flok af unge eller ældre, der føler sig ensomme? Dem vi går forbi, uden egentlig at tænke over det. Ensomhed er ikke en sygdom, men langt hen ad vejen en følelse i maven hos den enkelte, som forstærkes hver gang vi går forbi, og som for manges vedkommende kan opløses ved at blive set i øjnene af den anden.

Vores tids spedalske er måske den store flok af folk med et eller flere handicap, af den ene eller den anden slags, som folk måske nok vil det bedste, men i virkeligheden kommer til at behandle anderledes og uden grund tænke anderledes om, på grund af handicappet.

Eller måske – ganske højaktuelt for tiden endda – er vores tids spedalske de asylansøgere, der står på tærsklen til Europa og vores land. De er mennesker ligesom du og jeg. De er hverken grimme eller lider af nogen speciel sygdom. De lever af kærlighed til hinanden og har familier ligesom du og jeg, og alligevel kan vi komme til at behandle dem anderledes og se på dem med skeptiske øjne. Hvem er de egentlig? Og hvorfor kommer de og banker på vores dør?

Ja, måske de føler sig isolerede? Måske de føler sig udelukket fra livet, på den ene eller den anden måde? Måske de føler sig ensomme og forladte?

Jeg skal ikke prædike asylkvoter, integrationspolitik eller tage partipolitisk stilling til dette højaktuelle spørgsmål – det ville ikke passe sig fra prædikestolen. Men jeg vil til enhver tid, med kristendommen og dagens evangelium for øje, prædike imod den holdning der hedder: dem og os – urene og rene. Jeg vil til enhver tid prædike imod behandlingen af folk som spedalske og isolerede af samfundet, fordi mit menneskesyn byder det imod og fordi vores fælles evangelium siger noget andet til os.

Det handler om anerkendelse, som jeg nævnte tidligere, og om at se hinanden i øjnene. Jesus går som altid forrest som eksempel, og provokerer dem han møder, til at tænke sig om en ekstra gang. For da han møder de ti, tøver han ikke et sekund med at helbrede dem. Ja, der står helbrede. Men vi ved godt, at det ikke handler om den fysiske helbredelse af spedalskheden, men om en helbredelse fra den isolation og den udelukkelse de har levet i. Helbredelsen består i bund og grund i, at han ser dem. Han anerkender dem, som dem de er!

Vi kan godt anerkende os selv. Vi kan godt tænke om os selv, at vi ikke er spedalske. At vi ikke er isolerede eller udelukkede fra fællesskabet. Men hvis andre ikke tænker det, hvad hjælper det så? Først i det sekund at også andre tænker og fortæller os: ”Ja, du er en del af os”, bliver vi en del af dem. Og det er det, Jesus gør. Han tager imod, lukker porten op, byder folket ind, viser dem en anden vej – måske en genvej – ind til den virkelighed, der er Guds, og som består af kærlighed!

Spørgsmålet til os i dag bliver vel derfor, om vi tør gøre det samme?

De ti spedalske forstod i første omgang ingenting. De reagerede straks på Jesu ord om, at de skulle gå til præsterne. På denne tid var det praksis, at man gik til præsterne for at få anerkendelse. Men der er én der vender om. Der er en, der pludselig forstår, at det ikke længere er nødvendigt med præsternes anerkendelse. For anerkendelsen har allerede fundet sted! Langt væk fra præsteskab og helligfolk modtog samaritaneren jo anerkendelse og blev set i øjnene af Jesus. Den spedalske samaritaner så selv, at han var blevet helbredt, og det er det overraskende ved dagens evangelium.

Anerkendelsen og helbredelsen skete ikke nær præsterne. Den skete ikke nær en kirke eller et tempel, som det ellers også var almindeligt dengang – ja, man mente vel ikke at det kunne forekomme andre steder end i templet? Men her stod de – ikke inde i byen, i de gode og renes fællesskab - men på kanten af byen og blev helbredte!

Om lidt skal vi synge en salme af Hans Anker Jørgensen (DDS 249). Det er egentlig en påskesalme, og handler om, hvordan det er at møde Jesus Kristus, efter han er opstået. Pointen med at synge den i dag er, at vi alle dage, hvis vi tør, kan være den, der møder andre, ligesom Jesus gjorde det, og også være den, der bliver mødt. Mødet er ikke forbundet med et specielt sted, men opstår der hvor det vil, og det opstår lige der, hvor vi ser den spedalske i øjnene; befrier vedkommende fra isolation og fangenskab, og hvor vi anerkender! Mødet og fællesskabet er og kan være overalt, hvor der råbes om hjælp og hvor der råbes på barmhjertighed – der, hvor uvelkomne, hjælpeløse og fornedrede får lov at rejse sig og gå, ligesom samaritaneren.

Jesus viste de ti spedalske, at helbredelsen, barmhjertigheden og kærlighedens rige er lige nu og lige her. For hos Gud er vi altid anerkendte som dem vi er. Velsignede og elsket i hans øjne. Spørgsmålet er, om vi tør vise det samme over for andre?

Amen!