Forbundne

Prædiken til sjette søndag efter påske (II) d. 12. maj 2024 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 17,20-26. Salmer: 722 – 634 – 289 – 292 – 400v2 – 29.

Da vores konge, Frederik X, holdt sin første tale efter proklamationen d. 14. januar, afslørede han også sit valgsprog, eller sit kongeord, som han kalder det: Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.   

Kongehuset samler os som land og folk. På tværs dialekter, egnsdele og byskel, på tværs af kulturer, etnicitet og sprog, på tværs af politiske uenigheder er vi samlet under vores regent. Og denne samlende egenskab – og måske også opgave – udtrykker kongen nu i sit kongeord.  

Kongen er selvfølgelig stadigvæk ny i job, men vi kender betydning af hans virke fra hans mor. Når dronning Margrethe talte på årets sidste dag, var vi stille. Og da hun noget uventet tonede frem på skærmen under coronakrisen med en venlig, men bestemt besked til os alle om, at passe på hinanden, så lyttede vi efter.  

Min nabokollega i Gellerup Kirke fortæller også om engang, hvor dronningen havde meldt sin ankomst i gellerupparken. Men på et stormøde med en række repræsentanter fra lokalområdet, som skulle deltage i festlighederne, opstod der pludselig tvivl om hvorvidt alle ville opføre sig ordentligt under besøget. 

Da rejste en ellers fuldstændig tavs gruppe mødre sig prompte fra deres stol og talte i meget klare vendinger om, at så længe dronningen var på besøg, var der ingen uroligheder. Man fornemmede, at mødrene faktisk havde indflydelse og noget at sige i denne sag, og at et besøg fra dronningen var noget ganske særligt – også for dem og i deres del af byen. 

Vi er forbundne i vores regent, i vores konge, og han er forbundet til os. Derfra tales med en stemme, der for en stund lader andre stemmer forstumme.  

… 

Når Jesus i dag beder om, at vi alle skal være ét, så kan vores kongehus give os blik for, hvad det kan betyde. Det at være forsamlet i noget større, og at være forbundet med hinanden, som overstiger de skel og grænser, vi selv gerne sætter imellem hinanden.  

Men hvorfor har vi brug for troen og Gud, hvis vi allerede har et kongehus, der kan forene os med de andre?  

Jesus beder om, at vi skal være ét. Men jeg tror, det er på et langt dybere plan, end et kongehus kan give os blik for, og en enhed som rækker længere ud end som så. Et kongehus vil altid leve på menneskelige beslutninger og skrøbelige vilkår. Kongehuset er virkelighed i dag, men kan lige så vel være fortid i morgen.  

Men vi skal være ét, ligesom Jesus fortæller, at han og Gud Fader er ét med hinanden og dybt forbundet i kærlighed. En enhed, der var der før alle tider, og som altid vil være der, om vi vil det eller ej. Og når vi er ét med hinanden, så spejler vi denne kærlighed og forbundethed. Når vi er ét med hinanden, er Gud til stede iblandt os og vi er fuldendt i en enhed i ham med alle omkring os. 

… 

Jesus beder om, at vi skal være ét. Og det gør han selvfølgelig på den baggrund, at mennesker dengang og alle dage har udvist den modsatte adfærd. Skilt sig fra hinanden. Bekæmpet hinanden, ligesom vi stadigvæk gør det. Ja, Jesus udtaler i virkeligheden en bøn, som dengang og i dag taler lige ind i vores inderste og der, hvor det gør ondt. 

Krigene raser om ørerne på os, og skilsmisseprocenterne er tårnhøje. Glimtvis fornemmer vi, at vi hænger sammen, i familier, ægteskaber og venskaber. Glimtvis anerkender vi hinanden, smiler til hinanden og griner sammen. Lige indtil vi ikke gør det mere og går fra hinanden, fordi vi også bare er mennesker, der kommer til at kommer til at bryde, hvad vi engang lovede at holde fast i. 

Men selv når vi går fra hinanden; selv når vi ikke formår at holde fast i det, vi selv har skabt, så skal vi under det hele stadigvæk turde tro på, at vi er forbundet, at vi hænger sammen i Gud, og at det fællesskab også forpligter os på hinanden. Selv når vi bekriger hinanden, hænger vi sammen. 

… 

I går fejrede Europa melodigrandprix. Man kan mene meget om det show. Men det er en lille og ikke uvæsentlig venlig konkurrence, som i sin essens handler om at holde sammen, midt i de krige og konflikter der også præger vores kontinent.  

Konkurrencen handler om at være forsamlet om noget, nemlig musikken, som er større end de forskelle, der ellers adskiller os; politiske skel, landegrænser, sprog, religion og kultur. Under eurovisionens tag sidder vi side om side og lytter til hinandens bidrag, og alle lande har samme vilkår: præcis tre minutter til at fremføre, hvad de selv mener er årets hit og det, vi alle sammen skal nynne med på.  

Indholdet af de tre minutter er vidt forskelligt, for vi er ikke ens, og det ses tydeligt. Men vi er ét. Og det er noget andet. Det er at anerkende den andens ret og værd. Det er at respektere den andens måde at være på, den andens eksistens ved siden af min, uden at gøre vold på den eller prøve at overtage den.  

At være ét er at være forbundet med hinanden, dybt nede i menneskeligheden, hvor vi er født på den samme jordklode, er lavet af skind og ben, hvor vi trækker vejret, hvor vi alle har brug for en hjælpende hånd, hvis vi falder, og hvor vi ved, at noget din forbundethed til verden også afhænger af min forbundethed til dig og omvendt.  

Vi kender de velkendte ord fra filosoffen Løgstrups hånd. Det kan næsten være en kliché at nævne det. Ikke desto mindre så sagde han: Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.  

Med det sagde han: vi er altid i et ét med hinanden. Du kan ikke se dig ud af at være i forbindelse til det andet menneske. Det er dit grundvilkår, og det beder Jesus om, at du tager på dig. Alene i det at være skabt og være til, er du kastet ud i en sammenhæng med dem, der er omkring dig. Det er dit grundvilkår førend så meget andet – måske også førend du kan tale om dig selv og om at være et individ. Før du blev dig selv, var du en del af en sammenhæng, den sammenhæng som skabte dig, og den vil du altid være forbundet i – afhængig af, og måske også forpligtet på? 

… 

Jesus beder om, at vi må være ét med hinanden, for deri spejler vi den Guds kærlighed, vi er skabt i. Og måske er det også vores trøst. Når vi ikke magter at holde fast og holde sammen med hinanden, så er det ikke det samme, som at enheden – den dybeste enhed – også er faldet fra hinanden. Paulus udtrykte netop denne tro i sit brev til romerne.  

Han spurgte: Hvem kan skille os fra kærligheden? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd?  

Og så svarede han i sin dybeste tro: jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.  

I Gud er vi forbundne. Det er den tro, Jesus beder om må være alles tro. Fra den ene yderlighed til den anden. Som håb og lys for den, der har mistet alt og lever på gaden, og måske også mistet troen på, nogensinde være forbundet eller blive elsket af nogen igen. Og som tro og måske også rettesnor for de mest magtfulde i verden, som med få beslutninger kan ændre livets gang for mange. At de må opdage, at den kærlighed, de lever deres liv i lyset af, dybest set også er den samme kærlighed, vi andre modtager. 

Guds kærlighed gør ikke andet ved os, end at den forbinder os til Gud og til hinanden. Og i den forbundethed er der liv. 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. 
Som det var i begyndelsen 
således også nu og altid, og i al evighed. 

Amen

Den største kærlighedserklæring

 Prædiken til anden påskedag (II) d. 1. april 2024 i Brabrand Kirke. Johannesevangeliet 20,1-18. Salmer: 408 – 218 – 249 – 241 – 236,7 – 235. 

I can't wake you up
The house is on fire

Jeg kan ikke vække dig
vores hus brænder

And I can't wake you up
Are you there, my love?

                 Jeg kan ikke vække dig
                 er du der, min elskede?

The house is on fire
And I can't wake you up

                 Vores hus brænder
                 og jeg kan ikke vække dig

Sådan synger bandet Jonah Blacksmith i et hit fra 2021 House on fire. Jeg kan ikke vække dig, synger de. Igen og igen. Huset brænder. Vores fundament ryster. Sådan kunne disciplene også have sunget, efter Jesus var udåndet på korset og alt døde sammen med ham.

Men hvorfor synger de sådan?

Den ene af brødrene i bandet, Thomas Alstrup, fortæller nu at sangen er skrevet, da hans hustru var midt i en voldsom depression. Er du der, min elskede? Nej, det var hun ikke. Eller jo. Hun var der, men ikke rigtigt. I et interview fortæller Thomas: 

Det begyndte med, at hun var træt. Flere og flere eftermiddage kom hun hjem fra arbejde og lagde sig ind på sofaen og faldt i søvn. Det undrede ham. Hun kunne intet overskue, og en dag kunne han mærke, at noget var helt galt. Hun skulle hente deres søn efter fodboldtræning, men om aftenen ringede sønnen hjem og sagde, at han ikke var blevet hentet. Hun havde glemt ham. Det var ikke med vilje, for sådan er hun slet ikke.

…

Derfra ruller den værste tid sig ud for Thomas og hans hustru Mette – hun i den værste depression, og han med ansvaret for hustru, hus og tre børn, og et liv der mildest talt vakler.

Og langsomt sniger sig en følelse ind i kroppen. Om aftenen sidder han ofte på loftet med computeren og søgte på depression. ’Hvor lang tid tager det?’, ’Hvad kan udløse en depression?’. Han læste side op og side ned i et forsøg på at finde et eller andet at holde fast i. En løsning af en art.

Men han delte det ikke med nogen. For inden i ham, følte han skam og følte, at det var hans skyld.

Jeg syntes, det var pinligt at stå i det her, siger han, for jeg har været i tvivl om, hvor meget skyld jeg havde i hendes depression. Folk der står på sidelinjen til nogen med alzheimers, kræft eller skader efter trafikulykker føler nok ikke skyld. Men jeg tror, at rigtig mange, der er pårørende til en med depression, kan genkende følelsen af skyld. Skulle jeg havde set det før? Kunne jeg havde forhindret det? Har jeg budt hende for meget? Det er godt nok svært.

Måske tænkte Maria Magdalene det samme, da hun stod der ved graven. Hendes verden er også faldet sammen. Hun har mistet Jesus, ham hun fulgte, og nu er hun pludselig alene alene. De andre disciple tumler ind og ud af graven, som vi hører i evangeliet. Men Maria står stille – måske i chok, måske i forvirrelse, eller måske med skam og skyldfølelse over, om det var hendes skyld, både at han var død, men at han nu heller ikke var i hulen længere. Skulle hun have set det og gjort noget allerede dengang han red ind i Jerusalem? Kunne hun have forhindret det? Kunne hun have budt ham noget andet, imens han levede? Var det fordi hun ikke gjorde noget, at det gik som det gik? Hun græder.

…

Thomas Alstrup tænker tilbage for at finde svar på sine følelser. Han prøver at finde en forklaring på det mørke, der har ramt hans hustru, ham og hans familie. Kunne han have gjort noget anderledes? Var det egentlig hans skyld?

Thomas siger i interviewet:

Lydstudiet (til vores band) ligger klos op ad husets soveværelser. Da børnene var små, faldt de i søvn til lyden af et leben af musikere, der kom og gik og spillede til langt ud på natten. Jeg kender ikke andre ægtefæller, der vil stå model til det, hun har stået med. Et hus, der er fyldt af musikere, der vader ind mellem vasketøj og blespande og forstærkere. Det er et kaosliv på mange områder. (…) Det er jo i virkeligheden er ret egoistisk, siger han.

Jeg har haft brug for at blive tilgivet, uden at jeg ved, hvad det skulle være for. Hvis Mette sad her i dag, ville hun ikke sige, ’Det var Thomas, der var skyld i det’. Hun ville nok sige, at det var en kombination af flere ting, der havde presset sig på gennem længere tid og deriblandt selvfølgelig også det liv, vi i fællesskab har skabt.

Maria kan heller ikke finde svar på sine spørgsmål. Måske har hun samme følelse som Thomas: hun søger tilgivelse for noget, hun egentlig ikke har gjort. Måske er det det, der ligger i hendes gråd? Og i hendes råb efter den døde Jesus? Hun vil forsone sig med den døde, søge fred og tilgivelse ved at se ham. Måske kan det få hendes gråd til at stoppe.

…

Og får hun så den tilgivelse? Får hun forløsningen? Får Thomas den?

For Thomas sker der noget en aften, da han efter lang tids vaden rundt i et ingenmandsland har fået nok. Han er træt. Han er slidt ned. Han kan ikke mere.

Så sagde jeg (til hende), at nu kan jeg ikke mere. Men hun kunne ikke græde. Det var bare stoneface. Jeg kunne ikke se, om hun blev ked af det, og jeg havde bare lyst til at ruske i hende.

Så sagde hun lige så stille: ’Jeg tror godt, det kunne fungere, hvis jeg boede alene. Men Thomas, siger hans hustru Mette så, du er jo min bedste ven.’

Og der kom forløsningen. Ud af det blå.

Det var den største kærlighedserklæring, jeg kunne få.” siger Thomas Alstrup. ”Der gik det op for mig: ’det er jo en ven, jeg skal hjælpe lige nu’, siger han. Det var hendes ord om, at jeg var hendes bedste ven, der gjorde, at jeg kunne holde ud. At jeg kunne bevare håbet. Det hele faldt på plads inden i mig. Hun bad mig jo egentlig parkere mit behov for kærlighed, men pludselig gav det mening for mig at sætte det på pause, for selvfølgelig skal man være der for en ven. Så må det andet komme hen ad vejen.

Og der ender Thomas Alstrups fortælling om hans hustru, hendes depression og hans kamp for at være der for hende og for ham selv. Og i virkeligheden en kamp for at finde tilbage til livet.

I dag, 8 år senere, er alt godt, og både ham og hans hustru har fundet et om muligt stærkere bånd og tilknytning til hinanden. De gik ikke fra hinanden, tværtimod kom de tættere på hinanden slutter interviewet med at sige.

…

Men Thomas, du er jo min bedste ven.

Den sætning bliver en kærlighedssætning fra Mette til Thomas. Den sætning får med det samme Thomas til at ranke rykken og til at se igen. Han kan se sit liv i øjnene igen. Han kan se, at han er forbundet med sin hustru igen. Han kan se, at han har en opgave i sit liv i at være der for hende, og for en stund parkere sig selv og hans egne behov for at blive elsket og nusset om. Opgaven er kærlighed til hende han elsker.

Men hvad med Maria?

For Maria sker det samme. Jesus, som hele tiden har stået lige ved siden af hende, forvekslet med en havemand, kigger hende i øjnene og kalder hendes navn: ”Maria”. Og fra da af falder også alt på plads hos hende. Hun lytter til hans ord, og straks får hun igen retning og mening med sit liv, så hun kan løbe fra Jesus og fra graven, for at fortælle alle, hvad hun har set og hørt.

Jesus kalder på Maria, ligesom Mette også kalder på Thomas: ”Du er min bedste ven”. Og for dem begge skaber det en klarhed i deres liv. Alt falder på plads og i hak, og derfra er der kun én vej frem.

Og er det ikke opstandelsen i sit fineste væsen? Opstandelse er at blive kaldt tilbage til livet. Opstandelse er at blive kaldt ud af sine rædsler. Opstandelse er at gå fra mørket og ind i lyset.

Mette kalder Thomas tilbage til livet. Vækker ham fra det brændende hus. Hun kalder på ham og giver ham en retning for hans liv, og den retning er en retning med håb og med drømme forude. Hun befrier ham fra hans skyld og hans skam, ved at kalde på ham, og derigennem bekræfte ham i, at de er i et forhold. Du er min ven, siger hun til ham. Og da kan han rejse sig og gå med sin opgave, gå frit afsted i lyset.

Ligesom Jesus kalder Maria ved hendes navn, og bekræfter, at han ikke er hvem som helst eller en havemand. Nu har hun set ham, og derved er Maria kaldt tilbage til livet. Og så kan hun løbe fra graven, fra mørket, og fortælle disciplene om det hele i lyset.

Maria og Thomas blev sat fri. De blev frelst. Uden helt at vide, at det var det, de trængte til. Men da det skete, gav det den dybeste mening, og blev verden ny igen.

Glædelig påske.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.

Amen.

Insister på håbet

 Prædiken til juleaften 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 2,1-14. Salmer: 94 - 120 - 104 - 121. 

Jeg taler altid med mine konfirmander om håb. Om at håbe på noget, at turde holde fast i håbet, og at give håbet videre til andre. Det er altid aktuelt at tale om håb; om et håb for dagen i morgen – og måske særligt for de unge konfirmander.

Om lidt skal vi synge: Et barn er født i Betlehem / thi glæde sig Jerusalem. Men jeg tror ikke, Jerusalem glæder sig for tiden, og jeg tror, at de børn der fødes i Betlehem i dag mere end nogen andre har brug for det håb, barnet for 2000 år siden kom med. Ja, at synge salmen i dag er nærmest som en håbefuld protest. Jeg håber, I vil synge med, alt hvad I kan!

Som samtalen med konfirmanderne skred frem, udfordrede de tankerne om håbet. Og til spørgsmålet, om man egentlig kan give håbet videre til andre, var den overvejende stemning, at det kan man ikke bare lige gøre. For den anden er også nødt til selv at tro på håbet. Ellers nytter det ikke noget, som de sagde. 

Som en konfirmand så billedligt forklarede mig: ”Simon, det er ligesom hvis du giver mig et æg. Så bliver det jo ikke til en omelet, bare fordi jeg får et æg. Jeg skal også selv gøre noget for det.” Og så kiggede konfirmanden på mig, som om det var logik for burhøns...!

…

På en måde giver det mening, at håbet også skal sættes i bevægelse af modtageren. Men om vi kan eller skal have bevægelsen som krav, inden vi sender afsted, ved jeg ikke. Konfirmander ville, at håbet, som et æg, skulle blive til noget, til en omelet. Og hvis den ikke kunne det, var der ingen mening i at modtage ægget, eller overhovedet at give ægget videre til en anden.

Men jeg tror, det er anderledes med håbet. Vi skal turde give det, og turde at modtage det, også selvom vi ikke ved, hvad det skal blive til. Ja, vi skal faktisk insistere på, at håbet er her, og at vi kan sætte det i bevægelse ved at give det til hinanden, og modtage det fra hinanden.

Og så må tiden vise og overraske os med, hvad håbet kan blive. At håbe er på mange måder at forvente det uventede. Det store.

Og jeg tror, det sker i mødet med den enkelte, når håbet bliver sendt afsted. Når vi giver håbet videre som en kærlighedshandling til dem, vi holder af, og til dem, hvor håbløsheden truer. At give håbet videre er alene meningsfyldt. Og måske finder håbet også med tiden et svar, en bevægelse, en større mening hos den, der modtager det.

…

I dag, Juleaften, sender Gud sin søn, Jesus Kristus, ned i favnen hos os alle. Det er det, vi fejrer. At Gud vil os. At Gud kommer til os udefra med sin fred og ikke mindst: sit håb.

Og helt overraskende har håbet form af et barn. Et nyskabt barn, et skrøbeligt barn, et barn der som en spire har slået de første spæde rødder, og nu skal til at folde sig ud, blive til noget.

Gud giver os sit håb. Men spørgsmålet er så, om vi også kan åbne os for det? Tør vi modtage det – og måske svare på det?

…

Maria er den første der mærker håbet. Hun ved, at det er et særligt barn, hun skal føde. Om man forstår, hvis dét også må have føltes fremmed for hende. At hun måske var bange. 

Men Maria reagerer umiddelbart på mødet og tager imod håbet ved selv at gøre som Gud: ved at give af sig selv. Hun svøber barnet i den omsorg barnet kalder på, og tager det til sig som sit eget. Guds håb fremkalder omsorgen i hende. Det er hendes svar på håbet. Det er julens svar i Maria.

Og det samme gælder for Josef. Han er ikke far til barnet og står lidt udenfor. Alligevel drages han hen mod Maria og mod barnet. Ligesom hyrderne på marken også gør. De forstår ikke først, hvad det hele handler om. Alligevel tør de gå med englen, de tør trodse deres frygt og gå med englens fremmede budskab om fred. Det bliver hyrdernes svar på håbet: at gå afsted på trods af deres frygt.

…

Hvordan svarer vi på det håb, Gud lægger i vores arme?

Forfatteren Jens Christian Grøndal skrev her op til jul en kronik om uroen i Israel og Palæstina, og om at vi næsten kommer til kort over for den tragedie, vi ser udspille sig dernede. Og netop der kan det være svært at svare på håbet – ja, overhovedet at se det komme, modtage det, og give det videre ind i al ulykken. For hvad nytter det?

Han skriver:

”Man bliver stum og skammer sig indvendigt over sin stumhed. Retfærdighedens talerør er knækket, håbets flamme oser. Man vælger sidegaden ved lyden af demonstranternes taktfaste råb.”

”Jeg mindes ikke en jul, der som denne er blevet forstyrret af ondskab vold og død. Men det gør ikke julens fortælling mindre relevant for den aktuelle virkelighed. Aldrig har det midt i den meningsløse lidelse givet mere mening, at noget må komme (…) Når retfærdigheden kommer til kort, er der kun håbet tilbage. Det ligner et umuligt håb, men det er lige så umuligt at leve uden.”

Jeg forstår Jens Christian Grøndals frustration. Jeg mærker den også hos mig selv. Magtesløsheden. ”Det ligner et umuligt håb” skriver han, ”men det er også lige så umuligt at leve uden”.

Og dét er på en måde Jens Christian Grøndals spinkle svar på julens håb: ”det er umuligt at leve uden håbet”. Svaret er, at han holder fast i håbet, selvom det ser håbløst ud, og at det alene er meningsfyldt. Grøndal tør ikke andet end at stille sig der, hvor håbet også er. Alt andet ville være tømt for liv og mening.

Ligesom Maria, der holdt fast i barnet, selvom det også var et skrøbeligt barn. Ja, hun kunne faktisk ikke andet. Hun nærmest insisterede på at tage sig af det.

…

Hvordan svarer vi på det håb, Gud lægger i vores arme?

Ja, verden er som den er. Men den bliver givet videre som det, vi fortæller den er. Derfor er det også vigtigt, hvad vi fortæller videre til vores børn, til konfirmanderne. For det vi fortæller andre bliver det, de andre fortæller dem selv.

Og når virkeligheden kommer med en undergangshistorie, så må vi komme med en kærlighedshistorie; da må vi insistere på at holde jul, holde os åbne for håbet, og sende håbet videre.

Og barnet i krybben er det håb, der sendes til os. Vi sætter os ind på kirkebænkene, indånder kirkens fred, og mærker måske at her har siddet tusinder af generationer før os under lige så håbløse tider. Men lige her har de også hørt den samme fortælling om, at håbet er her.

Krig og modgang er vi ikke selv herre over. Og vi er heller ikke herre over håbet. Det kommer bare. Som en forstyrrelse midt i livet og overrasker os.

Ligesom for Kejser Augustus. Han troede at han skulle diktere, tælle og kategorisere alle mennesker i hele verden. Og pludselig blev det hele afbrudt af et barn, der vendte alt på hovedet. Om det var en god eller en dårlig overraskelse for Augustus, melder historien ikke noget om. Jeg tror det sidste.

Men en overraskelse var det. For pludselig lå magten ikke længere hos den valgte magthaver, eller hos ham, der uretfærdigt havde tilskyndet sig magten. Magten lå nu i krybben hos det lille barn, i omsorgen for den svageste, i håbet iblandt os, som pludselig oplyste hele verden.

…

Håbet er her. I aften rækkes det til os som et barn. Maria svarede på håbet, ved at svøbe barnet. Håbet kaldte omsorgen frem i hende, selvom hun måske ikke forstod det hele, og selvom hun måske var bange.

Vi skal insistere på, at håbet også kommer i aften til os. Det er vores trøst og gave, og måske vores opgave, hvis vi også kan finde mod til at svare på det. Børn, konfirmander – os alle sammen!

Glædelig jul.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen!