Las Vegas

Prædiken til septuagesima søndag (II) d. 24. januar 2016 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 25,14-30

I det sydvestlige USA, ikke ret langt fra Grand Canyon midt ude i et varmt og goldt ørkenlandskab, ligger Las Vegas. Som et overflødighedshorn på et tomt bord, rejser byen sig med spektakulære bygninger, springvand og diverse kopier af Eiffeltårnet, frihedsgudinden osv., alt sammen indhyllet i neonfarver, glimmer og glamour. Det er amerikansk, når det er bedst og alt for meget, og det er på en måde ikke et sted for turister i campinghabit og klipklapper, men en by af et andet format…

Las Vegas er the american dream for fuld udblæsning. Er man der, så er man der! Las Vegas er stedet hvor man kan komme ind fra gaden og blive gift i et af de mange wedding chapels, blot man har sin tilkommende med. Og har man ikke det, kan man måske finde vedkommende et sted i byen? Las Vegas er barer og kasinoer, scene for verdenskendte kunstnere, og et himmerige for dem, der tør gå i byen med 1000 kr. på lommen, og vende hjem igen med ingen eller måske en halv million! Las Vegas er stedet hvor glæden og håbet lever; hvor man for en stund parkerer alt realitetssans og fornuft, og tager chancen for at få den store gevinst. Og det er det sidste, der trækker! Der er en mulighed og der er en chance, selvom den er nok så mikroskopisk og selvom det for mange ville kræve mere end et godt held, at vinde den helt store gevinst.

Fra Las Vegas, de store drømme og mulighedernes land er der et stykke vej til den evangeliefortælling, vi lige har hørt, som kaldes Lignelsen om de betroede talenter. I fortællingen er der ikke tale om blinkende neon, kasinoer og en hurtig gevinst. Men der er på den anden side heller ikke tale om en gevinst eller et levebrød – hvis man tager fortællingens pointe alvorligt –, som man kommer risikofrit og mageligt til. Med sine lignelser ønsker Jesus altid at anskueliggøre vigtige perspektiver og udfordringer i vores tilværelse, og i dag handler det om, at vi skal have mod til at satse, sætte noget på spil og turde løbe en risiko i det liv, der er vores!

Vi kommer ind i fortællingen, da en mand betror sin formue til sine tre tjenere. Én tjener giver han fem talenter, den anden tjener to talenter, og den tredje en enkelt talent. Og så rejser han. Tjenerne har fået del i mandens formue, og de kan nu gøre med den, hvad de vil. Den ene tjener spilder ikke tiden, og går ud i byen og fordobler pengene. Det samme gør den anden, til deres herres store fornøjelse. Men tjeneren med den ene talent bliver bange for sin herre og graver pengene ned. Og over den tredje tjener falder den måske lidt uretfærdige dom: ”Du dårlige og dovne tjener! (…) kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor”.

Og nu er det oplagt for os at spørge: Hvem i fortællingen sætter mest på spil, og løber den største risiko?

Tjeneren, der graver det hele ned, satser ikke en rød reje. Han lever sit liv i sikkerhed, 100 meter fra kanten og med redningsvesten godt spændt til kroppen. De to andre tjenere – dem der får henholdsvis fem og to talenter – har en anden indstilling: For det første vil de ikke svigte den tillid, deres herre har vist dem. Og for det andet tænker de, at de penge, som de har fået betroet, på den ene eller anden måde, må kunne bruges til noget og måske blive til flere.

Så hvem sætter så mest på spil? Ja, umiddelbart er det de to tjenere, der går ud og fordobler formuen. Det er også dem, der belønnes af deres herre, da han vender hjem igen. Men det kunne jo også være en skjult fjerde person, som vi glemmer at tænke med. For er det ikke, når alt kommer til alt, herren – Gud selv – som betror hele sin formue til tjenerne, der løber den største risiko? Hvad ville han have tilbage at gøre godt med, hvis de alle sammen svigtede ham?

Ja, han ville ingenting have tilbage! Når Gud giver sin formue til os – giver os sin glæde, sin kærlighed, ja, sit liv i Jesus Kristus – så er det ikke kun det halve eller det kvarte; så er det det hele! Gud satser hele puljen for vores skyld, og det er, hvad vi med fine ord kalder nåde og frelse!

Og derfor er lignelsen om de betroede talenter fortællingen om, at vi, som Guds elskede tjenere, skal sætte vores liv i spil og leve det, mens vi kan. Fordi vi har fået det givet og derfor også skylder det over for giveren, at benytte os af det. Gud kom ikke til jorden i Jesus Kristus, for at leve på afstand af livet og af os. Nej, lige præcis for det modsatte: for at være en del af livet, fordi det var det hele værd, og for at vi kunne være en del af ham!

Hvad er livet værd, hvis det ikke leves? Hvad er en gave værd, hvis den ikke pakkes op? Benny Andersen har beskrevet det på finurlig vis i digtet På det våde. Her skriver han følgende: ”Som sagt er livet en gave / men jeg har aldrig kunnet få mig til / at åbne den rigtig – bare pillet lidt / det kunne jo være alt muligt…”. Ja, det kunne jo være alt muligt, og derfor holder vi os nogen gange i en god sikkerhedsafstand fra for alvor at pakke op. Og det er, hvis dagens evangelium skal tale til os, direkte imod Guds vilje!

Jeg ved ikke med jer, men når jeg får en gave, så flår jeg den op. Jeg er nysgerrig på, hvad den indeholder, og nysgerrig på hvad giveren har tænkt, at jeg skulle beriges med. Og det er ikke blot fordi, jeg skal være nysgerrig, at jeg er det, men jeg kan faktisk ikke lade være. Glæden overmander mig, fordi der er én, der vil mig det godt og vil give mig noget. Og i mit liv som helhed, er denne person Gud.

Små børn åbner gaven som det mest naturlige af alt, og måske vi kan lære af dem. De regner ikke i realiteter og fornuft, men i tro og tillid, og er nysgerrige på det, de står over for. Af Gud får vi aldrig noget svar på, hvordan vi skal leve eller hvordan vi skal pakke gaven op, men vi får at hvide, at vi skal! Og det er det mærkværdige. Tjenerne fik heller aldrig besked om af deres herre, hvordan de skulle forvalte talenterne. Men vi får vished om, at det i hvert fald ikke er meningen, at vi skal begrave vores talent. Det er det for dyrebart til!

Men kære præst – kunne man indvende – du, som flår dine gaver op af bare nysgerrighed. Hvad nu hvis vi allerede har prøvet? Hvad nu hvis vi allerede giver livet op til flere chancer, men også oplever, at livet selv spænder ben for livet? At der er dage og tidspunker i vores tilværelse, som siger tilværelsen imod, og hvor sorg, krig og verdens had overtager glæden?

Ja, Las Vegas er på mange måder også en by, der kan skuffe. For hvad sker der, når lysene slukkes og vi opdager at det hele bare er rå plastik og grå facade?

Ja, da må vi tro på, at Guds virkelighed er så meget mere end neonlys og hvad Las Vegas kan tilbyde os af hurtige gevinster. Da må vi tro, at Gud og Guds kærlighed er med os som et lys på den yderste dag, hvor alt synes mørkt. Da må vi tro, at den relation Gud giver os i sin søn, og i sit Ord om nåde og velsignelse, at den relation er sand og at den bærer os igennem livet – også der hvor vi overmandes af modstand. Og at de relationer vi kan have til hinanden, familier og nære venner imellem, også kan bære med. Ja, da må vi tro på, at livet er en helhed, og at Gud ikke giver os flere talenter at forvalte, end vi er i stand til at tage os af, og at vi ikke møder mere modstand i livet, end vi er i rustet til at stå imod.

Og i den tro er der kun én ting at give sig til: at leve livet, sådan som vi får det givet og som vi bliver fortalt, at vi skal. For det er for fin en gave, bare at lade stå til pynt i hjørnet, og for dyrebar en ting, ikke at åbne op.

Amen!

I udkanten

Prædiken til juleaften 2015 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 2,1-14

Velan, min sjæl, så vær nu glad,
og hold din jul i Davids stad.

Amen!

Dette hellige evangelium skriver...

Julenat fødes Guds søn i verden, et sted der kaldes Betlehem. Det sker under alt andet end opsigtsvækkende omstændigheder. Faktisk er der tale om et næsten overflødigt nummer i rækken, nu hvor der skulle være folketælling. Der var ikke rigtig plads til dette liv nogen steder, og der var ingen ydre tegn på, hvad der var på færde. Og alligevel indfinder netop dette barn sig på den historiske scene. Det vokser fra at være en lille historisk fodnote, en marginal udkantsbegivenhed, til at blive hovedpersonen i en fortælling af verdenshistoriske dimensioner. Og til, at vi i dag sidder her i en fyldt kirke, i festtøjet, sammen med millioner af andre kloden rundt, for at høre om netop den begivenhed!

En udkantsbegivenhed, ja, i sandhed! Betlehem var ikke jordens midterakse eller den romerske kejsers ferieparadis. Tværtimod. Betlehem lå i hvad man kunne kalde for Romerrigets udkantsdanmark, på grænsen til ørkenlandet, og havde noget nær ingen status eller anseelse i forhold til storebror Jerusalem, få kilometer derfra. Jerusalem havde historiens vingesus og ikke mindst Templet, og heroverfor blegnede alt andet.

En udkantsbegivenhed. Jeg er virkelig træt af ordet ”udkantsdanmark” og jeg synes det fylder alt for meget i vores debat. Det er nedladende, konfliktskabende, skel-sættende, og giver en grim smag i munden af et ”dem og os”, som jeg ikke kan se, hvad gør godt for. Men vi ved godt, hvad det handler om. Udkanten blev i det forgangne år sat på danmarkskortet som den halvbrune øv-banan, der strækker sig fra Skagen i nord, ned langs den jyske vestkyst og Sønderjylland, til det sydlige Fyn og fynske øhav, over Lolland, og ender i Gedser på Falster. Dette er kanten af Danmark, som både mangler befolkning, vækst og et egentligt potentiale. Siger nogen!

Men på en måder føler jeg mig også selv som udkantsdansker her i Randers – også selvom byen ikke er kategoriseret som udkanten. I det forgangne år oplevede jeg at flytte fra Aarhus til Randers. Og ja! Randers er udkanten i forhold til Aarhus. Der er et lillebror/storebror-forhold imellem de to byer, der ikke er til at komme uden om. Men det interessante er, at jeg også nogen gange havde fornemmelsen af at være i udkantsdanmark, da jeg boede i Aarhus. For i Aarhus er der også et udpræget lillebror/storebror-forhold i forhold til København. Og der er sikkert også folk i København, som føler sig som lillebror i forhold til Berlin, New York og resten af verden, osv. osv.! Det er skruen uden ende, og stiller os på en måde alle sammen lige, som en udkant uden forkant og bagkant!

Men hvad er udkanten i Guds perspektiv? Ja, udkanten var lige præcis det sted, han besluttede sig for at vise sig og gøre sig synlig over for os. I Betlehem, i en stald, i en krybbe! På den ene side er det helt vildt upassende, at Gud viser sig netop der. Hvad blev der af storheden i templet? Og hvad blev der af at vise sig på et bjerg, indhyllet i røg og omgivet af serafer og kerubers lovsang?! Men på den anden side fortæller det os, at Gud er så meget mere, end vi kan regne med og forestille os.

For hos Gud er der ingen udkant. Der er ingen øvre eller nedre grænse for, hvor han vil tage bolig og hvor han vi vise sig for os. Der er ingen stillingtagen til, om eller hvor der er mest vækst, liv eller potentiale, men derimod et ønske om at være lige der, hvor vi er. Der er ikke længere kun plads til Gud i templet. For i templet er der ikke plads til mennesker – kun til de få udvalgte – og hvis Gud skal være Gud for alle, er han nødt til at vise sig der, hvor alle kan se ham. Så er han nødt til at blive én som os!

Juleaften og begivenheden i Betlehem fortæller os, at Gud er en der kommer os i møde. Det er det helt særegne ved kristendommen og ved Gud: at han kommer os i møde – ikke i røg og damp, men som et lille barn. Som det mest skrøbelige vi kan forestille os, og som for alt i verden kræver al vores opmærksomhed, omsorg og kærlighed, men også som den største gave og kærlighedserklæring midt i vores jordiske virkelighed!

Lyder det upassende i vores ører, at Gud bliver så lille og skrøbelig? Og er det ubelejligt for os, at han bliver en som os – bliver menneske i kød og blod? Ja, på en måde. For nu kan vi ikke pakke ham væk. Vi kan ikke henvise ham til det fjerne himmelrum, eller tænke om ham som noget, der ikke vedkommer os. I aften viser han os, at han træder han ind i vores hjem og ind i vores stuer. Han træder ikke ind på tempelpladsen, men lige ind i hjertekulen, lyser op i mørket og skænker os sin fred og velsignelse.

For hos Gud er der ingen grænser. Der er intet sted, der er for fint for ham, og der er ingen udkant som er for ringe til hans besøg. Hvis vi prøver at putte Gud i glas og guldramme, og placerer ham som et sofastykke i den fine stue, så vil vi altid blive overrasket og erfare, at glasset er for tyndt og rammen for lille, og vores forestillinger om hans nærvær, helt skudt ved siden af. Gud sprænger hver en opsat og påstået grænse og nedbryder enhver kant der måtte være mellem ham og os, og imellem os i dag.

Og når Gud kan komme til os; når skaberen tør tage bolig i sin egen skabning og midt iblandt os, hvad andet kan vi så, end at prøve at gøre det samme: at komme hinanden i møde, lige her hvor vi står? At nedbryde de skel og de grænser, der både udtalt og uudtalt er sat op imellem os? Ja, hvad andet betyder det, end at samme velsignelse og fred som Gud skænker os denne aften, også er en, vi kan og skal dele med hinanden?

Juleaftens evangelium stiller os midt i stalden, sammen med Maria, Josef og Jesusbarnet, hyrderne fra marken og alle dyrene, i udkantens Betlehem. Og her – midt ude i ingenting og på kanten af, hvad godt er og hvad vi kan tro på – sker det forunderlige, at Gud viser sig for os og får ansigt. Et ansigt vi kan se og genkende, og et ansigt vi skal tage til os. Vi bliver aldrig færdige med at undersøge dette ansigt, og vi når heller aldrig til endegyldige konklusioner om, hvad det fortæller os.

Men i aften skal vi se, at det kommer! I aften skal vi se glæden i hinandens øjne og mærke varmen i hinandens hænder, når lyset tændes rundt om i hjemmene! I aften møder Gud os på kanten. På den kant der kan være i vores liv hver især, og som både kan synes fattig eller festlig. Gud møder os på kanten til en ny begyndelse. På kanten til et nyt og fælles liv, hvor Gud er imellem os, og hvor han lader sit ansigt lyse over dig og mig, så det bliver muligt at være menneske, med al den sårbarhed og skrøbelighed, som følger med et almindeligt liv og et liv på kanten.

Hvad andet kan vi, end at tage imod! Hvad andet kan vi, end at lovprise Gud for, at det endnu engang blev jul og at vi endnu engang fik lov at høre og dele med hinanden, at vi er en del af Gud og at Gud er en del af os!

Rigtig glædelig jul!

Amen!

Lovsangens tid er begyndt

Prædiken til tredje søndag i advent - Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 1,67-80

Hvornår er du sidst brudt ud i lovsang over et eller andet? Brudt ud i et jubelråb og lovprist Herren for det under der er sket og den glæde der er kommet dig i møde? Det er sikkert et stykke tid siden, du ligefrem lovpriste et eller andet. Og så alligevel. Der sikkert mange af jer, inklusiv mig selv, der går rundt og nynner melodier, fløjter til fuglene, og sender smil ud i det blå, når livets mening rører på sig og vi glædes over et eller andet i det små eller i det store?

Med dagens evangelium dumper vi lige ned i én af de ældste lovsange og jubelråb vi kender: Zakarias lovsang. I katolske klostre rundt om i verden, har det i århundrede været tradition at synge netop Zakarias lovsang hver eneste morgen, som en lovprisning af Gud. Et glædesudbrud over solens opgang endnu engang og lysets komme! Og i dag – tredje søndag efter trinitatis – er den så også en del af vores morgen her i Enghøj Kirke, hvor vi går fra den mørke nat til den lyse dag!

Zakarias lovsang er kulminationen på lukasevangeliets første kapitel. Lukas indleder sit evangelie med fortællingen om Zakarias og hans kone Elisabeth, der skal føde Johannes, samt bebudelsen af Jesu fødsel. Og det er, da Johannes endelig er født, at Zakarias bryder ud i sang, fordi hans søn er tegnet på en ny tid og en ny virkelighed, der kommer ham og hele verden i møde. For Johannes er den sidste profet, der skal komme, inden Messias selv kommer til syne, og derfor er Zakarias nu kun ét slægtsled fra opfyldelsen af den nye pagt. Derfor fejrer Zakarias sin søn med jubelsang og jubelråb. Med en lovprisning!

I dag har vi tændt endnu et lys i adventskransen. Vi nærmer os julen. Vi nærmer os lysets komme. Men vi er der ikke helt endnu. Vi venter stadigvæk. Vi er stadigvæk på grænsen mellem det gamle og det nye, mellem mørket og lyset. Og hvis ikke tiden op til jul skal blive en lang og træls ventetid, ligesom den man møder, når man skal kontakte det offentlige via telefon, så må vi udnytte den og tage den til os. Og så må vi prøve at forstå hvad vi siger farvel til og hvad vi hilser velkommen.

Da Zakarias får at hvide, at han skal være far til Johannes, er han i færd med at ofre til Herren. Sådan var praksis i den tid, og derfor gjorde Zakarias det også. Men måske det netop er her, vi skal finde opgøret med det gamle og nøglen til det nye…

Det er den kristne påstand, at med Jesu korsfæstelse langfredag, at offerets tid er forbi. Jesu død er det endegyldige offer, der hverken kan eller skal gentages. Og derfor skal mennesket ikke længere sende offerrøg til himlen, men alene lovsang, ligesom Zakarias også ender med at gøre.

Offerets tid er forbi. Men ordet bruges jo stadigvæk. Ja, det lever i virkeligheden i bedste velgående! Vi sender ikke ofre til Gud, men jeg vil gerne vove den påstand, at vi derimod selv fabrikerer vores ofre.

Medierne er fyldt med ofre eller ord, der indeholder offertanken. Vi taler om trafikofre, om at være offer for vold, offer for kræften, offer for mobning, offer for censur, offer for finanskrisen, offer for skyldfølelse osv., og vi taler om at vores samfunds stjerner, hvad enten det er fodboldstjerner, filmstjerner eller andre kendte, er medieofre. De fleste ofre er fuldstændig meningsløse og kommer ud af den blå luft. Terrorofret, voldsofret, offeret for mobning. Mobbeofferet forekommer f.eks. i skolen, på en arbejdsplads eller i et andet fællesskab, når vi udpeger klovnen eller den kiksede, mere eller mindre bevidst, som et offer for dumme kommentarer og mangel på accept.

Og til sidst det værste offer, som vi sjælendt taler om, fordi det bliver personligt og ubehageligt: nemlig når vi bliver ofre for vores egne og andres behov. Når vores og andres forventninger til det ene og det andet – gode karakterer, succes på arbejdet, det perfekte hjem, det perfekte look osv. – stiger os til hovedet og ender med at tage livet fra os, fordi vi hverken kan eller skal kunne indfri dem! Da står vi i dyb meningsløshed som ofre!

Ja. Det er måske ikke rart at tale om eller at høre på. Så meget desto mere er der grund til at lytte til dagens evangelium. For offerets tid er forbi! Det er lige midt i offeret til Gud, at Zakarias afbrydes og mødes af ærkeenglen Gabriel, som fortæller ham, at der er en ny tid i vente. Offerets tid er forbi og det gamle skal forstumme. Og da Johannes fødes, får Zakarias stemme til at lovprise og lovsynge Gud, i stedet for at bringe ofre.

Offerets tid er forbi. Lovsangens tid er begyndt! Den sætning vil jeg gerne, at vi skal gå hjem med i dag. Og med den sætning følger selvfølgelig spørgsmålet: hvordan vi i dag og i vores virkelighed kan lade det ske? Hvordan kan vi bringe offerets tid til ophør i vores liv med hinanden og i vores syn på os selv?

Spørgsmålet er åbent, men evangeliet stiller os ikke helt uden en mulighed.

Zakarias han synger! Af vilden sky! Fordi han er blevet givet noget. Fordi han ser og oplever, at det største her i livet – lyset og kærligheden – ikke er noget, han selv har kunnet præstere eller ofre sig vej til, men er noget, han er blevet givet som en gave udefra!

Vi kan ikke skabe vores eget liv. Vi får det altid givet. Vi kan ikke forløse os selv. Vi kan kun blive forløst. Vi kan ikke skabet lyset selv. Det kommer altid udefra og lyser for os og på vores vej!

Kunne vi da, ligesom Zakarias, udskifte vores ofringer, og vores til tider ødelæggende forfængelighed med lovsang? Og kunne vi måske se og have tillid til en kraft, sådan som også Paulus fortalte, der ikke kommer fra os selv, men fra det, der er større end os selv – fra Gud? Så vi nok er tvivlrådige, men ikke er fortvivlede; så vi nok forfølges, men ikke lades i stikken; så vi nok slås til jorden, men ikke går til grunde?

Offerets tid er forbi. Lovsangens tid er begyndt. Solopgangen fra det høje vil altid, trods forventninger og fortvivlelse, stige op over horisonten og besøge os i vores mørke. Det er den erfaring munkene og nonnerne gør hver morgen rundt om i klostrene, når de samles til tidebøn, og det var også den erfaring Zakarias gjorde, da han blev mødt af Gud!

Zakarias bryder ud i sang. Han havde ikke turde tro, at det var sandt, at han skulle få en søn givet. Men pludselig sker det alligevel. Og ordene vælder ud af hans mund i en lovsang til Gud. Som solen står op og bryder nattens mørke, på samme måde vælder lovsangen ud og bryder hans vantro. Han må synge, for han er jublendes lykkelig!

Og vi kender det godt. Sangen gør noget ved os. Når vi står i vores livs store øjeblikke – om de er lykkelige eller fulde af sorg – så synger vi. Vi synger de store sange og salmer, og selv den mest forbitrede sjæl lader sig berøre af sangens kraft. Sangen kan noget. Den kan, som vi af og til siger, få taget til at løfte sig. Men jeg tror også, at det ikke alene er taget der løfter sig, men også os selv der løftes op, så vi kan se længere end vi troede var muligt.

Offerets tid er forbi. Lovsangens tid er begyndt. Kan vi synge, i stedet for at gøre hinanden til ofre? Kan vi slippe alle vores tunge forventninger og offermentalitet, og give plads til sangen i vores liv, og lovsang til den Gud, der kommer os i møde?

Jesu korsfæstelse er det endegyldige offer. Det kan ikke gentages og det skal ikke gentages. Hverken i forhold til Gud, eller i vores forhold til hinanden. Men vi skal gentage vores lovsange. Igen og igen skal vi sætte ord på både vores fortvivlelse og vores taknemmelighed. Vi skal øve os i at tale sammen, og vi skal øve os i at lade Gud tale til os i ord og handling, i bøn og lovsang.

Amen!