Helium

Prædiken til anden påskedag (II) d. 28. februar i Enghøj Kirke 

Johannesevangeliet 20,1-18

Alfred forestiller sig Helium

”Folk siger, at jeg kommer op i Himlen (…). De siger, at jeg falder i en dyb søvn. Ligesom når bjørnene går i vinterhi. Jeg har slet ikke lyst til at sove så længe (…). Jeg synes, Himlen ser ud som et kedeligt sted.”

Sådan siger den lille dreng Alfred til rengøringsmanden Enzo, da de møder hinanden i sygehusets have. Alfred lider af en dødelig sygdom. Der er ikke længere meget sjovt i hans liv, andet end det luftskib der hænger i loftet på hans stue, som han kan kigge op på, og et lille legetøjsluftskib han har i hænderne. Enzo kan godt se, at himlen måske ikke ser ud af særlig meget. ”Der er i hvert fald rigelig med plads”, siger han, ”men det ser måske lidt ensomt ud...”

Da de to senere møder hinanden igen inde på Alfreds stue, spørger Enzo ham, om han kender det der Helium? Alfred spørger, om det er det, der er inde i luftballonerne? ”Ja, det er noget underligt noget” svarer Enzo, ”Men Helium… det er sin helt egen verden. Magisk og eventyrlig, så man næsten ikke kan tro sine egne øjne. Alting føles let og svævende.”. Alfred kender ikke den verden, Enzo taler om. Men derefter begynder Enzo fortællingen om Helium, som det sted man ender, når man har sovet den lange søvn, og at der lige inden man falder i søvn, kommer en stor Helium-Ekspres og henter én derop.

På papiret I har fået med jer i dag, kan I se, hvordan Alfred sidder på en skorsten og forestiller sig Helium-verdenen, imens Enzo fortæller om den. Det er fra filmen Helium. Jeg så filmen forleden dag, og den rørte mig, selvom jeg ellers ikke er typen, der bliver rørt over en film. Men der er selvfølgelig undtagelser, og fortællingen var så stærk, at jeg synes, I også skulle høre om den i dag – hvis I da ikke allerede kender den.

Da man møder Alfred i filmen, er der ikke meget håb i hans øjne. Legen og livet er taget fra ham, og himlen –som det sted, vi kommer hen, når vi dør – er jo bare stor og blå og kedelig for en dreng i hans alder. Men da Enzo træder ind på stuen og henvender sig til Alfred, sker der noget. Fortællingen om Helium ændrer hele perspektivet for Alfred. Den fremtid, han går i møde, ændrer sig. Den kedelige himmel blev pludselig til et legende sted. Med luftballoner og legepladser og sjove huse og grønne fodboldbaner og mormor og morfar og alt det bedste man kunne forestille sig, når han nu ikke skulle være her længere. Enzo giver Alfred et håb og en fortælling om liv.

Nogen gange kan vi ikke sige det selv. Vi kan ikke altid hanke op i os selv og finde glæden alene. Der er huller i vores tilværelse, som er dybere end andre. Og hvis vi har mistet troen, og mørket er mørkere end det plejer, har vi brug for at lyset er et, der skal komme uden for os selv.

Påsken er så fantastisk en tid, fordi vinterens mørke netop mødes af forårets lys – og lyset vinder – både i den skabte natur og i de fortællinger, der knytter sig til netop denne tid. Ikke mindst påskedags fortælling, som bryder med den sorg og uro, vi blev fortalt om langfredag, og forkynder en glæde lige der, hvor alt håb synes tabt. Og i dag – anden påskedag – hører vi så om Maria, der sidder i mørket. Hun er forladt og alene. Hun står i haven, ved graven, hvor de et par dage forinden havde gravlagt ham, hun troede på. De korsfæstede ham og lagde ham i graven, og nu, et par dage efter, har de også flyttet ham, uden hun ved hvor hen. ”Hvorfor græder du?”, spørger englene. For nogen, og måske Maria, er det måske et provokerende spørgsmål. Men for englene er det ikke ment som hån, men en glædelig bemærkning om, at hun da ikke behøver at græde. ”Tør blot tårerne væk”, kunne de have sagt. Men Maria har endnu ikke set det.

Og hun ser det heller ikke først, da Jesus stiller det samme spørgsmål. Hun tror, det er havemanden. Men det skal vise sig at være herfra, at glæden og lyset skal komme tilbage til hende. For da Jesus kalder på hende, genkender hun ham. Hun mødes af noget, hun havde mistet alt håb til, da han kalder på hende, og pludselig forandres hendes verden. Gravens tomhed erstattes af en ny virkeligheds nærvær, som giver hende livet tilbage. Netop som livet var blevet stort og kedeligt for Maria, mødes hun af et nyt liv fra en uventet kant, som kan bære den sorg hun sidder med, ja, som kan løfte hende ud af sorgen og tilbage til glæden.

Jeg tror de fleste af os kender fornemmelsen. At blive genkendt og at blive set på med kærlighedens øjne. At få den håndsrækning fra et andet menneske, som trækker én op af det dyb, man var havnet i. Vi ved ikke altid hvornår den kommer – og sådan er det bare nogen gange. Der kan gå lang tid i uvishedens og utryghedens land!

”Hvor ligger Helium?” spurgte Alfred. ”Derude”, svarede Enzo og pegede ud af vinduet. ”Jeg vidste at der var et andet sted end himlen!” sagde Alfred, og gjorde derved en opdagelse midt i mørket. Alfred bliver mødt af en mand, som gav ham en fortælling – en fortælling med liv i. Og lige meget hvor fantasifuld og magisk fortællingen end er, og hvor meget nogen måske vil ærgre sig over, at det ikke netop er Himlen i kristen forstand, som Enzo udfolder for ham, ja, så giver Enzo ham et håb og en tro, som han kan leve og dø på.

Enzo kommer senere i filmen i tvivl om, hvad det er, han har gjort med sin fortælling. ”Jeg fylder ham jo egentlig bare med en masse løgn”, siger Enzo til en sygeplejerske. ”Nej, det er ikke sandt.” svarer hun. ”Du fylder ham med en masse håb!” 

Opstandelse er både i den mand, Maria møder i haven og som kalder på hende; og samtidig er opstandelsen også en glæde, en tro og et håb, vi giver til hinanden, hvordan det end måtte tage sig ud. En fortælling som på forunderlig vis giver os livet tilbage og viser vej igennem et utrygt land!

Mange gange i kristendommens historie, har der været sået tvivl om opstandelsen, som vi hører om den i evangelierne. Det er på en måde blevet opstandelsens levebrød, at være omgærdet af stor mystik, uvished og undren. Vi ved ingenting. Der står meget lidt. Og alligevel fejrer vi den hvert år med fest og stor opstandelse! Og hvorfor? Måske fordi vi alligevel finder det værdifuldt at minde hinanden om, at mørket ikke skal sejre? Måske fordi vi kender fornemmelsen af forår og ved, at der på den anden side af vinter og frost, venter mildhed, varme og liv? Måske fordi vi ikke kan holde andet ud, end at tro på det bedste i livet, i hinanden og om vores skaber?

”Jeg har set Herren” siger Maria til disciplene. Dette er glæden for hende, som hun bliver nødt til at give videre til disciplene, hvor meget hun end måtte tvivle eller forstå noget af det. For det gav hende glæde. Det gav hende livet tilbage. Virkeligt liv!

Amen! 

At begynde et andet sted

Prædiken til anden søndag i fasten (II) d. 21. februar i Enghøj Kirke

Markusevangeliet 9,14-29

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der af og til oplever, at det med at begynde på noget nyt, kan være svært. Vi har en del velmenende og sympatiske talemåder, som vi straks giver videre til hinanden, hvis vi fornemmer en svær begyndelse. ”Al begyndelse er svær”, siger vi. Eller: ”Når man først er i gang, går det hele meget lettere…”. Eller: ”Den første er altid den sværeste…”. Og sådan kunne man blive ved om begyndelsens svære kunst. Derfor kan man også af og til blive nødt til, at begynde et andet sted end ved begyndelsen. Måske begynde midt i eller ved slutningen, selvom det selvfølgelig også kan være problematisk i visse sammenhænge! Men måske der dukker noget nyt og overraskende op i den omvendte verden?

I dag vil jeg begynde med slutningen af evangeliefortællingen, og med det sidste, Jesus siger til disciplene. Disciplene spørger, hvorfor de ikke kan helbrede drengen, hvortil Jesus svarer: ”Den slags kan kun uddrives ved bøn”.

Sætningen om uddrivelse ved bøn har undret mig i hele den forgangne uge. Hvad mener Jesus, når han siger ”den slags” og hvad tænker han på, når han nævner bønnen? Bønnen og dens stille væsen står i skærende kontrast til den fortælling vi har hørt: En dreng er besat af en ond ånd. Den river og slider i ham, og har gjort det i hele hans liv. Og om drengens desperate far: han har gjort alt hvad han kan; kastet ham i både ild og vand, for at gøre det af med ånden, men lige lidt har det hjulpet. ”Den slags” siger Jesus da til disciplene ”kan kun uddrives ved bøn”.

Det de har gjort indtil videre, har ikke hjulpet. Det de har gjort, har ikke været den rigtige tilgang til problemet og til at løsne drengen fra det onde. Der må noget andet til. De må begynde et andet sted.

De første kristne vidste godt, at bønnen var betydningsfuld og en vigtig del af deres religiøse liv – ligesom forskning i dag også viser, at bøn også vinder ind hos flere og flere, i søgningen efter det spirituelle. Men for nogle af dem, som var med til at definere kristendommen som religion, var det også tydeligt, at bøn i kristendommen var anderledes, end det de så i andre religioner. I andre religioner handlede bøn om aftaler mellem mennesker og Gud eller flere guder. Når man bad Gud om noget, forventede man noget af ham, men til gengæld forventede Gud også noget af den, der bad. Der opstod en gensidig forpligtelse Gud og mennesker imellem og et noget-for-noget-forhold, som på mange måder skabte et usundt forhold.

Men de kristne tænkte og forstod bønnen anderledes. Bøn handlede ikke om forventninger og forpligtelser, men om at have en relation til Gud. Bønnen handlede ikke om at folk kunne forvente noget konkret, hvis man som de andre bad om held i kærlighed eller om materiel velstand. Det handlede i stedet om, at man i bønnen skabte en relation til Gud og derigennem fik identitet, og om opbyggelse af tro og kærlighed. Og lønnen lå alene i bønnen. Alene det at prøve at tilnærme sig Gud i bøn og skabe en relation, ansås som en større løn, end hvad det materielle kunne byde på.

Det der var på færde for de første kristne, kender vi også fra vores egen tid og virkelighed. Det handler om, at vi aldrig kan undslippe os fra, at være en del af en større sammenhæng. Ja, at vi helt konkret bliver til, i mødet mellem vores forældre, og at vi livet igennem også bliver til som mennesker, i mødet med andre. De fleste af os har sikkert oplevet at møde et menneske, vi synes var særlig klog eller ligefrem vis, og hvor vi efter mødet følte, at vi var blevet beriget af det menneske, alene ved at møde det. At vi følte, at vi vandt noget – blev givet en gave – alene i mødet. Og det er det samme, de første kristne tænkte om bønnen og derigennem i mødet med Gud. Vi bliver dem vi er, får identitet, skaber os selv og noget nyt, i mødet med andre og i mødet med Gud. (Tanker af teolog og ph.d. Maria Munkholt i ”Bøn giver identitet”)

Måske denne tankegang står lidt i kontrast til visse tendenser i vores tid? Det er oppe i tiden at se på os selv og være vores egen lykkes smed – selv der, hvor vi føler os grebet af det onde og ikke kan finde vej igennem mørket.

Vi siger både i positive og negative sammenhænge, at vi ”jo altid kan begynde med at se på os selv”. Men er det det, vi skal? En efterhånden godt kendt psykologiprofessor – Svend Brinkmann – har peget på samme tendens og siger slet og ret NEJ! Vi skal ikke se på os selv. Vi skal lade være med at lytte til vores mavefornemmelse. Og vi skal lade være med at dvæle ved os selv. Og dette er selvfølgelig sat på spidsen.

Men jeg tror, der er et gran af sandhed i Brinkmanns ord. Jeg tror det er rigtigt, når han siger, at vi ikke kan redde os selv ved at kigge indad. Jeg tror det er rigtigt, at den onde ånd i drengen ikke kan uddrives ved, at han bliver kastet gennem ild og vand. Og jeg tror det er rigtigt, at vi ikke altid kan løse problemerne selv, ved at kigge indad og lytte til maven, når vi selv oplever os fanget af det onde, eller oplever at vi i særlig grad bliver udfordret på vores liv.

Vi er gjort af noget større. Vi er skabt til at tro – ikke kun på os selv, men også på hinanden og på Gud. Og den slags, som Jesus vil have uddrevet ved bøn i os og i drengen, er vantroen. ”Den slags” handler ikke om sygdommen eller døden. Det gør det måske for disciplene og for drengens far. Men i påskens og evighedens perspektiv, er døden overvundet, og derfor ikke interessant i denne sammenhæng. Nej, det interessante er vantroen, som vores største udfordring og som det, der skal fordrives. Faderens tvivl og vantro, som eksempel, æder troen og håbet op i ham, så han til sidst ikke ved, om han tror eller ikke tror, at Jesus kan hjælpe hans søn. Og det er det, der er udfordringen!

Men vil vi ikke alle sammen til tider tvivle, kunne man spørge? Er det ikke netop en del af os – at troen og tvivlen ligger og kuer op ad hinanden inden i os, og at der derfor også er uroligheder i os og iblandt os?

Jo! Så meget desto mere er der grund til at minde hinanden om, at prøve at se væk fra os selv. Så meget desto mere er der behov for, at prøve at begynde et andet sted, end i vores egen midte; at vi begynder hos den anden og hos Gud, når uroen rammer os, og derigennem søge nærværet, troen og kærligheden til at opbygge det, der er gået i stykker, eller til at styrke os selv til at sige fra over for tvivlen, uroen, det onde og det, der plager os.

Det kan være svært at få begyndt rigtigt – både at begynde på noget nyt, men også at begynde forfra, og komme af med det, der har plaget én. Dagens evangelium og den fastetid, vi er midt i, fortæller os, at vi i stedet for at begynde hos os selv, skal begynde der, hvor det hele begyndte; at vi skal begynde hos Gud, og i ham lade hjertet, troen og os selv finde hvile.

Amen!

Las Vegas

Prædiken til septuagesima søndag (II) d. 24. januar 2016 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 25,14-30

I det sydvestlige USA, ikke ret langt fra Grand Canyon midt ude i et varmt og goldt ørkenlandskab, ligger Las Vegas. Som et overflødighedshorn på et tomt bord, rejser byen sig med spektakulære bygninger, springvand og diverse kopier af Eiffeltårnet, frihedsgudinden osv., alt sammen indhyllet i neonfarver, glimmer og glamour. Det er amerikansk, når det er bedst og alt for meget, og det er på en måde ikke et sted for turister i campinghabit og klipklapper, men en by af et andet format…

Las Vegas er the american dream for fuld udblæsning. Er man der, så er man der! Las Vegas er stedet hvor man kan komme ind fra gaden og blive gift i et af de mange wedding chapels, blot man har sin tilkommende med. Og har man ikke det, kan man måske finde vedkommende et sted i byen? Las Vegas er barer og kasinoer, scene for verdenskendte kunstnere, og et himmerige for dem, der tør gå i byen med 1000 kr. på lommen, og vende hjem igen med ingen eller måske en halv million! Las Vegas er stedet hvor glæden og håbet lever; hvor man for en stund parkerer alt realitetssans og fornuft, og tager chancen for at få den store gevinst. Og det er det sidste, der trækker! Der er en mulighed og der er en chance, selvom den er nok så mikroskopisk og selvom det for mange ville kræve mere end et godt held, at vinde den helt store gevinst.

Fra Las Vegas, de store drømme og mulighedernes land er der et stykke vej til den evangeliefortælling, vi lige har hørt, som kaldes Lignelsen om de betroede talenter. I fortællingen er der ikke tale om blinkende neon, kasinoer og en hurtig gevinst. Men der er på den anden side heller ikke tale om en gevinst eller et levebrød – hvis man tager fortællingens pointe alvorligt –, som man kommer risikofrit og mageligt til. Med sine lignelser ønsker Jesus altid at anskueliggøre vigtige perspektiver og udfordringer i vores tilværelse, og i dag handler det om, at vi skal have mod til at satse, sætte noget på spil og turde løbe en risiko i det liv, der er vores!

Vi kommer ind i fortællingen, da en mand betror sin formue til sine tre tjenere. Én tjener giver han fem talenter, den anden tjener to talenter, og den tredje en enkelt talent. Og så rejser han. Tjenerne har fået del i mandens formue, og de kan nu gøre med den, hvad de vil. Den ene tjener spilder ikke tiden, og går ud i byen og fordobler pengene. Det samme gør den anden, til deres herres store fornøjelse. Men tjeneren med den ene talent bliver bange for sin herre og graver pengene ned. Og over den tredje tjener falder den måske lidt uretfærdige dom: ”Du dårlige og dovne tjener! (…) kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor”.

Og nu er det oplagt for os at spørge: Hvem i fortællingen sætter mest på spil, og løber den største risiko?

Tjeneren, der graver det hele ned, satser ikke en rød reje. Han lever sit liv i sikkerhed, 100 meter fra kanten og med redningsvesten godt spændt til kroppen. De to andre tjenere – dem der får henholdsvis fem og to talenter – har en anden indstilling: For det første vil de ikke svigte den tillid, deres herre har vist dem. Og for det andet tænker de, at de penge, som de har fået betroet, på den ene eller anden måde, må kunne bruges til noget og måske blive til flere.

Så hvem sætter så mest på spil? Ja, umiddelbart er det de to tjenere, der går ud og fordobler formuen. Det er også dem, der belønnes af deres herre, da han vender hjem igen. Men det kunne jo også være en skjult fjerde person, som vi glemmer at tænke med. For er det ikke, når alt kommer til alt, herren – Gud selv – som betror hele sin formue til tjenerne, der løber den største risiko? Hvad ville han have tilbage at gøre godt med, hvis de alle sammen svigtede ham?

Ja, han ville ingenting have tilbage! Når Gud giver sin formue til os – giver os sin glæde, sin kærlighed, ja, sit liv i Jesus Kristus – så er det ikke kun det halve eller det kvarte; så er det det hele! Gud satser hele puljen for vores skyld, og det er, hvad vi med fine ord kalder nåde og frelse!

Og derfor er lignelsen om de betroede talenter fortællingen om, at vi, som Guds elskede tjenere, skal sætte vores liv i spil og leve det, mens vi kan. Fordi vi har fået det givet og derfor også skylder det over for giveren, at benytte os af det. Gud kom ikke til jorden i Jesus Kristus, for at leve på afstand af livet og af os. Nej, lige præcis for det modsatte: for at være en del af livet, fordi det var det hele værd, og for at vi kunne være en del af ham!

Hvad er livet værd, hvis det ikke leves? Hvad er en gave værd, hvis den ikke pakkes op? Benny Andersen har beskrevet det på finurlig vis i digtet På det våde. Her skriver han følgende: ”Som sagt er livet en gave / men jeg har aldrig kunnet få mig til / at åbne den rigtig – bare pillet lidt / det kunne jo være alt muligt…”. Ja, det kunne jo være alt muligt, og derfor holder vi os nogen gange i en god sikkerhedsafstand fra for alvor at pakke op. Og det er, hvis dagens evangelium skal tale til os, direkte imod Guds vilje!

Jeg ved ikke med jer, men når jeg får en gave, så flår jeg den op. Jeg er nysgerrig på, hvad den indeholder, og nysgerrig på hvad giveren har tænkt, at jeg skulle beriges med. Og det er ikke blot fordi, jeg skal være nysgerrig, at jeg er det, men jeg kan faktisk ikke lade være. Glæden overmander mig, fordi der er én, der vil mig det godt og vil give mig noget. Og i mit liv som helhed, er denne person Gud.

Små børn åbner gaven som det mest naturlige af alt, og måske vi kan lære af dem. De regner ikke i realiteter og fornuft, men i tro og tillid, og er nysgerrige på det, de står over for. Af Gud får vi aldrig noget svar på, hvordan vi skal leve eller hvordan vi skal pakke gaven op, men vi får at hvide, at vi skal! Og det er det mærkværdige. Tjenerne fik heller aldrig besked om af deres herre, hvordan de skulle forvalte talenterne. Men vi får vished om, at det i hvert fald ikke er meningen, at vi skal begrave vores talent. Det er det for dyrebart til!

Men kære præst – kunne man indvende – du, som flår dine gaver op af bare nysgerrighed. Hvad nu hvis vi allerede har prøvet? Hvad nu hvis vi allerede giver livet op til flere chancer, men også oplever, at livet selv spænder ben for livet? At der er dage og tidspunker i vores tilværelse, som siger tilværelsen imod, og hvor sorg, krig og verdens had overtager glæden?

Ja, Las Vegas er på mange måder også en by, der kan skuffe. For hvad sker der, når lysene slukkes og vi opdager at det hele bare er rå plastik og grå facade?

Ja, da må vi tro på, at Guds virkelighed er så meget mere end neonlys og hvad Las Vegas kan tilbyde os af hurtige gevinster. Da må vi tro, at Gud og Guds kærlighed er med os som et lys på den yderste dag, hvor alt synes mørkt. Da må vi tro, at den relation Gud giver os i sin søn, og i sit Ord om nåde og velsignelse, at den relation er sand og at den bærer os igennem livet – også der hvor vi overmandes af modstand. Og at de relationer vi kan have til hinanden, familier og nære venner imellem, også kan bære med. Ja, da må vi tro på, at livet er en helhed, og at Gud ikke giver os flere talenter at forvalte, end vi er i stand til at tage os af, og at vi ikke møder mere modstand i livet, end vi er i rustet til at stå imod.

Og i den tro er der kun én ting at give sig til: at leve livet, sådan som vi får det givet og som vi bliver fortalt, at vi skal. For det er for fin en gave, bare at lade stå til pynt i hjørnet, og for dyrebar en ting, ikke at åbne op.

Amen!