Der er liv i at give slip

Prædiken til femtende søndag efter trinitatis (I) d. 28. september 2025 i Brabrand Aarslev. Matthæusevangeliet 6,24-34. Salmer: 736 – 448 – 836 – 41 – 729v5 – 42. 

Det var friskt her til morgen. Efteråret kan mærkes i næsen og ses med øjnene. Den lave sol kaster lange skygger på vejene. Træer og buskes blade lyser gyldent. Naturen tager afsked med sommerens farver og frodighed. Den forbereder sig på vinter, og på at noget nyt skal spire frem engang i foråret.

”I skal ikke bekymre jer” siger Jesus til os i evangeliet denne efterårssøndag. Han opfordrer os til at slippe bekymringerne og alt det, der ikke længere er liv i. At slippe det, der ikke fører noget godt med sig, og lade det falde til jorden, og derved give plads til noget andet og noget meningsfyldt. 

Det er som om, efteråret minder os om denne opfordring, Jesus kommer med, når træerne begynder at slippe deres blade. Træerne slipper bladene. De slipper det, der ikke er liv i, det som i virkeligheden er dødt, og som de hverken kan eller skal pryde sig med. Bladene falder til jorden, som vores bekymringer også skal. Og der formulder bladene, og giver næring til det nye, som skal spire frem. Træerne ved, at kun ved at slippe de døde blade, kan de give plads til de små skud af liv og nyt, der gemmer sig i grenene.

Sådan fortæller naturen helt enkelt for os, at der kan være liv i at give slip. Og måske er det også det, Jesus vil sige med sin opfordring til os i dag?

…

”I skal ikke bekymre jer.” Som jeg nævnte indledningsvist, kan den opfordring møde os lidt forskelligt. 

På den ene side provokerer den mig lidt, og måske særligt i denne uge, hvor vi ikke har kunnet undgå at høre om underlige droner og trusler udefra. Når DR farver deres hjemmeside gul, er det ikke en hyldest til efterårets farve, men for at alarmere os. Den gule farve kaster lange skygger ind i vores bekymringskamrene, dominerer samtalerne i frokostpausen, og rykker sågar helt ind i skolen og i tankerne hos de små. 

”I skal ikke bekymre jer” siger Jesus, som om det skulle være let og som om det skulle kunne fjerne det, der skaber bekymringen.

Og omvendt føler jeg mig set af netop samme opfordring, ”I skal ikke bekymre jer”. For Jesus kender os så godt og ved, at bekymringen er én vores tilbøjeligheder, som kan rive os ud af sind, og gøre vores verden mørk. Jesus ved, at vi har hang til at holde fast i det, der ikke er liv i – mammon, dvs. pengene, som han også selv nævner, og i alle de bekymringer livet giver os. Han ser min bekymring, ved ikke at gemme den væk, men ved at tale højt om den, og da føler jeg mig mødt af hans ord.

Men Jesus stopper heller ikke der. Han efterlader os ikke kun med opfordringen, men peger i stedet hen på et sted, hvor vi måske kan finde ro og hente inspirationen fra. Han siger: se til himlens fugle og markens liljer. Fuglen sår ikke og høster ikke, og alligevel er Gud med den og fuglen kan finde føde. Og liljen arbejder og spinder ikke, og alligevel er Gud med den, og end ikke kongelige er så smukke som liljen.

Fuglen og liljen i naturen bliver billeder på det bekymringsløse, og på nærværet i det liv, der ligger lige for. Fuglen og liljen er til stede i alt det skabte, i nærhed til livet, og folder det hele ud, helt uden at bekymre sig. Og ved at se til dem, kan vi måske finde samme ro til at folde os ud uden bekymringer? Der kan vi måske få mod til at lade bekymringerne falde til jorden, og i stedet give pladsen til det, der er liv i?

…

Netop dette sted i Bibelen søgte filosoffen Søren Kierkegaard også altid til, når han længtes efter færre bekymringer.

For Kierkegaard repræsenterede fuglen og liljen den ubetingede lydighed mod skaberværket, som vi skulle øve os i at stræbe efter. Han skrev: ”Men hvis du kan blive ubetinget lydig som fuglen og liljen, da har du lært, hvad du skulde lære (…) thi er du Gud ubetinget lydig, da er der i dig intet tvetydigt (…) da er du idel enfold for Gud”.

At være enfold for Gud handler om at turde tage springet væk fra bekymringer og alt det, der i dit hoved blokerer vejen til det vigtigste: nemlig at se, at det vigtigste i livet kommer til os i nærhed til livet. Det er at åbne sig og give plads for det der kommer, helt uden at vi har gjort noget for det. Og netop det er som oftest de største gaver i livet.

Men kan vi bare gøre som en fugl og en lilje? Er det ikke ret umenneskeligt at forestille sig, at vi skal kunne leve på den måde?

Jo. Og det ved Kierkegaard også godt. Mennesker har, modsat fuglen og liljen, en stor selvbevidsthed og fornuft, som det ikke bare kan slå fra.

Men Kierkegaards pointe er da, at vi netop ikke skal slå bevidsthed og fornuft fra, men tværtimod bruge begge dele aktivt til at vælge at gøre noget andet. Som menneske har du et valg, og du kan gøre forsøget. Du kan bruge valget aktivt til at skubbe bekymringen til side, og lade dig inspirere af fuglen og liljen til at vende ryggen til de mange urolige kræfter, der vil trække dig væk fra nærheden til livet.

…

Den 40-årige Jacob Holst Mouritzen, som for tiden er én af eksperterne i DRs Kender du typen, gjorde fornyelig forsøget. Nærmest på kierkegaardsk vis besluttede han sig for at se et andet sted hen.

Han fortæller i en artikel, at han hele sit liv har haft et uforløst forhold til Gud og tro. Det lå et sted i ham, men han vidste ikke om han kunne tro, eller om Gud gav mening.

 Men så en dag tager han springet. Han sidder i sin bil og beslutter sig for, at han i 14 dage ville lade som om, han tror på Gud. ”Jeg ville læne mig ind i troen og mentalt tvinge mig til at fjerne tvivl, barriere, rationalitet og alt det, der holdt mig tilbage, for at give mig fuldt hen til, at jeg troede på Gud ” siger han.

Men der gik ikke lang tid før det forsøg det slog fejl. Men ikke fordi, han alligevel ikke kunne tro, men fordi han ikke kunne lade som om.

”Allerede den samme aften overgav jeg mig. Der var en frihed og en følelse af at være hjemme. Troen bor billedlig talt i hjertet, og jeg kan se, at min hjerne længe har blokeret for det, som mit hjerte ville skulle boble op. Det påvirkede min hjerne, hjerte, adfærd, værdier og moral, og mentalt kunne jeg sænke min skuldre.” (…) "Som mange andre i min generation har jeg haft en illusion om kontrol, som jeg nu kunne slippe. Der er noget større, som jeg kan læne mig ind i, og jeg må overgive mig til Gud."

Man ville gerne spørge Jacob Holst Mouritzen, hvad der pludselig får ham til at tage springet? Og også hvad der sker, da troen pludselig overmander ham? 

Men måske er det helt enkelt, at han vælger at lade det falde, som der ikke er liv i, nemlig den kontrol over sig selv og over verden, han så gerne vil have, men som ingen mennesker nogen sinde har haft, og som ingen mennesker nogen sinde kommer til at få. Han lod kontrollen falde, lod den falde til jorden og dø, og lod den plads, hvor kontrollen sad og fyldte, erstatte af noget, hvor der var liv. Noget der fik hans hjerte til at boble, noget som fik hans skuldre til at sænke sig, noget hvor han ikke var alene om at magte det hele.

…

”I skal ikke bekymre jer.”. Det er lettere sagt end gjort. Jeg føler mig provokeret, men jeg føler mig også set i Jesu ord, for bekymringerne fylder, og jeg har en længsel, ligesom Kierkegaard, efter at slippe dem. 

”Se til himlens fugle og markens liljer” og det er som en gestus af kærlighed. For her viser Jesus en vej, hvor bekymringerne måske kan slippe. Det er som når nogen tager dig i hånden og følger dig over et farefuldt sted. Jesus ved, at vi er tilbøjelige til at bekymre os. Derfor peger han for os, og viser os et sted – ude i naturen, hos fuglene og liljerne – hvor vi kan se, at noget vidunderligt kan være til og noget vidunderligt kan ske, også helt uden vores kontrol og bekymring. Han viser os, at vi er en del af noget større, og at det større altid har liv i sig. Han viser os, at vi alle har del i en dyb bevægelse i livet, nemlig at der kan være liv i at give slip.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed

Amen

Et evigt liv

Prædiken til trettende søndag efter trinitatis d. 14. september 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 10,23-37. Salmer: 14 – 450 – 164 – 321 – 477 – 728.

For tiden kan man på DR LYD lytte til podcasten Jagten på det evige liv. Jeg opdagede den for noget tid siden og tænkte, at det måtte lige være noget for præsten. Men da jeg så læste afsnittenes overskrifter, som f.eks. Veganer, vegetar eller flexitar eller De store syndere: sukker, fedt og salt kunne jeg straks mærke, at jeg blev lidt træt i hjerte, sjæl og sind, og at jeg fik lyst til hvidt brød med tandsmør. 

Kostplaner og kroppens helbred... det er noget lidt andet jeg jagter, når jeg taler om evigt liv. Og dog. For i min jagt – hvis vi skal sige det sådan – handler det også om et langt liv og om at holde fast i livet, bare med et par ekstra dimensioner: dels det hinsides, om man vil, men i særdeleshed også en dennesidige og et fokus på at holde fast i min næstes liv, mere end mit eget.

…

Men lad os begynde i det hinsides.

Spørgsmålet om det evige liv har altid optaget os. Hvad er det evige liv og hvad vil det overhovedet vil sige at leve evigt? Vil vores hjerte, sjæl og sind, og måske også hele krop, leve videre i en ny forstand hos Gud, eller måske i et paradis. Og vil vi en dag, som Grundtvig digter, rejse til vort fædreland, gå rundt i gyldne sale og med gamle venner i lys tale?

Da de tidligste kristne kort efter Jesu død og opstandelse begynder at skille sig ud fra deres jødiske trosfæller, var det bl.a. på spørgsmålet om et evigt liv. De kristne troede, at som Kristus stod op fra de døde, skulle de også selv en dag skal stå op sammen med ham.

Men det håb gælder fortsat: at det, der er fortalt om Kristus, også giver os håbet om opstandelsen og et evigt liv hos Gud. Vi ved ikke hvordan det hinsidige evige liv tager sig ud. Men i Bibelen får vi fortalt om det i billeder, bl.a. hos salmedigteren i Det gamle testamente. Han skriver således om sit håb: ”Lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast”.

Med Kristus blev der sat kød og blod på det håb. Spørgsmålene om hvordan og hvorhen evigheden vil tage os er dermed ikke besvarede. Men håbet vil altid være, at døden er ikke det sidste, der kan siges om et menneskeliv. For et menneskes liv er indrammet af Gud.

... 

”Evigheden er øjeblikket” sagde filosoffen Søren Kierkegaard, og forstod dermed evigheden som noget lidt mere nutidigt, og nærværende i tid og rum. At Guds evighed er sat lige her, hvor vi går, står og falder.

Af og til møder jeg andre mennesker, for hvem evigheden knap så øjeblikkelig, men i stedet et konkret sted på den anden side af døden, som man venter på med stor længsel. En tro på at der findes en paradishave, hvor elendighed ophører, i kontrast til det jordiske liv, af og til også kaldet jammerdalen.

Men skaber det ikke lidt afstand til livet på jorden, spørger jeg så, hvis man hele tiden længes efter noget andet, som måske sker på den anden side af døden?

Nobelprismodtageren i litteratur, Henrik Pontoppidan, rettede nok en lille indirekte kritik af denne overbevisning, da han skrev om Lykke-Per. 

I en samtale med præstesønnen Per, indvender den smukke jødiske rigmandsdatter Jacobe, som Per aldrig helt kan få øjnene fra, at kristendommen, i modsætning til andre religioner, jo blev til i et forkuet folk, hvorfor der helt naturligt opstod en forbindelse mellem dødsfrygt og trælleangst. Altså, at frygten for at dø som slave skabte et akut behov for en tro på et efterliv og et paradis et andet sted. 

Og så siger Jacobe til Per: ”Det er for mig netop den væsentligste anklage, der kan rettes mod kristendommen med dens evighedshåb, at den berøver livets dets dybe alvor og dermed dets skønhed. Når man opfatter vores tilværelse her på jorden som bare en generalprøve på den egentlige forestilling – hvor bliver da festligheden af?”

…

Per indvender ikke så meget. Han er mest bare forgabt i den veltalende Jacobe.

Men hvis jeg nu havde Jacobe foran mig, ville jeg sige følgende: 

Jo, hvis den kristnes evighedshåb får ham eller hende til at vende blikket væk fra livets skønhed og væk den alvor, livet til enhver tid kalder på, så har den kristne fuldstændig misforstået, hvad kristendommen handler om. At vi tror på evigheden og et evigt liv skal kun kaste skønhed og alvor over vores liv, og i hvert fald aldrig gøre, at vi fjerner os fra det.

Og det er præcis det svar, den lovkyndige får af Jesus i evangeliet, da han forsøger at udfritte Jesus om veje til det evige liv. 

Bedst som den lovkyndige står der og tror, at han har drillet Jesus maksimalt med sit spørgsmål om evigt liv, og glæder sig til at høre om lovgerninger og nøgler til paradisporten, så vender Jesus det hele på hovedet og fortæller en fortælling om livet her og nu. Han fortæller Den barmhjertige samaritaner.

Og hvad handler den om?

Ja, den handler om jo om et menneske – som til enhver tid kunne være dig og mig – som møder modstand, som møder livets hårde og barske side, og derfor har brug for en hjælpende hånd.

Og ja, det der først møder den nødstødte er faktisk lidt jammerligt, men også ret menneskeligt. For de to første, der kommer forbi, gør ikke noget. Måske fordi de bliver bange? Eller fordi de kan se, at de ikke magter opgaven alene. De flygter derfra, ligesom jeg godt tror vi genkender alle sammen at vende os væk fra det, der kan virke udfordrende eller ubehageligt.

Men til sidst får den nødstødte hjælp. Til sidst er der en fremmed samaritaner, som trodser alt det, der kunne have holdt ham væk: klasseskel, kulturforskel, sproglig barriere, religiøst tilhørsforhold og hvad vi ellers kan forestille os. Samaritaneren ser forbi alt det ydre og ser lige ind i mennesket, der har brug for hjælp. Samaritaneren ser et menneske i kød og blod som ham selv, der er ved at miste sit liv, og som skal have hjælp til at få det tilbage. Og i øjeblikket giver han den nødstødte livet tilbage, ved at hjælpe ham, ved at svare på det, den nødstødte har allermest brug for.

…

Det indledende spørgsmål var: hvad er det evige liv og hvordan får vi evigt liv? Kan vi jagte det som de gør i podcasten?

De spørgsmål er ikke kun spørgsmål om det hinsidige eller noget, der findes på den anden side af døden. Og det er ikke fordi, jeg nu er ved at punktere troen på evigheden hos Gud, på den anden side af døden. Den er uomgængelig og sand. Og dér skal vi ses, når Gud vil.

Men for Jesus er svaret på spørgsmålet lige her, i øjeblikket, at det evige liv er det, vi giver hinanden, når vi husker at være hinandens næste. Det evige liv er det, vores opmærksomme og kærlige medmennesker rækker os, når vi ikke selv magter livet, eller når vi er blevet slået omkuld af livets brutalitet. Det evige liv er det, der kan være så svært at regne ud, og svært at have med at gøre, fordi det også kræver mod at stå op for den eller dem, der er landet i grøften; dem som står i orkanens øje; dem som står i krigens gru; dem som mangler støtte til at stå frem og være sig selv. Men vi har heller ikke noget andet valg, end at gøre forsøget – at turde være dem, der rækker livet videre.

Evigheden er skænket os, så vi kan række den videre. Det vi skylder hinanden og Gud er at gøre forsøget. Ja, lade evighed hos Gud være evighed hos Gud, og i stedet koncentrere os om, at give livets evighed videre til det menneske, der er ved at miste det.

Eller sagt på en anden måde: lad den evighed, der er hos Gud, lad den glæde, den tilgivelse, den fred, den kærlighed, den forsoning der er hos Gud, lad den spejle sig i det liv, vi lever lige her og lige nu. Udfolde vores kristelighed, dvs. vores lighed med alt det, Kristus gjorde, da han gik omkring på jord, og være noget for alle dem, der har brug for det, og lad det være tegn på, at evigheden er lige her.

Det må være det, vi hver dag skal jagte, med Guds hjælp. Dét er både dyb alvor og skønhed på samme tid.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed

Amen

Gråd og bøn

Prædiken til tiende søndag efter trinitatis (I) d. 24. august 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 19,41-48. Salmer: 3 – 300 – 860 – 330 – 164v4 – 403. 

Når kirken og præster tilbyder sjælesorg, og sorggrupper for folk der har mistet, er det ud fra den overbevisning, at det i sorgens og afmagtens stund kan være helende at dele det, der gør ondt. At man ikke skal være alene i det mørke, der er omkring én. Der skal være et sted – i samtalen med hinanden, og måske også med Gud – hvor man kan græde, tale, være vred, tie, være afmægtig – og hvor man ikke behøver at skjule det, der er sket.

Mange vil mene, at lægger man først låg på kassen med det, der gør ondt, så vil kassen for det første altid findes, og låget for det andet altid kunne springe op igen og igen, og gøre ondt med samme styrke, som da man lukkede første gang.

Tager man omvendt livtag med det, og fra begyndelsen holder kassen åben, så er der måske større mulighed for at få sorgen bearbejdet. Og måske er der mulighed for at kunne placere det sorgfulde et sted, hvor det findes, men ikke fylder alt eller skygger for det, der også er fyldt af glæde.

…

Måske genkender I også den mekanisme fra livet på andre tidspunkter end der, hvor I har mistet. 

Jeg kender selv følelsen af at gå med noget der irriterer mig, noget der nager eller gør ondt. Hvis jeg bliver ved med at lægge låg på det, bliver det også ved med at bo i min mave. Det kan gøre mig trist, sur, vred. Det kan påvirke mit humør og selvfølgelig også påvirke dem, der er tæt på mig.

Og som regel er der kun ét middel, der kan få det til at gå væk, nemlig ved at få det sagt højt. Nogle gange skal der tårer med, andre gange kan det gøres lidt mere roligt. Men konfrontationen med det er den eneste vej, kombineret med åbenhed og ærlighed.

Men det er selvfølgelig også det, der er det skrøbelige, og det der kan gøre mig usikker. Det er skrøbeligt at åbne sig, og endnu mere skrøbeligt at være ærlig. Det kræver nemlig, at der er én, som vil lytte, og som altid vil tage omsorgsfuldt imod det, jeg kommer med.  

…

I den lille scene fra evangeliet bevæger vi os, som i en sjælesorgssamtale, igennem et sorgfuldt landskab, ind i midten af et mørke. Og vi får et billede af, at der er Gud også til stede.

Jesus står udenfor Jerusalems mure og græder. Han græder ikke hånligt eller opgivende af byen, men han græder med byen, i solidaritet og medfølelse med den virkelighed, som ikke blev som håbet. Templet glemte hvad det skulle, og nu kun må falde – ja, fjenderne er allerede på vej.

Templet er her et billede på alt det i vores liv, der også kan falde uventet, og som derfor kalder sorgen og tårer frem.

Af og til hører man ikke-kristne sige om den kristne Gud, at det er et svaghedstegn, at Jesus græder. Ham der er alfa og omega, begyndelsen og enden. Ham der kunne gå på vandet, gøre vand til vin, og som er ét med den evige og almægtige Gud. Kan han også græde? Er det ikke svagt af en Gud at græde?

To gange i Bibelen hører vi, at Jesus græder: Da han mister sin ven Lazarus, og så i dag. Han græd ikke, da han blev jaget ud af Nazareths synagoge eller da Judas forrådte ham. Han græd ikke, da han sad alene tilbage i Gethsemane have eller da han hang på korset.

Jesu tårer er aldrig knyttet til hans eget tab, men altid til den andens. Og er det svagt? Er det svagt at vise empati med den eller det, der er ramt? For mig er det en stærkere Gud end alle andre. Det er en stærkere Gud, som også kender til mørket, og som stiller sig sammen med det grædende og sammenbrudte. For den Gud bliver også én, jeg selv har lyst til at komme til, når der er mørkt omkring mig.

…

Jesus græder. Og selvom det måske er en stærk Gud, som gør det, vil nogen måske også mærke et ubehag ved det.

For det er jo aldrig sjovt at se et andet menneske græde, eller at høre om det. Særligt fordi gråd har det med at sprede sig og overføre sig til os, der står ved siden af. Vi bliver rørt af hinanden. Og fordi vi ved, at tårerne kommer af noget, der gør ondt, er vores umiddelbare refleks ofte også, at vi vil trøste og have det til at gå væk. ”Så så, du skal ikke græde”

Men er trøsten ikke at lappe eller at lægge låg på? 

Når en treårig falder på sin cykel, og græder fordi det har slået sig, giver trøsten mening. Der skal pustes på såret og krammes.

Men det er sagt om sorg, at den er en kærlighed man ikke kan komme af med. Derfor kan trøst også føles som et overgreb, hvis man med trøsten vil have sorgen til at forsvinde. Sorgen har ikke nogen løsning. Og sorgen er ikke noget der kan fikses ved at klappe hinanden på skulderen og sige ’op på hesten igen’.

Den sorgfulde står med en kærlighed, der har mistet retning og modtager. Og det kan kun tage tid at finde ud af, hvor den kærlighed nu skal finde hen. Sorgen og kærligheden må have sin plads.

…

Jesus græder. Han græder over den virkelighed, der ikke blev som forventet. Han græder over den realitet, at noget er faldet, at templet ikke længere fungerer, at noget er forandret for altid.

Og så går han ind i mørket. Han lader sig konfrontere. Han går ind præcis der, hvor det, der gør ondt, kommer fra. Der hvor det smerter allermest. Der hvor vi i samtalen helst ikke vil hen, men hvor vi nogle gange bare skal hen, for at løsne op. Og i mødet med det, der smerter allermest, vækkes vreden. Han råber på tempelpladsen, og han kyler dem ud, som ikke hører til der – alle dem der har gjort templet til en røverkule.

Vreden kan synes barsk. Men er den ikke også en velkendt side af sorgen? At vi reagerer udad på vores skrøbelighed, og måske kaster lidt med tingene og kommer med spydige bemærkninger mod dette og hint?

Jeg tror, de fleste af os genkender vreden som den del af sorgen. Sorgen kan transformere smerte til raseri. Og i sorgen kan der også ligge, hvad de unge ville kalde en ’no bullshit-attitude’, hvor der i et tydeligt sprog bliver renset ud, ikke lagt skjul eller låg på noget, og hvor al falskhed kommer for en dag.

Og måske er det i virkeligheden ikke helt skidt, når luften bliver renset og alt står helt klart?

…

Og der står Jesus nu. Der sidder vi nogle gange også i samtalen og i vores liv. I et hus hvor der er talt med store bogstaver. Hvor der er grædt af sorg, hvor der er råbt i raseri – fordi det var det, der måtte til. Og hvad sker der så?

Ja, i det hus står han. Han flytter sig ikke, og det må vi tage til os i dag. Jesus er til stede der, hvor alt er brudt ned. Hvor alt er revet itu. Og så siger han: ”Mit hus er et bedehus”, og det er den nåde, han viser os der. For med bønnen vil vi aldrig være alene i mørket. Jesus bygger templet op på ny, som det sted hvor vi sammen fra hvert vores mørke og hvert vores dyb kan henvende os til Gud i bøn. Og Gud vil være til stede og Gud vil lytte, som vi har allermest brug for.

Når der er råbt og fældet tårer, kan vi folde vores hænder, og dér vil Gud være.

Søren Kierkegaard skrev engang smukt om bønnen og kaldet efter Gud i mørket. Når vi åbner os op, falder til ro – og i kierkegaardsk forstand – bliver til intet, kan Gud komme til os. Kierkegaard bruger billedet af et hav, der falder til ro. Han skrev: “Når havet anstrenger al sin kraft, da kan det netop ikke gengive himlens billede, og selv den mindste bevægelse, giver det ikke rent igen. Men når det bliver stille og når det bliver dybt, da synker himlens billede i dets intet.”

Sådan møder Gud os. Når alt er mørkt og alt er faldet. Når alt raseri er ovre og alle ting er sagt. Når vi bliver stille, og når vi finder ned i dybet, da synker himlens billede også ned i os – da finder Gud vej.

Der kan vi være åbne. Der kan vi være ærlige, og lægge alt det frem, der bor i os.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.

Amen.