Prædiken til tredje søndag i advent (II), 14. december 2025 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 1,67-80. Salmer: 78 – 448 – 117 – 86 – 83v3 – 824.
Det er advent. Det er en spændt tid, både i og uden for kirken. Vi venter, tæller ned og glæder os til julen, og til at det lille Jesusbarn skal fødes og lede os ind på fredens vej.
Oprindeligt var advent altid en stille ventetid. En tid, inden den store fest, hvor man gav plads til fordybelse og eftertænksomhed, og til at grunde over hvad julefreden er, som Jesus kommer med.
For mig selv, har denne adventstid været knap så fredelig. Jeg er flyttet og har fået et nyt hjem, så nu er tiden til at finde roen det nye sted.
Og hvis jeg vender mig ud mod den store verden og den politiske scene, kan jeg også mærke lidt uro. Ja, meget er lige nu i skærende kontrast til den fred, vi venter på. Og jeg spørger mig selv, om julefreden mon vil sænke sig over alt?
…
At vente på fred spejler sig i fortællingen om Zakarias og Johannes, som vi lige har hørt. De to ventede også på freden. De ventede på at Jesus skulle komme.
Zakarias er far til Johannes. Og Johannes’ fornemmeste opgave er at bane vejen for Jesus og fortælle alle om, hvem Jesus er. I det vi hørte, synger Zakarias om sin søn. Det gør nemlig Zakarias så uendeligt stolt: at hans søn, Johannes, skal vise alle hen til glæden og freden i det lille Jesusbarn. ”Du mit barn skal gå foran Herren og bane hans veje”, synger han.
Johannes og Zakarias venter begge to på det store, der skal ske. Deres liv er en evig advent, en evig forventningens glæde over det, der skal komme. Meningen med deres liv er at gå fredens vej, ved at pege hen på freden og lyset, som snart vil vise sig for alle.
…
Lucia, som vi også fejrer ved gudstjenesten i dag, deler på den måde livsopgave med Johannes. Fortællingen om Lucia er netop fortællingen om en kvinde, der også pegede væk fra sig selv, og hen på andre. Hun lyste op for andre.
Lucia var kristen og levede på Sicilien i 300-tallet. Men fordi hun var kristen, levede hun også i skjul under jorden, fordi de kristne på dette tidspunkt var forfulgt af det romerske styre. Hun mærkede uroen fra fjendtlige stormagter, ligesom mange også gør i dag.
Men Lucia var viljestærk og modig. Og når vi mindes hende i dag, er det fordi, hun i al hemmelighed gik hun rundt om natten med stearinlys i håret, så hun både kunne se, og så hun bedre kunne have favnen fuld af mad, og dele ud til dem der sad i mørke og skygge og ikke havde så meget. Hun gik fredens vej for andre. Hun lyste op – ikke på sig selv – men på fredens vej for andre.
…
Både Johannes og Lucias livsopgaver fortæller på den måde om en dyb bevidsthed i jødedom og tidlig kristendom; nemlig om ikke at have sig selv i centrum, men altid den anden, og i høj grad den, der ikke har så meget, og den der mangler fred i sit liv.
Jesus gik aldrig forbi et lidende menneske. Da Jesus gik rundt, var han aldrig optaget af sit eget, men altid optaget af den anden. Han tænkte aldrig på, hvordan det lidende menneske kunne skubbes væk. Han brugte ikke et minut af sit liv til at retfærdiggøre sin foragt eller sin frygt for et andet menneske.
Tværtimod sagde han gennem hele sit liv: ”Kom til mig” og trådte frem for dem, der havde brug for det. Han kom alle i møde som et medmenneske og som en bror.
Og derfor er han freden og lyset, vi venter på. Fordi han ikke gik forbi, men fandt ind til alle mennesker, ligegyldig om den anden var fremmed for ham eller ej. Med sin kærlighed viste han os, hvad fred er: nemlig der hvor der er plads til alle. Han lyste for alle, også i dag, og leder os ind på fredens vej.
…
Zakarias synger i dagens evangelium sin sang om Johannes og om Jesus, som vil lede os ind på fredens vej.
Det rører mig, at Zakarias synger, fordi sang ofte er det, vi bruger, når der sker noget vigtigt i livet. Når vi er i glæde eller sorg. Når vi er i jubelråb eller oprør. Når vi bryder tavshed eller når vi står sammen om freden: så synger vi.
For noget tid siden læste jeg et interview med Henrik Goldschmidt, som er leder af en musikskole på Nørrebro i København (Grundtvigsk Tidende #05). På hans musikskole er der etnisk danske og kristne børn. Der er børn af ikke-religiøse familier. Der er børn af mellemøstlig afstamning. Der er muslimer og jøder. Og der er alt derimellem og mere til. Som sådan afspejler Goldschmidts musikskole den mangfoldige befolkning der er på Nørrebro.
Men det særlige ved skolen er, at den på trods af store kulturforskelle er kendetegnet af fred. Selvom der på skolen går elever, der kommer fra lande, som lige nu er i krig mod hinanden, så formår skolen at forene og skabe fællesskab mellem elever og forældre, fordi det her handler om musik og sang.
”Ord skiller os ad” siger Henrik Goldschmidt. ”men musikken og sangen samler”. ”Vi har 34 forskellige sprog i vores kor (…) men min erfaring er, at man kan synge alt. Vi synger både arabisk og hebraisk. Vi synger russisk og ukrainsk. Der er ikke noget, som er finere end andet. Og Mariehønen Evigglad kan være lige så god som en salme af Grundtvig.”
Ord skiller os ad. Musik og sang samler. Den erfaring tog Goldschmidt også med sig, fortæller han senere, da det multietniske og multireligiøse kor blev inviteret til en mindehøjtidelighed efter terrorangrebet på Krudttønden i København. Her sang koret Leonard Cohens Halleluja.
Og som Goldschmidt oplevede det, var det netop sangen der forløste den sorg, de alle sad med. Fordi de alle sammen sang sammen, bevirkede det, at man kunne tage del i hinandens sorg. På den måde blev sorgen fælles, og sangen samlede deres ønske om fred.
…
For mig er Goldschmidts fortælling en adventsfortælling. Den er fortællingen om at blive ledt ind på fredens vej af noget større end sig selv. Det er fortællingen om at vende sig væk fra sig selv, vende sig væk fra sin egen verden, og helt konkret på skolen: at vende sig væk fra de konflikter der skaber uro i verden, og i stedet forene sig i noget større.
Og det er sangen, der får det til at ske. Det er Zakarias sang, der åbner det for os i dag. Og det er når de mange spæde stemmer på musikskolen begynder at synge, og forenes til én stemme, at de får det til at ske. Da ledes de og vi ind på fredens vej. Da opstår der et rum og en enhed, som er større end dem selv, idet de vender sig væk fra sig selv og ind i fællesskabet – ind i hinanden på fredens vej.
…
Fredens vej er ikke altid den naturlige og nemme vej. Det ved enhver af os. I vores eftertænksomhed i adventstiden mærker vi det. Når vi ser os omkring, ser vi det. Der er så meget, der leder os på vildspor.
At gå på fredens vej er måske først og fremmest en vilje til at ville det. Som Henrik Goldschmidt der trodsigt forener en mangfoldig kultur under samme tag, selvom det slet ikke burde være muligt.
At gå på fredens vej er måske først og fremmest en erkendelse af at fællesskabet er større end individet. At vi må blive ved med at bede i tålmodighed og ydmygt som Zakarias: ”Lad lyset skinne og led vore fødder ind på fredens vej!”. Og at vi må være vedholdende og modige, ligesom Lucia minder os om, da hun kæmper sig vej frem i mørket og bringer hjælpen ud.
…
Fredens vej er ikke altid den naturlige og nemme vej. Det ved enhver af os. Og derfor har vi også brug for, at Jesus kommer til os, og leder os ind på den.
Vi har brug for at Zakarias synger, at Johannes baner vejen, og at Jesus går den for os, og tager os med. At han finder os og samler os i den stemme, der er hans, som favner alt og som forener alle.
Må den vej åbne sig for os i denne adventstid, og når vi nærmer os jul. Må den vej forbinde os med hinanden og med Gud. Må Herren lade lyset skinne og led vore fødder ind på fredens vej.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
Således også nu og altid og i al evighed.
Amen
