En kilde til liv

Prædiken til anden søndag efter Helligtrekonger (II) d. 19. januar 2020 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 4,5-26. Salmer: 747 – 844 – 596 – 321 – 69,5-6 – 29.

Brabrand er et mødested, hvor der opstår liv imellem mennesker. Det ligger nærmest i byens navn. Ifølge den lokale forfatter og lokalhistoriker August F. Schmidt optræder navnet første gang omkring 1300-tallet. Det er sat sammen af to ord: ’bra’ som betyder pludseligt, hastigt eller brat. Og ’brand’ som er gammeldansk for brønd eller kilde. Brabrand er derfor stedet, hvor en brønd eller en kilde springer pludseligt og brat frem. Der tænkes måske på søen, som tidligere var fjord ude fra aarhusbugten, eller måske på voldbækken, som skærer sig ned gennem byen.

I Brabrand er der en kilde til liv. For mange af jer, der bor i Brabrand, vil det sikkert også være en levende sandhed: at livet kan leves i Brabrand. Brabrand er et mødested, som byder os gode muligheder for at udfolde vores liv hver især og i særdeleshed fællesskab med andre på kryds og tværs. Mit indtryk som præst i byen er, at det nærmest pibler op fra byens undergrund med liv, foreninger og fællesskaber, til glæde og gavn for alle byens borgere. 

Brabrand er en kilde til liv, ligesom brønden i Sykar – Jakobskilden – var det for kvinden og Jesus i evangeliefortællingen. Her var der vand til dem begge to. Men som et mødested udvikler brønden sig også til at blive noget mere, ligesom vores by også er det. Var Brabrand kun et sted man sov om natten og spiste sin mad om dagen, var den ikke meget værd. Men byen er netop også et mødested mellem mennesker, og i mødet sker der altid en forandring, hvor øjnene åbnes og livet udvikler sig. 

Således også ved Jakobskilden. Den samaritanske kvinde søgte i første omgang efter vand til livet. Men i mødet med Jesus får hun noget mere. Han siger: ”Jeg er det levende vand”, og det åbner for en forandring i hendes liv: en forandring som adskiller sig fra det vand, hun skulle hente til sin spand, og som adskiller sig fra den livsopfattelse og gudsopfattelse hun vandrede af sted til brønden med.

Hvad går forandringen ud på? En ny gudsopfattelse? Hvad betyder det, at Jesus er det levende vand? 

Det ene kunne handle om opgøret med forskelle. Jesus er jøde og kvinden er samaritaner. Evangeliefortællingen spiller hele tiden på forskelle, som for jøderne har religiøs betydning. Forskellen mellem mand og kvinde, jøde og samaritaner, helligstederne på samaritanernes hellige bjerg Garizim og Jerusalem.

Men det er disse forskelle, Jesus søger at gøre op med. ”Det gamle vand”, den gamle kultur, den gamle religion, hvor man opretholder forskelle og adskillelse, hører fortiden til. En tro, som er bundet op på steder og på adskillelsen til andre, er måske en tro, men den er også en fastlåst tro, og ikke en levende tro.

Så da Jesus opsøger kvinden ved brønden og taler med hende, ophæver han alle disse forskelle og tidligere spilleregler for adskillelse mellem ”dem” og et ”os”. Han er en jøde, hun er en samaritaner, men i mødet ved brønden bliver de ét og forskellene udviskes.  Livet og troen opstår i mødet med det andet menneske, hvor den levende ånd lever imellem os, uanset hvem vi er, hvor vi kommer fra eller hvordan vi ser ud.

Sådan var det dengang, og sådan er det også i dag, og det er alt sammen repræsenteret i ham, som kalder sig selv det levende vand. Jesus er opgøret med forskelle og adskillelse. Han er opgøret med en ”dem-og-os-tænkning”. Han er det levende vand, der forkynder en levende, fælles ånd imellem mennesker.

Hvad betyder det, at Jesus er det levende vand? Noget andet handler om opgøret med fortiden og den gamle lov. Som Jesus og kvindens samtale skrider frem, kommer det frem, at kvinden har haft fem mænd i sit liv, og at den, hun er sammen med nu, ikke er hendes rigtige mand. Det lyder mærkeligt, men der er en mening. De fem mænd er et billede på de fem Mosebøger, altså jødernes lov, og den sjette er samaritanernes egen udlægning af Moseloven.

Og som Jesus svarer, taler hun derfor sandt, når hun siger, at ingen af dem er hendes rigtige mand. For ingen af hendes mænd er nogen, hun kan finde hvile i og leve sit liv på, ifølge Jesus. De gamle skrifter er døde vande og de er ikke værdige til at være hendes hjertes udkårne.

Det livgivende finder hun derimod i Jesus. Han er det levende vand. Fra ham udgår en kilde, der aldrig fryser til, men altid rinder og minder os om det liv, der er og også skal være imellem os. Hos ham finder hun en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, og at være mennesker sammen.  Hos ham finder hun Gud og den kærlighed, der strømmer fra ham, og som skal strømme videre gennem hende ud til andre.

Hvorfor er det, vi skal høre denne fortælling og denne samtale netop i dag? Når dagens evangelium om det levende vand er placeret her, er det fordi, vi står i lyset fra julen, og i julen skete der en afgørende forandring hos Gud: Gud blev født som et menneske. Det betyder at Gud har forandret sig selv, og nu fremstår på en ny måde: som nærværende iblandt os.

Derfor skal vi med dagens evangeliefortælling lære noget nyt om Gud: at han er imellem os – både som menneske, men i særdeleshed også som den ånd, der tales om i evangeliet: som det levende vand. Gud er til stede i vores liv som et menneske og i mødet med et menneske – som det der gør levende. Og til det tjener samtalen imellem den samaritanske kvinde og Jesus til at se, hvilken forandring det har.

For når Gud er til stede imellem os som levende vand, ja så udslettes alle de regler og mure og forskelle, vi måtte stille op over for hinanden, og i stedet indsættes mødet i øjenhøjde og ligeværdet med det andet menneske. Og når Gud er til stede imellem os som levende vand, ja så udviskes fastfrosne regelsæt, og kærligheden sættes ind i stedet for.

Det er den Gud, der forkyndes i dag i evangeliet, og det er den Gud, vi skal tage med os hjem. For troen på denne Gud må da alt andet lige få betydning for den måde, vi indretter vores liv på og for den måde vi vælger at møde hinanden på i vores liv? Med lukkethed eller åbenhed? Med låst fortid eller håbefuld fremtid?

Jesus anerkender, at kvinden tidligere har knyttet Guds nærvær til særlige steder eller områder. Vi har alle en fortid. Men han insisterer på, at Guds ånd fremover ikke er begrænset af naturlige eller kulturelle grænser. For ”Gud er ånd, og de som tilbeder ham skal tilbede i ånd og sandhed.” som der står.

Man kan sige, at der med det levende vand iblandt os introduceres en chokerende åndsfrihed. For pludselig er der intet, der holder os tilbage fra Gud. Hverken bjerge, templer, ofringer, kulter, kirker, paver, helgener, biskopper, præster, fædre eller mødre skal komme imellem os og Gud.

Jesus, der sidder der ved Jakobskilden åbenbarer, at Gud kan erfares overalt: I naturen, i kirken, i ordets forkyndelse, i byen, i familien, i den fremmede. Gud er ikke et abstrakt filosofisk begreb, og Gud er ikke fjern. Gud er i vores liv. Han er i vores liv på lyse og muntre dage. Han er i vores liv, når vi står på bjergets tinde, eller står hvilket som helst sted på Brabrandstien og skuer ud over det smukke landskab. Han er i vores liv i de triste og mørke stunder. Han er i vores liv, når vi føler, at vi er efterladt i en dyb brønd. Han er det levende kildevæld, der strømmer ned fra oven og pibler op fra neden.

Som en levende kilde til liv imellem os – i fællesskabet – er Gud. Spørgsmålet er, hvordan vi kan svare på dette? Hvad er der at gøre for os? Ja, måske kan vi begynde med at lade os overstrømme af denne ånd. Og derefter finde modet til at lade det levende vand overstrømme andre.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu
og altid og i al evighed.

Amen!

En væsentlig bøn

Prædiken til Nytårsdag 2020 i Brabrand Aarslev Kirker.
 Matthæusevangeliet 6,5-13. Salmer: 712 – 717 – ”Sorgen og glæden” –”Horisonten skiller os” – 11.

I dag er en ganske særlig dag. En ny dag i et nyt år – ja i et nyt årti. Og som det sker, når man møder et skel, kan man få lyst til at gøre status. Sendefladen i TV er fyldt med de store årskavalkader og statusopgørelser for året og årtiet. De ser med store briller, med det store perspektiv på tiden og sammenhængen, vi er en del af. Nationalt, internationalt, globalt. Hvad er der sket i dette år? I dette årti? Hvad skal vi tage med os, og hvad skal vi lade ligge? Og hvad vil fremtiden bringe?  

Salmen fra Det gamle testamente reflekterer på samme måde over tiden – den store tid, hvis sammenhængskraft er Gud. Gud var til, før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er Gud. Tusind år er i Guds øjne som dagen i går. Vi hører om en spænding mellem Guds evighed og vores korte stund på jorden. 

Det store perspektiv hører nytåret til. Men det gør det nære også. Vores egen indre sendeflade kan også være fyldt med årskavalkader og statusopgørelser. Hvad er der sket for os selv? Hvem er jeg nu? Og hvad vil fremtiden bringe for mig? Og det er som om, at både den store tid og sammenhæng, som vi møder i GT-teksten, og vores egen lille tid, samles og reflekteres i evangelieteksten til i dag: i fadervor.  

I fadervor, er det både de store armbevægelser, og det helt nære, der er på spil. På den måde kan fadervor hjælpe os godt på vej til et nyt år. Bønnen er et slags svar på, hvordan vi kan slå bro mellem vores tid og evigheden. Både i indhold, men nærmest også alene af den grund, at fadervor har fulgt menneskeheden i over to tusind år, og som bøn og remse er dybt indlejret i alle verdens modersmål. Og bønnen er med til at holde os fast på det væsentligste og på sammenhængen i alle vores leveår: nemlig at holde os fast på os selv og vores plads i livet; holde fast på vores medmenneske og på Gud. 

Hvad er det, vi beder om? 

For det første omkranser Fadervor vores liv og tilværelse med et blik, der rækker langt ud over os selv. Med de indledende og afsluttende bønner bekender vi, at vi ikke selv er vores livs yderste horisont. Det hjælper fadervor os til at forstå. 

På trods af, at vi efterhånden har ret stor tiltro til vores egen kunnen og evner som mennesker, så beder og bekender vi i fadervor, at der er et sted, som er anderledes end os selv og vores egen verden; et sted hvor vi ikke kun hører vores egen stemme, eller et ekko af den, og hvor vi ikke kun ser vores eget spejlbillede. Vi beder indledningsvist om, at Guds rige må komme. Og som afslutning beder og bekender vi Gud som ham, der har magten; som ham der er til i alt det, som er: Guds er riget og magten og æren i evighed.  

Og med det udgangspunkt: at vi ikke kun er os selv, men at der er en dybde, en indflydelse og en magt i livet, der ligger ud over os selv; da beder vi efterfølgende fire enkle bønner, som skal ses i dette perspektiv. Vi beder om 1) brødet, vi lever af. Vi beder om 2) forladelse eller tilgivelsen, vi har brug for. Vi beder om 3) ikke at blive fristet. Og til sidst beder vi om 4) at blive fri fra det onde. Disse bønner er de væsentligste i livet – vi behøver ikke at bede om andet, som Jesus siger – og når de er omkranset af Guds storhed, giver de livet mening og håb. 

Det gælder, når vi beder om det daglige brød. Bønnen om det daglige brød skal minde os om, at brød på bordet er en gave, og langt fra en selvfølge for alle, samt at brødet og maden af og til kommer, uden vi har gjort noget for det.  

Det kalder både på ydmyghed og på tak. Før i tiden var det mere almindeligt at bede bordbøn eller synge bordvers, inden man gik til fadene. Bordbønnen eller verset lærte os at spise med taknemmelighed. ”I Jesu navn går vi til bords, at spise drikke på hans ord, han til glæde – os til gavn – så får vi mad i Jesu navn” beder Mads Skjern i Matador. 

Måske er den tradition gledet ud af vores bevidsthed i takt med, at spisebordet og de fyldte fade er blevet større. Velstanden og overfloden er blevet større. Men det ændrer i grunden ikke ved at brød er en gave, og bønnen i fadervor minder os om det. Den lille bøn minder os om et helt klart menneskeligt grundvilkår, at vi lever af det, vi får. 

Og på samme måde er det med tilgivelsen, eller forladelsen, som det hedder i bønnen. Det er ikke én, vi får per automatik eller kan kræve af andre. Det er også en gave, vi kan være heldige, andre giver til os. For vi har brug for den. Tilgivelsen rækkes til os af den, vi har krænket eller som har været offer for vores handlinger. I den nyeste oversættelse af Det nye testamente, oversættes bønnen om tilgivelse mere ligeud: ”tilgiv os det, vi har gjort forkert, ligesom vi har tilgivet andre.”  

Men som vi måske har prøvet selv, findes der også tilgivelser, der kan være svære at give andre, og der kan være tilgivelser, vi selv har brug for, men som det kan være næsten umuligt for andre at række os. Og at leve med en skyld, hele livet igennem, kan være mere opslidende end noget andet. Tilgivelsen er væsentlig i vores liv med hinanden. 

Derfor ser vi mod himlen. Derfor folder vi hænderne i fadervor, og beder Gud om at være større end alle os andre, og sætte os fri med sin tilgivelse. Vi beder om, at han har større sind, større mod og større vilje, end noget andet menneske kan præstere. At han må tilgive og have rum for selv det værste i os. Og hvis det overhovedet er muligt for os, som det lyder i bønnen, beder vi om at få bare en lille smule af samme mod som Gud her på jord. 

For mig at se, er disse bønner helt fundamentale for vores liv og for vores fortsatte liv. Brødet og tilgivelsen er grundelementer for at kunne komme frem. For at der kan blive endnu et nyt og godt leveår. 

Ligesom bønnen om ikke at blive ledt i fristelse er det. Bønnen refererer til det ur-menneskelige – til ur-myten om Adam og Evas fristelser i paradis til at blive ligesom Gud. I fortællingen om Adam og Eva kan man høre fristelsen i slangens spørgsmål: ”Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise…” Man kan høre fristelsen i tonefaldet eller i det lille ord: mon som vi selv bruger. ”Mon det virkelig kan passe”? Siger vi. Eller ”Har han virkelig sagt det?” Vi fristes til at udfordre. 

Fristelsen er at udfordre skabermagten med vores egen magt, ligesom slangen gør det i paradiset. At hæve sig selv over magthaveren. Men i fadervor beder vi om, at Gud må sætte grænser, hvor vi er grænseløse i vores magtsyge. Og måske kan det være med til at tage lidt af det præstationspres fra os, der nogen gange ligger på vores skuldre? Mennesker er altid begrænsede, og det beder vi om, at vi må stå ved, og finde ro i. Den eneste, der er og kan være grænseløs er Gud.  

Og til sidst beder vi den skrøbeligste bøn af dem alle: at det onde ikke må ramme os. For det hører med til det at være menneske, at livet er skrøbeligt. Ondskab kan ramme os som et lyn fra en klar himmel. Og det kan provokere og såre os så meget, at vi begynder at stille spørgsmålstegn ved netop himlen: hvorfor den sender lyn, og ikke godhed?  

Vi ved, at sygdom, sult, krig og nød er en del af den virkelighed, vi lever og deler med hinanden. Og vi ved, at det at dele livet med hinanden, også kan gøre ondt. Vi skal leve i forskellighed med hinanden, og hele tiden leve i den gåde, det er, når solen står op over både gode og onde, og at det regner over både gudelige og ugudelige, og det pirrer til følelsen af uretfærdighed.  

Midt i denne virkelighed, da beder vi afmægtigt om, at det onde ikke må ramme os. Selvom vi godt ved, at det onde ikke altid vil gå forbi, beder vi en stille bøn om, at det onde må fylde mindst muligt. At Gud må fri os fra det, ligesom vi også i trosbekendelsen begynder med at forsage djævelen; som i grunden betyder at sige nej til det onde og fastholde, at vi vælger at tro og holde fast i det gode! 

Og sådan rammer fadervor en slags grundtone i vores liv. Den rører – for mig at se – ved noget af det mest fundamentale og væsentlige i vores liv – i det store perspektiv og det helt nære. Bønnen holder os på plads og holder os fast på det vigtigste i forhold til livet og skaberværket; i forhold til vores medmenneske og til Gud.  

Og indtil videre har dette fundament klinget i over to tusind år. Så måske er det i grunden heller ikke noget helt dårligt sted, også at begynde dette nye år. 

Godt nytår! 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. 

Amen!