søndag den 3. marts 2019

Skam og nåde


Prædiken til Fastelavns søndag, d. 3. marts 2019 i Brabrand og Sdr. Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 3,13-17. Salmer: 736 – 448/523 – 441 – 192 – 400,2 – 450. 

Det er blevet fastelavn. Traditionen tro klæder børn sig ud over hele landet. De viser deres drømme frem, og viser, hvem de godt kunne tænke sig at være. Prinsesser og supermænd. Eller de viser deres kreative og fjollede sider frem og klæder sig ud som en ketchupflaske eller et monster. Jeg har set flere gode udklædninger i år, og senere i dag skulle Brabrand Kirke også gerne fyldes med en masse finurlige udklædninger.

Det kan være sjovt at klæde sig ud – både til fastelavn og halloween, til rollespil i skoven eller derhjemme i udklædningskassen. Det er sjovt og lærerigt at få lov til at leve sig ind i fortællinger, nye verdner og figurer. Bare for en stund, som en drøm og et frirum, hvor vi får lov at være en anden end den, vi er.

Anderledes er det, hvis vi føler, at en udklædning er en nødvendighed. Hvis vi føler, at vi ikke kan være den, vi er, men billedligt talt er nødt til at tage en forklædning på, udgive os for at være noget andet, skjule noget for andre, for at kunne være til. Da er det ikke en god drøm eller et frirum, men snarere et fængsel, vi har svært ved at se os ud af.

For nogle år siden blev netop det tema sat på dagsorden, da norsk tv producerede serien SKAM. Serien fik international anerkendelse og stor ros for at belyse den skam, vi sjældent taler om, men som vi alle prøvet at føle. Serien følger en række unge og deres udfordringer med bl.a. kærlighed og studieliv. Og uden at det bliver sagt højt, genkender man hurtigt, at det er skammen der skaber konflikt og ligger en dæmper på, at de kan udfolde sig og være dem, de er.

Det kan være spørgsmål om ikke at have ”den perfekte krop og det perfekte udseende”. At have en anderledes seksualitet. At ens kulturelle ophav er forskellig fra majoriteten, som gør at man tror og handler anderledes. At man ikke kan leve op til de krav, omverden stiller om 12-taller og det perfekte look på instagram. Det er indre og ydre forhold, som de grundlæggende ikke har mulighed for at ændre på, men som de ikke magter at stå ved eller tør vise frem, og som derfor ender med at blive skamfulde. Og hvorfor egentlig? Hvad skammer de og vi os over – vi er jo mennesker alle sammen? Fantastiske og forskellige på hver vores måde!

Skam er sjældent noget man siger, men noget man føler, og derfor kan man komme til at gemme sig i forklædning. At skamme sig er grundlæggende at føle sig forkert, siger psykologen Krista Korsholm, som har forsket i skam. Hun ser skammen som et af de største udfordringer, vi står med – både som unge og voksne – fordi den bliver ved med at ligge bånd på vores liv.

Skammen udspringer af noget ur-menneskeligt: nemlig behovet for relationer. Alle mennesker har behov for relationer – for at blive set og genkendt og elsket. Og skam er frygten for at miste relation til andre, fordi man ikke føler sig værdig til den. Det er frygten for, at mennesker vil vælge os fra og forlade os, hvis de ser os, som vi virkelig er. Og den frygt er ødelæggende for alle mennesker, i større eller mindre grad.

Skam og skyld bliver ofte forvekslet med hinanden, siger Krista Korsholm også. Men der er forskel. De tilhører begge vores samvittighed og moral. Når vi er skyld i noget, handler det om en handling – om noget, vi har gjort forkert. Og for at få fjernet vores skyld, kan vi søge om tilgivelse hos den, vi har såret. Vi kan sige undskyld.

Anderledes er det med skammen. Skam handler om vores væren og eksistens – om en såret identitet. Skam er at føle sig eller dømme sig selv forkert, ikke god nok, ikke elsket. I skyldfølelsen dømmer vi handlingen, og vi kan derfor rette opmærksomhed mod enten at gøre det godt igen eller forsvare os selv for at retfærdiggøre handlingen. Skam bliver derimod en form for blindgyde i forhold til handlinger, fordi skammen sidder inden i os. Hvis vi dømmer os selv som forkerte, så er det svært - for ikke at sige umuligt – at gøre noget ved det. Vi kan sige undskyld ift. skyld. Men vi kan ikke sige ”undskam” ift. skam…

Hvor vil jeg hen med denne tale om skam? Det er ikke videre glædeligt at tale om. Men hvis glæden skal blomstre i os, som en påskelilje i det tidlige forår, er vi måske netop nødt til at italesætte det, der forhindrer den i at slå rod....

Vi kan ikke sige ”undskam”. Men kristendommen har et andet ord og et andet håb, der meget præcist forkynder det, vi mangler i ”undskam”. Ordet er nåde, og håbet er, at Gud møder os med nådige øjne, hvor meget vi end selv måtte skamme os og se ned på os selv!

Og det begynder ved dåben. Da Jesus i dagens evangelium bliver døbt i Jordanfloden, åbnes himlen over ham, og Gud siger: ”Det er min elskede Søn. I ham har jeg fundet velbehag”. Den samme handling blev spejlet i dag, da Ville og Freja blev døbt her ved døbefonten. I dåben får vi at vide af Gud, at vi er elskede og sete. At Gud har fundet velbehag i os. Ved dåbens vand møder vi en betingelsesløs kærlighed. En kærlighed der ser os, som vi er, i vores ydre og vores indre. En kærlighed som ser vores skyld og skam, men som i samme øjeblik også skænker os nåden og dermed muligheden for at forløse både skyld og skam.

For du er Guds barn, i dig har jeg fundet velbehag.

Den dybeste kerne af skammen handler om at blive set, som den jeg er, og på den baggrund blive valgt fra. Det er frygten. Kristendommen forkynder en anden tro på os mennesker. En tro på nåden. En tro på, at vi altid allerede er set og elsket af Gud, og dermed skal vide, at vores fejltrin eller følelse af at føle os forkerte, ikke dømmer os ude for altid. Nåden er, at lige meget hvor meget, vi føler os valgt fra, vil vi altid være valgt til af Gud!

Der er mange kræfter på spil i vores tid og samfund, som dømmer os ansvarlige for vores egne nederlag. Som siger, at hvis vi ikke er tilfredse med os selv, så er det vores eget problem. Som siger: du er herre i eget hus og din egen lykkes smed. Det var det, serien SKAM viste os. Og alt sammen maner det os op i en krog, hvor skammen over ikke at kunne slå til, og forløse alle disse krav, langsomt gør livet til et nederlag.

Guds nåde er som en modgift hertil. Nåden sætter os på plads! Ikke i skammekrogen, men på plads som det, vi er: mennesker. Mennesker som er uperfekte, udfordrede, begrænsede og fulde af fejl og mangler. Og som de hele mennesker, vi er, bliver vi set!

Det handler ikke om medlidenhed. At vi får Guds nåde handler ikke om at vi er ynkelige mennesker og ude af stand til at gøre gode ting. Det handler ikke om at ligge ansvaret fra os, og sige: bare vi får nåden er alt helt fint og vi kan gøre, hvad vi vil.

Men nåden ligger på en måde bag ved al den styrke og glæde, vi skal møde verden og livet med. Hvis vi ved om os selv, at vi er elskede, kan vi tage livets ansvar på os. Hvis vi ved om os selv, at vi er elskede og sete, kan vi se op, i troen på, at magtesløshed og fejl ikke dømmer os ude og ikke er en permanent tilstand. Da får vi mod til at være sårbare og ærlige i mødet med hinanden, og genvinde modet og styrken i livet!

”Jeg har dårlig samvittighed over noget, der skete for mange år siden.” tænker vi. Eller vi siger: ”Jeg bliver alligevel aldrig god nok”. Eller vi tænker opgivende: ”Det nytter ikke engang at prøve”. Sådan kan følelsen af skam sætte en klods for døren til livet og holde glæden på afstand.

Spørgsmålet er, om vi med vores dåb og mødet med nåden, kan slippe tanken om, at det er forandringen i os selv der afgør, om vi er gode nok eller værdifulde? Tør vi tro, at vi altid er sete og elskede af Gud, og altid valgt til som mennesker? Og kunne vi deraf få mod til smide alle vores forklædninger, og være dem, vi er – hele mennesker?

Gud siger til os: ”Du er min elskede. I dig har jeg fundet velbehag”

Amen!

(med tak og inspiration fra Krista Korsholms bog SKAM, udgivet på Bibelselskabets forlag)

onsdag den 27. februar 2019

Spild


Prædiken til søndag seksagesima d. 24. februar 2019 i Brabrand og Sdr Aarslev. Matthæusevangeliet 4,1-12. Salmer: 557 - 840 - 312 - 320 - 477 - 800. 

Giv os kraft
 og livsens saft,
 lad os al din Himmel-gave
 overflødig have!
Amen

Forleden dag udsendte vores uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers en lille videohilsen på Facebook. I en tid hvor vi kan være bange for at begå fejl, og måske særligt de unge tænker, at alt skal være helt perfekt, har Ahlers taget initiativ til at tale lidt højt om vores fejl, og at komme perfekthedskulturen til livs. Og han begynder hos sig selv. I videoen deler han en lille historie om, hvordan det gik første gang, han startede en virksomhed. Efter kun ni måneder med den nystartede virksomhed måtte han kaste håndklædet i ringen og meddele dem, der havde støttet ham økonomisk, at deres penge var tabt. Det var slut. 

Ahlers var ung og ny iværksætter, og han var – siger han selv – fuldstændig uforberedt, da han startede virksomheden. Han havde ikke undersøgt markedet eller talt med potentielle kunder til virksomheden. Han troede, at iværksætteri var noget med at være kreativ og bare kaste sig ud i det. Så han måtte lære lektien på den hårde måde. Han lærte, at man må forberede sig. Gøde jorden for sin virksomhed. Undersøge, overveje og gennemtænke, førend noget nyt kan startes op. 

Omvendt ville han ikke have været oplevelsen foruden, siger han. For den lærte ham en del. Man lærer af sine fejl og det er sjældent at første gang, vi gør noget, bliver vellykket og perfekt. Der skal flere forsøg til. Og at turde kaste sig ud i de forsøg, med risiko for at det ikke går, det kræver en del tålmodighed, ydmyghed og mod.

Kan vi kalde Gud for iværksætter? Ja, og vi kan både kalde ham den kloge og vise iværksætter, der ved, hvad han gør, og hvorfor han gør det. Men vi kan også kalde ham den unge og uerfarne iværksætter, der kaster sig ud i et projekt, uden nødvendigvis at have tænkt det igennem fra ende til anden.

I dagens evangelium fortæller Jesus folket om sædemanden – vi kunne også bare kalde ham landmanden – der går ud for at så sine korn. Landmanden er et billede på Gud, der sår sine korn – sår sit Ord, sin Ånd, sin glæde – ud til os. Vi er jorden. Vi er dem der tager imod eller ikke tager imod, som der står. Noget af kortnet falder i god jord og vokser op og giver meget af sig selv. Noget andet falder på klippegrund eller mellem tidsler, hvor der kun er en lille smule jord, og kornet får ikke ordentlig fat, men bliver svedet i solen. Og noget falder endda på vejen, hvor fugle kommer og spiser det!

Sådan en landmand-iværksætter-Gud må vi på den ene side kalde tåbelig og uerfaren i sit gøremål. Det er jo spild af gode korn. Han har tydeligvis ikke overvejet jordens muligheder, og med sin ødsle hånd er det klart, at noget falder godt og at noget falder dårligt.

Men omvendt er der også noget befriende og opløftende ved denne Gud og landmand. For selvom kornet spildes til alle sider, så er det dog os, det spildes ud over. Det falder lige ned til os! Og denne handling er hverken uigennemtænkt eller tilfældig eller en pludselig indskydelse. Nej, at Gud er en landmand, som ødselt strør om sig med korn, er helt bevidst og gennemtænkt, og et billede på en kærlig og omsorgsfuld Gud, der lader alle få del i sin kærlighed. (Som en ørken fyldt med blomster!)

Han ved godt, at nogen af os vil tage imod det, han kommer med. Og han ved også, at der er nogen af os, der ikke kan finde ud af det, eller ikke vil tage imod det. Men det er øjensynligt ikke vigtigt for Gud, som vi hører i evangeliet. Det vigtige er, at han giver til os. Han er ikke resultatorienteret for det enkelte korns vedkommende. Hans perspektiv er større. Altid og alle dage spreder og spilder han sin glæde, sin Ånd og sit Ord ud over os alle – i fællesskabet og for helhedens skyld – og vi kan gribe det!

Det er et fint gudsbillede, vi kan tage til os i dag: At Gud er som en landmand, der spilder sit korn ud over os. Det er et billede på kærligheden. Den kærlighed, der ikke er nøjeregnende. Den kærlighed der ikke betænker modtageren først eller overvejer, hvad den skal have tilbage igen for det, den giver. Det er en kærlighed der handler og stiller sig tilfreds alene ved at give!

Måske kan vi lære af Gud? Måske kunne vi få samme mod som ham? Give af os selv, og ikke være så bange for, om noget går til spilde. Spild lidt her og der! Og måske kommer du til at spilde lige der, hvor dine korn finder fornyet energi og mulighed for at gro og blive til noget? Eller også vil du lære af alt det du spildte. Tommy Ahlers spildte rigtig meget. Og selvom det overhovedet ikke var meningen, så lærte han også af at spilde sine penge på gulvet. Da det var tabt, havde de alligevel sat noget i gang – i hvert fald hos ham selv – som gav mening…

Tør du spilde, som Gud spilder af sin kærlighed? Tør du kaste dig ud i, at alt det, du gør, ikke nødvendigvis skal være helt perfekt eller ser ordentlig ud – eller måske ikke være fuldt gennemtænkt, men et håb og en tro på, at det gode nok skal komme? 

Tommy Ahlers rører i sin korte video ved angsten for ikke at være god nok, som holder os tilbage fra at gøre noget. Angsten for ikke at være helt perfekt, angsten for at skille sig ud, angsten for at komme til at spilde. Hvad gør vi med den?

Der findes en lille fortælling om en dreng, der hele sit liv havde drømt om at komme ind og se det store slot. Og en dag, da han møder slottets herre, spørger han om lov, og herren siger: ”Selvfølgelig må du se mine smukke stuer, mit guld, mit sølv, mine fantastiske malerier og håndvævede tæpper. Men på én betingelse. Du skal gå gennem hele slottet med en teske i hånden fyldt med olie. Og du må ikke spilde den!”. Drengen gik gennem hele det smukke slot med sin teske fuld af olie. Og da han vendte tilbage til slottets herre, havde han ikke spildt en eneste dråbe. Men til gengæld havde han heller ikke set noget af slottet, fordi han havde været så fokuseret på ikke at spilde.

Fortællingen om drengen rører ved noget i mig. Tænk nu hvis det er mig, der går og holder øje med en teske olie? Tænk nu hvis jeg er så blind for mine omgivelser og så fokuseret på min egen lille ske, at jeg glemmer at se mig omkring, at jeg glemmer at opleve slottet og opleve livet? Og slottets herre er nøjeregnende, betænkende, mistroisk og mest af alt bare bange for, at drengen skal splitte det hele ad i rene drengestreger. Og i sin iver efter, at alt skal være helt perfekt, hindrer han drengen i at opleve livet og storheden!

Sådan er Gud ikke! Fortællingen om landmanden, der ødselt sår sine korn, forærer os et andet gudsbillede og en anden indstilling til livet. Se op – se på himlen – og se ud! Gud spreder og spilder af sin kærlighed og glæde ud over os. Han spilder det dyrebareste, han ejer og har, og glædes alene ved, at det falder ned til os. Og han er konsekvent – selv da hans egen Søn hænger på korset og blodet – i gåseøjne – spildes på jorden. For selv Sønnens spildte blod, bliver til glæde og nyt liv for os på jorden. Og det spreder sig som ringe af kærlighed, hver gang vi fejrer nadver.

Og Gud ser forskellen på jorden – han ser, at vi har forskellige forudsætninger for at tage imod det, han kommer med; at vi er forskellige. Men forskelligheden er ligegyldig. Vi kan selv have tendens til at gå op i forskel og ligheder imellem os. Men for Gud er det ikke vigtigt. Du er, som du er, og du får altid alt det bedste skænket af Gud!

Det er den indstilling til livet og til hinanden, han prøver at sprede hos os. At vi ikke skal være nøjeregnende over for os selv og for hinanden. At vi ikke skal spare på livet. At vi ikke skal gå som drengen, og være bange for at spilde det, vi ejer og har. Men det kræver mod. Og måske gør det ondt første gang, og måske hele vores sjæl og krop stritter imod, når vi kaster os ud i at dele vores liv og guldkorn med andre. Og måske vi faktisk synes, det er spild af guld!

Men vi har også lov at tro og håbe på det overraskende – nemlig at noget en dag vokser frem, som vi ikke selv har sået – men som vi har fået, fordi en anden spildte!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.    

Amen!

søndag den 13. januar 2019

På tærsklen til Guds hus


Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger d. 13. januar 2019.
Lukasevangeliet 2,41-52. Salmer: 392 – 448 – 411 – 860 – 427 – 101.

”At stå ved døren til Guds hus er bedre end at bo i de ugudeliges telte” Sådan sagde salmisten fra Det gamle testamente. For ham var der ingen tvivl om, at det var bedst at være i Guds hus. Det er et vidunderligt sted og man bliver lykkelig af at bo der, skriver han. Ja, selv vejen dertil bliver man lykkelig og stærk af at gå. Men kan du ikke være der hele tiden, eller er der noget i dig, der hindrer dig i at træde indenfor, så er det dog bedre at stå på dørtærsklen – lige på kanten – end helt at blive væk.

Salmisten berører en udfordring, der også findes i dag. Spørgsmålet om at træde indenfor døren. At turde give sig hen til det religiøse. At vove sig indenfor i kirkens og Guds rum. At lade sig tiltale af det, der er større end én selv. For nogen er det en naturlighed og en fundamental del af livet. For andre er det forbundet med en vis usikkerhed. Og for andre igen noget, man aktivt holder sig langt fra. 

Et faldende dåbstal i folkekirken kunne måske være tegn på det. At tærsklen ind til kirkens rum – eller troens rum – måske er for høj? Eller også vidner det om, at vi ikke ved, hvad vi skal bruge rummet og troen til i vores liv – hvad den så at sige gavner os her i år 2019?

Måske er det med kirkens og troens rum, som med så meget andet. Den skal bruges og holdes aktiv, hvis den skal give noget fra sig. Det er som en muskel i vores krop, der skal trænes, men som man også skal have øje for og vide, er der…

Jeg talte på et tidspunkt med én, som gik hos en fysioterapeut. Hun skulle lære sin krop bedre at kende, og have løsnet lidt op i led og muskler. Besøgene var dog ret udfordrende. Gang på gang bad terapeuten hende om at lave bevægelser med muskler, hun ikke anede, hun havde i kroppen. Men når terapeuten så trykkede det ene sted på kroppen, kunne hun pludselig bevæge en – i gåseøjne – ny muskel et andet sted. 

Og værre blev det derhjemme. Udfordringerne fortsatte på ny, når hun skulle lave de øvelser, hun havde fået med hjem. For da kunne hun igen ikke finde de muskler, terapeuten havde trykket på. Hun manglede træning i at kende sin krop. Terapeuten vidste, hvor musklerne sad, men hun havde selv svært ved at mærke efter og finde dem. 

På samme måde er det måske med kirken og troen? At den skal aktiveres og holdes i gang, førend vi ved, den er der. At vi skal bruge den aktivt – eller i det mindste holde os på dørtærsklen og i nærheden. Og når vi så står på dørtærsklen, skal vi også nogle gange have andre til at lede på vej – til at åbne helt op og byde indenfor, og trykke de steder, hvor troen og Gud sidder. Men det kan tage tid. Det kan kræve meget af os at begive os ind på den vej. Måske kan det tage hele livet at forstå, hvad troen egentlig er…

Da Maria og Josef havde fået Jesus, åbnede verden sig på en ny måde for dem, og de stod – uden rigtig at vide det – på tærsklen til en ny tid og ny forståelse af troen. Maria vidste i sit hjerte, at hun havde født Guds søn. Men hvad det ellers betød, vidste hun og Josef ikke – og heller ikke byens folk. Det vidner dagens evangelie om. Her hører vi om den tolvårige Jesus, der gemmer sig for sine forældre; som sniger sig ind over dørtærsklen til templet og ind i troens rum hos de lærde og skriftkloge, og taler med stor indsigt og ny visdom.

Men da han sidder der, den lille dreng, aktiverer han og åbner op for en helt ny verden og et helt nyt perspektiv for dem, der sidder omkring ham, og for os i dag. Nemlig at han var Guds søn. Da han blev født, skete der det meget markante, at Gud brød gennem muren ind til os. Gud bestemte sig for at gøre sig selv synlig på jorden som et menneske i Jesus. At lade sig kende og forstå i menneskelig facon – ja, at overlade det til et menneske at forklare og udlægge, hvem han var og er. 

Det er det overraskende ved julen. Gud overskrider tærsklen ind til os og forkynder derved, at Guds rige nu er her på jorden. Med Jesus Kristus forkynder Gud, at der er dybde og storhed i livet her på jord, fordi Gud er lige her hos, og at det er livet her på jord, der gælder. Lige her er der nærhed og storhed og dybde!

Og det skal vi så turde at få øje på og holde os i nærheden af. Måske er pointen, denne 1. søndag efter Helligtrekonger, at når Gud turde overskride grænsen til os, skal vi måske også turde overskride grænsen ind til ham, og på ny prøve at forstå, hvem han er og hvad han vil os. Vi skal holde os til ham – turde pakke vores ugudelige telte ned, og stille os op ved dørtærsklen til hans hus, og turde være lige der. Turde opleve, hvad der nu er på færde imellem Gud og os…

Og et af de steder, vi kan gøre det, er rent faktisk ved at overtræde dørtærsklen til dette hus, til det rum, vi er i nu, til kirken. Vi kan sagtens opleve, at Guds kærlighed, nærvær og tilgivelse melder sig en helt almindelig hverdag, lige midt i oprydningen. Men vi kan også glemme det. Og nogle gange er vi nødt til at opsøge det i dette rum, hvor Guds Ord lyder, hvor der tales direkte til os, og hvor Gud på ny kan snige sig ind på os og åbne verden og nye perspektiver for os.

Iben Krogsdal skriver det rammende, i den salme, vi skal synge om lidt:

Vi lyser op i kirken
 et sted hvor Ånden bruser os i blodet
 hvor ingen af os selv er ledetråden
 hvor dagligdagen bunder
 i verdens største under
 og alle lyser lige smukt i gåden.

Vi bliver små i kirken
 et sted der åbner kroppen for det dybe
 hvor ingen af os råder over svaret
 hvor ingen sandhed brænder
 som magt i vores hænder
 fordi den aldrig helt er åbenbaret.

I kirkens rum er der plads til at være. Helt grundlæggende. I kirken bliver vi mødt og set af Gud, og her kan relationen skabes på ny, hvis vi skulle have glemt den. Når vi er i kirken, er vi et sted, der kan rumme alle vores følelser – inklusive den forvirring og uvished, vi nogle gange står med, og som holder os faste i de ugudeliges telte. Kirken er netop et rum, hvor ledetråden ikke er os selv, og hvor vi ikke altid råder over svaret, men hvor vi kan være sammen om netop det – sammen om det uvisse, om forvirringen, om de spørgsmål der tumler i os og har svært ved at falde på plads – og hvor vi måske vil opleve, at Gud taler til os og taler lige ind i vores liv, fordi han er kommet til os!

”Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring” stod der i evangeliet. Det samme kræves sådan set også kun af os. Åbenhed og forundring, i ordets positive forstand. Vi skal – som tidligere højskoleforstander på Testrup Jørgen Carlsen sagde – holde os forundringsparate, og give os selv den gave, at modtage Gud med åbne arme og åben dør. Vi skal turde tro på, at livet ikke bliver mindre af, at vi inviterer Gud indenfor eller bliver mindre af, at vi træder ind i hans hus. At verden ikke styrter sammen af, at vi ikke kan regne det hele ud, eller få det til at gå op i logiske regnestykker; faktuelle og materielle bestemmelser. Turde tro på det modsatte: at verden måske er og bliver større, får mere dybde og perspektiv af, at den ikke kun afhænger af os selv – men også af Guds tilstedeværelse…

Det er måske for meget at forvente, at vi bliver ramt af samme lykkefølelse, ligesom salmisten beskrev det. Mindre kan gøre det. I første omgang skal vi høre og tage til os, at Gud er kommet til os i dag og alle dage, med sit fredsønske. Med sit lys. Med sin overvældende tro på, at vi er sete, villet og elsket i denne verden. Og derfra kan vi hente troen og håbet på, at vi også altid – i dag og alle dage – kan komme til ham!

Amen!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen!

Og lad os med apostlen tilønske hinanden…