søndag den 18. august 2019

Af et rent hjerte


Prædiken til niende søndag efter Trinitatis, d. 18. august 2019 i Brabrand og Sdr. Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 16,1-9. Salmer: 736 – 839 – 886 – 728 – 192,7 – 697.

”Du skal gøre det af et rent hjerte”, kan vi godt finde på at sige til hinanden om en handling. Det skal være renhjertet og helhjertet, som i: det du gør, skal være oprigtigt, og uden spekulationer og bagtanker. Men hvor gerne vi end ville, at vores liv skal leves helhjertet og vores handlinger gøres ud af et rent hjerte, så kan det være svært for os alligevel. Vi handler af og til uærligt, mere eller mindre bevidst. Vi kan være hinanden utro og gøre ting mod hinanden, som aldrig skulle have været gjort. Og rigtig mange gange kommer vi også til at høre for det. Selvfølgelig. Når vi gør ondt eller handler uærligt, skal det pointeres, og måske også bødes for og forsøges at rettes op på. Det virker både logisk og retfærdigt.

I den sammenhæng er der noget gådefuldt og mærkværdigt over den lignelse, vi lige har hørt. En mand der bliver rost af Jesus, fordi han deler af en anden mands formue. Det virker helt absurd. Der er på en måde lidt Robin Hood over det - at tage fra de rige og give til de fattige. Og Robin Hood kan vi jo godt lide, selv om han er fredløs og handler i strid med loven. Men der er to afgørende forskelle:

Den ene er, at i fortællingerne om Robin Hood er alle de rige skildret entydigt usympatiske. Derfor kan man ikke rigtig have ondt af dem, når de bliver revet af hesten, plyndret og ydmyget – tværtimod fordi plyndringen jo går til et godt formål i sidste ende. Om godsforvalterens arbejdsgiver, dvs den rige mand, fortælles der ikke noget negativt - bortset fra, at han er rig, og det er i samtiden ikke nødvendigvis positivt. Men der er ingen antydninger af ondskab eller urimelighed mandens undersåtter, der kunne tage brodden af forbrydelsens alvor.

Den anden forskel er, at den afskedigede godsforvalter også begynder at dele ud for egen vindings skyld - for at skaffe sig venner. Eller er det egentlig venner? Det virker også lidt som en variant af mafiaens metoder: han vil sætte dem i taknemlighedsgæld, så de ikke kan løbe fra ham, når han kommer og beder om husly. Han ser det som en investering og forventer et vist udbytte. Robin Hoods forehavende blev udført af lutter godhed og uden selviske bagtanker – af et rent hjerte. Han satte liv og lemmer på spil, af omsorg for andre, og selv var han tilfreds med sin lovløse tilværelse sammen med sine lystige svende i Sherwood-skoven.

Der er noget gådefuldt og mærkværdigt over lignelsen – denne fortælling som er et billede på Guds rige. Hvorfor skal han ikke straffes, ham den uærlige godsforvalter? Hvorfor slipper han igennem med at bruge den rige mands penge, ovenikøbet med en lumsk bagtanke for egen vindings skyld?

Der går en anden lignelse forud for dagens lignelse, som måske kan hjælpe os lidt på vej. Det er lignelsen om den fortabte søn. Den fortabte søn handler om en søn, der beder sin far om at få del i den arv, der tilkommer ham, og derefter tager han væk fra sin far; ud at rejse og lever et luksusliv i sus og dus. Men pludselig er pengene brugt op. Han får et usselt arbejde og beslutter sig til sidst til, at vende tilbage til sin far. Og måske tror man, at faderen ville være vred. Men det er han ikke. Han møder sin søn, den fortabte som nu er fundet, med barmhjertighed og tilgivelse: med hjertelige kram og stor fest.

Men hvad sker der så? Hvordan modtager sønnen denne gave, som faderen giver ham, da han kommer tilbage? Det hører vi aldrig om i den fortabte søn. Slutningen er væk. Man kunne forestille sig at sønnen tænker, at han da tager festen med, men i morgen snupper en ny del af arven, og derefter efterlader han sin far igen og rejser ud på nye festlige eventyr. Eller også indser sønnen, at der med den kæmpe gave, han får af sin far, faktisk også følger en opgave: nemlig den at efterligne faderens barmhjertighed ved selv at være barmhjertig og give gaven videre til andre?

Lignelsen om den uærlige godsforvalter behandler netop dette spørgsmål. Den uærlige godsforvalter er som den fortabte søn, der er taget til nåde af den rige mand – eller faderen – og som vælger at bliver hos ham, og nu skal leve af at forvalte rigdommen.
Og i første omgang løser han opgaven negativt. Han er uærlig og utro i sin forvaltning af de penge, den rigdom og barmhjertighed, han er blevet betroet.

Men dernæst handler han positivt. Han får en lys idé. Han begynder at nedskrive folks gæld – eftergive gælden til de pressede debitorer på den rige mands vegne, og som den rige mand ender med at se det kloge og fornuftige i.

Det er som forvaltning af den kærlighed og opgave forvalteren står med, at vi skal læse lignelsen og hans handling med at nedskrive gæld. For det kan godt være at de lumske bagtanker ligger et sted og trykker. Men pointen er, at forvalteren, i sin kamp for at redde sig selv, nu ikke længere negativt spilder den rige mands ejendom væk. Derimod forvalter han sin opgave positivt ved at lette situationen for de gældbundne. Han nedskriver gælden for dem. Han hjælper og støtter, hvor han kan. 

Godsforvalteren viser barmhjertighed ud af den barmhjertighed, han i første omgang selv modtog, da han blev den rige mands godsforvalter!

På den måde er det også en fortælling om ødselhed af rigdom og glæde til fordel for de socialt udsatte – dem som havde gæld. Og dermed er der måske alligevel lidt Robin Hood over ham? Opgaven, som godsforvalteren står med, løses i lignelsen ved at dele godset med andre.

Lignelsen om den uærlige godsforvalter er et svar på de mange spørgsmål disciplene, og måske også vi selv, står med om, hvordan vi skal svare på Guds kærlighed. Hvordan skal et menneske forholde sig til at være elsket, set, holdt af, holdt ud, og taget til nåde af Gud? Svaret er, at vi må arbejde for det! Spørger vi, i lyset af denne lignelse om, hvad vi skal gøre, eller hvordan vi skal leve, så er svaret, at vi skal sørge for, at andre bliver befriet for deres skyld og skyldfølelse. Hvor vi kan være tilgivende, overbærende og forsøge af give af et rent hjerte, der skaffer vi lettelser for andres liv.

Og derved kan de andre måske se, at Gud ikke er en vred og straffende Gud. At Gud er lys, som Johannes sagde i det brev, jeg læste et stykke af fra alteret. Der er ikke mørke i ham. Der er ingen vrede eller fordømmelse. Der er rigdom og barmhjertighed i udgangspunktet, som vi kan hente af og give videre. 

Og ja. I den sammenhæng kommer Gud måske til at fremstå lidt naiv. Betror han virkelig den uærlige godsforvalter – eller os – at gøre regnskabet op? Ja, det gør han. Vi har fået livet og jorden givet til at herske over med mild og rund hånd. Og selvom vi så ikke altid handler af et rent hjerte og uden bagtanker – ligesom godsforvalteren – skal det ikke hindre os i at forsøge at gøre det gode alligevel.

Amen!

søndag den 26. maj 2019

Himlen spejler sig i bøn


Prædiken til Femte søndag efter Påske, d. 26. maj 2019 i Sdr. Aarslev og Brabrand Kirker. Johannesevangeliet 16,23b-28. Salmer: 743 – 636 – 588 – 587 – 400,2 – 10.

Disciplene er i vildfarelse. De har fået at hvide, at Jesus skal dø og opstå, men de forstår det ikke rigtigt. Han har voldt dem mange udfordringer, når de fulgtes med ham. Nogen blev forundrede og andre vendte dem ryggen. Og hans fortællinger om gudsriget var svære at forholde sig til, når han gang på gang vendte love og regler, logik og etik på hovedet.

”Sådan har jeg talt til jer i billeder, men der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen.” siger han nu, og henviser til opstandelsens dag, hvor alting igen er forandret. Men det, disciplene bare gerne vil vide, er, hvordan de skal holde kontakten til Gud, hvis Jesus ikke længere skal være hos dem. For de vil ikke miste ham.

I dag står vi på den anden side af påsken og opstandelsen, og spørgsmålet er derfor helt nærværende: hvordan kan vi holde kontakten til Gud, nu da han ikke går iblandt os som et menneske?

Refleksionen over det spørgsmål kan begynde der, hvor det handler om kontakten f.eks. til venner eller familier, når vi udsætter et forhold for afstand. Når vi flytter fra hinanden og bryder med velkendte rytmer, og på ny skal finde ud af at være tilstede i hinandens liv uden at være til stede fysisk. Hvordan gør man? Og hvordan undgår man at miste kontakten? Vores erfaring er somme tider, at når den fysiske kontakt forsvinder, gør venskabet det også af og til. Og vi spørger måske os selv, om et venskab er betinget af fysisk nærhed, eller om det også kan leve uden?

Spørgsmålet om kontakt på afstand bliver særligt følsomt, når vi sidder foran en kiste og et menneske, vi har mistet. Vi spørger os selv og hinanden, hvordan vi – på trods af døden – alligevel kan være nærværende med den, vi har mistet. For vi har svært ved at undvære ham eller hende. Vi har brug for at holde fast, der hvor døden ellers fortæller os, at der er givet slip.

I evangeliet peger Jesus på bønnen som det, der skaber kontakten. “I skal bede” siger han til disciplene – ikke længere bede til ham, men i hans navn kan de bede direkte til Faderen. For det er det nye. Med opstandelsen er det gjort tydeligt, at Jesus og Faderen er den samme, og i Jesu navn er der banet en vej fra disciplene – og fra os i dag – til Faderen. Jesus behøver ikke længere at gå i forbøn for os. Disciplene og vi kan selv bede frit i hans navn, og dermed holde kontakten. Og når vi gør det, siger Jesus, vil Faderen også høre os.

Bøn er på den ene side noget ganske særligt og på den anden side helt almindeligt. For mange er det at bede omgærdet af blufærdighed. Men jeg tror ikke, vi går igennem et liv uden at bede, selvom der kan være forskel på, hvordan vi gør det. Om vi f.eks. sætter os på kirkebænken og folder vores hænder. Eller om vi pludseligt midt på gaden sender en bøn afsted til den, eller om det, vi har på hjerte.

For filosoffen Søren Kierkegaard ligner bønnen et brev på den måde, at en afsender henvender sig til en modtager. Anledningen til henvendelsen kan være mange. Men brevet vil modtageren noget: betro sig, søge trøst, lette sit hjerte, dele en glæde osv. Bønnen er et personligt anliggende og en livsytring, som er lige så fundamental som vores åndedræt. Vi gør det bare. Kierkegaard siger et sted, at ”det at bede er at ånde. Her ser man det dumme i at tale om et hvorfor; thi hvorfor ånder jeg? Fordi jeg ellers døde – således med det at bede”.

Og lige meget hvem vi er og hvad vi kommer med, eller hvordan og hvor højt vi end får det sagt, vil Gud altid modtage brevet og bønnen, fordi han er kærligheden og fordi han kender os. Om der udbrød krig et sted i verden, skriver han, ville det ikke optage Gud mere end en fattig mands inderlige suk på Købmagergade i København. Og videre:

“... den Gud, han beder til, er menneskelig, har hjerte til at føle menneskeligt, øre til at høre et menneskes klage, og om han end ikke opfylder ethvert ønske, han bor dog nær hos os og lader sig bevæge ved den stridendes skrig, ved hans ydmyge begæring, ved hans elendighed, når han sidder forladt og som i fængsel, ved hans skyndsomme glæde over opfyldelsen, når han i håbet tager den forud; ja denne Gud lader sig røre ved den stridendes jammer, når han omkommer i mismod, ved hans råb, når han synker i omskiftelsens hvirvel, ved den taksigelse, han lover for alle tider; han lader sig røre, om ikke før så ved det sidste suk, da når det menneskeligt talt allerede synes for silde”.

Og dette er måske den nåde, vi skal høre i dag – og som disciplene indirekte fik fortalt i evangeliet, da Jesus sagde til dem, at de nu skulle bede. For i bønnen er vi set. I bønnen er vi hørt. Med alt hvad vi kommer med og alt, vi har på hjerte, optager det Gud og han lader sig røre. I bønnen kan vi altid nærme os den opstandne og allestedsnærværende Gud. Disciplene og os selv behøver ikke Jesus ved vores side, for at være set og hørt af Gud. I bønnen har de og vi adgang til ham, der altid vil lytte og følge vores veje.

Dermed ikke sagt, at vi altid fornemmer, at Gud hører os og er med os.
Det ligger til de fleste, at vi gerne vil have klare og tydelige svar tilbage - på et brev, en mail, en sms, en Snapchat-besked, eller hvad vi nu sender afsted. Og på samme måde når vi sender en bøn eller en tanke afsted til det menneske, vi har mistet. Vi har brug for at vide, at de er der, at de hører vores kald, og at de måske også kan svare os. Derfor kan vi komme til at tvivle og græde, fordi vi så inderligt mangler svar og nærhed - fra omverden, fra dem vi savner, fra Gud.

Men måske svarer de os – og måske svarer Gud os – i det stille? Kierkegaard giver os her endnu et billede og perspektiv. For hvis vi vil modtage et svar, skal vi også turde åbne os op, så det kan komme til os – så Guds svar kan spejle sig i os og synke ned i os.

Kierkegaard bruger billedet at et hav i stormvejr. Når vi åbner os op – og i kierkegaardsk forstand bliver til intet – kan vi modtage Guds svar, og Gud kan gennemlyse os. Han skriver: “Når havet anstrenger al sin kraft, da kan det netop ikke gengive himlens billede, og selv den mindste bevægelse, det giver det ikke rent igen; men når det bliver stille og dybt, da synker himlens billede i dets intet.”

Over Gudenåen, Randers. Privat foto.
Sådan er det måske også med os, og måske særligt der, hvor vi tager afsked med et menneske, vi holdt af. Vi kan strides. Vi kan kæmpe en anden Jakobskamp efter Guds velsignelse. Vi kan bruse som et hav i storm, der fortvivlet prøver at spejle og give plads til den, vi mangler. Men ligegyldigt hvor meget vi anstrenger os, og prøver at tvinge den anden nær, er det måske først i det sekund, vi bliver stille og åbner os op, at den vi mangler, kan komme til os og synke ned i os, som himlens spejlbillede synker ned i havet og ned i dybet.

Det nådefulde er, at det i bønnen dermed ikke handler om, at vi i vores bøn og anstrengelser sejrer, men om at det er den anden og Gud, der sejrer i os. At det er ham, der synker i os.

Og bønnens hensigt og mange spørgsmål bliver i den forbindelse også tilsidesat, idet det vigtigste ikke er at få svar på det ene og andet. Det vigtigste er, at Gud og den, vi i bønnen henvender os til, må blive ved med at være til stede i os. Ja, i bønnen beder vi om, at vi aldrig må suse og bruse som et hav i storm, men altid have plads og rum til dem og den, vi vil gennemlyses af, og derigennem altid kunne mærke den nærhed og glæde, vi søger efter.

Og sådan kan vi og disciplene afsluttende bede som Kierkegaard, om den nærhed vi håber og tror på:

”Herre min Gud, jeg har egentlig slet intet at bede dig om; ville du end love mig at opfylde hvert mit ønske, jeg ved dog egentlig ikke at hitte på noget, KUN at jeg må blive hos dig, så nær som det er muligt i denne adskillelsens tid, i hvilken du og jeg lever, og ganske hos dig i alle evigheder”.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.
Amen!

søndag den 28. april 2019

Salige er de, der ikke har set, og dog tror


Prædiken til første søndag efter påske i Brabrand og Sdr. Aarslev kirker.
Johannesevangeliet 20,19-31. Salmer: 813 – 448 – 248 – 678 – 233 – 721.

Kort efter påskefreden havde sænket sig i søndags, blev den afbrudt, da det langsomt gik op for os, hvad der var sket på Sri Lanka samme påskemorgen. Endnu engang havde terror ramt verden og uskyldige mennesker. Og for os der bor i dette område, kom det pludselig meget tæt på, da den danske familie, der har mistet tre børn, bor lige på den anden side af vores sø. 

Det er ikke fordi, terror ikke gør indtryk på os eller at vi aldrig bliver berørte af den, når vi hører om den andre steder. Men det bliver bare, på en eller anden måde mere virkeligt og mere gruopvækkende forfærdeligt når det kommer tæt på; når det er danskere, det går ud over, når det er børn, der bliver dræbt, og vi næsten bor ved siden af dem, det drejer sig om. Da opdager vi for alvor tilfældigheden i terrorens ondskab, og at det faktisk også kunne have været os selv, det gik ud over.

Så hvad skete der med påskefreden? Det var som om, den forsvandt, lige så hurtigt den kom. At den en kort tid dukkede op og spredte håb og glæde, men at den også gik væk igen; at freden var forbi.

I evangeliefortælling oplever disciplene også, at freden kommer, men pludselig går væk igen. Ud af langfredagsmørket og den tomme grav viser Jesus sig meget pludseligt for øjnene af dem, og hilser dem med ordene: “Fred være med jer!”. Freden er kommet til dem! Men så forsvinder han igen. Tre gange i fortællingen møder han disciplene på denne måde: ønsker dem fred: “Fred være med jer!”, og viser med sin tilstedeværelse, at freden er kommet til dem. Og så forsvinder han igen. Pludseligt.

Jesus kommer og går. Freden kommer og går. Håbet kommer og går. Sådan spejler disciplenes oplevelse i evangeliet de erfaringer, vi selv står med oven på denne uge. Vi tror og bekender, at håbet og kærligheden for alvor har sejret påskemorgen med opstandelsen. Vi tror, at Gud for alvor har brudt med mørket – både det mørke vi møder i livet og i døden. Men det er ikke altid, vi også mærker det. Det er ikke altid vi kan se det foran os, og få beviser for det, sådan som Thomas tvivleren også gerne vil. Nogle gange er freden også væk. Thomas har svært ved at tro på, at freden er kommet tilbage til ham og nu står i hans hus. Han vil se beviser, fordi der er for meget i denne verden, der siger freden imod.


Freden kommer og går. Det har den alle dage gjort. Billedet på skærmene er fra Palæstina. Billedet viser en due, tegnet på en mur, med skudsikker vest for brystet og pistol for hjertet. Duen er egentlig vores symbol for håb. Duen med olivengrenen i munden er det tegn, Noa får i sin ark, efter stormfloden har raseret. Da duen kommer til ham, ved han, at stormen er ovre, at vandet har lagt sig, og at naturen og livet igen er ved at udvikle sig. At der er fred og ingen fare!

Men som vi ser duen her, er den under angreb. Det er som om billedet her indkapsler den spænding der altid har været i Palæstina og hele regionen omkring, hvor konflikter og krig er dagligdag og helt tæt på, på en anden måde end herhjemme. Duen er ikke fri, som vi plejer at kende den. Den flakker rundt, men med skudsikker vest.

Hvordan finder vi håbet tilbage i en verden, hvor freden er under angreb? Hvordan undgår vi at miste håbet, hvor det ser ud til at være tabt?

I det gamle testamente er der en fin fortælling om en profet, der køber en mark uden for Jerusalem. Byen og det store tempel, hvor Gud siges at være, er under angreb. Templet er ved at falde i grus, og dermed også hele fundamentet for denne tids folk og kultur og et liv i balance. Måske kunne man lave nogle paralleller til templet, som det der bærer et folk og er garanten for freden, med vores tids demokrati og fredelige styreformer? Men da templet er ved at falde, får profeten besked af Gud på at købe en mark – en lod jord – uden for byens mure.

Og hvorfor det? Måske fordi han ved denne handling kan vise, at noget godt stadigvæk består, der hvor andet er ved at styrte i grus? At han stadigvæk kan holde fast i jorden? Måske fordi, han ved denne handling kan lade håbet spille en rolle – trods alt – der hvor det hele er ved at falde fra hinanden. Håbet, som en konkret praktisk handling: han gør noget, han håber og køber lidt jord, på trods!

Denne handling er ikke ukendt for os i dag. Nej, fortællingen om profeten, der køber en lod jord i et trodsigt håb, er en fortælling om det, vi mennesker også altid har været nødt til at gøre, når vi vovede os ind på håbet: nemlig at handle og gøre noget, med håbet for øje, på trods af svære betingelser.

Det er det historikeren Bertel Nygaard kalder ”håbets aktive logik”. Han siger, at mennesker ”håber og handler på den betingelse, at verdens muligheder endnu ikke er helt afgjorte, men stadig står åbne. Derfor kan vi aldrig vide med sikkerhed, hvad vores håb og handlinger vil føre til. Men alternativet til at håbe og handle er ikke bare at opretholde den stille glæde ved alt det, vi allerede har. Det er at acceptere katastrofen.”

Vil vi acceptere katastrofen? Nej! Vi må handle og vi må gøre noget. Og det begynder alt sammen lige her i vores kirke, i det fællesskab, vi bevæger os rundt i, og i den indstilling til verden, vi får med herfra.

Guds Søn har mødt os på den anden side af graven med ordene om fred: ”Fred være med jer!” siger han. Og måske er vores aktive håbs-handling først og fremmest at holde fast i lige præcis påskens fortælling om fred! Krig ophører ikke bare fra den ene dag til den anden. Uro og stridigheder ophører ikke bare fra den ene dag til den anden. Bag et ophør ligger der en tanke og en vilje til noget andet. Bag et ophør ligger en fortælling om fred.

Og den fortælling har vi og den fortælling kan vi blive ved med at fortælle. Blive ved med at tro på den – også selvom den møder modstand. Påskens fortælling kan være vores første håbshandling, der efterfølgende og videre frem, kan give liv og mod til flere og mere konkrete handlinger...

Vi får ikke altid mulighed for at stikke hænderne i siden på freden og mærke, at den er kommet til os, ligesom Thomas Tvivleren fik i evangeliet. Men som Jesus siger til ham: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”. Her bliver det sagt, vi skal tage med os i dag: for vi er de salige, som må blive ved med at tro, håbe og holde ud, til trods for at vi ikke altid kan se freden iblandt os, ja, til trods for at det, vi oftest får øje på og giver mest opmærksomhed i vores samtaler og i vores nyhedsdækning er det modsatte af fred…

Vi skal og kan blive ved med at tro og håbe på fortællingen om Guds søn og om opstandelsen påskemorgen. For lige præcis den fortælling rummer det hele, og kan bære os både når freden er der, og når den pludselig er væk.  Påskens fortælling rummer glæden og viljestyrken. Kærligheden og nærheden. Men den rummer også faldet og nederlaget. Tvivlen og angsten, og kampen mod det, som bringer livet til fald. Alt det rummer fortællingen om Guds søn og opstandelsen; også her blev freden ramt og gennemboret på et kors! Freden kommer og går!

Alt det til sammen gør fortællingen troværdig og virkelig for os, der lever et liv, hvor både kærlighed og had, fred og fjendskab fylder vores verden. Men i sidste ende er det også i den fortælling, at håbet og freden der sejrer. Det er der livet sejrer. Det er håbet og kærligheden på trods af fald og fortabelse, som vi må holde fast ved!

”Fred være med jer!” Freden er her, selvom den kan være svær altid at få øje på. Og det kan være svært altid at tro på. Men det modsatte er ikke til at holde ud, hvis vi ikke troede og håbede. Da ville katastrofen indtræde! Dog flyver duen stadigvæk og spreder håb, med Guds fred i ryggen, selvom den har vest på. Måske kan vi, med Guds fred i ryggen, finde mod til at gøre det samme…

Amen!