fredag den 13. marts 2020

Refleksioner over en bange og håbefuld tid


Frygten i os

Corona-virussen gør os bange. Hvem er smittet, og hvad sker der med dem? Hvad sker der med mig, hvis jeg bliver smittet? Hvilken betydning har det for vores land og vores verden, at en epidemi er brudt ud? Er det ovre om en måned, eller vil det for altid ændre vores omgang med livet? Virussen rører ved noget eksistentielt i os, noget helt grundlæggende i mennesker: frygt.

Mange gange, når vi frygter noget, står vi sammen. Vi søger hinandens fællesskab og taler om, hvad der sker – eller er sket. Tænk på, når der har været terrorangreb. Det er så forfærdeligt, og så samles vi for at holde modet og håbet oppe. Vi tænder lys og synger sange. I kirkerne åbner vi dørene og byder indenfor i et rum, der kan rumme det, vi kommer med i sådan en situation: sorg, vrede, smerte, opgivenhed. Men vi tænder også lys, beder og italesætter håbet, hvor alt er håbløst. Det er vi nødt til.

Med corona-virussen er det anderledes. Denne gang er vi nødt til at holde os fra kirkerne og fra fællesskabet for fællesskabets skyld. Efter en terrorhandling er vi gode til at holde håbet op, og sige til hinanden: vi skal ikke lade os begrænse af andres vold og ondsind. Vi skal ikke lade dem, der vil os ondt, styre vores liv. Hvis vi først lader os styre af det onde, så har det onde også vundet kampen og magten fremadrettet.

Men denne gang siger myndighederne: Der er noget på færde, som vi skal lade os styre af. Der er noget i luften, som vi er nødt til at forholde os til på en helt ny måde. Vi skal passe på hinanden ved at holde afstand til hinanden, som vores statsminister sagde forleden dag. Og selvom det er ment med største omsorg og netop for at passe på hinanden, rører det ved noget fundamentalt og prikker til frygten i os, når vi ikke kan forsamles og derigennem støtte hinanden i det, der er svært.

Klagen i os

Bibelen er en bog fyldt med fortællinger om menneskers liv med hinanden og med Gud – på godt og ondt. Her er også fortællinger om de tider, hvor mennesker var drevet helt ud til kanten af kanten, hvor man ikke troede, der var mere håb tilbage. Nogle af fortællingerne har tydelige spor af historiske begivenheder. Andre fortællinger har karakter af grundfortællinger om menneskers vilkår. Dem har vi alle dage har fortalt hinanden og givet videre fra generation til generation, så vi har kunnet forstå og lære af dem, hvad det vil sige at være mennesker sammen og på jorden. 

Klagesangene i Det gamle testamente er én af dem. Her bliver der ikke lagt fingre imellem, når der sørges og klages over templets fald og Jerusalems ødelæggelse i 587 f.kr., og den efterfølgende hungersnød og panik, det tvinger samfundet ud i. Jerusalem omtales her som kvinden, Zions datter:

Hun er fortvivlet.
Hendes fjender har fået magten,
hendes modstandere føler sig trygge,
for Herren kuede hende
for hendes mange synders skyld;
hendes børn går som fanger
foran fjenden.
Zions datter
har mistet al sin pragt.
(Klagesangene 1,4f-6a)

Verden har vendt sig om. Fjenderne har fået magten, og børnene går nu foran fjenden som fanger. Men skylden tilkendes ikke kun fjenden, som er trængt ind i byen. Gud er også medskyldig – Herren som kuede hende. Sådan troede man dengang, at Gud straffede – måske ikke fordi han gjorde noget konkret ondt, men fordi han ikke hindrede det onde udefra i at trænge ind. I dag tænker vi anderledes. Gud sender hverken terror eller corona-virus over os for at straffe os. Der står ikke en guddommelig magt bag en sygdomsvirus, selvom den har stor magt over os lige nu.

Men det betyder ikke, at det ikke er en guddommelig magt, vi kan hente hjælp fra, til at styre os igennem den krise, vi står i. Klagesangene er eksempel på det, vi alle dage har brug for, når vi møder modstand og modgang i vores liv: at klage vores nød. At skrige og banke i puderne. At råbe højt ud over tagene, hvor forfærdelig en situation er. Og måske er Gud den eneste, der kan og vil lægge øre til klagen? Måske er Gud den eneste, der har hjerterum stort nok til at kunne rumme alt det, vi kommer med? Det er ikke småting, Gud har måtte lægge øre til op gennem tiden. Det ved vi fra kirkens rum.

Vi kan lære af de gamle og låne af deres mod til at erkende, at der er meget her i livet, vi ikke har magt over. Vi kan vaske vores hænder og passe på hinanden. Men corona-virussen minder os om, at vi grundlæggende ikke har magt over livet, og at frygten kan overmande os. Når vi klager vores nød til Gud, erkender vi, at der er meget her i livet, vi ikke har magt over og derfor heller ikke har ansvar for. Vores klage får ikke smerten til at forsvinde, men der kan ske det, at den forløses eller lettes fra vores skuldre, når vi deler den med den rigtige. Og sådan én er Gud.

Glæden i os

Klagen over at ”livet er som det er” kan ikke rettes mod andre end den, der har skabt verden ”som den er”. Det er også tanken i en anden af Det gamle testamentes bøger: Prædikerens bog. ”Alt er tomhed og jagen efter vind”. Sådan afsluttes de fleste livsberetninger i Prædikerens bog. Det er en hård dom, Prædikeren fælder over livet. Alt er tomhed.

Den vise har øjne i hovedet,
tåben vandrer i mørket.
Men jeg måtte også erkende, at én og samme skæbne rammer dem begge. Da tænkte jeg: Når tåbens skæbne også rammer mg, til hvad nytte er jeg da så overvældende vís? Jeg tænkte, at også det er tomhed.
(Prædikerens bog 2,14-15)

Nok er visdom bedre end tåbelighed, rigdom bedre end fattigdom, retfærdighed bedre end uretfærdighed. Men i sidste ende, ender det med døden for både den vise og tåben. Derfor, siger Prædikeren, er alle vores bestræbelser både tomhed og jagen efter vind. Alt forgår, ifølge Prædikeren, ganske vist efter Guds vilje. Men den vilje er også skjult for os. Gud er i himlen og mennesket er på jorden. Derfor kan vi mennesker aldrig forstå eller gribe livets mening eller sammenhæng. Det ville være som at forsøge at gribe vinden.

Men den sorte livsanskuelse efterfølges ikke i Prædikerens bog af opfordringer til at klage eller fortvivle. Tværtimod. Prædikeren insisterer på, at vi mennesker må tage imod livet, som det nu er og kommer fra Gud. Nok er livet både svært, kaotisk og uforudsigelig, som vi mærker det lige nu. Men livet rummer også glæde, nydelse, fællesskab og kærlighed, og det skal vi glæde os over! Det at glæde sig er en pligt, vi alle har. Livet er, som det er, og det kan vi ikke gøre noget ved. Derfor er det også bedre at glæde sig, end at fortvivle.

Da priste jeg glæden, for intet under solen er bedre for mennesket end at spise og drikke og være glad. Det kan ledsage mennesket i dets slid alle de levedage, Gud har givet det under solen. (Prædikerens bog 8,15)

Det er måske ingen trøst. Men det er en meget realistisk og på sin vis opbyggelig opsang til os: at vi skal tage os af hinanden få det bedste ud af det vi har lige nu! Glæde os over det, vi kan, og bruge tiden til glæde for hinanden.

Af sognepræst i Brabrand Aarslev Simon Emil Koefoed og sognepræst i Møllevangskirken Hanne Jul Jakobsen








lørdag den 22. februar 2020

At blive set


Prædiken til fastelavns søndag (II) d. 23. februar 2020 i Brabrand Aarslev Kirker.
Lukasevangeliet 18,31-43. Salmer: 557 – 696 – 173 – 192 – 476 – 887. 

De fleste af jer har nok overværet et barn tegne en tegning, eller måske kan I huske glæden ved selv at tegne fra dengang I var børn. Når børn tegner tegninger af mennesker, er stregen enkel, men også enormt sigende.



Det særlige ved de tegninger, vi tegner som børn, er, hvor meget ansigterne fylder på mennesket. Ansigterne og øjnene fylder nærmest det hele. Øjnene er kæmpestore, og ansigtet er hovedelementet på tegningen og mennesket. Herfra udgår et par streger, som udgør kroppen med ben, arme og fingre på hænderne.

I kender sikkert også Poul Pavas tegninger, som har været vældig populære de seneste 10 år. Pavas mennesker har klar inspiration i den naivistiske børnetegning, men hvor der er en kæmpe dybde og pointe at hente.


For barnet begynder sit billede af mennesker med ansigtet, fordi det er det, der er det vigtigste. Vi fornemmer det allerede, når børnene er spæde. Når vi kigger på et barn, søger barnet efter øjnene. De søger efter blikket og spejler sig selv i ansigtet; de kopierer det, når man smiler til barnet eller laver grimasser.

Barnet søger ansigtet og øjnene, fordi de har betydning for barnets forståelse af sig selv. Det kan være helt afgørende at blive set ordentligt i øjnene fra begyndelsen af livet. Eller retter: at tro på, at man er set, anerkendt og elsket, fordi man bliver set i øjnene.

Det barn som ikke har mulighed for at møde et kærligt blik, vil enten lære at undvige andres blikke, eller også vil det modsat, i én uendelighed, desperat prøve at søge efter det. Barnet vil det forsøge at spejle sig selv i andres øjne for at få en følelse af at være noget, at blive anerkendt, og ikke bare være ingenting. Det menneske der vokser op, uden at tro og vide sig selv set af andre, bliver alene med sig selv, og mister både indsigt og udsyn. Og måske mister mennesket til sidst livet, fordi det ikke har nogen at ses med, og derfor ikke ved, om det overhovedet er noget.

Ansigterne på børnenes tegninger leder os på sporet af netop denne pointe: at vi bliver hele mennesker igennem vores ansigter og øjne.

Den blinde mand, som vi hører om i evangeliet, møder Jesus og råber til ham: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!” Og da Jesus spørger den blinde, hvad han skal gøre, svarer han: ”at jeg må kunne se”.

At møde forbarmelse er derfor at blive set øjnene. At blive set med barmhjertighed kan give én selv et helt nyt syn på sig selv og på omverdenen. For da den blinde mand bliver set af Jesus – bliver mødt af et ansigt og kærlige, anerkendende øjne – da får han selv synet tilbage. Da får han livet tilbage, som før var tabt midt i larmen og mylderet fra de forbipasserende, som ikke hørte hans råb eller skænkede ham en tanke.

I mødet med Jesu øjne kan man også sige, at den blinde får forsmag for det, der snart skal se på et større plan, nemlig at han bliver frelst.

Da Jesus møder den blinde, er han på vej til Jerusalem for at fejre påske og for at det, som profeterne skrev om menneskesønnen, skal gå i opfyldelse, nemlig opstandelsen og derved frelsen. Menneskesønnen er frelseren, og frelsen sker, da han på tredjedagen ikke længere ligger i sin grav, men bryder med mørkets og dødens magt, for vores skyld. Frelsen er for os en frelse fra dødens evige mørke. En frelse fra et at tro, at det onde vi gør og oplever skal forfølge os evigt. En frelse som giver os håb altid ind i en verden, der af og til synes mørk og ufremkommelig.

Og på den måde er fortællingen om den blinde i Jeriko en fortælling om frelse i hverdagen og for et almindeligt menneske. For han lever i et mørke, der pludselig forandres i mødet med Jesus – et menneske der ser ham i øjnene. Han er blind, men han møder et blik og en kærlighed lige midt i livet, som bryder alle bånd med mørket og fortiden, og åbner op for udsynet til fremtiden. Blikket, han møder, stiller ham fri til at kunne leve sit liv fremadrettet som helt menneske!

Ansigtet bærer afgørende betydning i vores møde med mennesker. Når vi bliver set i øjnene og møder et kærligt blik, har vi mulighed for at få selve livet givet tilbage, hvis vi skulle have mistet det. Det er en pointe, vi skal tage med os i dag.

En filosof har sagt det på følgende måde: ”Jeg lever i den andens ansigtsudtryk, præcis som jeg føler, at han eller hun lever i mit.”.

Det leder mig frem til en debat, som var for år tilbage i medierne om tiggere på gaderne i Danmark – om udlændinge, som slog sig ned, og efter sigende skabte utryghed, og som vi derfor gerne ville have væk.

Men for det første er tiggere mennesker af kød og blod som du og jeg – de er nutidens blinde mand i Jeriko – som vi også har et ansvar over for. Men for det andet – og det er pointen i dag – som debatten skred frem og danskerne måske aldrig rigtig fik empati og medfølelse for tiggerne, kunne det også hænge sammen med den måde, tiggerne blev fremstillet i medierne.

En forskers undersøgelse af sagen viste nemlig, at de billeder og forsider, vi blev præsenteret for, kun viste billeder af det tiggende folk uden ansigt. I artikler på nettet og små videoklip så vi kun ryggen på dem, eller vi så hovederne gemt væk i mørke, eller et sløret ansigt.

Det betyder, at vi aldrig fik lov til at se dem i øjnene og afkode deres ansigtstræk. Vi kan ikke læse på et menneskes ryg, om det har det godt eller skidt. Men når vi ser et ansigt, kan vi aflæse selv de fineste ansigtstræk: se tåren i øjenkrogen, fornemme det sammenbidte ansigt, eller det blege og opgivende ansigt, som har brug for vores hjælp.

Når vi ikke så tiggernes ansigt kan det bl.a. handle om presseetik, at man som medier vælger ikke at gå for tæt på. Men til trods for det, kunne man stadigvæk pege på de måske utilsigtede konsekvenser det fik for forståelsen af de mennesker. For ved ikke at vise ansigt eller øjne fratages tiggerne også muligheden for at blive set i øjnene, og vi fratages muligheden for at handle overfor vores medmenneske. Vi fratages muligheden for at afkode ansigtets og øjnenes signaler, sætte os i den andens sted, og handle ud fra vores medmenneskelighed.

Prøv at overveje det, næste gang I ser et klip eller et billede af nogen, man umiddelbart gerne vil have (eller måske ikke have) at vi får medfølelse for. Ser vi deres ansigt og får vi lov at læse det, og handle ud fra det?

I ansigtet kan vi afkode den andens lidelser eller glæder ved hjælp af mimik. Og når et menneske derfor mister sit ansigt; at det bliver helt gemt væk på et billede, eller at det f.eks. er lammet pga. sygdom, så viser forskningen, at vores mulighed for at aflæse ansigtet, og derigennem få empati og medfølelse, på samme måde også ”lammes”. Vi kan ikke se det andet menneskes ansigt, og derfor har vi svækkede muligheder for at sætte os i det andet menneskes sted.

Det lyder banalt; men jeg tror, vi har fået øjne, så vi kan se hinanden, og ansigter så vi kan genkende hinanden. I ansigtet og øjnene kan vi læse hinanden og med vores menneskelighed vide, hvad der skal gøres. Ansigtet og øjnene spiller en afgørende betydning for mennesker, helt fra vi slår øjnene op første gang, og søger efter forældres øjne. Til at vi selv begynder og gøre os forestillinger om mennesket og tegner det vigtigste først: nemlig øjnene og ansigtet, hvor vi bliver set og elsket igennem. Til at vi selv skal bruge vores øjne til at se, elske og anerkende andre mennesker med.

Da Jesus tager afsked med sine disciple før langfredag, siger han i Johannesevangeliet: ”Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer”.

”Jeg skal se jer igen” siger han. Glæden begynder med, at Gud ser os og frelser os fra alt det, som formørker vores syn og liv. Og det er dette guddommelige syn, vi skal tage med os i dag, f.eks. for at gøre det virkeligt og til noget mere end en tom frase, når vi siger til hinanden: ”Vi ses”.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed. 
Amen!












mandag den 17. februar 2020

Gudsrigets vækst

Prædiken til søndag seksagesima (II) d. 16. februar 2020 i Brabrand Aarslev Kirker.
Matthæusevangeliet 4,26-32. Salmer: 4 – 504 – ”Utroligheds frø” – 320 – 192,7 – 476. 

I sjælenes år /har vinteren dybest en kerne af vår. Og er du vor Gud, /da skyder vi blade, da springer vi ud (fra Utroligheds frø vers 4) 

“Den her bette video den er for dig, der godt kan lide at arbejde og som gerne vil gøre dig umage og være flittig, og ikke mindst dig der gerne vil tage ansvar, både for dig selv og for dine omgivelser. Ja, rent faktisk er denne video kun for folk som dig, og ikke alle mulige andre, der går op i mærkelige ting, så som højere skatter, mindre ansvar, mindre frihed, og mere formynderi. De er ikke inviteret med. Men det er du.” 

Sådan siger politiske leder af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh i en video, jeg stødte på forleden dag. En lille reklamevideo med lidt af en pegefinger til os fra Christiansborg om væksten i Danmark, som skal komme fra den, der gider at arbejde. Uanset politisk ståsted, ramte Vanopslaghs tale mig negativt. Du skal gøre noget, for at jeg vil have med dig at gøre, siger han. Du skal ville noget, du skal bidrage, du skal give alt i dig selv, hvis samfundet skal være i vækst og lykkes fremadrettet! Jeg fik lidt åndenød sådan på det menneskelige plan.  

Og da jeg havde set videoen, læste jeg så denne søndags evangelium: Guds rige vokser imens du sover. Uden at du gør noget, spirer kornet fra marken, vokser sig stort, sætter aks og gør sig fuldmodent og klar til høst, uden at du har rørt en finger. Og af det mindste lille sennepskorn vokser en stor plante frem. 

Umiddelbart kunne det lyde som om, de to udsagn – Vanopslaghs og evangeliets – stod og skurede op mod hinanden. Viljestyrken og handlekraften på den ene side, roen og tilliden til at det hele nok skal gro af sig selv på den anden side. Men der er en forskel.  

For evangeliet er egentlig ikke ude på at nedskrive det menneskelige initiativ eller den gode vilje. Evangeliet er ikke ude på at forhindre dig i at gøre dit arbejde og engagere dig fuldblodigt i en opgave, som Vanopslagh gerne vil, vi skal.  

Dagens evangelium er derimod ude på at træde et skridt længere tilbage i fortællingen om menneskelivet. For hvis vi skal kunne give af os selv til andre – bidrage til samfundet nogenlunde sådan som Vanopslagh ønsker – så må vi også først tro påat vi også altid har noget at give af. Og vi må kende til den uudtømmelige kilde hvor det hele kommer fra og hvorfra vi altid fyldes på, hvordan det end går os. 

I evangeliet siges det sådan, at vi er den jordbund, Gudsrigets frø er sået i, og at vi er voksestedet, hvor Guds rige vokser sig stort. Det betyder, at Gud hver dag giver os mulighed for at være mennesker, med vilje og kærlighed at give af fra hans hånd. Alt det, der kommer fra Gud, vokser af sig selv, og det er os, det vokser sig stort i. Det betyder ikke, at vi med Guds riges vækst bliver helligere eller mere guddommelige, end vi allerede er. Det betyder, at jo mere menneskelige, vi er, desto bedre plads er der for den vækst, Jesus kalder Gudsrigets.  

Og det sker helt automatisk. Evangeliet til i dag kaldes også for lignelsen om den automatiske sæd. Det er et mærkeligt navn. Men mest mærkeligt fordi det i fortællingen også er jorden, der er automatisk, og ikke kun sæden. Gud spreder kornet og frøet, og lige så automatisk, det kommer til os, lige så automatisk tager jorden – dvs. os – imod. Det er jorden, der automatisk giver mulighed for at sæden kan vokse og vækste og blive til noget. Automatisk betyder ”af sig selv”. Vi er hver især helt af os selv gudsrigets grobund.  

Og det er da en fantastisk tanke. Vi har potentialet i os fra begyndelsen til at lade Gud vokse i os, med al sin herlighed, og lade den herlighed gå ud over andre! Hvad kan det ikke blive til?  

Ja, historisk er det blevet til noget meget forskelligt – mennesket har det med at modtage Gudsriget forskelligt, og ikke altid helt godt må vi sige. Men udgangspunktet er altid det samme. Gud giver, og vi er grobund for hans rige. Og går det som vi håber og tror, må Gudsriget til sidst sejre i os, så Gudsriget til sidst fylder mest. Så Gud bliver alt i alle! 

Paulus udtrykker det på følgende måde i Galaterbrevet i en bekendelse til Kristus. Han skriver, at han ikke lever mere selv, men (at) Kristus lever i ham og at hans liv her på jorden er et liv i tro på Guds søn, som elskede ham og gav sig selv hen for ham.” (Gal. 2,20) Kristus lever altså i Paulus som en større del af ham, en han selv. Paulus har fornemmelsen af, at Kristus og Gudsriget vokser, jo mindre han selv bliver.   

Det lyder måske lidt kryptisk, at Gudsriget vokser, jo mindre Paulus bliver. Men det betyder, at den menneskelige kredsen-om-sig-selv bliver mindre, nu mere Gudsriget, dvs. nåden og barmhjertigheden vokser frem til glæde for andre. Det handler i grunden om ydmyghed og om at vende sig væk fra sig selv. Jo mindre, der bliver af os, desto mere bliver der af Kristus i os og for andre. 

Én af ørkenfædrene, Abba Johannes af Kellia, udtrykte det på denne måde med billedet fra dagens evangelium: “Se, kornet på marken. Før det får aks, holder strået sig opret. Men når det får aks, så bøjer det sig mod jorden. På samme måde er det med mennesket. Når det ikke bærer frugt for Herren, så findes der ingen ydmyghed i dets sind, men når mennesket bærer frugt, så bøjer det sig i alle henseender for Herren”.  

Væksttanken er dominerende i evangeliet og i vores omverden. Også i den lille video, Alex Vanopslagh delte med os – ja her er den hele formålet. Vi skal have mere vækst i Danmark! 

Men væksten kan også blive for meget – i samfundet og for os selv. Jeg tror ikke, vi kun forbinder vækst med noget positivt. Vi kender også godt grænsen for, hvor meget vi kan udrette, og derfor kender vi også til at fortryde. Vi kender også til, når vi har sat os selv over andre, og presset for hårdt på hos andre, måske på vores venners, kollegaers eller familiers bekostning. Ønsket om vækst sætter sig i os, som en ustyrlig mer-vil-ha’-mer-følelse.  

Måske er det også derfor, jeg bliver lidt provokeret af Vanopslaghs video. Det bliver så sort/hvidt, når man udtrykker sig, som han gør. At han kun vil have med dem at gøre, som gider at arbejde og gøre deres ypperste. Men hvad nu, når vi ikke længere kan arbejde og tage ansvar for vores omgivelser, hvordan er vi så stillet? 

Dagens evangelium går igen et skridt tilbage i vores fortælling, og indgyder troen og modet til at møde både vækstens glæde og vækstens udfordringer. For når vi møder grænsen – når vi fejler og går i stå – må vi også have tillid til, at der er en nåde og barmhjertighed, som er med os. Når vi træder forkert, må vi fastholde troen på, at Guds nåde også dér er en, vi ikke selv har ladet vokse frem, men at den kommer til os, sendt fra oven som et frø i vores hænder. Et frø som fortæller os, at vi altid får nye og uprøvede muligheder lagt i vores hænder, som vi kan rejse os ved, hvis vi er faldet. 

Jo mere vi vækster og vokser, desto mere har vi i grunden også brug for den barmhjertighed, som Jesus forkynder i dagens evangelie, når vi oplever at støde på grund. For når vi støder på grund, da opdager vi, at vi også har brug for og er grobund for tilgivelse og for at få muligheden igen hos Gud. Da opdager vi måske, at Gud er en langt bedre entreprenør af livet end os selv. 

Kan vi måle det – når Gudsriget vokser i os? Jeg tror, der er dage vi ser det lettere end andre. Dage hvor vi fornemmer, at godheden og væksten ingen ende vil tage. Hvor vi vokser langt over marker og hustage, og ind i himlen. Hvor vi vender os væk fra os selv, og lader det gode vokse vildt fra vores indre. 

Men at måle væksten, ja det er i grunden også et trælst udtryk og noget vi låner fra erhvervslivet og samfundet. Med evangeliets vækst er det anderledes. Den kan ikke måles. Når evangeliets frø er sået, tror jeg, det henter sin næring i alle de er faringer, oplevelser og opdagelser, vi gør os gennem livet – som mennesker og som hinandens medmennesker. Og det er det, der går helt af sig selv. Det vokse jo mens vi sover, som der stod. Og af sig selv må vi have tillid til, at det vil vokse frem og give sig til udtryk i vores liv med hinanden.  

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.  

Amen!