søndag den 6. september 2020

Misundelse og tjeneste

 Trettende søndag efter Trinitatis (II) d. 6. september 2020 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 20,20-28. Salmer: 411 – 366 – 873 – 365 – 477 – 683.

Man kan næsten se for sig, hvordan Zebedeussønnernes mor møver sig frem i folkemængden med sine sønner lige i hælene. Hun vil så gerne give dem det bedste, ligesom enhver anden mor. Så nu står hun foran Jesus, for at få fingrene i én af de bedste pladser hos Gud!

Men det er tydeligt for enhver, at denne selviscenesættelse og frempromovering af sønnerne også er lidt forkert – både over Jesus og for resten af discipelflokken, som sønnerne også er en del af. For: hvorfor skal sønnerne have forrang foran de andre? Selvfølgelig bliver de ti disciple vrede på både moderen og sønnerne.

Men selvom moderen er ude på et skråplan, er det ikke hende, Jesus ender med at irettesætte. Til moderen siger han pænt, at det ikke er op til hende at fordele pladser i himmeriget. Det gør Gud. Og i virkeligheden forstår Jesus disciplenes vrede. Det er forståeligt, at de ikke mener, at sønnerne skal have forrang. Men de kommer bare selv til at gøre præcis det samme; ønske forrangen. Diciplene bruger for det første retfærdighed som princip for deres vrede, og derpå følger der for det andet en grim misundelse. Og det er det, Jesus standser ved og irettesætter.  

Hvorfor?

Retfærdighedsprincippet er farligt. Det er klart, at disciplene vinder sagen: de er ti imod to. Men ved brug af retfærdighed her, kan de også så let som ingenting komme til at udelukke sønnerne fra fællesskabet og sætte dem i en outsiderposition. Noget af det farligste for et fællesskab er netop at fastholde nogen i en yderposition, hvad enten det er et stort eller lille fællesskab, et parforhold eller det gælder hele samfundet.  

Et fællesskab kan ikke holde sammen, hvis man som disciplene her hævder denne form for retfærdighed. Det skaber et “dem” og et “os”, Og det er her, Jesus reagerer, fordi der dybest set ingen grund er til at udstøde nogen i denne sammenhæng.

Derfor standser Jesus disciplene. Han siger ikke, at de ikke må være vrede. Han er sådan set pædagogisk nok. Men retfærdighedssansen kan de godt pakke væk. Og da de hævder det uretfærdige i, at de to sønner kommer foran dem, afslører de også deres skjulte ønske om selv at ville det samme, som sønnerne og moderen. De bliver jo misundelige over den forrang, moderen prøver at tilkæmpe sine sønner. Og i deres misundelse afslører de, at de selv havde forestillet sig denne forrang. At den er deres, eller at andre i hvert fald ikke skal komme mere foran i køen, end de selv tror, de er. Og dér har vi balladen!

Misundelse er en grim ting, siger vi. Ifølge traditionen er misundelse også en af de syv dødssynder; det at vi ikke kan unde nogen det gode, og at vi derfor kommer til at føle uretfærdighed, som vi reagerer på.

Man kan mene, at vi i vores tid måske er særligt eksponeret for misundelse, fordi vi deler så meget af os selv. Facebook, Instagram, Snapchat og andre SOME-platforme er med til at fremstille os, eller fremstille det, vi gerne vil være. Og jeg vil påstå, at de sociale medier kun er en ild under misundelsens bål. Når vi hele tiden bliver konfronteret med andres liv, og måske med vores blotte øje: deres mere perfekte liv, så er der meget lille vej til at føle misundelse. Vi sammenligner os og siger: det vil jeg også have, eller det burde have været mig. Således også med de ti disciple, som vil det samme som sønnerne og moderen.

Men hvad er så misundelsens modsætning? Hvad vil Jesus have dem til at rette opmærksomheden mod? Misundelsens modsætning kunne være beundring, sådan som Søren Kierkegaard formulerede det. Beundring, hvor man glædeligt taler om det, den anden har, uden selv at ville have det eller gøre krav på det. Hvor man alene ser det smukke i den anden, uden selv at føle sig mindre smuk af den grund.  Eller også er det modsatte af misundelse taknemmelighed? At man føler taknemmelighed over det, man har fået, uden at skulle sammenligne sig selv med, hvad andre har fået, og opveje forskelle og ligheder. 

Fælles for både beundringen og taknemmeligheden er, at de fastholder den andens værd ved siden af dig selv. Misundelsen vil altid prøve at pille den anden ned, og gøre det beundringsværdige ved den anden mindre. Men beundringen bygger den anden op. Og i taknemmeligheden accepterer vi og glæder vi os over det, vi har.

Jesus siger det på en anden måde i evangeliet. Han siger: ”Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener”. Det er den irettesættelse, han giver disciplene og os, der føler misundelse eller uretfærdighed. For vi skal aldrig forsøge at gøre os selv til mere end vores medmenneske. Vi er altid i tjeneste for vores medmenneske. Vores medmenneske er altid foran os; ikke på en piedestal eller mere på vej ind i himlen end os, men som én, vi skal møde med respekt, beundring og taknemmelighed, som en tjener møder sin herre.

Overført kunne man sige, at den eftertragtede plads hos Gud, ikke er en vi skal tilkæmpe os i himlen. Pladsen skal vi tilkæmpe os på jorden, når vi i vores daglige arbejde og slid kæmper for at være den bedste udgave af os selv over for det andet menneske. Den der giver sig selv til den anden, har allerede del i de bedste pladser!

Vil det af og til gå galt? Ja, det vil det. Misundelsen er som en synd, der altid ligger ligefor, selvom vi ikke ser den. Og hvad gør vi da, hvis vi ender i synden? Ordet synd kommer af det græske hamartia som betyder fejl eller fejlgreb. Det vil sige: når du begår synd, begår du et fejl; et fejlgreb som skiller dig fra det gode – som skiller mennesker og Gud fra hinanden. Og hvad kan man da gøre?

For mig at se, kan vi gøre to ting:

Vi kan for det første læne os op ad den befrielse, både Paulus og evangeliet møder os med, når de begge to blotlægger den synd, der uundgåeligt er i os. Jeg takker Gud, sagde Paulus, ”fordi han har vist mig den tillid at tage mig i sin tjeneste, skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold”. Det er da befriende sagt! Og på samme måde kan vi, der kigger udefra, se det næsten komiske i evangeliet: Sønnernes mor, som møver sig frem, Sønnerne som vil have forrang, og de vrede disciple som ikke er et hak bedre selv.

Her kan vi netop blive mindet om, hvad det vil sige at være et helt menneske, fordi vi tydeligt kan se, hvad vi deler med alle andre: nemlig at synden er et fælles vilkår for os alle. Og hvis vi tør se det samme i os selv: anerkende at vi er på samme måde, kan vi måske også finde modet og friheden til at rejse os, tjene vores medmenneske og ligemand, og i øvrigt forsøge at undgå at gøre samme fejlgreb igen! For det er også en mulighed, ved siden af synden, og som Paulus også prøver at gribe, da han møder Guds kærlighed.

Og for det andet kan vi læne os op ad den befrielse, evangeliet også møder os med i Jesus Kristus, i hans død og opstandelse. Det er her, vi finder friheden. For menneskesønnen kom ikke for at gøre krav på noget eller for at vi skulle tjene ham, som der står. Nej han kom, og han gav sit liv og sin opstandelse til os. Og dermed satte han os fri til at være de mennesker vi er, med alt hvad vi har i os, og på trods af det, stadigvæk stå med den opgave, at gøre vores bedste og tjene vores medmenneske.

Det kræver selvindsigt at nå dertil. Måske særligt hvis man er et af de mennesker, der hver dag høster over tusind likes og positive tilkendegivelser af billeder og livet på de sociale medier. Men i den bedste af alle verdner, kan denne indsigt også få os til at rette ryggen og stå frem med den virkelige fortælling, som er fri fra perfekte filtre. Og måske vil det faktisk være langt mere skuldersænkende og mere barmhjertigt og omsorgsfuldt end noget andet ”like” man kan få i denne verden!

Friheden til både at fejle og sejre har vi, fordi Kristus gav den til os med sin død og opstandelse. Han gav sig selv og sit liv til os. Derfor kan han også, så radikalt som han siger det i dag, kræve af os, at vi giver vores liv til hinanden i tjeneste. Han skænker selv af det, han kræver af os.

Og må det være den gave og opgave, den eneste plads vi holder os til i dag.

Amen.

søndag den 16. august 2020

Lidenskab

Prædiken til tiende søndag efter trinitatis (II) d. 16. august 2020 i Brabrand Aarslev Kirker. Matt. 11,16-24. Salmer: 403 – 592 – Herre vi tror – 1. 

Det er frustrerende for Jesus at stå der midt i byen Kapernaum, og mærke denne mur af ligegyldighed hos slægten. Forinden har han forsøgt at vække deres liv og tro til live; fortalt dem om alt det gode, der sker omkring dem. ”Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige” siger han til dem. Der er al mulig grund til at de ikke er ligeglade. Men lige lidt hjælper det.

Nej, denne slægt er som en flok dvaske børn: ”Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke.” De tror ikke, og de er ulidenskabelige i deres livsførelse. Det er det, han har imod dem. De har fået et liv givet, hvor der sker alt muligt godt, men de ser det ikke og de lader sig ikke forføre af det. Hvad er deres liv værd, hvis de ikke bruger det til noget? Hvad er musikken værd, hvis man ikke danser til den? Og hvad er sorgen værd, hvis man ikke mærker den?

Det har lige været sommerferie. I mandags begyndte børnene i skole igen og vi er langsomt på vej ind i hverdagens trummerum. For nogen er det den aktive hverdag, der vender tilbage, efter en sommerferie i afslappethedens tegn. For andre er det den kedelige hverdag, der vender tilbage, fordi ferien var fyldt af eventyr og nye oplevelser. Men dansen og legen ikke kan blive ved for evigt, tænker vi måske, og hverdagen ender med at blive en slags lavvande i forhold til ferien og højtiden, hvor festen foregår.

Musikeren og forfatteren Peter Bastian fortæller i sin bog ”Mesterlære” om en samtale med guruen Andrew Cohen. Han er frustreret over forskellen mellem at være på scenen og uden for scenen. Mellem højtid og lavtid. Han mangler den energi, han har på scenen.

”Det var første gang jeg mødte Andrew på tomandshånd, og jeg busede ud med mine oplevelser på scenen og al min tvivl og frustration over, at jeg ikke udviklede mig som menneske, snarere tværtimod, og han spurgte: ”Hvad er forskellen på scenen og nedenfor scenen?” ”Jamen, på scenen er det dødsens alvor, du er altid på. Alt hvad du foretager dig, har afgørende betydning!” Så siger han: ”Det lyder fantastisk! Du skal bare aldrig nogen sinde gå ned fra scenen!”. Og da han så mit fårede udtryk i ansigtet, supplerede han: ”Der findes ikke et neutralt område, hvor vores handlinger ikke tæller. Vi er altid på! Der gælder de samme regler neden for scenen som på scenen. Det er umuligt at forlade scenen.”

Så vidt Peter Bastian og Andrew Cohen. ”Det er umuligt at forlade scenen” sagde han. Vi kan ikke træde ned fra den. ”Vi er altid på”. Hvis bare Jesus kunne få slægten i Kapernaum til at forstå det samme. Eller måske menigheden i Brabrand Aarslev? Vi er altid på!

Det er det ulidenskabelige, der går Jesus på. Han henviser selv, måske lettere ironisk, til byen Sodoma, der, som vi ved, ender med at blive ødelagt på grund af byens synd. Men det skal gå Sodoma mere tåleligt på dommens dag end det pæne Kapernaum, mener Jesus. For i Sodoma vidste man i det mindste noget om synd og skyld. Man vidste noget om at hade og elske. Man myrdede til højre og venstre. Man hadede sin fjende, i stedet for at sovse ham ind i ligegyldig tolerance. Man levede et lidenskabeligt liv, og det var i grunden positivt.

Men hvad er lidenskab, som Jesus gerne vil have frem i slægten – og i os? En af vores vigtigste tænkere om lidenskab er Søren Kierkegaard. For Kierkegaard er lidenskaberne noget af det væsentligste i et menneskeliv. Og mindst lige så vigtige som videnskaben, som langsomt vinder frem i hans samtid. I indledningen til hans første værk Enten-eller, skriver han: ”Er da fornuften alene døbt, er lidenskaberne hedninge?” Alt kan ikke måles, vejes, bevises eller forklares med fornuften, mener Kierkegaard. Lidenskaberne er noget andet, men mindst lige så vigtige!

Lidenskaberne er, ifølge Kierkegaard, troen og det at kaste sig ud på de 70.000 favne og lade sig bære. Det er kærligheden, der kan bjergtage eller lamme os helt uden vores vilje. Det er Angsten, der kan overmande os og gennemtrænge eller undertrykker vores handlinger. Lidenskaberne er dem, der viser os, hvad vi holder af, hvad vi er bange for, tør tro på eller slet ikke kan holde ud stik imod sund fornuft, og andre kedsommelige beregninger. De er noget, vi ikke selv vælger eller beslutter os for. En lidenskab eller en passion er vi ikke selv herrer over.

Med Kierkegaards forståelse af lidenskaben, retter der sig derfor også et spørgsmål og en kritik mod Jesus. For på denne måde kan vi jo ikke bare beslutte os for at være lidenskabelige. Hvis lidenskaben ikke kan tvinges frem, men derimod springer spontant ud af mennesket selv, hvad skal vi da gøre, hvis vi er havnet i dovenskab og ulidenskab? Hvis vi er havnet der, hvor Kapernaums slægt står, eller der hvor Peter Bastian føler, at livet uden for spotlight faktisk ikke er noget værd? Så kan det godt være, at Andrew Cohen siger, at Bastian i gåseøjne aldrig skal forlade scenen. Men det er lettere sagt end gjort, og måske umuligt, hvis du ikke har modet til at forfølge lidenskaben.

Så hvis vi ikke kan fremtvinge lidenskaberne, sådan som Jesus gerne vil; måske er opgaven da, som Kierkegaard peger på, at vi skal turde overgive os til lidenskaberne, når de rammer os. Måske er det det, det handler om, hvis vi skal tage vores liv alvorligt, sådan som Jesus forventer af Kapernaums slægt…

Lidenskaben kan hverken tvinges frem eller forklares på fornuftig vis. Men når de er der, kan man mange gange heller ikke undgå at lægge mærke til dem. Når vi sørger, glæder os, er angste eller forelskede, kan det ses på os.

Kierkegaard har i denne sammenhæng en betragtning i af en ung, forelsket mand: ”Hans Optræden var kraftfuldere end sædvanlig, hans Former skjønnere, hans store straalende Øie havde udvidet sig, kort: han var som forklaret, Som en Drue, naar den er paa sit Høieste, bliver gjennemsigtig og klar, medens Saften pibler frem gjennem de fine Aarer, som Skallen paa en Frugt brister, naar Frugten modnes i hele sin fylde, saaledes brød Elskoven næsten synlig frem i hans Skikkelse.”.

Sådan skal man også kunne se på os, at vi lever.

Kierkegaard ser i sin samtid, at lidenskaberne kæmper med den fremherskende videnskab, som truer med at overtage al mening i menneskets liv. Jeg tror, det er meget på samme måde i dag. Videnskaben er for mange er langt mere værdifuld og vigtigere at forholde sig til, end det lidenskabelige. Men måske skulle vi nærme os en fælles forståelse, at det ikke handler om et enten-eller, men et både-og, når vi taler om videnskab og lidenskab. Langt de vigtigste opdagelser og oplevelser, vi gør i vores liv, springer lidenskabeligt ud af os. Når vi elsker, sørger og tror, giver vi os hen til noget vigtigt i livet. Når vi derimod gør kærligheden til et projekt, gør sorgen til en sygdom, der skal medicineres væk, eller gør troen til et system eller en lov, så lader vi det ulidenskabelige indfinde sig hos os.

Vores liv er andet og mere end hverdagens trummerum, de fornuftige valg, de kalkulerede beslutninger og den evige spørgen efter nytte og anvendelighed. Spørgsmålet både Jesus og Kierkegaard stiller os i dag er, om vi tør overgive os til det andet?

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
 Som det var begyndelsen
 således også nu og altid og i al evighed.   

Amen!

søndag den 2. august 2020

Sandt og falsk

Prædiken til ottende søndag efter Trinitatis (II) d. 2. august 2020 i Brabrand Aarslev Kirker.
Matthæusevangeliet 7.22-29. Salmer: 724 – 319 – Vi bor under stjernernes tider – 745,4-5. 

Hvad er fast klippegrund og hvad er usikkert sand? Hvad er sandt og hvad er falsk?   
I er sikkert stødt på vendingen ”fake news” de senere par år. De falske nyheder. Nyheder, som af forskellige grunde forvrænger sandheden eller ligefrem fortæller en løgn. De florerer ofte på de sociale medier, hvor mange brugere har mulighed for at dele meninger og påvirke nyhedsbilledet, og ikke altid være underlagt en kritisk korrektur.  

Frygten for de falske nyheder også har sat sig i mig, når jeg læser nyheder. Hvis man først én gang er blevet narret, glemmer man ikke følelsen igen. Det har gjort, at jeg møder nyhederne med en større mistro. Nogen vil kalde det sund skepsis. Jeg selv er lidt træt af det, fordi det også rører ved en grundlæggende tillid til omverden.   

Danmarks førende videnskabsmedie: videnskab.dk, har en blog, hvor de, som de skriver, stiller skarpt på ”fake news”. Vi giver dig svar på, hvordan du skelner en falsk nyhed fra en sand, hvorfor vi så nemt forføresaf de kulørte historier oggode råd til, hvordan duselv undgårat sprede opdigtedehistorier. Og, er du i tvivl om dine evner til at spotte fake news?Så tagvores test, og se om du gennemskuer sandt fra falsk.  

Det er komisk i sig selv, at videnskab.dk indleder en blog om ”fake news” med ordene: ”Vi giver dig svar” ”Vi giver dig svar (…) på om du gennemskuer sandt fra falsk”. Og der vil altid være noget der stritter i mig, når jeg tilbydes en test. Hvad forestiller de sig? Hvis jeg svarer rigtigt: har jeg så vundet sandheden om, at jeg er en kritisk læser, der kan skille al skidt fra kanel og spotte enhver sandhed og falskhed? Og hvis jeg svarer forkert: skal jeg så gå fra testen og være bange for overhovedet at åbne en avis eller min computer, fordi jeg ikke er god nok til at gennemskue min omverden? Både en rigtig og forkert besvarelse gør mig både utilpas. Det bekræfter mig i, at jeg skal være på vagt, og at sandheden ikke er kommet en my tættere på mig af den grund. Min indre skeptiske jyde ulmer.

Hvad er sandt og hvad er falsk? 

Mange gange i løbet af Jesu liv, som det er fortalt i evangelierne, bliver han spurgt om sandt og falsk; om det rigtige og forkerte af gøre. Hvem er min næste? Hvor mange gange skal jeg tilgive min bror? Hvordan arver jeg evigt liv? Osv. Og Jesus siger da altid: ”Så gå du hen og tag min test!” 😊 Nej. Jesus undlader som oftest at svare direkte på spørgsmålet eller stikke folk en test i hånden. For hvad der er sandt og falsk afhænger af så meget, og ikke mindst afhænger det af den situation, du står i og det menneske du står over for.  

Derfor fortæller Jesus i stedet en lignelse til spørgeren, som han eller hun selv kan træde ind i, og derigennem opsøge svaret. En fortælling, hvor spørgsmålet perspektiveres, hvor nuancerne udfoldes, og hvor spørgeren inddrages i svaret ved brug af hjerte og hænder – ord og handling. For det sande og det falske, det rigtige og det forkerte at gøre, opstår i mødet med den anden og med Gud. I ordet og handlingen. Derfor kan Jesus ikke bare svare ”sådan og sådan” på spørgsmålet om sandt og falsk. For det kræver altid vores dybeste opmærksomhed og indlevelse at forstå det og at se det for os…

Så meget desto mindre er det lidt provokerende i dagens evangelium, at Jesus alligevel antyder, at der findes en fast klippegrund og en usikker sandgrund. Og at nogen tror, de gjorde det rigtige, som han alligevel ikke vil kendes ved. For det stiller os med fornemmelsen af, at der alligevel er et fundament eller et grund-svar eller et udgangspunkt, vi skal stå på, som er mere sandt og mere klippefast end andet. Hvor vil han nu hen med det?  

For mig at se, vil Jesus sige to ting: 

Det ene han siger er det, han hele tiden har forsøgt at pege på – både med sine lignelser og den lange bjergprædiken, som dagens evangelium er afslutningen af: at de som både hører og handler er kloge og ligner én, der har bygget deres hus på en klippe.  

At høre og handle er så at sige udgangspunktet for at stå på klippen og det urokkelige fundament. Bemærk at det er handlingen, der adskiller den kloge og tåben. De hører begge to, men tåben undlader at handle, og derfor styrter fundamentet under ham. Den kloge handler derimod. Men hvordan han handler, er afgjort af det, han har hørt, og af den situation, han står i.  

I Bjergprædikenen forinden har Jesus bl.a. sagt: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Det er både konkret og ukonkret på samme tid. Og det stiller derfor lytteren eller spørgeren i den position at skulle både lytte til ordet, fornemme en situation og handle ud fra den. Og når han eller hun gør det, svarer det til at bygge på klippegrund – hvor usikkert det end måtte være for den enkelte…  

Handlingen gør forskellen, og det er interessant. Kan vi egentlig komme i tanke om en periode i vores historie, hvor Jesus med denne opfattelse ikke har været i modstrid med den gældende opfattelse af kloghed? I årtusinder har man ofte antaget den kloge, for at være den tænkende; den som gravede sig ned i bøger og filosoferede. Og jo længere den tænkende har haft mulighed for at fjerne sig fra det praktiske liv, som de fleste andre levede, desto klogere blev han eller hun regnet.  

Jesus siger det modsatte, og skaren bekræfter ham i det, da de siger, at han ikke er som andre skriftkloge. For intet er forstået fuldt ud, førend det også er gjort og praktiseret; førend det forståede har vist sig levedygtigt og rigtigt i situationen. Da ved du, om det er sandt eller falskt.  

Det andet, Jesus vil pege på, er i grunden ham selv. Han er klippen. Hele hans liv var et liv i stormvejr og et liv på usikker grund. Og alligevel faldt han ikke – ej heller da det så sådan ud langfredag. Og derfor er Han en klippe, vi kan bygge vores liv på. Han er den urokkelige klippe vi kan læne os op ad i medgang og modgang, søge tilgivelse hos, søge trøst hos, søge opmuntring hos, søge liv hos. 

Når vi står på Kristus-klippen, så at sige, står vi på et urokkeligt fundament, som vi tror, aldrig forlader os eller smuldrer under fødderne på os.  

Men hvordan ved vi, om vi står på denne Kristus-klippe; om det vi tror, det vi siger og ikke mindst: det vi gør, om det så at sige driver på Kristus? Vi kan ikke komme det meget nærmere, end at vi i hjertet tror på den sandhed, Kristus forkynder i sine lignelser og med sit liv. Og at vi af fra den grund handler i verden. Det er både klippefast og sandet at sige sådan, fordi vi aldrig med sikkerhed kan vide os sikre. Men vi kan tro det: at han leder os og er den grund i livet, som vi kan stå på, og hvorfra vi kan få blik for hinanden. 

Hvad er sandt og hvad er falsk? 

Den kloge bygger sit hus og liv på klippegrunden. Den kloge hører ordet og handler på det, ud fra bedste overbevisning og med Guds ord i hjertet. Den kloge har bygget sit hus på klippegrunden, som er Kristus selv; en urokkelig klippe blandt klipper i denne verden, som vi kan holde os selv fast til. Og kommer der et skybrud, og floderne stiger og stormene suser og rammer vores tro på netop ham, så må vi knuge os til håbet om, at Gud - i alle tilfælde - tror på os, og at det er mere sandt end noget andet.

Amen!