søndag den 24. december 2023

Insister på håbet

 Prædiken til juleaften 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 2,1-14. Salmer: 94 - 120 - 104 - 121. 

Jeg taler altid med mine konfirmander om håb. Om at håbe på noget, at turde holde fast i håbet, og at give håbet videre til andre. Det er altid aktuelt at tale om håb; om et håb for dagen i morgen – og måske særligt for de unge konfirmander.

Om lidt skal vi synge: Et barn er født i Betlehem / thi glæde sig Jerusalem. Men jeg tror ikke, Jerusalem glæder sig for tiden, og jeg tror, at de børn der fødes i Betlehem i dag mere end nogen andre har brug for det håb, barnet for 2000 år siden kom med. Ja, at synge salmen i dag er nærmest som en håbefuld protest. Jeg håber, I vil synge med, alt hvad I kan!

Som samtalen med konfirmanderne skred frem, udfordrede de tankerne om håbet. Og til spørgsmålet, om man egentlig kan give håbet videre til andre, var den overvejende stemning, at det kan man ikke bare lige gøre. For den anden er også nødt til selv at tro på håbet. Ellers nytter det ikke noget, som de sagde. 

Som en konfirmand så billedligt forklarede mig: ”Simon, det er ligesom hvis du giver mig et æg. Så bliver det jo ikke til en omelet, bare fordi jeg får et æg. Jeg skal også selv gøre noget for det.” Og så kiggede konfirmanden på mig, som om det var logik for burhøns...!

På en måde giver det mening, at håbet også skal sættes i bevægelse af modtageren. Men om vi kan eller skal have bevægelsen som krav, inden vi sender afsted, ved jeg ikke. Konfirmander ville, at håbet, som et æg, skulle blive til noget, til en omelet. Og hvis den ikke kunne det, var der ingen mening i at modtage ægget, eller overhovedet at give ægget videre til en anden.

Men jeg tror, det er anderledes med håbet. Vi skal turde give det, og turde at modtage det, også selvom vi ikke ved, hvad det skal blive til. Ja, vi skal faktisk insistere på, at håbet er her, og at vi kan sætte det i bevægelse ved at give det til hinanden, og modtage det fra hinanden.

Og så må tiden vise og overraske os med, hvad håbet kan blive. At håbe er på mange måder at forvente det uventede. Det store.

Og jeg tror, det sker i mødet med den enkelte, når håbet bliver sendt afsted. Når vi giver håbet videre som en kærlighedshandling til dem, vi holder af, og til dem, hvor håbløsheden truer. At give håbet videre er alene meningsfyldt. Og måske finder håbet også med tiden et svar, en bevægelse, en større mening hos den, der modtager det.

I dag, Juleaften, sender Gud sin søn, Jesus Kristus, ned i favnen hos os alle. Det er det, vi fejrer. At Gud vil os. At Gud kommer til os udefra med sin fred og ikke mindst: sit håb.

Og helt overraskende har håbet form af et barn. Et nyskabt barn, et skrøbeligt barn, et barn der som en spire har slået de første spæde rødder, og nu skal til at folde sig ud, blive til noget.

Gud giver os sit håb. Men spørgsmålet er så, om vi også kan åbne os for det? Tør vi modtage det – og måske svare på det?

Maria er den første der mærker håbet. Hun ved, at det er et særligt barn, hun skal føde. Om man forstår, hvis dét også må have føltes fremmed for hende. At hun måske var bange. 

Men Maria reagerer umiddelbart på mødet og tager imod håbet ved selv at gøre som Gud: ved at give af sig selv. Hun svøber barnet i den omsorg barnet kalder på, og tager det til sig som sit eget. Guds håb fremkalder omsorgen i hende. Det er hendes svar på håbet. Det er julens svar i Maria.

Og det samme gælder for Josef. Han er ikke far til barnet og står lidt udenfor. Alligevel drages han hen mod Maria og mod barnet. Ligesom hyrderne på marken også gør. De forstår ikke først, hvad det hele handler om. Alligevel tør de gå med englen, de tør trodse deres frygt og gå med englens fremmede budskab om fred. Det bliver hyrdernes svar på håbet: at gå afsted på trods af deres frygt.

Hvordan svarer vi på det håb, Gud lægger i vores arme?

Forfatteren Jens Christian Grøndal skrev her op til jul en kronik om uroen i Israel og Palæstina, og om at vi næsten kommer til kort over for den tragedie, vi ser udspille sig dernede. Og netop der kan det være svært at svare på håbet – ja, overhovedet at se det komme, modtage det, og give det videre ind i al ulykken. For hvad nytter det?

Han skriver:

”Man bliver stum og skammer sig indvendigt over sin stumhed. Retfærdighedens talerør er knækket, håbets flamme oser. Man vælger sidegaden ved lyden af demonstranternes taktfaste råb.”

”Jeg mindes ikke en jul, der som denne er blevet forstyrret af ondskab vold og død. Men det gør ikke julens fortælling mindre relevant for den aktuelle virkelighed. Aldrig har det midt i den meningsløse lidelse givet mere mening, at noget må komme (…) Når retfærdigheden kommer til kort, er der kun håbet tilbage. Det ligner et umuligt håb, men det er lige så umuligt at leve uden.”

Jeg forstår Jens Christian Grøndals frustration. Jeg mærker den også hos mig selv. Magtesløsheden. ”Det ligner et umuligt håb” skriver han, ”men det er også lige så umuligt at leve uden”.

Og dét er på en måde Jens Christian Grøndals spinkle svar på julens håb: ”det er umuligt at leve uden håbet”. Svaret er, at han holder fast i håbet, selvom det ser håbløst ud, og at det alene er meningsfyldt. Grøndal tør ikke andet end at stille sig der, hvor håbet også er. Alt andet ville være tømt for liv og mening.

Ligesom Maria, der holdt fast i barnet, selvom det også var et skrøbeligt barn. Ja, hun kunne faktisk ikke andet. Hun nærmest insisterede på at tage sig af det.

Hvordan svarer vi på det håb, Gud lægger i vores arme?

Ja, verden er som den er. Men den bliver givet videre som det, vi fortæller den er. Derfor er det også vigtigt, hvad vi fortæller videre til vores børn, til konfirmanderne. For det vi fortæller andre bliver det, de andre fortæller dem selv.

Og når virkeligheden kommer med en undergangshistorie, så må vi komme med en kærlighedshistorie; da må vi insistere på at holde jul, holde os åbne for håbet, og sende håbet videre.

Og barnet i krybben er det håb, der sendes til os. Vi sætter os ind på kirkebænkene, indånder kirkens fred, og mærker måske at her har siddet tusinder af generationer før os under lige så håbløse tider. Men lige her har de også hørt den samme fortælling om, at håbet er her.

Krig og modgang er vi ikke selv herre over. Og vi er heller ikke herre over håbet. Det kommer bare. Som en forstyrrelse midt i livet og overrasker os.

Ligesom for Kejser Augustus. Han troede at han skulle diktere, tælle og kategorisere alle mennesker i hele verden. Og pludselig blev det hele afbrudt af et barn, der vendte alt på hovedet. Om det var en god eller en dårlig overraskelse for Augustus, melder historien ikke noget om. Jeg tror det sidste.

Men en overraskelse var det. For pludselig lå magten ikke længere hos den valgte magthaver, eller hos ham, der uretfærdigt havde tilskyndet sig magten. Magten lå nu i krybben hos det lille barn, i omsorgen for den svageste, i håbet iblandt os, som pludselig oplyste hele verden.

Håbet er her. I aften rækkes det til os som et barn. Maria svarede på håbet, ved at svøbe barnet. Håbet kaldte omsorgen frem i hende, selvom hun måske ikke forstod det hele, og selvom hun måske var bange.

Vi skal insistere på, at håbet også kommer i aften til os. Det er vores trøst og gave, og måske vores opgave, hvis vi også kan finde mod til at svare på det. Børn, konfirmander – os alle sammen!

Glædelig jul.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen!

søndag den 19. november 2023

Et menneske i nød

Prædiken til fireogtyvende søndag efter trinitatis (I) d. 19. november 2023 i Brabrand Aarslev. Matthæusevangliet 9,18-26. Salmer: 754 – 560 – 836 – 653 – 427 – 736,3-5. 

Er der nogen, der kan huske 12. november 2022? Det var den dag, vi satte alt ind på at redde et enkelt menneskeliv.

Det var lørdag og travlheden fór hen over Storebæltsbroen, som den plejer. Men pludselig stoppede det hele. Bommen gik ned på begge sider af bæltet, fordi en mand var gået op på broen, klar til at springe ud og tage sit eget liv. 

Dén melding, at der gik en selvmordstruet mand rundt på broen, fik med det samme både redningskøretøjer, redningsbåde, redningshelikoptere, politiet, forhandlere og psykiatrien i sving, og broen blev altså også lukket. Til lands, til vands og i luften blev der sat ind, og alle dem, der skulle have krydset bæltet, kom ikke bare et par minutter for sent til deres mål, men i fire timer stod al trafik stille. 

Manden kom i sikkerhed, og det var det vigtigste, og vi kunne ånde lettet op igen. Men derefter begyndte debatten på de sociale medier, som varede længere end fire timer. For var det rimeligt, blev der spurgt på den ene fløj, at forstyrre hen ved tusind danskeres færd over broen blot for et enkelt menneskes skyld? Og hvor meget måtte det ikke have kostet statskassen og fællesskabet at sætte alt det postyr i gang?

Den anden fløj af debatten kom med mere positive tilkendegivelser over for den indsats, myndighederne havde ydet: at man her så et klart billede på velfærdssamfundets menneskesyn og den hjælpsomhed, der med det samme sættes i bevægelse, når et menneske er ulykkeligt på afveje. 

Dagen og den efterfølgende debat viste os meget om vores brogede samfund. Heldigvis, synes jeg, stod dog det stærkeste billede tilbage af et samfund, der ikke bare lader folk dø. Et samfund og et fællesskab, der samler sig stærkest lige der, hvor nøden er. Når nogen er i fare, når vi kan forudse en skade eller når skaden nogle gange når at ske, så rykker vi sammen og så tager vi os af hinanden i fællesskab.

Men – og nu laver jeg måske et voldsomt klip til dagen i dag.

For i dag, præcis et år efter hændelsen på Storebæltsbroen, kan konstatere, at størstedelen af danskerne – over 70 procent – går ind for aktiv dødshjælp. Derfor har vores statsminister har indledt debatten, og også selv taget tydelig stilling til, at hun mener, vi bør indføre muligheden for lovligt og med statens hjælp at kunne tage livet af os selv.

Det er da – alt andet lige – en ganske særlig stat, der på den ene side sætter trafikken i stå, og himmel og hav i bevægelse, for en enkelt mands liv, og på den anden side nu og i dag måske er klar til at hjælpe ham til døden, hvis han altså mere officielt og stilfærdigt siger til sin læge, at han ikke vil mere.

Mit eksempel er hårdt trukket op, og der er mange væsentlige argumenter både for og imod til lige præcis dette spørgsmål. Og måske nogle af jer synes, at jeg overhovedet ikke burdet nævne dette etiske dilemma om aktiv dødshjælp, bl.a. fordi det også er politisk.

Men, én ting vil jeg sige, og det er, at evangeliet i hvert fald på ingen måde taler om at tage livet fra nogen og fra noget, heller ikke selvom det faktisk ser ud til at være slut. Og at vi i evangeliet heller ikke ser mulighed for at forlade det, som er svært, eller at tænke, at en vej frem for nødstedte mennesker – de mennesker, der virkelig har det svært – at vejen frem ville være hurtigt at gøre en ende på det. Tværtimod.

I evangeliet kommer Jesus to mennesker til undsætning, synagogeforstanderen og hans datter, der er død, og så kvinden, der er syg og har blødt i 12 år. Synagogeforstanderen er også, hvad man kunne kalde en myndighed, og han har helt sikkert i sit arbejde haft det brede fællesskab for øje. Men denne dag og i denne nød, hvor hans datter er død, er al opmærksomhed samlet om hende. Han kan ikke andet. Ham selv og fællesskabet i hans hus – alle dem, der råber og spiller på sørgefløjter – har samlet sig om den døde.

Og hjælpen viser sig med det samme, da han i sin sorg rækker ud efter Jesus, og Jesus efterfølgende kommer til hans hus, tager pigens hånd, og han rejser hende op.

Det, der sker, er på mange måder en uforståelig helbredelse, for pigen var død og blev levende igen. Og selvom sådanne helbredelser ikke sker hver dag for os, så kan vi måske alligevel opleve en heling ved, at den enkelte, som er i nød, samler hele fællesskabets omsorg, og at dén omsorg også er med til at gøre, at vi kommer igennem både nøden, døden og sorgen. Fællesskabets omsorg kan ikke fjerne det, der gør ondt. Men fællesskabets omsorg kan hele os ved at være til stede lige der, hvor nøden er størst.

Det er også det, der sker, når vi samles her i kirken, måske tydeligst ved en begravelse eller bisættelse, hvor fællesskabet har den døde og de sørgende i centrum. Her mødes vi, giver hinanden et kram, synger, beder og lyser en fred over hinanden. Eller når vi i samles ved nadverbordet, hvor det svage i hver enkelt af os mødes af Gud, og tilsiges tilgivelse. Eller når vi i bønnen beder for alle – også dem, som ikke er til stede – og vi ved indsamlingen samler ind til dem, der har brug for en ekstra hånd. Da er det det stærke fællesskab, som samler sig om den enkelte, og det er lige der, Jesus står, og lyser for hver enkelt af os.

Det er tydeligt, at Jesus til enhver tid lader sig forstyrre og lader sig gribe – ikke af den, hvis liv er fest og farver – men af den, hvis liv er gået i stå; i dagens evangelium er det pigen, som er død, og kvinden, som på grund af sine blødninger og urenhed, også er blevet udstødt af fællesskabet. Præcis for de mennesker, viser Jesus sit ansigt, rører ved dem, tager deres hånd, og også lader sig berøre.

Og i den tro, samles vi her i kirken: at han også vil se hver enkelt af os. At han vil lade sig røre og berøre af vores kald, og derefter tage vores hånd og give os livet tilbage lige der, hvor vi måtte have mistet det. At han må give os livet tilbage, så vi igen kan indgå i fællesskaber – ligesom pigen, der kunne rejse sig og give sin familie et kram, eller ligesom kvinden, der igen kunne være en myndig person sammen med andre i byen. Vi samles her i kirken for at vi kan få kræfter og mod til igen at indgå i fællesskaber, som har øje for den enkelte; fællesskaber der sætter himmel og hav i bevægelse for at passe på dét menneske, der måtte være ulykkeligt på afveje.

Og det er måske også én af de væsentligere pointer i debatten om aktiv dødshjælp: at vi, i stedet for stort set udelukkende at diskutere om vi må tage livet fra hinanden, at vi da i stedet skal insistere på retten til at være der for hinanden, og hvordan vi gør dét bedst. Insistere på at den, der har det svært, gerne må have det svært, og gerne må kræve ekstra omsorg, ja endda være til besvær for samfundet. At vi gerne må bruge energi og kræfter på at tage os godt af hinanden – hver enkelt der har brug for det – i stedet for kun at tale om at skaffe os af med hinanden eller ej.

Et samfund kan være så stenet skrev Inger Christensen tilbage i 1969 i et samfundskritisk digt.
at alt er en eneste blok,
 og indbyggermassen så benet,
 at livet er gået i chok.

Og hjertet er helt i skygge,
 og hjertet er næsten hørt op,
 til nogen begynder at bygge
 en by, der er blød som en krop.

Lørdag den 12. november 2022 viste samfundet sig som en blød krop; som en hær, der satte alt ind for den enkeltes liv. Var fællesskabet for en stund blevet en livløs og hjerteløs betonblok, så så vi denne dag, at der alligevel var plads til blødhed. Myndighederne tog ikke kun hensyn til de mange, men de mange i fællesskabet viste sig også i stand til at tage sig godt af den enkelte.

Inger Christensen kaldte dét fællesskab for en by, der er blød som en krop. Her i kirken kalder vi det i trosbekendelsen for de helliges samfund eller de helliges fællesskab. Et fællesskab der er samlet i troen på, at vi hver især har modtaget Guds omsorg; at han er der for hver enkelt af os, og at vi derfor også hver især er forpligtet på, at den omsorg bliver delt med hinanden.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
 som det var i begyndelsen, således også nu og altid
 og i al evighed.

Amen

søndag den 22. oktober 2023

Et kongerige fyldt med fejl

Prædiken til tyvende søndag efter Trinitatis (I) d. 22. oktober 2023 i Brabrand Aarslev. Matthæusevangeliet 22,1-14. Salmer: 729 – 810 – 303 – 330 – 69,5-6 – 2.

Himmeriget ligner en konge, der inviterer til fest. Det er bemærkelsesværdigt at denne lignelse dukker op oven på en festlig uge med fejringen af prins Christians 18-års fødselsdag.

En kommende konge bød ind til fest og mange var inviteret; både dem vi forventede at se til en kongelig fest, statsoverhoveder og kongelige, men også mange nye kendte og ukendte unge mennesker, som matchede den kommende konges generation. Og salen blev fuld af gæster.

Var der også én iblandt, som ikke var festligt klædt på, ligesom vi hører i lignelsen? Måske. Der har i hvert fald været skrevet meget om den unge generations påklædning til den kongelige fest. Er det f.eks. passende påklædning at møde op i hvide tennissokker under en glimmerkjole? Måske ikke eller måske. Vedkommende blev i hvert fald ikke smidt ud, og der var så vidt vides heller ingen gråd og tænderskæren.

Og så var der prins Christians første officielle tale. ”Jeg kan ikke levere perfektion” sagde han bl.a., ”for hvad er perfektion overhovedet? Men jeg kan love dedikation. Jeg vil give alt, hvad jeg har, og lære alt, hvad jeg kan”.

Det var fine ord fra prinsen, og væsentlige ord at få sagt, både for ham som er en del af en generation, der om nogen er kommet til at kæmpe med en perfektionskultur, og at alting på overfladen og på de sociale medier skal se pænt ud. Men selvfølgelig også for ham som kommende konge, der skal navigere i et mangfoldigt land, og som selvfølgelig nu og da vil komme til at træde forkert. Han kan ikke og skal ikke love perfektion. Men hvor er det fint, at han vil gå dedikeret til opgaven!

Og på en måde spejler både festligheden og talen også lignelsen om kongens invitation og fest. For det er ved gud heller ikke perfektion der præger lignelsen. Der e mange anstødssten og ting, der går galt: folket der ikke vil dukke op, kongen der gengælder mord med mord, og så til sidst raserianfaldet på den tavse gæst uden festtøj. Det kan være svært at få øje på den gode Gud og det glædelige budskab i alt dette.

Men jeg tror, vi skal lægge mærke til, at Guds himmerige er midt i alt dette uperfekte; både invitationen og festen, glimmer og glamour, men også alle fejlene. De er også en del af Jesu lignelse, og det er alt dette, Guds himmerige ligner.

Guds himmerige er ikke et fejlfrit land. Nej, selv ikke kongen, som vi må tænke os er Gud, er fri for fejl. Gud kan heller ikke levere perfektion. Men måske er det, Gud lover os i denne lignelse, i stedet sin dedikation til os? At han over for os altid vil forsøge at gøre sit bedste, også selvom det af og til går galt – både for ham selv, men også for os?

I lignelsen ser vi, at Gud bliver ved og ved med at invitere, også selvom de inviterede siger nej. Det må da siges at være en dedikeret vært! Og selvom Gud ender i et raserianfald på den tavse, så hører vi dog, at der til festen ender med at være både gode og onde; et tegn på, at vi er velkomne som vi er, og at vores præstation eller håb om perfektion ikke er noget, Gud går op i. For hos ham er vi alle velkomne.

Ja, eller det vil sige: hvad med den tavse mand? Den tavse mand provokerer kongen, provokerer Gud. Men hvem er han egentlig? Det kan jo ikke passe, at Gud ikke kan se gennem fingre med dårlig påklædning, og slet ikke, når vi også hører, at der er onde til stede ved festen. Så hvem er han?

Måske er han præcis det modsatte af Gud selv. Ikke bare et ondt menneske, men den onde, som altid sniger sig ind i fortællingerne. Det djævelske, ligegyldigheden selv, den som nægter i det mindste at forsøge at lade sig forme og farve af Guds invitation, af Guds kærlighed.

Spørgsmålet om perfektion i Guds himmerige er et urgammelt spørgsmål. Hvordan kan himmeriget tænkes at indeholde noget ondt? Hvordan kan den tavse blive lukket ind til festen? Hvordan kan der være ondt i en verden som vi tror, er skabt god og skab af den gode?

Ja, at sige, at verden kun er god, er for mig at se et ondt udsagn. Vi kan så let som ingenting bevise det modsatte. Vi tænkte måske at én krig i vores nærområde var umenneskeligt nok. Alligevel brød endnu en krig ud for et par uger siden mellem Israel og Hamas, og vi vender os endnu engang i gru mod den ondskab der vælter ned over uskyldige mennesker fra begge sider af hegnet.

Ondskaben er derude, og nogle gange også tæt på os. Nogle gange er den tavs, og vi kan med lethed smide den på porten. Andre gange er ondskaben så råbende, at den overdøver vores liv, og vi står magtesløse tilbage.

Tidligere læge og medlem af etisk råd, Ole Hartling, skrev for nylig i en lille bog om det onde, at vores verden ligger i det onde. Det er et citat fra 1. Johannesbrev i Bibelen i en ældre oversættelse: ”Verden ligger i det onde” (1. Joh. Brev 5,19). Det er et faktum, som jeg sagde lige før, at det onde er til stede, og også i Guds himmerige.

Og lige så længe man har erkendt det, lige så længe har man forsøgt at besvare, hvorfor det er sådan: hvorfor ondskaben er i verden, og forsøgt at forsvare Gud, som siges at være god, og må have skabt verden med det gode for øje, men alligevel også må have lukket det onde ind.

Men for Hartling er spørgsmålet gået hen og blevet både trivielt og kedeligt. For vi kan aldrig få en forklaring eller løsning på problemet. Og måske er det også mere en menneskefødt tanke, at Gud har brug for et forsvar, mere end at det egentlig er noget, Gud har behov for.

Men, skriver Hartling så, ”når der ikke er et forståeligt og logisk svar på spørgsmålet, må det overvejes, om spørgsmålet er forkert. At fastholde ondskabens problem som et problem – ja, at kalde det et problem – implicerer jo, at det kan løses. Måske må man i stedet erkende, at et problem, som ingen løsning har, ikke er et problem, men derimod et vilkår. Når logikken må give op, er det muligvis, fordi der er andre lovmæssigheder på færde.”

Der er andre lovmæssigheder på færde. Ondskaben skal ikke forsøges at forklares eller forsvares. Den er der bare. Den er et vilkår. Den en del af livet, og ikke et problem som skal løses. Verden ligger i ondskaben. Den er en del af festen og af Guds himmerige, og sådan er det.

Men hvordan håndterer vi den, kunne man spørge? Ja, kongen i lignelsen forsøger at smide den tavse ondskab på porten, selvom den nu nok skal vende tilbage igen.

Men hvad skal man så sige til det menneske, hvor det onde ikke forsvinder? Poul Hartlings svoger skrev engang til ham, hvor han havde det dårligt: ”Når det virkelig gælder, er der kun kærlighedens altid hjælpeløse nærvær at komme med”.

Når det virkelig gælder, er der kun kærlighedens altid hjælpeløse nærvær at komme med. Og pointen er jo, at den kærlighed måske ikke er så hjælpeløs endda. Den kan måske ikke løse det onde eller få det onde til at gå væk. Kærlighedens nærvær kan ikke skabe perfektion.

Men hvis man kommer med kærlighed og nærvær til én, der er ramt, er den ramte i det mindste ikke længere alene. Med kærligheden er man ikke ladt i stikken, men en del af en sammenhæng, en del af noget større, som også kan bære med.

Og er det ikke også i sidste ende det, Gud gør i lignelsen, og den Gud er for os? Én der byder sig til, selvom det i lignelsen også ser klodset ud og selvom han kommer galt afsted. Han inviterer dog, rækker os sin hånd, rækker os sin hjælpeløse kærlighed og sit nærvær. Han forsøger at give alt hvad han har: han går dedikeret til opgaven i at elske os!

Han kan ikke levere perfektion, ligesom prinsen, og ligesom vi selv nok heller aldrig nogensinde kan eller skal. Men måske dedikation overfor hinanden, i en hverdag og i et himmerige fyldt med fejl.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.