Et sort hul

 

Prædiken til tredje søndag efter påske (I) d. 25. april 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 16,16-22. Salmer: 4 – 897 – 636 – 192 – 236 – 721. 

Et sort hul er et objekt i rummet, der er blevet presset så meget sammen af tyngdekraften, at det ingenting fylder. Jorden ville være lige så stor som en sukkerknald, hvis den havde samme tæthed som et sort hul. Tyngdekraften i et sort hul er så stærk, at den fanger alt, som kommer i nærheden af den: Gasser, planeter og stjerner – ja, selv lyset med dets hastighed på 300.000 km/s kan ikke slippe fri. Og fordi de sorte huller også suger lyset til sig, kan de ikke ses.

Alligevel lykkedes det forskerne i 2019 tage det første billede af et sort hul. Det skyldtes, at der omkring de sorte huller – meget forenklet sagt – sker det samme, som når vi trækker proppen i badekarret. Der dannes en hvirvel, hvor alt omkringliggende ordner sig i cirkulere, nedadgående bevægelser, inden vandet – eller stjernerne – forsvinder ned i intet. Disse bevægelser omkring det sorte hul, afgiver lys og bevægelse, som man kan tage et billede af.

De sorte huller ude i rummet kan altså ikke ses. Men de effekter, hullerne har på omgivelserne omkring sig, er synlige. De sorte huller er intetheden, og vi opdager dem, når vi ser de mange omkringliggende tråde og ødelæggelser, de trækker med sig, både før og efter.

…

Der er, trods megen forskning, stadigvæk stor mystik om rummets sorte huller. Og mange spørgsmål er ubesvarede. Men det er som om at den viden, vi har, alligevel også spejler en erfaring af mørke perioder – eller ligefrem sorte huller – i vores liv. At der kan opleves tider eller perioder i vores liv, hvor modgang eller ulykker skaber et sort og meningsløst hul i os. Følelsen af at stå alene, eller følelsen af at alt omkring én går i opløsning. Og én ulykke kommer sjældent alene, siger vi, om fornemmelsen af, at et sort hul ofte trækker tråde med sig – en hvirvelvind af ødelæggelse, som bliver synlige for mange.

Sorte huller findes verdensrummet. Men de kan opleves helt tæt på hver enkelt af os.

I historien taler vi også kollektivt om sorte perioder. F.eks. anden verdenskrig, som i sig selv var ret mærkbar, men som også trak et synligt koldkrigsspor efter sig i over 50 år. Måske vil man også om nogle år tale om pandemien som en mørk periode i det enogtyvende århundrede, og tale om de spor af følger og udfordringer – særligt for de unge – som tiden fik?

Mange af bøgerne i Det gamle testamente kredser om særligt ét sort hul i historien, nemlig Jerusalems fald i år 587 f. kr.. Vi kan ikke undervurdere Jerusalems betydning for jødernes religiøse liv, og for den mellemøstlige region på denne tid. Byen var et religiøst og ideologisk centrum. Jerusalem var udvalgt af Gud som sin særlige by, og templet var Guds bolig. Så da byen bliver ødelagt af babylonierne, og jøderne sendt i eksil, er undergangen total og Gud er væk.

Jøderne spørger sig selv, hvordan Gud kunne tillade denne ødelæggelse? Hvorfor greb han ikke ind? Al den sorg, det medførte, læser vi bl.a. om i Det gamle testamentes Klagesange eller i Salmernes bog. Og i profeten Esajas bog, som jeg læste et uddrag fra ved alteret, er Jerusalems fald så voldsom, at det ikke er beskrevet. Der er et hul i bogen – et sort hul – som ikke kan ses! Det man kan læse, er bevægelserne omkring faldet i tiden op til, og i tiden efter, hvor dagens uddrag kommer fra.

Sådan tror jeg, mange kender det også i dag: at vi først kan tale om en ulykke, når vi er kommet lidt på afstand af den. Når chok og sorg har lagt sig, at vi kan sætte ord på det, der faktisk skete.

På den anden side af ødelæggelsen, begynder Gud – igennem profeten Esajas – at tale til sit folk og til Jerusalem. Og talen afslører, at Gud var væk: ”Et kort øjeblik forlod jeg dig … I overstrømmende vrede skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig”.

Det modsvarer meget godt, hvad mine konfirmander sagde forleden dag. Jeg spurgte dem, hvornår vi kan føle, at Gud har forladt os? De svarede: når vi er kede af det eller møder modstand. Modgang opfattes som fraværet af Gud. Og for mange sætter denne fornemmelse sig også en udfordring for troen. Når der sker ondt, må det være ensbetydende med, at Gud har forladt stedet eller forladt mig. Og hvorfor skal jeg tro på ham, hvis han ikke er der, når kkeg virkelig har brug for ham? Når han ikke kan rede mig fra det onde?

…

Men er det her, det ender? Og er det også vores tro, og vores Gud?

Forskere ved, at rummets sorte huller pludseligt opstår, men at de også forsvinder igen. Det sorte hul i Esajas bog forsvinder aldrig. Der vil altid være et før og et efter ødelæggelsen af Jerusalem. Og måske skal vi holde fast i, at det kun varede ”et øjeblik”.

”Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage (…) i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed” siger Gud, på den anden side af faldet.

For på trods af fravær i et kort øjeblik, ventede der nu en ny tid. På trods af trængsler og pinsler, var der alligevel trøst og håb, ja måske ligefrem glæde? Ligesom en kvinde, der føder sit barn i smerte, men også ved med sig selv, at der ud af smerten fødes et barn – fødes en glæde?

Når Jesus siger, at han i en kort tid vil være hos disciplene og os, men i en kort tid også vil være væk, foregriber han enhver menneskelig følelse af mørke i livet – øjeblikke af fravær. Og samtidig foregriber han sin egen død og det sorte hul, der indtræder, da han er lagt i graven. De tre dage mellem langfredag og påskedag er kristendommens sorte hul. Et totalt intet og totalt mørke, der er så mørkt og ubeskriveligt, at der heller ikke her er skrevet et eneste ord om det i evangelierne.

Men det stopper ikke her. For det varer kun et øjeblik. Der er et før og et efter. Det er det, Jesus prøver at fortælle disciplene og os i dag. Jesus bor tre dage i mørket, men påskemorgen er det forbi. I påsken vender Gud altså ikke ansigtet fra døden og ødelæggelsen, som han gjorde, da Jerusalem faldt. Nu konfronterer den i stedet. Han er i mørket. Og derfra vender mørket til at blive til lys. Fraværet bliver til nærvær. Døden bliver til liv. ”I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde.”

Måske er det også der, vi skal turde stå, og turde holde fast i vores tro: i det sorte hul og i mørket. Ingen kan fortælle os, hvor lang tid et øjeblik af fravær og mørke varer. Men håbet lever, og derfra må vi holde fast i, at der også vil komme en tid, hvor vi kan lægge mørket bag os, og fremtiden vil være lys. At vi som Gud kan gå ind i et mørke, men at vi sammen med Gud også kan gå ud af det igen. Når vi møder det i vores hverdag, og når vi møder det ved verdens ende.

…

De sorte huller i rummet er kun synlige, fordi vi kan se de hvirvler, der cirkulerer omkring det, og de effekter det har på sine omgivelser.

Det sorte hul imellem langfredag og påskedag, som kulminerer i opstandelsen, skal på samme måde trække tråde efter sig: men trådene er lys! Opstandelsen suger ikke til sig: det giver fra sig og spreder håb som ringe i vandet!

Og effekterne kan både ses og opleves og mærkes helt tæt på, når vi igen får livet tilbage. Det tror jeg, vi alle kender til. Når foråret springer ud, når landet genåbner, når sygdom bekæmpes, når modgang overvindes, når sorgen vendes til trøst og glæde.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden…

Amen

Thomas' og vores tvivl

 Prædiken til første søndag efter påske (I) d. 11. april 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 20,19-31. Salmer:  736 – 348 – 678.

For mange er det uvant at sætte ord på tro og tvivl. Man åbner for noget skrøbeligt og noget stort i den samtale, og det kan kræve mod at gå ind i. Sådan er det også for konfirmanderne – og særligt igennem en skærm, som vi har været nødsaget til i den seneste tid.

I en alder hvor opmærksomheden ofte er rettet imod ikke at skille sig ud, kan det være svært at danne sin egen mening om troen. Og i en alder, hvor de så småt begynder at afsøge det grundlag, de kan bygge deres liv på, kan det med troen være en udfordring, når den er lidt mere flyvsk. Det er ikke det samme som biologi og matematik, som umiddelbart er faktuelt og til at støtte sig til. Troen rører ved noget andet i livet, som på mange måder er usynligt. Som handler netop om tro og overbevisning, om værdier og en indstilling til livet, som man ikke bare fra den ene dag til den anden griber om. 

Første søndag efter påske er en gammel konfirmationsdag. Dagen passer godt til konfirmanderne, fordi vi efter påske bliver sat i samme situation som disciplene, der baksede med, hvad de skulle tro og mene om det, der var sket i påsken. Ja, om de overhovedet kunne tro. 

Disciplene var som en slags konfirmander, der havde svært ved at finde ud af, hvad de skulle mene og tro, selvom de egentlig gerne ville. For disciplene var også blevet klar over det centrale i troen. Gennem samværet med Jesus havde de f.eks. opdaget, at det er troen på kærligheden, der får kærligheden til at vokse, og at mennesket ikke kan leve uden kærlighed - lige så meget, som at mennesket ikke kan leve uden brød og vand. Troen var afgørende i ethvert liv.  

Men i disciplenes midte står så Thomas. Den tvivlende og vantro Thomas, som traditionen har kaldt ham. Og han gør oprør. Han tvivler egentlig ikke på, at Jesus lever. Det kan han jo se med sine øjne. Men han tvivler på, om det også er den samme mand, som var blevet pint og korsfæstet, død og begravet, som står foran ham. 

Thomas ville have syn for sagen. For Thomas var opstandelsen en løgn og indbildning, hvis den ikke havde fundet sted som fysisk virkelighed – som noget han konkret kunne forholde sig til. Thomas ville ikke tro på eventyr, han ville ikke bildes noget ind. Nej, han ville have fingrene i virkeligheden! 

Kære konfirmander, må jeg sige: her har I jeres spejlbillede og ligemand i bibelen! Og tilmed én af Jesu allernærmeste venner!

Men hvad sker der så? Ja, der sker det, som det ikke er mange mennesker forundt, og som mange søger efter. Thomas får konkret svar på tiltale. Jesus kommer, stiller sig ind foran Thomas, og viser ham sårene. Og da kan Thomas kun svare: ”Min herre og min Gud”. Lige her bryder troen ud i den tvivlende Thomas. For lige her opdager han, at den korsfæstede og den opstandne er den samme, og at det er virkeligt. At døden var efterfulgt af liv i Jesus, og at det, de andre havde sagt om ham, virkelig var sket.

Kan jeg vise det samme for mine konfirmander i dag? På mage måder ikke! Det syn, Thomas ser, og den tro der følger efter, kan vi andre kun bede om, må komme til os. Vi kan aldrig stikke vores hænder i Jesu sår. Og heldigvis for det. Men vi kan bede om den tro, Thomas får: en tro på at livet er levende og at livet kan besejre døden, sådan som det skete påskemorgen. At livet kan genopstå ud af et mørke og ud af døden.

Vi kan ikke som Thomas stikke vores fingre i Jesu sår. Til gengæld er det synligt for enhver, at vores verden her og nu også er fyldt med sår og smertehuller, vi kan stikke vores egne fingre i. Ja, dem kan vi faktisk ikke blive fri for at se på og røre ved i vores liv med hinanden. Og hvis vi skal håndtere smerten, og overkomme den, tror jeg, vi har brug for en tro – en stærk tro.

Kristendommen og kristen tro er ikke en flugt fra den virkelighed, vi står i. Troen kan aldrig blive en undskyldning for den virkelige verden. I stedet skænker troen os et nyt syn og en anden indstilling til den verden, vi står foran, så vi kan håndtere den. Så vi får mod til at forandre den verden, vi lever i, og omskabe den, så den bliver værd at stikke fingrene i.

En tro på, at livet er livet værd, på trods af modgang. At der midt i de åbne sår, vi bakser med, også er mulighed for heling. At der kan opstå glimt at skønhed og sprækker af håb, som kommer til os.  Ligesom Thomas oplevede det, da Jesus stod lige foran ham i et levende nu i hans verden.

Men Simon, hvad nu hvis jeg stadigvæk ikke tror, spørger konfirmanderne. Ja, hvad så?

Thomas tvivlede. Alligevel fik han lov at være én af Jesu disciple. Alligevel fik han lov til at tale og følges med de andre i deres tro, og alligevel gik han med dem! Og helt uventet for ham, stod Jesus pludselig foran ham, og troen blev fuldstændig konkret, så han troede. Den blev noget, han kunne gribe ud efter i sit liv. 

Men måske skal vi, der stadig bakser med troen, holde fast i de ord, Jesus meget sigende siger, lige efter Thomas har bekendt sin tro. Jesus siger: ”Du tror, fordi du har set mig”. Du tror, Thomas, fordi du har fået syn for sagen. Men ”salige er de, som ikke har set, og dog tror”. De som ikke møder samme overbevisning og samme syn som Thomas, er stadigvæk elskede og troet på af Gud. Om vi så går igennem et helt liv, i en evig tvivl om os selv og vores tro, så har vi stadigvæk lov at være her, så er vi stadigvæk inden for Guds rækkevidde og grebet om af ham. Så er vi stadigvæk troet på!

Evangeliet møder os og konfirmanderne med en åbenhed og en nåde ud over alle grænser. Hvis Thomas havde sagt direkte: “Jeg tror ikke på Jesus.” Så havde Jesus sagt: “Okay. Men jeg tror stadigvæk på dig.” Ikke som en provokation eller en hån. Men som en frisættelse til at kunne være den, man er, bakse med det, der skal bakses med, udforske det, der skal udforskes – men i den dybeste grund stadigvæk vide, at man er troet på af Gud og grebet af ham!

Fornuft og kristendom, tvivl og tro, har alle dage været to sider af samme sag og af samme liv, og favnet af Gud. De er ikke hinandens modsætninger, og det har aldrig været meningen, vi skulle vælge imellem det ene eller det andet. Ved dåben tegner vi korsets tegn for pande og bryst. Vi forsegler forstanden og hjertet med Guds tegn. For begge dele skal til i et godt liv. Begge dele skal passes godt på. Begge dele skal næres, og giver noget godt til livet.

Og når konfirmanderne – hvis de vil – stiller sig ved alteret til efteråret, er det både dem, men mest af alt Gud, der bekræfter deres dåb og den forsegling af det hele liv. Her er det Gud, der bekræfter, at han rummer det hele liv, og fortæller dem – ligesom Jesus viste Thomas – at de altid har en plads hos Gud.

Amen.

 

I en samtale

 Prædiken til anden påskedag (I) d. 5. april 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 21,13-35. Salmer: 241 - 829 - 236. 

Kristus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden! Alt det, der var så skuffende efter Jesu død, er væk. Alt det, der var fyldt af forvirring og sorg er forløst, og har mødt et nyt håb ved opstandelsen. Livet og håbet er levende!

Og alligevel skaber det ikke en umiddelbar ro i os. Det kan vi mærke, ligesom de to disciple, der vandrede mod Emmaus, også kunne mærke uroen i kroppen i dagene derefter. For nu begynder spørgsmålene at melde sig. Hvordan stod han op? Hvad skal vi forstå ved opstandelsen? Og hvordan er opstandelsen til stede hos os?

Spørgsmålene er mange. Og svarene ligeså. Men for evangelisten Lukas er svaret på vores og deres spørgsmål måske ikke så langt væk. I fortællingen om vandringen mod Emmaus viser han os, at den opstandne Kristus, og den levende opstandelse hos os, er til stede i samtalen. I det de to går afsted og taler sammen, er ordet levende. Da opstår Kristus iblandt dem, og Guds evighed følger dem – også selvom de og vi ikke altid opdager det.

På vandringen til Emmaus går to disciple og taler om alt det, der er sket i Jerusalem. De taler om Jesu død, om korsfæstelsen og om det mærkelige rygte om Jesu opstandelse. Men bedst som de taler, kommer der en fremmed og slår følge. Han udlægger skrifterne. Men de opdager ikke, hvad der sker og hvem, han er.

Først da de sætter sig til bords om aftenen forvandler den fremmede sig for øjnene af dem. Jesus bryder brødet, og disciplene forstår, at han er Kristus, den opstandne. De forstår, at han er opstået fra de døde, og at døden er overvundet. De forstår, at den opstandne er lige midt iblandt dem, i deres fællesskab, som forener dem og giver dem håb.

I vandringen på vejen, i bevægelsen i samtalen, i det levende ord i fællesskabet opstår Kristus pludseligt imellem dem og imellem os. Når vores hjerter brænder. Når vi forenes, når vi udvider hinandens horisonter gennem et levende ord, og der pludselig opstår en tredje samtalepartner imellem os. Der er Kristus til stede. Der er den opstandne selv til stede, og der er opstandelsen nærværende hos os.

Den opstandne og opstandelsen sker i en samtale. I har helt sikkert selv prøvet de samtaler, der forandrede noget i jeres liv.

Tænk over de samtaler, hvor I vandrede afsted og jeres perspektiv pludselig forandrede sig, fordi I måske mødte modstand eller samhørighed? Hvor der blev talt sandhed fra et nyt sted, og delt ud af levet liv. Hvor der blev åbnet for nye indsigter og hvor jeres hjerter pludselig brændte.

Måske var det samtaler med en fremmed? Der pludselig åbnede verden op? Måske med en god ven? Eller en kæreste? Ja, f.eks. den samtale, som i begyndelsen bare var en samtale med en fremmed, men som senere hen skulle vise sig, at være den første lille snak i en livslang samtale med jeres ægtefælle. Dér var opstandelsen til stede!

Den opstandne og opstandelsen er i en samtale. Det bliver på en anden måde meget konkret for mig, når jeg besøger de gravsteder, jeg har i mit liv. Det lyder måske naivt. Men når jeg nærmer mig graven på kirkegården, kan jeg ikke lade være med at sige ”hej” inden i mig selv eller helt højlydt, til den der ligger begravet. Og så begynder der en lille samtale. Måske fortæller jeg om, hvad der er sket og hvad der rører sig i mig og i verden omkring.

Måske har I prøvet det samme? At nærme jer en grav, hvor der ligger én, I kendte, og helt instinktivt begynder at tale til vedkommende? At tale ud af troen og fortsætte den samtale, I altid har haft med vedkommende, selvom døden også er kommet imellem jer?

I den samtale bliver vi vidner til opstandelsen, ligesom det skete for de to disciple på vej mod Emmaus, da de talte med den opstande. Døden tager mennesker fra os. Men døden kan aldrig tage relationen og det levende ord fra os. Det fortsætter, og det er opstandelsen hos Gud og hos os.

Man siger, at blinde ikke kan se, og at døve ikke kan høre, og at de døde er døde og borte. Jesus sagde engang nøjagtigt det modsatte. Og når vi møder hinanden i en samtale, er det også omvendt, uanset hvilket sprog, vi taler. Da forvandles vi alligevel, og vi kan både se og høre. Ind i mørket og ind i alle udfordringer og begrænsninger, vi måske synes der er foran os, bryder den opstandne og opstandelsen igennem muren, igennem alle udfordringerne, og viser sig lyslevende foran os.

For nogen år siden begravede jeg en meget sød gammel dame fra Færøerne. Hun blev over 100 år. Gennem hele sit liv, havde hun altid sagt ét, når hun sagde farvel til folk – både til sine børn, når de travede afsted til skolen om morgenen, men også til sin familie og venner, når hun tog afsked med dem. Hun sagde: ”Jesus følge dig”.

Hendes pårørende vidste ikke, hvor ordene stammede fra. For mig lød det som en gentagelse af vandringen mod Emmaus. Som en bøn og et håb om, at Jesus måtte følge med både som en beskytter. Men også følge med som en påmindelse om opstandelsen: huske på, at mørket ikke kun er mørke, huske på at fred, åbenhed og udsyn også er en mulighed, som den opstandne Kristus bringer med sig, og som vi skal sørge for at bringe videre til hinanden.

Så jeg læser efterfølgende fortællingen ved hendes begravelse. Og da vi havde lagt hende i graven, og jeg er på vej derfra, bliver jeg prikket på skulderen. En af hendes slægtninge ville bare lige nævne for mig, at alterbilledet i afdødes barndomskirke netop var af vandringen mod Emmaus. Jeg havde hørt rigtigt og det var her, hendes hilsen kom fra.

Tænk hvis vi kunne gøre det samme? Hilse hinanden med dette ønske hver eneste dag: Jesus følge dig. Altså: Må den opstandne og må opstandelsens mulighed og nærvær altid være hos dig. Må du huske på, at opstandelsen er lige her, hvor du går, står og lever, og i den samtale, du åbner med et andet menneske. Dér har du mulighed for at blæse og selv blive blæst bagover og tænde gnister; få udvidet horisonten og mærke, at du aldrig er alene. Jesus følge dig!

Jeg vil slutte, ikke på Færøerne, men dog ved havet. Naturen har sin egen måde at fortælle os om påsken på. Når vi står ved havet, og vejret er klart, kan vi se horisonten. Den er stor og bred, og fylder vores udsyn og er så langt, vi kan se.

Men hvis vi går afsted langs stranden, fornemmer vi også, at horisonten ikke forbliver den samme. Den flytter sig. Den forskydes. Vores menneskelige syn er altid begrænset til horisonten og kimingen – lige der hvor himmel og hav møder hinanden. Men hvis vi bevæger os, bevæger kimingen sig også, og horisonten forskydes. Og det vil den blive ved med. Den ubegrænsede horisont på havet følger med det begrænsede blik, vi står med. Og omvendt: det begrænsede blik, vi står med, bærer den ubegrænsede horisont med sig.

Det er naturens måde at fortælle os om evigheden og påsken. I vandringen, i bevægelsen og i det levende ord, åbnes vores blik. Horisonten forskydes og nye indsigter falder til, som I en samtale der åbner sig for os. Den opstandne og opstandelsen følger os.

Glædelig påske.

Amen.