At blive givet et frø

Søndag seksagesima (I) - Enghøj Kirke
Markusevangeliet 4,1-20

"Giv os kraft
og livsens saft,
lad os al din Himmelgave
overflødigt have" (DDS 312,1)
Amen

(dette hellige evangelium skriver…)

Åerne er gået over deres bredder. På turen til Randers med toget kører man meget af tiden langs Lilleå og Gudenåen, der bugter sig i bakkedal og for tiden oversvømmer de store flade marker. Det ser nærmest ud som et sølandskab – frodigt og idyllisk! Marksøerne dannes, når der kommer for meget regn, sne og slud, som vi har haft her i vinter. Jorden er blevet mættet med vand – den har taget imod hvad den kunne, og nu flyder det over og ud i åen, som sender det tilbage ind over markerne.

Havde det været sommer, med 25 grader og solskin over længere tid, var regnen sikkert kærkommen for de fleste landmænd og deres marker. En smule regn, så markerne kan få nærring, blandet med sol og varme er den helt rigtige kombination og giver de rigtige vilkår for vækst og god høst. Men lige nu er det måske for meget, siger jeg uden at være landmand, og de små frø i jorden, som venter på at kunne spire, kan ende med at drukne i mudderet.

Med regnen og vejret generelt er det svært at gøre noget ved – ja, der har vi vitterligt ingen mulighed for at gøre noget – og selv de bedste vejrprognoser kan slå fejl. Men så er det jo godt, at vi på så mange andre måder kan gøre noget godt af os selv! At vi på det menneskelige kan tænke, udregne og planlægge os frem til gode vilkår og resultater!. At vi med den rigtige indsats kan opnå det rigtige resultat – hvad end det handler om motion og en sund krop, om eksamensresultatet ved det grønne bord, om at få lidt mere i løn på arbejdet, ved at give den en ekstra skalle, osv.

Tendensen er, at vi skal have fokus på gode resultater og vækst. Vækst, vækst, vækst! Mer’ vil ha mer’! Og vi har gjort navneordet ”vækst” til et udsagnsord ”at vækste”, fordi det fascinerer, når en lille smule kan blive til lidt mere og med tiden MEGET mere. Ja, jeg er selv en del af denne tidsånd, og lader mig også forføre af den gode indsats, og om at jeg kan opnå det ene hvis jeg gør det andet lidt smartere, osv. osv. Og måske netop derfor provokerer det mig, at dagens evangelium begynder med den værste omgang spild og misvækst!

Jesus fortæller sine disciple en lignelse om Guds rige. Han fortæller om sædemanden – en landmand – som går ud for at så.

Hvis man stoppede fortællingen her, ville vi sikkert selv digte videre på fortællingen, og forestille os det helt almindelige scenarie, at landmanden går ud i marken for at så sine frø. Men det er bare ikke, hvad der sker. For landmanden er ualmindelig sjusket og noget kunne tyde på, at han ikke aner hvad han gør.

Han stryger om sig med frø. Noget ryger ud på vejen, hvor det aldrig kan få nærring og rodfæste. Noget andet falder på klippegrund, hvor det tynde jordlag ikke giver de rigtige betingelser for, at frøet kan vokse, men ender med at visne hen. Og noget falder mellem tidsler og ukrudt, som ender med at kvæle de små frø og ikke give dem en chance for at kunne blive til noget.

Det er dog spild af gode frø og muligheder for vækst og udbytte, at der bare kastes rundt med frøene! Hvad skal det til for? Og hvad mere provokerende er: Nogle af frøene ryger faktisk i god jord, som har de rigtige betingelser og egenskaber for at give nærring til frøet! Ja, her fortæller Jesus disciplene, at frøene vokser op og giver tredive, tres og hundrede gange igen – altså vækst, på den helt rigtige måde!

Hvad er det, vi bliver fortalt med denne lignelse? Hvad vil Jesus fortælle os? Ja, det handler om, siger Jesus, at frøene er budskabet om Gud, og at VI er dem, der tager imod eller ikke tager imod – hører eller ikke hører budskabet.

Men skal vi dermed forstå lignelsen, som en fortælling om de gode og dårlige mennesker – den der tager imod og dem der afviser Guds ord? Nej! Det handler ikke om, at de der tager imod, bliver gode og lydige, og de andre, som ikke tager imod, er de uforstandige og fortabte. Nej, det handler om noget vigtigere! Det handler det om, at vi bliver GIVET et frø! At vi altid og alle dage bliver givet ordet og budskabet om Guds rige, fra en altid rundhåndet sædemand – fra Gud – som spreder sine frø ud over veje, klipper, tidsler, ukrudt og marker – ja, som sår dem i øst og i vest og ud til alle folk!

Hvad der på overfladen ligner en landmand, som ikke har en anelse om, hvad han har gang i med sine frø, er et billede på en barmhjertig Gud, som bevidst stryger omkring sig med frø – ord om kærlighed, nærvær og liv. Gud er landmanden, der ved hvad han gør!

”Gud er den, der lader sin sol gå op over gode og onde og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Den sorgløse Gud, der sender gode gaver ovenned til hvem som helst” (citat: Johannes Sløk). Og Gud er den, der gennem sin søn til stadighed bliver ved med at forkynde ordet for den der hører, men også den der ikke hører og ikke tager imod.

For hos Gud ligger der en evig lyst, til at ville os alle, og en evig kærlighedserklæring til os om, at han vil være med os alle dage, indtil verdens ende, som vi også hørte det i dåben! Gud er den der giver os liv og muligheder – også de dage, vi ikke tager imod hans budskab, og vender ham ryggen. Da forsvinder Gud ikke fra os, men vil for alt i verden forsøge at plante et frø i os – et kærlighedens frø – som kan blomstre op og give hundred, ja tusind gange igen! Han er den livskraft som ønsker, at vores liv skal lykkes, vokse og folde sig ud – aldrig at gå til grunde!

Gud giver! Ikke fordi vi gav først, men fordi han vil, at vi skal være en del af ham, hans liv og hans rige. Og kun ved at dele, bliver det, der er hans, til vores fælles. Det sidste konsekvens af dette ønske, er det vi så småt kan begynde at se frem til; nemlig påsken, med Jesu korsfæstelse og opstandelse fra graven. Da bliver det med al tydelighed gjort klart for os, at Gud giver sig selv for os, for at vi kan blive en del af ham og hans ånd.

Han giver os livet! For livet er altid noget der gives. Det kommer fra Gud og det kommer fra dem, vi er sammen med. Vi kan ikke selv skabe liv, og vi kan ikke være til, uden at der også er andre til. Lignelsen om sædemanden minder os om, at livet ikke er liv, hvis det ikke gives af nogen og hvis det ikke gives videre til andre. For hvad er rigdom og penge værd, hvis de ikke bruges? Hvad er en gave værd, hvis den ikke pakkes op? Hvad er et frø værd, hvis det ikke sås? Ja, hvad er livet værd hvis det ikke leves og deles med andre?

Men vi kan give liv til hinanden, fordi Gud gav os liv først, og fordi han altid og i al evighed bliver ved med at så sine frø!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd
Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud
Højlovet fra første begyndelse
Nu og i al evighed.

Amen

Bjerget!

Sidste søndag efter Helligtrekonger (I) - Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 17,1-9

Et bjerg! Et bjerg er et højtliggende område, der hæver sig tydeligt – mindst 200 m – over det omliggende terræn. Bjerge forekommer ofte i kæder af flere bjerge, og varierer i formene fra skarpe kamme med spidse tinder, til afrundede rygge. Enkeltstående bjerge har ofte kuppel- eller kegleform eller findes som afgrænsede plateauer med en plan overflade og stejle sider.

En bjergbestiger – også kaldet en alpinist – er en som vandrer i fjelde og klatrer på de omtalte bjerges stejle sider. De professionelle bjergbestigere omtaler sig selv som sportsudøver, og andre omtaler dem som eventyrlystne og måske en anelse dumdristige. Men nuvel – op og til tops er der mange der gerne vil; om man kommer det i konkret og fysisk forstand med et kort i hånden og oppakning på ryggen, eller i overført betydning arbejder sig frem til målet og helt til tops, er ligegyldigt – for toppen er der vi helst vil være!

Himmelbjerget kræver ingen bjergbestiger for at få besøg på toppen, men blot en mand med et par gode sko og lysten til at kunne se langt. Der er hverken tale om stejle sider eller spidse tinder, og med dets 147 m er det ikke engang et rigtigt bjerg – desværre – og de fynske alper er vel at betragte som bump på vejen!

I vores sprog bruger vi flere billeder af bjerge og højder. Vi taler om udfordringer, som at skulle bestige et bjerg, eller at troen på noget kan flytte bjerge og omvendt at bjerge kan flytte troen! Vi siger at vi er ”på toppen” hvis vi helbredsmæssigt har det godt. Vi taler om det at kunne nå nye højder og om at være helt høj af lykke. Vi siger at folk er flyvende hvis de er glade og mærker suset, eller at om at være på en lyserød sky, hvis man er lidt småforelsket. I litteraturen analyserer vi ligeledes bedst fra fugleperspektiv. Her kan vi se alt – i hvert fald det overfladiske, som rører sig – og vi har et godt overblik.

Omvendt kan vi være helt nede i kulælderen, hvis vores humør er dårligt og vi har det skidt. Højt at flyve, dybt at falde, siger vi, og derpå kan man så slutte med en eller anden træls kliche om, at livet går op og ned!

Og hvad skal al den snak om bjerge så gøre godt for i denne sammenhæng? Jo, i dagens evangelium møder vi netop Jesus og hans disciple på et bjerg. Disciplene er ikke bjergbestigere og sikkert heller ikke specielt eventyrlystne, men de er fulgt med Jesus, som har ført dem derop. Og det er da de sidder på bjerget, at der sker noget uventet. De får det klarsyn og den indsigt, man somme tider får, når man er på toppen: De ser Jesus forvandle sig – hans ansigt lyser op som solen og hans klæder bliver hvide som lyset! Og ikke nok med det, så hører de pludselig også Guds stemme fra et kraftigt lys, som siger: ”Det er min elskede søn. I ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!”.

Det disciplene ser med deres øjne, og som vi hører om i evangeliet, er det sidste tegn, som skal vise os, hvem Jesus er. Efter fødslen i Betlehem juleaften hører vi i helligtrekongertiden, hvordan Gud nu ser ud og hvordan han nu meddeler sig. Gud er blevet et menneske i Jesus af Nazareth, og disciplenes syn på bjerget bekræfter det. De ser det i et splitsekund og hører det fra Gud selv, at Jesus er den udvalgte – at det er i ham og gennem ham, at Gud nu vil gøre sin virkelighed synlig for os – sin nye virkelighed i menneskelig skikkelse.

At åbenbaringen af Jesus som Guds søn sker på et bjerg, er heller ikke tilfældigt. I sin fortælling om Jesus bruger evangelisten Matthæus bjergene, når der sker afgørende begivenheder i Jesu liv. F.eks. da Jesus efter sin dåb føres ud i ørkenen af djævlen og op på et højt bjerg, eller da Jesus holder sin bjergprædiken. Tempelbjerget i Jerusalem er omtalt flere gange ligesom Oliebjerget også er det. Og efter sin opstandelse møder Jesus som det sidste disciplene på et bjerg, hvor han giver dem missionsbefalingen.

Men bliver det ikke lidt højragende det hele? Hvad skal disciplene på det bjerg? Hvad skal VI deroppe sammen med disciplene, og hvad skal vi bruge vores nye indsigt og viden om Gud til? Ja vi kan, som jeg indledte med at sige, få klarsyn, udsigt og indsigt på toppen. Vi kan – både i konkret og overført betydning – overskue det hele og se langt. Men kan vi bo på toppen? Kan vi leve der? Nej! Vi må ned igen! En bjergbestiger kan godt være på toppen af tinderne i et stykke tid, men han kan ikke bo der særligt længe. Disciplen Peter siger også, straks efter at han har set Jesus, Elias og Moses, om ikke han skal bygge en hytte: ”Herre! Det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.” Men det afvises, for bjerget er ikke det rigtige sted at være, men kun til midlertidige ophold.

Vi må altså udfordre billedet af bjerget, og i samlet flok vandre ned af bjerget igen – ned til bjergets fod, ned til jorden og ud i virkeligheden! Vi er nødt til, hvis den indsigt, vi får på toppen, skal give mening, at forlade bjerget igen og vende tilbage til jorden, dog med nye erfaringer - med bjergets indsigt og åbenbaring om Gud gemt i os. Fugleperspektivet giver os et godt overblik, men vi kan ikke se folk i øjnene fra luften. Til det har vi brug for at være i nærheden af folk! Gud sendte heller ikke sin søn til jorden, for at være på et bjerg – et sted lige midt imellem himmel og jord. Nej, julen og helligtrekonger handler netop om det modsatte: at Gud kom til jorden – han kom helt tæt på os og viste sig, både som Gud og menneske for disciplene og for os. 

Vi må vandre op af bjerget, som disciplene gjorde det sammen med Jesus, og derefter vandre ned igen på den anden side og mærke, at bjerge kan flytte troen! For er intentionen med dagens og alle andre dages evangelium ikke, at tage os med et sted hen hvor vi får nye indsigter, ny forståelse, oplever en anden og ny virkelighed og overraskes, så vi igen kan vandre tilbage med nye visioner for det liv, der følger efter? Det tror jeg! Ligesom disciplene oplevede det på bjerget sammen med Jesus.

Livet venter altid på os for foden af bjerget – hvad end det er en udfordring eller en glæde at skulle bestige det! Livet leves altid der, hvor vi er sammen med andre, og ikke alene er alene om at klatre rundt, og med dagens evangelium får vi tilmed den gave og glæde givet, at Gud er kommet til os og er med os!

De fleste af Danmarks kirker ligger høj i landskabet – ligesom Enghøj Kirke også gør det. På toppen af de små bakker hører vi evangeliet tale, og her kommer vi, når livet rører på sig. Nogle kommer ofte i kirken, fordi de har lyst til det og brug for det, og andre fordi det bare på visse tidspunkter giver mening. Men som præst er jeg i grunden mere interesseret i, at få folk ud af kirken igen. For livet kan ikke leves på bjergets top eller inden for disse fire vægge, selvom her er rart at være. At gå i kirke svarer til bevægelsen op på bjerget og ned igen. Vi har brug for at gå turen: her overraskes vi, her får nye indsigter, her korrigeres vi og forkyndes en uundværlig glæde, og jeg går gerne med på turen som jeres præst. Men vi skal kun ind i kirken, for at komme ud igen, fordi bjergets og kirkens åbenbaring ikke kun begrænser sig til en bakketop – men er noget vi skal bære med os ud i livet og på jorden, fordi det er der vi lever og fordi det er der, Gud er i blandt os.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud

Fader, Søn og Helligånd

du som var, er og bliver én sand, treenig Gud

højlovet fra første begyndelse

nu og i al evighed

Amen

Al begyndelse er svær!

1. Søndag i advent (I) - Pastoralseminariet, Aarhus
Matthæusevangeliet 21,1-9

Al begyndelse er svær, så lad mig begynde med et gammelt ordsprog: Al begyndelse er svær!

Sådan siger man ofte til folk, der står over for noget nyt og stort og næsten uoverkommeligt. Vi mener det vel positivt, at vi alle sammen kan have det svært med at være nye og grønne i et arbejde eller i en opgave, vi skal til at løse, og derfor skal have en overbærende kommentar med. Man vil jo gerne gøre det godt – rigtig godt fra starten – og vise, at man er arbejdet eller opgaven moden. ”Yes we can”, sagde Obama selvsikkert, da han blev valgt som præsident. Derefter gik han i gang med den store opgave, som han nok ikke tænkte, ville blive let. Men han gjorde det dog alligevel, selvom al begyndelse kan er svær.

Al begyndelse er svær. I dag står vi på tærsklen til et nyt kirkeår, og snart også til et nyt kalenderår. Hvad mon der venter på den anden side af nytårsfejringen? Kan vi klare det nye? Og hvordan kommer vi rigtigt ind i det nye år – hvordan får vi begyndt? Traditioner og ritualer hjælper os ofte på vej fra ét stadie til et andet. Konfirmationen hjælper os fra barn til voksen. Vielsen og brylluppet hjælper os fra at være kærester til at blive ægtefolk. Begravelsen fra det jordiske til det himmelske. Og adventstidens, julens og nytårets traditioner kan ligeledes være med til at bære os fra det gamle til det nye, nærmest uden at vi skal tage stilling til noget. Vi bæres med af fest og ”ligesom vi gjorde sidste år”-fornemmelser. Det gamle vi forlader og det nye, der står foran os, flettes sammen af festivitas, og Gud bedre den der ikke fysisk springer ind i det nye år fra en eller anden stol, som nærmest ikke kan holde til at vi står på den, når rådhusklokkerne slår 12! Al begyndelse er svær, men fra en gyngende stol kan vi med forholdsvis lethed springe ind i det nye år, og desuden håbe på, at gulvet også kan holde til det!

Begyndelsen på kirkeåret er ingen undtagelse. Den er svær – også for det stakkels æsel, som har fået til opgave af forskrevne traditioner at bære kongen på sin ryg. Al begyndelse er svær, men noget kunne tyde på, at æslet i de bibelske fortællinger er med til at gøre begyndelsen og overgangen lettere fra det ene stadie til det andet.

Vi møder æslet ved indgangen til to af kirkeårets største begivenheder: Julen og påsken. Det er den samme evangeliske beretning vi møder begge gange, nemlig at Jesus kalder disciplene ud for at hente et æsel og dets føl, som han vil ride ind i byen på. Her er ingen pomp og pragt, da kongen ydmygt rider ind i byen. Hverken i dag, hvor vi indleder nedtællingen til Jesu fødsel med adventstiden, og ej heller palmesøndag, som indleder påsken med Jesu død og opstandelse.

Og man kunne også trumfe billedet af æslet ved at nævne Maria og Josefs rejse fra Nazareth til Betlehem, som vi hører det juleaften. Her kommer den højgravide Maria kommer frem på ryggen af et æsel, og her får vi endnu et billede af æslet med Herren på sin ryg. Men det er vidst mere en romantisk, og dog plausibel, tradition, end det er egentlig bibelsk funderet.

Æslet bærer på noget vigtigt. Det er ikke en hvem som helst, der bæres ind af byens port, men selveste Jesus – Guds søn. Og alligevel finder vi ikke, som nævnt, Jesu komme i pomp og pragt, som man måske kunne have forventet af Guds søn. Der er snarere tale om noget helt almindeligt og kedeligt – en ankomst som enhver anden kunne have foretaget. Og måske det er sådan, at vi skal forestille os Jesu komme: at han kommer til os helt uden pomp og pragt. At han kommer ydmyg, som enhver anden, og derved viser os, at han kommer så nært til os, så han endog bruger menneskelige midler til at komme frem, og at han i sig selv ligner et menneske – ja, han er et menneske!  

Tør vi vove at tro det? At Gud kommer så nært til os, at han gør sig selv til et menneske – ydmyg, men dog alligevel Herre? At Gud med ét lader sig føde på jorden, og bliver af kød og blod som enhver anden, og i enhver forstand sårbar som vi alle er? Dét er hvad advent hjælper os til at forstå: At Gud kommer til os i det menneskelige og det nære. Så konkret og synlig som Jesus var, da han red ind i Jerusalem på æslet. Åbenlyst for dem, der tog imod og hyldede ham som en konge, og uforståeligt for dem, der stod undrende tilbage med andre forventninger til, hvem Gud er og hvordan han skulle komme til dem.

Al begyndelse er svær, men adventsiden varsler, at Gud kommer til os – at frelseren kommer til os og at vi skal bæres af det der kommer, som æslet bærer frelseren på sin ryg. Frelseren kommer til os – frelse betyder at der ikke kræves noget af os. Man kan ikke frelse sig selv. Frelse er altid passivt, som man modtager af en anden. Derfor er det nye, som kommer til os, også uden forventninger og uden krav, og adventstiden viser os, at det faktisk vil ske. Gud kommer til os, om vi vil det eller ej. Om vi hører til dem, der kommer for sent eller til dem, der aldrig kommer ud af stedet, så kommer Guds søn til os!

Guds søn skal bære os fra det gamle til det nye – han skal vise os den nye Guds virkelighed. For i adventstiden står vi ikke bare på tærsklen til nyt år, men også på tærsklen til en ny virkelighed. En anden og større virkelighed. En virkelighed med Gud på jorden – med Gud iblandt os. Han skal komme og bære os, og bære over med os. Han skal vise os vejen og tænde lyset for os – et lys som vi kan få flamme af, for at tænde det hos hinanden. 

Al begyndelse er svær og året begynder i kulde og mørke. Det er ikke sært at folk kan føle sig ekstra forladt og ensomme i december og ved overgangen og indgangen til det nye år. Der er blændende mørkt udenfor! Men er der en tradition, der om noget har sat sig fast i adventstiden og julen, er det lys.

Der er lys over det hele. Stearinlys i vinduerne og lyskæder – mange lyskæder – på træer og huse. Selv i Australien, hvor der ellers er sol og sommer lige nu, sætter man lys på grantræerne. Det kan virke mærkeligt, men det har sin årsag. Lyset kommer i adventstiden og i julen, og guider os i mørket. Lyset kommer, da Jesus rider ind i Jerusalem. Han er lyset selv. Han er det lys, der tændes i mørket, på trods af mørke, på trods af andre forventninger, så at vi kan være og bære lys for hinanden.

Og selvom det visse steder er lyst udenfor, så tænder vi det alligevel. For en ny tid kræver nyt lys. Al begyndelse er svær, men adventstiden og lyset kan bære os frem. Bære os frem til en ny virkelighed. Give varme og udsyn. Give nærvær og tryghed for den som fryser. Og vise os, at Gud kommer til os!

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud

Fader, Søn og Helligpnd

du som var, er og bliver, én sand, treenig Gud

højlovet fra første begyndelse

nu og i al evighed

Amen