Fortællingernes virkelighed

Prædiken til anden juledag (1) d. 26. december 2016 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 23,34-39

Hvis en fortælling skal være rigtig god, så skal den fange os. Den skal sige noget vigtigt, som vi føler er vedkommende for os. Ja, den skal ikke bare sige noget vigtigt; den skal kunne gribe os og få os til at føle, at vi har plads i fortællingen, og at fortællingens virkelighed kan spejle vores egen, så det i virkeligheden handler om os.

Det er det, der sker, når vi f.eks. bliver opslugt af en god roman, en krimi eller en gyser. Det er det, der sker, hvis man midt i det allermest intense og spændingsfylde øjeblik, får lyst til at lukke bogen og smide den i fryseren, fordi det hele bliver lidt for uhyggeligt, og man pludselig hører mærkelige lyde omkring én, og man har brug for at få det hele på afstand og lagt på køl. Fornemmelsen af at blive grebet af en fortælling kan være så omfattende, at den griber ind i vores liv, og grænserne mellem det fiktive og det reelle ophæves.

Der er folk, der har stået på en banegård og tænkt: ”Hvis jeg nu løber rigtig hurtigt ind i den væg, kan det være den åbner sig for mig, og jeg ender på Perron 9¾”, ligesom de gør i Harry Potter bøgerne. Der er også folk der rejser til New Zealand for at se stedet, hvor slaget om Ringenes Herre fandt sted – også selvom det hele bare er fiktion, og New Zealand bare lagde sted til filmatiseringen af fortællingen.

En god fortælling kan ramme os, og gribe ind i vores liv og verden – både i overført og helt konkret betydning.

Og sådan skulle det også gerne være med de fortællinger, vi møder her i kirken. Vi behøver ikke at rejse til Israel og Palæstina, for at gå på opdagelse i ruinerne af Jesu tidsalder. Vi behøver ikke gå og tro, at vi kan få børn ved Helligåndens hjælp, eller tro at vi da også kan gå igennem en dør, selvom den er lukket. Men fortællingerne skulle gerne røre os, bevæge os og følge med os, når vi går ud fra kirken igen.

Spørgsmålet er, hvordan denne indlevelse kommer i spil i forhold til de fortællinger, vi har hørt i dag. Man kan undre sig over, hvad dagens evangelium egentlig laver her midt i julen. Vi har lige fejret Guds komme til verden, og i hele adventstiden har glæden og forventningerne været fortegn for fortællingerne. Men nu afbrydes det hele af fortællingen om martyren Stefanus i Apostlens Gerninger, der stenes på grund af sin tro. Og af Jesus i evangeliet, som taler om forfølgelse, blodig retfærdighed, og at det alt sammen vil komme over denne slægt.

Stefanus fra Apostlens Gerninger, som også har lagt navn til dagen i dag, Skt. Stefans dag, er fortællingen om en af de kristnes første martyrer. Han var én af de første, der kom til tro på Kristus; som levede for sin tro, og som i sidste ende også ente med at dø for den. Det er en barsk fortælling, om tro og tvivl, om had og hævn. Hans tro og overbevisning havde en konsekvens for ham.

Og hvad vil Stefanus en dag som i dag? Fortællingen om ham virker som et fremmedlegeme midt i en sød tid, der gerne skulle vare, hvis ikke til påske, så i hvert fald til Helligtrekonger søndag. Men netop fordi teksten kan virke som et fremmedlegeme i julens sammenhæng, kan den også være med til at pege på noget centralt ved julens budskab; nemlig at det der sker i julen, også skal blive en del af os! Fortællingen om Stefanus og Jesus’ ophidsede tale vil gøre os opmærksom på, at de smukke tekster til juleaften og første juledag ikke bare er smuk og indtagende litteratur, men at de siger noget, der også vedrører os og vores virkelighed. 

Fortællingerne vil rive tæppet væk under den umiddelbare juleglæde og minde os om, at juleglæde er andet og mere end familiehygge med pebernødder, andesteg og gaver. Juleglæde er også en glæde, man kan tage med sig, også når højtiden er forbi. Og juleglæden er også at turde glæde sig, når man synes, at alt og alle vender sig imod én.

Stefanus bliver forfulgt for sin tro. Alle har vendt sig imod ham. Og vi kan, hvis vi skal lytte til Jesus, åbenbart heller ikke selv lade være med at gøre det samme, selvom vi godt ved, hvor ubehageligt det er. Forfølgelser hører med til livet – både i passiv og aktiv forstand. Når vi er i live og vi tror på noget, stiller vi os unægtelig også i en udsat position for forfølgelse af det, vi tror på, og vi forfølger andre af samme grund. Det kan handle om din personlige tro, eller f.eks. dine politiske overbevisninger, som kan møde modstand.

Julen har på den måde en konsekvens, som vi hører om i dag med Stefanus som billede på det. Rent ud sagt så koster det noget, at tro på noget – på godt og ondt – og at lade juleglæden blive en del af én selv. Det koster ikke noget over for Gud, for vi må tro på, at han er ved vores side. Men Stefanus er et billede på, at det kan være hårdt, at tro på noget. At det ikke er let, men derimod kan kræve alt af os, at kæmpe for det, vi tror på.

Forfølgelse er et stærkt ord, og man kunne kritisk spørge til, om det virkelig finder sted. Er der nogen der i dag bliver forfulgt på grund af deres tro? Ja! Fortiden er fuld af grusomme forfølgelser af religiøse og politiske grupperinger, og nutiden ligeså. Der er folk der flygter over grænserne. Der er folk der flygter, fordi de er bange, og fordi andre forsøger at tvinge deres tro ned over dom; folk der ikke tror på det, de møder i deres hjemland, eller det som deres hjemland har udviklet sig til, og derfor søger andre steder hen. Der er forfølgelser overalt i verden i større eller mindre grad.

Herhjemme kan forfølgelsen have en mildere grad. Der er f.eks. politikere som gerne ser, at troen og folkekirken fylder mindre i det offentlige rum og i de statslige ydelser. Så sent som i sidste uge læste jeg en artikel om en medarbejder på et sygehus, som til daglig bærer et kors, og som føler sig udfordret af en politisk debat i regionsrådet om, at sygehuse skal være et ”frirum, hvor patienterne ikke kan risikere at møde religiøse eller politiske eller ideologiske symboler.”. Jeg vil ikke tage stilling til den konkrete sag, men blot gøre opmærksom på, at der findes forfølgelse i større eller mindre grad af folk, der synligt i deres hverdag viser, hvad de tror på og står frem med det.

At tro på noget, kan gøre ondt og det kan være svært. Det tror jeg, vi alle sammen kender. Men julens glæde og budskab er også, midt i disse forfølgelser, at vi har set og hørt, at Gud er kommet til os. Gud har sendt sig selv til os, for at være hos os. Og den tro, vi skal tage med os: At Gud er med os, der hvor vi er, i de forfølgelser vi bliver ramt af, når vi stiller os frem, og også når vi selv i dumhedens lys forfølger andre.

”Lad dig ikke skræmme af dem” siger Jeremias fra det gamle testamente til os,  nærmest trøstende, oven på den barske virkelighed, der er mødt os i dag, og den dystre fortælling om Stefanus martyrdød. ”De skal angribe dig, men ikke overvinde dig, for jeg er med dig og redder dig, siger Herren.”

Jeremias vil bringe os det afgørende budskab om Gud, som vi skal tage med os i dag: nemlig tilliden til, at Gud er med os. Det er den tro, som skal virke i vores liv, mere end noget andet. Gud har slået følge med os, og vi må tro på, at det også har barmhjertige konsekvenser, som kan følge os livet igennem!

Amen!

En uventet glæde

Prædiken til juleaften 2016 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 2,1-14

Det var en tidlig morgen på én af Washingtons travleste banegårde. Udenfor var det frostklart vintervejr med en kølig vind. Folk var pakket godt ind uldfrakker og halstørklæder. Ikke som den danske vinter vi har for tiden, hvor vi nærmest må løsne halstørklædet lidt. Folkene hastede rundt denne morgen – luften var tyk af travlhed.

En mand iført lidt slidt tøj og basketballkasket fandt sin violin frem midt på banegården og begyndte at spille. Han lagde sin violinkasse foran sig på det kolde cementgulv i håb om, at der måske var nogen, der kunne lide musikken.

Og inden længe strømmede den smukkeste musik ud i travlheden. Han fortolkede nogle af de store klassikere, mens tusinder gik forbi ham i den travle morgenstund. Men i de 45 minutter det varede, var der dog kun få, der havde smidt en mønt i violinkassen, og få havde haft tid til at stoppe op og lytte. Denne morgen havde folk for travlt til at høre skønheden. En enkelt voksen og et par børn lagde måske mærke til ham, men langt de fleste var ligeglade eller for travle, eller måske ligefrem irriterede over endnu en forstyrrende gademusikant. Ingen lagde mærke til, at der for øjnene af dem blev fremført verdens smukkeste violinmusik, og ingen lagde mærke til, da han stoppede igen.

Og hvad heller ingen bemærkede var, at manden med baseballkasketten var den verdensberømte violinist Joshua Bell. Ham, der ellers var vant til at spille for fulde sale og for skyhøje billetpriser, kun få kan være med på; og ham, hvis violin kostede i nærheden af svimlende 20. millioner: Det var ham, der lige pludselig stod en morgen, og spillede for alle, der gik forbi. En verdensstjerne fra de største scener, lige midt i morgentrafikken!

Jeg tror de fleste af os kender gademusikanterne. Vi er stødt på dem mange gange. Og jeg vil hævde, at I – ligesom jeg selv – langt de fleste gange går forbi dem af forskellige årsager. Nogen gange lyder det okay, men vi har ikke tid til at stoppe op og lytte. Nogen gange lægger vi ikke rigtig mærke til dem i mylderet. Og andre bliver opmærksomheden til irritation. Der går man – i raskt trav ned gennem gaden – og pludselig stopper det hele til i mylderet, fordi en eller anden gør krav på halvdelen af gågaden og overdøver enhver tanke.

Det får mig til at overveje, hvad der er noget værd at stoppe op for? Hvad er egentlig værd at skænke en tanke, stoppe op og give sig hen til, eller måske ligefrem engagere sig i? Gademusikanter i trafikken? Måske. Det kan virke uvigtigt i sammenligning med så meget andet. Som for eksempel urolighederne i Aleppo eller angrebet i Berlin i denne uge. Meget kan synes uvigtigt i forhold til de nyheder, vi har lagt ører og øjne til, som i særlig grad kalder på både tanke, bøn og på velgørende bidrag, hvis muligheden byder sig.

Men hvad så med barnet i krybben? Den himmelske, enbårne søn i stalden. Er der grund til at stoppe ved ham og give denne fortælling lidt plads og tanker? Ja. I særlig grad og af flere grunde!

For i denne tid – her midt i vinteren – bliver vi fortalt, at der på trods af kulde og mørke, stress og jag, krig og ufred, findes et håb i det små. Det lille barn i stalden var ikke et tilfældigt barn, men det barn, som Gud valgte at vise sig i for os alle sammen – midt i mylderet! Når Gud er en gud, vi kan tro på, håbe på og have tillid til, er det fordi han viste sig for os i barnet i krybben, juleaften. Gud blev som én af os, ved at komme til denne verden, og ved at dele livets glæder og sorger med os, men også ændre livets perspektiver for øjnene af os. Vores Gud er en gud, der vil være med os i livet og i døden og alt derimellem!

Og når vi i aften skal stoppe op og lytte til fortællingen om barnet i krybben, er det fordi, det er fortællingen om håbet i det små – om det største i det mindste – som en gave midt i mørket! Det er fortællingen om en evig insisteren på lys i mørket. En insisteren på skønhed i det der synes uskønt. En insisteren på fred i en ufredelig tid. En insisteren på ro i fortravlet verden.

Julen er en glædelig påmindelse til det menneske, som af den ene eller den anden grund står i mørket. Den som har forvildet sig selv ind i overhalingsbanen og pessimistiske verdensanskuelser. Det er en påmindelse om at der midt i det hele må og skal være plads til et håb og en glæde, som uventet kan komme til os, og give os modet og troen tilbage igen, hvis vi skulle have glemt det eller tabt det et sted på livets vej.

Når vi fejrer jul, fejrer vi et håb, der fødes midt iblandt os, og som skal følge os og bære os gennem vintermørket. Og derfor skal vi stoppe op netop her ved julens fortælling!

Barnet i krybben var på mange måder undseelig i mørket, ligesom Joshua Bells violinspil var uhørlig i morgenmylderet – på trods af begges skønhed. Gad vide hvad der var sket, hvis hyrderne ikke havde hørt eller ikke havde lyttet til englenes bud om, at følge stjernen hen til barnet? Ligesom folk ikke hørte Joshua Bells violinspil.

Hvad var der egentlig sket, hvis hyrderne bare var gået forbi stalden eller gået forbi englen, midt i deres nattearbejde med at passe alle fårene? Måske nogen andre var kommet forbi stalden, og bagefter var begyndt at sprede nyheden. Eller måske der slet ingen havde været til at fortælle historien videre.

Vi ved det ikke. Men vi kan overveje, hvad det ville betyde i vores eget liv og for hinanden, hvis vi holdt helt op med at stoppe op og holdt op med at tro på miraklet – hvis vi holdt op med at tro på, at det største kan ske i det små, og hvis vi holdt op med at tro på det spinkle håb for hinanden og for verden.

Jeg tør ikke lade være med at tro på det gode. Jeg vil tro og håbe på, at livet og verden stadigvæk kan overraske. Jeg vil have lov at tro på det gode, midt i det allerondeste selv. Jeg vil have lov til at tro på tillid og ægte fred og forsoning – også selvom jeg igen og igen bliver konfronteret med det modsatte. Jeg vil have lov til at holde fast i en modfortælling. Jeg vil have lov til at stoppe op ved stalden; se på den og lytte med forundring til de ord, som englene synger om. Jeg vil se på stalden, i stedet for at gå forbi den, og lade staldens lys være fortællingen i mit liv, og for alt i verden også forsøge at gøre fortællingen til et lys og et håb for andre.

Og julen er her, for at holde os alle fast i den tro og overbevisning. Det er det, julen byder os at tro på: at den glædelige begivenhed, som en gang forstyrrede verdenshistoriens morgenmylder med en overraskende nyhed, og som også i dag og alle dage må forstyrre vores liv, lige pludseligt og uventet, og bringe håbet med sig! At den må "lade os gå med stille sind / som hyrderne til barnet ind / med glædestårer at takke Gud / for barmhjertighed og nådebud! (DDS 94,3)

Glædelig jul!

Amen! 

"Beregner ny rute"

Prædiken til 21. søndag efter Trinitatis d. 16. oktober 2016 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 13,1-9

For nogle uger siden var jeg i København for at besøge lidt familie. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, helt OK til at finde rundt i landet – også i København – men jeg havde alligevel sat min GPS til for en sikkerheds skyld, da jeg kørte rundt inde i byen.

Men bedst som jeg satte min lid til GPSen og dens kunnen, gik det galt. Hvad der skulle have været en let og hurtig tur fra A til B, gik galt ikke bare én eller to gange men fire gange! Jeg måtte igen og igen og igen og igen køre forbi veje, som var ensrettede i den forkerte retning, men som GPSen mente, jeg skulle kunne dreje ned af. Helt ærligt! Hvad skal man bruge en GPS til, når den ikke kender vejene?!

Måske han har glemt at opdatere sin GPS, tænker I måske? Måske han har indstillet GPSen til ”langsom-og-hyggelig-ruten” i stedet for ”hurtigste-rute”? Men nej! Den var faktisk helt opdateret og rigtigt indstillet. Og da jeg endelig langt om længe, ad en temmelig stor omvej kom frem, var jeg blevet lidt muggen!

Nå. Men selvom jeg ikke kom nemt og hurtigt fra A til B, så kom jeg dog alligevel frem. Og det er også det, jeg vil frem til med min lille fortælling. Turen stoppede ikke, selvom det ikke var let at komme frem. For GPSen har dog, til trods for dens store mangel på viden om Københavns gader, en herlig funktion der slår til, når man ikke gør, som den vil. For så lyder ordene: ”Beregner ny rute”!

Er det ikke herligt? ”Beregner ny rute!”. Sådan en stemme og funktion ønsker jeg mig i julegave til brug i livet; som en guide. Overvej lige værdien af denne funktion, de gange vi er lige ved at gå ned af forkerte veje eller faktisk kommer galt afsted. At der var en stemme, som fortalte os, hvad vi i stedet skulle gøre; rettede os ind og fandt en ny, og måske også bedre, rute for os at gå i livet?

Det sker jo for os en gang i mellem. Vi går af og til forkert. Vi havner somme tider i en blindgyde uden muligheder. Vi gør af og til dumme ting over for os selv og dem, vi holder af, som vi senere fortryder. Vi havner somme tider i et dybt og uoverskueligt hul, f.eks. i en livskrise, stress eller sorg, og kan have det, som om et tårn vælter ned over os og fuldstændig tager livet fra os.

Det var det billede Jesus brugte i evangeliet; af tårnet i Siloa der væltede ned over de atten, der stod ved siden af. Men pointen med det lille billede var ikke, at de atten havde fortjent, at få et tårn af problemer og dødelighed i hovedet. Men at de, som det bare nogen gange sker, stod på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og blev ramt af en ulykke. Tilfældigt.

Tårnet, der vælter ned over en flok uskyldige, tror jeg mange af os kender fra vores liv og hverdag. Det er billedet af uretfærdig ulykke og modgang, der rammer som et lyn fra en lar himmel. Og når vi møder modgang, særligt ved hård sygdom, begynder vi nogen gange at spørge os selv, om vi kunne have gjort noget anderledes, så det ikke var endt sådan? Kunne man have levet på en anden måde? Kunne man have sagt og gjort andre ting, og den vej igennem have undgået en diagnose? Er det – med andre ord – en form for straf der rammer mig?

Men som Jesus fortæller med billedet – ja, som kristendommen og evangeliet igen og igen provokerende fortæller os – så er der ikke nogen særlig straf for at være skyldig. Men der er heler ikke nogen særlig belønning for at være uskyldig. Gud sender ikke sol over gode og regn over onde. Nej, solen skinner og regnen regner på såvel gode som onde.

Hvad han og evangeliet derimod gør, er, som GPSen somme tider også gør, at give os et håb: Han beder os lave en U-vending, der hvor vi kan. At vende om. Han beder os om at tage det liv på os, som vi er blevet givet, og leve det på en ny måde, hvis den måde, vi er i gang med, ikke fungerer eller ikke kaster godt liv fra sig. Lignelsen om figentræet er en fortælling om, at livet skal leves på en frugtbar måde. At vi skal tage livet på os!

For som vi hørte i fortællingen, var træet ikke rigtig noget værd, da det ikke satte frugter. Hvad kunne havens Herre bruge træet til, når det ikke satte figner? Ikke meget! Han var klar til at fælde det, og bruge jorden på noget andet.

Og evangeliet til i dag – til os der sidder her i kirken – beder os stille det samme spørgsmål! Hvis det er os, der er figentræet, der ikke sætter frugt, må vi spørge os selv og hinanden, hvad vi kan gøre, for at ændre det! Hvordan kan vi leve vores liv bedst muligt for os selv og for hinanden? Kan vi gøde jorden, lue ud i ukrudtet omkring os, og skabe plads og de rette betingelser for, at det gode og det vi egentlig vil, kan vokse frem? I må selv tænke på, hvad det kan være i jeres liv…

Når vi laver en U-vending med bilen, er det fordi vi enten ikke kan komme videre, eller fordi vi har opdaget, at den vej vi er på vej ud af, ikke er den rigtige, og at vi derfor er nødt til at vende om.

Det samme skal vi nogen gange minde os om i livet. Og Gud fortæller det lige ud: Omvend jer! Omvendelse betyder at vi på hæl og sjæl drejer om og følger den vej, Gud giver os gennem Ordet og evangeliet. Omvendelse betyder, at vi tager livets mulighed seriøst og tager det på vores skuldre. Omvendelse vil sige, at vi vender vrangen ud på vores hjerter, for at kunne leve og elske helt igennem!

Men der hvor det, som tidligere nævnt, går galt i vores levede liv; der hvor vi møder modstand og udfordringer, som vi selv og andre kan være skyld i, da får vi også en chance mere fra Gud.

I lignelsen er det gartneren eller Jesus, der kender figentræets egenskaber, fordi han på mange måder selv er som et figentræ. Og han beder sin Herre – beder Gud – om, at give det en chance mere. Og det får figentræet! Det er det der på teologisk-dansk kaldes nåde. Nåde er, som Johannes Møllehave skriver i en salme: ”Nåden er et ord fra Gud, over alle dage. Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage”.

Gud er en nådig og retfærdig Gud. Han skænker det samme liv og de samme livsmuligheder til os alle sammen. Han lader solen skinne og regnen regne over os alle sammen. Han puffer til os, giver os styrke og mod til at tage livets opgave på os. Men der hvor vi rammer en mur. Der hvor vi når til ”point of no return”, der er han også som GPS’ens stemme, der nådigt fortæller os, at det ikke er slut her. Der er en ny rute at gå.

Til forskel fra GPSen, som øjeblikkeligt går i gang med at ”beregne ny rute”, og ret hurtigt kommer med nye forslag, vi kan køre efter, så lader Gud det være op til os, at finde tilbage til en ny rute og et nyt liv. Han fortæller os gennem sin Søn, gennem Ordet og evangeliet, at ruten er der – og det er nåden – men han fortæller ikke hvor vi rammer den, og hvordan den vil bugte sig for os. Til det må i bruge vores medleven i denne verden. Vi må bruge vores fantasi og vores fornemmelser for livet.

Og det er vores opgave. Det er livets opgave at finde den vej, der tager livet alvorligt og får det til at sætte figner og hjerteskud.

Amen!

Vandring mellem lys og mørke

Prædiken til 16. søndag efter Trinitatis i Enghøj Kirke d. 11. september 2017

Johannesevangeliet 11,19-45

Professor i teologi ved Københavns Universitet, K.E. Skydsgaard, har fortalt en om en tysk soldat under Anden Verdenskrig, som otte timer hver nat skulle gå vagt ved en flyvemaskine.

Han skulle gå hen til flyets halespids, som stod oplyst på en plads, og så 50 meter væk med geværet over skulderen ud i mørket. Det var hans arbejde. Det var det, han var sat til. Hen til halepartiet af maskinen, og så 50 meter væk. Hen til halepartiet og så 50 meter væk igen. Time for time. Nat efter nat. Intet kunne være mere kedsommeligt.

Men så fandt soldaten på at sætte en bog fast på halepartiet. En digtsamling. Han måtte naturligvis ikke gå og læse digte på sin gang frem og tilbage. Så den tyske soldat satte digtsamlingen fast på maskinens haleror. Og så kunne han, når han kom hen til halepartiet, hvor der var lys, læse et par linjer, som han huskede på, mens han gik sine 50 meter ud i mørket på den forbandede og kedsommelige vagt.

Og det befriede ham. Hvad der før var meningsløst og tomt, blev nu fuldt af indhold. Han kunne ikke nå at læse mere end et par linjer ad gangen. Men det han nåede, tog han med sig, når han drejede om på hælen og gik ud i mørket. Og det befriede ham og gav ham en ny mening.

Sådan lyder fortællingen, som eftersigende skulle være sand. Jeg tror, de fleste af os kan sætte os ind i det dræbende kedsommelige arbejde, tyskeren udførte. Hvem har ikke prøvet en hverdag – på et eller andet tidspunkt – som gik i tomgang og blev lidt for rutinepræget og indholdsløst? Jeg kan huske en del stunder der fra min egen studietud i hvert fald.

Men måske I også kender fornemmelsen og virkningen af at blive oplyst? At få livet og indholdet i livet tilbage, ligesom soldaten fik indhold på sin vagt? For ham var det nogle få, bevægende ord, der gjorde en forskel. Ordene fik plads og liv hos ham, bar ham gennem kedsommeligheden og gav indhold i stedet for tomrum. Måske vi har oplevet det samme; at ord fra en god ven eller kæreste, har gjort en forskel? Måske skulderklap fra en kollega? Eller måske ord fra Gud?

Helt uden at I måske har efterspurgt det, tænker jeg, at vi alle sammen i dag i evangeliet får et par afgørende ord, vi kan tage med os. Jesus siger: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”

I disse ord skulle der vidst nok være nok gods til os alle sammen til forundring og opmuntring, og også nok til en vagt på langt over de otte timer!

Ordene siges til Martha, som står og er ulykkelig over, at have mistet sin bror Lazarus. Og samtidig vidner ordene om det der skal ske: om opvækkelsen af Lazarus. Martha og særligt Lazarus er fanget i et indholdsløst mørke. De har mødt den sidste udvej: døden. Men da Jesus møder Martha med ordene om opstandelse, lyser det op i hende, ligesom ordene gjorde for soldaten i mørket. Det giver hende håb og lys på et tidspunkt, hvor mørket har omsluttet hende og hendes familie. Og da ordene: ”Lazarus, kom herud!” møder Lazarus, sker det forunderlige, at han står op fra sin grav.

Jeg tror, det er med vores liv, som med den vandring soldaten, Martha og Lazarus går. Vi bevæger os mellem to poler: mellem lyset og mørket. Nogen gange er vi på vej mod lyset, og alt er godt. Det er de gode, indholdsrige dage og tider. Og andre gange er vi på vej mod et mørke. Det kan være en krise eller en følelse af at livet bliver til ingenting. Det kan være mismodets, sorgens eller dødens mørke.

Lazarus er ramt af et mørke – et meget stærkt et endda. Martha og Maria, og alle de andre som var omkring ham, er ramt af sorgen over at have mistet Lazarus. Ja, selv Jesus græder over tabet.

Og uden at bagatellisere fortællingen om Lazarus, som tydeligvis også er et tegn på Jesu egen opstandelse påskemorgen, så fortæller dagens evangelie os også om, at der kan (gen)opstå et lys i vores liv, selv midt i det tungeste og mest ufremkommelige mørke. Dagens evangelie er en fortælling om opstandelse og liv lige midt i vores alle sammens liv!

At dele skæbne med den vingeskudte, som vi sang om lige før, handler om på godt og ondt at dele skæbne med Jesus Kristus og det liv han levede (Skæbne med den vingeskudte af Jens Simonsen). Det er en måde at udtrykke, at vi alle sammen har livet til fælles med Gud – både den glæde og den tro, han gik med på jord og som han delte ud til os, men også at dele den pine, død og nedfarelse han oplevede på egen krop. For Jesu opstandelse og fortællingen om Lazarus opstandelse, ophæver ikke døden. Troen på opstandelsen fjerner ikke dødens og mørkets ansigt for os. Vi vil altid blive konfronteret med døden og mørke perioder i vores liv – om det er døden helt tæt på i vores familier, eller om det er personlige kriser, krig og ufred rundt omkring i verden. Det findes og det sker.

Men forskellen er efter opstandelsen, at døden og mørket er ændret. Forskellen er at al magt, hævn og tegn på svaghed er taget ud af døden. Forskellen er, at hvis vi fastholder troen på opstandelsen, fastholder vi også håbet på, at det gode i vores eget og fælles liv med andre, også er det, der i sidste ende sejrer over det mørke og meningsløse liv. Hvordan vi oplever det og erfarer det i vores eget liv, er forskelligt. Men jeg tror godt, vi selv ved, hvad det vil sige at opleve at få kræfter tilbage igen til livet.

Den tyske soldat gik frem og tilbage. Mellem lyset og mørket. Men da han fandt digtsamlingen, fandt han ud af, at ordne derfra var nogen, han kunne tage med sig. De bar ham igennem mørket.

Og ét er, at man tror og håber på, at der er lys på den anden side af mørket. Noget andet er, at man også har et spinkelt lys og ord at holde fast i, når man står midt i mørket; når mørket faktisk sker og omringer én.

Den tyske soldat gik frem til haleroret, læste en sætning, og opdagede, at han kunne tage den med sig på sin vandring ud i mørket. Og i mørket gav ordene ham lys og bar ham igennem. Fortællingen om Lazarus kan måske være vores ord i mørket og være de ord, som vi tager med på vores vandring, når vi går ud herfra i dag. En fortælling om at Gud er nær hos os, og at vi hos møder troen og håbet på opstandelsen og det gode i livet, fordi han er selve opstandelsen og livet. En fortælling om liv, lys og håb. En fortælling om Guds liv, mit liv og dit liv.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud

Fader, Søn og Helligånd.

Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud

Højlovet fra første begyndelse.

Nu og i al evighed.

Amen!

Helligåndens filter

Prædiken til 12. søndag efter Trinitatis (II) d. 14. august 2016 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 12,31-42

I dag vil jeg begynde med at spørge generelt, hvilke briller har I på, når I møder jeres omverden? Det måske sådan et lidt populært og flyvsk spørgsmål at stille. Men jeg synes, det er interessant at overveje, med hvilke briller – med hvilket syn og sind – vi møder verden.

Er du måske den lidt skeptiske, som kigger måske gennem lidt gråmaterede glas? Eller er du den positive, der kigger gennem store runde, vidtrækkende glas, som kan opfanger alle farverne? Eller man kunne også spørge: hvilket instagramfilter ligger du på dine hverdagsbilleder? Er det ”moon”-filteret, som gør billedet sort/hvidt, eller er det ”rise”-filteret som giver det hele en varm glød?

Ok. Det er måske lidt ukonkret, hvad jeg taler om. Og behøver det også være et enten eller, hvordan man møder omverdenen, kunne man indvende?

I optakten til dagens evangeliefortælling har Jesus helbredt en syg mand. Det provokerer de skriftkloge, der står omkring ham, så meget, at de beslutter at slå Jesus ihjel, fordi de mener, at han gør sine handlinger med hjælp fra Beelzebul – altså med hjælp fra djævelen selv. De siger: ”Det er for godt, til at være sandt”. De har den indstilling, man måske kan møde hos folk med gråmatterede brilleglas eller et sort/hvid-filter på instagram. De nægter at tro på det gode, men vælger straks den skeptiske og mindst risikable vej at gå: nemlig at sige nej til det nye og gode, nej til det fremmede, og nej til den mand, som går rundt og gør underlige tegn.

Det eneste de ikke siger og den eneste reaktion der ikke kommer, er jubel over et menneske, som befries for sine lidelser. Det er for godt til at være sandt!

Og det er her Jesus begynder sit forsvar i den tekst, jeg lige har læst op. Han er vred. For det gode, som han lige har gjort, bliver ikke taget alvorligt. Det absolut gode, som helbredelsen er et udtryk for, bliver pludselig forvandlet til noget dårligt – ja, faktisk noget ondt. Og det gør ham vred. For det at sætte spørgsmålstegn ved den godhed, de møder, er at afskaffe det godes mulighed i verden. Og hvad er det lige for en verden, vi kommer til at være en del af, hvis det godes mulighed afskaffes?

Der er grund til at være på vagt. Det var der for disciplene og de skriftkloge, der stod foran Jesus, og det er der måske også for os i dag. Rigtig meget kan tilgives os, siger Jesus. Ja, der står faktisk: ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”. Ikke kun lidt eller en brøkdel, men alt! Men går bespottelsen ud over Helligånden, er sagen måske lidt en anden. Hvad mener Jesus her, for det lyder modstridende?

Måske mener han, at ligesom de filtre vi kigger igennem på verden, ligesådan er Helligånden det Guds-filter og det absolut gode, som er imellem os og som inspirere os, tilgiver os og giver os livet. Og hvis vi begynder at betvivle eller latterliggøre dette ”Helligåndens filter”, så er vi vitterligt på kanten af kanten af, hvad der er tilgiveligt. Da nægter vi helt grundlæggende det godes mulighed, som det, der holder os oppe og holder os i live.

Jeg kommer til at tænke på et eventyret ”Snedroningen” af H.C. Andersen. Snedronningen handler om en trold, som opfandt et spejl. Og alt som blev spejlet i dette spejl, så ganske forfærdeligt ud. Det forvanskede virkeligheden, så selv de bedste mennesker så skrækkelige ud, og selv de mest smukke landskaber lignede kogt spinat, som der står.

Trolden og alle omkring den blev så begejstret for opfindelsen, fordi de nu mente, at man kunne se, hvordan mennesker i virkeligheden så ud. De ønskede at tage det med op til Gud, og drog derfor afsted til Himlen, mens de grinede hele vejen. Men lige inden de når derop, taber de spejlet og det går i tusinde stykker. Stykkerne hvirvler til jorden og sætter sig i menneskene, så de pludselig ikke kunne se verdens i dens skønhed. Alt blev forvansket og de kunne kun se grimhed i Guds smukke verden.

Resten af eventyret handler om Gerda og Kay, der må leve og overleve i en verden, hvor troldspejlet har sat sig fast i mennesket. Og resten må I selv læse!

Spejlet i eventyret er et billede på, hvordan vi måske nogen gange gør verden til noget andet, end den er. Hvordan vi nogen gange ser grimheden og det skrækkelige, i stedet for at se det smukke. Og det kan påvirke os til f.eks. at sige om hinanden, at folk viser ”deres sande ansigt”, når de bliver vrede. Sandheden bliver her forbundet med det negative, som om vores kerne og inderste i virkeligheden består af ondskab, og at det positive kun er som et uigennemskueligt filter vi ligger over os selv, indtil vi afsløres i vreden.

Det er på mange måder god luthersk kristendom at sige: ja, ondskaben bor i os og ja, den er der ligegyldigt hvad vi foretager os. Og netop derfor har vi brug for Guds tilgivelse i enhver henseende.

Men at sige, at hele verden på den måde også er hvirvlet ind i ondskab og dårligdom er forkert. Vi må tro på, at Gud skabte verden god. Sådan hører vi det i skabelsesberetningen: at da Gud skabte det ene og det andet, så han, at det var godt. Det er dette gode og beundringen af det, som også Brorson så fint beskriver i sin salme: ”Op al den ting som Gud har gjort”. I skabelsesberetningen ser og hører vi, at det onde som sådan ikke var en del af skabelsen. Og i fadervor siger vi f.eks. også: ”Fri os fra det onde”, netop for at forholde os til og hele tiden holde fast i troen på, at det onde ikke er en del af Guds plan og ikke er noget, han bevidst lader regne over os.

At bespotte Helligånden er at sige den gode skabelse imod. At bespotte Helligånden er at åbne en kattelem – endog en ret stor kattelem – for ondskaben og dårligdommen i verden, og lade den vandre ind i vores hus og hjem og hjerter, og dernæst lade den være filter for alt vi ser og gør.

Tør vi sige det onde imod? Tør vi se med gennem Helligåndens filter, og tage imod de gode tegn vi ser i vores verden; de små spirer af godhed der af og til pibler frem af mørket? Og tør vi holde fast i, at disse tegn er ægte og indeholder sandheden, frem for den ondskab vi også møder i vores liv? Det er nok den udfordring, evangeliet stiller os med i dag, og som vi skal tage med os.

Modet og styrken til at gøre dette skal vi hente og høre i evangeliet, når der står, at Gud ser os gennem sin søn. At han elsker os og tilgiver mennesket alt. Det er evangeliets trøst og den nådige Guds ord, som vi må tage til os, når vi skal ud og konfrontere det sort/hvide filter. Men det må ikke blive en sovepude i vores gøren og laden, at vi tror på, tilgivelsen alligevel i sidste ende finder sted. For at gøre det modsatte ville være at sige Helligånden, troen og håbet på det bedste i vores medmenneske og vores verden imod. Og det tror jeg ikke, vi i nogen henseende har råd til eller lyst til!

Amen!

En ny klippe

Prædiken til femte søndag efter Trinitatis (II) d. 26. juni 2016 i Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 16,13-26

Kan I huske, da I var børn, og I stod i skolegården og skulle vælges på hold til en eller anden sportslig aktivitet? Jeg tænker, det er noget, de fleste har prøvet, og da jeg gik i skole, var det en af de mere eller mindre barmhjertige stunder i skolegården! Oftest blev de to bedste spillere i klassen udpeget som første- og andenvælger, og skulle stå for udvælgelsen af hold til f.eks. fodbold. Med sikker hånd blev klassens enhed splittet i to og der blev sat navne på de bedste, som blev valgt først, og de dårligste til sidst, som knap blev udvalgt, men måtte fordele sig selv. Det var ubarmhjertigt for de fleste og man kunne mange gange have ønsket sig at ”de sidste skulle blive de første”. Men sådan blev det sjældent, for ikke at sige aldrig!

I dagens evangelium er Jesus førstevælgeren, og hans valg af Simon Peter, som den han vil bygge sin kirke på, lyder fuldstændig vanvittigt. Peter er den blandt Jesu tolv disciple, der ofte bliver fremhævet som den gode discipel og som den, der var tættest på Jesus. Men han var sjovt nok hverken særlig karakterfast eller from, da f.eks. hanen gol langfredag, og han havde fornægtet Jesus tre gange, eller da stormen rasede på Geneserat sø, og han begyndte at tvivle. Gang på gang svigter han Jesus – ja, han benægter ham ligefrem – når han i sine følelses vold bliver forvirret og tvivler på det, Jesus har sagt.

Men Jesus vælger alligevel Peter til på sit ”kirkehold” – ja, han kalder ham ligefrem den klippe, han vil bygge sin kirke på, og som ingen død skal få magt over.

Med klippebilledet fortælles der noget nyt om Gud og om kirken. Peter er et græsk navn; det kommer af Petra, som er en oversættelse af det aramæiske Kefa, som netop betyder sten eller klippe. Men med det vi ved om Peter og alle hans svigt, så er det ikke just noget, vi forbinder med en stærk og fast klippe. Indtil nu kender vi klippemetaforen fra Det gamle testamente, hvor den bruges til at beskrive Gud; ikke som svag og skrøbelig, men netop, som det vi forbinder med en klippe: som stærk og urokkelig; som vedblivende og stålfast, som mægtig og som beskyttende. Gud – eller Jahve, som vi kender ham fra GT – er en klippefast Gud.

Der er derfor noget nyt på færde, når klippemetaforen bruges om Simon Peter. Forskellen er, at hvor klippemetaforen i Det gamle testamente bruges om Guds storhed, bruges den i evangeliet om et menneske, om forvirrede og tvivlende Simon Peter. Klippemetaforen vendes om, for Peter er jo ikke klippefast. Han er ikke evig urokkelig. Han er tværtimod let bevægelig, til tider stum og kan være noget bastant i det – faktisk ganske ligesom en klippe.

Valget af Simon Peter får mig til at overveje, hvad det er for en kirke, Jesus i virkeligheden grundlægger ved valget af Peter? Hvad tænker I selv?

Det synes ikke at være verdens mest stålfaste, vedholdende, sikre og stabile kirke. Valget af Peter peger derimod i retning af en klippefast tro og kirke, side om side med tvivlen, usikkerheden og endda en til tider famlende tro. Man kunne også sige: en tro i bevægelse. Og hvilken betydning får det for os i dag – os der sidder i kirken – når troen og fundamentet pludselig bliver bevægelig?

At Jesus lod Peter være bærer af kirken er værdifuldt. Selvom han tydelig vis ikke magtede den rolle og opgave, Jesus lagde på ham, så blev han ikke af den grund kasseret. Og det bør vi ligge mærke til! En klippe kan have sprækker af angst og tvivl. Det havde Peter, og det har vi også. Vi er en menighed af levende og rullende sten, men også skrøbelige sten. Ofte må vi i vores eget liv opleve, ikke at leve op til egne eller andres forventninger til os. Vi oplever at svigte i vores forhold til kærester, ægtefolk, børn, venner, familie og dem vi holder af. Vi svigter over for den fremmede i nød, på jobbet eller på grund af jobbet. Vi oplever at der går revner i vores relationer, som vi troende var stabile, kernesunde og stærke. Vi mærker angsten krybe ind – en angst som også afføder tvivl.

Og i den situation taler Guds og evangeliets milde hænder til os og siger, at vi stadig er de udvalgte, der befinder sig i Guds underfulde lys, som Paulus beskrev det, på trods af det svigt og fravalg, vi udviser over for andre, og på trods af det svigt og fravalg, vi selv udsættes for af andre. Vi er udvalgte og vi har værdighed, som de uperfekte mennesker vi er, og som djævelen til stadighed bruger som talerør! Der er et håb i mørket, som lyser op, ganske som da kristentroen selv opstod gennem sprækker og revner i en klippe. En smal sprække var nok til, at død blev til liv, at nedfart blev til opstandelse, at gråd blev til glæde!

Vores kirke og vores tro er levende – ligeså levende som Peter var det, på godt og ondt, når han troede og når han tvivlede; når han stod fast og når han vaklede. Og det er værdifuldt! Vores kirke er ikke bygget på stålfaste læresætninger og paroler med den rigtige forståelse af, hvad tro er, og jeg tror, vi gør klogt i ikke at prøve at opnå netop dette! 

Vores trosbekendelse, som vi sagde højt i kor lige før, har karakter af at være noget sådant – fast og låst i betydning – men er det langt fra. Den er blevet til i en tid, hvor man prøvede sig frem og fremsatte sætninger om, hvad der var en del troen, og ikke mindst, ved fraværet af meget, hvad der ikke var en del af troen. Vores trosbekendelse er et udtryk for en særlig tid, med særlige udfordringer og problemstillinger, og et udtryk for de folk, der formulerede den. Men hvem siger, at disse folks formuleringer og forståelse af tro, er den samme, som vi står med i dag? Jeg er sikker på, at vi ville formulere en trosbekendelse anderledes i dag, hvis vi prøvede. 

Og Gud skal vide, at vi ved udendørsgudstjenesten d. 21. august vil gøre et forsøg J

Det kan synes skrøbeligt at være en del af denne kirke og denne tro – i første omgang bygget på Peter! Men jeg tror, at netop denne tilgang og forståelse af klippen og af kirken er hvad der skal til, for at kirken kan leve, for at troen ikke bliver et fængsel, men en forsat samtale ind i tiden, rummet og imellem dig og mig. Med udvælgelsen af Peter, har klippen under os, har fået ny betydning. Den er en klippe, der ikke går itu, når man hamrer lidt på den. Den er en klippe, der kan holde til nogle slag, og som, i stedet for at gå i stykker af tidens tyngde og levet liv, derimod arter sig derefter, retter sig efter ujævnheder, og med tiden gøres stærkere. En klippe der er stabil og stærk i al sin føjelighed og bøjelighed.

Sådan en slags klippe kan der leves liv på! Det kan godt være, at det til tider går vildt for sig, og at livet byder på større uroligheder og djævelske indbildninger end hvad godt er. Men vi må tro på, at underlaget vil holde, netop fordi det ikke er klippehårdt, men er gearet til menneskeliv i al dets tummel!

Meget kunne være gået galt, da Jesus udvalgte Peter. Men vi er her endnu. Trods Peters svigt langfredag. Trods disciplenes angst og opgivenhed i dagene efter Jesu død. Trods alt det, der kan få kirken og dens eksistens til at vakle, såsom svigtende opbakning, intern splid og tåbelige præster. Kirkehistoriske splittelser, kritiske røster og dårlig medieomtale. Almindelig ligegyldighed over for budskabet og skiftende tiders luner og tendenser. 

Vi er her endnu! Måske også fordi kirken ikke alene hviler på menneskers kræfter, evner eller mod, men også på det ord, som Gud til enhver tid lægger i munden på os? Sådan hørte vi Jesu tale til Peter, da Peter havde bekendt sin tro på Jesus om Kristus: ”Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene!”. Sådan er det også for os. Vores tro, vores bekendelse og vores kirke, kommer ikke ud af fornuft eller følelser. Det kommer som en reaktion på Guds handling. Han handler først – i enhver situation – og i dag og alle dage vælger han os som sin kirke. Vi kan hverken gøre fra eller til i forhold til det liv Gud skænker os. Vi kan kun tage imod det med tak! 

Amen

Om mærker og tilgivelse

Tredje søndag efter Trinitatis (II), Enghøj Kirke d. 12. juni 2016

Lukasevangeliet 15,11-32

Der var engang en dreng, som lavede mange ulykker. Hans far havde mange udfordringer med ham, og vidste ikke, hvad han skulle stille op og hvordan han skulle få ham til at lade være. En dag sagde faderen så til sønnen, at for hver en ulykke han lavede, ville faderen slå et søm i havelågen.

Tiden gik. Drengen blev ved med at lave ulykker og snart var lågen helt fyldt med søm, der strittede i alle retninger. En dag, da drengen går hjem fra skole, får han øje på lågen med alle sømmene og bliver ked af det ved synet. Fra da af aftaler han med sin far, at hver gang han gjorde sin far glad, ville de tage et søm ud af lågen.

Tiden gik og snart var drengen blevet god igen. Der var nu kun ét søm tilbage, som faderen og sønnen sammen trak ud af lågen. ”Det var godt min dreng”, sagde faderen, og havelågen var nu helt tom for søm og mindet om alle hans ulykker. Men da de skal til at gå, får drengen øje på lågen igen og bliver ked af det ved synet: ”Jo, far, men man kan stadig se alle mærkerne!”

Den lille, vist nok norske fortælling, er ganske fin langt hen ad vejen. Det handler om tilgivelse, om nåde og om forsoning, ganske som fortællingen fra evangeliet om den fortabte søn, vi hørte lige før, og de to fortællinger ligner da også hinanden i deres persongalleri. I den norske fortælling har faderen gjort meget for sin søn, og finder til sidst på, at lade sin søns vildskab nagle til havelågen, som tegn på hans handlinger, næsten som en anden påstået forræder i sin tid blev naglet til et kors, med lange spidse søm. Men da sønnen får et nyt syn på den ulykke han bringer, og det sidste søm efter noget tid forlader havelågen igen, går han ikke glad derfra, som han nok havde håbet. Han får øje på mærkerne. Dybe huller i havelågens træbeklædning, som vidner om alle ulykkerne, alle svigtene, om al den plage han har bekymret sin far med i så mange år. De sidder der stadig. På havelågen.

Det er tydeligt, at de to fortællinger – den norske og evangeliet – også er forskellige, og jeg indleder min prædiken med den norske fortælling, som en modfortælling til evangeliet, for at skærpe opmærksomheden på nåden og tilgivelsen. For hvis den faderlige figur i begge fortællinger skulle forestille at være Gud, og vi skulle forestille at være sønnerne, så mener jeg, vi må tage afstand fra gudsbilledet. I den norske slår faderens tilgivelsesstrategi fejl, ved at tage sømmene ud igen. For sporerne og mærkerne stadigvæk sidder i lågen!

Men den far, vi hører om i evangeliet, er derimod en anden. Da sønnen vender tilbage til sin fædrene gård, er der ingen markeringer af den ulykke og sorg, sønnen i første omgang bekymrede sin fader med. Der er ingen strittende søm, men tværtimod åbne arme, og festen vil ingen ende tage!

Det er da en forskel, der er til at tage og føle på, og et gudsbillede der kan bruges til noget!

Men er vi færdige her, kunne man spørge? Er nåden og tilgivelsen fuldstændigt klargjort? Man kunne spørge sig selv, hvad der går forud for tilgivelse? Forudsætningen for tilgivelse er vel, at én er blevet krænket. Og hvis man ikke er blevet krænket, giver det heller ingen mening at tilgive.

Faderen i den norske fortælling har følt sig krænket. Ganske tydeligt. Men hvad med faderen i evangeliet? Han har aldrig følt sig krænket over sin søn. Vi hører intet om, at han skulle være bitter, vred, såret eller på anden måde føle sig krænket. Tværtimod. Og evangeliet handler derfor ikke om tilgivelse, men om det meningsløse i i dette tilfælde at tilgive. Tilgivelsen og nådens kærlige lys skinner allerede fra faderen, og når der ingen grund er til tilgivelse, kan han derimod være overdådig i at give – at give sønnen alt tilbage og endog holde en stor fest.

Sådan betragtet er evangeliet i særlig grad en fortælling, vi skal høre, om den nådige Gud. Den Gud vi ikke skal frygte eller være bange for, men den Gud vi må og kan forvente os alt godt fra!

Har det alle dage været sådan, kunne man spørge? Har Gud aldrig været krænket? Går vi tilbage i fortællingerne, finder vi fortællingen om Adam og Eva, og vi genkalder os det skæbnesvangre bid i æblet, der med ét satte verden over styr og lod Guds vrede regne ned over menneskeheden. Det er en fortælling om synden, der tog bolig i mennesket, og siden den gang er gået i arv fra generation til generation. Det er fortællingen om den ondskab og evnen til at krænke andre mennesker, der alle dage har ligget i os, om vi vil det eller ej. Om denne synd, skriver bl.a. forfatteren Søren Ulrik Thomsen (2005) således:

”I mine unge dage protesterede alt i mig, naturligt nok, imod den uretfærdige tanke om arvesynden. Her stod jeg, uplettet, og med alle gode intentioner om ikke bare at gøre det hele helt rigtigt, men også langt bedre end mine forgængere. Og så fik jeg at vide, at jeg – gudhjælpemig – havde arvet en synd.

I dag, hvor jeg har haft så rigelig tid til at dumme mig og er blevet lige så anløben som alle de andre rustne nedløbsrør, synes jeg sjovt nok, at det tværtimod er et meget nådigt begreb. For hvad ligger der i arvesyndstanken andet end at det simpelthen er et menneskeligt vilkår at begå fejl? Og at jeg ikke synder, fordi jeg er mig, men fordi jeg er et menneske?”

Således Thomsen – i første omgang provokeret, og senere følt sig taget til nåde i sin menneskelighed! Arvesynden går forud for alle vores synder, dumheder og de skader vi volder på hinanden. Men tilgivelsen af synden går på samme måde også forud for vores tilgivelse af hinanden, eller mangel på samme. Denne tilgivelse finder vi i påskens begivenheder eller i selv samme fortælling om den fortabte søn.

Betragter vi nemlig den fortabte søn ikke som os mennesker, men som Guds søn, Jesus Kristus, så er det påskens begivenheder, der ruller sig ud foran os, og så er det en Gud, der tager imod sit barn, efter det var dødt og siger: ”Min søn var død, men er blevet levende. Han var fortabt, men er blevet fundet”, uden så meget som at rynke det mindste på panden eller løfte den mindste pegefinger!

Hvad sker der, hvis sønnen i den norske fortælling er et billede på Kristus? Gud gør vel som faderen: han nagler sin egen søn op med søm på et bræt. Men forskellen er, at Gud, i modsætning til faderen, ikke efterlader sønnen mærket, af de mærker han har i hænder og fødder. Mærkerne blev det, der i sidste ende skulle blive til vinding og sejer. Mærkerne var lig med død, og kun ved at gå igennem døden kunne mærkernes kraft og døden overvindes.

Dette hører vi bare ikke om i den norske fortælling. Den slutter der, hvor mange af vores livs fortællinger slutter. Der hvor vi er mærket og der, hvor vi i særlig grad har brug for en epilog, ja, en ny fortælling. En fortælling, der ikke tager mærkerne fra os – for dem har arven givet os – men som trods det alligevel løber os i møde med åbne arme og tilsiger os overdådig fest i al evighed!

Amen!

Joakim von And og rigdom

Første søndag efter Trinitatis d. 29. maj 2016 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 12,13-21

Joakim von And er citeret for at have sagt, på et af de mange eventyr med Anders And og de andre hoveder fra Andeby: ”Penge er ikke alt… der findes også guld og diamanter!”

Det er på alle måder et skønt citat fra nærigpinden onkel Joakim. Selvfedmen lyser ud af ham og det halve burde egentlig være nok. Han ejer alt i hele Andeby, inklusive den gigantiske tempellignende pengetank på toppen af Bilbremsebakken, hvor han med diverse skilte, udråb og opråb prøver at holde folk på afstand af rigdommen.

Det nok allersidste Joakim von And selv ville citere, var det, vi hørte fra Prædikerens Bog for lidt siden: ”Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge, den, der elsker rigdom, får intet udbytte af den. Også det er tomhed.”.

Joakim von And er om nogen som den rige bonde, der skraber til sig og bygger pengetanken større, i takt med at pengebeholdningen stiger, og ser nok ingen problemer i det, snarere tværtimod. Men evangeliet taler for så vidt et tydeligt sprog om rigdom: Bonden og måske også onkel Joakim har handlet forkert. De har brugt deres liv og energi på at samle sig deres egen rigdom. På at arbejde for mad og god velstand for sig selv.  Bonden er ovenikøbet sin egen bedste ven og har det helt igennem rart, da han siger til sig selv: ”Slå dig til ro, spis, drik og vær glad”. Men straks derefter erfarer han, at Gud åbenbart er af en anden mening om livet og hvad han skulle have brugt sin energi på. Meget vel er han rig på jorden, men han er ikke rig hos Gud, siger Jesus.

Det leder os til spørgsmålet om, hvad rigdom egentlig er? Hvornår er man rig? Og hvad skal man gøre, for at blive rig hos Gud – hvis det da er det, vi stræber efter?

De fleste forbinder vel det med at være rig som noget ganske konkret og spørgsmålet om penge og kapital. En gang om året bliver der lavet lister over Danmarks rigeste familier: familien Møller, Kirk Kristiansen, Foss osv.. De er rige, fordi de i tidernes morgen fik en ide, som var ny, god og solid, og byggede et liv og en forretning op omkring det, som til stadighed bliver ved med at kaste penge af sig. De er rige. De har mange millioner på lommerne!

Men rigdom er jo også i overført betydning at være rig på noget. En skov kan have et rigt dyreliv. En grønsag kan være rig på vitaminer og mineraler. Eller vi taler om at nogle er iderige, rige på overskud og selvværd osv.. At være rig på noget er at have nogle gode egenskaber, som skaber glæde og liv for én selv og for andre.

Og her ligger også udfordringen både for pengepugeren Joakim von And og for bonden i evangeliet. For de har samlet og skrabet og hevet rigdommen ind i beholdningen. Joakim von And i sin pengetank, og bonden i sine lader. Og da de har gjort det, læner de sig tilbage – det gør i hvert fald bonden – og tager en slapper, som var livets mening og lykken opnået til fulde. Spørgsmålet er bare, hvad rigdom er, hvis den ikke bliver delt med andre? Det er her udfordringen ligger!

Vi kender kun til de rige familier, fordi de har gjort noget for samfundet. Vi kender dem kun, fordi de har sat deres rigdom i bevægelse, til glæde og gavn for andre. Man kan sagtens gå rundt med stor kapital på lommen, uden at det nødvendigvis er en rigdom. For bliver det ikke brugt, og viser du ikke, at din kapital faktisk kan gøre gavn og glæde for dig selv og for andre, hvad er formuen så værd? Er den så ikke bare nogle cifre på et stykke papir eller en bunke metal i en bankboks?

Der er mange eksempler fra hverdagen på, at rigdom kun findes, når den bruges. Jeg kan f.eks. kun opleve, at jeg er er god til at spille klaver, når jeg gør det. Jeg kan kun opleve, at jeg er god til at hænge lamper op, bage boller eller klippe hæk, når jeg gør det. Jeg kan kun opleve andres glæde ved kirken og ved præstens tilstedeværelse, hvis jeg faktisk er til stede i kirken og er hos folk. Går jeg derhjemme og siger til mig selv: Jeg er den bedste til at spille klaver, hænge lamper op, bage boller og være præst, men ikke udlever det eller viser det over for andre, hvad er det så værd? Og er det da en glæde og en rigdom? I kan måske selv tænke på rigdomme i jeres liv, og stille samme spørgsmål...

Jeg tror ikke, der er noget galt med rigdom. Der er intet galt med mange penge. Der er intet galt med at fylde sine lader til overflod med godt korn, ligesom bonden gjorde. Det er ikke det, vi skal høre, når vi hører dagens evangelium. Men for Jesus er det problematisk at tro, at egen rigdom er nok i sig selv – at livet kun drejer sig om det man selv har og ejer. Ja, på denne måde har man i virkeligheden misforstået alt om det, at være rig.

For rigdom er i sit smukkeste væsen gavmildhed over al måde. Rigdom er kun rigdom, hvis den også bliver delt med andre! Og derfor skal rigdommen sættes i bevægelse. Den økonomisk bevidste ved også godt, at man er nødt til at investere sin økonomi og sig selv i noget andet eller i andre, hvis det, man har, i virkeligheden skal blive til noget og fortsætte med at være noget. Familien Møller, Kirk Kristiansen og Foss er kun blevet rige, fordi de med deres rigdom også har turde tage nogle chancer, med det de havde.

At være rig hos Gud er ikke at gå og samle sammen, holde tilbage og putte sig. At være rig hos Gud er at dele ud af alt det man har og alt det man kan. At være rig hos Gud er at sætte sin rigdom – og det vil i bund og grund sige sit liv – i bevægelse.

Og ja: vores liv er værd at sætte i bevægelse. I Guds øjne har vi uendelig værdi, hvor meget vi end måtte mene, det vi har, ikke er noget særligt at byde ind med. I Guds øjne vi værdifulde hver og én. Vi er skabt af samme Gud og kærlighed, og vi er betroet samme opgave, at tage os af hinanden og den jord, vi lever på. Og fra Gud udgår den bevægelse og den ånd, der gir os mod på at bevæge andre.

Gud er førstebevægeren og kendes på sin altomfattende gavmildhed. Han var den, der satte det hele i gang i tidernes morgen, men også den der dagligt skubber til dig og til mig. For med sin ånd er han en del af os. Han bevægede sig i første omgang ind i vores nærhed med sin søn Jesus Kristus, og sendte senere sin ånd til os, for at vi til stadighed kunne være Guds bevægelse på jord.

Og hvilken rigdom er det ikke at kunne dele ud af? Guds nærvær, omsorg og kærlighed over for andre? Det er stort!

Men det kræver også af os at vi tør. Vi skal turde tro på, at rigdommen bor i os og at meningen med vores liv er, at vi skal sætte den i spil og bevægelse. Og ikke som en anden Joakim von And, afvise forbipasserende eller vores kæreste i at tilnærme sig vores rigdom. For da bliver det til unyttig vækst i egne lader og ubrugelige penge på toppen af en bakke, og da har vi virkelig misforstået Guds gave. Gud giver os ikke glæden i hjertet, for at gemme på den, men for at den skal deles som en rigdom med Gud og hver mand!

Og for det er der kun at sige:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud

Fader, Søn og Helligånd

Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud

Højlovet fra første begyndelse

Nu og i al evighed.

Amen!

Med velsignelsen i ryggen

Prædiken til Kristi Himmelfartsdag (II) d. 5. maj 2016 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 24,46-52

Kristi Himmelfart er som en mellemlanding i tiden mellem påske og pinse – mellem kødets opstandelse og ankomsten af kraften fra det høje. I dag peges der både frem og tilbage, og Kristus befinder sig i en mellemposition, da han hopper på skyen for at lade sig transportere fra den ene tilstedeværelsesform til den anden.

Der er noget nyt på færde i fortællingen om den opstandne, som fordrer en ny forståelse af livet for disciplene dengang og for os i dag.

Da kvinderne påskemorgen møder en mand i lysende klæder inde i gravhulen, bliver de venligt guidet ud af hulen igen med beskeden: ”Han er opstået, han er ikke her”. Der var ikke noget at hente der, hvor de ellers troede Kristus var at finde. Og i dag hører vi på samme måde om en mand – ja faktisk to mænd i lysende klæder, i Apostlens Gerninger – der guider og giver disciplene en anden besked. Godt nok er Kristus nu fløjet til himmels, og de kan på sin vis have ret i at stå med hovedet bagoverbøjet og næsen højt i sky, for at være nær hos ham. Men der er noget nyt på færde: ”Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere?!” spørger de to mænd disciplene.

Disciplene tror sikkert at det er der det sner, og at det er der, deres opgave ligger. Men som Grundtvig måske ville have sagt dem, så er vi ikke skabt til højhed og blæst, men ved jorden at blive, det tjener os bedst! (Højskolesangbogen, 351)

På en finurlig måde vil jeg mene, at Kristi Himmelfart taler meget direkte ind i vores tid og de tendenser der kan være til, at vi skal være selvhjulpne og selvstændige. For da Kristus hopper på skyen, efterlader han discpilene og os, og lader det være op til den enkelte at bære det videre, som han gav til os. Tiden er kommet til at stå på egne ben og selv bære vores eget og hinandens liv. Jesus har båret os et stykke af vejen, da han selv var hos os. Han har delt sine ord, sit evangelium og sit liv med os, og nu må vi kort og godt, som de selvstændige og selvhjulpne mennesker vi også er, klare os selv!

Men er vi klar til det, kunne man spørge? Er vi klar til at stå på egne ben og bære alt det videre, vi er blevet givet – troen, håbet og kærligheden som følge af opstandelsen?

Jeg tror alle kender til spørgsmålet om at være klar eller ikke klar. Dengang vi f.eks. stod med et trygt og solidt tag over hovedet i vores forældres hjem, og pakkede kasserne for at flytte hjemmefra. Var vi klar til det? Eller dengang vi valgte at sige op på arbejdet og gå nye og andre veje. Var vi klar til det? Eller dengang vi ikke selv tog beslutningen, men hvor en anden lagde en ny og uventet opgave på vores skuldre, f.eks. på arbejdspladsen, som vi selv skulle tage vare på og have ansvaret for. Var vi klar til det?

Nogen gange er vi klar. Andre gange er vi ikke klar. Og nogen gange må vi bare tage springet! Sat på spidsen er spørgsmålet i dag, om vi så er klar til at bære Kristus på vores skuldre? Klar til at bære hans evangelium videre iblandt os og gøre det gældende her, når han ikke er her, til selv at gøre det?

Det er et stort og svimlende spørgsmål at forholde sig til! Vi er ikke vandt til, at det er os, der skal bære Kristus, men at Kristus bærer os. Vi er ikke vandt til, at vi står med Gud i vores hånd, men at Gud har os i sine hænder.

Derfor sender han os, om man så må sige, heller ikke tomhændet videre i livet – og for disciplenes vedkommende tilbage til Jerusalem. ”Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem”, står der i Lukasevangeliet.

Disciplene fik velsignelsens gave, ligesom vi i dag ved gudstjenestens afslutning også modtager Guds velsignelse, ja, ligesom vi altid og alle dage går fra kirken med Guds velsignelse i ryggen!

Velsignelsen er den gave, det skulderklap, den nåde, den kærlighed og det kærlige skub, der skal give os mod og styrke til at tage opgaven på os – til at bære evangeliet videre med ud af kirken, og støtte os i det. Velsignelsen slår bro mellem Gud og os, og minder os om, at den gyngende bro fra dødninge land til de levendes hjem, som Grundtvig skriver (DDS 321,4), er etableret ved den tro, som Gud skænker os.

Men er vi stadigvæk klar til denne opgave? De fleste forældre kender deres børn; har opdraget dem og givet dem et fundament at stå på. Og på samme måde må vi tro på, at Gud nu slipper os, sine børn, i god tro og overbevisning om, at den opgave han giver os, også er én vi kan varetage. Sjældent bliver vi givet en opgave, vi ikke er i stand til at løfte. Vi kan meget vel opleve, at opgaven kræver alt af os – ja, mere end vi selv mener, vi er i stand til. Men vi også tro på og have tillid til det skulderklap vi bliver givet af hinanden, og som vi i dag på Kristi Himmelfartsdag, bliver givet af Gud!

Vi skal bære evangeliet videre. Det er vores opgave! Alene, fordi vi kan, og sammen med andre, fordi vi skal. Som det lyder i en af teksterne fra vielsesritualet: ”Bær hinandens byrder. Således opfylder I Kristi lov!”. Og ja; der vil komme tider, hvor vi ikke kan bære. Der vil komme tider hvor vi i særlig grad har brug for at andre og måske særligt Gud, er den eller dem, der bærer os. Det oplever vi måske i særlig grad, når vi møder modstand og når vi møder sorgens mørke.

Nogen vil også mene, at det aldrig vil kunne lade sig gøre for os, at bære denne opgave, hvor meget vi end prøver. Det er vores lod i livet, det er syndens dårskab og vores utilstrækkelige menneskelighed, der grundlæggende forhindrer os i, at gøre det godt nok.

Så meget desto mere har vi brug for, at Gud altid lyser sin velsignelse over os! At velsignelsen ikke kun er et skub ud i en stor og på mange måder uoverskuelig verden, men at den også er gudstjenestens solskin, til trøst og til håb, og et kærtegn fra Gud i hjertet og livet igennem.

Med velsignelsens ord og Kristi Himmelfart i ryggen, får vi vished om at vi kan! Vi kan bære evangeliet, for vi har fået opgaven af Gud og dertil også hans velsignelse! Tiden vil vise, som antydet i indledningen, om vi får hjælp dertil. Min fornemmelse siger ja! Men lige nu får vi velsignelsen til, som vi sang det for lidt siden, at kunne:

”Bære håb, som rejser livet

for den syge og den svage,

kæmpe mod det ondes destruktive magt.

Derved bli’r vi vidner til, at kærlighedens dage

vare evigt, selv om himlen

tog Guds Søn tilbage:

Ordet lever da, som sagt!” (salme fra Lysets Utålmodighed nr 93 vers 4)

Amen!