Prædiken til sjette søndag efter Trinitatis (I) d. 11. juli 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 5,20-26. Salmer: 736 – 396 – ”Vi kommer til dåben” – 493 – 164,4 – 10.
”Det
har naget mig i flere årtier: at jeg engang med fuldt overlæg var med til at
tage glæden fra et menneske.”. Sådan skrev salmedigteren Iben Krogsdal i en
artikel i Kristeligt Dagblad forleden dag. Hun var lige begyndt i et nydannet
kor. Men en af mændene i herre-gruppen sang simpelthen så dårligt, at koret kollektivt
– men uden at inddrage manden – besluttede at han skulle smides ud. Han sang
falsk og forstyrrede de andre. Det duede ikke. Han måtte ud!
”Vores
korleder” skriver Krogsdal “fik den ulykkelige opgave at ringe og fortælle
manden, at han desværre ikke kunne være med længere, og manden tog efter
sigende beslutningen pænt i telefonen. (…)
Men
da vi mødtes første gang efter udsmidningen, var stemningen helt forandret. Vi
stod lidt kejtede mellem hinanden, forlegne, ja, næsten som med blod på
hænderne, og jeg tror, vi alle mærkede det: At vores fællesskab var dybt såret.
Glæden var væk, og tankerne på ham, vi havde ofret på musikkens alter, fyldte
hele rummet. Kort efter gik koret også af sig selv helt i opløsning; vi forlod
det én efter en og kom aldrig til at give én eneste koncert sammen.
I
mange år sad oplevelsen i mig (og sikkert i mange af os) som en lille, ond
smerte. Hvad blev der af ham, vi smed ud? Sang han nogensinde igen? Hvor meget
slog vi egentlig ihjel for ham?”
Således Iben Krogsdal (Kristeligt Dagblad, 25. juni 2021)
Dagens
evangelium fik mig til at tænke på Krogsdal og hendes nag. Det er som om, hun
erfarer det, Jesus prøver at sige i dagens evangelium. Eller det som Jesus
forudser, der vil ske for os, såfremt vi ikke gør, som han byder os at gøre.
Vi
skal ikke bryde os om at have udeståender med nogen. Forlig dig med din bror –
med dit medmenneske – før du gør noget andet, siger han. Og hvorfor? For det
første fordi den hårde konsekvens af din vrede er, at livet og glæden tages fra
ham eller hende, du har været vred på eller har “unfinished buisness” med, og
for det andet, som Krogsdal mærker det, at du også ender
med at tage glæden fra dig selv.
Krogsdal
og resten af koret bliver helt forstenede, da manden pludselig er væk. Glæden
tages fra dem, fordi de i første omgang tog glæden fra en anden. Al den skyld
og skam, de plaskede over på den sangglade mand, plaskede lige på hovedet
tilbage på dem selv.
Og der stod de pludselig, uden mulighed for at forsone sig med ham eller se ham i øjnene og søge forliget. Krogsdal blev kastet i et indre fængsel af modparten – af den gamle mand – og pludselig sad hun der i flere årtier med et nag, der blev ved med at dukke op.
Det
er barske ord, Jesus langer ud til os i dag. “Ord kan dræbe”, “Forlig dig”, “du
ryger lige lukt i fængsel”. Det samme kunne nok også være sagt på en lidt
mildere måde. Eller også er opgaven her så væsentlig, at ordene ikke kan blødes mere op, end han allerede gør.
Det
er ikke fordi, vi ikke er velkomne ved alteret. Det er ikke fordi, vi af den
grund ikke er Guds børn eller ikke er velkomne i hans hus, hvis vi aldrig søger
forliget. Men hvis du har et udestående med dit medmenneske, så bør forliget fylde
i dine tanker mere end noget andet: At genskabe den brudte relation. At give
gaven til dit medmenneske: nemlig at sætte ham eller hende fri fra den vrede og
den dumhed, du har rettet imod ham eller hende, idet du henvender dig og
opsøger forliget. Men også for at du selv i samme øjeblik skal opleve, at du i
det forlig bliver forløst og selv sat fri.
Jeg
kender selv følelsen, men måske er vi flere, af at blive sat fri, når noget
bliver sagt højt. Hvis jeg går med en uro i kroppen og noget, der nager mig, er
det ofte fordi jeg går og putter med noget – med en konflikt eller noget, der
er svært, som jeg skal have fortalt et andet menneske. Og så kan jeg gøre nok
så mange overspringshandlinger og opsøge nok så mange altre – men det tager
ikke uroen fra mig. Gud er hos mig, det håber jeg, og han følger mig også når
det gør ondt. Men han kan ikke tage det onde fra mig. Jeg sidder stadigvæk med
en følelse som om jeg er fængslet.
Uroen
forløses først i det sekund, jeg henvender mig. Der hvor jeg konfronterer mig
selv og den anden, og indleder forliget. Først da falder mine skuldre ned.
Det betyder det ikke, at konflikten er løst, idet den bliver italesat. Men den er åbnet og der er lagt en trædesten ud og muligheden for at genfinde den anden og genopbygge den brudte relation.
Ord
har magt og ord har betydning. Ord kan bygge os op. Gode ord kan fylde os med
lykke i det inderste. Men ord kan også dræbe. Den, der siger grove ord, skal kendes
skyldig og dømmes til Helveds ild, som Jesus polemisk udtrykker det i
evangeliet. Benny Andersen skrev en engang lidt lettere humoristisk: “Det er
uforsvarligt at sætte ord i verden”. Det havde han da ret i, om end ordene også
er en af de vigtigste veje frem og at sætningen, med sine ord, ligesom
også bider sig selv i halen…
Men
det er også Krogsdals erfaring, at ordene kan gøre skade – selv om de i hendes
tilfælde ikke engang kom ud af hendes egen mund: “Hvor meget slog vi egentlig
ihjel for ham?” spørger hun, og søger efter et svar. I bedste fald var det bare
en lille undseelig oplevelse for manden. I værste fald var det hele hans
identitet der røg til fordel for renhed i tonerækkerne. Og var det virkelig det
værd?
Men hvad skete der så med manden fra koret?
Mange
år senere sætter Krogsdal sig ind på en tilfældig kirkebænk en tilfældig
søndag. Og da salmesangen begynder, genkender hun stemmen. Det er manden! Han
sidder bag hende og synger af karsken bælg, som om intet nogensinde var hændt.
”Jeg
sejlede af lettelse” skriver Krogsdal. ”For tænk, at det virkelig var lykkedes
ham i kirken at finde det måske sidste store sted, hvor man kan synge for
glædens skyld og ikke for præstationens. Det sted, som ingen kan smides ud fra.
Det rummer en opløftelse, der langt overgår, hvad vi selv forstår. Og det
rummer håb for alle os med samvittighedsnag, der frygter, at vi tog en glæde
fra nogen for altid.”
Mine
skuldre faldt nærmest også ned, da jeg læste, at manden heldigvis stadigvæk
havde mod på at synge sine sange. Også selvom jeg godt ved, at det ikke er alle
forundt at få samme glædelige opdagelse, som Krogsdal får.
Det er et barskt vilkår i vores liv, at vi ikke altid ved, hvem vi har gjort fortræd, og ikke altid får mulighed for at forlige os med den anden. Den grundskyld ligger i vores liv. Og med den skyld på vores skuldre har vi jo virkelig brug for at kunne komme til alteret.
Måske
er det nådige, at ordene aldrig ligger længere væk end i vores hjerte og i
vores mund til at indlede forligene og til at forløse opgaven? At vi i det
øjeblik, vi får muligheden, da også altid kan slå til? Måske er det nådige i
alt dette, at det aldrig er for sent både at søge forliget, men også at gribe
ud efter muligheden, når den pludselig dukker op ud af intet og når tilfældigheden
skænker dig en åbning?
Jeg tror, det var det, Paulus mente med den opstandelse og det nye liv, vi har fået i dåben. I dåben har Kristus forliget sig med os og det er vores beskyttelse, men det er også vores daglige begyndelse: I vores dåb kan vi hente mod og styrke til at forlige os med andre. For med vores dåb har vi opstandelsens mulighed i os hver eneste dag: at det der synes fortabt og uforløst, for altid har en levende mulighed i sig.
”Forlig
dig!”
Ære
være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu
og altid og i al evighed.
Amen.
