Hvem er de falske profeter?

Prædiken til 8. søndag efter trinitatis - Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 7,15-21

Jeg har brugt det meste af ugen på at overveje, hvordan en falsk profet egentlig ser ud. Ikke hvordan han så ud på Jesu tid, for det finder vi nok aldrig ud af, men i vores egen tid: år 2015! Og jeg har undret mig. For hvad er egentlig en falsk profet? De fleste af os går ikke rundt og taler om falske profeter, som noget der har indflydelse på vores liv og hverdag – heller ikke præsten!

En profet er i klassisk forstand én, der har modtaget et ord fra Gud, og som nu forkynder det for folk. I bredeste forstand én, der kommer med forudsigelser om fremtiden. I vores tid forbinder jeg som oftest talen om ”profet” med muslimernes Profet Muhammed, og en ”profetier” møder jeg oftest i sammenhæng med små amerikanske sekter, der endnu engang spreder med dommedagsprofetier og spår om jordens snarlige undergang. Og begge dele er ikke noget der har synderlig stor indflydelse på min hverdag.

Med dagens evangelium dumper vi lige ned i afslutningen på bjergprædikenen. Jesus har brugt de foregående kapitler på at skildre en ny verdensorden for os, som først og sidst fortæller, at der med ham er indtrådt en ny virkelighed. Før gjaldt loven, som vi bedst kender den fra de ti bud og det gamle testamente. Men med Jesu ord og ånd iblandt os er situationen en anden. Nu gælder det, at himmeriget ikke kun er for de rige, men også de fattige. Nu gælder det, at vi er det salt, der giver jorden og mennesker liv og kraft på ny. Nu gælder det, at vi skal vende den anden kind til, hvis vi møder modstand. Nu gælder det, at vi skal elske vores fjender. Nu gælder ikke store og flotte ord til Gud, men et enkelt Fadervor fra hjertet. Ja, nu gælder grundlæggende den gyldne regel: at alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem!

Og på baggrund af denne tale siger Jesus så, at vi skal vogte os for ulve i fåreklæder – for falske profeter, som leder os på vildspor i den nye virkelighed. Han sender os ud med ordene om, at der er folk iblandt os, som godt nok ligner os, men ikke nødvendigvis har forstået den nye virkelighed, og derfor ikke vil os det bedste. Vi kan altså ikke altid kende dem og se hvem de er, hvor meget vi end gerne ville, fordi de skjuler sig i vores egen midte.

Søndag aften, fra kl. otte til ni i vinterhalvåret, går en stor del af Danmark i stå, fordi DRs krimiserier har det med at sluge al opmærksomhed. Når vi samles foran skærmen, er det oftest for at udpege ulven i fåreklæder: hvem er morderen!? Vi gjorde f.eks. mange tanker og spekulationer, da Forbrydelsen III rullede over skærmen for et par år siden. Argumenterne for og imod den ene og den anden fløj igennem luften, og selv medierne brugte spalteplads på spekulationer! Chokket var da også til at tage og føle på, da butleren Niels Reinhardt – en pålidelig og tillidsfuld mand fra egne rækker – viste sig at være ulven, som ingen genkendte.  

Således litteraturens og filmens fiktive verden. Det er straks værre, når dramaet og ulykken udspiller sig i den virkelige verden. I onsdags markerede vi sammen med nordmændene fireårsdagen for massakren på Uthøya. På Uthøya skete det, som ikke må ske. Vi kender alle historien og de kolde facts, så dem er der ingen grund til at nævne her. Men hvordan så ulven ud? Ja, han lignede en af os! Terror, sagde vi dengang, det er sådan noget der sker i udlandet. Det er sådan noget som folk fra andre kulturer, med andre religioner og et andet udseende begår. Eller hvad? For rædslen gik igennem alle, da vi så billederne af den politiuniformklædte nordmand, med blå øjne og lyst hår, da han begik den værst tænkelige handling! De scener, der har udspillet sig på Uthøya, er næsten for voldsomme til at vi kan tale om det. Det er en ond mands værk, og de rammer vores forestillinger, om hvad der er trygt og hvor vi er uden for fare.

”Hvis én mand kan skabe så meget had, tænk så på, hvor meget kærlighed vi kan skabe sammen.” Ordene kommer fra en af de piger, der overlevede Uthøya, og de blev senere gentaget af statsministeren ved mindehøjtideligheden i Oslo Domkirke. Ordene er det evangeliske svar mod falskhed og ondskab! Ikke had. Ikke hævn. Ikke gengæld med øje for øje og tand for tand. Men kærlighed!

Og foruden kærlighed peger ordene også på en anden vigtig evangelisk pointe: nemlig et ”vi”. ”Tænk på hvor meget kærlighed vi kan skabe sammen.” For vi må konstatere, ligesom Jesus gjorde over for sine disciple, at der i vores flok og i vores midte er eller kan være falske profeter. Folk der på den ene eller anden måde, udgiver sig for at være et, men i virkeligheden er noget andet. De er der, men vi kan ikke se dem, og vi kan i virkeligheden heller ikke vide, om det er os selv, der er den falske profet. Det er – gud ske tak og lov! – de færreste, der er som ulven på Uthøya. Men det er også de færreste af os, der i enhver sammenhæng kan vide sig sikre på, at det vi gør og foretager os, er det bedste for flokken og for vores næste.

Vi er aldrig skyld i vores eget ophav, men altid forbundet med en anden – med et ”vi”. Ligegyldigt hvem vi står over for, må vi altid forholde os til, at den eller de personer også er en del af os, fordi vi alle nu er en del af Guds virkelighed. Gud kom ikke til jorden for at distancere sig fra os, men for at vi kunne blive en del af ham og han med os! Og konsekvensen af dette er, hvad Jesus fortæller os i sin bjergprædiken: at den fattige er rig i himlen, at vi er dem, der giver liv videre, at vi skal vise mildhed frem for modstand, at vi skal gøre mod den anden, som vi vil, at de skal gøre mod os. Det er den nye virkelighed: at Gud og mennesker hører sammen!

Og i lyset af den virkelighed og Guds kærlighed til os, er vores domme over den ene og den anden ligegyldige, fordi dommen over andre aldrig ligger i vores hænder, men i Guds! I lyset af Guds kærlighed er vi – ligegyldigt hvad! – altid nødt til at passe på de falske profeter. Og her mener jeg passe på i ordets dobbelte betydning: nemlig at vogte os selv for falskhed og ondskab, men i ét og samme sekund at forsøge at tage os af og værne om selv samme person. At forsøge at drive falskhed og ondskab ud af vores næste, og erstatte ondskab med kærlighed!

I forbindelse med massakren på Uthøya blev der også sagt: ”Frygt ikke den, der gør dig ondt, men den, der gør dig ond”, og spørgsmålet bliver da til os, om vi tør stå imod? Tør vi stå imod de falske profeter? Tør vi stå foran deres træ og med al iver forsøge at beskære det og gøde jorden, så de igen kan give gode frugter af sig? Tør vi sige: JA, du har gjort skade – på dig selv og på os – men JA, du er stadigvæk en del af os! Det er den opgave evangeliet stiller os med, og spørgsmålet er i virkeligheden, om vi har råd til at opgive tanken og ikke gøre forsøget…

Vi har grund til at tro på det bedste i ethvert menneske! En polemisk skelnen mellem dem og os, og en forøgelse af mistillid og mistænksomhed mellem mennesker ville være direkte ukristeligt. Nej, vi har ingen ret til at dømme. Det har derimod Gud. Og med sin søn har han tilsagt os sin nåde, tilgivelse og evige velsignelse. Spørgsmålet er, om vi tør at give den tro og det håb videre – selv til en falsk profet? Til det er der kun ét at sige: Gå med Guds fred og synd tappert!

Amen!

Hvem er i himlen? Og hvem er på jorden?

Prædiken ifm. gudstjeneste på DKGs sommerhøjskole d. 9. juli, under temaet: "Er der nogen i himlen?"

Johannesevangeliet 1,1-5;14 og Romerbrevet 10,1-8

Er der nogen i himlen, har I spurgt jer selv om i denne uge, og jeg tænker ikke at I har set svar (ellers må I gerne sige det nu!). Spørgsmålet er også et der udfordrer mig. Dagligt. Den Gud, som vi traditionelt har sagt sidder i himlen: Hvem er det lige han er? Hvad betyder almægtig? Hvem er det vi forestiller os, som er større end det vi selv kan forestille os? Kan vi overhovedet vide noget om Gud?

Og lige netop med spørgsmålet: ”Er der nogen i himlen?” tænker jeg også af og til, om det er rigtigt spurgt. Giver spørgsmålet mening? Er det ikke bare et udtryk for barnetroen, hvor vi er nødt til at danne os billeder og steder, for at kunne forholde os til noget? Og er himlen i virkeligheden ikke bare et udtryk for den alomfavnende og allestedsnærværende Gud, vi tror på?

Mange teologer og filosoffer har forsøgt sig med disse spørgsmål. Munken Anselm gjorde i 1000-tallet forsøg på at bevise Guds eksistens gennem tænkningen, fornuften og forstanden. Senere omkring 1200-tallet forsøgte Thomas Aquinas sig med et bevis gennem vores erfaringer – at verdensordenen og forgængeligheden skulle været et udtryk for Guds intelligente planlægning og styring. Sådan har man med tiden gjort sig forsøg på at finde ud af, om der er nogen i himlen, og i så fald: hvem!

Spørgsmålet, om vi kan vide noget om Gud, kan også stilles anderledes. I stedet for at gå efter et hårdnakket bevis for eksistensen kan man tage udgangspunkt i Guds eksistens, på eller anden måde, og spørge: Hvordan kan Gud, som øjensynligt ikke er af denne verden, blive kendt i (netop) denne verden?

Når vi vil sige noget om Gud i denne verden, er vores eneste værktøj at gøre og danne billeder: Billeder fra vores egen verden, som vi siger ”ligner” Gud, men som ikke har fuldstændig identitet med Gud, fordi vi ikke kender den fuldstændige identitet. Det kan jo være svært for os at forestille os noget, uden for det vi selv kan se og forstå, og derfor danner vi billeder og laver allegorier.

Vi kan f.eks. ligge mærke til, hvordan vi omtaler Gud. Han er jo ikke bare hvem som helst. Han er Gud. Med stort ”G”. Dermed har vi gjort Gud til et egenavn – personificeret ham, ligesom vi gør med vores egne navne og personer. Og når vi begynder at beskrive ham, siger vi f.eks., at han er som en far. Vi sætter lighedstegn mellem Gud og vores far, som vi i de fleste tilfælde er én, vi forbinder med noget godt og trygt.

Et andet billede, som vi finder meget brugt i det gamle testamente, er, at er Gud er en klippe. Og det betyder jo ikke at Gud er hård som sten, gråsort i nuancerne, fuldstændig uflytbar, stejl og ubestigelig. Nej, det betyder vi forbinder Gud med noget trygt, fast, noget der ikke rokker sig, noget vi er sikker på, også er der i morgen osv. Men bemærk hvordan billederne, selvom om vi putter konkrete billeder på, stadigvæk er åbne billeder, og frie for fortolkninger.

Gud er med andre ord, noget vi oplever i billeder og ud fra det perspektiv vi selv står i. Derfor er Gud forskellig alt efter hvem du spørger, og alt efter hvilke billeder de har i deres forråd.

Men når vi nu taler om billeder, så er der jo noget ganske særligt ved den kristne Gud, som på sin vis eliminerer spørgsmålet om, hvem der sidder i himlen. Spørgsmålet er vel ikke, hvem der er i himlen, men i stedet: Hvem der er på jorden, og hvem der er ved siden af dig!?

Jeg bliver somme tider spurgt til, om jeg kan sige hvad forskellen er på de tre store monoteistiske religioner: Jødedom, kristendom og islam. Eller rettere: Folk spørger ikke. Folk konstaterer over for mig, at netop de tre religioner jo altså har det samme udgangspunkt. At Koranen og det gamle testamente ligner hinanden ualmindeligt meget, og at det derfor også må være den samme Gud vi tror på. Og lige her tænker man måske på, at man med denne viden jo kunne have undgået mange religionsstridigheder. Hvad er det egentlig, vi ikke har forstået?

Ja, siger jeg. Det kan der være noget om. Men den store forskel er bare, at Kristendommen ikke sluttede med det gamle testamente. Hvis vi kun havde det gamle testamente, ville der aldrig have været noget, der hed kristendom. En banal pointe! Men det helt afgørende er jo, at Gud netop ændrede form og karakter, og blev en som os! Og spørgsmålet er derfor, som jeg spurgte lige før: Hvem der er på jorden?

Vi skal, som Luther sagde, ikke forholde os intellektuelt til Gud, men tage udgangspunkt i, at Gud selv har givet sig til kende for os! Udgangspunktet for alle kristne er, at Gud lod sig selv føde på jorden i Jesus Kristus. At Gud gjorde sig selv til kød og blod – altså til et menneske, som der stod i Johannesevangeliet. Og dermed har Gud, i en vis forstand, givet afkald på at være den fjerne, hinsidige og udefinerbare magt, som vi tilegner himlen i vores spørgsmål ”Er der nogen i himlen?”, og som vi indtil videre har prøvet at sætte ord på. Gud er med Jesus Kristus gået ind i vores virkelighed og menneskers historie. Han er den levende Gud, som møder mennesker på deres egne betingelser, ved f.eks. at dele deres lidelser og glæder, og give dem tro og håb!

Er der nogen i himlen? Hvem er I himlen?

Ja, jeg ved det ikke. Men det er måske heller ikke så interessant? Jeg synes i hvert fald, at det er langt mere interessant at se, hvem Gud gjorde sig selv til, og hvilken betydning det har for os i dag og for vores liv. For som Paulus siger det, så er Guds ord – Gud selv – helt tæt på os: nemlig i vores mund og vores hjerte.

At Gud gjorde sig til menneske gennem Jesus, for at genoprette sin skabning og os, betyder for mig, at jeg ligeså må se til mit medmenneske! Det er det jeg læser, når jeg læser Jesu lignelser om den fortabte søn, om den rige bonde, om den barmhjertige samaritaner osv.. Det betyder, at jeg ikke behøver at stile mit hoved og mit liv mod himlen i tilbedelse af Gud, men at jeg i mit liv kan erfare hvad Gud er, ved at lægge øre til det, Jesus gør og siger, og give det videre til andre.

Vores tro skal ikke få os til at se opad eller væk fra denne verden, men den skal tværtimod rodfæste os lige her hvor vi står, og få os til at se direkte på vores næste – på vores sidemand. Vores sidemand er ikke Gud – langt fra – men når vi står over for vores næste, står vi altid over for det ord, Gud har lagt i munden på os, om at vise tillid, kærlighed og barmhjertighed. 

Betyder det, at der ikke er nogen Gud i himlen? Nej, ikke nødvendigvis. Jeg har stadigvæk brug for at bede en bøn. Jeg har stadigvæk brug for at føle mig elsket – ikke bare af min familie og af mine venner – men også af en altomfavnende Gud. Og himlen som billede er godt til at illustrere, at Gud er nærværende alle steder. Og jeg tror at han findes. Men i hvilken form, i hvilken sfære, i hvilken størrelse og tykkelse, i hvilken nuance eller farve ved jeg ikke. Og det er heller ikke interessant. Så længe troen på Gud, får mig ned på jorden, og skubber mig ud i livet – ud til jer!

Amen!