At være det, vi er

Prædiken til første søndag i fasten (I) d. 21. februar 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 4,1-11. Salmer: 652 – "Vor Gud, du mærker vores sorg" – 634.

Beretningen om fristelsen i ørkenen har en markant placering i Matthæusevangeliet. Den kommer lige efter, Jesus er døbt. Alt ånder fred og ro efter fødslen og dåben, i et kort sekund. For så kommer djævelen, snor Jesus om sin lillefinger og frister ham til det yderste, som vi hørte.

Det lille fortælleforløb i evangeliet spejler en del af vores liv. Vi fødes og vi døbes som børn med håbet om alt godt foran os. Men knapt er vi vokset op, og har lært at gå og tale, før vi møder prøvelser og fristelser. Før vi pludselig skal ud af vores barne-pubbe, og forsøge at være til stede i en verden, der møder os på godt og ondt.

Jesus fristes af djævelen på, hvem han er. ”Hvis du virkelig er Guds søn” spørger djævelen ham ”så kan du vel også gøre stenene til brød, eller kaste dig selv ud over klippen”. Det er som om, djævelen skal teste hans evne til at stå imod ondskaben. Eller som om djævelen har særlige forventninger og krav til, hvordan Jesus skal være i verden, som Jesus slet ikke kan opfylde eller er.

Det er ikke nogen ukendt problematik i dag at blive fristet til at være noget andet end det, man er. At skulle leve op til krav og forventninger, som kommer udefra; nogen gange med god grund, men andre gange også i en grad, der er ødelæggende.

Jeg kommer til at tænke på de unge. Det er præcis det, der møder rigtig mange unge, når de bryder barne-pubben, og bliver teenagere. De mødes af tårnhøje forventninger fra samfundet om at skulle tage uddannelser, og gerne tage dem hurtigt og effektivt, med gode karakterer, så de kan drøne ind på arbejdsmarkedet og bidrage til samfundet. 

Men også iblandt dem selv møder de krav og uudtalte regler for, hvordan de skal være, hvordan de skal tale, hvordan de skal gå klædt og se ud. De unge lægger et pres på sig selv, og mobber hinanden ud af fællesskabet, hvis man ikke kan efterleve det. Det var også det, den populære og anmelderroste norske ungdomsserie ”Skam” forsøgte at sige højt.

Det er det, nogen har kaldt den ødelæggende perfekthedskultur, som vi har talt om i en del år. Kravet om at være perfekt risikerer at ødelægge de unge, fordi de ganske enkelt ikke kan følge med.

Jeg hørte et interview forleden dag, fra januar 2021, med unge i gymnasiet. Eller det vil sige: interviewet var med tre unge, hvoraf to var droppet ud af gymnasiet, fordi kravet om gode karakterer og at skulle være den perfekte ven med tid til fest og sociale arrangementer krævede mere end 24 timer i døgnet. Den ene var droppet ud for at genfinde sig selv. Den anden var tvunget til at droppe ud, fordi kravene havde kostet hende både angst og en depression.

Psykologen, som interviewede de unge, talte om de skrøbelige unge, som skal turde åbne op for det liv, der også er fyldt med fejl, fordi det er vejen til at stå imod det perfekte. Hun nævner også, at mange voksne tror, de unge er dovne, og at de bliver passet for godt på af deres curling-forældre. Men det er måske lige modsat. Det er fordi, de unge er for flittige, og fejlagtigt stræber efter det, der er bedre end det bedste, at curlingforældrene opstår. Og det enorme pres ender med at ødelægge de unges liv, mere end det bygger op og danner dem som egentlige mennesker.

I en artikel fra Information tilbage i 2006 bliver problematikken skåret ud i pap: ”De unge måler sig på det, de gør, ikke det de er.”

At måle sig på det, vi gør, og ikke det vi er. Hvor kunne jeg ønske mig, at denne fastetid, vi er i nu, kunne hjælpe os til netop dette fokus: at vi alle sammen giver os tid til at dvæle ved det, vi er, i stedet for det, vi gør. Sådan er fastetider tænkt, men mange glemmer det. Det er tiden til ro og fordybelse, og til at give plads til noget andet, noget værdifuldt i livet.

Og hvad er det så, vi er? Hvad er de unge, og hvad er vi? Fortællingen om Jesus, der bliver fristet i ørkenen, hjælper os på vej til at se det: Vi er først og fremmest Guds, før vi er noget andet. Vi er elsket, set og sat fri af Gud. Og hvis vi tør have tillid til Guds blik, tror jeg, vi kan løsne os fra omverdens ødelæggende krav og forventninger, og være os selv.

Jesus bliver mødt med fristelser. Han bliver mødt med ødelæggende krav og forventninger til hans liv og væremåde. Men de er ikke hans egne. De er ligefrem djævelske. Og pludselig går det op for ham! Da han er blevet trukket godt rundt i manegen, siger han stop – ligesom de unge, der finder modet til at sige stop midt i alle kravene. ”Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ ”

Og her forlader djævelen ham. Erkendelsen af, at han tilhører Gud, sætter ham fri fra det onde. Det sætter ham i stand til at afvise regler, krav, forventninger og djævelens fristelser. Idet han opdager, at han er et menneske, der tilhører Gud, opløses alt andet, og han kan finde hvile og tryghed i det ene: at han er Guds – at han er et elsket menneske, som står fast på at være noget andet end det, djævelen frister ham til. Og det sætter ham fri til at være den, han er.

Jeg tror ikke, det altid er let at komme til denne erkendelse – eller de erkendelser. I evangeliets fortælling fornemmer vi, at det er en kamp imellem Jesus og djævelen - djævelen som den personificerede ondskab. Og jeg tror, at det er en løbende proces, vi altid er i: at spørge os selv, om vi er frie til at være, dem vi er, eller om der er noget der binder os mod vores vilje, som vi skal løsne os fra. Jeg tror, og jeg ved fra samtaler med folk, eller fra det interview jeg refererede fra, at det kan være en smertelig vej at åbne op for disse spørgsmål, og komme til en erkendelse – hvad den end måtte være. Måske kan det tage hele liv, at bakse med alle disse spørgsmål…

Fastetiden er en håndsrækning til os om at søge roen, til at søge Gud. Og fastetiden er en opfordring til at turde være skrøbelige, og øve os i at stille de væsentlige spørgsmål – og måske også turde sige stop.

Med os på den vej er Gud. Jeg tror ikke, Jesus var forladt af Gud, da han kæmpede mod djævelen. Tværtimod tror jeg, det var Guds tilstedeværelse midt i al ondskaben, der gjorde, at han både kunne holde det onde ud, og at han fik mod til at bryde med det. Jesus var aldrig løst fra Guds nærhed. Det var midt i ondskaben, han fandt modet fra Gud til at sige stop; til at sige fra over for det onde, og til at være i det gode.

Det er Gud, der har riget og magten og æren i evighed. Og fordi det er sådan, kan vi også have tillid til, at vi ikke ender i djævelens vold, men kommer til et sted, hvor vi kan sige som Jesus: ”Vig bort!” Og være dem, vi er.

Amen!