Et kongerige fyldt med fejl

Prædiken til tyvende søndag efter Trinitatis (I) d. 22. oktober 2023 i Brabrand Aarslev. Matthæusevangeliet 22,1-14. Salmer: 729 – 810 – 303 – 330 – 69,5-6 – 2.

Himmeriget ligner en konge, der inviterer til fest. Det er bemærkelsesværdigt at denne lignelse dukker op oven på en festlig uge med fejringen af prins Christians 18-års fødselsdag.

En kommende konge bød ind til fest og mange var inviteret; både dem vi forventede at se til en kongelig fest, statsoverhoveder og kongelige, men også mange nye kendte og ukendte unge mennesker, som matchede den kommende konges generation. Og salen blev fuld af gæster.

Var der også én iblandt, som ikke var festligt klædt på, ligesom vi hører i lignelsen? Måske. Der har i hvert fald været skrevet meget om den unge generations påklædning til den kongelige fest. Er det f.eks. passende påklædning at møde op i hvide tennissokker under en glimmerkjole? Måske ikke eller måske. Vedkommende blev i hvert fald ikke smidt ud, og der var så vidt vides heller ingen gråd og tænderskæren.

Og så var der prins Christians første officielle tale. ”Jeg kan ikke levere perfektion” sagde han bl.a., ”for hvad er perfektion overhovedet? Men jeg kan love dedikation. Jeg vil give alt, hvad jeg har, og lære alt, hvad jeg kan”.

Det var fine ord fra prinsen, og væsentlige ord at få sagt, både for ham som er en del af en generation, der om nogen er kommet til at kæmpe med en perfektionskultur, og at alting på overfladen og på de sociale medier skal se pænt ud. Men selvfølgelig også for ham som kommende konge, der skal navigere i et mangfoldigt land, og som selvfølgelig nu og da vil komme til at træde forkert. Han kan ikke og skal ikke love perfektion. Men hvor er det fint, at han vil gå dedikeret til opgaven!

Og på en måde spejler både festligheden og talen også lignelsen om kongens invitation og fest. For det er ved gud heller ikke perfektion der præger lignelsen. Der e mange anstødssten og ting, der går galt: folket der ikke vil dukke op, kongen der gengælder mord med mord, og så til sidst raserianfaldet på den tavse gæst uden festtøj. Det kan være svært at få øje på den gode Gud og det glædelige budskab i alt dette.

Men jeg tror, vi skal lægge mærke til, at Guds himmerige er midt i alt dette uperfekte; både invitationen og festen, glimmer og glamour, men også alle fejlene. De er også en del af Jesu lignelse, og det er alt dette, Guds himmerige ligner.

Guds himmerige er ikke et fejlfrit land. Nej, selv ikke kongen, som vi må tænke os er Gud, er fri for fejl. Gud kan heller ikke levere perfektion. Men måske er det, Gud lover os i denne lignelse, i stedet sin dedikation til os? At han over for os altid vil forsøge at gøre sit bedste, også selvom det af og til går galt – både for ham selv, men også for os?

I lignelsen ser vi, at Gud bliver ved og ved med at invitere, også selvom de inviterede siger nej. Det må da siges at være en dedikeret vært! Og selvom Gud ender i et raserianfald på den tavse, så hører vi dog, at der til festen ender med at være både gode og onde; et tegn på, at vi er velkomne som vi er, og at vores præstation eller håb om perfektion ikke er noget, Gud går op i. For hos ham er vi alle velkomne.

Ja, eller det vil sige: hvad med den tavse mand? Den tavse mand provokerer kongen, provokerer Gud. Men hvem er han egentlig? Det kan jo ikke passe, at Gud ikke kan se gennem fingre med dårlig påklædning, og slet ikke, når vi også hører, at der er onde til stede ved festen. Så hvem er han?

Måske er han præcis det modsatte af Gud selv. Ikke bare et ondt menneske, men den onde, som altid sniger sig ind i fortællingerne. Det djævelske, ligegyldigheden selv, den som nægter i det mindste at forsøge at lade sig forme og farve af Guds invitation, af Guds kærlighed.

Spørgsmålet om perfektion i Guds himmerige er et urgammelt spørgsmål. Hvordan kan himmeriget tænkes at indeholde noget ondt? Hvordan kan den tavse blive lukket ind til festen? Hvordan kan der være ondt i en verden som vi tror, er skabt god og skab af den gode?

Ja, at sige, at verden kun er god, er for mig at se et ondt udsagn. Vi kan så let som ingenting bevise det modsatte. Vi tænkte måske at én krig i vores nærområde var umenneskeligt nok. Alligevel brød endnu en krig ud for et par uger siden mellem Israel og Hamas, og vi vender os endnu engang i gru mod den ondskab der vælter ned over uskyldige mennesker fra begge sider af hegnet.

Ondskaben er derude, og nogle gange også tæt på os. Nogle gange er den tavs, og vi kan med lethed smide den på porten. Andre gange er ondskaben så råbende, at den overdøver vores liv, og vi står magtesløse tilbage.

Tidligere læge og medlem af etisk råd, Ole Hartling, skrev for nylig i en lille bog om det onde, at vores verden ligger i det onde. Det er et citat fra 1. Johannesbrev i Bibelen i en ældre oversættelse: ”Verden ligger i det onde” (1. Joh. Brev 5,19). Det er et faktum, som jeg sagde lige før, at det onde er til stede, og også i Guds himmerige.

Og lige så længe man har erkendt det, lige så længe har man forsøgt at besvare, hvorfor det er sådan: hvorfor ondskaben er i verden, og forsøgt at forsvare Gud, som siges at være god, og må have skabt verden med det gode for øje, men alligevel også må have lukket det onde ind.

Men for Hartling er spørgsmålet gået hen og blevet både trivielt og kedeligt. For vi kan aldrig få en forklaring eller løsning på problemet. Og måske er det også mere en menneskefødt tanke, at Gud har brug for et forsvar, mere end at det egentlig er noget, Gud har behov for.

Men, skriver Hartling så, ”når der ikke er et forståeligt og logisk svar på spørgsmålet, må det overvejes, om spørgsmålet er forkert. At fastholde ondskabens problem som et problem – ja, at kalde det et problem – implicerer jo, at det kan løses. Måske må man i stedet erkende, at et problem, som ingen løsning har, ikke er et problem, men derimod et vilkår. Når logikken må give op, er det muligvis, fordi der er andre lovmæssigheder på færde.”

Der er andre lovmæssigheder på færde. Ondskaben skal ikke forsøges at forklares eller forsvares. Den er der bare. Den er et vilkår. Den en del af livet, og ikke et problem som skal løses. Verden ligger i ondskaben. Den er en del af festen og af Guds himmerige, og sådan er det.

Men hvordan håndterer vi den, kunne man spørge? Ja, kongen i lignelsen forsøger at smide den tavse ondskab på porten, selvom den nu nok skal vende tilbage igen.

Men hvad skal man så sige til det menneske, hvor det onde ikke forsvinder? Poul Hartlings svoger skrev engang til ham, hvor han havde det dårligt: ”Når det virkelig gælder, er der kun kærlighedens altid hjælpeløse nærvær at komme med”.

Når det virkelig gælder, er der kun kærlighedens altid hjælpeløse nærvær at komme med. Og pointen er jo, at den kærlighed måske ikke er så hjælpeløs endda. Den kan måske ikke løse det onde eller få det onde til at gå væk. Kærlighedens nærvær kan ikke skabe perfektion.

Men hvis man kommer med kærlighed og nærvær til én, der er ramt, er den ramte i det mindste ikke længere alene. Med kærligheden er man ikke ladt i stikken, men en del af en sammenhæng, en del af noget større, som også kan bære med.

Og er det ikke også i sidste ende det, Gud gør i lignelsen, og den Gud er for os? Én der byder sig til, selvom det i lignelsen også ser klodset ud og selvom han kommer galt afsted. Han inviterer dog, rækker os sin hånd, rækker os sin hjælpeløse kærlighed og sit nærvær. Han forsøger at give alt hvad han har: han går dedikeret til opgaven i at elske os!

Han kan ikke levere perfektion, ligesom prinsen, og ligesom vi selv nok heller aldrig nogensinde kan eller skal. Men måske dedikation overfor hinanden, i en hverdag og i et himmerige fyldt med fejl.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen.

Menneske først. Regel så.

Prædiken til syttende søndag efter trinitatis (I) d. 1. oktober 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 14,1-11. Salmer: 752 – 392 – 365 – 729v5 – 731.

Forleden dag lyttede jeg til en podcast, hvor journalist og madanmelder Lærke Kløvedal inviterer kendte ud for at spise deres sidste måltid. Alt imens de spiser, læser Lærke Kløvedal op fra en nekrolog over den inviterede gæst, som hun har skrevet til anledningen. Det er altså et program, som handler om liv, om eftermæle, og at se tilbage på det i livet, som definerede dig og gjorde dig til den, du var og er. 

Gæsten var denne dag sangerinden Katinka. Katinka er bl.a. kendt for at være et meget åbent og ærligt menneske; ærlig om den vildskab og skrøbelighed, der bor i hende, og som hun også bruger aktivt, når hun skriver sange og digte.  

Lærke Kløvedal læser fra nekrologen: 

Katinka voksede op i København i 90’erne. Her var der plads til stille piger og larmende drenge, og hvis man ikke passede ind i de kategorier, kunne man ikke være med. Katinka fik konstant at hvide, at hun opførte sig forkert, og det lagrede sig i kroppen. Katinka var et anderledes barn. Hendes følelsesregister var mere fintmasket, og hendes oplevelser slog ud på en større skala end andres. Til skole-hjem-samtalerne sagde lærerne til hende og hendes forældre, at hun var for voldsom. 

”Det er rigtigt” svarer Katinka. ”Men jeg tænker ikke, jeg har været særlig. Jeg tror, der var mange børn, der faldt ud over rammerne dengang, og jeg oplevede ikke, at nogen kunne tage hånd om sådan én som mig. Og da jeg senere hen læste til lærer, opdagede jeg pludselig, at jeg ikke var fortabt. Jeg var måske et barn, der var lige ved siden af gennemsnittet, men hvem er egentlig gennemsnittet?” 

”Men det var den følelse, dine lærere gav dig?”, spørger Kløvedal. 

”Ja!” svarer Katinka. ”Og så kan jeg huske den dag på lærerseminariet, hvor jeg læste i en fagbog, at hver gang et barn mistrives i en klasse, så er det lærerens ansvar. Det vil altid være den voksnes ansvar, det er aldrig børnenes. Og jeg har aldrig oplevet, at der var en voksen, der tog ansvar for mig. Det var altid bare min egen skyld.” 

Så vidt podcasten med Katinka og Lærke Kløvedal. 

Det, der rører noget i mig i Katinkas historie, er mødet mellem det på den ene side ”normale”, rammerne som vi skal passe ind i, det som nogen er blevet enig om er det rigtige. Og så på den anden side det, som vi helt enkelt kunne kalde virkeligheden; sådan som virkeligheden nu engang udspiller sig, og sådan som mennesker nu engang er.  

Katinka bærer som barn på en oplevelse af, at hun ikke rigtig er velkommen, eller at hendes måde at være på er enormt ubelejlig ind i det liv og de rammer, alle andre levede efter. ”Det var altid bare min egen skyld” sagde hun, og fik på den måde at vide, at hun selv kunne gøre for det.  

Men det kunne hun jo ikke. Som nu også den mand, vi møder i evangeliet, med vand i kroppen. Jeg tror hans oplevelse er den samme.  

Manden er helt tydeligt anderledes end dem, der er omkring ham. Ja, han er syg! Men det er som om, at det går de andres næse forbi. De vil ikke tage sig af ham. For rammen denne dag er, at det er sabbat, hvor man ikke må arbejde og ikke hjælpe nogen. Sådan var det bestemt. Og derfor går de forbi ham.  

Sabbattens rammer og regler møder virkeligheden og en mand, som havde alvorlig brug for hjælp. Folkeskolen i 90’erne – og hvem ved, måske også i dag? – hvor der kun var plads til larmende drenge og stille piger, blev mødt af virkeligheden; den virkelighed, som har det med at overgå det, vi tænker og tror; her en pige, som ikke var stille, men stadigvæk havde brug for omsorg. Lærerne forholdt sig kun til det normale, ligesom jøderne kun forholdt sig til reglerne, og glemte virkeligheden: mennesket, der havde brug for at blive set! 

Man fornemmer, at Jesus må have stået med et stramt udtryk i ansigtet og måske tænkt, om der egentlig var en voksen til stede – ligesom Katinka også reflekterer over. Derfor handler han – selvfølgelig – og prøver samtidig at sætte problematikken på spidsen ved at spørge til, hvis det nu var deres egen søn – en af deres egne kære børn – der denne dag var faldet i brønden. Om de så ikke – selv på en sabbat – ville have trukket ham op? 

  

Hvad passer altid ind i dit kram? Hvad går altid efter de planer, du selv har lagt? Nogle gange måske det meste. Nogle gange måske slet ingenting.  

Jeg tror ikke evangeliet og Jesus vil have os til at glemme regler og rammer. De hjælper os også på vej. De giver os struktur. Men der er en væsentlig pointe i, at regler og rammer er til for menneskets skyld. Og hvis mennesket pludselig bliver offer for en regel – hvis reglen bevirker, at vi glemmer mennesket, glemmer at være opmærksomme, eller hvis reglen gør, at der ikke er plads til mangfoldigheden af mennesker – så må reglen også bøjes. Så må vi se forbi reglen eller i det mindste se den efter i sømmende.  

Menneskeliv først. Regler så!  

I den bedste af alle verdner skulle Katinka være blevet mødt af omsorgsfulde lærere, der så hende og hendes behov. Det var ikke hende, den var gal med. Det opdagede hun heldigvis også senere hen. Det var reglen, der var udfordringen, og dem, hun havde omkring sig, og hele det miljø hvor man død og pine ikke måtte falde uden for rammerne.  

I den bedste af alle verdner skulle jøderne omkring manden have lagt deres kapper omkring ham og båret ham til et sted, hvor han kunne få hjælp. De skulle ikke bare være gået forbi ham, på vej til den fine sabbatsfejring, hvor der kun var plads til pæne mennesker.  

Nej, de skulle have sat sig på gulvet, på jorden, i øjenhøjde med ham og alle andre, der lå der, fordi det i grunden er den største plads vi kan indtage, og det fineste bord, vi kan sidde ved; der hvor alle er og alle føler sig velkommen, set og hørt.  

Hvis det nu var vores nekrolog, der skulle skrives – ligesom Lærke Kløvedal skriver nekrologer – hvad ville vi så gerne have, skulle stå der? Sikkert mange forskellige ting. Men man kunne håbe, at nogen ville skrive, at vi var gode til at tage os af andre. Gode til at vise omsorg og se, hvor og hvordan der var brug for vores hjælp.  

Og ved siden af det, kunne der måske også stå en lille, men realistisk, sætning om, at vi heller aldrig var supermænd, som kunne fixe alting med det samme. Måske ville det også være okay, hvis vi kunne se tilbage på et liv, og se at vi ikke altid var perfekte, og at der de gange, vi ikke selv slog til, også var en anden, som hjalp os på vej. En anden som så med milde øjne på os og på det, vi ikke selv nænnede så meget som et blik. 

I evangeliet var Jesus den, der kom forbi og så det, de andre ikke så. Han så den lidende, men han så også dem, der gik forbi. Til den lidende gav han helbredelse. Han gav ham tilbage til livet. Og til dem der gik forbi gav han ord og overvejelser til deres liv, i sammenhæng med hinanden. Og så lod han dem alle gå frit derfra. 

Måske vil Jesus også være den for os? Den der ser os, når vi ligger ned; som giver os helbredelse og sender os tilbage til livet, fyldt af energi i kroppen.  

Men måske vil han også være den, der ser alle dem, vi ikke selv ser. Og måske vil han bære over med os – alle os, der er lige ved siden af gennemsnittet. Når vi alligevel ikke magter at vende reglerne på hovedet. Når vi ikke magter at håndtere den, der falder uden for normen og sige ”Hej Katinka, du er lige præcis som du skal være, og her er også plads til dig!”. Eller når vi ikke kan overskue at standse op, men mest af alt har brug for at lukke øjnene og gå videre.  

Måske vil han da alligevel hjælpe os op, og sige til os: menneske først, regel så!  

Det kan vi håbe! 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. 
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid 
og i al evighed. 

Amen