Enhed

Prædiken til nittende søndag efter Trinitatis (II) d. 23. oktober 2022 i Brabrand Kirke (og DR P1). Johannesevangeliet 1,35-51. Salmer 747 – 335 – 319 – 729v5 – 731.

Det gav genlyd, da Dronning Elizabeth døde. Vi vidste nok, at det ville ske. Men det kom alligevel bag på briterne, på nationerne i commonwealth og ja, stort set hele verden. For hun var jo den, der i mere end 70 år forenede folk på tværs af generationer, lande, sprog og kulturer. Hun var den stabile klippe i en foranderlig verden, som en journalist skrev. 

Hendes begravelse blev sendt live i hele verden, og aldrig før var så mange statsoverhoveder samlet under samme tag for at tage afsked med hvad der føltes som deres overhoved. Kongehuse kan virke gammeldags. Men i en moderne verden, der udvikler sig hurtigt, og også hurtigt kan splittes, er der stadigvæk traditioner og huse, der samler os. Og vi kan have brug for det. 

Som med vores egen dronning. Vi kan tænke, at der er meget der skiller os herhjemme, og i valgkampen gøres der en dyd ud af at trække uenigheder skarpt op. Men der er også meget få, som ikke vil samle sig foran skærmen nytårsaften, når dronningen taler. Fordi hun taler med en anden stemme, hævet over tider og strider, og forener skolesøgende som plejehjemsbeboer, direktør som kontanthjælpsmodtager, nydansker i Gellerup som femte generation på gården i Vestjylland. 

Dagens evangelium og Paulus brev til Korinterne forkynder for os, at vi alle er kaldt på som en enhed på tværs af alt det, vi måtte mene, der adskiller os. Vi er kaldt på til at være ét i Kristus, ét i samme Ånd, men også på en langt dybere måde end et kongehus kan minde os om. 

Vi er forbundet med hinanden i den samme ånd. Som illustration bruger Paulus billedet af et menneskes krop. For ham er vi forbundet så nært, som forskellige lemmer på en krop er forbundet i ét legeme. Det er sandt, at en krop består af mange dele – af mange lemmer. Kroppen er mangfoldigt sammensat af hoved, hals og hænder, fødder, fingre og øreflipper. Men det er også lige så sandt, at lemmerne tilsammen udgør ét legeme. Legemet kan slet ikke tænkes anderledes. Kun i mangfoldighed og forskellighed er legemet et legeme. 

Og sådan, siger Paulus, er vi mennesker også forbundet i Kristus i den samme ånd. Vi er lemmerne, Kristus er legemet. Sådan er vi en enhed med hinanden. I al vores forskellighed og mangfoldighed som mennesker er vi forbundet i den samme ånd – i Kristi ånd – og det kan slet ikke tænkes anderledes.  

Det er enkelt at sige, og med Paulus’ billede kan vi se det for os. Men at det også er sådan, det forholder sig i virkeligheden, kan være sværere at acceptere og forstå: at enheden rummer forskellighed.  

Når ikke alle er som os selv; tænker det samme, tror det samme, forholder sig til livet på samme måde, så bliver vi udfordret på, om vi overhovedet kan være sammen eller om vi kommer fra samme sted. Og nogle gange føler vi det lettere at tilpasse og justere, eller helt at fravælge den, der falder udenfor normen, snarere end at inkludere i fællesskabet. 

Når vi f.eks. tidligere talte om identitet og køn, var det på sin vis enkelt og knyttet til biologien. Men i dag taler vi – og særligt yngre generationer – om en mangfoldighed af køn og om flydende identiteter. Om at opleve sig selv som bevægelig og foranderlig igennem livet, snarere end at være den samme i én forståelse. Det kan være en kamp for mange unge, at få lov at være til på denne måde, og dertil kæmper andre også med at forstå, at denne mangfoldighed af køn nu også er en del af vores virkelighed. 

Og når jeg nu ikke er, som andre er flest, er der så overhovedet plads til mig, spørger den unge med en flydende identitet? Her kan vi svare med Paulus ord, som nærmest forud for vores tid skriver om følelsen af, ikke at høre til: ”Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet.”  

Alle hører til, og der skal ikke laves om på noget eller på nogen. Legemet, enheden i Kristi ånd, består af en mangfoldighed og forskellighed af mennesker. Det er også en del af vores identitet. Og enheden går måske derfor dybere end vi altid kan rumme. Guds kærlige arme strækker sig længere, end vi altid kan tro, og rummer både den, der skal ses og rummes på ny, og den som ikke kan rumme andre end sig selv og sit eget.  

Når Jesus kalder på sine disciple i evangeliet, får vi øjnene op for, hvor konkret det er for ham. Jesus kalder på hver enkelt, og hver enkelt kommer til ham. De har deres egne navne; Andreas, Simon, Peter, Filip, Nathanael, og de kommer fra hver deres sted; de er sønner af Johannes, de kommer fra Galilæa og fra Betsajda. Disciplene har deres egen identitet og kommer hver især med deres eget. Men under Jesus er de også en enhed. Her forenes de i al deres forskellighed, og får en ny retning at gå i sammen med ham. De er alle en del af hans ånd. 

Og bemærk dertil, hvordan Jesus selv bærer en mangfoldighed i sig. Jesus kaldes både Guds lam, Rabbi, Kristus, Josefs Søn, Guds søn og Israels konge. Navnene bærer forskellige betydninger og udvider vores forståelse af, hvem Jesus er, og stadigvæk er han kun én og den samme ånd.  

Som sådan er vi mødt af Gud – af Jesus Kristus og af hans ånd. Han er én og vi er ét i ham. I hans kærlighed kan vi være med alt det, vi er hver især. Og samtidig løftes vi også ud af vores egen væren, og sættes i et forhold hinanden. Billedet af legemet er netop billedet af sammenhæng og fællesskab. Uden hinanden var legemet halvt.  

Og måske er vores vigtigste identitet i bund og grund ikke den, vi er født med eller den vi selv har fundet frem til, men den vi har fået af Gud – at vi er elskede mennesker, hver og én, og en del af noget større? En sammenhæng og et fællesskab, som rækker ud over os selv, som vi er afhængig af og som vi er forbundet med. 

I dag er vi kaldt på til at være en enhed. Kongehuse kan give os glimt af, hvad det betyder og hvordan det føles.  Og alligevel er der noget mere på spil. En identitet der går dybere; en sammenhæng der rækker længere ud end kongehuse og menneskelige traditioner kan holde os fast på.  

Som lemmer på et legeme. Som mennesker på den samme jord, med lande og vande der flyder imellem os. Som himlen, åben over vores hoveder, der alle steder er den samme. Sådan er vi forbundet. Det kan slet ikke tænkes anderledes. 

Ære være faderen og Sønnen og Helligånden. 
Som det var i begyndelsen, så ledes også nu og altid 
og i al evighed.    

Amen.  

Kaldt på

Prædiken til sekstende søndag efter Trinitatis (II) d. 2. oktober 2022 i Brabrand Aarslev. Johannesevangeliet 11,19-45. Salmer: 736 – 21 – 810 – 224 – 474 – 375.

Døde mennesker bliver ikke levende igen. Det er der alt for mange eksempler på til at kunne modbevise.

Grauballemanden har indtil videre været død i over 2000 år. Selvom vi for 70 år siden tog ham op af hans grav i mosen, og siden har gået og skubbet til ham, så har han endnu ikke selv bevæget en legemsdel. Historien om ham lever, og sagnene om hans tid lever, men ikke ham selv.

For noget tid siden hørte jeg en podcast om en fotograf, der tager billeder af begravelsesritualer i lande og kulturer langt fra os. Og det er virkelig langt fra os, både i geografisk og overført betydning.

Visse samfund i Indonesien har f.eks. tradition for ved høsttid at samle familien til fest på kirkegården. Her åbner de deres afdødes grave, tager de døde op, vasker dem, klæder dem pænt på, og holder en fest med dem. Og ja, de er døde. Sådan en fest og holder de hvert år, indtil det ikke længere er muligt at holde sammen på den afdøde.

For Indoneserne er den døde ikke helt død endnu. Der er stadigvæk en jordisk rest tilbage, som de fejrer, og det bringer lykke og held at ære sine døde på denne måde. Nogle af de samme traditioner findes på Madagaskar, i Ghana og på Filippinerne. Den døde lever et efterliv, som ikke er til at kategorisere hverken som helt åndeligt eller helt jordisk.

For os herhjemme er det en lidt anderledes. Vores døde er døde, og vi lægger dem hurtigst muligt i jorden. For af jord er vi kommet og til jord skal vi blive. Sådan vil det altid være for os. Og skal vi ”af jorden igen opstå”, er det i Guds nærvær og af Guds vilje, ikke vores families.

Opstandelsestroen på kirkegården er udtrykt på forskellige måder. Én af traditionerne er f.eks. at vi altid begraver vores døde med hovedet mod vest. For ”I østen stiger solen op” og på den yderste dag, når Kristus kommer igen som solen i øst, kan alle rejse sig fra deres grav og se ham komme.

Men indtil da bliver vores døde under den gravsten, hvor vi har lagt dem. Det er bedst sådan, og vi har ingen grund til at tænke eller tro anderledes for nuværende.

Døde mennesker bliver ikke levende igen. Kommer opstandelsen, så kommer den på den yderste dag, sådan som Martha i dagens evangelium også tror: ”Ja, jeg ved, at min bror skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.”

Eller hvad?

Lazarus, Martha og Marias bror, er død, og de har ikke i sinde at åbne hans grav for at tro det modsatte. Da Martha møder Jesus, er hun skuffet. For måske kunne han have gjort noget for Lazarus, da han levede. Helbredt ham fra hans sygdom. Men nu er han død, og nu er der kun håb på den yderste dag.

Men da siger Jesus det omvæltende: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?”. Jesus fastholder, at det er ved ham, opstandelsen sker. Sådan vil det altid være. For han er opstandelsen og livet. Men han korrigerer Marthas forventning om den yderste dag, og siger: opstandelsen er ikke kun eller først engang i fremtiden. Opstandelsen er også lige nu.

”Den der tror på mig, skal leve” siger han. Og derefter opvækker han Lazarus. De fjerner stenen fra hans grav. Og ud af graven går Lazarus, levende, med strimler af linned om sin krop. ”Løs ham og lad ham gå”.

Døde mennesker bliver ikke levende igen. Det er der alt for mange eksempler på til at kunne modbevise. Men for Jesus er opstandelsen ikke kun noget, der sker på den yderste dag. Det er der alt for mange eksempler på til at kunne modbevise.

Jeg har flere gange i mit liv været tæt på mennesker der var i et mørke. Mennesker f.eks. med depressioner og angst, som har været nede i meget mørke huller i deres liv. Og os, der har stået omkring, har mange gange været lige så forvirrede, som vi hører at menneskene omkring Lazarus er helt ude af den. Jeg har ikke anet mit gode råd, været ked af det, været bange for det mennesker, der i tider nærmest ikke var kontaktbare.

Og midt i det hele er der sket en forandring. Den, der var i mørket, blev kaldt på. Livet vandt. For noget tid siden læste jeg i Kristeligt Dagblad om den erhvervsdrivende Kim Koslof, som pludselig blev ramt af svær depression. Han kunne i bogstavelig forstand ingenting. Hans krop var som død. Han var som Lazarus, og hans familie græd.

Vendepunktet kom, da en psykiater kalder på ham. Psykiateren fortæller, at mange i hans situation ville have taget livet af sig selv. Men det havde Koslof ikke gjort. Og den kendsgerning skulle han bruge positivt. Livet var ikke slut endnu. Det vidste de begge to.

Koslof bliver kaldt tilbage til livet. Men han bliver også kaldt tilbage til en anderledes verden. Han lever nu med ar på sjælen, og han lever med risikoen for hele tiden at falde tilbage i mørket, som han skriver. Men han lever og det gør ham glad.

Evangeliet om opvækkelsen af Lazarus er som Kim Koslofs fortælling om et liv, der endnu ikke er helt forbi, og hvor du bliver kaldt på. De bliver begge kaldt på midt i deres mørke, og møder opstandelsen som nærværende her og nu. De bliver kaldt på, og opdager på den ene side, da de vender tilbage, at verden ikke er som før. Koslof lever med risikoen for at falde tilbage i mørket, og Lazarus kommer ud af sin grav med begravelsesklæder om ansigtet. Begge skal de bære på ar og klæder fra det mørke, de engang lå i. Verden har ændret sig for dem begge.

Men det væsentlige er, at de begge to er kaldt på. De opdager på den anden side, at livet er ikke slut endnu. Sådan forkynder Jesus, når han siger: Jeg er opstandelsen og livet her og nu. I det liv, hvor man har mærket døden og mørket, og hvor man har oplevet sig selv som død, da er man stadigvæk velkommen i livet. Med alle de ar vi har på krop og sjæl, med alle de ligklæder, vi går rundt med. Da er vi stadigvæk velkomne, og altid kaldt på til liv.

”Lazarus kom herud” siger Jesus til den døde, og vækker dermed en bevægelse i Lazarus. En bevægelse der finder sted i vores daglige liv, når vi bevæger os fra et mørke ud i lyset.

Måske er det sådan, vi skal tænke opstandelsen? Som en bevægelse, Gud har sat ind i verden ved sin Søn?

Gud er bevægelse, og det er den bevægelse, der bevæger os. Og det at vi bevæger os, og at livet sker med os, det er opstandelse! Det er den kraft, der flytter os fra det ene til det andet; den kraft der giver os ideer og inspiration og åbner muligheder og overrasker og trøster og lader os fatte kærlighed til et andet menneske, og lader os få øje på noget og forstå og blive klogere – det er opstandelsens kraft i livet, som ikke kun er forbeholdt den yderste dag. Men er til hver eneste dag!

Vi lever ikke kun på dødens vilkår, men på fødslens vilkår, sagde filosoffen Hannah Arendt engang. Det har heldigvis intet at gøre med at grave vores døde op af graven.

Men det betyder, at vi hver dag er kaldt på – kaldt til livet. Heller ikke selvom vi mister dem vi elsker og selvom det er efterår og alting begynder at falde, visne og dø. Livet fornyer sig. Det bliver forår igen. Livet rejser sig, åbner sig foran os og overrasker os – uden at vi gør noget for det og uden at vi kan standse det eller undgå det.

Det er en bevægelse af Guds vilje i vores verden, når vi bliver kaldt på.

Amen.