Gud har fundet et nyt hjem

Prædiken til juleaften 2019 i Brabrand Aarslev Kirker.

Lukasevangeliet 2,1-14. Salmer: 94 – 104 – 111 – 119. 

Hvad er et hjem for dig og hvor finder du ro? Måske er det trygheden i din sofa? Måske er det når du er sammen med din familie, eller når billederne af onkel Kurt og tante Vera hænger på væggen. Måske er det fornemmelsen af at være kendt et sted – at kende lydene når det blæser; vide hvordan vandhanen i køkkenet virker, eller at du halvsovende kan finde vej til toilettet uden at tænde for lyset? Eller måske er det, når nogen andre byder dig indenfor, og deres håndtryk får dig til at føle dig velkommen og værdsat?

Barnet i krybben er begyndelsen på en ny tid for Gud og for os, og det fortæller, at Gud har fundet et nyt hjem. Gud er ikke længere fjern, men nær. Han er ikke længere kun i sin himmel, men også lige her som et menneske på jorden, som én af os. Gud har fundet et nyt hjem, ikke bare i krybben men også et nyt hjem hos og i os. Han har taget bolig i os, siger vi. Han har besluttet sig for at være til stede i livet – i vores menneskeliv på godt og ondt – og have hjemme der, hvor vi har hjemme. I hjerte, sjæl og sind.

Hvordan er den tanke for os? Er det bare lige til at forstå, at Gud har taget bolig i os? Eller der det en skræmmende tanke, at Gud har hjemme her? Budskabet åbner for flere spørgsmål. Hvordan kan Gud være en del af os og vores hjem? Hvordan kan vi være hjem for Gud? Hvad er et hjem egentlig? 

Kunstmuseet ARoS stiller lige nu spørgsmålet, hvad et hjem er, med udstillingen Far from home. Det handler ikke om hjem i sin fysiske betydning som en bolig, der er indrettet efter smag og behag, men derimod om følelsen af at være hjemme og alt det, som måske hindrer os i at have hjemme et sted. 

For der er noget på spil om forståelsen hjem i vores tid, skriver AROS som introduktion. I en global samtid, hvor det at være i bevægelse og eksistere i en verden med mange muligheder, hvad er da et hjem? Hvor er hjemme, når man med et enkelt klik på telefonen kan flytte ind i en anden verden? Nutidens mennesker står i et åbenbart psykologisk dilemma, skriver de. Vi lever, rejser, bevæger, flytter på os og skaber sociale relationer på stadig nye måder. Den digitale revolution har skabt enorme ændringer i vores menneskelige relationer. Måske bliver vi mere nomadiske i vores fysiske og mentale orientering. Og det er selvfølgelig krævende hele tiden at opfinde sig selv om og om igen. For hvor kan vi da finde hvile og være hjemme? 

Emnet er vigtigt, fordi det blandt andet rører ved følelsen af ensomhed, som er en stigende udfordring herhjemme. Vi har lettere ved at være i kontakt med alle, og alligevel bliver vi mere ensomme. Eller rører ved betydningen af at føle sig fremmedgjort. Hvis vi hele tiden er i bevægelse, hvor kan vi så høre til? Følelsen af fællesskab sker ikke helt så automatisk i dag, som det gjorde før i tiden, hvor man på godt og ondt hørte til på en egn, i en landsby eller i en nær familierelation.

Julens budskab, om at Gud har fundet et hjem i os, kan ikke nødvendigvis tage ensomheden fra os eller følelsen af at være fremmedgjort. Men at Gud har fundet hjem i os, betyder omvendt, at vi heller ikke nødvendigvis skal flygte fra hus og hjem for at føle os hjemme. For i dag, får vi at vide, at vi hører til i Gud og hos Gud, og det er det nye hjem både for ham og os. Han er herboende og iboende det liv, vi lever på godt og ondt, og har gjort sig til ét med det.

Han er nærværet på en forladt dag. Han er omsorgen de dage, vi ikke kan stå ud af sengen. Han er opmuntringen de dage, regnen siler ned. Han er opsangen de dage, vi dovner den. Han er retfærdigheden de dage, vi ikke gjorde nok. Han er tilgivelsen de dage, vi har brug for det. Og så er han – måske vigtigst af alt – lige så meget i vores medmenneske, som I os selv; i fællesskabet og i de hænder, vi rækker til hinanden, og som bliver rakt os. 

Sådan har Gud taget bolig i det liv, vi lever med hinanden. Vi har hjemme hos ham og han i os. Han kender os og vil gerne vide sig af os både på gode og dårlige dage.

Spørgsmålet er, om vi hører det og om vi vil være ved det? Og hvis vi vil – hvis vi beslutter os for at Gud har hjemme i os – hvordan kan det da komme til udtryk?

Præsten og forfatteren Hanne Jul Jakobsen udgav i år bogen Hjemmerørt, om hvordan troen på Gud kan sammenlignes med følelsen af at have hjemme. På et tidspunkt går hun en tur i sit eget fysiske hjem og reflekterer over, hvordan hun i sin indretning og som menneske, kan være bolig for Gud. Altså med andre ord, hvordan hun kan lade juleevangeliet synke ned i sig. 

I entreen beder hun: Gud, lær mig at hænge mine gamle og slidte tanker på plads. Mind mig om at stille bekymringer og bange anelser på en hylde, hjælp mig med at tørre mine skuffelser af på måtten og giv mig følelsen af at her er jeg inde i varmen. Giv mig mod til at åbne døren når det banker på. Giv mig kræfter til at være gæstfri og hjerte til at lukke de døre der skal lukkes. Hjælp mig til at skrive det rigtige dørskilt åben eller lukket, kom bare ind, eller kom igen i morgen. Tving mig til at se både ud og ind. Spark mig ud når jeg er blevet mig selv nærmest. Kald mig ind når jeg ikke er til at holde ud. Gud, når jeg åbner døren og der står et menneske foran mig så lad det menneske mærke din kærlighed igennem mit håndtryk. 

I køkkenet beder hun: Gud, få mit liv til at smage af noget andet end færdigretter og dovne dåsemajs. Vær den surdej der hæver mit hjerte og får brødet til at dufte af mere end nok. Sæt plader i mit spisebord så der altid er plads til dig og én mere. Vær tålmodighed om tirsdagen, den hemmelige ingrediens på uoverskuelige onsdage, skænk mig et glas himmelsk taknemmelighed oven på torsdagens tanketorsk sådan som det nu er. For lidt og for meget, nogle gange lige tilpas. Hidsige ulvetimer, stille aftentimer, små nattetimer, tidlige morgener. Samtaler lige ud ad vinduet, under emhætten, eller ved bordet med levende lys og ord, der kommer ud af skabene. Vær i tiden, også der hvor jeg sidder langsomt med morgenkaffen og avisen, med tanker der får lov at være til oven i resterne fra i går. 

Det lyder måske let og muntert, som hun reflekterer over det. Men det er alvorligt ment, når man skal kunne kende Guds kærlighed gennem de håndtryk, vi giver til hinanden. For det er der vi ser og mærker Gud. Det er der den ensomme og den fremmedgjorte har mulighed for at blive set og føle sig som en del af noget større. Det er alvorligt ment, når man skal have mod og styrke til at åbne op for andre og invitere ind i fællesskabet. Når man må få livet til at smage af noget virkeligt. Når hjertet må banke for det rigtige, og spisebordet altid være dækket til én mere. 

Det er alvorligt ment, som et svar på den alvor Gud handler med, når han giver os sit barn i krybben julenat. Det er på den ene side en sød fortælling med duft af frisk hø. På den anden side er det en barsk fortælling om, at Gud kommer til os og betror os at være medskabere og medgørere af hans vilje. Stemmen fra barnet råber os op, hvor vi har fået nok i os selv, og lyset fra hans glorie er som en spotlampe lige der, hvor vejen frem lå gemt. 

Når Gud kommer til os og tager bolig i os, hvordan kan vi så være bolig for Gud? Hvordan kan julefredens og nærværets Gud skinne igennem alt det, vi gør? Det er det spørgsmål, vi skal gå hjem med i dag. Og der står ikke noget om det i boligmagasiner. Vi finder ikke svaret i boligreportager fra de kendtes hjem eller i Frank Eriksens lader på Kastanjegården. 

Nej. Jeg tror vi skal et andet sted hen. Gud åbnede sin himmel og gav os sin Søn. Og som svar derpå skal vi åbne vores hjerter og hoveddør, og byde ham ind. Som Brorson skrev: Ak, kom, jeg vil oplukke / mit hjerte, sjæl og sind / med tusind længselssukke, / kom, Jesus, kom herind! / Det er ej fremmed bolig, / du har den dyre købt, / her skal du blive trolig / i kærligheden svøbt.

Glædelig jul!

Amen!

Morgenstunden

Prædiken til tredje søndag i advent (II) d. 15. december 2019 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 1,67-80. Salmer: 78 – 819 – 89 – 86 – 69,5-6 – 3,6-10.

Jeg tror, de fleste af os forbinder morgenstunden og solopgangen med noget helt specielt. Det er på en måde altid lidt magisk, når solen titter frem i horisonten – over havet, imellem træerne i skoven, hen over græsplænen i morgendisen.

Strålerne spreder sig og giver liv til at det, der i nattens mulm og mørke var skjult. Et spindelvæv imellem træerne, et friskt muldvarpeskud, frosne vandpytter, faldne blade eller nye, friske skud fra jorden. Det er en floskel at sige det og alligevel sandt: morgenstund har guld i mund og meddeler os i al sin friskhed, at vi får en ny dag med en ny begyndelse, med nye opgaver og nye muligheder for at gøre dagen god for os selv og for hinanden.

Salmedigterne vidste det om nogen. Morgenstunden leder frygten på flugt, så Guds vilje igen kan ske. Thomas Kingo skrev: ”Nattens mørke tåge gik, / jeg har dagen alt i syne, / mine hvilte øjenbryne / solen nu i sigte fik. / Nattens skræk og gru er borte, / død og djævel for mig svandt, / som mit levned ville korte; / jeg dem alle overvandt.”.

Jakob Knudsen skrev: ”Jeg vil ånde luften i fulde drag / synge Gud en sang for den lyse dag / takke ham at morgenen mig end er sød / at mig dagen fryder trods synd og død.” ”Takke ham som gav mig når sol står op / selv at føle morgen i sjæl og krop / at al mørkhed svinder og sjæleve / blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!”.

Kingo og Knudsen vidste om dagen og livet, at vi af og til står i mørke tåger. At der uomgængeligt er synd og død, mørkhed og sjæleve i livet. Men det skal ikke tage morgenstunden fra os. Når solen står op, nulstilles vi. Gårsdagens mørke har lov til at forsvinde som dug fra solen, så vi kan begynde på ny.

Og på den måde går det i ring. Vi lever og ånder i lyset og friheden. Pludselig kommer mørket og modstanden, som vi har brug for at blive befriet fra. Befrielsen rammer os i morgenstunden og udfrier os. Og igen kan vi leve frit under lyset. 

Og der er nok at blive befriet fra i vores dagligliv. På godt og ondt ligger vores liv i andres hænder, med muligheden for at blive behandlet godt eller dårligt. Og af og til er kritikerne mange. Andre folks ”synsninger” om vores tanker, handlinger og udseende hober sig op. Vi oplever et samfund omkring os, styret af fællesskabet, hvor vi hele tiden bliver konfronteret med det perfekte, og derfor også hele tiden står på kanten af udskamning af netop fællesskabet, hvis vi ikke kan leve op til det perfekte. Et socialt pres mod ensretning, tilpasning og faste former for hvordan et rigtigt liv leves. Sådan kunne man blive ved.

Men morgenstunden giver os en ny mulighed, og giver os friheden fra det hele. Morgenstunden skænker os et moment for friheden – eller måske blot erindringen om friheden, så vi alligevel tør håbe på den – ved at mørket taber, og lyset sejrer, og det nye står foran os!

Som vi synger morgensange, sådan gør Zakarias også i dagens evangelium. Zakarias’ sang er som en morgensang for livet, for fremtiden og for håbet. En morgensang lige der hvor mørket og fjenderne før stod omkring ham, men nu er væk. Vi er frelst fra dem, som hader os, og befriet fra fjendernes hænder, som han synger.

Men hvorfor har Zakarias brug for at synge? Det har han, fordi han også står på kanten til en ny tid, hvor mørket lægges bag ham og fremtiden er lys. Solopgangen fra det høje venter forude – først ved fødslen af hans søn, Johannes Døberen, og dernæst med fødslen af Guds Søn, som Johannes skal bane vejen for.

Zakarias’ sang minder om den sang, Moses og israelitterne synger, efter udfrielsen af Egypten (2. Mos. 15). Da de er kommet frem til det nye land, og har tilbagelagt den farefulde færd på bunden af det røde hav med hæren lige i hælene, da bryder folket ud i sang og jubel over den nye fremtid, der ligger foran dem. Fortællingen om Moses og israelitterne, som kaldes Exodus, som betyder udfrielse eller udvandring, er som en slags urfortælling om alt det, morgenstunden fortæller os.

Israelitterne lever i fangenskab med fjenderne. Det et mørkt over dem. De har brug for befrielse. Derfor kommer Gud til dem, som en morgenstund, og lyser for dem og bringer dem igennem havet, væk fra mørket, og frem til det nye land og en ny fremtid, hvor Gud er med dem.

Og som Guds lys fortsat følger israelitterne, da de ankommer til det nye land, sådan følger Gud også os. At vi bliver befriet fra mørket, betyder ikke, at vi også bliver befriet fra Gud. Befrielsen er dobbelt. Vi får frihed fra mørket og dødens skygge. Men derefter får vi frihed til Gud – til at gøre Guds gode vilje. Sådan ligger der også en dobbelthed i sætningen fra Jakob Knudsen morgensalme: ”At al mørkhed svinder og sjæleve / blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!”. ”Din vilje ske” er både et håb om, at Gud vil handle for os, men også en påmindelse til os selv om at være dem, der får Guds vilje til at ske.

For når udfrielsen er sket, når solen har spredt sine stråler og ramt os, så er Guds vilje tilbage, som en ny retning for dagen. Så er der igen en fremtid. Og friheden fra gårsdagens mørke, giver os ikke ”carte blanche” til at gøre, hvad som helst. For i princippet kunne vi jo også gå ud og skabe mørke for andre. Være andres fjender. Være kritikere af andre folks liv. Pådutte dem vores ligegyldige og irrelevante “synsninger”, som ingen glæde gør.

Men det var lige præcis det, vi skulle væk fra, og derfor er vores opgave en anden, og den er lig den opgave, Zakarias’ søn får. For vi skal, ligesom Johannes Døberen, sendes ud i verden på fredens vej, og gå foran Herren og bane hans veje. Vi skal forkynde, formidle og forære andre den glæde det er, at vide sig set af Gud og turde stole på solopgangens glædelige budskab.

Vi er ikke lyset selv, men vi skal lede andre til lyset, pege på lyset, ligesom Johannes Døberen står i ørkenen og peger på Kristus. Vi skal lære folk at kende frelsen i deres synderes forladelse. Og det kan vi gøre, takket være Gud og beskyttet af Gud, som besøger os i Jesus Kristus – i solopgangen fra de høje – som vil følge os, og altid lade sit evige lys skinne på os, der sidder i mørket og dødens skygge.

Retningen for friheden er klar: ban vejen for Guds komme. Gem af det lys, du selv har modtaget, og giv det videre. Og beskyttelsen af os er lige så klar: af Guds inderlige barmhjertighed kommer han til os, lyser for os, og leder os ind på fredens vej.

Men det kræver også, at vi tør tro på solopgangen. Før vi kan gøre som Johannes, er vi også nødt til at vende os mod solopgangen. Nødt til at tro på og aldrig miste håbet på, at dagen i dag er en anden end dagen i går. Vi er nødt til at stå op af vores senge og leje, og se solen stå op endnu engang. For den står op. Det er vi nødt til at holde fast i. Det er bare ikke altid, vi ser det eller lægger mærke til det, selvom vi måske har brug for det.

Og når vi først har set den, ja, så skal vi turde tro og turde gå afsted, og lade Guds vilje ske. ”Guds Ånd er, hvor Guds vilje sker” sagde teologen Anna Marie Aagaard engang. Og jeg tror, hun havde ret. Står vi op og retter blikket mod solens lys – og måske synger en morgensang – og retter blikket mod et endnu kraftigere lys, som skinner fra krybben, så kan vi også få mod til at gøre noget – for os selv og for hinanden – se den nye begyndelse for øjnene af os, og gå ind på fredens vej.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu
og altid og i al evighed.

Amen.

Er du der, når det gælder?

Prædiken til Sidste søndag i kirkeåret (I) d. 24. november 2019 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 25,31-46. Salmer: 402 – 308 - “Så du kvinden på stationen?” - 276 – 320,1 – 430.

Det er egentlig ikke fordi, Jesus pakker ordene ind i dagens evangelium. Det hele er meget konkret. De mennesker, som folkene enten hjalp eller undlod at hjælpe, var også elskede og velsignede mennesker – de var Guds børn. De mennesker der havde brug for hjælp – de sultende, tørstende, nøgne, hjemløse, syge og fængslede mennesker – i dem var og er Gud også til stede. Og derfor kræver Gud den fulde opmærksomhed og hjælp. Vi kan ikke gemme os og undse at tage os af vores medmenneske.  

Det bliver sat på spidsen i Iben Krogsdals salme. ”Så du kvinden på stationen? / Så du hendes ansigtstræk? / mærked’ du den kvalme ånde / af forfald og råd og bræk? / Tog du fat i hendes hænder? / Hjalp du hende op at stå? / Spurgte du: hvad er der hændt dig / hvorfor har du klude på?” (læs resten af salmen her: https://www.salmedatabasen.dk/salme/saa-du-kvinden-paa-stationen/id1387 ) 

Krogsdal trækker evangeliet helt ned i øjenhøjde, i det konkrete sprog. Vi kan godt tale om syge og nøgne, som Jesus gør. Men hvis vi pludselig får sat ansigt, krop og sted på mennesket, bliver det pludselig mere virkeligt; det er altså hende nede fra stationen, vi taler om. Ja, ikke bare hende dernede; det er også hende, der synger til os – vi står lige foran hende – som peger på alt det vi ser og ikke ser. ”Du skal vide: det var mig.”  

Spørgsmålet, både Jesus og Krogsdal stiller, er enkelt: Er du der, når det gælder? For det er der, dommen lyder over vores liv. Vi kan sagtens tale om dom på den anden side af døden; en dom hvor vi håber, at Gud dømmer os nådigt og kærligt. Dagen i dag har typisk stået i verdensdommens tegn, med fokus på adskillelsen af fårene og bukkene. 

Men der er en dom, der er vigtigere. Det er den dom, som viser sig i vores hverdag, som der også henvises til i evangeliet. Dommen falder der, hvor vi står foran et menneske, som kræver vores fulde opmærksomhed. Der hvor vi står med livet i hænderne, og enten afviser det eller tager os af det, som Krogsdal spørger ind til i sin salme. Det er der, dommen falder: Er du der, når det gælder? For du skal vide: i det menneske var og er Gud til stede. Alt hvad I har gjort eller ikke gjort mod en af disse mine mindste, siger Jesus, det har I gjort eller ikke gjort mod mig. 

Måske er der nogen, der føler sig provokeret over dette, at vi møder Gud i det andet menneske. Hvorfor skal han være der? Kan man ikke bare møde et menneske, og tage sig godt af det, uden nødvendigvis at tro på, at man også står over for Gud?  

Nej, ikke så længe man kalder sig kristen. Det er et spørgsmål om menneskesyn, som afviger fra andre menneskesyn – og måske i særlig grad dem, der aktivt fravælger troen og Gud. Men det er netop dette, at Gud er en del af det andet menneske der afgør, med hvilke øjne du skal se på dit medmenneske – eller i det mindste gøre forsøget! 

Når vi ser Gud i vores medmenneske betyder det , at det menneske har uendelig værdi og er mere end bare krop og legeme. Vi kan ikke nøjes med at se på vores medmenneske med menneskelige øjne – hvor mærkeligt og umuligt det end måtte lyde. Det øje har alt for let ved kun at se fejl og overflader; for let ved kun at se mennesket som en skal.  

Hvad ser du?

Men når vi står over for et menneske, der også har Gud i sig, står vi over for én, som er skabt i Guds billede, på samme måde som os selv. Vi står over for en, der er set og elsket; en der er velsignet og en del af fællesskabet på samme måde som os selv. Og derfor skal vi tage os af det menneske. Vurderingen er ikke vores, om vi skal eller ikke skal tage os af mennesket. Nej, den opgave hviler altid og allerede på vores skuldre, om vi vil det eller ej. Uanset hvordan mennesket måtte se ud udenpå; uanset hvad vi med menneskelige øjne måtte mene, tænke og tro om det andet menneske, så bærer det andet menneske altid noget af Gud i sig. På den grund skal vi pakke vores overfladeblik væk og gøre forsøget: at se med Guds øjne på vores medmenneske. 

Når vi ser Gud i vores medmenneske betyder det, at vi ikke må tage livet fra nogen. Vi kender buddet fra Mosebøgerne om, at du ikke må slå ihjel. Det er selvfølgelig i helt konkret forstand. Men det er også forstået på den måde, at du ikke må tage livsmulighederne fra et andet menneske. Tværtimod fortæller buddet om at elske din næste som dig selv, at du altid bør gøre forsøget på at give livet videre.  

Det er Gud, der skaber livet. Det kan vi ikke selv gøre. Men vi kan give det videre til hinanden, når vi i konkret forstand sætter børn i verden, men også i overført betydning, når vi rækker en hånd til kvinden på stationen, eller stopper op og hjælper det barn, der har brug for en voksen.  Vi har Gud til fælles. Vi har kærligheden til fælles. Vi har livet til fælles. Der ligger en vis sandhed i – og for mange også en erfaring i – at hvis vi mister vi et andet menneske, mister vi i grunden også noget af os selv.  

Når vi ser Gud i vores medmenneske betyder det, at vi også må have lov at tro og håbe, at Gud ser os igennem de mennesker, der kommer til os, og at vi aldrig er alene om livet. Påbuddet om at tage os af vores medmenneske er der altid. Men når vi falder og fejler, og mister modet til at gøre noget, så må vi også have lov at tro, at Gud stadigvæk er der for os. At der er mennesker, der kan komme til os, se os og være om os den dag, vi selv står på stationen og er kvinden med klude på. Når de forsøger at gøre det bedste, de kan, med Guds hjælp. 

Vi er også små. Vi er mennesker, der skal gøre forsøget. Men vi skal også vide med os selv, at det vi gør, ikke er og kan være andet end et forsøg på at gøre vores bedste. Af og til vil vi fejle. I en anden salme af Krogsdal, hvor hun også skriver sig igennem kravet, fordringen og opgaverne på vores skuldre, lyder ordene til sidst: ”Men når dagen er omme i dig selv / og du ikke gjorde nok alligevel / ligger det du ikke gjorde / på de andres natteborde. Men om natten går livets far herned / og han lægger hånden på dig med sin fred / og hans øjne lyser milde / du har lov at være lille.” 

Sådan må vi både tænke om os selv og de om de mennesker, vi møder på vores vej. De er ikke bare kroppe og overflader. Og de er heller ikke alene overladt vores vurderinger og ”synsninger”. Det kristne menneskesyn stiller mennesket i et andet perspektiv. I alle mennesker er Gud også; der ligger kærligheden og gudbilledligheden også, og derfor har vi et ansvar. Derfor har vi en opgave at opretholde livet, at se bag om overfladen og tage udgangspunkt i det skabte menneske, fyldt af kærlighed med livet foran sig. Et menneske vi ikke har lov at fratage livet, men kun må arbejde på at give mulighederne tilbage.  

Og samtidig må vi tro, at når der spørges: Er du der, når det gælder?, så er Gud med os i dommens time. Vi kan netop kun, i bedste fald, gøre et forsøg på at opfylde de krav, der stilles til os. Og derfor må vi sætte vores lid til, at Gud er med os hvor vi fejler. Dommen stiller på én gang et krav, og samtidig tror vi, den en nåde, vi også har lov at spejle os i.  

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.     

Amen!