Prædiken til anden søndag efter trinitatis, d. 18. juni 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 14,16-21. Salmer: 722 – 448 – 836 – 365 – 164v4 – 29.
”Jeg skylder ikke nogen noget som helst”, var der engang én,
der sagde til mig. Det var et princip for ham, at han ikke – hvis han kunne
undgå det – ville stå i gæld til nogen. Han ville gerne være fri for sig selv til
at handle og leve. Han betalte altid sine regninger med det samme, og han lånte
aldrig noget ud. Han ville være uafhængig af andre. Ja, sådan udtrykte han det
ikke helt, men det var på en måde summen af den efterfølgende samtale.
Og på en måde forstår jeg godt ønsket; det med at ønske sig
fri. Det kan være ubehageligt at skylde nogen noget. Det er få gange i mit liv,
jeg f.eks. har lånt penge af andre. Men de gange, det er sket, har jeg været
underligt opmærksom på, at der var noget imellem mig og den, der havde lånt mig
penge, som bandt os. Og på en ubehagelig måde fordi det handlede om penge. At
jeg skyldte noget og stod i gæld. At min frihed på en måde var begrænset, fordi
en anden med rette kunne kræve noget af mit.
…
”Jeg skylder ikke nogen noget” sagde han til mig. Men på en
måde, var der og er der også noget ensomt over den sætning. ”Jeg skylder ikke
nogen noget”. For er det kun dårligt at skylde nogen noget?
Her i kirken er det bryllupstid. Og når brudepar mødes her
ved alteret, og giver hinanden deres ja, så er det på en måde en evig
skyld, de giver hinanden. De giver hinanden den gave, altid at stå i
kærlighedsgæld til hinanden, altid at skulle give hinanden hjælp, støtte,
omsorg og kærlighed. De siger ja til at elske og ære i medgang og
modgang hver eneste dag.
Og jeg tror ikke, brudeparrene tænker, at det er en
begrænsning. Eller jo måske. Men det er en begrænsning, de vælger til. Det er
et bånd, de ønsker, fordi der også ligger en frihed i at være bundet til et
andet menneske. En frihed i at vide, at du er min og jeg er din, og en tryghed
i at vide, at jeg også er elsket i morgen af min ægtefælle. Det er kærlighedens
bånd, der sætter dig fri til at leve.
Forfatteren Stine Pilgaard skriver i én af sine sange fra
bogen Meter i Sekundet: ”Så tag mig for givet, det virker så tyst”. Og hvad
mener hun med det?
Pilgaard siger selv: ”Jeg kan huske, jeg som barn hørte min
mors veninder brokke sig over at blive taget for givet. Og allerede dengang
tænkte jeg: ’Hvorfor er det så slemt at blive taget for givet?’ Det at blive
taget for givet er jo også at tro på, at den anden er der næste morgen. Man vil
selvfølgelig ikke være usynlig, og man vil ikke forveksles med et møbel, så
langt er jeg med. Men jeg synes, der er noget enormt fint i ikke at være bange
for at blive forladt. Tryghed bliver tit omtalt som noget enormt kedeligt, men
det synes jeg ikke, det er. Jeg synes, der er noget enormt stærkt, i at turde
tage hinanden for givet.”
At blive taget for givet er at vide, at den anden skylder én
kærligheden. Og i den kærlighed kan man finde tryghed og ro. At blive taget for
givet er ikke at blive regnet for et skuffemøbel, som selvfølgelig står på den
samme plads også i morgen. Men det er at blive troet på og have tillid til, at
morgendagens relation ikke er brudt hen over natten.
Så vidt Stine Pilgaard. På en måde, er det helt misvisende at
tro, at man ikke kan skylde nogen noget. Måske kan man godt nå dertil, hvor man
ikke har penge i klemme, hverken hos familie eller venner, i banken eller hos pengeinstitutter.
Men på en måde skylder vi altid vores relationer noget.
Skylder vi ikke altid børn kærlighed? Og skylder vi ikke
altid vores forældre en tak for at vi blev født? Måske skylder vi også en lærer,
en pædagog, en god ven eller en tilfældig, at de fandt os og så os i øjnene, da
vi havde allermest brug for det. Og den slags gæld, er jo ikke dårlig. Til
gengæld siger den noget vigtigt om livet, og den stiller os på én gang med en
gave og en opgave.
…
I fortællingen om det store festmåltid, jeg lige læste for
jer, oplever fortællingens vært, at han skylder sine medarbejdere en stor fest.
Jeg ved ikke, om han nødvendigvis står i gæld til dem. Men måske åbner han bare
sit hjerte for dem, og inviterer indenfor.
Og så begynder det mystiske; nemlig at alle dem, han
inviterer, begynder at afvise ham. Den ene skal passe sine kreaturer, en anden
sin mark og en tredje skal nusse om sin nye kone. Undskyldningerne virker måske
lidt bedagede, men vi forstår pointen: at det alt sammen er dårlige
undskyldninger og bortforklaringer. De skylder ikke manden noget, og de ønsker
slet ikke at stå i gæld til ham, ved at takke ja til invitationen, og derfor takker
de nej.
Og konsekvensen af deres nej bliver på en måde lidt dobbelt.
For på den ene side begynder værten at invitere bredere ud, end han måske først
havde tænkt. Ja, i virkeligheden bliver han ret generøs og åbner sin favn på
videst muligt gab. Og på den anden side slutter hele fortællingen med en form
for straf, fordi ingen af dem, der først var inviteret, nu længere er velkomne.
Altså: at dem der sagde nej, nu også bare kan få lov at blive væk!
Det, der rører sig i fortællingen, er skyld og gæld. Værten –
som vi må forstå som Gud – skylder åbenbart sine medarbejdere – som må være os
– sin kærlighed. Men medarbejderne oplever ikke, at de skylder værten at tage
imod eller ønsker at stå i gæld. Og så er der hele konsekvensen ved at sige ja
og nej, og spørgsmålet om at blive forladt eller blive afvist, når man ikke tager
imod det, den anden vil give. Og måske særligt her, fordi det handler om Gud.
Kan Gud virkelig afvise os mennesker? Er det ikke netop hans gave til os, at
han elsker os, selv når vi ikke elsker ham?
…
Det er underligt at tale om konsekvenser. Jeg tror, de fleste
har sådan en grundfornemmelse af, at der er meget lidt, der er for sent eller
ikke kan lade sig gøre. Vi lever i en ret åben og fri tid, hvor f.eks. de
fleste sociale bånd kan brydes, og hvor lykken ret hurtigt kan smedes sammen.
Og hvis du møder et nej, eller selv siger nej til det ene, skal der nok åbne
sig en mulighed et andet sted.
Hvis du f.eks. ikke længere ønsker at skylde din ægtefælle
noget, så er skilsmissen kun et par klik væk på borger.dk. For 50-60 år siden
ville en skilsmisse måske have udløst noget nær en social afskårethed. I dag
ligger datingmarkedet og fællesskaberne åbent for din fod.
Fortællingen om det store festmåltid fortæller os imidlertid,
at der er noget på spil, og at der lyder en dom over vores adfærd, og
langt de fleste gange tror jeg, at den særligt kommer til udtryk der, hvor vi
står i relation til en anden. Det kan godt være, du kan blive skilt på fem
minutter. Men tilbage står måske børn, familie og venner, for hvem det tager
alt andet end fem minutter at kommer overens med, at der er sket et brud.
Og der ligger fortabelsen også. Ikke en evig fortabelse i
helvedes luer, men den daglige fortabelse, som dømmer os og fælder os, når det
går ud over vores relationer. For dét har konsekvenser.
Og er det så forfærdeligt? Nej, det mener jeg ikke. Det er
mere et slags vilkår i livet; at vores handlinger selvfølgelig har betydning
for andres liv, ve og vel. Det er et vilkår, at intet mennesker er en ø, som
forfatteren John Donne udtalte for et par hundrede år siden, men at vi altid er
forbundne. Lignelsen om det store festmåltid afslører, at vi hænger sammen, men
også at det aldrig er let at stå i relation til hinanden Den afslører, at vi
har et behov: vi lever af, at nogen siger ja til os. Men sådan lever de
andre også af, at vi siger ja til dem.
…
Evangeliet til i dag efterlader os altså med nogle spørgsmål.
Spørgsmål om, hvad det betyder at være bundet til en anden, at stå i
kærlighedsgæld og skylde hinanden liv? Spørgsmål om, hvad det betyder og hvilke
konsekvenser det har at miste andres kald? Dem der kalder på os og vil give os
deres tid, deres nærvær, en del af deres liv, men hvor vi måske afviser? Men
selvfølgelig også det modsatte spørgsmål: hvordan vi holder øjne og ører åbne
for den invitation, der rækkes os, både fra ventet kant, men måske også
uventet?
”Jeg skylder ikke nogen noget” sagde manden, jeg talte med. Men
nu mere, jeg tænker over det, nu mere er det et smukt vilkår, at vi altid er
sat i gæld til hinanden. At vi altid skylder hinanden livet og at vi får det
bedste givet!
Gæld er på mange måder en sammenhængskraft, som binder os
helt fundamentalt. Den, vi skylder noget, hører vi sammen med. Og den, der skylder
os noget, hører vi sammen med. Alle tæller. Og det er dobbelt, at vi både er,
hvad vi giver, men i sandhed også at vi er, hvad vi får. Af hinanden og af Gud.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu
og altid og i al evighed.
Amen!
