Fra retfærdighed til taknemmelighed

 

Prædiken til septuagesima søndag (I) d. 31. januar 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 20,1-16. Salmer: 557 – 582 – 494. 

Jeg kan stadigvæk huske den lidt absurde situation, det var, da jeg havde fået mit første præsteembede, og fik udbetalt min første løn. Jeg var ansat i en stilling, hvor min løn var forudbetalt. Så da jeg en vinterkold 1. februar 2015 gik på arbejde for første gang, stod der allerede en hel månedsløn på min konto, uden at jeg havde rørt så meget som en lillefinger.

Det føltes underligt. Jeg havde jo ikke knoklet, som mine andre kollegaer i en hel måned, og alligevel fik vi den samme løn. Jeg husker, at jeg blev glad. Og jeg husker, at jeg tænkte, at jeg hellere måtte se at komme i gang!

Det var på en måde følelsen af at være den sidste, der blev den første. At få meget, uden at have ydet noget. Den modsatte følelse er den, arbejderne råber på om i dagens evangelium, da de første klager over, at de bliver de sidste, og får lige så meget som dem, der nærmest ikke har rørt en finger. Som hvis min daværende kollega skulle have tænkt: ”det er da ikke helt fair, at vi får det samme i løn, når vi helt tydeligt ikke har knoklet i den samme tid”. Sådan tænkte min gode kollega heldigvis ikke af mange selvfølgelige grunde, mest af alt fordi det bare var sådan, vores lønsystem var skruet sammen – helt ens for alle!

Spændingen i evangeliefortællingen er tydelig for os, der almindeligvis søger efter retfærdighed. Og ja, jeg siger os. For retfærdighed er nu engang den målestok, vi kender, og er vandt til at bruge som målestok, og det skaber næsten altid glæde hos os, når noget er retfærdigt. Vores samfund er også fornuftigt indrettet efter retfærdighedens principper. Retfærdigheden er også en metode, hvori vi finder fredelige løsninger og enighed imellem mennesker. Det er der ikke noget ondt i.

Det er bare ikke den menneskelige retfærdighed, der er målepinden i Himmeriget, må vi konkludere. Himmeriget ligner noget andet. Her bliver du målt, vejet, og fundet værdifuld, på nogle andre parametre. Du bliver set og kendt på noget andet. Og hvad er så det?

På din menneskelighed, din væren, på din eksistens alene. På det at du altid og allerede er et set, et kendt og et elsket menneske iblandt andre mennesker, der er set, kendt og elsket på samme måde. Gud er godheden selv, og giver alle den samme kærlighed. Det er utvetydigt pointen i dagens evangelium. Gud er god!

Eller sagt på en anden måde: Guds regnestok er som grisehandler Larsens kone, Katrine, fra Matador. Når den dygtige Ellen får en hest af sin stedfar, Mads Skjern, med ordene: ”Sådan én får man, når man er dygtig i skolen”, så kommer Katrine trækkende med en hest til Daniel med ordene: ”Sådan én får man, når man er en god og kærlig dreng!”.

Daniel får ikke for flid i skolen – eller som en arbejder for slid i marken – men alene fordi han er til, fordi han er et menneske, hverken foran eller bag ved Ellen, men nøjagtig ved siden af, elsket og set som alle andre; derfor får han en hest. Det giver mening, og det letter vores hjerte!

Men. Som vi også husker – hvis vi skal blive i Matador-referencen lidt endnu – så er scenen jo ikke slut. Lige som vores hjerter var faldet i ro, og kærligheden var fuldendt, så vender Daniel sig om og siger: ”Jeg ville hellere have haft den af far”. 

Ja. Daniel ville jo hellere have haft hesten af sin far. Han ville hellere have haft kærligheden og anerkendelsen af den, han ser op til og er i umiddelbar relation til. Og denne lille sætning er en nøjagtig spejling af vores virkelighed, eller vores forbehold for Guds godhed – dér hvor vores retfærdighedssans alligevel spiller os et pus!

Den lille scene og sætning stiller spørgsmålet: hvad kan vi bruge Guds nåde og kærlighed til, hvis vi ikke også får den fra vores medmennesker? Hvad nytter det, at Gud er god og kærlig over for os, når dem, vi møder i vores dagligdag og lever vores liv sammen med, bliver ved med at måle os efter flid, slid og slæb? Hvad nytter det, at Katrine er god, når Mads fortsætter med at være et fjols?

Jeg tror, det nytter noget at altid have en større fortælling – et himmerige – at spejle sit liv.
Jeg tror, det nytter noget at forvente alt godt et sted fra.
Jeg tror, det nytter noget at tro på godheden: en godhed, der kommer fra Gud, og en godhed der ligger latent i alt og alle, og er skænket til os som en gave og en grundsten i vores liv.
Jeg tror, at den totale godhed, vi møder hos Gud i evangeliet, er det oprindelige, som vi kun kan takke for, og at retfærdighedssans, millimeterdemokrati, rigiditet, eller ligefrem ondskab, er sekundært.

Og mit svar på godheden er kun én ting: nemlig taknemmelighed. Det eneste vi kan agere på i forhold til denne godhed, er i taknemmelighed at tage imod den og glæde os over, at den strømmer til os. Det er det, den oprørte arbejder ikke forstår. Han forstår ikke at modtage godheden, som vingårdsejeren kommer med, og han forstår heller ikke at takke for den. Han bliver fornærmet, og ser ikke, at der er en større godhed og en større retfærdighed på færde end den, han går og regner med.

I fortællingen om arbejderne i vingården går der altså en bevægelse fra uretfærdighed til taknemmelighed. Vores svar på Guds godhed er taknemmelighed: taknemmelighed over at være til, og taknemmelighed – ikke over hvordan eller hvad eller hvor meget jeg har arbejdet og givet af mig selv, - men taknemmelighed over at kunne gøre noget for nogen, at kunne være noget for nogen, ligesom alle arbejderne var det for vingårdsmanden, uden at det også skal måles og vejes på en vægt, og vurderes derefter.

Om Daniel nogensinde retter en egentlig tak til Katrine for gaven, melder fortællingen ikke noget om. Manglen på tak, og hans efterfølgende replik til sin far, spejles i evangeliet, da den oprørte arbejder slet ikke forstår den godhed, der strømmer ham i møde. Men vingårdsejeren svarer ham: ”Min ven, jeg gør dig ikke uret”. Nej. For retfærdigheden hos Gud er noget helt andet, end arbejderen går og regner med.

Det retfærdige hos Gud og er, at Gud giver alt til alle, skænker os en godhed, som vi iblandt hinanden her på jord og i vores daglige liv og virke kun kan svare på med taknemmelighed. Og mon ikke denne taknemmelighed viser sig, at komme ud til det bedre? Som en egentlig glæde iblandt os? Som en egentlig stemme i vores dagligdag? Som et egentligt smil i øjenkrogen, der hvor livet folder sig ud?

Det håber jeg, og det tror jeg. Gud er god!

Amen!