Mødet med os

Maria bebudelse (I) - Enghøj Kirke
Lukasevangeliet 1.26-39

Der er møder som forandrer vores verden. Som sætter en ny dagsorden, giver nye perspektiver og forandrer vores liv.

Hvilke kunne det være? Det kan være møder på den internationale scene mellem toppolitikere, der mødes og snakker for lukkede døre, og efterfølgende kommer ud til en pressekonference og giver hinanden hånden, mens hundrede af fotografer tager billeder af det. For her har der fundet et møde sted, som har ændret verdens perspektiv og som får betydning for os.

På den lokale scene kan det være mødet mellem to rivaliserende klubber i den ene eller anden sportsgren, som tørner sammen i en altafgørende kamp, med store konsekvenser alt efter hvordan udfaldet bliver. Det er på én gang tremendum et fascinosum – skræmmende og dragende – og for en ægte fan et spørgsmål om liv og død!

Men uden at pege fingre af forskellige slags møder, så er det nok alligevel de helt nære møder i den private sfære, der gør størst indtryk og har størst betydning. Møder, som var og er så nærværende og intense, at vi husker hver en sætning, hver en lyd, hver en lugt, hver en fornemmelse i kroppen. Og som senere ved genkendelsen, kan få store følelser op i os. Det kan både være møder, vi egentlig gerne vil have undværet, men også møder, man på ingen måde vil have været foruden.

Hvilke møder var det for dig? Var det det allerførste møde med kæresten, som på én gang satte tiden i stå men fik livet til at boble af glæde? Var det da du første gang du mødte dit nyfødte barn? Var det første møde mellem dig og din ven eller veninde, som har fulgt dig lige siden? Var det mødet med og nyheden om en sygdom, som ændrede dit livs kurs markant? Eller var det mødet med en fremmed i Fakta, som stoppede dig midt på indkøbslisten, og gav dig et kærligt smil og en hjælpende hånd, i en ellers travl og stresset hverdag?

Møder kan være forskellige, men mødet med det andet menneske, har det med at forandre noget i os. Ja, fælles for alle møder er vel, at der sker en forandring. At man kommer som en, men går som en anden. For man har mødt noget, som satte spor i én – på godt og ondt. Som får timen, dagen, året, livet til at ændre karakter, som skaber noget nyt, som skaber resonans og efterlader ord og følelser, som vi kan gemme på og grunde over.

Et sådant møde har Maria med Gud. Det er ikke hver dag man bliver kontaktet af Gud og Maria havde ganske sikkert ikke regnet med, at det skulle ske for hende. Vi hører om den unge kvinde, der pludselig opsøges af en fremmed mandsperson – englen Gabriel. Og selvom han hilser venligt og høfligt på hende, så er der ikke noget at sige til, at hun bringes i forlegenhed – ja, at hun forfærdes! Hvad der i traditionen er blevet skrevet om og malet billeder af som et lykkeligt møde, som om man havde vundet den helt store gevinst i lotto, er i virkeligheden – fra Marias vinkel – ganske anderledes. Hun forfærdes over at blive mødt af englen, og beskeden om, at hun skal føde Guds barn, betyder også, at hun skal igennem et svangerskab, som kan være faretruende for den unge pige, som på den anden front også har bundet sig til manden Josef. Med andre ord er dette møde måske ikke i sig selv positivt, og da det går op for hende, hvad det hele handler om, spørger hun naturligt: ”Hvordan?”. Svaret er ved Helligånden!

Jomfrufødslen er et af de mere diskuterede spørgsmål, der omhandler den kristne tro. Tror du virkelig, at Gud gjorde Maria gravid? Ja, og jeg bekender det hver søndag. I trosbekendelsen, som vi hørte den ved dåben, bekender vi, at vi tror på Jesus Kristus, som er undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria. Det er en bekendelse til og en tro på, at Gud har forenet sig med mennesket. Forenet sig med os, i mennesket Jesus, som han med sine ord og sin ånd, lagde i Marias skød. Det er en bekendelse til og en tro på, at Gud var og er så stor, at han end ikke fandt en moders liv for lille til, at han kunne tage bolig i den, blive som et foster – allersvagest og uden bevidsthed – og lade sig føde som menneske. Jomfrufødslen er derfor i første og sidste instans en forkyndelse af, at for Gud er alting muligt!

Men hvorfor så drastisk? Hvad ligger der i, at Gud – i al sin storhed – er nødt til at gøre sig så lille som et foster i moders liv? Så lille og så skrøbelig?

Vi har sikkert alle hørt de første linjer fra i bibelen. De handler om, hvordan der i begyndelsen var øde og tomt, men at Gud da siger: Der skal blive lys! Og så brød lyset frem. Det afgørende er her, at alt fra begyndelsen blev til ved Guds ord. Gud skaber liv med sit ord og ved sin ånd. Og det samme sker for Maria. Englen Gabriel giver Maria besked om, at hun skal blive gravid ved Helligånden. Gud skaber med sit ord i begyndelsen, men altså også nu! Han skaber liv, der hvor vi ikke selv magter det, og der hvor vi ikke selv troede det var muligt. Guds ånd er den der griber ind i vores liv og inspirerer os. Og med Jesus hos Maria, fortæller Gud os, at han ønsker at møde os. Han ønsker en ny begyndelse, en forandring, et nyt liv, en ny tid, et nyt perspektiv. Og for at dette kan ske, er han nødt til at møde os!

Gud har så mange gange før henvendt sig til det jordiske i forskellige guddommelige former, men aldrig før så konsekvent og så stærkt, som det Gud viser os i dag. Det bryder med vores forestillinger om Guds storhed, at han så skrøbeligt viser sig selv som menneske. Men det er ikke desto mindre hvad der skal ske. For Gud vil mødet.

Han vil forandringen. Han vil vise os det nye liv. Vise os det nye perspektiv, og det sker igennem mødet. Søren Kierkegaard er citeret et sted for at sige, at ”hvis du vil flytte et menneske, må du møde det der, hvor det er”, og det er præcis hvad Maria Bebudelse handler om. Gud ønsker at skabe en ny virkelighed gennem sin søn Jesus Kristus, og derfor henvender sig til os, direkte.

For kan man ændre noget udefra? Nej, det er svært. Det er svært at stå på afstand og tale med et menneske. Det er svært at stå på sin egen banehalvdel, når dem man i virkeligheden ønsker kontakt med, er på den anden banehalvdel. Ja, det er svært at møde et menneske, hvis man ikke tør gå ind i det andet menneskets liv, interessere sig for det – MØDE det i øjenhøjde, og sætte sig i stand til at forstå det. Ikke før man gør det, kan det være svært at komme videre.

Og derfor er begyndelsen på Jesu liv også en ny begyndelse for Gud og for os. En ny begyndelse, hvor mødet i øjenhøjde kom til at betyde mere end… ja… end hvad? End afmagt? Almægtighed? Storhed? NEJ! For storheden ligger netop i, at intet er for småt for Gud. Gud bliver stor, idet han bliver lille!

Maria bebudelse viser os, at Gud er en gud der vil os (!) og sammen med os ønsker en ny virkelighed. Med barnet i Marias mave begynder Gud forfra og skaber liv på ny. Det nye ligger ikke i forlængelse af noget gammelt, men opstår af ønskets, ordets og åndens kraft i Maria og i os alle sammen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud

Fader søn og Helligånd

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud

Højlovet fra første begyndelse

Nu og i al evighed

Amen

Fristelsen

Første søndag i fasten (I) - Enghøj Kirke
Matthæusevangeliet 4,1-11

Kender I det, når en historie eller fortælling pludselig ændrer karakter? F.eks. når den gode hovedperson i den krimi man har kastet sig over, pludselig ændrer personlighed, og bliver den onde. Eller når man sidder og ser en film, som til at begynde med er sjov og harmløs, men ender med at være trist og tragisk?! Det sker af og til, synes jeg, og da jeg skulle forberede dagens prædiken skete det igen!

Jeg læste sidste søndags evangelium, hvor Johannes døberen døber Jesu i Jordanfloden. Her sker det helt fantastiske, at Gud i dåben sender sin ånd over Jesus og kalder ham sin søn. Jesus får Guds ånd. Det tydeliggøres for enhver af os, at han faktisk ER Guds søn. Ikke bare en hvem som helst, født i en stald, men Guds selv på jord.

Og det har man da lyst til at fejre, ikke sandt? En dåb er en glædelig begivenhed, som vi også ser det i dag. Dåben betyder meget for mange, og man vælger ofte også at samles og fejre dåben, efter den kirkelige handling, fordi det er en stor og betydningsfuld dag.

Men det er bare ikke, hvad der sker efter Jesu dåb. Der er hverken fest og gaver, eller folk der lykønsker ham. Nej, for her ændrer fortællingen karakter. Brat og uden overgang går vi fra Guds stemme, der siger: ”I dig har jeg fundet velbehag” til dagens evangelium, som begynder med ordene: ”Så blev Jesus af ånden ført ud i ørkenen for at fristes af djævelen”.

Fra dåb til fristelse. Fra glæde til alvor. Fra Gud til djævel. Fra frihed til kamp. Fra lys til mørke!

Det er blevet faste. I søndags markerede vi det med stor fastelavnsgudstjeneste her i kirken med masser af slik og sjov for børn. Andre markerer fasten på en anden måde. Fasten har historisk set betydet, at man afholdt sig fra fast føde. I dag tolkes det væsentligt bredere og dækker over, at man i fasteperioden giver mere eller mindre afkald på forskellige goder. Det kan både være mad og drikke, men jeg hører også folk der faster fra mobilen, internettet eller stort forbrug. Traditionelt set har kristne har brugt fasten og afholdenheden til at fokusere mere på bøn, bibellæsning og hjælp til medmennesket, og som en optakt til påskens begivenheder.

Jesus faster også. Og efter 40 dage, møder han som så mange andre store fristelser, der næsten får ham til at bukke under. Ja, han møder fristeren selv – djævelen – og han er ikke bare en stemme fra det høje, eller et uskyldigt dyr i en have, men djævelen og Satan i egen høje person. Tre gange skal Jesus modstå fristerens prøver, og tre gange ender Jesus med at svare igen og modstå fristelserne.

Djævelen frister ham til det yderste. Men hvorfor? Hvad er det, der får djævelen til at lægge et så massivt pres på Jesus?

Vi må se til Adam og Eva. De levede med Gud. Adam og Eva levede i den verden Guds havde skab, og som han sagde var god. Her var ingen utryghed eller frygt, lige indtil fristelsen kom snoende forbi dem og sagde: ”Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?”. Ondskaben bryder ind i Evas verden, som en anden djævel på hendes ene skulder, som taler imod Gud og fornuften på hendes anden skulder. Igen går fortællingen fra at være god og idyllisk, til at være dybt tragisk. For Eva modstår ikke slangens fristelser og det ender med, at de falder. Falder fra det gode liv. Falder ud af Guds nærvær, og møder et smertefuldt og gudsforladt liv på jorden.

Et liv hvor godhed og ondskab, glæde og alvor, Gud og djævel, frihed og kamp, lys og mørke hele tiden spilles op mod hinanden og præger livet.

Med andre ord fik det onde tavet i mennesket! Det onde fik magten ved Adam og Evas fald. De levede med Guds nåde, men ente med at miste den. Og det er denne magt, djævelen nu prøver at fastholde med fristelserne over for Jesus. For med Jesus er der sket noget afgørende nyt i historien om menneskets fald. Med Guds komme til denne verden er der født et håb – ja, der er født et menneske, der om sig selv siger, at han er Gud søn, og at han er kommet, for at bryde med verdens ondskab. Med dåben og ånden i Jesus er kampscenen for alvor trukket op mellem det gode og det onde: mellem Gud og djævel.

Gud tager selv initiativet til opgøret, ved at komme til verden og ved at lade sig konfrontere med djævelen i ørkenen. Djævelen spørger først belejligt, om ikke Jesus kan gøre stenene til brød, så han ikke behøver sulte. Men Jesus afstår fristelsen. For det handler selvfølgelig ikke om en enkelt mands umiddelbare sult, men om en sult af en helt anden kaliber. Dernæst fristes Jesus til at tage forskud på påskens begiveheder, ved at gå i døden fra templets tinde. Men Jesus afstår, fordi begivenhederne har deres rækkefølge. Tredje gang er vi inde ved sagens kerne: magten! Djævelen frister Jesus ved at love ham alle verdens riger og herlighed, hvis han kaster sig og tilbeder djævelen.

Hvor meget skal det onde fylde i vores liv? Hvor meget plads skal det have og hvor meget energi skal vi bruge på noget, vi i virkeligheden ikke ønsker? Hvor meget skal vi lade os friste til det umiddelbare og de lette løsninger? Hvor meget må vi bukke under for vores egen svaghed? Det er måske de spørgsmål dagens evangelium stiller til os. For det gøres klart for os, at for Gud har ondskaben fyldt nok. Han er ikke kommet til verden for at se på. Han er ikke kommet til verden for at være passivt til stede i ondskabens gader, men trækker selv en linje i sandet. Ikke bare på egne vegne – men for alle menneskers skyld.

Jesus bukker ikke under for djævelens sidste fristelse, men modstår, fordi hans viljestyrke er stærkere end vores. Fordi han vil, at ondskab og død ikke skal have det sidste ord i vores liv. At ikke enhver fortælling skal begynde godt og ende skidt, men at vores fortælling – at vores liv – skal fyldes med kærlighed og lys. At vi skal opleve fristelserne, men også have håbet og modet til at kunne sige fra. Til selv at kunne tage kampen op imod det der tynger os og tvinger os til at leve og sætte vores lys under en skæppe.

Det er livet for kort til. Det er glæden for stor til. Og med Jesus i ørkenen er vi ikke i tvivl om, hvad Gud ønsker og hvorfor han er kommet. Vi er ikke i tvivl om, at han kan modstå den ondskab djævelen udsætter ham for. Og vi har et håb på, at vi med Jesus også vil opleve, at vores fortælling og vores liv ikke slutter i langfredags mørke, men finder godheden, glæden og lyset på den anden side. Ja, at mod kærlighedens magt, må selv en djævel og døden give fortabt!

Lov og tag og evig ære være dig, vor Gud

Fader søn og Helligånd

Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud

Højlovet fra første begyndelse.

Nu og i al evighed

Amen