Prædiken til tredje søndag efter påske (I) d. 30. april 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 16,16-22. Salmer: 10 – 29 – 636 – 236 – 192,7 – 234.
Vi
kommer ind i evangeliet i dag midt i den afskedstale, Jesus holder for sine
disciple, kort tid før han skal dø på korset.
I
talen fortæller han dem, at han skal væk, men også vil komme igen. Han skal dø
på korset og derefter genopstå iblandt dem. Og senere vil han fare til himmels,
inden han endeligt vender tilbage til dem som en ånd. Og som ånd vil han for
altid være hos disciplene og hos os i dag.
…
Jesus
er altså ved at sige farvel. Måske har nogen af jer prøvet at sige farvel til
en anden for en længere periode. Måske har I også holdt en afskedstale? Måske til
en som var på vej væk – som skulle flytte eller rejse ud i verden. Eller måske har
I siddet ved et dødsleje og sagt nogle sidste, vigtige ord til én, som skulle
dø?
I
afskedstalen skabes et rum for at sige det, der fylder noget; måske sat ord på
noget af det, der var eller er vigtigt i livet eller i en relation. Og måske
udvikler talen sig til en samtale. Disciplene bryder ind med deres spørgsmål. ”Hvad
er meningen?” spørger de, og Jesus forsøger at svare så godt, han kan.
Formålet
med samtalen bliver dermed også at skabe et rum og et sted, hvor disciplene kan
komme ud med deres spørgsmål. Talen er uden tvivl svær. Men den er nødvendig
for at få ro i en situation, som er fyldt med uro for disciplene. De kæmper med
adskillelsen, ligesom vi andre også ville gøre. De frygter tiden, når ham, de
har levet sammen med så længe, pludselig er væk.
Og
en af reaktionerne er, at disciplene gerne vil have svar, og prøve at forstå. Men
det er ikke sikkert, at man altid kan det. Hverken få svar eller forstå i en
situation, hvor man skal tage afsked.
Men
under alle omstændigheder får de luft for deres frustrationer, og deri ligger
der også en trøst og en omsorg. Jesus holder ikke noget skjult. Jesus møder
disciplene i deres mørke og frygt. Han er ærlig om, at han vil forlade dem, men
også ærlig om, at han igen vil vende tilbage. Og begge dele er en trøst.
…
Forleden
talte jeg med en korleder fra en anden kirke, som, imens eftersøgningen af den
unge Filippa stod på, havde haft et hold bekymrede unge piger til korprøve. Pigerne
havde ikke talt om andet end den forsvundne Filippa. De fik alle nyhederne om
hende ind på telefonen, og hun var jo omkring deres alder og bare en helt
almindelig pige som dem. Derfor var pigerne bange og fyldt af bekymring for, om
det samme f.eks. kunne ske for dem.
Det,
der pludselig gik op for korlederen var, at ingen af korpigerne havde haft en
voksen at tale med det om. De havde bare fået nyhederne ind, uden at få
sat ord på, hvad det handlede om, hvad der var sket og hvordan de kunne
forholde sig til det.
Så
hvad kunne korlederen gøre andet end at snakke med pigerne om det. Korlederen
gav dem rum til at snakke, stille spørgsmål, høre hvad hinanden sagde. Og da de
havde snakket lidt, fik de ro. Og så kunne de synge.
Efterfølgende
havde korlederen skrevet til forældrene, at de havde haft denne samtale. Mange
af forældrene var glade. Men enkelte forældre skrev også tilbage, at de helt
bevidst ikke havde talt med børnene om hændelsen for at beskytte dem. Fordi de
ikke skulle udsættes for at høre om den slags ondskab.
…
Børn
og voksne har brug for at blive beskyttet. Vi har alle sammen brug for – af og
til – at holde verdens ondskab ude af vores liv og fokusere på det gode.
Men
alligevel tror jeg ikke, at vi bare kan skærme os selv og andre fra det hele.
Jeg
er med på, at mit eksempel her er forenklet, og at der ligger mange
mellemregninger til grund for den ene og den andens beslutninger. Særligt
forældrenes.
Men
jeg tror ikke – hvis jeg må sætte mit eksempel lidt på spidsen – at vi passer
godt på hinanden ved at undlade at tale om det, der sker i verden og som alle
andre taler om. Jeg tror ikke, det er godt at skjule en virkelighed eller
sandhed. Den vil altid frem.
Forsker
i børnepsykologi Dorte Toudal Viftrup kalder det, som sker i mit eksempel, for
at sætte et misforstået kærlighedsskjold op foran børnene. Forældrene vil gerne
sætte et skjold op. Men det er misforstået, mener hun, fordi det ikke er
kærlighed at være uærlig om tingenes tilstand. Og misforstået, fordi verden vil
larme og ondskaben vil findes, også selvom vi sætter et skjold op
foran os. For når skjoldet så en dag falder, er verden stadigvæk den samme –
brutal og god på samme tid.
Derfor
er det måske, ifølge børnepsykologen, vigtigere at give rum, give en tid, give
en mulighed for sammen at italesætte, hvad der er på færde, i et sprog der
kommer børnene i møde, fremfor at gemme det væk.
…
Sandheden
for korpigerne var, at en ung pige var væk, og at de var bange. Og sandheden
var, at det var meningsløst, og at der ikke var meget andet at gøre end at
vente, holde ud, håbe og tale om det. Uden nødvendigvis at kunne finde svar,
uden at komme med løsninger, men at det var var meningsfuldt at være sammen
midt i håbløsheden.
Det
vil være for meget at sige, at vi skal gå og holde afskedstaler for hinanden.
Men når der spørges: ”hvad er meningen?” – ”Hvad er meningen med at du skal
dø?” som disciplene spurgte om, eller ”Hvad er meningen med en ung piges
forsvinden?” som korpigerne spurgte om, så har vi måske alligevel en opgave i
at skabe et rum for netop den samtale. At turde tage samtalen, turde græde og
turde være i det håbløse, fordi der – når alt kommer til alt – sjældent er så
håbløst at være, når bare man er sammen om at være der.
Det
var det, både korpigerne og disciplene havde brug for. Ikke at være alene, ikke
at være forladte med deres frustration og frygt, men at blive mødt nøjagtigt
der.
…
Jesus
stod der sammen med sine disciple. Han gav dem en tid og et rum at være i, med
alt den frygt og sorg, der skyllede ind over dem med nyheden om, at han ville
forlade dem.
Sådan
havde han i grunden gjordet det altid, når han mødte mennesker på kanten af
livet. Han tændte lys i deres mørke ved at anerkende dem, være der og give dem
plads.
Og
når Jesus nu tager afsked med sine disciple, er det for at gøre netop det én
gang til: nemlig at gå ind i det dybeste mørke der finde, nemlig i dødens
mørke, for vores alle sammens skyld, og for at vi, når vi havner i dødens mørke,
skal vide, at Gud var der først, og at det ikke slutter der.
Påskemorgen
gik han ud af graven igen; og blev dermed den første af mange der skal opleve,
at blive mødt i et mørke, være i mørket, men også forlade det igen, fordi håbet
og lyset i sidste ende sejrer.
Jesus
nævner selv som eksempel i evangeliet den fødende kvinde, som er i smerten, når
hun føder et barn. Det er et mørke! Men på den anden side er der lyst. Det
mærker kvinden med den nyfødte i armene.
…
Mon
ikke de fleste af os har ønsket os, bare en gang imellem at kunne sætte et
kærlighedssjold op foran dem, vi holder af og dem, som er i smerten? Den
fødende kvinde? Det grædende barn? Den ulykkelige unge? En skjold som holdt
smerten og mørket på afstand.
Evangeliet
i dag fortæller os, at dette skjold kan vi ikke altid sætte op. Smerten og
mørket findes og er en del af vores virkelighed. Og mange gange skal vi også
bare igennem en smerte og et mørke.
Men
vi må have lov til at tro, at det ikke ender der. Vi må have lov at håbe, at vi
ikke skal være alene, men at vi kan følges med hinanden igennem det, der er
svært, og at Gud også alle dage følger med.
Ære
være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.
Amen!
