Pinsestævner og enhed

Prædiken til Pinsedag (I) i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 14,22-31. Salmer: 290 – 448 – Når du vil – 291 – 299 – 726,7-8. 

I pinsen 1986 afholdtes det hidtil største pinsestævne i nede i Brabrand Idrætsforening. Det skriver vores lokalhistoriske arkiv om i Brabrand-kalenderen 2023. Henved 2800 håndboldspillere var samlet, med 523 kampe på programmet. De var her for at spille og dyste. Men mindst lige så meget for at mødes over en fælles interesse.

Der er pinsestævner overalt i denne weekend. Google fortæller bl.a. om stævner i Historisk Obel-klub Danmark, i Træskibssammenslutningen, i Dansk-Tysk venskabsforening, i Mustangklubben og mange flere. Der er stævner i parker og på boldbaner, på vejene, campingpladser og på vandet, og i skoven under nyudsprungne bøgetræer.

I pinsen mødes vi. Her forenes vi. Sådan har vi altid gjort. Nationalhistorisk museum fortæller bl.a. om festlige pinsetraditioner tilbage i 1800-tallet, hvor familier – særligt i storbyerne – pakkede en fin madkurv og drog ud i naturen for at fejre solen. Børnene var fine i tøjet. I pinsen måtte de smide deres slidte vintertøj og iklæde sig deres pinsesnit, som det hed, dvs. deres fine, nye sommertøj.

Og på landet gravede man såkaldte pinseboder, en lille firkantet grøft, hvor man kunne side på kanten, og på forhøjningen i midten kunne man dække op til festmåltid. En slags borde-bænke-sæt. Her kunne man feste til den lyse morgen og se pinsesolen danse.

…

I pinsen mødes vi, og her forenes vi, men også altid om noget tredje eller i noget tredje, der ligger uden for os selv. Det viser traditionerne og det er sportsstævnet, veteranbilsklubben eller venskabsforeningen et billede på. Vi kommer med hver vores og forenes i det tredje – i et element der ikke er os selv, men som har den samlende kraft imellem os. Vi bliver en enhed.

Det er denne kraft, vi fejrer i dag, med Helligåndens komme. Pinsen er en fejring af, at Gud har sendt sin ånd til os, som forener mennesker. At han har sendt en talsmand imellem mennesker, som forener os på trods af alt det, der i vores menneskelige øjne måske adskiller os. Der hvor vi selv danner skel og sætter grænser op, eller hvor vi tror, vi ikke kan nå eller forstå hinanden.

I apostlenes gerninger hørte vi en dramatisk skildring af Helligåndens komme. Som et sus igennem stuen. Som en gnist, der tændte lys hos alle tilstedeværende. Og med ét bevirkede ånden, at folk, der ellers ikke havde noget med hinanden at gøre eller nødvendigvis kunne forstå hinanden, nu pludselig var forenet i noget større. De kunne tale sammen, uden at have samme sprog. De kunne forstå hinanden uden at have samme baggrund. Ånden bevirkede, at folkene nu var en enhed, at de var forenet i noget dybereliggende.

Når jeg taler med minikonfirmanderne om, hvad Helligånden og denne enhed er, plejer jeg bl.a. at sige det på denne måde, at det er som at stå foran et menneske, du ikke kan tale med. Der er måske en sproglig barriere imellem jer. Men det gør ikke, at du ikke kan kommunikere eller forstå hinanfrn. Måske kan du ikke finde ud af at sige: “Jeg er din ven” på den andens sprog. Men du kan møde den anden, og du kan give den anden et knus, og så er jeg helt sikker på, at de forstår dig alligevel. Og det er for mig at se et billede på ånden og enheden.

…

Ånden forener os i enhed. Det er pinsens påstand. At vi, med alle vores forskelligheder, er forenet i noget større, i Guds ånd som er kommet imellem os. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi oplever enheden hver dag og alle steder, eller at vi nødvendigvis har tænkt os at acceptere denne påstand.

Der er nok spørgsmål at tage fat på og nok, der provokerer os, når vi taler om enhed. Hvem er vi en enhed med? Og spørgsmålene bliver hurtigt meget konkrete: Er det vores familie og vores nabo på villavejen? Eller er det også med dem i vores nabolande? Er jeg en enhed med den, der kommer fra en anden kultur, som taler et andet sprog? Eller den jeg møder på gaden, som ser markant anderledes ud end mig selv, og som jeg måske har svært ved helt at definere – hvis jeg synes, det er det, jeg skal.

…

Mennesket er et væsen, der forstår sig selv i kraft af noget andet end sig selv. Sådan siger teologen Niels Grønkjær i bogen Det nye menneske. Igen: Mennesket er et væsen, der forstår sig selv i kraft af noget andet end sig selv.

Dermed forsøger Niels Grønkjær at sige noget om enheden i Guds ånd: at enheden iblandt os nødvendigvis består af forskelligheder. Vi kan slet ikke tænke mennesker uden at de er forskellige fra hinanden, og vi kan slet ikke tænke vores egen måde at være på, uden at se det i forhold til en anden, som nødvendigvis er forskellig fra os selv.

Og det, der forbinder os med hinanden, er netop ånden. I ånden, i mellemrummet mellem dig og mig opstår forståelsen af, hvem du er, men også hvem jeg selv er. Og ånden er det, der binder forskellighederne sammen.

Forskellighed er altså meningen. Mennesket og verden kan slet ikke tænkes anderledes. Derfor, siger Niels Grønkjær også, er han ked af at tale om ’anerkendelse’ af hinanden; at det, vi skal lære, er at anerkende hinandens forskelligheder. For dermed kommer vi til at gøre den anden til noget ”helt specielt” i forhold til os selv. Og pointen er netop, at der ikke er nogen, der skal anerkendes eller som er helt specielle i forhold til mig selv. For den anden er altid og allerede anderledes end mig. Og i den forskellighed er vi også altid og allerede forenet i Guds ånd.

Det er som i et parforhold, siger Grønkjær. Her mødes vi – selvfølgeligt – i vores forskelligheder, og kærligheden imellem os er det, der forener os.

Eller det er som med et bord, vi sidder rundt om. Her mødes vi og forenes vi – selvfølgeligt – i vores forskelligheder, og bordet imellem os er det, der forener os. Ikke os selv, men det tredje imellem os.

Forestil jer det bord, I sidder og spiser rundt om derhjemme. Bordet er det, der samler jer og forener jer om maden. Ved bordet kan vi dele, udveksle, og være fælles med hinanden, uden at blive til hinanden, for det har aldrig været meningen at vi skulle blive til hinanden, men blot være sammen.

Vi kender også bordets magt fra den storpolitiske scene. Når lande forhandler med hinanden, ser vi altid billeder af politikerne ved kæmpe borde. Og det er ikke tilfældigt. Bordets ramme skaber sammenhæng og forener os. Her har vi blik for, at vi ikke er de samme. Men bordet – som det tredje imellem os – skaber alligevel sammenhæng.

Derfor skal vi ikke prøve at begribe eller forstå enheden ved at anerkende hinanden, siger Grønkjær. Nej, vi skal vedkende hinanden og byde hinanden velkommen. Vi skal turde kendes ved hinanden og derigennem finde det værd at leve med hinanden sådan, som vi er, fordi vi alle sammen netop er sådan, som vi er.

…

I pinsen mødes vi. Her forenes vi. Helligånden er kommet imellem os. Det er pinsens fest og fejring, både rundt om i landet til alverdens stævner, og her i kirken.

Helligåndens komme er et menneskesyn, der møder os. En væren, hvor Gud er til stede iblandt os til hver en tid til hvert et sted, som forbinder os. Det er en påstand om enhed i Guds ånd i al vores forskellighed, som måske også kan få betydning for vores tænkning om hinanden…

Men pinsen er også et guddommeligt blik, vi kan tage til os. Gud er så nært til stede, så ingen menneskefod har rørt en plet, hvor ikke dets røst blev hørt, som Grundtvig skriver det i den næste salme, vi skal synge. Der er ikke en plet, ikke et sted i denne verden, mennesket har betrådt, hvor Gud ikke gik med mennesket og hørte det.

Mennesket er et væsen, sagde Niels Grønkjær, som forstår sig selv i kraft af noget andet end sig selv. Dette “andet” er ikke kun det andet menneske, men også Gud.

Og hvis vi ikke altid magter at tænke enhed og fællesskab; hvis vi bliver modløse ikke altid magter at holde af, holde om og holde ud - både af hinanden og af os selv – så er Gud også kommet til os og kommet imellem os, som én vi kan forstå os selv i lyset af. Det er den fred, han giver os: at vi kan spejle vores eget liv i hans. At hans kærlighed og tilgivelse er den ramme, vi er sat ind i, og som vi hver dag lever i, på hver en plet på denne jord.

I pinsen mødes vi. Gud og mennesker. Her forenes vi i enhed. Glædelig pinse!

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
som det var i begyndelsen, således også nu
og altid og i al evighed.

Amen.

Tronbestigningen

Prædiken til Kristi himmelfart (I) d. 18. maj 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Mparkusevangeliet 16,14-20. Salmer: 722 – 448 – 805 – 257 – 849 – 355.

Kristi himmelfart er en tronbestigning – både for Jesus og for os!

I evangeliet hørte vi, hvordan Jesus bliver taget op til himlen og bestiger tronen ved at sætte sig ved sin faders højre hånd, som vi også bekender det i trosbekendelsen. Men han forlader os ikke helt. For han skal komme igen – lige om lidt – som ånd. Den ånd der er imellem os, og dér skal Gud være og virke.

…

Det er ikke længe siden, vi sidst så en tronbestigning. Den 6. maj blev Kong Charles III kronet til konge over Storbritannien og Commonwealth, og hele verden fulgte med i den pompøse kroning, der ikke havde fundet sted i over 70 år. Og ligesom Jesus sidder ned ved sin fader, som et tegn på at han har magten, sådan sad Charles også ned, imens alle andre stod op for ham. For sådan er det traditionen. Det er altid den privilegeredes ret at sidde ned. Charles sad ned, både da han blev salvet og da han fik overdraget de kongelige regalier – kronen, scepteret og rigsæblet – og alle andre omkring ham stod.

Den der sidder, har magten. Sådan er der i tronsalen også kun én stol, som er tilegnet regenten. Alle andre, som er i audiens, må stå. Og selvom vi ikke håndhæver traditionen helt på samme måde herhjemme, så adlyder vi alligevel lignende regler i hverdagen: f.eks. at den, der er fysisk hævet over andre, også er i centrum, eller at den, der sidder for bordenden, har ordet.

…

Tidligere stod man også op, når man var i kirke. Da den ældste del af Brabrand Kirke/Aarslev Kirke blev bygget i omkring 11-1200-tallet, var der ingen bænke. Måske har der været nogle pladser ude i kanten af kirken til de ældste. Men ellers måtte alle stå i respekt for Gud, ligesom vi stadigvæk rejser os, når vi hører Guds ord.

Men hvordan kan det være, at vi for det meste sidder ned i dag? Og hvad siger det så om os?

Ja, på en måde fortæller det os, at vi nu er de privilegerede og dem, der har magten. Helt konkret kom bænkene ind i kirkerummet i forbindelse med de lutherske gudstjenestereformer i 1500-tallet. Og det betyder altså, at vi/I nu som kirkegængere har indtaget de privilegeredes position.

Når vi sætter os til rette på kirkebænken, kan vi ranke rykken og træde i karakter som dem, der er vist tillid og overdraget et ansvar. Vi er fundet værdige til først at sidde og modtage Guds ord og sakramenterne, og derefter at gå: at gå ud i alverden og forkynde det glædelige budskab.

Og det er hvad, Kristi Himmelfart forkynder for os. Det er det, vi fejrer i dag med gudstjeneste og en festligt pyntet kirke. At vi som kirkegængere, som mennesker, er dem, der skal give liv til Guds ord og fortællinger, og at vi har fået magten til, at bringe Guds kærlighed videre ud i verden. Det behøver vi ikke en jordisk Jesus til at hjælpe os med. Nej, han er faret til himmels, og nu kalder han på os til at føre hans arbejde videre, hver enkelt og sammen med hinanden.

…

Hvordan kan vi gøre det, spørger den undrende. Hvordan bruger jeg min magt?

I evangeliet står det på vanlig vis lidt kryptisk. På en måde får vi at hvide, hvad vi skal gøre. Og på en anden måde bliver det også lagt i hænderne og hovederne på os selv at regne ud, hvad der skal til.

Jesus siger, at vi skal drive dæmoner ud. Det lyder konkret, og alligevel er det ret abstrakt at tale om det onde som en dæmon. Måske skal vi mere forestille os, at det er ondskab, som den viser sig på alle mulige måder i vores liv med hinanden og i verden, som vi har fået til opgave at drive på flugt, at tage hånd om eller at bekæmpe.

Men giver Jesus en anvisning til, hvordan vi skal gøre det? Nej. På vanlig vis giver han os en opgave, men derefter lægger han opgaven og løsningen over til os. Magten hos os ligger dermed i, at vi skal gøre noget, men også at vi selv skal regne ud hvad vi skal gøre, når den konkrete situation opstår, og der kaldes på vores hjælp.

Den ondskab vi f.eks. lige nu møder fra den østlige del af det europæiske kontinent, er f.eks. anderledes end den ondskab det enkelte menneske kan møde, når det bliver ramt af sygdom, og er f.eks. anderledes end den ondskab der kan være i bandemiljøet, bare for at nævne nogle eksempler. Og alle situationerne kræver nødvendigvis noget forskelligt af os. Dæmonen ser forskellig ud, og skal håndteres på forskellig vis. Men på Jesu ord, skal vi håndtere den!  

Således står der også, at vi skal tale med nye tunger. Måske betyder det, at vi skal tale det kærlighedssprog, som Jesus talte, når han drog omsorg for de svageste. Men det sprog, vil også altid være forskelligt, alt efter hvem vi står foran.

Vi skal også tage fat i slanger. Altså skal vi turde at røre ved det, der måske ikke altid er lige rart at tage fat om, men som ikke desto mindre skal håndteres, hvis det ikke skal ende galt.

…

Jesus er faret til himmels. Han har ikke mistet sin magt, men han vil dele sin magt med os gennem sin ånd.

Så nu er magten også vores. Vi er dem, der sidder ned i de privilegeredes position, og om lidt skal vi rejse os og gå ud i verden og holde øjne og ører åbne for, hvornår og hvordan der kaldes på os.

Det undrer mig i den sammenhæng også, hvad der foregår i Kenya i disse dage, og som der bliver skrevet om i nyhederne. Ja, det undrer mig ikke bare: det fylder mig med gru og tristhed!

For det viser sig, at en præst i en kristen kult i årevis har fået medlemmerne af kulten til at sulte sig ihjel. Myndighederne de seneste par uger fundet flere massegrave med både børn og voksne, og har anholdt præsten for at have drevet folkene til at sulte sig. Og hvorfor har han gjort det? Anklagen mod ham lyder, som flere overlevne fortæller, at præsten påstod, at de ved at sulte sig ihjel dermed ville få Jesus at se.  

Det er meget tragisk at det kan forekomme, og det er så fjernt fra min kristne tro, som noget kan blive.

Jeg kan håbe, at jeg, den dag jeg dør, vil møde Gud. Men indtil da tror jeg, at Gud er til stede med sin ånd, i sit ord, i dåbens vand og nadverens måltid, og ikke mindst i relationen til mit medmenneske. Og det sidste, jeg skal gøre, er at fjerne mig selv netop fra den relation. Gud er der, hvor vi, som evangeliet fortæller os i dag, går ud og prædiker hans ord og kærlighed, og viser os for vores næste. Og jeg tror også, at han er der, hvor gode mennesker tager hånd om den kristne kult, og den ondskab som har fundet sted, og taler et nyt og kærligt sprog over for dem alle – også præsten!

…

Vi har magten her på jorden. Gud er én, vi skal få øje på i vores medmenneske.

Det er i grunden, som vi hørte tidligere: Da Jesus fór til himmels, stod hans disciple tilbage og stirrede op i den blå himmel for at se efter ham. Det er nærmest et komisk billede. For hvad I alverden skulle de kigge derop efter? Derfor bryder Gud også ind i fortælling og sender to engle – nogle mænd i lysende klæder – som ret tørt siger: ”Hvad i alverden står I og kigger op i himlen for, galilæere?” Underforstået: der har I ikke noget at gøre. Jeres arbejde og øjne skal være rettet her på jorden. Guds ånd er i jer; det er alt, hvad I skal brug. Afsted med jer.

På samme måde sker det påskemorgen, da Jesus er stået op af graven. Kvinderne går ud til graven for at se til den døde Jesus. Igen bryder Gud ind i fortællingen og sender et par engle – nogle mænd i lysende klæder – som på lidt samme måde udbryder: ”Altså, hvorfor leder I dog efter den levende iblandt de døde. Han er ikke her. Han er opstået!”

…

Der er ingen, der skal sulte sig ihjel for at møde Kristus. Der er ingen der skal stirre op i himlen for at se efter ham. Der er ingen der skal gå på opdagelse i gravhuler. Der er tomt. Der er ikke liv. Livet er i lyset. Livet er der, hvor der er mennesker. Den opstandne Kristus kalder på os i hvert enkelt menneske, som vi går iblandt. For i hvert enkelt menneske er hans ånd!

Sådan sidder vi nu på tronen – på hver enkelt kirkebænk. Magten er ikke taget fra hverken Gud eller Jesus. Men Gud har delagtiggjort os i magten og udøver nu sin magt igennem os, ved at sende os ud i verden!

Amen.