At leve i den andens ansigt

Prædiken til juleaften 2017 i Enghøj Kirke. 

Lukasevangeliet 2,1-12. Salmer: 94 – 111 – 104 – 120.

”Jeg lever i den andens ansigtsudtryk, præcis som jeg føler, at han eller hun lever i mit.” Sådan sagde en fransk filosof engang om at stå ansigt til ansigt med et andet menneske, og at kunne se det andet menneske i øjnene. Vi lever i den andens ansigtsudtryk.

Hvad menes der med det? Ja, jeg tror godt, vi kender det. Når vi ser i vores medmenneskes øjne og ansigt, kan vi lære at forstå hinanden. I øjnene og ansigtet kan vi afkode, hvordan vedkommende har det, og derfra ved vi, hvordan vi skal handle i situationen og til vores medmenneskes bedste. Hvordan ser munden ud – vender mundvigen op eller ned? Hvordan ser øjnene ud – er de lukkede eller åbne; smiler de, eller sidder der en tåre i øjenkrogen, som om lidt vil trille ned over kinden? Er ansigtet blegt eller lyser det friskt af energi?

Vores øjne og ansigter afslører, hvordan vi har det, og i vores sprog låner vi også øjnenes og ansigters magt. Hvis nogen siger til mig: ”I mine øjne er du helt fantastisk” giver det mig en følelse af tryghed og ro. Hvis jeg derimod får at hvide: ”i mine øjne gør du det ikke godt nok!” kan det gøre mig så lille, at jeg mest af alt har lyst til at gemme mig i et musehul! Og har man først ”tabt ansigt”, ja, så er der virkelig ikke meget at gøre!

”Vi lever i den andens ansigtsudtryk” sagde filosoffen. Jeg tror, det er helt rigtigt. Det har betydning for den måde, vi opfatter verden på, og for den måde vi handler over for vores medmenneske. Spørgsmålet er, hvad der sker, hvis vi ikke kan se hinandens øjne?

Lige før sommerferien i år var der en debat om tiggere på gaderne i Danmark – særligt om udlændinge, som slog sig ned, og skabte utryghed og uro hos befolkningen.

Men så vi nogen sinde tiggerne – menneskerne – i øjnene? Og fik vi mulighed for at fornemme hos os selv, hvad der egentlig var det rigtige at gøre i forhold til tiggerne på gaden? Måske ikke helt. En undersøgelse af debatten viser (det følgende er skrevet med inspiration fra http://netudgaven.dk/2017/07/de-ansigtsloese/) at et af de førende danske medier kun viste billeder af det tiggende folk uden ansigt. I artikler på nettet og små videoklip så vi kun ryggen på dem, eller vi så hovederne gemt væk i mørke, eller et sløret ansigt. 

Det kan selvfølgelig handle om presseetik, at man som medie vælger ikke at gå for tæt på de nødlidende. Men jeg vil i stedet pege på det, vi så eller ikke så, og på de måske utilsigtede konsekvenser det fik for forståelsen af de nødlidende. For ved ikke at vise ansigt eller øjne fratages vi muligheden for at handle overfor vores medmenneske. Vi fratages muligheden for at afkode ansigtets og øjnenes signaler, sætte os i den andens sted, og handle ud fra vores medmenneskelighed.

Filosofien har allerede peget på det, som jeg nævnte tidligere: at vi lever og handler ”i den andens ansigt”. En anden filosof har sagt det på følgende måde, at ”det at stå ansigt til ansigt med et andet menneske er grundlaget for medmenneskelighed og empati”. Og naturvidenskabelig siger det samme. Hjerneforskere peger bl.a. på de spejlingsmekanismer, der sidder i vores hjerne, som gør, at når vi ser et andet menneske, efterligner vores hjerne samtidig de bevægelser, vi observerer. Det er f.eks. derfor at et gab smitter. Når vi ser én, der gaber, kommer vi også selv til det. Og det er ikke fordi vi er trætte. Det er en kropslig refleks på det, vi ser.

Og på samme måde er det med empatien og medfølelsen for det andet menneske. I ansigtet kan vi aflæse den andens lidelser eller glæder ved hjælp af mimik. Og når et menneske derfor mister sit ansigt; at det er helt gemt væk på et billede, eller at det f.eks. er lammet pga. sygdom, så viser forskningen også, at de andres mulighed for at aflæse ansigtet, og derigennem vække empati og medfølelse, på samme måde ”lammes”. Vi kan ikke se det andet menneskes ansigt, og derfor har vi svækkede muligheder for at sætte os i det andet menneskes sted.

Julens glæde og budskab er, at Gud bliver menneske i det lille Jesusbarn i krybben. Gud kommer til jorden for at møde os mennesker ansigt til ansigt gennem Jesus. Gud flytter sig, så at sige, fra himlens uendelige vidder og tager plads hos os; lige der hvor vi sidder med glæde eller tårer i øjnene, med varme eller kolde ansigter, og Gud lyser sin fred og velsignelse over os.

I Jesus Kristus får Gud et ansigt! Ja, han bliver menneske som os. Han lærer menneskelivet at kende, og gør sig menneskeerfaringer om kærlighed og had. Om mod og tvivl. Om godt og ondt i vores verden, og derigennem får Gud øjnene op for os. I sin menneskelighed kan han se os. Han kan se lige ind i vores ansigt og øjne, og skabe en relation til os. Og han ser vores glæde og vores kærlighed. Han ser vores mod og vores nysgerrighed. Men han ser også vores sorg, afmagt og det, der gør ondt. Han ser det alt sammen, og han giver det plads til at være i os og i ham, og i den verden, vi nu har til fælles.

Men at Gud åbenbarer sig for øjnene af os som et lille menneskebarn har også en dobbelthed i sig. For det betyder på den ene side som nævnt, at Gud ser os. Men det betyder på den anden side også, at vi ser Gud i hinanden. Når Gud kan være i det menneske – i Jesus Kristus – så er han også i andre mennesker. Det er det, det betyder, at vi er skabt i Guds billede. Gud er nærværende i dig og mig, og i alle de ansigter og øjne vi kan få øje på på denne jord!

Dét er julens glæde. Men det er også julens opsigtsvækkende og måske provokerende budskab: at vi både må tro på, at Gud ser os som dem, vi er, men at vi også altid ser Gud i det andet menneske.

Og som sådan er julens fortælling og budskab en evig stemme og korrektion ind i den verden, hvor vi ikke altid ser hinanden. I en verden hvor vi enten glemmer at se, eller med vilje undgår at se, eller måske vildledes i at komme til se og handle over for vores medmenneske. Hvis vi tror, at vi ser Gud i det andet menneske, må vi også naturligt vogte os for at komme til at gemme øjne og ansigt væk, vende ryggen til, at gemme os i mørket, at hindre mennesker i at se hinanden.

Julenat kom Gud til verden. Han viste sit ansigt for os, og ved hver en gudstjeneste, ja hver eneste dag, lyser netop det ansigt for os, i tillid til os, og i troen på, at vi også må lyse for hinanden. Gudstjenestens velsignelse lyder således: ”Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig / Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred”. I velsignelsen får vi Guds ansigt og øjne rettet mod os, som en evigt strømmende og livgivende kilde fra Gud, som vi kan tage med os, når vi går ud af kirken.

”Jeg lever i den andens ansigtsudtryk, præcis som jeg føler, at han eller hun lever i mit.”. Sådan sagde filosoffen. Man kunne sige det samme, ved at læse juleevangeliet igen. For i dag er der født os en frelser i Davis by. I dag har Gud fået et ansigt. Og ”da vorde engle vi som de / Guds milde ansigt skal vi se!” (DDS 104,9).

Glædelig jul!

Amen! 

Santa Lucia og Johannes Døberen

Prædiken til tredje søndag i advent (II), d. 17. december 2017 i Enghøj Kirke. Lukasevangeliet 1,67-80. Salmer: 78 – 840 – 89 – 3 – 69,5-6 – 77. 

I onsdags d. 13. december var det luciadag. Det er en dag, der efterhånden er gået hen og blevet vigtig i december og forberedelserne til jul. Eller måske ikke så meget dagen, men mere traditionen om at gå luciaoptog i begyndelsen af december, med både piger og drenge i lange hvide kjoler og levende lys i hænderne, og luciabruden forrest med lysene i en krans på hovedet. Vi fejrer Lucia, både fordi det er fint og hyggeligt, og noget som særligt børnene ser frem til. Men også fordi at lyset, som bæres frem, bringer håb og glæde – et stærkt og varmt symbol på julens betydning i denne mørke tid.

Legenden om Santa Lucia fortæller, at Lucia var en ung, kristen kvinde, der levede i 300-tallet på Sicilien. I stedet for at tro på den lokale romerske religion var Lucia kristen. Og det var ikke helt ufarligt for hende. Romerne så kristendommen som en fjende af Romerriget. Det var forbudt at være kristen, og blev man opdaget i kristen praksis, risikerede man sit liv for det.

Derfor søgte mange kristne tilflugt under jorden i byens katakomber, hvor de kunne forsamles, spise sammen og bede sammen. Og Lucia påtog sig tilmed den farefulde opgave, med risiko for at blive opdaget, at snige sig ud af katakomberne, i nattens mulm og mørke, og dele mad ud til de fattige. Men for at hun kunne se noget i mørket, og samtidig holde sine hænder fri til at bære maden, bar hun en krans med lys på hovedet.

Fordi Lucia lever som kristen, vil hun heller ikke følge sin families påbud om, at gifte sig med en romer. Da hun afviser en bejler, fortæller legenden, at hun bliver arresteret og skal straffes for sin kristne tro. Ja, det fortælles faktisk, at hun, efter flere bejlere havde været forbi hende, hev sine øjne ud for at gøre sig selv mindre attraktiv, og så mændene på frierfødder ikke kunne se skønheden i hendes øjne. Derfor er Lucia også ofte afbilledet i med et fad eller en skål i hånden, hvori der ligger to øjne. Det er hendes egne øjne, som er taget ud.

Lucia bliver arresteret, men bliver også gentagne gange beskyttet ved guddommelig indgriben, indtil hun til sidst, d. 13. december år 304, bliver henrettet af en bøddel, der stikker hende med sit svær. Og kort tid efter kåres hun til Helgen.

Og fra denne, og lidt andre traditioner og legender blandet sammen, kommer sangen om Lucia, som børnene synger hvert år: ”Nu bæres lyset frem / stolt på din krone / rundt om i hus og hjem / sangen skal tone / Nu på Luciadag / hilser vort vennelag / Santa Lucia, Santa Lucia”

Det er på mange måder overraskende og lidt drastisk, som legenden går, at Lucia hiver øjnene ud. Men hvis det er sandt, som man hører mange sige, at det er det andet menneskes øjne, man forelsker sig i, ja, så må de selvfølgelig også ofres af den, der ikke vil have nogen bejler. Men det er også drastisk i den forstand, at det også altid er i det andet menneskes øjne, at vi på en måde bliver til, som de mennesker, vi allerhelst vil være. Man kan sige, at i det andet menneskes øjne, som ser os og elsker os, kommer vi til os selv. Hvornår er eller var trøsten og omsorgen større, end når man bliver set i øjnene af en forældre, en kæreste, ægtefælle eller nær ven, og fortalt, som vi siger det: ”I mine øjne er du den bedste!”. Det er en måde vi ser hinanden på!

Uden øjne kan Lucia ikke se noget. Og hun kan derfor heller ikke gøre andet, end det hun vier sit liv til, nemlig at vise hen til Kristus, som netop kan se og som ser os!

I ord og handling vender Lucia ikke øjnene mod sig selv, men mod Kristus, og stiller sig selv som tjener for ham. Ja, man kunne sige, at Lucia på en måde har indtaget den plads, som stod ledig, efterhånden som Johannes Døberen måske er gået lidt i glemmebogen. Lucia er som Johannes Døberen ikke selv lyset, der skal komme – den vi alle sammen venter på – men hun vidner om lyset. Hun lyser op og baner vej ned af gangene i mørket, rundt om i hus og hjem, og fortæller og forkynder om den glæde, der venter forude.

Måske kunne man sige, at Lucia er den kvindelige Johannes Døber? Johannes Døberen er ham, vi hører om i dagens evangelium. Eller det vil sige: Det er Johannes’ far Zakarias, der synger en takkesang og lovsang til Gud om, hvor glad han er for, at Johannes nu skal komme og bane vejen for Jesus. Det var netop Johannes opgave: at skabe rum for lyset. At forberede alle på det, der snart skulle ske, at Gud skulle besøge sin jord.

Og derfor hører vi Zakarias lovsynge Johannes ved hans undfangelse, som den der skal gå foran herren og bane hans veje. Men som Johannes Døberen vokser op og udvikler sig, kan det være, at han virker for sær for os nordiske og moderne mennesker? Han står og råber mærkeligt i ørkenen; lever af insekter og vild honning og går i kameluld. Modsat er det på en måde med Lucia. Hun er mere ligetil og menneskelig, og hun står ikke selv i vejen for det lys, hun bærer frem i verden. Den blinde Lucia fortæller om et lys, hun ikke selv ser, med ved sig set af!

Og på den måde forbereder Lucia os på julens under og glæde. Hendes meget drastiske handling, at tage sine øjnene ud, tydeliggør et af julens budskaber: nemlig at det ikke er os, der skal finde noget med vores øjne, eller lede i det skjulte. Men at det derimod er Gud, der kommer til os, der sidder i mørket og dødens skygge, og som ser os, som dem vi er. At det er Gud der får øje på os og finder os, gennem det lille barn i krybben, fremfor os, der skal søge efter ham. Det er den lovsang, Zakarias synger til Gud, og det er den lovsang, vi i virkeligheden synger hver eneste søndag – ja, hver eneste dag – til Gud, som tak for at han kommer til os!

Og det kræver på en eller anden måde en ydmyghed, som kan ligge os fjernt, men som vi møder et billede på hos Lucia. Hun åbner sig og udsætter sig selv for det lys, der måtte ramme hende. Måske på samme måde, som at vi ofte lukker vores øjne, når vi skal prøve at forestille os noget? ”Luk øjnene, og forestil dig…” siger vi. Det er en måde, vi bedst kan forholde os til noget magisk og noget stort, der kommer til os. Sådan er det måske også med det under og det mysterium, der sker julenat?

Og måske vi oplever, at det bliver tydeligt for os? At der kommer klarhed over noget, der før var skjult? I teksten, jeg læste fra alteret, beskriver profeten Esajas, hvordan han netop forestiller sig klarhed og tydelighed ved Guds genkomst. Han sagde: ”Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den.”. Sådan forestiller Esajas sig, at Guds komme skal være og blive. Her bliver det så tydeligt, hvordan det, som før dannede skygger og mørke på jord: dale, bjerge, høje, klippeland og bakkeland, skal udlignes – billedligt forstået. At det hele skal hæves og sænkes og mødes i ét, så lyset kan nå længst ud over jordens overflade og gennembryde mørket.

Og for det må vi synge lovsange, ligesom Zakarias, og sige:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud

Fader, Søn og Helligånd

Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud

Højlovet fra første begyndelse

Nu og al evighed.

Amen!

"Kirkens kichoff" - kronik i Randers Amtsavis, fredag d. 1. december 2017

På søndag er det første søndag i advent. I kirken er det en højtidsdag, fordi vi fejrer et nyt kirkeår og fordi vi begynder nedtællingen til juleaften. Og hvad laver man så sådan en søndag? Nogen går i kirke. Andre ser til fodbold på stadion.

Der er i virkeligheden ikke stor forskel på at gå i kirke og gå ned på stadion. Det gik op for mig for et par søndage siden, hvor jeg havde sat mig på tribunen for at overvære kampen mellem Randers FC og AGF.

Vi mødes om søndagen. Vi har fri. Og vi mødes i en helt særlig bygning. Den er bygget til formålet, ligner ikke alle andre bygninger i området, og indenfor er der en helt særlig stemning. På væggene hænger der billeder og bannere, relikvier og reklamer fra byens folk, som i tidernes morgen havde eller stadig har betydning for netop det sted. Og vi mødes derinde om det, vi tror allermest på. Vi mødes om det, der giver os styrke og håb, og som samler os i et fællesskab.

Og indenfor er der en række ritualer. For de der ikke kender dem, er de naturligt nok fremmede, og kan tilmed virke fremmedgørende, fordi de tager tid at forstå. Og ritualerne er mange. F.eks. rejser vi os op på særlige tidspunkter, i respekt for det vi ser og hører – når bolden rammer nettet eller når der læses fra Bibelen. Og vi synger! De hundreder eller tusinder af stemmer, der er forsamlede, bliver pludselig til én, når vi synger I østen stiger solen op eller Lååå lååå lååå eller Der er et yndigt land. Og ja. Det kan føles forvirrende, ikke at kende teksten eller melodien til Lååå lååå lååå. Men sådan er det jo hver gang, man begiver sig et nyt sted hen; man skal lige lære stedets spilleregler, jargon og traditioner at kende, før man rigtigt er med.

Og nogen gange går vi derfra med fornyet energi til at klare næste dags glæder og sorger. Vi vandt noget nyt, og det, vi så eller hørte, gav mening for os. Andre gange går vi mere forvirrede derfra, end vi var, da vi kom, og har måske brug for at vende tilbage på et senere tidspunkt.

Det kan synes plat at sammenligne kirken og stadion – kirkegængere og fodboldfans. Men måske er pointen, at vi livet igennem og uanset hvem, vi er, har brug for åndehuller og fællesskaber i vores liv. Og at de steder, vi søger til, ikke er så væsensforskellige, som de måske ser ud til. På den ene side.

På den anden side er jeg ikke i tvivl om, hvorfor jeg oftere indfinder mig på kirkebænken end på stadiontribunen. For på søndag begynder et nyt kirkeår med et mere end 2000 år gammelt budskab om, at vi er velkomne som dem, vi er. At også det nye år er et Herrens år. Og vi vil blive mødt med forventning og håb om, at fremtiden byder på mere lys end mørke. Og jeg bliver stadig forundret over, hvordan dette budskab, selv efter så mange år, kan overraske ved at tale direkte ind i min hverdag og vores fælles verden, og sætte fingeren nøjagtigt hvor livet er allermest skrøbeligt på godt og ondt.

Og således vil jeg sparke kirkens nye sæson i gang. Om jeg ramte målet, ved jeg ikke. På søndag vil jeg gøre et nyt forsøg, og jeg vil hermed opfordre dig til at følge kampen – og resten af sæsonens hæsblæsende opgør– på tætteste hold. Det bliver spændende. Jeg lover det.

Glædelig adventstid!

Fredslyset

Prædiken til 1. søndag i advent, d. 3. december 2017 i Enghøj Kirke.

Lukasevangeliet 4,16-30. Salmer: 74 – 840 – 811 – 84 – 69,5-6 – 862.

Som I så, bar vi ved gudstjenestens begyndelse fredslyset fra Betlehem ind i kirken, og tændte alterlys, adventskrans og lyset i krybbespillet med lyset. Og det er virkelig lyset fra Betlehem. I fødselsgrotten i Betlehem brænder et evigt lys. Og hvert år ved denne tid tager man en flamme fra dette lys, deler det ud på flere lys, og bringer det ud via spejderbevægelser over hele verden.

Her i Danmark ankommer lyset til Roskilde og Aarhus, hvor Sct. Georg Gilderne står for at bringe lyset videre ud til de enkelte kirker og hjem, som ønsker at få del i lyset. Og budskabet med lyset er som lyder: Fred på jorden. Et lys for fællesskab. Et lys for forståelse. Et lys for fred og venskab. Et lys for tolerance. Et lys for nødlidende og ensomme. Et lys for aktivt arbejde. En gave som skal lyse op i adventstiden. En gave til dig så du kan tænde et lys til glæde for andre.

Det er med andre ord et lys med perspektiv! Det kommer fra et at verdens vigtigste brændpunkter – Israel og Betlehem. Der, hvor der i mange år og den dag i dag hersker krig og ufred imellem religioner og kulturer, men hvor vi samtidig også har centrum for verdenshistoriens vel nok mest kendte fortælling om fødslen af Guds søn; om Gud, der bringer fred på jord, ved selv at komme hertil.

Derfor er det et lys, der minder os om den verden, vi er en del af, på godt og ondt. Og så meget desto mere er der grund til at sprede netop dette lys, netop fra det sted, rundt om i verden og tage det til os, fordi lyset kommer med fred og forsoning fra et brændpunkt i denne verden, som ikke altid selv er fredeligt! Det er netop et lys med perspektiver, som både taler til sig selv og egen kontekst, men også rækker ud over sig selv – ud i verden – og som rækker ind imod os, med håb om fællesskab, forståelse, fred, venskab, tolerance og glæde for alle.

Det er et lys med perspektiver. Og perspektiver var netop, hvad byens folk og disciplene stod og manglede i dagens evangeliefortælling, da Jesus pludselig trådte frem for dem. Tømredrengen fra Nazareth citerede velkendte profeter for dem, og de håbede sådan, at han ville gøre mirakler, som de havde hørt, han også havde gjort i nabobyen Kapernaum.

Men Jesus svarer dem igen på vanlig kryptisk vis. Først taler han om enker i Israel, der ikke fik hjælp, og om en anden enke i Sidons land, som fik hjælp. Derefter om spedalske i Israel, som heller ikke fik hjælp, og om en spedalsk fra Syrien som fik hjælp. Og det lyder måske mærkeligt.

Men pointen er, at Gud ikke kun er kommet for være hos sine egne. Han er kommet hos alle! Israel er meget vel Guds land; der hvor nu også Jesus går rundt og gør mirakler, og der hvor hele fortællingen tager udgangspunkt. Men Gud er så meget mere! Guds perspektiv er større. Gud er ikke kun begrænset til Israel eller til ét andet sted. Han er også nærværende i Sidons land, i Syrien, på Enghøjs bakketop, og alle andre steder verden over, hvor budskabet om ham spreder håb og glæde.

”Herrens ånd er over mig” læser Jesus, underforstået om sig selv, da han er i Nazareth. ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.”

Det lys, vi har bragt ind i kirken i dag, og det lys vi hører komme til os i stalden i Betlehem juleaften, det er et lys, der er for os alle, og som med sit komme skal sætte vores liv og vores fællesverden i et nyt lys.

Lyset har perspektiv. Lige så meget som det er et konkret lys, er det også et fortalt lys, og et lys i overført betydning, der finder vej i dag. Og for at det kan lyse op for så mange som muligt, kræver det af os, at vi tager det til os, lader det lyse op inden i os, og deler det med andre. Ja, at vi meget trodsigt i denne mørke tid, bærer lyset med ud af kirken og videre ud i verden.

Men til hvem? Og hvordan gør vi? Og hvornår begynder vi?

Til hvem og hvordan findes der ikke vejledninger om eller konkrete henvisninger til. Gjorde der det, var det jo simplet at lave en liste, begynde fra en ende, og slutte fred med sig selv og omverden, når listen var færdiggjort.

Men sådan er det ikke. Vi må selv ud med lygterne, og skabe liv for den enkelte. Når Jesus siger til den lovkyndige: ”Gå du hen og gør ligeså”, efter han har fortalt lignelsen om den barmhjertige samaritaner, så er det ikke et påbud om at gøre nøjagtigt, som samaritaneren hjalp den nødlidende. Det handler om at være til stede, ligesom samaritaneren var til stede med sit nærvær og hjælpende hænder. At forsøge at sætte sig i den nødlidendes sted, og derfra hente livet tilbage i lyset, efter bedste overbevisning.

Enkerne og de spedalske i dagens fortælling rummer netop det perspektiv. De er mennesker, for hvem et mørke har sænket sig over deres liv. En enke er på denne tid ikke bare én, der har mistet sin mand. Med tabet har enken også mistet sit virke, muligheden for familie og en fremtid. Og det samme med en spedalsk. En spedalsk er én, der står uden for bymurene; udstødt af samfundet og derfor uden mulighed for at være noget for sig selv og være noget for nogen andre. Så lige dér begynder Elias. Lige dér er han nærværende. Lige dér kan han bringe livet tilbage og lyset frem.

Hvor vi skal bringe lyset videre, er derfor op til os selv at finde ud af. Kristendommen og det kommende kirkeårs tekster giver os nok små hint, og vender vores blik i særlige retninger. Men at vi skal gøre noget, det må vi forholde os til i dag, og hele det kommende kirkeår. Og hvornår vi skal begynde, det siges præcis til os i dag.

For ”I dag er det skrift ord gået i opfyldelse” siger Jesus. Det er lige præcis i dag og her og nu, det hele begynder. Og det er en gave for alle os, der måske kan have svært ved at komme ud af sengen og få begyndt. I dag behøver vi slet ikke tage stilling til det. Beslutningen er allerede truffet for os: vi er begyndt i dag og bliver skubbet i gang med Guds velsignelse i ryggen.

Vi er så at sige fanget i dette nu, ligesom de nysgerrige byfolk i Nazareth blev det, da de stimlede sammen om Jesus. Nu handlede det pludselig ikke om i forgårs eller om i morgen. Det handlede om det lys de så foran sig, som de skulle tage på sig.

Apostlen Paulus skrev i Romerbrevet – en anden af dagens tekster, jeg læste ved alteret – at vi skal iklæde os Kristus Jesus og at vi skal tage ”lysets rustning” på. Lysets rustning. Det er et flot udtryk. Ifør dig en rustning af lys, og gå ud i verden med den på – og se hvad der så sker?

Ja. For det er jo ikke den slags rustning, der opildner til kamp, krig og ufred. Tværtimod. Det er en rustning, der lyser op og giver nye perspektiver, hvor den kommer frem. Den tror trodsigt på det, der giver liv, også selvom det er mørkt. Ja, den tror, som det hedder i et gammelt ordsprog: ”Troen er en fugl, som véd om daggryet og derfor synger, mens det endnu er mørkt”.

Glædelig advent.

Amen!

Tilgiv!

Prædiken til 22. søndag efter Trinitatis, d. 12. november 2017 i Enghøj Kirke. Matthæusevangeliet 18,21-35. Salmer: 754 – 300 – 812 (100 salmer) – 493 – 412,5 – 522.

Tilgiver Gud, eller gør han ikke? Jeg synes vi bevæger os om den varme grød i dagens tekster. Lige så glad man blev over Josefs tilgivelse af sine brødre i fortællingen fra Første Mosebog, lige så mærkværdigt er det, da kongen, efter først at have tilgivet tjeneren, bagefter trækker tilgivelsen tilbage og kaster tjeneren i fængsel, fordi han alligevel ikke kunne håndtere tjenerens måde at være på. Pludselig bliver de menneskelige fejl altså for meget for kongen – for Gud! – og straffen bliver til at tage at føle på! Og vi ender med spørgsmålet: Tilgiver Gud, eller gør han ikke?

Jeg ved ikke med jer, men det er egentlig sjældent, jeg går og bruger ordet tilgivelse i min hverdag. Det virker på den ene side lidt højpandet. Men der er også noget glædeligt over ordet – at tilgive en anden er godt, og det virker højstemt og alvorligt, hvis man tager ordet på sig og i brug.

Måske jeg ikke bruger ordet, fordi der ikke er meget at tilgive, som vel i og for sig er positivt nok? At der ikke er nogen, der gør så meget vold imod mig, enten fysisk eller verbalt, at de ligefrem behøver tilgivelse for det. Ja, en verden hvor tilgivelse ikke er nødvendig, er vel egentlig at foretrække. Denne verden ville være ensbetydende med, at vi ikke gjorde ondt mod hinanden, men udviste omsorg og barmhjertighed – at vi lod kærligheden vokse og blive rig iblandt os, sådan som Paulus skrev, vi skulle huske.

Hvad er det at tilgive? At tilgive er at genoprette et brudt forhold. Sådan tænker teologen og filosoffen K.E. Løgstrup. Når vi stoler på et andet menneske – når vi holder af og har tillid til et andet menneske – så regner vi det ikke for muligt, at tilliden kan brydes. Det er i princippet udelukket i et forhold, der er baseret på kærlighed og tillid.

Og alligevel kan det ske – fordi vi er mennesker på godt og ondt – at den ene part i forhold kommer til at beskadige forholdet og bryde tilliden. Til det at holde af nogen og have tillid nogen, hører også muligheden og risikoen for at miste, fordi man hengiver sig og stoler fuldstændigt på det andet menneske. Og det er i dette brud, siger Løgstrup, at tilgivelsen i egentlig forstand skal hjælpe til at genoprette det brudte forhold – der hvor kærligheden og tilliden har lidt skade.

Tilgivelse handler derfor ikke om hverdagens ”små tilgivelige ting”. ”Har du husket at tømme opvaskemaskinen? ”. ”Nej. ”. ”OK – jeg tilgiver dig alligevel. ”.  Sådan siger vi ikke. Og her skal der heller ikke tilgivelse i brug. Måske mere bare et ”pyt!”. Der er ikke her, skoen trykker, fordi det tilgivelige var for småt og for lille en ting til at give anledning til et egentligt brud.

I lignelsen om den gældbundne tjener må vi med Løgstrups overvejelser tænke, at der er sket et brud imellem kongen og tjeneren – imellem Gud og mennesket. Et brud, der var så stort, at det fik konsekvenser. Men hvordan kan vi forstå kongens handling? Hvad er det for en Gud, der trækker tilgivelsen tilbage?

Måske rammer kongens kovending og hårde afslutning os lige i hjertekuglen, fordi det her tydeliggøres, at der med troen og med gudsriget iblandt os også forventes noget af os. At der forventes noget stort og til tider umuligt. Ikke som et regnskab på dommens dag, men som en opsang midt på livets vej om livets alvorlighed og om vores tilstedeværelse iblandt hinanden. Og at Gud ikke bare ser blåøjet til, at vi undlader at tilgive hinanden; at vi kryber om hjørner og tror, at den tilgivelse, vi håber på at få fra Gud, ikke også er en tilgivelse, vores medmenneske håber på og kræver af os.

Tilgivelsen går begge veje. Sådan må vi forstå det, når vi læser lignelsen. Og vi siger det i virkeligheden hver gang, vi beder Fadervor. Her lyder det i femte bøn: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Fadervor er en nøgle til at forstå Lignelsen om den gældbundne tjener. For den er et billede på, at kristendom og vores tro i grunden handler om relationer, som skal opretholdes ligeligt. Relationen mellem mennesker, og relationen mellem Gud og mennesket.

Og opretholdelsen er sideordnet. De lever så at sige af hinanden. De to udsagn ”Forlad os vor skyld” og den anden: ”Som også vi forlader vore skyldnere” er ikke hierarkiske udsagn. Vi beder ikke først Gud tilgive os, så vi kan tilgive andre. Eller at vi tilgiver andre, så Gud kan tilgive os. Nej. De to bønner og udsagn er sidestillet. Og det tydeliggøres for os i lignelsen. Hvis den ene del af bønnen falder væk – hvis enten menneskets eller Guds tilgivelse falder væk – så falder den anden også væk, og tilgivelsen ”rulles tilbage”.

Og det er den spænding, vi som mennesker står i, og som naturligt nok stiller krav til os. Det gør den både i vores menneskelige forhold – i alle de relationer vi har til hinanden, om det er familiære relationer, eller venner og bekendte, eller mennesket på gaden og den fremmede – men også i forhold til Gud. Som en anden teolog har sagt, ”så ligger Guds rige som et tilgivelsens rige på denne verdens vilkår, i spændingen mellem de to sætninger i femte bøn i fadervor.” (Sigfred Pedersen). Og det er netop denne verdens vilkår, der gør det svært. Fordi vi er dem, vi er. Fordi vi både tilgiver hinanden, men så sandelig også gør det modsatte. Afviser, ser ned på, vender os væk fra hinanden og skaber brud. Se blot ud i verdens riger og lande, og tag de politiske beslutninger til efterretning.

Tilgiver Gud eller gør han ikke? Eller er det os, der skal opretholde tilgivelsen og Guds rige iblandt os? Både ja og nej! For Gud har jo kaldet os til at være sine hænder og fødder på jord. Og det kræver noget af os! Men i det kald har han også lagt sin ånd i os og givet os sin velsignelse. Derfor lyder det sidst i lignelsen: At vi af hjertet skal tilgive vores bror – vores medmenneske.

For kan vi ikke med vores hoved og forstand få tilgivelsens ord ud af os, og tilgive vores medmenneske; kan vi ikke med vores menneskelige retfærdighedssans og snusfornuft gøre plads til tilgivelsen i enhver henseende, da har vi lov at tro og håbe på hjertets formåen. At hjertet tager over, hvor fornuften ikke længere kan være med – og at Guds hjerte i et og samme sekund gør det samme.

Ja, vi har i virkeligheden lov til at tro og håbe på, at vi må læse lignelsen om den gældbundne tjener forfra igen. At vi må høre og tro på den konge, der af sit hjerte lader nåde gå for ret og eftergiver tjeneren hans gæld. At vi må have lov at begynde forfra, akkurat som det glædelige og befriende budskab er, at Gud lader dig og mig og os alle begynde forfra, og tro på endnu en solopgang og en påskelilje, når vi rammer mørket.

Som Lisbeth Smedegaard Andersen skrev det i salmen, vi lige har sunget:

”Jeg tror at der bag ved november

skal rejse sig dage med sang

befriet som glæden der griber

dit nådeår – endnu engang!” (100 Salmer, 812)

Amen!

Tag din båre og gå!

Prædiken til 19. søndag efter Trinitatis, d. 22. oktober 2017 i Enghøj Kirke

Markusevangeliet 2,1-12. Salmer: 14 – 840 – 366 – 493 – 29,2 – 731.

Når man var lam på Jesu tid, som den mand vi hører om i dagens evangeliefortælling, så var det ikke bare fordi man var ramt af et uheld eller skæbnens tilfældigheder. Var man lam, var der en grund til det. Lammelse, eller en anden sygdom eller lidelse, fik man, fordi man engang i sin fortid havde gjort noget, man ikke skulle. Man havde syndet. Man havde brudt sin kontrakt med Gud, så der selvfølgelig skulle betales tilbage. En slags ”payback time”, kunne man sige. Noget for noget. Orden i tingene. Balance i regnskabet!

Og tankegangen er vel ikke så fjern for os i dag? Mange gange peger vi skyldens pil på os selv, når vi rammes af modstand. Hvis dit liv er elendigt, er det nok fordi, du ikke har truffet de rigtige valg. Hvis dit ægteskab går dårligt, hvis du har et intetsigende arbejde, hvis du drikker for meget, hvis bankkontoen står i minus, er det din egen skyld. Osv. Ja, vi peger ikke bare selv skyldens pil på os, men provokeres også til det af omverdenen. Hvis vi skraber lidt i udtalelser fra nyhederne og i den kæmpe bunke af selvhjælpsbøger, vi kan finde nede i boghandlen, får man hurtigt øje på budskaber om, at vi er overladt til os selv og vores egne fiaskoer, og at vi i vid udstrækning også selv skal rede os ud af det igen.

Det er en slags benhård individualisme og buddhistisk inspireret åndelighed, der går hånd i hånd. Storkapitalen og Dalai Lama er på en måde enige om, at der ikke er noget, der hedder tilgivelse. Der er ingen, der kommer dig til undsætning. Dårlig karma generer dårlig karma. Du kan sejle din egen sø – både i dette liv og i de næste mange inkarnationer. For det bliver kun til, hvad du selv kan magte. Elsk dig selv. Frels dig selv. Du som lever og regerer fra ensomhed og til ensomhed!

Derfor er der heller ingen, der skal eller kan blande sig i vores sager, kunne man sige. Heller ikke Jesus! Og da han alligevel gør det – blander sig i den lammes synd og siger: ”dine synder tilgives dig” – er det til stor forargelse for de skriftkloge. Jesus blander sig i noget, der på ingen måde vedkommer ham. Den lamme må klare sig selv. At tilgive synder er der kun én der kan, nemlig Gud, og derfor må det også være en sag imellem disse to.

Men at få og give tilgivelse, er hvad det netop handler om i evangeliet til i dag. Troen på, at vi aldrig bare er overladt til os selv, men at vi kan finde hvile og tilgivelse hos Gud, som sætter os fri. En tilgivelse, som løsner os fra fortidens fejl og fremtidens bekymringer. En tilgivelsen, som giver os plads til at være dem, vi er, både syndige, særlige og smukke, på den jord vi er skabt til at være en del af. For i fortællingen om den lamme mand, der bliver firet ned gennem tager, bryder Jesus med sin egen tids og kulturs forståelse af årsag og virkning – og måske også med vores? Han tilsiger den lamme sine synders forladelse – han giver han tilgivelse og sætter ham fri, så han selv kan gå derfra ud i livet igen, med sin båre i hånden.

Men kan man bare sådan uden videre bringe orden i det store regnskab? Kan enhver bare komme rendende med en blakket fortid, uden på nogen som helst måde at have gjort sig fortjent det, og få tilgivelse? Ja! Hvis vi tør tro det. Ligesom den lamme og hans fire hjælpere turde tro det, da moslede sig vej gennem den store menneskemængde; kravlede op på taget, lavede hul og firede manden ned lige foran Jesus.

For alt i dem har fortalt dem, at det, de gjorde, var galt og forkert. Den lamme var jo selv uden om det. Han måtte selv ligge og rode med sin fortid. Og alligevel turde de trodse tidens regler, og tidens skriftkloge og hellige skrifter, fordi de så inderligt håbede, at der i huset i Kapernaum sad et menneske, som var den levende Gud, og som magtede at gøre den forkrøblede mands liv godt, og slette alle synder, og lade ham begynde på en frisk. De turde tro på, at der måtte være en ny begyndelse for mennesker hos Gud! Spørgsmålet er, om vi tør gøre det samme? Om vi tør tro på, at Gud giver os en ny begyndelse?

Den lamme mand havde brug for at begynde på en frisk igen. Han var jo lammet. Og på den måde er det vel også rigtigt nok, som jeg indledte med at sige, at det er fortiden, der kan binde os og tynge vores liv.

Vores livs elendighed er ofte en konsekvens af fortiden. Gårsdagens udfordringer og problemer kan af og til skylle ind over os lige fra morgenstunden. Vi vågner op, og straks overrumples vi af de konflikter, uenigheder på arbejdet, med venner, med familien, som vi måske håbede, at nattesøvnen kunne skaffe os af med. Straks begynder en hvirvel af tankevirksomhed, som kan fortsætte dag efter dag, og hæmme vores liv. Ja, de kan hæmme hele liv og generationer. Historien og fortiden er god at lære af; god at have med i bagagen og finde styrke i. Men historien og fortiden er også en kilde til bitterhed og had og krige. I det nære såvel som i det store perspektiv. I familien og venskabet, såvel som i storpolitik.

Tilgivelsen bliver så der, hvor vi pludselig formår, at gøre fortid til nutid og se bort fra det gamle skrammel, der ligger og roder rundt inden i os. Og det er ikke nogen let sag, men en virkelig sand befrielse, når det sker. Tilgivelse gør verden ny. Og tilgivelsen får – som vi hører i dagens fortælling – den lamme til at gå.

”Tag din båre og gå” siger Jesus til den lamme. Og så rejser han sig og går hjem til sit gamle liv, men som et nyt menneske; befriet fra det, der holdt livet nede. Og det er i virkeligheden et ret stærkt udtryk: ”Tag din båre og gå!”. Det er et udtryk for, hvor stærk han nu er blevet. Det der før bar ham, det bærer han nu selv. Han behøver ikke længere understøttelse af en båre. Nej, han bærer den selv. Nu er han i stand til at bære med i sit eget liv.

Og måske vågner han op næste morgen, med kræfter og mod til også at bære med i andres liv?

Jeg tror, de fleste af os kender det i større eller mindre grad; den næsten fysiske oplevelse af at få fornyede kræfter, når der er noget, der har lammet os eller bundet knuder på vores liv, og vores tanker bliver løst og falder på plads. Sådan hænger det indre sammen med det ydre. Vi kender det også fra vores sprog. Vi taler om at ”vi ligger ned”, når vi har det dårligt af den ene eller den anden grund, og at vi ”rejser os igen”, når vi får kræfter til det. Og det er jo ikke altid helt bogstaveligt, men det er alligevel en erfaring: At vi kan rejse os og deltage i livet igen, når vi får fornyede kræfter.

Dagens evangelium tilsiger os, at vi skal rejse os fra vores båre og leve vores liv; befriet fra fortid, og tage vare på os selv og på hinanden! Men for at vi kan det, må vi også tro på, at vi kan lægge alt det der tynger vores liv hos Gud. At vi kan ligge alt det, der binder os til fortiden og til den båre, der holder os i gulvet; at vi kan ligge det i favnen hos Gud, og høre Jesu ord om tilgivelse af den lamme, som ord, der også siges direkte til os!

De fire mand og den lamme på båren fik ikke alene lavet hul i taget. De fik lavet hul igennem til Gud. For i Jesus har vi ikke længere brug for andre autoriteter til at fortælle os, hvordan vi gør os fortjente til Guds kærlighed og tilgivelse. Vi har allerede fået den! Gud har i Jesus vist os, at hans væsen er tilgivelse. Hos Gud får vi lov at begynde på en ny. Hos Gud kan vi komme og aflægge det gamle menneske, sådan som Paulus udtrykte det i sit brev, og blive fornyet i sind og ånd og iføre os det nye menneske; så vi kan få mod til selv at tage vores båre og gå ud i livet!

Amen!

Mellemtider

Prædiken til 14. søndag efter Trinitatis. D. 17. september i Enghøj Kirke.

Lukasevangeliet 17,11-19. Salmer: 2 - 448 - 808 (100 salmer) - 379 - 729,5 – 375. 

I går sluttede PostNord Danmark Rundt. Cykelrytterne nåede til Aarhus efter en uges kørsel i silende regnvejr. I år nåede de også til Randers. Fredag lagde de vejen forbi byen; til glæde for cykelentusiaster og vel nok til stor irritation for folk, der plejer at krydse Randersbro og Tørvebryggen på vej til og fra arbejde. Der var vidst lidt kaos dernede!

Ruten i Randers var en enkelstart. Rytterne blev sendt afsted enkeltvist på en kortere distance for at vise, hvad de alene duer til på en cykel. Derfor kan en enkelstart også godt blive lidt kedelig at se på i længden. Det er ikke den samme spænding, som når store udbrud i almindelig kørsel slipper afsted, eller fascinationen over holdpræstationer og taktiske overvejelser i et større hovedfeltet. 

Det interessante ved enkelstarten er mellemtiderne. Det er den tid, der måles ude på ruten, så man under løbet får en fornemmelse af, om den enkelte cykelrytter har gode ben, eller om han faktisk er på vej til at tabe stort. Mellemtiden afslører cykelrytterens form, og sætter gang i de tidlige spekulationer om, hvad det endelige resultat må blive. Mellemtiden er afgørende og ventes altid med spænding!

Så vidt cykelløbet i fredags i Randers. Men lad os holde fast ved tanken om den afgørende mellemtid; tiden imellem begyndelsen og slutningen. For den er vigtig; ikke kun i et cykelløb, men også i livet. Vores fødsel lærer os ikke noget. Vores død lærer os heller ikke noget. Men alt derimellem er det, der former og farver os, og der hvor livet egentlig sker. Det er der hvor livet leves og udfolder sig. Det er der, hvor vi lærer os selv og hinanden at kende. Det er der vi gør glædelige opdagelser. Det er der, vi rammes af sorg. Det er kort sagt imellem A og Å, at livet er!

Og går vi lidt tættere på vores dagligdag, opdager vi også, at det er i mellemtiderne, det interessante opstår. Nogen vil sige, at det f.eks. er målet og det endelige resultat i en fodboldkamp, der er det vigtigste. Har vi vundet eller ej? Eller at det er karakteren på bundlinjen af eksamenspapiret, der afslører, hvem man er og hvad man kan. 

Men man kunne også hævde, at det er midlet til målet, der er det vigtigste. Der hvor vi egentlig lærer noget, i processen, som viser os, hvem vi er og hvad vi kan. At det er mellemtiden der afslører, om vi er på vej det rigtige sted hen, om vi har alle med til at kunne vinde en holdkamp, om vi har forstået den opgave, vi skal aflevere som eksamen. Målet er ok. Men mellemtiden er da på en måde mere afgørende for helheden…

I dagens evangelium møder vi også mennesker i en mellemtid – på flere måder. Jesus møder en flok spedalske. De lever – foruden imellem fødsel og død ligesom alle os andre – også i en mellemtid. De er isolerede af samfundet. Jesus møder dem uden for bymuren, afskåret fra at være en del af fællesskabet og livet i byen. Og at være spedalsk har ikke, hvad vi måske ellers tror, noget at gøre med en ulækker sygdom. Forskning i bibelen og bibelsk tid og kultur har vist, at spedalskhed snarere er et udtryk for en social og religiøs diagnose. Spedalskhed var de riges og de velhavendes udtryk for de fattige og urene, og dermed udtryk for forskelsbehandling mellem mennesker.

”Jesus! Mester! Forbarm dig over os!” siger de spedalske til ham, da han nærmer sig byen, på grænsen mellem Samaria og Galilæa. Ja, selv Jesus er i en slags mellemtid på grænsen. Og Jesus siger til dem: ”Gå hen og bliv undersøgt af præsterne.” Og mens de var på vej derhen, blev de rene.”, som der står.

Der sker to ting her. For det første møder Jesus de spedalske i den mellemtid, de står i som udstødte af samfundet. De spedalske lever en forskudt tilværelse på den anden side af bymurene. De er i live, men de er ikke levende de andres øjne – dem inde i byen – og en del af deres fællesskab. Og for det andet: efter Jesus har mødt dem, og sendt dem afsted, sker det på vejen, at de bliver rene. Der sker altså noget i mellemtiden fra at Jesus ser dem og til at de kommer til præstene.

På Jesu ord sker miraklet og helbredelsen. Han ser dem i øjnene og får dem i bevægelse. Og da han gør det, fjerner han den mellemtid de lever i, på den anden side af bymurene, og giver dem livets og mulighedernes mellemtid tilbage. Og ved udsigten til anerkendelse fra præsterne i byen – fra dem, som ellers har udstødt dem – da løsnes det spedalske bånd, der har tynget dem ned og væk fra fællesskabet. De får muligheden for igen at kunne leve livet – leve imellem A og Å, leve imellem fødsel og død. Ja, de går afsted i troen på, at livet ikke er slut for dem, der hvor de er, men at mellemtiden netop er en mellemtid, fyldt med fremtid og muligheder for en ny kurs, en anden retning, en anden vej.

Mellemtider er fyldt med spørgsmål om form og retning. Vi kan overveje med os selv, hvordan vores mellemtid ser ud lige nu? For nogen vil den afsløre, at fortiden har sat sine spor, og at man er blevet hægtet af et sted – af sig selv eller af fællesskabet. For andre vil den kaste mere lys over en brolagt vej mod stjernerne.

Men i begge sammenhænge – om den tid vi lever i hver især enten er fyldt af glæde eller af uoverstigelige udfordringer – er det dog alligevel en tid, hvor håbet har en plads. Mellemtiden er netop karakteriseret ved at være på vejen; ved at være alt det, der er imellem der, hvor det hele begyndte, og der, hvor det hele engang må ende. Og den tid er fantastisk – både fantastisk hård og fantastisk smuk, fordi den kræver os fuldt ud.

En af kristendommens kernefortællinger, og vel nok den barskeste af dem alle, er fortællingen om langfredag. Jesus dør på korset og sender Jorden og menneskeheden ind i et mørke. Denne fortælling, om tiden imellem langfredag og påskemorgen, bliver et billede på vores allesammens mellemtider og den dirrende usikkerhed, vi kan opleve at stå i, hvor der er risiko for fortabelse og fald, men hvor der også lever en flig af en tro og et håb. Men som bekendt er det vores tro, at langfredagsmørket blev overtaget af lys og liv. Det blev enmellemtid mellem død og liv – og ikke omvendt! Nej netop ikke omvendt! For det ender jo med livet.

Livet sejrer påskemorgen! Og hvad der så ud til at være en mørk mellemtid blev netop en tid, der efterfølgende er blevet vores håb i ethvert langfredagsmørke vi måtte møde, i enhver spedalsked vi måtte føle på egen krop. At vi kan stå i en uoverkommelig mellemtid, hvor fremtiden er en ligning med en hel del ubekendte, som vi sang det lige før, men hvor vi også stadigvæk har lov at håbe på, at mellemtiden fører noget godt med sig og at det ubekendte ikke nødvendigvis er håbløst!

Gud bedre den sportsdirektør der ikke med selvfølgelighed bakker op om sin rytter, og ligger al god energi og positive ord ind i hans øresnegl, fuldstændig uden forbehold for, hvordan cykelrytters mellemtid ser ud – om den er til det værre eller det bedre! For i mellemtiden har vi lov at tro og håbe på en sprække af liv for os selv og for hinanden. Gud kender vores begyndelse og vores slutning, og alle de mellemtider vi måtte stå i, hvordan de end måtte se ud.

Og nogen gange takker vi ham for det – som den ene af de ti, der med det samme hastede tilbage til Jesus, for at sige ham tak. Og andre gange fortsætter vi på vejen, som de andre ni; fulde af energi og overskud, fordi vi er blevet et bakketop rigere i vores liv, har fået nyt udsyn, og har livet foran os igen!

Amen!

Betonklodser og falske profeter

Prædiken til ottende søndag efter Trinitatis, d. 6. august 2017 i Enghøj Kirke. Matthæusevangeliet 7,15-21. Salmer: 750 – 448 – 392 – 370 – 474 – 752,4-5. 

Hvad er en falsk profet? Det er én, som Jesus siger, der udadtil ligner noget tilforladeligt, et sødt får, men som bag facaden forvrænger sandheden, er en glubsk ulv og repræsenterer noget negativt, noget falsk. Vi ved ikke, hvordan de så ud på Jesu tid. Vi kan have vores forestillinger måske. Men hvordan ser de ud i dag – de falske profeter, som forvrænger sandheden?

For en måneds tid siden udspillede der sig en, synes jeg, interessant debat i København. Ligesom mange andre store byer rundt om i verden, har Københavns Kommune set sig nødsaget til at sætte store betonklodser op på tætbefolkede pladser og foran vigtige bygninger i byen. De vil terrorsikre byen. Betonklodserne står f.eks. på Rådhuspladsen, foran Christiansborg, foran indgangen til Tivoli og forskellige steder ned gennem Strøget. De er store og skal umiddelbart kunne forhindre en terrorist i at torpedere byen, f.eks. med en lastbil, sådan som vi desværre har været vidne til de seneste par år forskellige steder i Europa.

Betonklodserne ligner selvfølgelig klodser af rå beton, og er som sådan ikke videre kønne. Derfor fandt et kreativt firma på at udsmykke dem. Med kommunens tilladelse beklædte man dem med træ, formede bænke langs siderne og satte blomsterkummer på toppen. En af initiativtagerne sagde bl.a. i en artikel til DR ”Når jeg har cyklet rundt i byens rum og har set de her klodser, så er jeg på en måde blevet bange for dem. Så det var en ide til at gøre dem mere menneskelige og gøre sådan, at man får lyst til at sætte sig på dem.”. 

Og videre i artiklen udtaler en psykolog, at udsmykningen vil hjælpe de forbigående, når betonklodserne ikke konstant minder om, at der er en terrortrussel. Psykologen siger: ”En påmindelse om, at der er fare på færde, påvirker folk på den måde, at de bliver mere overvågende, man kommer til at slappe mindre af og derved hygge sig mindre, end man ellers ville have gjort”. Således initiativtagerne og en psykolog. (se: http://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/terrorklodser-i-forklaedning-kan-skabe-tryghed )

Man kan selvfølgelig mene meget om den konkrete udsmykning, og om den gør byen mere indbydende eller ej. Og ja, de spærrer selvfølgelig lidt af vejen for en potentiel terrorist. Men når jeg nævner det for jer i dag, er det fordi, jeg gerne vil stille spørgsmålstegn ved dette forhold til frygten; at flygten pludselig er noget, vi prøver at pakke væk, for at gøre det hele mere ”menneskeligt” og få os til at ”hygge os” igen. Men kan man bare sådan pakke frygten væk ved at forklæde klodserne?Betonklodserne er – i mit perspektiv – lige grufulde vidnesbyrd om en verden, hvor ondskaben er til stede, hvor meget vi end tror, vi kan skjule det. Og spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal eller ikke skal pakke betonklodserne ind, men om det overhovedet giver mening at forholde sig på den måde til ondskaben og frygten…

Betonklodserne er som en slags falske profeter, og vidner om en anden virkelighed, bag den nuttede facade – som en byrådspolitiker beskrev udsmykningen. At ondskaben er her, og at vi også indretter os efter den. Frygten er iblandt os. I Københavns Kommune står de forklædt i træ, bænkepladser med tid til hyggesnak, og blomsterkasser for oven.  

”Tag jer i agt!” siger Jesus til os i dagens evangelium. ”Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan i kende dem…” Men hvilken vej skal vi så gå? Vi kan ikke altid vide, hvem og hvor de falske profeter er. Og det er på én gang det farlige, og det, vi skal leve med. Vi skal leve med at betonklodserne står der, som et vidnesbyrd om den tid, vi er en del af, hvor terrorister finder vej lige ind i hyggen på gaderne. Det er i virkeligheden ikke anderledes end det alle dage har været, men ikke desto mindre vigtigt at tale om.

Paulus sagde til os, i teksten jeg læste for alteret, at vi har fået Guds ånd. Måske er det her, vi skal stoppe op. At vi har fået Guds ånd betyder, som han skriver, at vi ikke har en ånd i os, som giver os trællekår, som begrænser vores liv og færden på en måde, så frygten er i os. Nej. Vi har fået en ånd, som giver os barnekår.

Og hvad betyder det? At vi har barnekår betyder, at vi som Guds børn har lov at tro og håbe på det bedste, og sige frygten imod. At vi har lov at tro og håbe på, at det gode skal og vil få det sidste ord i denne verden. Og at frygten i hvert fald ikke er det, der skal styre vores liv og hverdag. Som børn der råber på deres forældre, i fast tro og tillid til, at forældrene hører dem, og at forældrene gør det gode for dem; således har vi også lov til at råbe på Gud, og tro på den kærlighed og retfærdighed vi møder hos ham, og at det er den kærlighed, der først og fremmest skal styre vores liv hver især, frem for det, der toner frem i terrorens ansigt.

Jeg siger ikke det er let. Og måske netop derfor minder evangeliet os om det i dag; at vi har et ansvar, for at skabe den verden, vi vil være en del af. Og det sidste, jeg tror, vi må gøre, er at begynde at indrette vores liv efter den ondskab, der er omkring os, og fodre dens tilstedeværelse med træbeklædninger.

Frygten er det, jeg frygter allermest. At mit liv vil blive styret af angst og smerte – hvis det da ikke allerede i nogen grad gør det. Der går en legende om en gammel indianer, der fortalte til sine børnebørn: ”I ethvert menneske er der en frygtelig kamp mellem to ulve. Den ene er frygt, vrede, misundelse, grådighed, arrogance, selvmedlidenhed, nag og bedrag. Den anden er glæde, kærlighed, ydmyghed, tillid, gavmildhed, sandhed og medfølelse. Et af børnene spurgte da til, hvilken ulv der er stærkest. Og den gamle indianer svarede: Den du fodrer.”

Og måske er det det spørgsmål, vi skal gå hjem med i dag. Hvilken ulv fodrer vi i vores liv? Hvilken ulv får plads i vores hverdag og i vores samfund, og hvordan håndterer vi den? For begge ulve vil helt sikkert være repræsenteret både i os selv og rundt om os…

Videre i sagen om betonklodserne i København blev der også udtalt, at det at kunne hygge sig i byen, er noget teknik- og miljøudvalget har med i tankerne, når der skal træffes beslutningerne om, hvordan byen skal terrorsikres. Og en politiker udtalte: ”Den dag, hvor vi når til det punkt, hvor byen ikke længere kan forsætte som by, hvor vi ikke prioriterer byens liv og det, at det er trygt at være i byen, så har vi jo tabt”. Jeg tror desværre allerede, vi har tabt, hvis løsningen er at gøre terrorsikringen permanent, og lade den være et hyggested.  

Tør vi gøre noget andet? Tør vi tage den ånd alvorligt, vi er blevet givet af Gud, og ikke lade os kue af frygten og ondskaben, men for alt i verden kæmpe imod? Spørgsmålet er, om vi har råd til at opgive tanken og ikke gøre forsøget…

Vi har grund til at tro det bedste. Vi har grund til at håbe det bedste for os selv og vores medmenneske, og for den verden vi er en del af. Vi har grund til at holde fast ved det ord, vi møder fra Gud: at der i os ligger en ånd og kærlighed gemt, som vi kan dele ud af. En ånd som kommer fra Gud og som han har givet til os af sin kærlighed. Og at vi derfra kan hente kræfter og mod, hver gang vi møder den falske profet. Guds ånd kan måske ikke tage frygten fra os. Men jeg vil påstå, at frygten godt kan tage Gud fra os, hvis vi begynder at lefle for frygten, og ser igennem fingre med, at vores fælles vej frem bliver en vej med bump, sving, klodser, voldgrave og hegn, og praktisk talt umulig at gå på! For vores tro og vores håb tilsiger os en anden vej – Guds vej!

Amen!

Lad Ordet slå rod i vores hjerter

Prædiken til anden pinsedag (I), d. 5. juni 2017 kl. 19:30 i Enghøj Kirke

Johannesevangeliet 3,16-20. Salmer: 725 - 289 - "Nu slår glæden ud med hånden" - 290,7.

Sidste sommer gik jeg en tur med min farmor i et nyt boligområde – i ved; et af de steder hvor man nogen gange kommer til at rydde flotte marker og smuk natur til fordel for parcelhuse og ligusterhække. Vi gik og kiggede på naturen kontra den nye bebyggelse, og ærgrede os måske en lille smule over det, vi så: at naturen og de brede vidder på en måde blev ødelagt. 

Og pludselig siger min gode farmor: ”Ja, det er jo synd, at de fælder alle træerne. De taler jo sammen. Altså træerne. De kan simpelthen snakke sammen med hinanden. Og de bliver kede af det, når de mister deres nabotræer. Vidste du det, Simon?”. Nej. Det vidste jeg egentlig ingenting om, og jeg tænkte også, at det lidt var noget sludder. Hvordan skulle træer kunne tale sammen?

Ved nærmere undersøgelse viser det sig dog, at træer faktisk taler sammen. En canadisk professor har lavet undersøgelser af, hvordan f.eks. et birketræ og en douglasgran udveksler kulstof med hinanden. ”Det viste sig” siger professoren i en artikel ”at om sommeren sendte birken langt mere kulstof til grantræet end grantræet sendte tilbage. Specielt når grantræet stod i skyggen. Og i senere forsøg viste det modsatte sig at være gældende: At grantræet sendte mere kulstof til birken i efteråret og vinteren, fordi grantræet stadigvæk voksede, mens birken havde mistet bladende. De to arter var afhængige af hinanden, og stofferne blev transporteret frem og tilbage i et tæt net af svamperødder, der ligger i jorden under skovbunden, og forbinder rødderne på de enkelte træer.”

Og endnu mere fantastisk viser det sig også, at et modertræ passer på nyere træer: ”I en enkelt skov” skriver professoren”, kan et modertræ være forbundet til hundredevis af andre træer. Modertræer sender deres overskud af kulstof igennem netværket til de små træer i skovbunden, og det er associeret med fire gange øget overlevelse for de små træer” fortæller professoren fra et af verdens største skovnationer.

Så vidt den canadiske professor og hendes undersøgelser, og min farmor, som gik og var lidt ærgerlig over træernes fald. Men hun havde jo ret. Træerne taler sammen. De lever sammen og giver åbenbart til hinanden, hvis den ene mangler nærring og energi, og den anden har i overskud. Hos træer er der et synligt rodnet, vi alle kan se, som holder træet fast i jorden og som det bruger til at suge vandet til sig. Men der er også et usynligt rodnet imellem træerne, som på en fin og langt mere raffineret måde holder træet i live.

Det usynlige rodnet gør, at det kan stå oprejst, vokse og blomstre, sammen med de andre træer i skoven. Det usynlige rodnet sørger for, at træet ikke dør hen, når det kommer til at stå i skygge om sommeren, eller når det mister sine blade om vinteren, men overlever via de andre træers energi. Der er noget andet og mere imellem træerne, som ikke er til at se med det blotte øje, men som er livsnødvendigt for træets liv…

Måske er det på samme måde med os mennesker? Måske vi både har synlige og usynlige rødder imellem os?

Da Gud sendte sin søn til verden, sendte han sit synlige rodnet til os. Disciplene og de mennesker, sønnen nåede omkring, kunne se ham, mærke ham og føle ham, og suge til sig af det, han gav. De kunne se, at Gud stadigvæk ville være en del af verden – at han ikke havde sluppet grebet i den, men tværtimod ikke var færdig med at skabe og give sit liv videre til os. Og om sig selv sagde sønnen tilmed, at han var det træ, vi alle sammen var podet ind på som grene, og på den måde hang sammen. ”For således elskede Gud verden, at han sendte sin søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”, som der stod i dagens evangelium.

Men nu, hvor vi står på den anden side af Påske og Kristi himmelfart, er det noget andet, der må til. Vi kan ikke længere på samme måde se Guds søn i verden. Han er himmelfaren, og det er tilmed længe siden, det skete! Guds synlige rødder slap os i forbifarten, men lod alligevel noget være tilbage i os og imellem os, som på en anden måde skal vise os, at Gud er til stede.

”Lad ordet slå rod i vores hjerter”. Det er dagens overskrift og det er anden pinsedags forkyndelse. Sætningen kommer fra indgangsbønnen, som vi beder her i kirken. ”Send os din Helligånd” beder vi, ”og gør os åbne for, hvad du vil give os. Lad Ordet slå rod i vore hjerter, så vi bliver ét i dig og tjener dig i alle ting”. Hver søndag lyder bønnen som en opfordring til, at tage Ordet til os. At tage Guds Ånd til os, og lade den virke i os både i kirkens fællesskab og i fællesskabet udenfor, på den anden side af kirkedøren – på Gud ved hvilken måde.

For på den anden side af Påsken og Kristi himmelfart er det os, der er Guds synlige og usynlige rødder på jord, når Gud sender sin Helligånd til os. Nu er det os, der virker i Guds navn og spreder Guds Ord. Nu er det os, der sørger for hinanden med Guds Helligånd i ryggen, ligesom træerne sørgede for hinanden og sendte livskraft afsted til hinanden gennem de usynlige rødder.

Pinsen er fortællingen om, at Gud kommer imellem os og gør afstand til nærhed og giver liv. Guds Helligånd fylder alle de rum, hvor vi er: mørkerum, mellemrum, tomrum, og almindelige hverdagstrummerum, som små usynlige rødder, der vokser imellem træerne. Nogen gange kan det næsten være helt fysisk – at ånden er imellem os. Når vi f.eks. er omgivet af mennesker, der vil os set godt. Når der åbner sig muligheder der, hvor vi var helt låst fast. Når vi får kræfter til at ryste støv og støj af vores slidte vinger, så vi tør flyve igen. 

Pinse er, at Gud er kommet imellem os; at Guds usynlige rødder virker hos os – og sender energi imellem os. Når vi elsker, er det fordi, Gud elsker; at Gud fjerner det der er kommet imellem os, og i stedet indsætter Åndens virkekraft der fylder tomrummet ud. Det er Gud der fornyr vores fællesskaber. Ikke bare en gang, men igen og igen. Vi kalder det også frelse. Eller nåde. Eller tilgivelse.

Og troen på det gør, at vi bliver i stand til at se pinseunderet – ikke et under som en slags hokuspokus eller et underligt mirakel – men det under, at vi er til. Det under, at der er mennesker, der holder af os hver især– og kan blive ved med at holde os ud. Og det under, at Gud har forbundet sig med vores hjerter. Pinseunderet er, at det hele ikke bare er fortid eller fremtid, men at det er nu. Lige nu og her, og i evighedens nu.

”Lad Ordet slå rod i vores hjerter”. Det er måske lettere sagt end gjort. Og lettere sagt end egentligt følt. For rødderne er usynlige. Vi ser dem ikke med det blotte øje. Rødderne og Ånden er noget der opstår i mellem os, når vi er sammen. Vi kan ikke fremtvinge den eller arrangere den. Ånd er Gud der fylder rummet ud i mellem os, og det sker bare – også uden vi anstrenger os.

Men hvis vi ikke kan fremtvinge Ånden, kan vi måske øve os i at gøre plads for den. Vi kan øve os i at åbne vores sind, åbne de rum der er imellem os selv og den anden, og tage imod. Tage imod det gode, der strømmer os i møde, i den verden der er vores og i det liv vi lever. Sådan gjorde Gud: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.".

Som et modertræ elsker sine stiklinger i skoven, og sender energi og livskraft til dem, sådan elskede Gud verden og sendte først sin Søn og dernæst sin Ånd. Gud åbnede sig og kom imellem os. Og Gud elskede vel at mærke vores verden med alle dens fejl og mangler. Ikke en anden verden. Ikke en bedre verden. Ikke en ideal udgave af verden. Men vores forfærdelige og fantastiske, forbandede og forunderlige verden. Vores ualmindeligt almindelige verden. Og han gav os et mandat og mod til at slå rødder i den verden – ligesom hans egen søn selv gjorde det – og være hans både synlige og usynlige hænder og fødder og rødder på jord!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud

Fader, Søn og Helligånd.

Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud

Højlovet fra første begyndelse

Nu og i al evighed.

Amen!

Bøn og skabelse

Prædiken til femte søndag efter påske (I) d. 21. maj 2017 i Enghøj Kirke

Johannesevangeliet 16,23b-28. Salmer: 15 - 585 - 293 - 10 - 69,5-6 - 721

Det var på en kreativ dag, hvor vi havde god tid til fordybelse. Konfirmanderne og jeg havde sat os for at forholde os til, hvordan vi som mennesker er skabt af Gud, og prøve at få blik for, hvor nær vores relation er til Gud. Konfirmanderne fik opgaven at skabe ud af intet, ligesom det står beskrevet i skabelsesberetningen, at Gud skaber ud af intet og giver den nyskabte jord kærlighed og blæser livsånde i det nyskabte menneskes næsebor.

Jeg havde fundet en masse skrald, skrammel og genbrugstingeltangel frem, som de kunne bruge til at skabe en fugl. Og der gik ikke lang tid, før skraldet pludselig fik liv! Det fik former, farver og værdi, og konfirmanderne blev grebet af det. De fik en følelse for den proces og den fugl, de var ved at skabe. De gav fuglene navne og fortællinger om dens baggrund og tilblivelse. De gav dem regler og love, ligesom vi selv har regler og love, vi kan navigere efter i samfundet. De gav den viljestyrke, så den kunne klare vindens udfordringer. De gav dem kærlighed og en sang med på vejen. Denne fugl hedder ”Uglen Ulla”. Jeg synes egentlig, den er ret fin.

Og da de var færdige med fuglen, stod den pludselig som et billede på, hvem de selv var, hvordan de var blevet til og hvad de kom af. For de havde jo skabt fuglen ud af kreativitet og kærlighed. De havde givet den en god begyndelse på livet, med al den glæde og kærlighed de kunne proppe ind i den. De havde givet den et udgangspunkt for et godt liv, ganske ligesom de selv og vi alle sammen er skabt af Gud, med samme gode udgangspunkt.

Vi er skabt ud af kærlighed og kreativitet, lyst og glæde. Det fandt vi ud af på den kreative dag. Vi er skabt med det gode for øje, og ”Gud så, at det var godt!”.

Hvis nogen spørger os, hvor vi kommer fra og hvad vi kommer af, kan vi begynde med at sige, at vi kommer fra Gud. Vores udgangspunkt er den skabende og opretholdende Gud, som vi hænger sammen med, som har knyttet et bånd til os, og som har skabt os af kærlighed med alt godt for øje. Han har skabt os som dem, vi er: med alle de gode evner og muligheder for at kunne udfolde vores eget liv, og hjælpe andre til at gøre det samme. Vi er skabt og elskede som dem, vi er, med alle vores fejl og mangler og flossede kanter – lidt ligesom fuglen her måske også har et par fejl og mangler – men ikke desto mindre er værdifuld i sig selv.

Da Jesus gik sammen med sine disciple, var denne relation mellem Gud og mennesker til at forstå. Gud var nær hos dem igennem sin søn. Så da Jesus pludselig begynder at tage afsked med disciplene i en længere tale, hvor dagens evangelium stammer fra, bredte mismodet sig. Hvorfor skulle han derfra? Og hvordan kunne disciplene da være i kontakt med deres Herre? Man kunne stille spørgsmålet på samme måde i dag: Hvordan kan vi være i kontakt med vores Herre og skaber?

Jesus minder dem om bønnen. Indtil videre har de ikke bedt om noget, fordi Jesus var hos dem. Men der kommer en tid, siger han, hvor den gådefulde billedtale vil blive afløst af klarhed, og hvor disciplene kan bede direkte til Gud. Den tid, Jesus taler om, er tiden på den anden side af opstandelsen – den som vi er i nu!

Når Jesus genopstår for vi at vide, hvem Jesus i virkeligheden er: at han er den samme som Gud skaberen, og at han med sin opstandelse ændrer vores menneskelige skæbne, fra at være bundet til døden, til at være forankret i livet, lyset, glæden og Guds evighed! Og den dag, siger Jesus, skal I bede i mit navn, og jeres glæde skal være stor!

Gud har ikke ladet sin skabning i stikken, og gør det heller ikke Kristi Himmelfartsdag. Han har givet os bønnen, og derigennem kan vi udtrykke vores relation og nærhed til Gud. For at bede nogen om noget udtrykker kærlighed og en relation.

Hvis jeg beder én om noget, betyder det, at jeg har brug for én uden for mig selv – én der vil høre på mig eller hjælpe mig.  I bønnen erkender jeg, at der er noget, jeg ikke selv kan, og derfor beder en anden om hjælp. Og den jeg beder noget om, er sjældent bare en tilfældig forbipasserende, men én jeg faktisk har tillid til.

At bede nogen om noget er derfor en kærlighedserklæring. Når vi beder Gud om noget, er det et udtryk for, at Gud må træde til og hjælpe os eller være os nær, hvor vi ikke selv magter det. Og når vi beder Gud om noget, er det i tillid til at han også hører os, fordi han har knyttet bånd til os ved skabelsen, og derfor ikke lader os være alene.

Fuglen er også her et godt billede på de bønner, vi sender afsted. At bede frit til Gud, i Jesu navn, er som at sidde med en fugl i hånden; lukke øjnene og blæse livsånde, tanker og følelser i dens næsebor; åbne hånden og lade den flyve afsted til Gud, i tillid til at han hører dens kald – at han hører dens sang.

Sådan skriver Grundtvig også om det. I sin salme Alt hvad som fuglevinger fik leger han med billedet af fuglen og ”åndefanget” som bindeleddet mellem Gud og mennesker. For Grundtvig er vi mennesker ”bevingede” sjæle, som gennem sang og bøn er i kontakt med Gud. Grundtvigs udtryk ”åndefang” er sat sammen af menneskets ”åndedrag”, som vi bruger, når vi synger eller beder, og fuglenes ”vingefang”, som fuglene bruger til at flyve høj op under skyerne.

På denne måde skaber Grundtvig et poetisk billede af vores sang og bøn som det, der er bindeledet til Gud. Vores sang og bøn er som fugle der forbinder det jordiske med Guds evige himmel. ”Min sjæl du har af alt på jord / i tanken og din tunges ord / de allerbedste vinger, / og friest er dit åndefang, /når dybt du drager det i sang, /så højt i sky det klinger” (DDS 10 vers 2)

Vi har stadig forbindelse med Gud. Vi står stadig i en relation til den Gud som skabte os; som blæste livsånde, lyst, leg og kreativitet; tro, håb og kærlighed i vores næsebor. Det var det, Jesus forsøgte at forklare sine disciple, da mismodet og fortvivlelsen opstod. Gud var ikke længere væk, end at de i bøn i Jesu navn kunne tale direkte og uformidlet til ham. Ja, han er ikke længere væk, end at vi i dag på samme måde, kan sende ord og tanker afsted – både de bevingede og ubevingede – og åbne vores hjerter for det svar, der måtte komme tilbage fra himlen.

Og hvis vi tør stille os der: med foldede hænder i bøn, er det ikke et tegn på, at vi har sluppet kontrollen med os selv og vores liv, eller at det skulle være tegn på svaghed. Sådan ville nogen måske tolke det, at bede én om noget. Nej. Tværtimod. Folder vi hænderne i bøn og rækker ud efter Gud og dem vi har omkring os, står vi ved, at verden er så meget større end os selv og hvad vi selv kan magte. Vi står ved og erkender, at vi er skabt til at være i et fællesskab, og at vi har brug for andre på vores vej, til at hjælpe os. Vi står ved, at denne verden hænger sammen ved de kærlighedsbånd, vi knytter til hinanden, og som Gud ved skabelsen knyttede til os.

Amen!