FOMO

Prædiken til Første søndag i advent, d. 28. november 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 4,16-30. Salmer: 74 – 448 – 146 – 78 – 69,5-6 – 862.  

Det er tidlig morgen på én af Washingtons travleste banegårde. Udenfor er det frostklart vintervejr med en kølig vind. Folk er pakket godt ind uldfrakker og halstørklæder. Ikke som de danske vintre, hvor vi oftere må løsne halstørklædet lidt. Folk haster rundt denne morgen – stemningen er tyk af travlhed.

En mand iført lidt slidt tøj og basketballkasket finder sin violin frem midt på banegården og begynder at spille. Han lægger sin violinkasse foran sig på det kolde cementgulv i håb om, at der måske er nogen, der kan lide musikken. Og straks strømmer den smukkeste musik ud i travlheden. Musikanten fortolker nogle af de store klassikere, mens tusinder går forbi ham i den travle morgenstund. 

Og i de 45 minutter, det varer, er der kun få, der smider en mønt i violinkassen, og kun få har tid til at stoppe op og lytte.  En enkelt voksen og et par børn lytter lidt, men langt de fleste er ligeglade eller for travle, eller måske ligefrem irriterede over endnu en forstyrrende gademusikant. 

Ingen ligger mærke til, at der for øjnene og ørerne af dem bliver fremført verdens smukkeste violinmusik, og ingen ligger mærke til, da det stopper igen. Og hvad heller ingen bemærker er, at manden med baseballkasketten er den verdensberømte violinist Joshua Bell. Ham, der ellers er vant til at spille for fulde sale og for skyhøje billetpriser. Og ham, hvis Stradivarius-violin koster et svimlende tocifret millionbeløb. Det er ham, der lige pludselig står og spiller på banegården: en verdensstjerne fra de største scener, lige midt i morgentrafikken! 

Og jeg ved det, for han filmede det hele med skjult kamera. I kan finde klippet på youtube.

De fleste af os kender gademusikanterne. Og jeg vil hævde, at I – ligesom jeg selv – også langt de fleste gange går forbi dem. Nogle gange lyder det okay, men vi har ikke tid til at stoppe op og lytte. Men andre gange bliver opmærksomheden til en irritation. Der går man – i raskt trav ned gennem strøget og passer sit eget – og pludselig stopper det hele til i mylderet, fordi en eller anden gør krav på det meste af gågaden og overdøver enhver tanke.

Men denne morgen på banegården i Washington var der faktisk grund til at stoppe op. For selvom de mange mennesker ikke forventede noget særligt af ham, da de gik forbi, var han jo én, de burde have holdt øje med. Én de burde have lagt mærke til. De genkendte ham bare ikke – selvfølgelig fordi, det hele virker så absurd, at en verdensstjerne skulle finde på at stille sig op midt i mylderet.

Men se! I dag tager vi hul på et nyt kirkeår og vi begynder forfra på fortællingen om, hvem Gud er, og hvordan Gud er til stede lige her hos os. Og lad mig sige det med det samme: Han kommer, når vi mindst venter det, og på en måde, vi mindst havde regnet med. Det er det, det handler om! Han viser sig præcis der, hvor vi ikke troede, det var muligt. Han bryder igennem himlen, bryder igennem muren, bryder igennem hjertet for at være der, hvor ingen troede, at Gud skulle være. Vores opgave er at holde øjne og ører åbne!

I dagens evangelium får vi en forsmag på det hele. Folkene i fortællingen har hørt, at Josefs søn, Jesus fra Nazareth, er noget særligt. De har hørt, at han har gjort store gerninger andre steder, og derfor håber de, at han nu også vil gøre store gerninger i hans hjemby.

Men deres glæde vendes straks til irritation og vrede, fordi han ikke er, som de forestiller sig og forventer sig. Folkene er lukket inde i deres egen lille landsby og deres egen tankegang, hvor de mest af alt tænker på dem selv. Og derfor vil de gerne have ham til at gøre, ligesom han gjorde ovre i Kapernaum, hvor han helbredte syge folk. Er det mon for meget at forlange?

Men folket har tydeligvis ikke helt forstået, hvem det faktisk er, de har fået besøg af. For Jesus er større end en helbredelse i nabolandsbyen. De tænker for snævert, og de begrænser hans tilstedeværelse ved bare at tro, at han skal være deres her-og-nu-tjener.

For Jesus er skriftordet, der er gået i opfyldelse – det vil sige: han er den, som profeten Esajas for mange år siden spåede om. Han er Guds søn! Og det er større, end de forestiller sig. Som billede på det, fortæller Jesus om dengang, der var hungersnød i Israels land, men hvor Elias virkede et helt andet sted: han helbredte en anden kvinde langt væk i Sidons land. Eller om dengang der var mange spedalske i Israel, men Elias helbredte en syreren Na’aman.

Med de to fortællinger, vil Jesus prøve at fortælle: Det, der sker nu, og den der står foran jer, er meget større, end det, I beder om. Gud kommer til verden – og ikke kun til Nazareth. Og deres opgave er at genkende netop det og åbne sig for det. At turde tro, at de ser det store i det små. At de ser Gud i Josefs søn – hvor mærkeligt det end må være – som er Gud for hele verden.

Når jeg læser om de ivrige folk i Nazareth, kommer jeg til at tænke på et fænomen fra vores tid, nok særligt blandt unge: FOMO, ”fear of missing out”, frygten for at gå glip af noget.

Vi vil så gerne have det hele med. Vi vil så gerne opleve alt, og være alle de rigtige steder på alle de rigtige tidspunkter, og ikke gå glip af livet. FOMO opstår nok særligt, fordi vi på de sociale medier hele tiden bliver mindet om alt det sjove og fantastiske, andre laver. Og så er det klart, at vi får FOMO.

Men det er jo utopisk at forestille sig, at vi ikke skal gå glip af noget. Vi er mennesker. Vi er begrænsede. Og sådan er det. Og derfor bliver bagsiden af FOMO for nogen også stress og angst, fordi man stræber efter noget uopnåeligt, som til sidst ender med at slide én op.

Og for dem, der ikke ender med stress, sker der måske ”bare det” – i citationstegn – man er så optaget af, ikke at gå glip af noget, at man faktisk ikke oplever noget som helst, fordi man springer rundt uden at være egentlig til stede. Og være så optaget, at man glemmer at være stille, glemmer at gå i dvale, og glemmer at åbne sig selv for det, der kan komme til os udefra!

Nazarets befolkning led måske lidt af FOMO? De ville også bare gerne være med. Og så er det klart, at de bliver vrede, da der pludselig står én foran dem, med en helt anden dagsorden, og et helt andet budskab.

Jesus vil sådan set ikke lade dem gå glip af noget. Det er ikke det, han siger til dem. Men han vil rykke med deres forestillinger om, hvordan og hvornår det fantastiske sker. Han vil standse deres iver, deres hysteri, deres gisp efter at se og opleve det overfladiske og det almindelige.

I stedet skal de ture åbne deres øjne, åbne deres sanser, og være til stede der, hvor de er. For i det små og i det skjulte opstår det smukkeste og det mest fantastiske. Midt på banegården stod Joshua Bell og spillede verdensmusik. Midt iblandt folket stod Guds egen søn.

Og om godt en måned skal vi turde åbne vores hjerter for det lille barn i krybben, når vi hører fortællingen om, hvordan Guds søn blev født som et menneske; som et undseeligt lys i det store mørke. Det lys var og er et lys, vi så let kan komme til at gå forbi. Men hvad nu, hvis det fantastiske faktisk er lige der?

I deres vrede og irritation drev Nazarets folk Jesus ud til kanten af byen, ud til kanten af deres kultur, ud til kanten af deres opfattelse af virkeligheden og hvad, der var sandt og falsk, og dér var de klar til at kaste ham ud. Men det sker ikke. Han baner sig vej imellem dem og går.

Midt i vores vintermørke vil denne første adventssøndag stille os med et spørgsmål og en opgave: hvordan kan vi åbne os for det store, hvordan kan vi forvente det gode, og hvordan kan vi lade lyset bane vej imellem os?

Glædelig advent!

 Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen 

Allerede mens

Prædiken til enogtyvende søndag efter Trinitatis (I), d. 24. oktober 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 4,46-53. Salmer: 753 – 580 – ”Jeg kommer i min dybe nød” – 319 – 474 – 731. 

Allerede mens han er på vej, sker forandringen. Lagde I mærke til det? Allerede mens den kongelige embedsmand vender sig om og går afsted, sker forandringen med ham selv og med hans søn. Troen og håbet lever. Livet går ham i møde. Allerede mens. I denne lille formulering ligger evangeliet til os i dag. Allerede mens vi vender os om, og allerede mens vi er på vej, kan underet ske med os selv og med dem, vi forbundet med. Ikke i går, og ikke kun om lang tid, eller ved verdens ende. Men allerede mens. 

Arne Haugen Sørensen har malet billedet, som er på skærmene/i hånden. Det hedder vandringsmanden. Han har malet mange versioner af denne mand i forskellige størrelser og farver. Oprindeligt var det et selvportræt. Men billedet rummer også dig og mig, og en embedsmand.

Vi ser tydeligt én, der vandrer afsted. Én der er på vej. Han går lige frem med sin stav, og han ser lige frem. Der er noget nødvendigt over hans bevægelse. Han skal frem. Og noget beslutsomt over ham. Hånden og staven fylder altid meget i Sørensens vandringsmænd. Han vandrer beslutsomt afsted med den store hånd i et godt greb om staven. Staven støtter ham. Støtter hans liv og hans vandring.

Men vandringsmandens ansigt er også delt og spejlet, med en næse på hver side. Hans øje ser frem, men ser også tilbage. Bag fremtiden ligger fortiden, og han ser dem begge. I billedet er det fortidige illustreret som noget mørkt. Måske er det særligt det, vi lægger bag os og har brug for at forlade, men som stadigvæk har været en del af vores liv? Han bærer noget med sig. Fortiden behøver ikke være mørk. Men farvespillet mellem det mørke og det lyse antyder, at der sker en forandring.

Vandringens forandring er også illustreret i kirkens nye kors, hvor der i midten er formgivet nogle muslingeskaller. Muslingen, Jakobskallen eller Ibskallen, som de kaldes i Danmark, er pilgrimsvandrernes symbol, når de vandrer på Caminoen. Den skal samles op på stranden nær Finisterre, når man har passeret målet i Santiago. Skallen har en legende bag sig, men er også et symbol på den forvandling, vandringen har ført med sig. Som en musling der åbner sig, forandrer sig, lader lyset bryde ind i mørket.

Vores liv er som vandringsmandens liv og som den kongelige embedsmands liv. Vi vandrer også fremad. Nogle gange sker det med beslutsomhed og gåpåmod. Andre gange sker det med tunge skridt og med skygger af livserfaringer fra vores fortid. 

Skyggen i embedsmandens liv er hans søn, hvis liv er ved at rende ud alt for tidligt. Embedsmanden er i nød. Derfor opsøger han Jesus, som før har gjort undere og vakt døde til live, og nu håber han, at Jesus kan gøre det samme for hans søn. 

Hvad er dybest set mere menneskeligt, end at gøre som embedsmanden: at bede om hjælp? Det genkender vi fra os selv. Og måske vi også genkender hans iver efter handling. Embedsmanden har egentlig ikke lyst til at tale om tro, selvom det er den samtale, Jesus gerne vil indlede. Embedsmanden vil bare gerne have handling. Når nøden er størst, skal der ikke ”bare” en religiøs snak til. Der skal handles og der skal ske en forandring! 

Og forandringen sker. ”Din søn lever” siger Jesus til ham. Men forandringen er først et ord. Embedsmanden får et ord, og på det ord indleder han en bevægelse. På det ord mærker han, at forandringen er mulig, som er første del af vejen til handling. Han får ingen beviser. Ingen forsikringer. Kun et ord. Som Søren Kierkegaard engang sagde det: ”I kristendommen følger beviset altid bagefter. Vantroen derimod begynder med beviset”. Og allerede mens han er på vej, møder tjenerne ham med nyheden om, at hans søn lever.

Denne lille scene minder mig om fortællingen om den fortabte søn, som efter et liv med nød og sult beslutter sig for at vende hjem til fødegården. Men endnu før han er nået helt hjem, kommer hans far ham i møde; omfavner ham med kys og kram og giver ham livet tilbage. Allerede mens han vandrer afsted, sker forandringen, og håbet kommer ham i møde.

I Sørensens vandringsmand skal vi lægge mærke til staven. Staven er det, der støtter manden i hans vandring. Staven er rød som kærligheden; som kærlighedens ord fra Gud, der støtter ham i hans vandring. 

For embedsmanden er staven det ord, Jesus har givet ham. Han støtter sig til ordet. I ham begynder troen og håbet ikke med et bevis eller med et under. Ligesom det heller ikke altid vil gøre for os. Det begynder med en tro og med en overbevisning. Embedsmanden ved ikke, om hans søn lever, da han vender om. Og på den lange vandring er embedsmanden ganske sikkert også kommet i tvivl. Men hans tro sætter alligevel gang i en bevægelse. Troen flytter ham, og håbet om forandring får ham til at gå.

Troen på forandring, får ham til at gå. Grundtvig skriver det på denne måde: ”Ordet skaber hvad det nævner” (DDS 319).

Nogle gange passer det ikke. Jeg kan ikke sige ”Jeg vil være rig”, og efterfølgende bliver jeg rig. Men andre gange er det sandt. De ord, vi bliver mødt af, påvirker os og er med til at skabe vores virkelighed. Sender vi hinanden ud i morgenstunden med et kram og et ”Hav en rigtig god dag!”, så er der gode muligheder for, at dagen bliver god, fordi den mødte mod og håb lige fra morgenstunden. Sender vi derimod hinanden afsted med et ”hav nu en rigtig elendig og dårlig dag”, så er der stor risiko for, at dagen faktisk også bliver elendig.

Ordet skaber, hvad det nævner. ”Din søn lever” siger Jesus til embedsmanden. Men disse ord bevirker ikke blot helbredelsen af en syg dreng. Hvad er en søn også? For en mand og en familie på denne tid, er en søn også endnu et slægtled. Sønnen er fremtiden. Sønnen er, at familien lever videre, selv når de dør. Ja, og måske er sønnen også Jesus selv, der som Guds søn skal dø og genopstå til livet. Et liv, som vi skal leve på!

Den kongelige embedsmand får med Jesu ord ikke kun en rask søn tilbage. Han får hele sit liv og sin fremtid givet ved de ord. Ved Jesu ord kan han og vi få mod og kræfter til at rejse os og leve. Ligesom det sker ved døbefonten og som det sker hver gang, vi fejrer nadver. Ordet tilsiges os. Freden gives os i vand, i brød, i vin og i ord. Vores opgave er at åbne os for det, tage imod det og tage det med os på den vandring, vi efterfølgende begiver os ud på. For det virker – allerede mens, vi er på vej.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
 Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
 og i al evighed.

Amen.

 

 

 

 

Bekymringer og tro

Prædiken til femtende søndag efter Trinitatis (I). Matthæusevangeliet 6,24-34. Salmer: 736 – Når du ser en dråbe – 313 – 41 – 729v5 – 42. 

Det er et underligt evangelium, vi lige har hørt, og jeg bliver ved første læsning en smule provokeret. Det kan være, I har det på samme måde lige nu.

”Vær ikke bekymrede for jeres liv”, ”Vær ikke bekymrede eller spørg, hvordan du får noget at spise eller tøj på kroppen”, ”Vær ikke bekymrede. Hver dag har nok i sin plage”.

Hvorfor må jeg ikke bekymre mig? Mente Jesus virkelig ikke, at der var noget at bekymre sig om på hans tid? Og er der heller ikke det i dag? Eller er det en drøm, vi skal forestille os, hvor alle vores bekymringer fordufter som støv, og hvor vi bare kan falde tilbage og lande blødt i markens liljer?

Jeg synes ikke, det holder at sige: ”Vær ikke bekymrede”. Den verden, som nu engang er vores, kalder på indlevelse og engagement. Den giver os bekymringer, som vi ikke bare kan vende ryggen til.

Behøver jeg at nævne klimaet eller de rapporter, FN udsendte for ganske nylig om de dystre konsekvenser af CO2-udledningen? Behøver jeg at nævne de hårdt pressede sundhedssektorer og et personale, der er presset i bund? Behøver jeg nævne krig og Afghanistan, som falder for øjnene af os, og skaber kaos både i Mellemøsten, men også på de hjemlige og vestlige fronter, hvor freden pludselig smuldrer?

Der er masser af ting, vi kan og skal bekymre os for, både som mennesker og som kristne. Er det ikke netop det, der adskiller os fra markens liljer og himlens fugle, eller dyrene vi har derhjemme? At vi ikke bare kan lægge os henslængt i sofaen og spinne eller snorke, alt efter om vi er en kat eller en hund og bare være der? Det er et dyreliv ikke at være bekymret. Men det er ikke et menneskeliv.

Er dagens evangelium en opfordring til resignation? Det kan det umuligt være. Kristendom handler ikke om at lade stå til.

Jesus selv bekymrede sig også. Han bekymrede sig for de fattige og syge. Han bekymrede sig for dem, der var uden for fællesskabet. Se blot på de seneste to søndages evangelier: beretningen om de ti spedalske, som var ladt i stikken af et helt samfund. Men dem, som ingen andre vil have med at gøre, ser Jesus direkte i øjnene, og giver dem deres liv, værdighed og myndighed tilbage. Og lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som et billede på, at vi er kaldet til at handle der, hvor nøden springer os i øjnene, og ikke bare gå forbi. Vi skal være årvågne og give livet videre til hinanden, så godt vi kan.

Så: Jesus bekymrer sig – men han handler også. Derfor tror jeg, vi skal høre noget andet i dagens evangelium end den provokation, jeg indledte med. Jeg tror ikke, Jesus tænker, at det modsatte af bekymring er at være ubekymret, at være tilbageholdende eller ligefrem tankeløs. Jeg tror, det modsatte af bekymringer er tro.

Når han siger: ”Søg først Guds rige og retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” betyder det, at vi som mennesker og som kristne er frie til at lægge bekymringerne fra os, sådan at vi i stedet kan sætte troen i spil. Og det kan vi gøre på to forskellige måder:

For det første er tro at have tillid til, at Gud holder sit løfte til os: at vi er hans børn og at han er med os alle dage, uanset hvad der sker. Ligesom det er blevet sagt i dag, da Nohr og Albert blev døbt. Troen er på den ene side en tillid til, at Gud giver os, hvad vi har brug for. Vær ikke bekymrede for jeres liv, siger Jesus, men lev i tro og tillid til, at Gud tager hånd om jer og hele skabningen.

Himlens fugle og markens liljer kan hjælpe os i den tro. Se på deres skønhed og deres umiddelbare liv, siger Jesus. Uden egentlig at gøre noget er livet alligevel godt for fuglene og liljerne, og de folder en skønhed ud, som om de ikke kom arbejdende til, men som kom til dem udefra.

På samme måde skal vi også turde tro på, at Gud arbejder med os og for os, og at vi aldrig bare er overladt til os selv og vores egen evne, til at forandre alting og til at skabe lykke.

Det er ikke resignation at tænke sådan. Det er ikke at læne sig tilbage i livet og være ligeglad. Det er derimod en erkendelse af, at vi mennesker ikke magter alting selv. Nogle gange bliver vi ligefrem syge af at prøve at magte hele vores liv selv. Derfor skal vi indimellem turde at overlade noget af vores liv til Gud, i en tro på, at han er med os! I en tro på, at det gode i vores liv også kan komme til os udefra, hvis vi tør åbne os op for det.

Det var det ene: Troen er tillid til Gud. Men på baggrund af den tillid, virker troen også på en anden måde, nemlig gennem handling. ”Søg” siger Jesus, som troens aktive handling.

At tro kan også oversættes direkte med tjeneste – at gøre noget! Og i tilliden til, at Gud er med os, er vi altid sat fri til at kunne kaste os ud i livet og forsøge at gøre det rigtige.

Når vi sendes ud af kirken, sendes vi altid ud med en forpligtelse over for os selv og for hinanden: at vi skal passe på alt det skabte. På den måde ville det ikke være ukristeligt, f.eks. set i forhold til klimaet, aktivt at afstå fra forskellige privilegier, reducere vores eget forbrug og arbejde for en bedre fordeling af verdens ressourcer, med den bagvedliggende indstilling, at vi gør det fordi, vi ved, at vi er forbundet og forpligtede på hinanden.

Jeg siger ikke, at det er det, i nu alle sammen skal gå hjem og gøre: afstå fra alt forbrug. Men jeg siger, at der ligger en handling i det at tage evangeliet med sig ud af kirken – og at vi, bekymringsløst, er sat fri til at bringe troens handling i spil!

Det er svært at læse evangeliet på andre måder, igen med henvisning til andre søndages fortællinger og pointer. Vi ved godt, at det meningsfulde liv strengt taget ikke er afhængigt af en ny bil, noget nyt tøj, eller en ny storbyferie. Det meningsfulde liv er der, hvor Guds rige spirer og fællesskabet gror imellem os. Det tror jeg også vi har fået øjnene op for de seneste halvandet års tid!

Derfor er mennesket også mere værd end himlens fugle og markens liljer. Det er klart, at vi modsat liljen har evnen til at tænke – og dermed også evne til at bekymre os. Men vi er også mere værd, fordi vi også er betroet en særlig opgave – nemlig hinandens liv – og tilmed troet på af Gud til at kunne klare denne opgave. Det er Guds vilje, at hans rige kan spire imellem hænderne på os.

Så hjælp os Gud.

Amen.

 

 

 

 

 

Ydmyghed

Prædiken til ellevte søndag efter Trinitatis d. 15. august 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 18,9-14. Salmer: 3 – 448 – 523 – 874 – 164,4 – 31.

”For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”. 

Da fodboldlandsholdet vendte hjem efter nederlaget mod England i semifinalen, opstod der en rørende og lidt uventet situation. Dem havde der jo været en del af i EM-turneringen, selvfølgelig pga. Christian Eriksens kollaps, som påvirkede os. Det krævede mod og styrke at rejse sig igen og spille videre. Men det gjorde de – det danske herrelandshold – på fantastisk vis. Og vi samlede os omkring dem, og holdet nåede en flot semifinale!  

Men det var da de stod i Kastrup Lufthavns terminal, at vi – i hvert fald jeg selv – havde stor lyst til og brug for at klappe ad dem – af hele holdet, staben og landstræneren – som havde været så meget igennem og som havde gjort os så stolte. Men Kasper Hjulmand ville det anderledes. Han ville gerne, at de selv skulle klappe ad os.  

”Det her er vores måde at sige tak til befolkningen. Det, vi har været igennem sammen, har været stærkt. En stor tak til gruppen, staben, spillere, og alle. Herfra vil vi bare sige tak til alle sammen, og at vi fortsætter de to ting, som vi gerne vil med det her landshold. Der er at vinde og at samle og inspirere Danmark (…) Vi slutter med at give befolkningen og vores fans en klapsalve” sagde landstræner Kasper Hjulmand, inden spillerne gik hver til sit og mødet var slut. 

Tænk engang: så stod de der, alle dem, der havde samlet os, og forenet nationen i rød-hvide farver, og gjort os stoltere end stolt, og klappede ad os! De ville sige tak; de ville give tilbage; de ville signalere, at det, de havde præsteret efter så meget modgang og forvirring, også var pga. vores opbakning og støtte. De var ikke alene! 

Groft sagt kunne Hjulmand og landsholdet jo også bare have stået afventende og forventet at modtage en klapsalve, og måske tænkt, lidt som farisæeren i templet: vi er ikke som andre mennesker, vi er bedre end jer! Men de gjorde noget andet. De tog ydmygheden på sig og rakte ud, med fornemmelsen af, at de var og er præcis som alle os andre: mennesker der møder medgang og modgang. Mennesker der lever og ånder for hinanden, og ikke bare er sig selv i deres egen lille boble. 

”Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”.

 

Farisæeren, som vi møder i templet, har sin egen lille boble. En farisæer var en, der tilhørte en særlig religiøs gruppe, som var gode til at gøre det rigtige. Han står hovmodigt og selvtilfreds foran alteret, og er så glad for, at han ikke er som alle andre: underforstået: han tænker, at han er bedre end alle andre.  

Og en tolder var på dette tidspunkt en jøde, som opkrævede penge for den daværende besættelsesmagt. Og tolderen står lidt tilbage i templet, i skyggen af den hovmodige med bøjet hoved, og beder Gud om at være nådig over for ham. Han ved, at han ikke altid gør det gode, eller ikke altid er den bedste udgave af sig selv. Og om ham ender Jesus så med at sige: at det var ham, der gik hjem som retfærdig, og ikke farisæeren! 

Men hvad skal vi tænke om det i dag? 

På den ene side er det underligt, at det er den tilbageholdende type, den lidt skyggefulde type, der ender med at få al opmærksomheden og ender med at være den retfærdige. Sådan er vi ikke vandt til at tænke, eller vandt til at forholde os i vores tid.  

Og alligevel forstår jeg en flig af det, når jeg tænker på Hjulmand og landsholdet: at storheden og menneskeligheden ikke ligger i, hvem der kan være størst og tænke størst om sig selv. Men at storheden ligger i ydmygheden og hos den, der ved om sig selv, at han eller hun ikke er alene om at være til. Og jeg tror, det er det, Jesus vil have vores opmærksomhed rettet imod.  

Om ydmygheden som fænomen, har filosof og tidligere formand for Etisk Råd, Jacob Birkler, sagt følgende:  

”Ydmyghed er ikke uvidenhed om, hvem eller hvad man er, men snarere accepten og erkendelsen af det, man ikke er i forholdet til den anden. Ydmygheden står derfor i modsætning til forfængelighed og hovmod. Ydmyghed er ikke ringeagt eller selvforagt, men skal hindre selvtilstrækkeligheden. Uden ydmyghed fylder egoet det hele, og medmennesket reduceres til en genstand eller et middel til egen vinding”. Således Birkler.  

Ydmyghed handler altså iflg. Birkler ikke om at tænke lavt om sig selv, eller om altid at skulle dukke nakken. Men at være og forholde sig ydmygt er at tænke stort om livet og sig selv, men stort på en måde, hvor du ikke selv rager op, men hvor andre på lige vis er en del af det store liv og af dit liv. Der hvor dit eget ego ikke fylder det hele, og hvor medmennesket netop er et medmenneske, som du er en del af og afhængig af.  

På den måde tror jeg heller ikke, at Jesus vil have, at vi alle sammen skal være fuldstændig som tolderen – altid i baggrunden med bøjet hoved. Det er ikke pointen. Det er for det første en lignelse, han fortæller, hvor han forsøger at give et billede af modpolerne og hvor forskellen tegnes tydeligt op, så vi kan se, hvad han mener. Men måske også se det komiske og næsten umenneskelige i både at være helt som tolderen eller som farisæeren. Begge personlighedstyper er jo lige hykleriske: både at udgive sig for at være den bedste, men sandelig også at udgive sig for at være den frommeste og mest tilbageholdende!  

Og for det andet tror jeg ikke, at det nu er tid til at udpege den ydmyge og den ophøjede iblandt os. Jeg tror, begge dele er en del af os selv. Vi har både farisæerens og tolderens træk i os, når vi til tider kan komme til at handle på bekostning af andre eller når vi er selvretfærdige ud over alle grænser. Eller når vi helst bare gerne vil stå lidt i skyggen og helst ikke vide af os selv eller nogen andre. Sådan tror jeg, det er at være menneske. 

Det er denne selverkendelse, farisæeren mangler. Han siger om sig selv: Jeg er ikke som andre mennesker. Og til ham siger Gud så: Jo! Du er præcis som alle andre mennesker. Du er som alle andre mennesker, idet du er født, idet du er kastet ud i det store liv, i medgang og modgang, idet du er afhængig af andres hænder for at få livet til at fungere, og idet at du en dag skal dø. Præcis der er du lige så meget som alle andre mennesker – fuldstændig ligesom tolderen, og alle imellem farisæeren og tolderen også er det! 

Og netop fordi, det er sådan: fordi både farisæeren og tolderen bor inden i mig, i hvert fald, har jeg brug for at komme i dette rum. Her – i kirken – mødes vi af rum og af en mildhed, der kan rumme dem, vi er. Et rum og en Gud, som kan aflaste os, når verden er vild og vi er kørt af sporet.  

Gud tar’ os som vi er, som vi skal synge om lidt, både når vi går og står og falder, gør det gode og når vi gør mindre godt. ”Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er” sagde Paulus i den indledende læsning, som et udtryk for, at hos Gud må vi tro, at vi både kan hente omsorg, når vores farisæer fylder lidt for meget i os, men også hente mod og styrke, når tolderen fastholder sin tilbageholdenhed i os, og vi står i hjørnet for os selv.  

Og når Gud tar’ os, som vi er, så kan vi måske nøjes med – ydmygt – blot at være helt almindelige mennesker, der begår fejl og begår glæder, og finde ro med det? Ja, i den erkendelse og i den tro, kan vi finde frihed til at være hele mennesker, ligesom et fodboldhold, der både vinder og taber, møder medgang og modgang, klapper af andre og lader sig klappe ad, og frimodigt kan fortsætte med de ting, vi er bedst til. 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden 
som det var i begyndelsen, således også nu og altid 
og i al evighed.  

Amen!