Frygt ikke!

Prædiken til juleaften 2018. Lukasevangeliet 2,1-12. Salmer: 94 – 104 – 111 – 121.

O lad os gå med stille sind  som hyrderne til barnet ind.
Amen!

”Frygt ikke!”, siger englen, da den møder hyrderne på marken. ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde!”   

”Frygt ikke!” det er kristendom, kogt ned til to ord. Udsagnet ”Frygt ikke!” gør to ting: For det første ser det os, og ser den virkelighed, vi lever i, som kan være præget af frygt i alle afskygninger. En frygt inden i os, som frygten for at føles sig forkert; frygten for ikke at føles sig god nok, som menneske, som ven, bror, søster, mor, far, ægtefælle; frygten for ikke at kunne slå til i en verden af perfektion. Eller frygten uden for os, som frygten for at flyet styrter ned; frygten for at få et nej; frygten for at falde på fortovet; frygten for at appelsinen er sur.  

Men for det andet møder udsagnet ”Frygt ikke!” os også med et grænsesprængende håb og en tro på, at frygten ikke skal styre vores liv. Ligegyldigt hvor stor den er eller hvor meget den har fat i os. Frygt ikke. Frygten skal aldrig få lov at fylde det hele. Frygten skal aldrig have lov at æde glæden op i os. ”Frygt ikke!” er et håb og en tro på, at glæden skal fylde i os selv og dem vi har omkring os. Og det er den tro, Gud fylder os med i dag og i aften. En omsorgsfuld og varm glæde, der trodser vintermørket og den frygt, der på den ene eller anden måde sidder i vores krop og kan præge vores liv. 

Da englen møder hyrderne, frygter de helt instinktivt det, de oplever. De forholder sig skeptisk, som vi alle dage har gjort, når vi møder noget forunderligt eller ligefrem mærkeligt. Hyrderne bliver grebet af stor frygt, ligesom Maria gjorde, da hun ni måneder tidligere blev mødt af englen, som fortalte hende, at hun skulle være med barn. Det kunne ikke rigtig passe. Noget måtte være galt. Hun var og er skeptisk, fuldstændig ligesom vi selv er det.  

Men i stedet for at protestere og gøre indsigelser – eller i stedet for at rejse sig op og begynde at skraldgrine eller mundhugges over, hvad det er, englen lige har sagt – ja, så gør hyrderne noget andet. De undviger deres menneskelige erfaringer, reaktionsmønstre og fornemmelser for tyngdekraft, og gør, som vi sang det hos Grundtvig: De går med stille sind til barnet ind. De frygter helt umiddelbart englens tilstedeværelse. Men samtidig hører de også ordene om glæden, som får dem til at trodse deres frygt; som får dem til at gå afsted og ud i verden, og fortælle Maria og Josef og alle og enhver om det, englen har sagt: At der er født os en glæde!  

”Frygt ikke!”. De ord, har vi alle dage haft brug for at høre. I de ord er der så megen glæde, mod og håb, som vi skal tage til os i dag og alle dage; både når vores indre og ydre verden raser og braser sammen. Det er det, Gud fortæller os og viser os, ved at sende sin søn til verden. Han sender lyset lige ind i mørket og frygten hos os – og beder os tage lyset til os. Han beder os om at lade det brede sig som en hvirvelvind af glæde og håb igennem livet. Som en trodsig stemme i den verden, der møder os med frygt, tvivl, og nogle gange også had. 

Lad mig for en stund tage jer med til Paris. For et par år siden skrev en journalisten Antoine Leiris et hjertegribende indlæg, efter han i et terrorangreb havde mistet sin hustru og moren til deres 17 måneder gamle søn, foruden de omkring 130 andre, der mistede livet under angrebet. Som overskrift på et indlæg stilet til terroristerne, skriver han: I får ikke mit had!  

For Leiris bestemmer sig for, at han ikke vil give terroristerne den gave at hade dem eller frygte dem. Det er, hvad de har forsøgt at opnå. ”Du har tydeligvis søgt mit had” skriver han, ”men at imødegå had med vrede ville være det samme som at give efter for den ignorance, som har gjort dig til den, du er. Du vil have, at jeg skal være bange, kaste mistroiske blikke efter mine medmennesker, ofre min frihed for sikkerhed.” 

Men Leiris vil ikke lave om på sig selv. Han vil ikke lade frygten styre sit liv. Han skriver: ”Og hvis den Gud i hvis navn I dræber blindt, skabte os i sit eget billede, ville hver eneste kugle i kroppen på min hustru have været et sår i hans hjerte”  

”Vi er kun to – min søn og jeg – men vi er mere magtfulde end alle hære i verden. Uanset hvad, vil jeg nu ikke spilde mere tid på dig. Jeg skal tilbage til min søn. Han er kun 17 måneder gammel; han vil spise sin mad som enhver anden dag, og så vil vi lege, som vi gør hver dag; og hver dag i hans liv vil denne lille dreng fornærme dig med hans lykke og frihed. For du får heller ikke hans had.” Således Leiris. 

Leiris og juleevangeliet fortæller på hver deres måde om frygten, som er der, om frygten som fylder. Men de forkynder også begge to et mod og en tro på noget andet lige op i frygtens og ondskabens åbne ansigt. En tro på, at denne verden først og fremmest skal være kendetegnet af glæden, og at glæden fødes på trods. 

Midt i Leiris forfærdelige situation står glæden og lyser. Han lader sig ikke styre af ondt, men lever derimod af glæden og af sin søn, der, ligesom det andet barn, vi fejrer i dag, lyser op midt i det mørkest mørke. For som Leiris vil, at hans søn skal leve – og leve et lykkeligt og frit liv – ja, således vil Gud også, at hans søn skal leve frit iblandt os. At Jesus Kristus skal leve frit og levende, og til evig tid være en stemme og et lys, der kan give os modet til at gøre det samme: at leve frit, trodse frygten, og turde tro på glæden iblandt os!  

”I dag er der født jer en frelser” siger englen. Der er født et nyt håb, en ny mulighed for at tro på det gode. “Han er Kristus. Herren. Og dette er tegnet i får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Netop det barn er mere magtfuldt end alle hære i verden. Ja, det barn er, hvad Esajas i sin profeti kaldte fredsfyrste. For han kommer ikke med våben og krig. Han kommer ikke med sikkerhed for, at vi aldrig vil møde ondt i vores liv. Men han kommer med lys og kærlighed lige der, hvor vi ikke selv havde set det komme og ikke troede var muligt. 

Først og sidst er barnets fødsel, hans liv, hans død og opstandelse, en fortælling om, hvem Gud er og hvad han vil os. Det kan siges langt, og det kan siges kort, at Kristus er glæden – at han er englens ord til hyrderne på marken og til os. Og ikke bare en lille glæde, men en stor glæde, ”som skal være for hele folket!”  

Julen inviterer os til at nærme os glæden og trodse frygten. Og vi kan måske bare begynde i det stille og måske begynde, som hyrderne gør: og gå med stille sind til barnet ind, og forvente alt godt og glædeligt i livet forude.  

”Frygt ikke!”. Glædelig jul! 

Amen!  

I ethvert nu

Prædiken til 25. søndag efter Trinitatis, d. 18. november 2018 i Sdr. Aarslev og Brabrand Kirker. Lukasevangeliet 7,20-33. Salmer: 402 – 448 – 28 – 320 – 321,6 – 560. 

Forleden dag lavede jeg en øvelse med mine konfirmander. Vi skulle tale om Gud – ja, det gør vi sådan set hver gang – men denne gang ville jeg prøve at udvide deres billede af, hvem Gud er, hvor Gud er og hvordan Gud giver sig til kende.  

Vi havde indtil da arbejdet en del med forskellige fortællinger fra Det nye testamente, som meget klart forkynder, hvor og hvordan Gud og Guds rige bryder igennem hos os i dag. Vi havde talt om tilgivelse, fred, forsoning, kærlighed, nåde, barmhjertighed, som udtryk for Guds riges frembrud. Alligevel kunne talen senere hen stadigvæk blive lidt firkantet, når det kom til at svare på spørgsmålene om Gud. Som så mange andre før dem, svarede konfirmanderne bl.a.: ”Det er noget med Gud oppe i himlen… noget med en mand… og han ser vist nok ud lidt ligesom Gandalf fra Ringenes Herre”.  

Jeg klandrer ikke mine konfirmander. De er såmænd ret dygtige, hvis jeg selv skal sige det. De gør bare som alle andre: de forholder sig til det konkrete, fysiske billede af ham eller det, vi kalder Gud – manden i himlen – og glemmer helt fortællingerne om kærlighed og tilgivelse, der gør manden i himlen levende på jorden her og nu. 

Øvelsen, vi så skulle lave, var at finde Gud i forskellige billeder fra vores hverdag. Jeg havde bl.a. fundet et billede af en tavlesvamp (Gud er en der visker ud/tilgiver), en lygtepæl (Gud er ret indviklet/han skaber kommunikation imellem mennesker), et pigtrådshegn (Gud er uløseligt/ubrydeligt forbundet med os), en gravid mave (Gud er én der skaber liv og kærlighed), og meget andet. Der var omkring 50 forskellige billeder. Og da vi var færdige med øvelsen, var vores gudsbillede blevet udvidet. Gud var ikke statisk, men levende og nærværende – netop som det fortælles i fortællingerne, at Gud er nærværende her og nu! 

Øvelsen skulle vi i grunden alle sammen lave, og vi skulle lave den flere gange i løbet af vores liv. Undersøge med os selv og i de fortællinger, vi møder, hvor Gud er, hvem Gud er, og hvordan Gud giver sig til kende i denne verden for os. Og hvis han ikke giver sig til kende – eller er blevet kasseret som følge af et fastfrosset billede af Gud – hvordan vi da finder Gud frem igen?  

For vi tror, som Jesus meget tydeligt siger i dagens evangelium, at Gud er midt iblandt os. »Guds rige kommer ikke” siger han ”så man kan iagttage det – eller røre ved det – man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.« 

Farisæerne forstod det ikke – det med Guds og Jesus tilstedeværelse uden rigtigt at være til stede. Da farisæerne står der, er Jesus jo hos dem. Men efter sin død vil han melde sig på en ny måde – som ånd og fællesskab – og de skal som menighed og som mennesker, være på vagt over for den nye tid. De var lige så anfægtede af ideen om en usynlig Gud midt iblandt dem, som vi selv kan være det i dag – hvor den nye tid er indtrådt. De ville se tegn. De ville se konkrete hænder og fødder. Som Jesus gik iblandt dem, ville de gerne have at det fortsatte. Og det ville også alt andet lige have været lettere for os i dag, hvis Gud og Guds rige var lige så konkret at røre ved, som det stykke træ, jeg rører ved nu (prædikestolen).  

Tiden var og er en anden, måtte de forstå. Guds rige var nyt på den måde, at det nu ikke kun knyttede an ved Jesus, men også ved dem selv. Opgaven, Jesus stiller farisæerne i dagens evangeliet, er derfor at holde sig åben over for det nye. At de må forstå, at Guds rige bryder igennem, når det vil, og at de i et ethvert nu må være parate og åbne for at modtage, hvad der måtte komme.

Den samme opgave stilles os i dag. Vi skal holde os åbne. Vi må forvente at Guds rige – det som fortælles om i evangeliet og de nytestamentlige fortællinger om tilgivelse, fred, forsoning, kærlighed, nåde, barmhjertighed – at det bryder igennem pludseligt og når det vil. Men at det også bryder igennem på den præmis, at vi holder os åbne og modtagelige over for det, og også selv skaber rum for det i mødet med vores medmenneske. 

At Guds rige pludselig bryder igennem, gengiver Jesus i billedet af lynet, der bryder himmelen. ”… som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag.” Menneskesønnens dag er både den dag, han skal komme og dømme verden – dømme den nådigt, som vi håber og tror. Men menneskesønnens dag er også hver dag og i ethvert nu, hvor han slår ned i os og beder os at lyse for hinanden – selv at være lyn og lys der slår ned og lyser op for andre.

Lynet er egentligt et godt billede. Det kunne også have været et gudsbillede, jeg gav konfirmanderne at forholde sig til. Selvom vi måske forbinder et lyn med noget negativt, så er det – set med andre briller – også et billede på et lys, der pludseligt kommer, og pludseligt lyser himlen og jorden op. Det er et billede på noget usynligt og uhåndterbart, der meget pludseligt skærer igennem, og som vi ikke er ét sekund i tvivl om, hvad betyder og hvad bærer med sig. Sådan er lynet. Sådan er Guds rige. Sådan er kærligheden, tilgivelsen, forsoningen. Pludseligt rammer den. Som et lyn fra en klar himmel. Ikke altid til at forudse. Ikke altid til at gribe om eller egentlig forstå. Men vi mærker den, med det samme, den er der. Og hvis vi tør, skal vi ikke vende os fra det, eller gå tilbage, men tværtimod åbne os op over for det. Være lige midt i det!

Er én af kristendommens og troens største fjender måske lukketheden? At man let kommer til at lukke sig selv ned – fastfryse sit liv, sine forestillinger, sine dogmer? Lukker sig ned og bliver lidt stivnakket, så man glemmer at se op og se ud og se til sine nærmeste og næste? Lukker sig selv, så man ikke er modtagelig over for det, der måtte ramme ens liv af glædelige overraskelser og pludselige lynnedslag af håb i ens liv…? For de rammer jo, det ved vi alt om. Måske vi bare også har glemt sproget for, hvad det er…

For ikke så længe siden læste jeg om en mand, der havde solgt sin lejlighed, sin bil, sit fjernsyn – ja, solgt det meste af det, han ejede, og nu levede med sin rygsæk og levede af familiens og gode venners gæstfrihed. Han var en slags moderne vagabond, med så lidt materiel som muligt, og så meget åbensind som muligt. Og han var glad. Faktisk fyldte det ham hver dag med glæde og lettelse ikke at være lukket inde i en lejlighed og bag et fjernsyn, men hele tiden være nysgerrig over for det, der måtte komme ham i møde, og ikke mindst: at indrette sit liv og gøre sig selv modtagelig over for lige præcis de gode oplevelser. For glæden i livet!

Er det det, vi skal? Gøre som vagabonden? Ja. På en måde. Men på din egen måde. For ham handlede det om det materielle. Han mærkede, at livet åbnede sig på en ny måde ved at han ikke hang ved det materielle. Ved at vandre rundt, kunne han være til stede og gribe det, der måtte komme. Han fandt hvile i det uvisse og ukonkrete, det usynlige, det som han ikke umiddelbart kunne se dér eller dér – og derigennem blev han i grunden nærværende i livet.

Og på den måde, kunne han skrive under på det, Jesus ender med at sige i dagens evangelium: at ”den, der prøver at redde sit liv, vil miste det, men den, der giver afkald på det, får det igen”. At miste sit liv er ikke en opfordring til at gøre ondt på sig selv. Meningen er, at den, der tør give slip på sig selv og tør hengive sig til andre, at han også får livet tilbage – eller livet igen – fra de andre – og fra Gud!

Vagabonden fandt sin måde. Vi skal finde vores egen. Det nådige er at vi på én gang bliver mødt af Guds rige, som er lige midt iblandt os – både den der tør kaste sig ud i det, og den der langt fra har modet. Og at mulighederne altid byder sig uden at kunne sige hvor eller hvordan eller hvornår.

”Guds retfærdighed i nåde
ser til os fra Himlen ned,
og skønt os det er en gåde,
smager hjertet dog Guds fred.”

Amen!

Hvor stammer træet fra?

Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis, d. 30. september 2018 i Brabrand og Sdr. Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 15,1-11. Salmer: 754 – 840 – 368 – 292 – 729,5 – 731.

Vi stod i Jelling. Lige midt i historiens vingesus, med Jellingstenen, kirken og højene i ryggen og hørte om de nyeste udgravninger på stedet. Udgravninger, som endnu engang havde korrigeret historien og vores fælles fortælling. Guiden, som var med os, fortalte, hvordan man for ganske nylig havde opdaget et stort hegn – en stor fæstning - af træpæle, som havde omkranset hele området. Et gigantisk rombeformet område, hvor hvert et hjørne var nøjagtigt afstemt ud fra midten i Gorm den Gamles grav på Sydhøjen.

Men hvornår var fæstningshegnet fra? Det var spørgsmålet. Man undersøgte området og fandt ud af, at én af siderne gik igennem en mose. Og her var man så heldig at finde nogle rester træpælene i det stillestående vand, som man gravede op, delte og sendte til tre forskellige steder i verden, som uafhængigt af hinanden skulle datere træet. Og svaret var det samme: træet måtte være fældet i sommermånederne år 925. Og det var ikke fra Danmark men ganske givet fra Polen. Og hvad der ellers er historie, kan I selv gå hjem og undersøge.   

Foruden det historiske vingesus, der ramte mig, var det finurlige ved turen også guidens spørgsmål til træpælen i mosen. For han spurgte selvfølgelig: “Hvor stammer træet fra?”. Det er virkelig et godt og underfundigt spørgsmål! Det lyder næsten som en pleonasme. Træ og stamme er jo det samme. Som han spurgte, opstod en herlig sprogblomst, fordi udtrykket “at noget stammer fra noget” netop henviser til en stamme, til et træ, til en gren, som har en oprindelig stamme, den er taget fra. Det er et enkelt men smukt billede, som er føjet til vores sprog, som udtryk for at noget har et ophav, det er vokset frem af eller ud af, og senere brækket af og har skabt afstand til.  

“Hvor stammer træet fra?” Hvor er træstammens egentlige stamme og rod? Hvor har grenen haft rodfæste? Hvor fik den livet fra? Hvor sugede den energi til at blive til noget selv? 

Det er de samme spørgsmål, Jesus stiller disciplene og os i dag i evangeliet. Ja, det vil sige: Han stiller sådan set ikke spørgsmålene, han siger det lige ud: “Jeg er vintræet. I er grenene”.  Vi – os der er samlede her i dag – stammer alle sammen et sted fra. Vi er født i en verdensdel, i et land, i et område, i en by. Vi er født af vores mor og far ind i en særlig familie og slægt. Vi er født på et særligt tidspunkt, født ind i en særlig historisk tid.  

Men vi er også mere end det, siger Jesus. Han siger: ”Jeg er vintræet. I er grenene”. Med disse ord og med denne påstand, vil Jesus åbne vores øjne for den større sammenhæng, vi som mennesker er en del af. Vi er børn af Gud, grene på Guds stamme.  

På den måde er alle mennesker tæt forbundne med hinanden. Både du og jeg. Dem, der er i vores nærhed, og dem der er fjernt fra os. Dem der ikke er her længere og dem der snart skal komme. Vores stamme er ikke kun den, vi er givet igennem vores forældre. Vores rødder er ikke kun dem, vi kan aflæse i et familiestamtræ. Og der, hvor vi henter næring til vores liv, er ikke kun i vores egen haves muldjord. Vi er alle sammen forbundne, vi er alle sammen grene på én stamme – på Kristus, på Gud! 

Det er et enkelt billede. Vi er grenene. Gud og Kristus er stammen. Men det er også et stort billede. Det er til at blive svimmel af at tænke på, at vi alle hænger sammen. Og hvad betyder det egentlig for vores liv? Hvad kan det give vores liv, at vi ved om os selv, at vi er sat ind i sådan en sammenhæng? 

Det siger på den ene side noget om fællesskab. Det er kristendommens påstand at det gode liv – et evigt liv – er et liv, hvor vi tager os af hinanden. Hvor vi forstår, at f.eks. en nødlidende, eller en der er ensom, eller én for hvem livet byder mere modstand, end vedkommende selv kan stå imod; at netop dét menneske er vi medmennesker for, ligesom de er medmennesker for os. Lykkedes vores medmennesker med deres liv, er vores eget liv også lykkedes, fordi vi hænger sammen. Og således også det modsatte. Fordi vi er mennesker i en fælles verden, i en fælles tid, med samme udgangspunkt, med samme stamme. 

Ja, Jesus siger et i virkeligheden også med udspecificeringen af, at han er et vintræ. For et vintræ eller en vinstok er en nytteplante. Den giver noget fra sig. Den giver en frugt. Den giver liv. Vi er i besiddelse af både bevægelige rødder og bevægelige grene. Vi har fødder og hænder. Fødder der kan gå hinanden i møde, og hænder der kan favne hinanden. Vi kan sågar kaste de gode frugter til hinanden, og gribe de gode frugter, som andre kaster til os. Vi er et fællesskab af mennesker, der er dybt afhængige af hinanden.  

En stamme med kun én gren er ikke noget træ. En kirke uden menighed er ikke nogen kirke. Mennesker og kristne er noget vi er sammen. Vi hænger på Kristus og derfor hænger vi på hinanden!  

Hvor stammer vi fra? Hvor har vi vores rødder og hvor har vi fodfæste. Ja, det har vi på den ene side i fællesskabet iblandt hinanden, fordi vi er fælles om at få livet til at lykkes for os alle. Men der hører også noget mere til billedet. Det er Kristus, der er stammen. Det er os der er grenene. Men det er Gud, der er vingårdsmanden. Og hvordan må vi forholde os til ham?  

Jeg har fundet et sted, hvor en egentlig vingårdsmand fra det sydlige Europa udtaler sig om at være bonde. Det er ikke bare fint skrevet; det er næsten som en prædiken i sig selv. Bonden skriver: 

”Denne mark med rækkerne med planter er jeg ikke kommet sovende til. At være vindyrker kræver tålmodighed, vilje og arbejdsomhed. Min kone siger, at jeg kender hver eneste gren på denne mark. Jeg kunne have lyst til at give hende ret. Tre gange hver sæson er jeg rundt ved hver vinstok. Jeg klipper nogle af grenene af, for lod jeg dem alle sidde, ville vinstokken aldrig blive til noget. Jeg gøder, og så holder jeg nøje øje med grenene, for de kan ikke bære sig selv, og slet ikke når først druerne begynder at komme. Så derfor skal de hele tiden være bundet op. Højt nok til at de om dagen kan varmes af solens stråler og tørre, så nattens fugt ikke får grenene til at gå til. Vindyrkning har en helt enkel matematik: Omsorg føder omsorg.”. Således vinbonden. 

Omsorg føder omsorg. Sådan er vinbondens filosofi og sådan er også Guds. At vi er grene på en vinstok, der bliver passet af Gud betyder, at vi altid må forstå os selv som omsorgsfuldt elskede, sete, passede på, kerede for. Billedet af vintræet og vingårdsmanden er ikke et billede af et magtforhold, hvor vingårdsmanden beskærer for at bryde ned, men derimod et kærlighedsbillede, hvor han beskærer og gøder for at bygge stammen og grenene op. Vi er ingenting i os selv, men kun i kraft af vores forhold til Gud og til hinanden, som bygger os på. Det er Gud der giver os livet, og igen og igen fornyr vores liv og vores muligheder – ligesom bonden beskrev det – sådan at vi kan leve sammen som mennesker.  

Vi ville ikke være noget uden Gud, der ser til os. Men Gud ville i grunden heller ikke være noget uden os. Det siger billedet om vintræet også. For hvad er en stamme uden grene? Den er ingenting. Der er jo grenene og bladene, der skaber formen på stammen. Det er menneskene der former jorden. Farver den. Giver den liv. Kristus er altså heller ingenting uden os! Udsagnet: “Jeg er vintræet, I er grenene” udtrykker derfor præcist kærlighedens væsen, og vores menneskelige opgave i denne verden: Kærligheden kan ikke overleve en separation. Kærligheden lever af gensidighed. 

Hvor stammer vi fra? Ja, træet i Jelling stammede faktisk fra år 925 og var fra Polen. Det, må man sige, er noget af et perspektiv at skulle forholde sig til for en historiker og for sådan et stykke tømmer i en mose. Og dateringen af træet fik også indflydelse for forståelsen af vores fortid med Jelling som udgangspunkt. Vores menneskelige perspektiv og fortælling er endnu større. Vi har rødder i jorden og krone i himlen og vores grene favner alle mennesker, alle steder, til alle tider. Og det er immervæk en påstand, en tro og et håb, der sætter livet – både fortid, nutid og fremtid – i perspektiv! 

Ære være faderen og Sønnen og Helligånden. Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. 

Amen!