Prædiken til søndag septuagesima d. 28. januar 2018 i Enghøj Kirke.
Matthæusevangliet 25,14-30. Salmer:
577 – ”Du tog min ret og gik din vej” – 397 – 365 – 477 – 728.
Kan man tage noget
fra én, som ikke har noget? Kan man klippe håret af én, der i forvejen er
skaldet? Nej. Ikke rigtigt. Der er jo ikke noget at tage af eller klippe af. Der
er umiddelbart en manglende logik, når der står i lignelsen om de betroede
talenter, at ”enhver, som har, til ham skal der gives (…) men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages,
som han har.”
Pointen er, at vi alle har noget. Der er ikke nogen, der ikke har noget.
Det er den påstand, lignelsen om de betroede talenter møder os med denne søndag
morgen. Hver især er vi fra Guds hånd udstyret med evner og talenter og
muligheder. Vi har alle noget at give af. Men vi mister det, hvis vi ikke
bruger det. Ikke på grund af en grum skæbne eller Guds vilje. Men den der ikke
bruger det, han eller hun har, spilder det og taber det. Og det er vel i og for
sig logisk nok.
Talenter er noget underligt noget. Og her tænker jeg ikke på den møntfod,
Herren deler ud i lignelsen. Jeg tænker på det, mønten er et udtryk for, og
senere har lagt betydning til, nemlig at have et talent. Talenter er
blevet noget, vi pludseligt skubber frem og giver plads i rampelyset. Helt
konkret i underholdningsindustrien med programmer som ”Danmark har talent”
eller ”X-factor”, som fremelsker en ukendt danskers talent for f.eks. at synge
– og samtidig gør lidt grin med mangel på samme hos andre. Men
talentudviklingen findes også i den private sfære, på studiet og på arbejdet.
Ingen uddannelsesinstitution med respekt for sig selv undlader at have et
talentprogram for de særligt talentfulde elever eller studerende – en
talentlinje eller et ”Team-Danmark-program”. Og inden for erhvervslivet dyrker
talentudviklingsprogrammerne de potentielle lederspirer der måtte være i organisationen.
Og det er på en måde noget særligt i Danmark. For blandet med
talentudviklingen lever vi stadigvæk med den lille Jantelov maven. Janteloven
er et begreb, skabt af Aksel Sandemose i 1933, og indfanger på poetisk vis en
erfaring af, at den frembrusende altid lige skal holde lidt igen. At talentet
skal gemmes lidt væk eller ligefrem nedgøres, fordi ingen skal tro, at de er
noget særligt.
Janteloven og talenterne i rampelyset skuer derfor underligt op af
hinanden, og trækker hinanden i hver sin retning. Men de er begge to lige gode og lige dårlige. Det er på den ene side
godt, at Janteloven – i gåseøjne – får os lidt ned på jorden igen, hvis vi var
kommet for højt oppe at flyve. Det skaber bare for stor ubalance imellem os. På
den anden side: hvorfor egentlig? Hvorfor ikke bare gøre op med janteloven, og
glæde os ved vores talenter, uden en slags dårlig samvittighed?
Og talenterne i rampelyset: på den ene side er de gode. Rampelyset og
udviklingsprogrammerne får talenterne til at blomstre op og udfolde sig.
Mennesker får lov at vise, hvad de kan. Men på den anden side skaber det en
konflikt og en forskel mellem dig og mig – mellem den, der får rampelyset, og
den rampelyset aldrig rammer.
Der er ikke meget Jantelov over lignelsen om de betroede talenter. Til
gengæld er der heller ikke meget rampelys over det. Evangeliet blæser os hverken
helt op eller helt ned, men forkynder for alle, at vi alle har talenter, som er noget værd! Vi har alle fået vores
talenter af Gud, som skal omsættes til liv! Det skal ikke holdes tilbage. ”Du
dovne og dårlige tjener” siger Herren til ham, der ikke formåede at sætte hans
talent i omløb, og få den til at vokse, men i stedet gravede den ned i jorden. Det
er ikke det, der er meningen med det, vi kan. Billedet er, at vi er skabt med
et potentiale, med et frø i os, der skal vokse og gro, men også have vand for
at blive til noget.
Så hvorfor graver tjeneren talenten i jorden? Hvorfor gør han ikke som
sine medtjenere – giver talenterne vand så de kan vokse og gro og formere sig?
Hvorfor holder han sig tilbage, med janteloven i maven, når de andre spurter
frem i rampelyset?
Lignelsen fortæller os, at frygten rammer ham. Han rammes af den frygt,
som er én af de særligt negative konsekvenser ved rampelyset. For rundt om de
mennesker, som har modet og styrken til at vise talenterne frem, sidder der
andre, som ikke har samme mod. De bliver glemt og usynliggjort – ikke fordi, de
ikke har talenter selv – for det har de – men fordi de måske ikke ejer samme
evne eller samme mod til at vise det frem.
Når der er et lys, er der også en skygge. I skolegården, som vi alle
sammen kender den fra vores barndom, er det altid tydeligt at se, hvem der står
i lyset og hvem der sidder i skyggen. Der er nogen, der er de seje, og nogen
der er de mindre seje. Der er nogen, der aldrig rigtig blomstrer op, fordi de
fra begyndelsen måske ikke havde kræfterne alene, og derfor heller ikke fik
kræfterne af andre.
Og når vi spørger os selv – hvis det var os, der af og til sad i mørket
– hvorfor vi ikke havde modet til at udfolde vores talent, kan svaret måske
være, at vi var bange for at miste f.eks. vores forældres kærlighed? Vi var
måske bange for at skuffe nogle forventninger, de havde til os, som langt fra
stemte overens med de talenter, vi faktisk gik rundt med. Omvendt kan vi være heldige,
at forældres, læreres, ægtefællers og venners kærlighed faktisk gav os modet og
friheden til at gøre, hvad vi havde allermest lyst til, når vi nu havde
evnerne.
Frygten rammer tjeneren, og derfor gør han, hvad han ved, er sikrest.
Han graver talenten ned i jorden og undlader at vande den. ”Jeg kender dig som
en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har
spredt, og af frygt for dig gik jeg hen
og gemte din talent i jorden.” siger han til sin Herre.
Er Gud én vi skal frygte? Ja, vi skal have den frygt for Gud, som
tilkommer ham. En gudsfrygt. Og denne lignelse er en god beskrivelse af, hvad
forskellen er på frygt og på gudsfrygt. Frygten får os til at gemme os væk. Men
den sande gudsfrygt er, som de gamle religionsforskere beskrev den, at være
fascineret og rystet på samme tid. Og den, der har en sand gudsfrygt, tager sit
liv og sine muligheder op, med henblik på at udfolde dem, uden sikkerhed og
viden for hvad der vil ske, men udfordret af ham, der giver, nemlig Gud.
Gudsfrygten kaster én ud i livet, fordi man ved, at man er blevet givet noget –
at der ligger et potentiale, en mulighed, et talent i én – og at meningen er,
at det skal foldes ud i livet.
Det er altså ikke vores liv og vores muligheder, Jesu lignelse vil
berøve os. Tværtimod. Den vil tage frygten fra os! Den vil tage mørket fra os! Fortælle
os at vi har noget at give af! Og lignelsen gør det bl.a. ved at råbe højt om
frygten. Ved at tale om den – og ved at tale den væk, frem for at tie stille.
Jesus forstod det som sin opgave med sine handlinger og med sine fortællinger
at vise skabermagtens kærlighed midt i skabningen – midt iblandt os. Og vi kan
ikke vise hinanden større kærlighed end den, at vi inspirerer og opmuntrer
hinanden til, at vi bruger alt det, vi har fået af Gud. Gud gav os ikke alene
hver især vores talenter. Han gav os også den opgave at bruge dem!
Amen.
