Prædiken til tiende søndag efter trinitatis (II) d. 4. august 2024 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 11,16-24. Salmer: 15 – 448 – 300 – 14 – 849 – 752.
Under et vanvittigt tordenvejr røg det danske herrelandshold ud af europamesterskabet i fodbold. Tyskland vandt 2-0 i ottendedelsfinalen, og siden trak landstræner Kasper Hjulmand sig fra posten. Et par dage senere røg tennisstjernen Holger Rune ud af Wimbledonturneringen, og Jonas Vingegård missede et hattrick på sejrsskamlen i tour de France.
Gad vide hvordan det kommer til at gå under de igangværende lege i Paris?
Det er ikke fordi, jeg vil være lyseslukker. Men det er før set, at vi har sat næsen op efter lidt af hvert i sportsturneringer, og er vendt hjem igen med sænkede hoveder.
Og så pakker vi fodboldtrøjen væk. Tv2-sport-abonnementet opsiges, og der melder sig en tristhed. Vi bliver som en flok slatne børn på torvet, som sidder og råber til hinanden. Som ikke gider danse, når der spilles op. Som ikke gider sørge med, når andre synger klagesange. Vi gider kort sagt kun det, vil selv vil i vores post-sportsturnerings-blues.
Men lur mig, om vi ikke gør det hele igen til næste år? Betaler for et nyt abonnement, så vi kan følge med? Sætter næsen i vejret efter nye mål og sejre? Vi finder en ny ”yndling”, vi alle sammen kan lide at heppe på. Og når en ny landstræner er udpeget, skal vi nok finde troen tilbage på, at den særlige danske kreativitet på banen kan give os en sejr, ligesom dengang… i ved…
…
Det er lige mærkeligt hver gang det sker, at vi den ene dag står med hovedet i postkassen over et nederlag. Når vi konfronteres med realiteterne om, at andre altså er bedre end os. Til at vi året efter igen står på lægterne fyldt til randen af tro på at sejren.
For sportsfilosof Finn Janning, er det enkelt nok. ”Sporten rummer muligheden for det usandsynlige”, siger han i en artikel til Kristeligt Dagblad. ”(sporten rummer) det, der går imod alle realistiske betragtninger. På den måde er der plads til de irrationelle følelser og håb, der ellers ikke levnes meget rum i det moderne samfund.”
Og derfor løfter vi os igen og igen ud af tristheden og finder kampgejsten tilbage. Vi tror, vi kan, selvom det virker usandsynligt. Den lille flig af potentiel mulighed gør hele forskellen. ”Uden troen på det næsten umulige ville det ganske enkelt blive for kedeligt at se sport” siger sportsfilosof Finn Janning.
…
De irrationelle følelser og håb levnes ikke meget rum i det moderne samfund, udtaler filosoffen. Det kan han have ret i, om end os, der er samlet her i dag, netop er samlet om et håb, der på sin vis taler det rationelle imod, men netop også indgyder håb midt i alt det håbløse. Også derfor er det meningsfyldt at træde ind i kirkens rum.
Når vi mødes omkring døbefonten, er det for at fortælle de små børn, at håbet står foran dem, selv når de føler, de har mistet det. Vi tegner korset for pande og bryst som et tegn på, at her vil modstanden i livet også altid møde modstand fra kærlighedens Gud. Vi tror, at vi er givet muligheden for at rejse os igen, der hvor vi var faldet, i lyset af Jesu Kristi opstandelse.
Og det vil vi ikke lade være med at fortælle vores børn og hinanden. Med al den modstand vi møder i vores liv og i verden, så er dåben præcis den fortælling og den tro, vi har brug for, som giver os håb, og som vi igen og igen vender tilbage til i vores tro.
Sådan er det også, når vi mødes juleaften og hører om det lille barn i krybben, som blev sendt ind i den mørke verden. Det lille barn lyser og indgyder håb, ligesom ethvert barn gør, når det melder sin ankomst. Pludselig er alle rationelle følelser opløst. For her er der et nyt liv og et nyt håb foran os midt i en verden, der af og til kan være lidt for kold og virke alt for kalkuleret. Men selv ind i den verden, kan håbet fødes og opstå.
…
Og måske er det Gud? Gud er der, hvor livet overskrider sig selv, og håbet vælter ind over os. Gud er der, hvor alting ikke bare danser efter vores egen menneskelige pibe, men der hvor vi åbner os, tør danse med, tør synge og klage, lade os overmande af livets brus, og give plads til at det store og det forunderlige i livet. Ligesom når vi føler os som den heldigste kartoffel i verden, eller som når vi står med et lille nyfødt barn i armene og tænker, at det er så meget vildere end hvad vi nogensinde havde kunnet forestille os.
Eller, ja, ligesom når vi helt uventet sejrer i en af de mange sportsturneringer. Så bliver vi så overrumplede af det næsten utopiske: at den sejr, som var så umulig, pludselig blev til virkelighed.
Ligesom da Vingegård vandt sin første og anden sejr i Tour de France, eller da Caroline Vozniacki vandt en grand slam, eller dengang i 92’ hvor to mål ændrede danmarkshistorien. Dén fortælling lever vi jo stadigvæk på, selvom den for længst er fortid. Men det er med den, ligesom med dåben og med Guds fortælling, en fortælling der rører os, og stadig vil os noget, fordi den åbnede for noget i os – et håb, en tro på sejr. Den aften overskred livet sig selv, og det næsten umulige var muligt!
…
Og når Jesus så står i dagens evangelium og lukker al sin galde ud over de dovne mennesker og byer, tror jeg det er et udtryk for irritation over, at de alle har tabt netop dét håb. At de har tabt genindlevelsen i håbet og drømmen om en anderledes verden, hvor det fantastiske faktisk er muligt.
Han har været i Korazin. Han har været i Betsajda. Han har været i Kapernaum. Alle steder har han gjort mægtige gerninger, og alle steder gav han dem håb lige for øjnene af dem.
Men så pludselig indfinder hverdagen sig igen, da Jesus er ude af syne. De glemmer det det håb, han lagde i dem, og drømmene om en anderledes verden, han fortalte dem om. De får post-turnerings-blues. Og det er netop såre menneskeligt genkendeligt, at vi den ene dag håber, og den næste dag pakker det hele væk igen. Som når troen og tvivlen følges ad, og tvivlen ender med at være størst.
Og Jesus ved inderst inde godt, at det er sådan det er med mennesker. At vi ikke er i stand til at sejre hver gang, eller altid selv magter, at holde fast i håbet.
Men det er vel netop det, han med sin opstandelse tilsiger os? Når han opstår for os, så er det fordi, vi ikke altid magter at gøre det, vi gerne ville. Når han opstår for os, er det fordi, håbet i os af og til fordufter i det blå, som når vi går slukørede hjem fra en tabt kamp. Og netop der, hvor vi ingenting er værd og hvor vi ikke magter at trække os selv op af hullet, møder han os som et lysende barn, som en kommentatorstemme i vores livskamp, der minder os om, at håbet ikke er ude. Han kalder os tilbage til livet og ind i kampen igen.
…
Finn Janning sagde, at der i muligheden lå et håb. Men den mulighed er skabt af mennesker og en kalkuleret overvejelse. Sådan er det måske i sportens verden.
Men i livet er det omvendt og mere til. Jesus forsøger at sige, at der i håbet ligger en mulighed. Og det håb skænker han os hver dag, og det håb skal vi – med hans hjælp – for alt i verden forsøge at holde fast i.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
som det var i begyndelsen
således også nu og altid og i al evighed.
Amen.
