Prædiken til syttende søndag efter Trinitatis (II) d. 22. september 2022 i Brabrand Aarslev. Markusevangeliet 2,1-14. Salmer: 749 – 448 – KSB 969 – 320 – 849 – 31.
Han lagde mig
en ny sang i munden, en lovsang til Gud.
Sådan skriver salmisten i Det gamle testamente.
Man fornemmer at salmisten har været i
nød. Han beskriver, hvordan Herren trak ham op af undergangens grav. Op af slam
og dynd, og satte ham med en fod på klippen, så han kunne stå fast i livet
igen. Måske har salmisten næsten været død? Eller være der, hvor han bare var faldet
helt sammen og havde brug for andres hænder til at få livet tilbage.
Men Gud gjorde mere end det. Han
lagde mig en ny sang i munden. Men hvad kan en sang gøre, når man føler sig
opslugt af slam og dynd? Når man ligger der i undergangens grav, hvad hjælper
det så at synge?
…
I Ukraine er der sket noget underligt.
Salget af digte er steget eksplosivt de seneste par år. Og det er alt andet
lige underligt for et land i krig. Har ukrainerne ikke mere brug for at købe
mad og drikke, tænker man? ”Preppe” – som vi alle sammen burde gøre – og sikre
husholdningens overlevelse, hvis der kommer et angreb?
Salget af digte er steget eksplosivt.
Ukrainerne mødes i store haller for at høre digtoplæsninger, og almindelige
ukrainere skriver digte på en hjemmeside, som hver dag har mange tusinde
besøgende.
I en artikel på nyhedsmediet Zetland
opsøger en journalist en af Ukraines kendte forfattere, Olena Herasymiuk for at
spørge, hvad det hele handler om.
Og for hende er det enkelt: digtene og
kulturen er nødvendig, fordi det er den, der skal få ukrainerne til ikke bare
at overleve krigen, men faktisk også leve, når krigen engang er forbi.
…
Olena er ikke bare forfatter og digter.
Hun er også halvt uddannet paramediciner og hjælper til i ambulancer, når
soldaterne kommer sårede fra undergangens grave.
Og for Olena gør ambulancerne i meget
praktisk forstand det, som hun også drømmer om at hendes digte – i overført
betydning – kan gøre for de sårede; nemlig at transportere de sårede fra
slagmarken tilbage til det ”normale” liv, tilbage til det civiliserede og det,
de kæmper for. Digtene skal være en vej ude af krigens mørke, og tilbage til
det, de alle sammen kom fra.
Krigens grusomhed er for Olena og mange
andre blevet en normal. Men hvis Ukraine skal bestå, også efter krigen, skal
der være et åndeligt fundament; en idé om, hvad det almindelige liv er. Hvis
der engang kommer fred, siger Olena, ”er det ikke nok at genopbygge byerne, det
er selve sjælene, der skal genopbygges”.
På den måde skal digtene og sangene i
deres munde fastholde håbet og troen på, at der er forandring forude. At denne
tilstand ikke er stilstand, men at krigen kan slutte, at landet kan vende
tilbage.
…
Han lagde mig
en ny sang i munden, en lovsang til Gud. Hvor er det rørende at høre. At der skrives, læses og synges midt i
krigens mulm og mørke. Digtene fastholder håbet. I skyttegrave eller når
bombealarmen pludselig går, kan de sårede og forfulgte ukrainere stadig digte. Rim
og rytmer og ord på versemål kan få dem til at tale og tro på forandring, på en
anden virkelighed. Tro og tale om håb. Og det holder dem fast.
Og sådan har vi i grunden altid gjort;
skrevet og sunget i modgang, og ladet digte og ord fylde vores tomrum, og givet
plads for de ord, vi ikke nødvendigvis kan sige i en samtale.
Helt ned i vores almindelige hverdag og
liv kan vi genkende digtenes plads, når vi er triste og har kærestesorger; eller
når vi står midt i sorgen og tårerne triller, eller når vi bare har en dårlig
dag. Så er det ikke sjældent, at sangene næsten synger sig selv, og giver rum
for følelserne, for alt det, der skal siges, og måske også for et
spinkelt håb.
Og også når vi var i krig. Poul
Henningsen skrev under besættelsen i 40’erne én af de stærkeste sange, som
senere hen kom i højskolesangbogen:
Man binder os
på mund og hånd
men man kan ikke binde ånd
og ingen er fangne, når tanken er fri.
Vi har en indre fæstning her,
som styrkes i sit eget værd,
når bare vi kæmper for det, vi ka li.
Og det er netop Olenas pointe. Man kan
ikke binde ånden, ånden dybt inde i mennesket. Så derindefra må håbet og
fremtiden også komme. Ånden i digtene, håbet, skal holde dem og os alle faste
på en anden og håbefuld fremtid.
…
Han lagde mig
en ny sang i munden. Det var også
det der skete for tolderen Levi, da Jesus pludselig kom til ham og hans hus og
sagde: ”Følg mig!”. Det var en ny sang i Levis mund. Men her hører vi også,
hvad den nye sang gør.
For i det samme, Levi bliver mødt af
Jesus og af de håbefulde ord, ”Følg mig!”, så kan han rejse sig fra al den
modstand han mærker fra byens folk. Han kan rejse sig fra nedværdigende blikke;
vriste skyld og skam af sin krop, gå ind til bordet, og invitere Jesus med.
Det lyder i grunden helt vildt. Men det
er ordets kraft! Sangen og ordene, Levi hører, er ikke kun noget, der får ham
igennem et mørke; noget der transporterer ham fra slagmarken og ind i normalen
igen. Men de giver ham også noget nyt. Det er netop en ny sang, han
møder.
Idet han møder Jesus og møder hans ord,
bliver han sat fri fra sin fortabthed, og han får også selv mod til at synge –
dvs. han begynder at give andre håb ved f.eks. at invitere indenfor og ved at
skabe fællesskab. I Jesu ord føler sig set og elsket. Og derfor kan han nu også
selv synge for andre.
…
De andre omkring Levi og Jesus forstår
det ikke. De plaprer løs om regler og love, og at der plejer at være forskel på
folk, så man ikke bare spiser sammen med hvem som helst, og at man i denne tid
for øvrigt også plejer at faste og holde sig for sig selv.
Men de har ikke forstået den nye
virkelighed. Jesus er kommet til dem. Gud er kommet til dem, ligesom han er
kommet til hver eneste af os i dag, f.eks. gennem dåben og nadveren om lidt. Og
dét springer alt det gamle i stykker og skaber en helt ny virkelighed, hvor reglerne
tilsidesættes og mennesket er i centrum. Det er det nye Guds rige, som er til
stede lige her og nu.
Når Gud er til stede, er Guds rige midt
iblandt os, og da er omsorgen i centrum.
Når Gud er til stede, er Guds rige midt
iblandt os, og da må vi kalde dem, der ikke er sig selv tilbage til sig selv, og
dem, dem der er gjort syge af andre, dem må vi kalde tilbage til raskheden.
Når Gud er til stede, er Guds rige midt
iblandt os, og da må vi synge vi sange, der sætter hinanden fri. Give hinanden sange at synge, når vi
er triste; sange at synge om håb, når vi møder modgang; sange at synge om lys,
når vores verden er faldet sammen og vi føler os som sunket i slam og dynd;
sange at synge om glæde, når vi mærker, at den er på vej.
Når Gud er til stede, fester vi, som
når brudgommen har sine svende hos sig. Selvfølgelig holder vi os ikke tilbage.
Nej, vi synger og fester.
…
Han lagde
mig en ny sang i munden. Det er som om, evangeliet kalder os og minder os om at synge sange – både
for og med hinanden. Vi skal synge på trods og ind i mørket; vi skal synge af
glæde og ud i dagen.
Men måske
kan vi først og fremmest gøre alt dette, fordi Gud fra begyndelsen har kaldt på
os, og lagt sin sang i vores mund. Fordi han har kaldt på os gennem sin søn
Jesus Kristus; skænket os en ny virkelighed, og givet os et ord at holde fast
i, hver gang vi, som salmisten eller Levi, er havnet i vejkanten, uden andre
til at synge for os.
Jeg vil
slutte med lånte ord af forfatter Hanne Jul Jakobsen, som beder over ordene fra
salmisten: Han lagde mig en ny sang i munden.
Gode Gud, du
som ser
det store i det små
og hører mine mindste suk.
Tak fordi du ikke lader
mine suk sætte sig
fast som punktum.
Gode Gud, du som trækker
liv op af mørke
og kalder glæde ud
af ingenting.
Tak fordi du sætter
foden ned
og løfter mit blik
så jeg ser
at der er mennesker
der vil mig det godt.
Tak fordi du lægger
ord i munden på mig
så jeg taler håb
ind i menneskers liv.
Tak fordi du bøjer
dig helt ned i støvet
for at finde mig,
når det hele er sort.
Tak fordi du trækker
mig op,
når jeg er gået
i stå.
Gode Gud, du som synger
en ny sang
i munden
på mig,
lad mig synge med
på din lovsang
af liv og glæde.
Ære være
Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.
Amen.
