Prædiken til tyvende søndag efter Trinitatis (II) d. 13. oktober 2024 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 21,28-44. Salmer: 729 - 810 - 414 - 319 - 728v3 - 731.
I dette efterår har jeg indbudt til
studiekreds i sognegården, hvor vi læser Bibelen. Forleden dag mødtes vi, og
var nået til denne del af Matthæusevangeliet, hvor dagens evangelium også
kommer fra.
Og alt andet lige var stemningen
i kredsen noget præget af al den vrede Jesus møder sine medmennesker med. Måske
sidder I lige nu med samme oplevelse. Når man hører sidste sætning fra
evangeliet: ”den,
der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil
den knuse”, føler man sig næsten allerede væltet lidt omkuld, og spørger hvor
medmenneskeligligheden egentlig er…
Stenen, har vi lige fået forkyndt, er Jesus
selv. Han er hovedhjørnestenen, som bærer det hele. Og hvis alle hans modstanderne
– eller os selv – ikke allerede er faldet over ham, og blevet kvæstet, så må vi
næsten forvente at stenen, som et pendul, på et tidspunkt kommer flyvende og knuser
os, hvis vi ikke retter ind.
”Hvor er nåden?!”, var der én i studiekredsen
der pludseligt udbrød. Ja, hvor er egentlig nåden og kærligheden i denne
lignelse, Jesus fortæller? Jesus truer os nærmest, og jeg får lyst til at
spørge, hvad meningen er? Hvad skal egentlig der til for at snuble over den
sten? Er jeg på vej til at snuble, og måske også blive knust? Og hvad
har alt det med mig at gøre?
…
De første kristne i historien
overtog fra den græske filosofi læren om de syv dødssynder eller laster, som de
også blev kaldt. De syv er: hovmod, grådighed, utugt, misundelse, fråseri,
vrede og dovenskab. Dødssynderne blev bl.a. brugt til at lære om menneskets
tendens til at gøre det forkerte eller til at gøre ondt mod andre.
Og i dagens evangelium er der
noget på spil om den anden dødssynd: Grådighed, på latin avaritia.
Grådigheden rummer to ting: dels
det, når man grådigt rager noget til sig; skovler alt hvad man kan ind til sig
selv. Og dels når man grådigt holder på alt det, der er ens eget, og det aldrig
kan komme på tale at dele med andre. Det er grådighedens kerne.
I sit sande væsen er grådigheden
ustoppelig. Det er det groteske ved den. Afdøde teolog og biskop Jan Lindhardt
beskriver grådigheden: Det er besættelsen af at eje. Det er ikke så
afgørende, hvad man ejer, men selve det at eje. Det er ikke alene glæden over
de gode ting; den smukke kvinde, det rige liv, men først og fremmest at det er mig,
der har det; det er mit. (fra ”En
af de værste dødssynder” på information.dk, 25.04.08)
Men hvorfor er dét så en synd?
Det er det, skriver Lindhardt, fordi grådigheden trækker os væk fra de andre
og gør os indkrogede i os selv.
Udtrykket ”indkroget i sig selv”
låner Lindhardt fra Martin Luther. Og for Luther er det det, der er synden. Synden,
den synd vi alle har nedarvet igennem generationer er, at vi har en iboende
tendens i vores menneskelighed til at lukke os inde i os selv og lukke alle
andre ude. At vi glemmer at vi er en del af en sammenhæng og et fællesskab. Og
det farlige ved at dyrke denne indkrogethed er, at vi på en måde dør som
mennesker.
Sognepræst Gudmund Rask Pedersen
siger det på denne måde i sammenhold med vores tid: Når folk taler om
selvudvikling, siger jeg, at det er da en rigtig god idé. Men forstået som en
bestræbelse på at vikle sig ud af sig selv. Det var netop en af Luthers vigtige
indsigter, at menneskets indkrogethed står i vejen for den levede kristendom.
At det sammenbøjede menneske, der sidder foroverbøjet og kun stirrer på sin
egen navle, faktisk slet ikke er et menneske. For menneske kan vi kun være, når
vi er sammen. Vi er hinandens forudsætninger og livreddere, og derfor er der
også altid en etisk dimension knyttet til det at være menneske. (fra
”Selvoptagethed skygger for kristendommen” på kristeligt-dagblad.dk, 24.11.16)
Selvudvikling er virkelig et
buzzword i vores tid, og har været det igennem lang tid. At udvikle sig selv
for sin egen skyld er helt inden for skydeskiven. At have blik for hvordan vores
hverdag kan være indrettet sådan at vi optimerer vores tid, får fokus på det vi
selv gerne vil, vores interesser og vores indre balance. Og ikke mindst at vores
arbejde gør os gode og udvikler os i den rigtige retning, så vi kan præstere
mere, tjene flere penge, osv.
Jeg siger ikke, og det vil
Gudmund Rask Pedersen heller ikke, at alt selvudvikling er grådighed og at det
alt sammen er dårligt. Men der ligger en tendens i mennesket til gerne at ville
sig selv, og denne tendens kan måske kamme over?
Lindhardt skriver at tendensen
er meget godt udtrykt i en forandring, der er sket i det lille ord tjene. Tidligere
talte man om at tjene hinanden. Men sådan siger vi ikke længere – og slet ikke
i min generation. Vi spørger i stedet: hvad tjener du – underforstået: hvad får
du, hvad har du til dig selv?
…
Tilbage til mine spørgsmål: hvad
der egentlig skal til for at jeg snubler over hovedhjørnestenen? Er jeg på vej
til at snuble og måske også blive knust?
Måske snubler jeg, og måske
bliver noget i mig knust, når jeg retter min opmærksomhed for meget imod mig
selv, og gør mig selv til hovedhjørnestenen i mit liv.
Det er jo det, der sker i den
lignelse, Jesus fortæller om vinbønderne og deres Herre, lige før han siger de
hårde ord.
En Herre rejser en vingård, og
beder venligst nogle bønder om at passe på den, imens han er ude at rejse. Men
da vinen er klar til høst, og Herren sender bude ind i vingården for at hente
høsten, bliver bønderne grådige. De vil ikke af med høsten, så de prygler,
stener og dræber alle der kommer forbi.
Mig mig mig, tænker vinbønderne,
imens de rager til sig, bygger gærdet endnu højere og skærmer sig fra omverden.
Men over den handling falder dommen
og de snubler. Over den indstilling til dem selv, til vingårdens Herre og til alle
i landet omkring dem kommer hovedhjørnestenen svingende, rammer dem og knuser
det grådige og det selviske, som bor i dem.
…
Måske snubler jeg, ligesom
vinbønderne, når jeg kroger mig ind i mig selv, og kun er optaget af alt det,
der er mit?
Måske snubler jeg, når jeg
strækker selfiestangen ud og retter kameraet og blikket mod mig selv og mit
eget og glemmer, at der er en hel verden bagved, som jeg ikke kan leve i uden
også at være en del af.
Måske kommer stenen susende, når
jeg glemmer, at jeg ikke er et menneske uden også at indgå i relationer med
andre.
Og måske rammer den mig, når
jeg, som et barn kan gøre det, står og råber og skriger på opmærksomhed og at alle
skal se alt det, jeg kan og al den rigdom jeg har i mit liv, og glemmer, fuldstændig
ligesom barnet, at det meste af det, der er mit, er noget jeg har fået af
andre. Noget, jeg har til låns. Noget som aldrig bare var mit.
…
”Men hvor er nåden?” spurgte den
frustrerede i studiegruppen? Det spørgsmål hænger stadig lidt i luften.
For indtil videre er vi kun
blevet væltet omkuld af en hård indsigt om os selv; at der iboende os er en
synd, en grådighed, en tendens til at gøre andre fortræd. Og vi kan ikke slippe
af med den. Kristendommens påstand er, at det er sådan det også er at være
menneske.
Og derfor er det måske også uden
for os selv, vi skal finde nåden?
Der er ikke meget godt at sige
om vinbønderne. Og den retfærdige afslutning på det hele, set med menneskelige
øjne, måtte også være, at vinbønderne skulle slås ihjel.
Denne rene konklusion udebliver
dog. Til gengæld ser vi gennem hele lignelsen, at Herren bliver ved og ved med
at sende nye bude.
Det kan godt være, at
vinbønderne – at vi – ikke er gode til at dele og ikke bare rage til os. Men
Gud er omvendt heller ikke god til bare at lade os i stikken. Han bliver ved og
ved med at sende nye muligheder og bud ind i vingården. Han er trofast og
vedholden i sin kærlighed.
Gud er ikke den, der skifter mening, når han har
udvalgt nogen og vist dem godhed (2020 oversættelse), skriver Paulus i brevet til
Romerne. Lige
så ustoppelig grådigheden er hos mennesker, lige så utrættelig er Guds vilje
til at vise os godhed.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.
Amen.
