søndag den 19. november 2023

Et menneske i nød

Prædiken til fireogtyvende søndag efter trinitatis (I) d. 19. november 2023 i Brabrand Aarslev. Matthæusevangliet 9,18-26. Salmer: 754 – 560 – 836 – 653 – 427 – 736,3-5. 

Er der nogen, der kan huske 12. november 2022? Det var den dag, vi satte alt ind på at redde et enkelt menneskeliv.

Det var lørdag og travlheden fór hen over Storebæltsbroen, som den plejer. Men pludselig stoppede det hele. Bommen gik ned på begge sider af bæltet, fordi en mand var gået op på broen, klar til at springe ud og tage sit eget liv. 

Dén melding, at der gik en selvmordstruet mand rundt på broen, fik med det samme både redningskøretøjer, redningsbåde, redningshelikoptere, politiet, forhandlere og psykiatrien i sving, og broen blev altså også lukket. Til lands, til vands og i luften blev der sat ind, og alle dem, der skulle have krydset bæltet, kom ikke bare et par minutter for sent til deres mål, men i fire timer stod al trafik stille. 

Manden kom i sikkerhed, og det var det vigtigste, og vi kunne ånde lettet op igen. Men derefter begyndte debatten på de sociale medier, som varede længere end fire timer. For var det rimeligt, blev der spurgt på den ene fløj, at forstyrre hen ved tusind danskeres færd over broen blot for et enkelt menneskes skyld? Og hvor meget måtte det ikke have kostet statskassen og fællesskabet at sætte alt det postyr i gang?

Den anden fløj af debatten kom med mere positive tilkendegivelser over for den indsats, myndighederne havde ydet: at man her så et klart billede på velfærdssamfundets menneskesyn og den hjælpsomhed, der med det samme sættes i bevægelse, når et menneske er ulykkeligt på afveje. 

Dagen og den efterfølgende debat viste os meget om vores brogede samfund. Heldigvis, synes jeg, stod dog det stærkeste billede tilbage af et samfund, der ikke bare lader folk dø. Et samfund og et fællesskab, der samler sig stærkest lige der, hvor nøden er. Når nogen er i fare, når vi kan forudse en skade eller når skaden nogle gange når at ske, så rykker vi sammen og så tager vi os af hinanden i fællesskab.

Men – og nu laver jeg måske et voldsomt klip til dagen i dag.

For i dag, præcis et år efter hændelsen på Storebæltsbroen, kan konstatere, at størstedelen af danskerne – over 70 procent – går ind for aktiv dødshjælp. Derfor har vores statsminister har indledt debatten, og også selv taget tydelig stilling til, at hun mener, vi bør indføre muligheden for lovligt og med statens hjælp at kunne tage livet af os selv.

Det er da – alt andet lige – en ganske særlig stat, der på den ene side sætter trafikken i stå, og himmel og hav i bevægelse, for en enkelt mands liv, og på den anden side nu og i dag måske er klar til at hjælpe ham til døden, hvis han altså mere officielt og stilfærdigt siger til sin læge, at han ikke vil mere.

Mit eksempel er hårdt trukket op, og der er mange væsentlige argumenter både for og imod til lige præcis dette spørgsmål. Og måske nogle af jer synes, at jeg overhovedet ikke burdet nævne dette etiske dilemma om aktiv dødshjælp, bl.a. fordi det også er politisk.

Men, én ting vil jeg sige, og det er, at evangeliet i hvert fald på ingen måde taler om at tage livet fra nogen og fra noget, heller ikke selvom det faktisk ser ud til at være slut. Og at vi i evangeliet heller ikke ser mulighed for at forlade det, som er svært, eller at tænke, at en vej frem for nødstedte mennesker – de mennesker, der virkelig har det svært – at vejen frem ville være hurtigt at gøre en ende på det. Tværtimod.

I evangeliet kommer Jesus to mennesker til undsætning, synagogeforstanderen og hans datter, der er død, og så kvinden, der er syg og har blødt i 12 år. Synagogeforstanderen er også, hvad man kunne kalde en myndighed, og han har helt sikkert i sit arbejde haft det brede fællesskab for øje. Men denne dag og i denne nød, hvor hans datter er død, er al opmærksomhed samlet om hende. Han kan ikke andet. Ham selv og fællesskabet i hans hus – alle dem, der råber og spiller på sørgefløjter – har samlet sig om den døde.

Og hjælpen viser sig med det samme, da han i sin sorg rækker ud efter Jesus, og Jesus efterfølgende kommer til hans hus, tager pigens hånd, og han rejser hende op.

Det, der sker, er på mange måder en uforståelig helbredelse, for pigen var død og blev levende igen. Og selvom sådanne helbredelser ikke sker hver dag for os, så kan vi måske alligevel opleve en heling ved, at den enkelte, som er i nød, samler hele fællesskabets omsorg, og at dén omsorg også er med til at gøre, at vi kommer igennem både nøden, døden og sorgen. Fællesskabets omsorg kan ikke fjerne det, der gør ondt. Men fællesskabets omsorg kan hele os ved at være til stede lige der, hvor nøden er størst.

Det er også det, der sker, når vi samles her i kirken, måske tydeligst ved en begravelse eller bisættelse, hvor fællesskabet har den døde og de sørgende i centrum. Her mødes vi, giver hinanden et kram, synger, beder og lyser en fred over hinanden. Eller når vi i samles ved nadverbordet, hvor det svage i hver enkelt af os mødes af Gud, og tilsiges tilgivelse. Eller når vi i bønnen beder for alle – også dem, som ikke er til stede – og vi ved indsamlingen samler ind til dem, der har brug for en ekstra hånd. Da er det det stærke fællesskab, som samler sig om den enkelte, og det er lige der, Jesus står, og lyser for hver enkelt af os.

Det er tydeligt, at Jesus til enhver tid lader sig forstyrre og lader sig gribe – ikke af den, hvis liv er fest og farver – men af den, hvis liv er gået i stå; i dagens evangelium er det pigen, som er død, og kvinden, som på grund af sine blødninger og urenhed, også er blevet udstødt af fællesskabet. Præcis for de mennesker, viser Jesus sit ansigt, rører ved dem, tager deres hånd, og også lader sig berøre.

Og i den tro, samles vi her i kirken: at han også vil se hver enkelt af os. At han vil lade sig røre og berøre af vores kald, og derefter tage vores hånd og give os livet tilbage lige der, hvor vi måtte have mistet det. At han må give os livet tilbage, så vi igen kan indgå i fællesskaber – ligesom pigen, der kunne rejse sig og give sin familie et kram, eller ligesom kvinden, der igen kunne være en myndig person sammen med andre i byen. Vi samles her i kirken for at vi kan få kræfter og mod til igen at indgå i fællesskaber, som har øje for den enkelte; fællesskaber der sætter himmel og hav i bevægelse for at passe på dét menneske, der måtte være ulykkeligt på afveje.

Og det er måske også én af de væsentligere pointer i debatten om aktiv dødshjælp: at vi, i stedet for stort set udelukkende at diskutere om vi må tage livet fra hinanden, at vi da i stedet skal insistere på retten til at være der for hinanden, og hvordan vi gør dét bedst. Insistere på at den, der har det svært, gerne må have det svært, og gerne må kræve ekstra omsorg, ja endda være til besvær for samfundet. At vi gerne må bruge energi og kræfter på at tage os godt af hinanden – hver enkelt der har brug for det – i stedet for kun at tale om at skaffe os af med hinanden eller ej.

Et samfund kan være så stenet skrev Inger Christensen tilbage i 1969 i et samfundskritisk digt.
at alt er en eneste blok,
 og indbyggermassen så benet,
 at livet er gået i chok.

Og hjertet er helt i skygge,
 og hjertet er næsten hørt op,
 til nogen begynder at bygge
 en by, der er blød som en krop.

Lørdag den 12. november 2022 viste samfundet sig som en blød krop; som en hær, der satte alt ind for den enkeltes liv. Var fællesskabet for en stund blevet en livløs og hjerteløs betonblok, så så vi denne dag, at der alligevel var plads til blødhed. Myndighederne tog ikke kun hensyn til de mange, men de mange i fællesskabet viste sig også i stand til at tage sig godt af den enkelte.

Inger Christensen kaldte dét fællesskab for en by, der er blød som en krop. Her i kirken kalder vi det i trosbekendelsen for de helliges samfund eller de helliges fællesskab. Et fællesskab der er samlet i troen på, at vi hver især har modtaget Guds omsorg; at han er der for hver enkelt af os, og at vi derfor også hver især er forpligtet på, at den omsorg bliver delt med hinanden.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
 som det var i begyndelsen, således også nu og altid
 og i al evighed.

Amen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar